249 – David Bowie – Low (1977)

David Bowie er et af de største musikalske genier nogensinde, og en af de få mennesker, der kan matche hans store kreativitet er Brian Eno, med hvem han bl.a. lavede 3 albums fra 1977 til 1979. Denne trilogi, der i daglig tale kaldes Berlin-trilogien startede med albummet Low, som fik Bowie til at udforske meget uvante sider af sig selv. Hans musik blev her mere eksperimentel end nogensinde før, og over halvdelen af sangene er instrumentale. Hvis man lytter til Low på vinyl, er der en ret klar opdeling af sangene. På A-siden finder man det lidt mere poppede, her har størstedelen vokal på sig, og de er mere energiske. B-siden består af 4 numre, der alle er instrumentale, de fleste er langsomme, og alle sangene ville man nok i dag kalde for ambient – en genre, Eno i stor grad kan takkes for. Jeg kan tit finde på at klage over plader, der deler de hurtige og de langsomme sange så direkte op, for det kan tit ende med at ødelægge albumdynamik fuldstændig. Den store forskel på Low er dog, at de sidste 4 numre til trods for deres tempo er meget begivenhedsrige. Man bliver suget dybt ned i dem.

Jeg sagde tidligere, at de fire ambient-numre alle er instrumentale, men det er de teknisk set ikke. Bowies stemme indgår faktisk på hele tre af dem, men de føles stadig instrumentale, da han bare siger de rene vrøvleord. Hans stemme er heller ikke mixet så højt igen, så han føles mest af alt som en del af instrumentationen. Hans stemme sørger til gengæld for at skabe nogle klare højdepunkter på side to. Der er stort set intet, der gør disse langsomme numre mere intense end bowies skrig, der føles fuldkommen torturerede. Der er ikke blot stærke følelser i hans vokal, der er faktisk stærkest følelser, når hans vokal ikke er der. Der er meget store mellemrum mellem hans vokaloptrædener, og disse er langsomme og stemningsrige. Man sidder spændt og venter, mens nummeret langsomt bygger op, og når det så endelig kommer, så bliver det helt vildt. Der bliver også skabt lidt dynamik med det lidt mere energiske nummer Weeping Wall. Det er ikke hurtigt, når man hører det på egen hånd, men mellem Art Decade og Subterraneans sørger det virkelig for at få lytteren i gang.

De 7 første numre er noget lettere at forholde sig til. De er ikke noget, du nogensinde ville kunne se et stort popnavn lave, men de er stadig virkelig fængende. Denne kvalitet bliver matchet perfekt af den sære instrumentation. Når man hører sange som Breaking Glass og Sound and Vision er der ganske vist en fængende melodi, men synthesizeren, der bevæger sig mellem højtalerne, på Breaking Glass er virkelig sær, og den lange instrumentale opbygning på Sound and Vision, der optager halvdelen af nummeret; de er det definerende på disse numre. Den eneste sang, der bare er i nærheden af at være poppet er Be My Wife, men den er stadig en sindssygt godt gennemarbejdet sang og et klart highlight på pladen. Kontrasten mellem side 1 og side 2 er helt perfekt. De ville hver især have været trættende, hvis de varede et helt albums længde, men måden at sætte dem sammen er helt genial. Jeg tror ikke engang de ville virke uden hinanden – der ville ikke være nogen måde at komme ned på jorden igen efter side 1, og side 2 ville virke kedelig og formålsløs. Sammen skaber de dog en af de bedste plader nogensinde, Low.

428 – Radiohead – Kid A (2000)

Radiohead gjorde sig med albummet OK Computer fra 1997 til et af verdens uden tvivl største rockbands, og tre år efter udgav de et album, som ingen nok havde forventet, at de ville følge op på deres kommercielle succes med. Pladen hed Kid A, og det er nok min absolutte yndlingsplade. Den åbner med den helt fantastiske Everything In Its Right Place, som virkelig tager mig til en anden verden som lytter. Teksten er fuldstændig vanvittig, Thom Yorkes vokal er intens, og sangen er som helhed ganske mareridtsagtig. Der er meget fylde i musikken, og der er også mange elektroniske effekter, der får lyduniverset til at lyde, som om det falder fra hinanden. Titelnummeret er endnu et elektronisk mesterværk. Der sker hele tiden noget nyt et eller andet sted i lyden, og hver gang man lytter til det, finder man nye ting i lyden. Thom Yorkes stemme har et filter på sig, der gør hans ord utydelige, men det formår aldrig at blive irriterende, da det øger stemningen. Da kommer The National Anthem, der med sin utrolige basgang, Thom Yorkes utrolige stemme og nogle fantastiske, jazzede horn, er noget af en oplevelse. Sangen lyder stresset og paranoid, og den er nok en af de bedste sange, nogen nogensinde har lavet.

Da The National Anthem bliver rigtig vild mod slutningen, er det dejligt at få noget lidt mere stille, og How To Disappear Completely har stadig visse ganske højlydte lyde på sig, men disse gør kun den stille sang mere dynamisk. Sangen handler om Thom Yorkes reaktion på at være blevet til en af jordens største rockstjerner, og han er ikke ligefrem for glad for det. Albummet er generelt ikke meget lykkeligt, og det gør sig stadig gældende på det instrumentale nummer Treefingers. Det er et ambient-nummer, og det udnytter helt perfekt rumklang og dynamik. Det er som så meget andet ambient rigtig langsomt, men nummeret udvikler sig stadig til at være utrolig højlydt, og man kan mærke megen tumult i lyden. Efter denne kommer Optimistic, der ironisk nok har en meget dyster lyd. Det er endnu et af de mange utrolige numre, man kan finde på denne plade, og sangen bliver nærmest hypnotiserende, når den når det helt enorme klimaks. Da kommer den lettere forvirrede In Limbo, der føles både ret psykotisk og psykedelisk – og det med stor effekt.

Hele Kid A er bare fantastisk sang efter fantastisk sang, men hvis jeg skulle vælge et klart højdepunkt, ville det nok være den intense, paranoide, sindsforvirrede, stressede Idioteque. Følelserne strømmer bare ud på det nummer, og man kan mærke hver og en virkelig tydeligt. Morning Bell er et mere stille nummer. Yorke lyder meget opgivende på det, og han går i spåner mod slutningen. Det er et ret trist nummer, og det samme kan man let sige om afslutningsnummeret Motion Picture Soundtrack. Hvor hele Kid A er meget mareridtsagtig, er Motion Picture Soundtrack mest af alt lyden af at vågne; at vågne fra noget helt forfærdeligt. ca. et minut efter, Motion Picture Soundtrack slutter, kommer et skjult nummer i form af en ganske kort ambient-outro, der afslutter dette fantastiske album. Kid A er mit absolutte yndlingsalbum, fordi der er så meget stemning, så stærk sangskrivning, så god dynamik, så effektiv struktur og så perfekt helhed. Intet album, jeg nogensinde har hørt, er bedre, og jeg kommer nok aldrig til at høre noget, jeg kommer til at holde af i nær så høj grad.

433 – Brian Eno – Another Green World (1975)

Brian Enos tredje soloalbum, Another Green World, var det første, hvorpå han berørte en genre, som han i dag hænger uløseligt sammen med: Ambient. Mange af sangene på pladen er meget stille, kører ofte på en meget langsom synthesizer uden nogen vokal overhovedet. Der er faktisk kun vokal på 5 af de 14 sange på pladen. Disse sange er dog generelt en smule længere end de instrumentale numre, der kan vare ned til halvandet minut. Og for at være ærlig, så synes jeg, at ambient-numrene ikke er nær så mindeværdige som resten. Forstå mig ret, de lyder fuldkommen fantastisk. Jeg har lyttet til dette album adskillige gange, og det eneste nummer, jeg nogensinde formåede at blive træt af, var St. Elmo’s Fire, og det er kun fordi, den i det hele taget er så god, at jeg har spillet den så ofte uden resten af albummet – dermed er jeg blevet en smule for vant til at høre den. Men min pointe er altså, at de stille, instrumentale sange er rigtig manifesterede i albummet, mens sange som Sky Saw, St. Elmo’s Fire og I’ll Come Running bliver til mere helstøbte, uafhængige oplevelser.

Alle sange med vokal på sig er dog spredt med gode mellemrum. Man kan virkelig nå at blive opslugt af ambient-universet, selvom sangene tit er ret korte. Samtidig er Enos vokal altid et frisk pust, når den endelig kommer. Det er meget dynamisk, og hvert sekund kan man mærke, hvor godt han han har planlagt hele albummet. Der er intet, der føles tilfældigt. Foruden de utrolige optrædener fra Eno selv, møder man også mange store musikanter i løbet af Another Green World: Phil Collins, der dengang var bedst kendt som trommeslager i Genesis, bratschisten John Cale fra The Velvet Underground, guitaristen Robert Fripp fra King Crimson er de absolut største navne, man foruden Eno kan opleve, men alle musikanterne gør det rigtig godt. Og til trods for den tilsyneladende langsomme lyd på visse numre, vil den opmærksomme lytter nok hurtigt opdage, at der altid sker noget nyt nede i de dybe lag. Alene min brug af vendingen “den opmærksomme lytter” kan dog nok afskrække nogle, og det bør de nok også være. Another Green World er lidt af en mundfuld. Man kan ikke nødvendigvis lide den, blot hvis man kan lide andre Eno-producerede albums.

Når Eno arbejder med Ambient, bliver oplevelsen meget mere visuel foran mig. Hver eneste gang, jeg lytter til numre som Becalmed eller Zawinul/Lava, danner en ny musikvideo sig oppe i mit hoved. De er rigtig smukke, men jeg vil helst ikke fortælle for meget om dem, for det kunne ødelægge andres chance for at danne egne billeder. Sangene er også tit meget afslappende, især mod sidste halvdel af pladen. Starten kan godt være lidt vild, men generelt er det et godt album at sætte på, hvis man bare har brug for at slappe af, hvilket man tit får, når man skriver anmeldelser næsten hver dag. Another Green World er et ufatteligt godt album. Man skal være til eksperimentel musik og være klar på, at sangene sjældent er noget specielt uden albummets kontekst. Det er et perfekt eksempel på, at nogle på egen hånd ganske vist ganske gode sange kan skabe noget helt specielt, når det bliver sat i en ordentlig rækkefølge og arbejder godt sammen. Jeg nød det i hvert fald selv rigtig meget.