Radiohead gjorde sig med albummet OK Computer fra 1997 til et af verdens uden tvivl største rockbands, og tre år efter udgav de et album, som ingen nok havde forventet, at de ville følge op på deres kommercielle succes med. Pladen hed Kid A, og det er nok min absolutte yndlingsplade. Den åbner med den helt fantastiske Everything In Its Right Place, som virkelig tager mig til en anden verden som lytter. Teksten er fuldstændig vanvittig, Thom Yorkes vokal er intens, og sangen er som helhed ganske mareridtsagtig. Der er meget fylde i musikken, og der er også mange elektroniske effekter, der får lyduniverset til at lyde, som om det falder fra hinanden. Titelnummeret er endnu et elektronisk mesterværk. Der sker hele tiden noget nyt et eller andet sted i lyden, og hver gang man lytter til det, finder man nye ting i lyden. Thom Yorkes stemme har et filter på sig, der gør hans ord utydelige, men det formår aldrig at blive irriterende, da det øger stemningen. Da kommer The National Anthem, der med sin utrolige basgang, Thom Yorkes utrolige stemme og nogle fantastiske, jazzede horn, er noget af en oplevelse. Sangen lyder stresset og paranoid, og den er nok en af de bedste sange, nogen nogensinde har lavet.

Da The National Anthem bliver rigtig vild mod slutningen, er det dejligt at få noget lidt mere stille, og How To Disappear Completely har stadig visse ganske højlydte lyde på sig, men disse gør kun den stille sang mere dynamisk. Sangen handler om Thom Yorkes reaktion på at være blevet til en af jordens største rockstjerner, og han er ikke ligefrem for glad for det. Albummet er generelt ikke meget lykkeligt, og det gør sig stadig gældende på det instrumentale nummer Treefingers. Det er et ambient-nummer, og det udnytter helt perfekt rumklang og dynamik. Det er som så meget andet ambient rigtig langsomt, men nummeret udvikler sig stadig til at være utrolig højlydt, og man kan mærke megen tumult i lyden. Efter denne kommer Optimistic, der ironisk nok har en meget dyster lyd. Det er endnu et af de mange utrolige numre, man kan finde på denne plade, og sangen bliver nærmest hypnotiserende, når den når det helt enorme klimaks. Da kommer den lettere forvirrede In Limbo, der føles både ret psykotisk og psykedelisk – og det med stor effekt.

Hele Kid A er bare fantastisk sang efter fantastisk sang, men hvis jeg skulle vælge et klart højdepunkt, ville det nok være den intense, paranoide, sindsforvirrede, stressede Idioteque. Følelserne strømmer bare ud på det nummer, og man kan mærke hver og en virkelig tydeligt. Morning Bell er et mere stille nummer. Yorke lyder meget opgivende på det, og han går i spåner mod slutningen. Det er et ret trist nummer, og det samme kan man let sige om afslutningsnummeret Motion Picture Soundtrack. Hvor hele Kid A er meget mareridtsagtig, er Motion Picture Soundtrack mest af alt lyden af at vågne; at vågne fra noget helt forfærdeligt. ca. et minut efter, Motion Picture Soundtrack slutter, kommer et skjult nummer i form af en ganske kort ambient-outro, der afslutter dette fantastiske album. Kid A er mit absolutte yndlingsalbum, fordi der er så meget stemning, så stærk sangskrivning, så god dynamik, så effektiv struktur og så perfekt helhed. Intet album, jeg nogensinde har hørt, er bedre, og jeg kommer nok aldrig til at høre noget, jeg kommer til at holde af i nær så høj grad.