41 – Sex Pistols – Never Mind the Bollocks Here’s the Sex Pistols (1977)

Punkrockerne i Sex Pistols var meget provokerende, da de i 1977 udgav deres første og eneste album, ‘Never Mind the Bollocks, Here’s The Sex Pistols’. Sangene var uhyre simple på et teknisk plan, musikken blev ufatteligt nok alligevel spillet rimelig sløset, og samtidig var lyden arrig på en måde som få andre bands var samtidig. Teksterne var også ganske ufiltrerede. ‘Bodies’ handler om aborter, ‘God Save the Queen’ går til angreb på kongehuset, og titlen til ‘Anarchy in the UK’ taler vist for sig selv. De var så uanstændige, at pladeselskabet EMI annullerede deres kontrakt med gruppen efter få måneder grundet dårlig opførsel, blot for at afslutningsnummeret på bandets debutalbum skulle blive en langefinger til EMI i form af sangen ‘EMI’. Det her var alt sammen tilbage i 1976-1977. Sidenhen har verden fået musik fra langt mere provokerende kunstnere, såsom G.G. Allin, N.W.A., Eminem, Burzum og Death Grips. Når folk kigger tilbage på Sex Pistols i dag er de mest provokerede over, at forsanger Johnny Rotten har vist sig at være en stokkonservativ Trump-supporter. I mangt en punkentusiasts øjne har det bekræftet en mistanke, de har haft længe: Sex Pistols var aldrig interesserede i at lave god musik, de var kun interesserede i at provokere.

Er det virkelig en retfærdig dom? Det synes jeg ikke. Musikken har absolut ikke den kant, den havde tilbage i 1977. I punkkredse svandt den kant hurtigt, da der trods alt ikke gik længe inden Dead Kennedys, Minor Threat og Big Black udgav langt mere grovkornet materiale. Albummet kan ikke falde tilbage på chokfaktor længere, den kan kun falde tilbage på musikken, spillet af et band, der var så talentløst, at deres officielle bassist endte med kun at spille bas på ét af albummets tolv sange – og selv her blev han senere overdubbet. Der er dog mindst én person i bandet, der har et uforligneligt øre for hooks. Selv om vi har at gøre med simple sange, er de ofte proppet til med fede, mindeværdige fraser, især fra vokalen. Når Johnny Rotten synger »for anybody else, except for myself« på ‘No Feelings’ eller bevidst går efter at synge ‘Pretty Vacant’, så det lyder som om, han siger »va-cunt« er det faktisk rigtig charmerende, og backingvokalerne på ‘Holidays in the Sun’ er ligefrem uimodståelige. Der er også mange fede guitarpassager. Det er ikke det mest komplicerede i verden, men guitaren formår alligevel at stikke ud både på ‘Holidays in the Sun’, ‘God Save The Queen’, ‘Anarchy in the UK’ og ‘Submission’.

Sex Pistols havde nærmest intet at arbejde med, men de fik det bedste ud af det. Ja, stort set alle sangene lyder enormt meget som hinanden, både i lyd og melodi, men de formår lige akkurat at være forskellige nok, til at albummet ikke lyder som en mudret optagelse fra et øvelokale. Selv med det sagt, så føles albummet dog ret ustruktureret. De følte sikkert, at det var fedt at afslutte albummet med ‘EMI’. Pladeselskabet, det handler om, findes ikke engang længere. Enten skulle man have været der, eller også skulle man grave godt og grundigt i bandets historie på forhånd, hvis man skulle synes, at det er det mest effektive nummer, man kunne slutte med. Andre af sangene handler direkte om deres manager. I 2018 føles selv de bedst strukturerede af disse sange ret vægtløse. Omvendt, selv om de ikke just får folk til at tabe monoklen længere, er visse sange, mest mærkbart ‘Anarchy in the UK’ og ‘God Save the Queen’ stadig følelsesmæssigt vedkommende vredesudbrud. ‘Never Mind the Bollocks, Here’s The Sex Pistols’ er ikke punkrockens hellige gral, men det er heller ikke det latterlige makværk, som det i visse kredse skeptisk er blevet udnævnt til. Det er en solid punkplade, der faktisk byder på noget glimrende sangskrivning – og viser at alle kan lave et godt eller endda banebrydende album.

67 – Billy Joel – The Stranger (1977)

Jeg er lidt i tvivl om, hvor velanset Billy Joel egentlig er som sangskriver nu til dags. Mere fjollede numre som ‘Uptown Girl’, ‘We Didn’t Start the Fire’ og ‘It’s Still Rock and Roll to Me’ har muligvis formået at trække opmærksomhed væk fra, hvor dygtig han egentlig kan være, når han er bedst. Især i 70’erne udgav han gode albums i stribevis, og intet af dem formår at fremvise hans talenter som sangskriver i samme grad som ‘The Stranger’ fra 1977. Han formår her konsekvent at levere mindeværdige melodier, uanset om det gælder stille ballader som ‘She’s always a Woman’, mere rockede numre som ‘Movin’ Out (Anthony’s Song)’ eller en mere R&B-præget sang som ‘Just the Way You Are’. Ikke alene er de mindeværdige, men de er også stærke, når det kommer til stemning. Den eftertænksomme fornemmelse på bl.a. ‘Vienna’ skylder rigtig meget til sin simple melodi, og omvendt bliver fortællerens hektiske tankestrøm på ‘Scenes from an Italian Restaurant’ udtrykt rigtig godt med et totalt melodiskift, så snart den begynder. Billy Joel er virkelig god her til at få det hele til at gå op i en højere enhed på hvert eneste nummer.

Som lyriker oplever man også her Joel på toppen. En af mine favoritter er ‘Only the Good Die Young’, der ganske genialt er skrevet, så den taler til en andenperson, mens dens inhold reelt udforsker fortællerens ungdommelige liderlighed. ‘Movin Out (Anthony’s Song)’ udforsker to figurers jagt på den amerikanske drøm, og på ganske kort tid får Joel sat godt med drama og konflikt op i begge scenarier. Endnu engang må ‘Scenes from an Italian Restaurant’ også fremhæves som et højdepunkt. Sangen er elegant delt i to, en sektion, hvor fortælleren skænker vin på den titulære restaurant, og en sektion, hvor fortælleren genkender en gammel ven og mindes alt det, de er gået igennem. Det er en ret rørende fortælling, og den er så propfyldt med engagerende narrativt indhold, at dens status som Joels længste sang nogensinde på ingen måde er et problem. Billy Joels sangskrivning har jeg vist efterhånden etableret som værende sublim, men hvad med pladens andre aktører? Phil Ramones produktion er rigtig god. Alt lyder rigtig klart og tydeligt, og det er bl.a. Ramones skyld, at man får det flotte tema fra begyndelsen på titelnummeret fløjtet rettere end spillet på et instrument.

I det hele taget er samspillet mellem musikerne helt eminent. Der er et levende musikalsk univers på ‘The Stranger’, og man kan nærmest fornemme ansigtsudtrykket på hver eneste musiker, når man hører dem spille sammen. Der er en mere fyldig lyd på pladen end man typisk forbinder med Joel, der jo oftest blot er associeret med sit klaver. Den soniske oplevelse er ofte tættere på noget, man kunne forbinde med bands som Tom Petty and the Heartbreakers eller Bruce Springsteens E Street-band end det er på den typiske singer/songwriter-lyd. Der er dog også numre, der er helt nede på jorden: ‘She’s Always a Woman’, ‘Vienna’ og størstedelen af ‘Everybody Has a Dream’ er ganske afdæmpede. Uanset hvad er Joel ret god til at variere lyden. Dynamisk holder ‘The Stranger’ sig interessant hele vejen igennem, og dermed er det en rigtig let plade at spille mange gange, uden at man bliver spor træt af den. Det er en virkelig velskåret popplade, der er rig på charme, personlighed, variation og varme. Hvis jeg nu har ret i, at Billy Joels omdømme ikke er nær så godt, som det kunne være, så lad mig slå det fast, at det er ganske uretfærdigt for ‘The Stranger’, der stadig er en drøngod skive.

77 – The Clash – The Clash (1977)

Jeg holder meget af punk, ja i bølger har jeg nok endda erklæret det min yndlingsgenre. Noget af det fede ved genren er simpliciteten i udtryksformen, men denne kan omvendt også ende med at begrænse sangskrivningen, og derfor er det efterhånden sjældent, at musikpressen i dag giver opmærksomhed til “rå” punk-rock frem for afarter som pop-punk, post-punk eller hardcore. Egentlig, hvis man ser på det musikhistorisk, var det kun i genrens allerspædeste år, at vi finder markante plader, der er så simplistiske, som vores fordomme ellers dikterer, at punk bør være. En af disse ganske simple plader er den selvbetitlede debutplade fra britiske The Clash, der da senere blev yderligere berømte for at tage punkmusikken i nye retninger med plader som ‘London Calling’ og ‘Sandinista!’. På debuten har vi dog generelt at gøre med korte, simple kompositioner, der råber og skriger fyldt med politisk, ungdommelig vrede. Der er noget dejligt umiddelbart og fandenivoldsk over denne tilgang, især når vi har at gøre med et band som The Clash, der på tværs af instrumenterne formår at kommunikere en tydelig oprigtighed. Lyden er grim, men den bliver aldrig påtaget, soloerne er simple, men de er sjælfulde, og Joe Strummers spytgurglende skrålen er på en gang charmerende og overbevisende arrig.

Okay, selvom der ikke just er nogen sange, der har et tocifret antal akkorder, og selvom Joe Strummer ikke ligefrem lyder som om, han kunne vinde over en tilfældig sangskole-elev i et spil SingStar, så giver The Clash på debuten stadig indtryk af at være mere end et talentløst rakkerpak, der tilfældigvis fik sammensat et klassisk album, fordi de var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Rent dynamisk er sangene ret godt opbygget. De forstår musikalsk at sætte fokus på de rigtige steder, og i modsætning til mange andre tidlige punkplader, er ‘The Clash’ ingenlunde en udmattende gennemlytning. Der optræder fine detaljer her og der, bl.a. gennem optrædener af mundharmonika og backingvokaler. Guitarsoloerne – simple som de er – viser også, at gruppen har en forståelse for klassisk rock and roll, og der er endda et reggae-inspireret nummer mod slutningen. Dette nummer hedder ‘Police and Thieves’ og er hele 6 minutter langt, hvilket er ret langt for et tidligt punk-nummer, og det er da netop også et cover af en lettere obskur reggae-sang. Det fungerer lidt som et setup for hvorhen The Clash senere ville udvikle sig, og sonisk er det da uden tvivl noget af det mest spændende på pladen.

I politisk musik er teksterne naturligvis vigtige, og mens jeg ikke tror, at The Clash havde ambitioner om poetisk samfundskritik a la Kendrick Lamar, Bob Dylan eller Marvin Gaye, så er de stadig meget overbevisende. De går efter en lidt mere direkte konfrontation af problemerne, såsom på ‘Career Opportunities’, der brutalt kritiserer arbejderklassens forhold i samtiden. ‘White Riot’ er en anden af mine favoritter, her finder vi en benhård satire over de hvide nationalist-bevægelser, der var begyndt at opstå dengang. Foruden hvor bidende teksten er, har den også øget relevans i dag, og derfor holder den måske bedre end noget andet nummer. Derudover er den skidesjov at synge med på, og dens lyd står helt perfekt til teksten med sit høje tempo og vilde attitude. Af og til bliver de måske lige lovlig simplistiske – jeg har svært ved at få meget ud af ’48 Hours’ og ‘Protex Blue’, men de lyder stadig ret godt, og de varer alligevel under to minutter hver. Sammenlignet med tidligt output fra grupper som Sex Pistols og Ramones, holder ‘The Clash’ faktisk virkelig, virkelig godt. Hvis man vil høre punk i sin mest uforfinede form, er der nok egentlig ikke mange bedre steder at starte.

249 – David Bowie – Low (1977)

David Bowie er et af de største musikalske genier nogensinde, og en af de få mennesker, der kan matche hans store kreativitet er Brian Eno, med hvem han bl.a. lavede 3 albums fra 1977 til 1979. Denne trilogi, der i daglig tale kaldes Berlin-trilogien startede med albummet Low, som fik Bowie til at udforske meget uvante sider af sig selv. Hans musik blev her mere eksperimentel end nogensinde før, og over halvdelen af sangene er instrumentale. Hvis man lytter til Low på vinyl, er der en ret klar opdeling af sangene. På A-siden finder man det lidt mere poppede, her har størstedelen vokal på sig, og de er mere energiske. B-siden består af 4 numre, der alle er instrumentale, de fleste er langsomme, og alle sangene ville man nok i dag kalde for ambient – en genre, Eno i stor grad kan takkes for. Jeg kan tit finde på at klage over plader, der deler de hurtige og de langsomme sange så direkte op, for det kan tit ende med at ødelægge albumdynamik fuldstændig. Den store forskel på Low er dog, at de sidste 4 numre til trods for deres tempo er meget begivenhedsrige. Man bliver suget dybt ned i dem.

Jeg sagde tidligere, at de fire ambient-numre alle er instrumentale, men det er de teknisk set ikke. Bowies stemme indgår faktisk på hele tre af dem, men de føles stadig instrumentale, da han bare siger de rene vrøvleord. Hans stemme er heller ikke mixet så højt igen, så han føles mest af alt som en del af instrumentationen. Hans stemme sørger til gengæld for at skabe nogle klare højdepunkter på side to. Der er stort set intet, der gør disse langsomme numre mere intense end bowies skrig, der føles fuldkommen torturerede. Der er ikke blot stærke følelser i hans vokal, der er faktisk stærkest følelser, når hans vokal ikke er der. Der er meget store mellemrum mellem hans vokaloptrædener, og disse er langsomme og stemningsrige. Man sidder spændt og venter, mens nummeret langsomt bygger op, og når det så endelig kommer, så bliver det helt vildt. Der bliver også skabt lidt dynamik med det lidt mere energiske nummer Weeping Wall. Det er ikke hurtigt, når man hører det på egen hånd, men mellem Art Decade og Subterraneans sørger det virkelig for at få lytteren i gang.

De 7 første numre er noget lettere at forholde sig til. De er ikke noget, du nogensinde ville kunne se et stort popnavn lave, men de er stadig virkelig fængende. Denne kvalitet bliver matchet perfekt af den sære instrumentation. Når man hører sange som Breaking Glass og Sound and Vision er der ganske vist en fængende melodi, men synthesizeren, der bevæger sig mellem højtalerne, på Breaking Glass er virkelig sær, og den lange instrumentale opbygning på Sound and Vision, der optager halvdelen af nummeret; de er det definerende på disse numre. Den eneste sang, der bare er i nærheden af at være poppet er Be My Wife, men den er stadig en sindssygt godt gennemarbejdet sang og et klart highlight på pladen. Kontrasten mellem side 1 og side 2 er helt perfekt. De ville hver især have været trættende, hvis de varede et helt albums længde, men måden at sætte dem sammen er helt genial. Jeg tror ikke engang de ville virke uden hinanden – der ville ikke være nogen måde at komme ned på jorden igen efter side 1, og side 2 ville virke kedelig og formålsløs. Sammen skaber de dog en af de bedste plader nogensinde, Low.

253 – Kraftwerk – Trans-Europe Express (1977)

Kraftwerk er den uden tvivl den mest populære af de mange tyske krautrock-grupper, der var banebrydende for genrer som electronica, post-punk, post-rock og industriel musik. En af deres mest populære albums er den meget elektronisk prægede Trans-Europe Express fra 1977. Denne åbner med en ganske ensom synthesizer på nummeret Europe Endless, der senere får selskab af en langsom bas-synthesizer og det, der mest af alt lyder som et elektronisk kirkekor. Nummeret får gradvist mere og mere på sig, og andet forsvinder selvfølgelig, så det ikke bliver en rodebutik. Først 2 minutter inde kommer vokal på, men man lægger slet ikke mærke til det, fordi det er komponeret så godt. Der er fine robot-lignende backingvokaler, og meget af sangen bliver også brugt på en solo fra en af de lysere synthesizere. Det er en sjov, glad sang, det til trods for at den er så elektronisk og eksperimentel. Det andet nummer, The Hall of Mirrors starter rigtig simpelt ud med kun en enkel lys synthesizer, der går frem og tilbage. Så kommer der noget synth-bas og percussion på, og et meget dramatisk riff spilles langsomt over dette. Sangen er ret hypnotisk, og et synth-klaver, der begynder ca. 2/3 gennem sangen er fuldkommen manisk.

Så lyder det “eins, zwei, drei, vier”, og en af pladens mere poppede sange begynder. Det er dog kun relativt ment, for til trods for det øjeblikkeligt fængende synth-riff og det sjove beat, så er det en virkelig uhyggelig sang. Som den fortsætter kommer flere og flere lag af synthesizere, og forsanger Ralf Hütter ender med at lyde besat og helt oprigtigt bindegal. Jeg kunne godt have tænkt mig en mere klimaktisk afslutning til nummeret end det simple fade, der er, men det er stadig et meget betagende nummer. Den mest populære sang fra Trans-Europe Express er nok titelnummeret, og dette forstår man godt. Ingen anden sang er nær så god til at lege med tempo og eskaleringer, mens den bare stadig er virkelig creepy. Instrumentation kommer og går, og percussionisterne gør et fantastisk stykke arbejde. Det er et simpelt beat, men det er aparte, og man bliver suget. Sangen fortsætter fuldstændig naturligt over i Metal on Metal, der som sådan bruger samme beat, men her blandet med lyden af industriarbejde. Det er et instrumentalt nummer, og det er med sine 2 minutter ganske kort, men wow, det lyder fedt. Det er et helt nyt synspunkt på, hvad musik er, hvad det kan udrette, og hvordan man kan lave det. I løbet af nummeret bliver trommeslagene højere og højere, og først til sidst kommer en synthesizer, der sætter det hele på plads igen.

Metal on Metal fortsætter lige hvor Trans-Europe Express slap, det er det samme beat og alt muligt, og på samme måde fortsætter Abzug helt naturligt efter Metal on Metal. Det er på mange måder en mere futuristisk udgave af nummeret Trans-Europe Express og disse ord bliver endda sagt på dette nummer, her med robotstemmer. Det bliver meget mere mekanisk end det var før, og det føles nu som om, verden er ved at blive overtaget af ondsindede robotter, der ikke kan sige andet end “Trans-Europe Express” – ikke meget ulig daleks fra Doctor Who eller borgs fra Star Trek. Til sidst hører man på meget dramatisk vis et tog køre forbi, og de tre numre har nu udgjort en virkelig smuk helhed. Det sidste reelle nummer kommer da i form af Franz Schubert, og der er nu endelig skabt fred, hvilket de sjove synthesizere også udtrykker rigtig godt. Der er ingen stemme, der fortæller os, at der er fred, det kan man bare føle dybt inde. Ligeså naturligt som overgangene mellem Trans-Europe ExpressMetal on Metal og Abzug kommer en kort outro som meget naturlig fortsættelse af Franz Schubert. Man kan slet ikke høre, hvornår den ene slutter og den anden starter, men outroen, der hedder Europe Endless, har den forskel, at der er vokaler med på Europe Endless. De siger bare det samme ene ord i løbet af et minut: “Endless”. Albummet Trans-Europe Express er et mesterværk, og hvis du ikke kan lide meget elektronisk musik, ville det være et enormt godt springbræt.

290 – Talking Heads – Talking Heads: 77 (1977)

Talking Heads udmærkede sig i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne virkelig med deres legesyge pop-rock, der formåede at finde en perfekt middelvej mellem syrede Brian Eno og mere folkellige navne som 10cc og Steve Miller. De rammer allerede plet med deres første plade, Talking Heads: 77 fra, du gættede det, 1977. Herpå får man først og fremmest deres klassiske single Psycho Killer, men der er skam mere end blot det at komme efter. F.eks. er der det sjove åbningsnummer, Uh-Oh, Love Comes to Town, der danner et godt grundlag for at kunne forstå gruppen. De er sjove, de er på overfladen ikke specielt seriøse, men de er virkelig dygtige sangskrivere, og der er faktisk meget at dykke ned i. Og som albummet fortsætter, bliver det sidste, jeg sagde, virkelig tydeligt. Sangskrivningen er rigtig unik, og dette kan man takke forsanger og guitarist David Byrne for. Han har skrevet næsten hele pladen på egen hånd, lige med undtagelse af Psycho Killer, som han skrev sammen med trommeslager Chris Frantz og bassist Tina Weymouth.

Nogle gange kritiserer jeg albums for, at de ikke hænger særlig godt sammen eller udnytter albumformatet særlig godt. Det gør Talking Heads: 77 dog, og det gør den med stil. Det starter uskyldigt nok med Uh-Oh, Love Comes to Town, og som albummet bevæger sig fremad, bliver hele lyduniverset mere og mere sindssygt. Det betyder dog slet ikke, at alle højdepunkterne findes til sidst. Sagen er nemlig, at Talking Heads bevæger sig meget vidt omend balanceret rundt i hele følelsesspektret i løbet af albummet. Som pladen går fremad bliver følelserne bare mere komplicerede og enorme. Det store klimaks kommer da med de fuldkommen maniske sange Psycho Killer og Pulled Up. Det er en interessant dynamik, og albummet føles derfor meget levende. Det er nærmest som at se en virkelig god dramatisk film, så nærværende er det. Udover sangskrivningen er David Byrnes indlevning også helt fantastisk, og det gør det hele meget reelt.

Men noget af det bedste ved gruppen er, at det ikke er så artsy-fartsy igen. Det minder faktisk i grunden ret meget om punk-musik, selv på de lystigere numre. Der er masser af punket attitude i instrumentationen. Det er noget mere kompliceret at spille, men man kan let mærke deres rødder i punkgenren. De er vilde og uregerlige, og man ved aldrig rigtig, hvor man har dem. Der er dog også meget pop over deres sange. De er alle utroligt fængende. Jeg kan stort set ikke tælle hvor mange gange, jeg har sunget med på sange som Happy DayDon’t Worry About the Government eller selvfølgelig Psycho Killer. Tekstuniverset på Talking Heads: 77 er også noget for sig. De kaldte deres næste plade for More Songs About Buildings and Food, og det er faktisk ikke helt upassende, for sådanne ting er ikke meget ulig det, du rent faktisk ville kunne finde på Talking Heads: 77. Der bliver gået godt op i banaliteter og ligegyldigheder, og det skaber et smukt, levende univers. At være i selskab med David Byrne, Tina Weymouth, Chris Frantz og Jerry Harrison er altid dejligt, og Talking Heads: 77 er et af deres bedste albums.

325 – Eric Clapton – Slowhand (1977)

Eric Clapton havde i løbet af slutningen af 60’erne og starten af 70’erne gjort sig bemærket som guitarist for et utal af bands,og i løbet af 70’erne gjorde han sig for alvor også berømt som solokunstner. Albummet, der oftest forbindes med hans solokarriere, er uden tvivl Slowhand fra 1977. Dette album åbner med et cover af Cocaine af J.J. Cale. Denne sang er mest kendt i Claptons udgave, og denne er da også formidabel. Han får lige fra dette åbningsnummer fortalt dig alt, du behøver at vide om ham: Han er en fantastisk guitarist, nok en af rockhistoriens allerbedste, han er kraftigt inspireret af bluesmusik, og han kan lide kokain. Efter denne får vi en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde, nemlig Wonderful Tonight. Clapton er ikke den største sanger i verden, men med denne sang udnytter han faktisk sin stemme rigtig godt, mest fordi han virker så elskværdigt oprigtig i sin levering. Han bliver lidt inspireret af roots og country på Lay Down Sally, der er en dejligt sjov sang, som man sagtens kan danse lidt til. Og selvfølgelig er Claptons guitarsolo utrolig.

Next Time You See Her er en meget sød sang, og selvom den måske fortsætter lidt lang tid i den samme smøre, så har den en helt særlig charme i sin melodi. Jeg kan sjældent lytte til den flere gange i træk, men når jeg når til den på albummet, så bliver jeg altid glad. Noget af det bedste ved den er desuden dens meget voldelige teksts samspil med den bløde melodi. Det er genialt sammensat. We’re All the Way er den svageste sang på pladen. Det er heldigvis en meget kort sang, men den er virkelig kedelig. Melodien bliver ikke hos dig, den fremkalder ingen følelser, ofte glemmer jeg i det hele taget, at jeg har lyttet til den. Heldigvis er resten af albummet mere end godt nok til at undskylde det, og det kan især siges om guitarmonsteret The Core. På intet andet nummer fyrer Clapton den så meget af på spaden. Riffet er fantastisk, groovet er fedt, de kvindelige backingvokalister giver masser af saft og kraft til Claptons ellers ret stille stemme. Der er en vidunderlig saxofonsolo, og man bemærker slet ikke, at sangen er næsten 9 minutter lang.

May You Never er endnu en sang, hvor Clapton virkelig leverer sin charme i stor stil. Det er en virkelig sød melodi, og orgelet fortjener lige så meget ros som Claptons guitar, for den er en rigtig stor del af det. Det er ikke den stærkeste sang på pladen eller noget, det er endnu en ret simpel popsang, men den har sin charme, og den er rimelig groovy. Mean Old Frisco har en ret fed lyd, der kommer fordi Clapton synger præcis over guitarens riff i løbet af størstedelen af sangen. Den slags kan være irriterende i andre tilfælde, og i længden virker det måske også lidt fjollet her, men guitaren er helt perfekt indstillet, så det lyder fedt sammen med Claptons stemme. Ellers er det bare en bluessang med rockguitar på og et fedt klaver. Afslutningsnummeret er en instrumental sang ved navn Peaches and Diesel. Den minder ret meget om Wonderful Tonight, men det er som sådan ikke så skidt, for der er nok afvigelser til, at det giver mening også at have denne sang, og den lyder jo også rigtig godt. Og som afslutningsnummer runder den behageligt Slowhand, måske Eric Claptons bedste soloplade, af.

343 – Meat Loaf – Bat Out of Hell (1977)

I 1977 udgav sangeren Meat Loaf, der hidtil havde været en del af duoen Stoney and Meatloaf, sin første plade i sit eget navn. I producerstolen sad den fuldkommen geniale Todd Rundgren, og sangene var alle skrevet af en ligeledes genial mand ved navn Jim Steinman. Steinman har skrevet mange forskellige popmelodier, men med Meat Loaf havde han mest gennemgående succes, og han var også virkelig ambitiøs med deres første plade sammen, der fik navnet Bat Out of Hell. Dette er også navnet på åbningsnummeret, der er næsten 10 minutter langt. Nu er jeg ikke en, der er bange for at sige, at et nummer er blevet for langt, men det er ingenlunde tilfældet med dette nummer. Alle instrumenter hænger helt perfekt sammen, og der er vildt meget variation. Variationen er det, der mest af alt gør hele albummet Bat Out Of Hell så godt, og titelnummeret er et af de bedste numre. Der er fut i rock and roll-klaveret, og guitaren sparker også masser af røv! Det kan godt være, at det er et langt åbningsnummer, men det er også et formidabelt åbningsnummer.

Efter en kort dialog, som måske godt kunne være fortalt musikalsk, kommer You Took the Words Right Out of My Mouth (Hot Summer Night), som er en noget mere poppet sang. Den er som åbningsnummeret meget bombastisk, her dog i en meget kærlig facon. Teksten er virkelig charmerende: “You took the words right out of my mouth, and I swear it’s true; I was just about to say I love you”. Man kan næsten ikke lade være med at rødme lidt. Pladens tredje nummer hedder Heaven Can Wait, og det er en lidt langsommere sang. Klaveret er mere romantisk, og nogle strygere øger stemningen yderligere. Den er meget sorgmodig, og selvom det ikke er en af pladens mest kendte sange, er det stadig en fremragende melodi. Den føles stadig meget oprigtig, og instrumentationen skifter tit, så den konstant føles frisk. Der kommer mere gang i den med All Revved Up and No Place to Go, en meget storladen sang, der bare suser afsted med en fed saxofon. Det er en god kontrast til den stille og langsomme sang, der kom før. Det bliver atter langsomt med Two Out of Three Ain’t Bad, en virkelig grov sang i ironisk fløjlsindpakning. Meat Loaf slår her op med sin elskede, og den facade, han påtager sig, er fandeme komisk guld!

Det bedste nummer på hele Bat Out of Hell er efter min mening hans duet med sin korsangerinde Ellen Foley. Sangen hedder Paradise by the Dashboard Light, og det er en 8½ minuts rockopera om en omgang sex. Jeg vil helst ikke afsløre slutningen, det ville være rigtig synd, men lad mig sige så meget som, at det er et meget morsomt nummer. Da det er opdelt i tre akter, er det naturligvis et meget varieret stykke musik, men de individuelle stykker er alle virkelig fængende, især akt 2 og 3. Bat Out of Hell afsluttes af sit syvende nummer, For Crying Out Loud. Det er endnu et 8½ minut langt nummer, og hold da kæft, hvor den siger farvel. Den starter langsomt og melankolsk med ikke andre instrumenter end et klaver, men med tiden bliver klaveret mere intenst, og Meat Loaf synger meget højlydt og ophidset om kærlighed. Senere kommer strygere på, og et helt orkester bryder med tiden frem, og det bliver til en af pladens mest bombastiske numre. Af og til har man bare brug for noget sjov musik, og det behøver ikke altid at være ambitiøst eller artistisk. Bat Out of Hell er dog begge dele, og det er et af de store mesterværker i rockhistorien.

410 – Wire – Pink Flag (1977)

I 70’erne var der rigtig mange punk- og post-punk-bands, og et af de mest indflydelsesrige er Wire, der i 1977 debuterede med den helt fantastiske plade Pink Flag. Pladen består af 21 forskellige sange af varierede længder – fra et halvt minut til fire minutter, og alt muligt derimellem. Og hver eneste sang på pladen er helt utrolig, og de arbejder alle rigtig godt sammen om at skabe et fantastisk album. Det er på overfladen ret grim musik, det kan man sige om så meget punk, men Pink Flag er virkelig et kunstværk. Bandmedlemmerne har tydeligvis lagt rigtig meget tanke i albummet, for man kan virkelig lytte til det igen og igen uden at blive den mindste smule træt af det. De fortsætter numrene i lige så lang tid, som er nødvendigt. Man bliver aldrig træt af for mange gentagelser, men man føler heller ikke – end ikke på de korteste numre – at man ikke får noget ud af musikken. Og så er de faktisk også forholdsvist let tilgængelige. Det kræver selvfølgelig lige at du er til punk, men du behøver slet ikke at slå hjernen til for at kunne lide deres musik.

Det forholder sig på ingen måde sådan, at noget nummer på Pink Flag slipper, hvor det foregående slap, men numrene arbejder stadig fantastisk sammen. Numrenes placering har rigtig meget at gøre med dette albums holdbarhed. Hver gang, man som lytter har brug for noget, så får man det – uanset om man egentlig ved, at det er tiltrængt. Men af denne årsag føles hele albummet rigtig rigt og mættet til trods for spinkel bemanding og direkte produktion. Jeg vil gerne indrømme, at hvis albummet skulle have en enkelt fejl, er det, at mange af sangene ikke er så bemærkelsesværdige på egen hånd. Men på den anden side ender de med et absolut mesterværk af et album. Pink Flag har dog også masser af numre, man kan nyde på egen hånd: Især bemærkelsesværdige er ReutersEx Lion Tamer, Lowdown, titelnummeret, StrangeMannequin og 12XU. Det er nok intet tilfælde at jeg samtidig lige har nævnt alle sange på over 2 minutter. Men at de sange er mine favoritter, betyder absolut ikke, at resten burde være længere. Nej, jeg ville aldrig turde at ændre på noget som helst ved dette album. Pink Flag er som et korthus, der kan vælte med et enkelt pust. Men det er verdens smukkeste korthus.

Noget interessant ved Wires musik er, at den i modsætning til så meget andet punkmusik ikke oser af vrede specielt ofte. Det afhænger selvfølgelig af din forståelse af vrede, men selv ser jeg kun Mr Suit og 12XU som traditionelle vredesudbrud. Ellers er følelserne mest paranoia, sarkasme, angst, nervøsitet og fortvivlelse. Uanset hvilken af de mange følelser, man finder hos Wire, leverer Pink Flag dem alle mesterligt. Det er heller ikke et specielt langt album. Det er ikke latterligt kort, det varer 35 minutter, men man kan altså rigtig ofte bare sætte pladen på og nyde det til vejs ende. Hvis du er glad for punkmusik og kunne tænke dig noget mere kompliceret, så er Pink Flag rigtig let at anbefale. Du behøver dog ikke at være verdens største punkfan, men hvis du har noget imod punk, så er det næppe noget for dig. Og husk at lade være med at dømme ud fra enkelte numre, for man kan få utrolig meget mere ud af den, hvis man lytter til den fra start til slut.

446 – Suicide – Suicide (1977)

Suicides eponyme debutalbum er virkelig noget særligt. Hvert eneste nummer er noget helt specielt, og deres lyd er i sin helhed virkelig noget for sig. De er meget minimalistiske, men de får syv meget forskellige numre ud af deres minimalistiske synthpunk. De åbner med et rigtig fængende synth-riff på Ghost Rider, der er en forholdsvis kort sang, men det er nok også godt det samme, for den udvikler sig ikke frygtelig meget. Det gør meget få af deres sange faktisk i grunden, og det er lidt af deres charme. De føles meget sindsforvirrede og psykotiske. Det er i måske endnu højere grad tilfældet på det næste nummer, Rocket U.S.A., der faktisk er endnu mere ensartet i sit beat. Forsanger Alan Vega lyder her rigtig ængstelig og nervøs, og han hvisker nærmest sin vokal, undtagen når han kommer med støn ud af det blå, ofte under nogle synthesizersoloer. Det bliver en kende mere melodisk på Cheree, der måske er den mest komplicerede sang på pladen, idet den bruger hele tre forskellige akkorder i synth-riffet. Det lyder meget inspireret af Kraftwerks Autobahn, og det er aldrig en dårlig ting.

Så hører vi en ganske kort historie om Johnny, der virkelig ser ud til at vække specielle følelser hos Alan Vega, som han søger kærlighed. Sangen er kun to minutter lang, men det stressende beat ender virkelig med at have stor effekt mod enden. Som sådan ændrer musikken sig slet ikke, men gentagelserne ender bare med at have mere og mere effekt. Hvis der er nogen, der vækker endnu større følelser hos Vega end Johnny, så er det nok hovedpersonen i Girl, der sender vor forsanger i en total ekstase. Han er ellevild, og det kommer især til udtryk gennem beatet, og til sidst ender han med at få orgasme. Albummets store højdepunkt er dog nok Frankie Teardrop, og det vil de fleste, der har lyttet til albummet, nok sige. Det er en ti minutter lang historie, og jeg vil ikke røbe handlingen, men jeg kan sige. at beatet om muligt er simplere end noget andet på albummet. Og nummeret er seriøst uhyggeligt – nok det mest uhyggelige stykke musik, jeg nogensinde har hørt. Desværre er det et nummer, der virkelig mister noget af sin effekt, når man lytter til det flere gange, og det er desværre  noget man kan sige om det meste af albummet. Meget af musikkens kvalitet ligger i hvor sært det er, men på grund af de mange gentagelser, ved man tit, hvornår overraskelserne kommer, og det bliver til et større problem, når man lytter flere og flere gange til det.

Det sidste nummer på pladen hedder Ché, og det er nok pladens mest dystre sang. Det er et meget grusomt nummer, og hvis der er nogen sang, der bare udstråler total ulykke – endda mere end Frankie Teardrop – så er det dette. Det er også et ganske langsomt nummer, men oven på sådan en intens sang som Frankie Teardrop, så har man virkelig brug for det. Det er en stille afslutning på pladen, men det er virkelig en, der fungerer. Suicide er en meget besværlig plade. Den kan virkelig kun anbefales, hvis du er en rigtig stor musiknørd, men det er jeg. Prøv dog at tage store mellemrum mellem gennemlytninger. Man bliver nødsaget til at tage lidt pauser fra dette album, for ellers bliver det alt for hurtigt ordinært. Men første gang man lytter til det, så er det noget helt unikt – og mindet af at lytte til Suicide for første gang vil nok blive hos dig for evigt.