325 – Eric Clapton – Slowhand (1977)

Eric Clapton havde i løbet af slutningen af 60’erne og starten af 70’erne gjort sig bemærket som guitarist for et utal af bands,og i løbet af 70’erne gjorde han sig for alvor også berømt som solokunstner. Albummet, der oftest forbindes med hans solokarriere, er uden tvivl Slowhand fra 1977. Dette album åbner med et cover af Cocaine af J.J. Cale. Denne sang er mest kendt i Claptons udgave, og denne er da også formidabel. Han får lige fra dette åbningsnummer fortalt dig alt, du behøver at vide om ham: Han er en fantastisk guitarist, nok en af rockhistoriens allerbedste, han er kraftigt inspireret af bluesmusik, og han kan lide kokain. Efter denne får vi en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde, nemlig Wonderful Tonight. Clapton er ikke den største sanger i verden, men med denne sang udnytter han faktisk sin stemme rigtig godt, mest fordi han virker så elskværdigt oprigtig i sin levering. Han bliver lidt inspireret af roots og country på Lay Down Sally, der er en dejligt sjov sang, som man sagtens kan danse lidt til. Og selvfølgelig er Claptons guitarsolo utrolig.

Next Time You See Her er en meget sød sang, og selvom den måske fortsætter lidt lang tid i den samme smøre, så har den en helt særlig charme i sin melodi. Jeg kan sjældent lytte til den flere gange i træk, men når jeg når til den på albummet, så bliver jeg altid glad. Noget af det bedste ved den er desuden dens meget voldelige teksts samspil med den bløde melodi. Det er genialt sammensat. We’re All the Way er den svageste sang på pladen. Det er heldigvis en meget kort sang, men den er virkelig kedelig. Melodien bliver ikke hos dig, den fremkalder ingen følelser, ofte glemmer jeg i det hele taget, at jeg har lyttet til den. Heldigvis er resten af albummet mere end godt nok til at undskylde det, og det kan især siges om guitarmonsteret The Core. På intet andet nummer fyrer Clapton den så meget af på spaden. Riffet er fantastisk, groovet er fedt, de kvindelige backingvokalister giver masser af saft og kraft til Claptons ellers ret stille stemme. Der er en vidunderlig saxofonsolo, og man bemærker slet ikke, at sangen er næsten 9 minutter lang.

May You Never er endnu en sang, hvor Clapton virkelig leverer sin charme i stor stil. Det er en virkelig sød melodi, og orgelet fortjener lige så meget ros som Claptons guitar, for den er en rigtig stor del af det. Det er ikke den stærkeste sang på pladen eller noget, det er endnu en ret simpel popsang, men den har sin charme, og den er rimelig groovy. Mean Old Frisco har en ret fed lyd, der kommer fordi Clapton synger præcis over guitarens riff i løbet af størstedelen af sangen. Den slags kan være irriterende i andre tilfælde, og i længden virker det måske også lidt fjollet her, men guitaren er helt perfekt indstillet, så det lyder fedt sammen med Claptons stemme. Ellers er det bare en bluessang med rockguitar på og et fedt klaver. Afslutningsnummeret er en instrumental sang ved navn Peaches and Diesel. Den minder ret meget om Wonderful Tonight, men det er som sådan ikke så skidt, for der er nok afvigelser til, at det giver mening også at have denne sang, og den lyder jo også rigtig godt. Og som afslutningsnummer runder den behageligt Slowhand, måske Eric Claptons bedste soloplade, af.

409 – Eric Clapton – 461 Ocean Boulevard (1974)

Eric Clapton havde i 1974 spillet guitar for Bluesbreakers, Blind Faith, Cream, Derek and the Dominos og Yardbirds, og han havde også forladt dem alle. Nå, men så er der jo altid mulighed for en solokarierre. Han havde allerede udgivet en eponym debut i 1970, kort tid efter Derek and the Dominos var blevet dannet, så nu var det vel på tide at følge op på dette, og hans andet soloalbum kom til at hedde 461 Ocean Boulevard, og det endte med at bestå hovedsageligt af covers. Først et af den traditionelle bluessang Motherless Children, og det er en af albummets bedste sange. Clapton er som altid helt ufattelig på guitaren, og hans kendskab til bluesmusik vises også godt frem. Den føles samtidig rigtig nyt og frisk, så man kan sagtens som almindelig rockfan sidde og spille luftguitar for fuld drøn. Da kommer den originale sang Give Me Strength, og lad mig sige det sådan, at Clapton kan gøre meget bedre end det. Det er en ret tam sang, hvor der næsten ikke sker noget. Til gengæld er hans udgave af Johnny Otis-sangen Willie and the Hand Jive rigtig god. Den er stille, men det virker til dens fordel, for den lyder rigtig cool og afslappet.

Cool og afslappet er generelt ord, der beskriver 416 Ocean Boulevard rigtig godt. Get Ready, endnu en original sang, er i hvert fald også sådan. Det er en duet med Yvonne Elliman, som også var med til at skrive sangen, og hun tilføjer meget til sangen. Ellers kunne den nok let have endt med at lyde lidt banal. Pladens største hit er uden tvivl hans cover af den dengang forholdsvis ukendte Bob Marleys I Shot the Sherrif. Og det bedste ved det cover er nok, at det gjorde Bob Marley mere populær. Det afviger ikke specielt meget fra originalen, og hvis Marleys udgave allerede var kendt dengang, var Claptons næppe blevet et hit. Den passer dog godt på albummet som et af de mere højlydte numre, hvilket hjælper på dynamikken. Can’t Hold Out vender tilbage til tendensen med de stille blues-covers, og den er rimelig god, mens den er der, men den ender ikke med at stikke ud mellem andre sange på albummet. Det gør til gengæld hans cover af Duane Allmans Please Be With Me. Det er et af de lystigste numre på pladen, og man bliver helt næstekærlig af at lytte til det.

Pladens sidste originale nummer, Let It Grow, føles meget inspireret af George Harrisons mere stille sange. Der er flotte vokalharmonier og kraftig hippie-mentalitet. Det føles også ganske oprigtigt, hvilket jo aldrig er en dårlig ting. Det er faktisk måske pladens bedste nummer. Det næstsidste nummer er en ret funky udgave af Robert Johnsons Steady Rollin’ Man. Hans fortolkning er rå og fræk, og hans guitarsolo er virkelig god. Man kan rigtig let mærke hans kærlighed for Johnson herpå, og han virker som altid rigtig cool. Som albummet efterhånden når sin ende, bør man efterhånden have opdaget to ting. For det første er Clapton en helt utrolig guitarist, men derudover også at han er en ret så middelmådig sanger. Han er hele tiden så afslappet, fordi han simpelthen ikke kan lægge specielt meget styrke i sin stemme, hvilket hans guitar så mere end blot kompenserer for. Han får heldigvis også et kor til at hjælpe med dette på afslutningsnummeret Mainline Florida. Dette har en rigtig flot guitarsolo, og man føler, at der er en helhed, der bliver rundet af her. Denne helhed, 461 Ocean Boulevard er et rimelig godt album. Det har uden tvivl mange gode øjeblikke på sig, men at det skulle være det mesterværk, folk til tider kalder det, har jeg svært ved at se.