Tag-arkiv: Eksperimentel rock

58 – Captain Beefheart & His Magic Band – Trout Mask Replica (1969)

Udgivet den af
Svar

Et af de albums, jeg har glædet mig i allerlængst tid til at skulle anmelde  må være “Trout Mask Replica” af Captain Beefheart & His Magic band fra 1969. Jeg havde hørt nogle få tracks hist og her tidligere, men jeg fik indtil nu aldrig sat mig ned og hørt hele pladen før. Det er en meget eksperimenterende, sær plade. Med meget af slut-60’ernes og start-70’ernes rockmusik kan man snakke meget om, hvor nytænkende og indflydelsesrig den er, uden at det vil virke som noget særlig ekstraordinært for en moderne lytter. “Trout Mask Replica” er ikke sådan en plade. For langt de fleste lyttere vil dette album være en overvældende oplevelse lige fra åbningsnummeret, “Frownland”. Det lyder nærmest som om, de forskellige instrumenter spiller hver sin sang samtidig. Hvis det ikke lyder grimt nok, er produktionen ret grov, og Beefhearts stemme er lige så hæs som Tom Waits efter for mange smøger. Hele albummet sørger for at nedbryde alle lytterens ideer om melodi, takt, æstetik og lyd. Teksterne er oftest totalt meningsløse. Der er en vis grammatisk og poetisk sammenhæng, men oftest får man udecifrerbare linjer som “I saw you baby dancin’ in your x-ray gingham dress / I knew you were under duress / I knew you were under yer dress”.

Personligt elsker jeg at få hverdagens æstetiske konventioner udfordret på denne måde, og “Trout Mask Replica” er da ikke det mest eksperimentelle album, jeg nogensinde har hørt, men alligevel synes jeg, at det er noget af en mundfuld at lytte til. Pladen er nemlig hele 80 minutter lang, og det er generelt ret lang tid at lytte til en plade, der ikke gør rigtig meget ud af sin struktur. “Trout Mask Replica” pryder sig jo decideret på, hvor meget den tager pis på alle former for struktur, så den slags tager den sig ikke af. Hvis du finder pladen ustruktureret er det netop meningen. Captain Beefheart gør rigtig meget for at gøre lytteoplevelsen besværlig, omend den er dybt underholdende. Jeg tror dog, at den er mest underholdende i små doser, og man kan endda ende med at blive så lammet af pladens vilde lyde, at man mod slutningen slet ikke lægger mærke til hvor underlig, den er. Det er jeg ked af, for det ødelægger jo lidt den underholdningsværdi, der for mig ligger i de absurde tekster, syrede lyde og vilde sangkonstruktioner. Jeg kan dog ikke tage fra den, at den langt hen ad vejen er en ret vild oplevelse, der rigtig godt sørger for at vende op og ned på forventninger indenfor rockmusik.

Mens rockmusik er i fokus i løbet af pladens skøre rejse, så er det langt fra hele pladen, der lyder af rock den mindste smule. Pludselig kan en spoken word-sektion uden instrumentation optræde, et længere stykke kan være rendyrket free jazz, og et nummer som “China Pig” er en relativt simpel blues-sang, der mest af alt stikker ud ved at lyde som om, den er indspillet på et badeværelse. Ofte kommer disse elementer helt ud af det blå og skubber fuldkommen rocken til side, og andre gange overfalder de hinanden i en sindssyg kakofoni. Jeg foretrækker især sidstnævnte, da det for alvor er sanseprovokerende. Til trods for hvad man skulle tro, er næsten intet af albummet improviseret, men dette gør blot lydbillederne mere kaotiske. Mange numre er helt meget nøje arrangeret, så alt går så galt som muligt. “Trout Mask Replica” er en udfordrende plade. Ikke forstået sådan, at den er svær at holde ud at lytte til, omend det er den nok også for mange. Den er udfordrende idet den ganske bogstaveligt forsøger at udfordre vores ideer om hvad, vi forstår ved rock, ved musik, ved kunst. Ironisk nok anser jeg netop derfor “Trout Mask Replica” som et stort kunstværk. Som lytteoplevelse er den derimod noget ujævn, men stadig helt klart værd at opleve.

126 – Talking Heads – Remain in Light (1980)

Udgivet den af
Svar

Talking Heads kan på overfladen blot virke som et fjollet firserband, der kom lidt tidligere end alle de andre fjollede firserbands. Det er dog på ingen måde en beskrivelse, der yder dem retfærdighed, for deres mest roste plade, Remain In Light, er så innovativ og aparte, at det er svært at fatte, at den blev udgivet allerede i 1980. Åbningsnummeret, Born Under Punches (The Heat Goes On) starter “blot” som et meget funky post-punk-nummer, lidt hen af noget Gang of Four kunne have lavet, men senere kommer mange elementer af Afrobeat, og mens nogle elementer bliver repeteret, kommer andre i massevis af lag, og ender i et stort cluster af lyd og galskab. Denne åbning er så sær og alligevel fængslende, at man ikke helt kan stoppe med at lytte til sangen. Afrobeat-lyden fortsætter på Crosseyed and Painless, især i forhold til hvordan forsanger David Byrne råbesynger over groovet, for derefter at gå over i melodiske, lettere psykedeliske korstykker. Den bidende koklokke er også værd at fremhæve. De inkorporerer endda et kort stykke, der mest af alt lyder som rap, men det forsvinder lige så hurtigt som det kommer. Talking Heads forstår om noget at ride grænsen mellem det morsomme og det ukomfortable.

The Great Curve er på mange måder et af de mere poppede numre, og på mange andre slet ikke. Omkvædet er simpelt og fængende, men lyden er som helhed mørk og dommedagsagtig, hvilket kun bliver stærkere af en skæv Robert Fripp-lignende guitarsolo fra Adrian Belew. Det simple omkvæd rammer også en intensitet til sidst, og man kommer i tvivl om, hvorvidt man bør danse eller skælve. En sang, jeg dog har hørt så mange gange, at jeg næsten altid bliver glad af at høre den, er den sjove Once in a Lifetime. Her formår de, som de nok i højere grad gjorde senere i karrieren, at gemme det mørke og sindstvivlende under noget glad, poppet new wave. Det gør dog ikke, at de ikke rammer den stemningsmæssige “uncanny valley” til tider, men man får lige akkurat nok, så man stadig kan synge med på omkvædet. Houses in Motion er en på alle måder mere gruopvækkende sang, især grundet soloen til sidst, der mest af alt lyder som en halvslatten trompet. At Talking Heads’ tekster kan være svære at forstå øger i mine øjne denne følelsesmæssige usikkerhed. Hvad betyder “Visiting houses in motion”? Jeg ved det ikke, men det lyder syret.

Seen and Not Seen starter nærmest som noget vestkyst-hip hop fra 90’erne, og det ærger mig, at den aldrig er blevet samplet af Snoop Dogg eller Dr. Dre. Som sangen dog skrider frem, bliver den mere æterisk og for en gangs skyld, er der et meget klart narrativ. Det er en underholdende, lettere tankevækkende tekst. Instrumentationen er også mere tilbagelænet her, så teksten kommer virkelig i fokus. Det handler om udseende, identitet og mangel på samme. Det minder mig i grunden lidt om en sang som Showroom Dummies af Kraftwerk, hvilket kun er en god ting. Listening Wind indeholder nogle tydelige psykedeliske elementer, nogle instrumenter lyder endda til tider som om, de bliver spillet baglæns. Brian Enos produktion er noget af det væsentligste, der gør dette nummer gribende, og så meget mere inderligt end resten af pladen. Og så lægger det flot op til nok det mørkeste nummer, Talking Heads nogensinde har lavet. The Overload er ikke en sjov sang. Det er en langsom, grum sang, der sender kuldegysninger ned af ryggen. Den sætter et meget deprimeret punktum på en plade, der er fuld af følelsesmæssige op- og nedture. Hvis du vil høre, hvorfor Talking Heads ikke blot er nogle sjove firsergøglere, så lyt til Remain in Light. Den udtrykker eminent bandets dybde.

173 – Todd Rundgren – Something/Anything? (1972)

Udgivet den af
Svar

Det bedste førstehåndsindtryk, en plade kan give mig, er at den er ambitiøs. Og med en titel som Something/Anything? og et pladecover, der viser nogle abstrakte blomster, så forventer man da et vist ambitionsniveau, dette i endnu højere grad, når man tager i betragtning, at dette er et dobbelt-album. Når man finder ud af at ca. 3/4 af pladen består af sange, der er opført udelukkende af Todd Rundgren selv, mens den resterende fjerdedel er ubearbejdede studieoptagelser, bliver man endnu mere interesseret. Og efter at have hørt det, så vil jeg ikke engang sige, at det kan høres på sidstnævnte, mest af alt fordi de spiller så godt – selvom lyden naturligvis er mere rå og flere forskellige musikeres stilarter er blevet afspejlet. Numre som Hello It’s Me og Slut er fænomenale popsange, men samtidig er numre som Piss Aaron og Some Folks Is Even Whiter Than Me ret bizarre men af samme årsag samtidig virkelig interessante numre. Rundgren er uden tvivl en dygtig musiker og sangskriver, men han har af og til nogle problemer i sin lyrik. Den er ikke altid lige bemærkelsesværdig. Jeg elsker, når den på visse numre understøtter instrumentationen, men han laver altså tit nogle maybe-baby-rim i banale kærlighedssange, hvilket ikke stemmer overens med det, jeg ved, han kan.

Instrumentationen og lyrikken arbejder som sagt flot sammen på visse numre, heriblandt It Takes Two to Tango (This Is for the Girls), hvor der bruges kastanjetter, der især markerer sig i løbet af et break i slutningen af omkvædet. Et andet eksempel er The Night the Carousel Burned Down, hvis instrumentation er meget lig karrusel-muzak, navnligt i et instrumentalt stykke omkring midten. Dette giver nummeret en meget særpræget lyd, og mod slutningen kan høre denne muzak gå fra hinanden, præcis som karrusellen i titlen. Rundgren er meget bevidst omkring lyd, og han er fuldkommen bevidst omkring problemerne ved vinyl. Nummeret Intro er da også bare at han taler om forskellige problemer, der kan opstå, når produktionen ikke går helt som det skal. Han opfordrer lytteren til at lege en leg, hvor man leder efter sådanne fejl på diverse plader. Han påstår, at man også kan lege legen med denne plade. Ud over sange, hvor det tydeligvis er meningen, at sådanne fejl opstår, er det stort set umuligt at spotte dem. Han har været fuldkommen mesterlig i produktionen, og lyden er på alle måder enormt lækker. Hvert eneste instrument lyder klart som diamand.

Rundgren valgte at gøre Something/Anything? til et dobbeltalbum, og når et album varer 1½ time, så vil man jo helst ikke føle, at man spilder sin tid, så man kan spørge sig selv, om numrene alle er værd at lytte til? Jo, de er uden tvivl produkter af deres tid. Det er nogenlunde samme genre som Electric Light Orchestra og Supertramp. Fælles for alle disse kunstnere er, at de var både meget progressive og poppede, og deres interessante ideer kan godt lyde lidt fjollede nu til dags, hvor de er blevet efterprøvet mere, især i forhold til synthesizere. Og lyden er måske også lidt trættende i længden, selvom det er svært at pege på numre, der ikke lever op til pladens høje standard. Men der er en defineret vision med hele pladen, og hvis man splittede den op i to, ville de føles meget udefinerede. Rundgren er en latterligt dygtig musiker, og mens Something/Anything måske viser sin alder og ikke altid er mesterlig rent lyrisk, så er der så mange detaljer, så mange gode ideer og så mange gennemarbejdede sange opført af en musikalsk perfektionist, at pladen er svær ikke at være imponeret af.

243 – The Mothers of Invention – Freak Out! (1966)

Udgivet den af
Svar

Jeg går ud fra, at det ikke er kontroversielt, hvis jeg påstår, at Frank Zappa musikalsk var bindegal såvel som fuldkommen genial. Dette var han lige fra starten, og som en af de ganske få, valgte han at debutere med et dobbeltalbum. Dette udgav han sammen med sin gruppe The Mothers of Invention, som også sidenhen var med på mange af Zappas bedste plader, f.eks. den fremragende We’re Only in It for the Money fra 1968. Debuten hed Freak Out! og blev udgivet i 1966, og det er virkelig svært at fatte, at den er så gammel. Det var før Grateful Dead, The Velvet Underground og Captain Beefheart, det var endda før Revolver af the Beatles. Det var en plade, der fuldkommen vendte rockmusikken på hovedet. Der bliver skabt sære harmonier, teksterne er stærkt overdrevne, og på en af sangene, Help I’m a Rock, bliver et par minutter brugt på virkelig fjollede vendinger, der bliver gentaget mange gange uden instrumentation til. Og det sætter virkelig pladen i tomgang, og det er ikke specielt engagerende i dag, men dengang var det ulig noget andet, der nogensinde var set.

Ikke alene er dobbeltalbum-debuter ikke særlige almindelige, men dobbeltalbums var i det hele taget en særhed i 1966. Den eneste anden kendte rockmusiker, der nogensinde havde prøvet det var Bob Dylan med Blonde on Blonde, og Freak Out! var endda optaget før dennes udgivelse. På Freak Out! viser Zappa ikke kun sin store musikalgske kunnen for fuld udblæsning, men han tager også godt og grundigt gas på de mange konformister, der var at finde på hitlisterne dengang. Doo-wop har aldrig lydt så latterligt som på Go Cry on Somebody Else’s Shoulder, og så meget som jeg nyder sangen, så fjerner det virkelig min lyst fra nogensinde at lytte til traditionel doo-wop igen. Især gør den dette, når den er mellem to så syrede og bizarre sange som Who Are the Brain Police? og Motherly Love. Disse to handler mere i tekst end i musik om konformitet. Førstnævnte giver lidt sig selv, den handler om censur. Motherly Love handler om groupier, hvilket ikke var særlig almindeligt dengang. Det var faktisk noget rigtig slemt noget at høre på, og stadig i dag virker det en kende forstyrrende, når han sammenligner sex med forældrekærlighed og synger om hvor unge, de er.

Freak Out! er som sagt et dobbeltalbum, og de to skiver er meget klart opdelt. Første skive er disse kortere sange, der gør grin med samtidens trends. Skive to består kun af tre forskellige tracks, og disse er alle længere end det længste nummer på skive et. Den første er en længere psykedelisk bluessang ved navn Trouble Everyday. Den minder lyrisk og kompositorisk langt hen af vejen om noget Bob Dylan kunne have lavet, og det virker som en ganske oprigtig hyldest, men i lyden bliver der gjort meget mere. Det helt skøre sker dog først på Help I’m a Rock, som jeg allerede har fået snakket en smule om. Det er ikke et nummer, jeg personligt er den helt store fan af, men jeg kan respektere det i stor stil, og der er også visse tidspunkter, der er meget interessante. Pladen afsluttes af den 12 minutter lange The Return of the Son of Monster Magnet. Denne er noget lettere at forholde sig til, men den er stadig meget lang, går lidt i tomgang, og for mig føles det som om, provokationen stod højere end musikken i dette tilfælde, hvorfor den ikke helt holder i dag. Freak Out! har en mesterlig, nærmest perfekt første skive, men størstedelen af anden skive er bare ret kedelig til trods for sin eksperimentation, men imponerende, det er hvert sekund af pladen, hvis man tager tiden i betragtning.

249 – David Bowie – Low (1977)

Udgivet den af
Svar

David Bowie er et af de største musikalske genier nogensinde, og en af de få mennesker, der kan matche hans store kreativitet er Brian Eno, med hvem han bl.a. lavede 3 albums fra 1977 til 1979. Denne trilogi, der i daglig tale kaldes Berlin-trilogien startede med albummet Low, som fik Bowie til at udforske meget uvante sider af sig selv. Hans musik blev her mere eksperimentel end nogensinde før, og over halvdelen af sangene er instrumentale. Hvis man lytter til Low på vinyl, er der en ret klar opdeling af sangene. På A-siden finder man det lidt mere poppede, her har størstedelen vokal på sig, og de er mere energiske. B-siden består af 4 numre, der alle er instrumentale, de fleste er langsomme, og alle sangene ville man nok i dag kalde for ambient – en genre, Eno i stor grad kan takkes for. Jeg kan tit finde på at klage over plader, der deler de hurtige og de langsomme sange så direkte op, for det kan tit ende med at ødelægge albumdynamik fuldstændig. Den store forskel på Low er dog, at de sidste 4 numre til trods for deres tempo er meget begivenhedsrige. Man bliver suget dybt ned i dem.

Jeg sagde tidligere, at de fire ambient-numre alle er instrumentale, men det er de teknisk set ikke. Bowies stemme indgår faktisk på hele tre af dem, men de føles stadig instrumentale, da han bare siger de rene vrøvleord. Hans stemme er heller ikke mixet så højt igen, så han føles mest af alt som en del af instrumentationen. Hans stemme sørger til gengæld for at skabe nogle klare højdepunkter på side to. Der er stort set intet, der gør disse langsomme numre mere intense end bowies skrig, der føles fuldkommen torturerede. Der er ikke blot stærke følelser i hans vokal, der er faktisk stærkest følelser, når hans vokal ikke er der. Der er meget store mellemrum mellem hans vokaloptrædener, og disse er langsomme og stemningsrige. Man sidder spændt og venter, mens nummeret langsomt bygger op, og når det så endelig kommer, så bliver det helt vildt. Der bliver også skabt lidt dynamik med det lidt mere energiske nummer Weeping Wall. Det er ikke hurtigt, når man hører det på egen hånd, men mellem Art Decade og Subterraneans sørger det virkelig for at få lytteren i gang.

De 7 første numre er noget lettere at forholde sig til. De er ikke noget, du nogensinde ville kunne se et stort popnavn lave, men de er stadig virkelig fængende. Denne kvalitet bliver matchet perfekt af den sære instrumentation. Når man hører sange som Breaking Glass og Sound and Vision er der ganske vist en fængende melodi, men synthesizeren, der bevæger sig mellem højtalerne, på Breaking Glass er virkelig sær, og den lange instrumentale opbygning på Sound and Vision, der optager halvdelen af nummeret; de er det definerende på disse numre. Den eneste sang, der bare er i nærheden af at være poppet er Be My Wife, men den er stadig en sindssygt godt gennemarbejdet sang og et klart highlight på pladen. Kontrasten mellem side 1 og side 2 er helt perfekt. De ville hver især have været trættende, hvis de varede et helt albums længde, men måden at sætte dem sammen er helt genial. Jeg tror ikke engang de ville virke uden hinanden – der ville ikke være nogen måde at komme ned på jorden igen efter side 1, og side 2 ville virke kedelig og formålsløs. Sammen skaber de dog en af de bedste plader nogensinde, Low.

287 – Grateful Dead – Anthem of the Sun (1968)

Udgivet den af
Svar

Grateful Dead er en ret sær gruppe. De er bedre kendt som livenavn end for deres sange eller albums, og de har udgivet så mange live-albums, at det muligvis slet ikke kan tælles. Deres studiealbums er dog det, de i første omgang lavede musik gennem. Deres anden plade hedder Anthem of the Sun, og den består af kun 5 numre, men disse er meget syrede og generelt også ret lange. Åbningsnummeret, That’s It for the Other One, starter meget stille med en sød melodi, og den virker som sådan ikke som noget særligt. Efter 40 sekunder skifter den fuldkommen form, men den er stadig bare stille og sjov, og den vender tilbage til udgangspunktet igen. Halvandet minut inde i nummeret går gruppen en smule amok, især trommeslageren og guitaristen. Det virker som ren jam, og da vokalen endelig vender tilbage, så er den også meget vildere end før. 4 minutter inde når sangen det, der kunne være dens klimaks, men den er kun halvvejs gennem galskaben, der nu begynder forfra, men denne gang eskalerer det endnu hurtigere. Sangens sidste tre minutter er vild improvisation, der ender med at have syrede lydeffekter på. Det er ret interessant at lytte på.

Pladens andet nummer hedder New Potato Caboose, og igen har vi at gøre med en meget stille start. Det er faktisk næsten kedsommeligt stille, men efter en 40 sekunder kommer noget lyd på nummeret. Der bliver sunget om psykedeliske billeder, og nogle flotte vokalharmonier opstår. Nummeret består mest af alt af en ret lang guitarsolo, og den er ganske imponerende, men jeg føler selv, at pladen går lidt i tomgang. Det er ellers synd, for de vokale portioner er virkelig kreativt opført og skrevet. Jeg kunne sagtens have overlevet, hvis de var lidt længere, og at guitarsoloen, der til slut fremføres samtidig med en orgelsolo, havde været skåret lidt ned. Der kommer dog virkelig gang i den med den maniske Born Cross-Eyed, der kun er 2 minutter lang. Det er her, gruppen virkelig begynder at fange mig. Al denne jam kulminerer her i en virkelig stærk sang, der ganske vist ikke varer lang tid, men den blander virkelig smukt mariachi-horn, vilde orgeler, syge guitarer og smukke vokalharmonier.

En anden virkelig god kandidat til pladens bedste sang er sjovt nok den længste, Alligator. Denne starter ret simpelt, og man kunne let blive narret til at tro, at det ville være en af pladens korteste numre. Præcis som Born Cross-Eyed har Alligator bindegal instrumentation, og sangerne synger forskudt af hinanden, så det lyder virkelig skævt og psykedelisk. Guitaren er virkelig fængende, og brugen af kazoo i starten gør det til en meget alternativ sang. I løbet af de 15 minutter får vi både en trommesolo, et par guitarsoloer, en orgelsolo, og nogle omkvæd, der får det hele til at hænge sammen. 12 minutter inde forvandler det sig meget naturligt til en ret fed bluessang, og sådan fortsætter den i noget tid. Den ender på en virkelig sær måde, som jeg ikke vil afsløre, men det er alligevel også næsten umuligt at beskrive. Bluesstilen fortsætter på afslutningsnummeret, Caution (Do Not Stop on Tracks), der måske er lidt for syret, til at jeg ærlig talt forstår den. Det er dog en god fortsættelse til Alligator, og den afslutter også godt albummet med dejlig meget støj og efterklang. Anthem of the Sun er en meget syret plade, og selv efter adskillige gennemlytninger, ved jeg ikke helt, hvad jeg synes om den. Men interessant, det er den.

292 – The Velvet Underground – White Light/White Heat (1968)

Udgivet den af
Svar

Hvis du så meget som bare nævner The Velvet Underground i min nærhed, kan du gøre mig usandsynligt glad. Min yndlingssang af den eksperimentelle gruppe er en 17 minutter lang protopunk-sang ved navn Sister Ray. Den findes på gruppens anden plade, White Light/White Heat fra 1968. Denne plade åbner med et titelnummer, der blander noget af den mest støjende rockmusik, man kunne finde dengang med en meget blues-inspireret melodi og backingvokalister, der mest af alt lyder af doo-wop. Det er ikke den bedste lydkvalitet i verden, men det lægger flot grund for det, pladen kommer til at være. Det andet nummer, The Gift, har meget støjende instrumentation i højre speaker og spoken word læst op af bandets bassist, bratschist og organist, John Cale, i den venstre. John Cales stemme er i modsætning til musikken meget rolig, hvilket får begge til at springe ud. Han fortæller en virkelig morsom historie, som jeg helst ikke vil afsløre slutningen på, men jeg vil da fortælle, at det handler om en mand, der sender sig selv med posten.

Albummet fortsætter stærkt med det tredje nummer, Lady Godiva’s Operation. Denne sang formår på en eller anden sær måde at være både stille og larmende, i instrumentation såvel som sang. De går begge meget fint frem og tilbage mellem det så hurtigt, at det føles som om, det sker på en og samme tid. Sangen virker meget simpel omend excentrisk i starten, men som tiden går, bliver den mere og mere bindegal, især i vokalen, men instrumentationen udvikler sig også. Det er interessant, at så meget kan ske, for melodien er uhyre simpel. En ligeledes simpel melodi er den efterfølgende Here She Comes Now, der også starter meget stille ud. Den er mere diskret end Lady Godiva’s Operation i sin udvikling, men den er der skam. Det er en virkelig fed melodi, og gruppens excentricitet er virkelig tydelig her. Den fungerer måske bedre i kontekst, end den gør på egen hånd, men den er stadig et eksempel på fantastisk sangskrivning. På albummet markerer den som albummets uden tvivl roligste sang overgangen mellem en rolig omend stadig støjende første halvdel, og det støjorgie, der er anden halvdel.

Lige fra første tone på I Heard Her Call My Name er der dømt støj for fuld skrue. Det er støjende i starten, og det bliver helt vanvittigt, som den skrider fremad. Efter det første minut, hvor der er sang, der kører efter en egentlig melodi, så går det brat over i en kort guitarsolo på et halvt minut. Så kommer endnu et decideret vers, men så går den igen brat over i en støjende guitarsolo, der varer halvdelen af sangen, over 2 minutter. Men det er ikke langt, og det er ikke støjende, hvis man sammenligner det med afslutningsnummeret, den efter min mening bedste sang på pladen. Sangen hedder som tidligere sagt Sister Ray og varer over 17 minutter. Den kører næsten hele vejen igennem på et meget simpelt riff, og det hele er dejligt distorteret og støjende. Teksten handler om vold, stoffer, homoseksualitet og transvestitter, og med linjer som “She’s busy sucking on my ding-dong” og vilde orgelsoloer, der bare overfalder hinanden. Det er et fantastisk nummer, men jeg indrømmer at det langt fra er noget for alle. Det er dog noget for mig, og det er en væsentlig del af årsagen til, at White Light/White Heat er en fantastisk plade.

296 – The Mothers of Invention – We’re Only in It for the Money (1968)

Udgivet den af
Svar

Frank Zappa er et af de mest mærkværdige mennesker, der har gået på denne jord, og han var en særdeles produktiv musiker. Han udgav både musik solo og med sin gruppe, the Mothers of Invention. En af de bedste plader, Zappa lavede med the Mothers of Invention, er den morsomt betitlede We’re Only in It for the Money fra 1968, der gjorde godt og grundigt grin med samtidens hippie-kultur og især the Beatles. The Beatles udgav deres mesterværk Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band året før We’re Only in It for the Money, hvilket Zappa følte, var en passende beskrivelse af Liverpool-drengenes tilgang til musikken. Personligt elsker jeg Beatles og især den plade, men jeg må indrømme, at Zappa kommer med noget ganske morsom satire i løbet af denne plade. F.eks. lyder omkvædet til Absolutely Free således: “You’ll be absolutely free, only if you want to be”. En anden meget morsom sang er Flower Punk, der er bygget over Hey Joe, bedst kendt med Jimi Hendrix. Hvor Hey Joe er en alvorlig sang om vold, utroskab og mord, så er Flower Punk en sang om en hippie, der naivt tror, han kan blive rig og populær ved at spille psykedelisk rock i et tilfældigt band.

Det, Zappa oftest roses for, er hans syrede, ofte jazzede musikalske geni. Jazz er ikke en særlig væsentlig faktor på dette album, men man kan mærke noget inspiration fra improvisationsjazz. Ligheden er, at alt muligt kan ske, og at man virkelig ikke kan føle sig sikker på, hvordan det næste sekund kommer til at lyde. Den store forskel er dog, at Frank Zappa uden tvivl nøje har planlagt hver eneste tone på We’re Only in It for the Money på forhånd. Og det lyder uden tvivl interessant. Ofte er musikken spillet baglæns, nogle gange lyder stemmerne som smølfer, og alle sangene er vældig korte. De repræsenterer også alle meget unikke musikalske ideer. På overfladen er det ikke langt fra den psykedeliske rock, Zappa gør grin med, men det hele går så hurtigt, og det er krydret med så mange sære lyde, at det stadig føles helt unikt. Han har dog uden tvivl taget lidt inspiration fra the Beach Boys,the Byrds og nok endda også the Beatles til sammensætningerne af disse skæve vokalharmonier, genren er så kendt for.

Frank Zappa kan godt være meget svær lige at fatte. Jeg tror ikke engang selv, jeg fatter, hvad han prøver på at gøre rent musikalsk på denne plade. Det er ikke nødvendigvis noget, du vil kunne lide, hvis du ikke kan lide meget syret musik. Det er en meget interessant oplevelse at gå igennem en Frank Zappa-plade, og få er nær så løjerlige som We’re Only in It for the Money. Det er stort set umuligt at forberede en lytter på, hvad der venter dem på denne plade, hvis de ikke allerede har hørt nogle numre, så hvis du ikke har, så kan det kraftigt anbefales. Pladen går lynhurtigt fra at være glad og bekymringsfri til dramatisk og grim. Der er dog hele tiden mange undertoner, der får lytteren til at synes, at det hele er forfærdeligt latterligt, og derfor er satiren så fantastisk. Der bliver spillet præcis de korrekte toner på de rette instrumenter, mens de rigtige ting bliver sagt af sangerne. Man er ikke i trygge omgivelser, når man lytter til We’re Only in It for the Money, man er i en verden, hvor alt kan ske. Det er naturligvis også mere interessant, og mens det nok ikke er noget for alle, så er det i hvert fald noget for mig.

314 – The Velvet Underground – The Velvet Underground (1969)

Udgivet den af
Svar

Der er virkelig få bands, jeg elsker mere end the Velvet Underground, og noget af det bedste ved dem er, at hvert album er en fuldkommen ny idé, der ikke minder om deres tidligere plader. Den første, The Velvet Underground & Nico var en smuk, artistisk og også ganske syret plade, hvor bratschen spillede en enorm rolle. Den anden, White Light/White Heat var mere simpel og rå i sin lyd, og den ville være en af de væsentligste faktorer i skabelsen af punkgenren. Deres tredje plade, der simpelt nok bare hedder The Velvet Underground er for det meste en rimelig simpel, næsten poppet plade, hvor instrumentationen generelt er rigtig let at følge med i, og der er kun et enkelt nummer på over 6 minutter her. Bandet var helt nede på jorden og lette at tage og føle på, og derfor var fokus i høj grad på bare at skrive gode tekster og melodier. Og det gjorde de om noget. Der er ikke en eneste sang på hele pladen, der ikke har en stor betydning for helheden, og de er meget forskellige. Ganske vist har mange nogenlunde samme instrumentation og tempo, men wow, stemning og sangskrivning fungerer vidunderligt for dem alle.

The Velvet Underground er en meget følsom plade meget af tiden. Det er selvfølgelig let nok at sige om de tristere, langsommere numre, f.eks. Candy Says, Pale Blue Eyes, Jesus og I’m Set Free, men hele pladen har virkelig nogle deprimerede undertoner. Beginning to See the Light er ganske vist en forholdsvis energisk sang, men den virker ikke spor glad. Den virker mere som om, den prøver at overbevise sig selv om, at det hele ikke er så skidt igen. Man kan også bare kigge på titlen; den ville ikke hedde Beginning to See the Light hvis lyset nu hele tiden havde været der, så der har uden tvivl været mørke tidligere. Forsanger Lou Reeds stemme bærer meget af pladen. Han er ikke den stærkeste vokalist i verden, nej langt fra. Han virker faktisk næsten altid som om, han er ved at bukke under. Det kunne måske være fordi han har svært ved at ramme tonerne, men det giver albummet en virkelig smuk og følsom lyd. Man får ekstremt meget medlidenhed med Reed, og albummet bliver da til meget mere end bare en samling sange.

Noget af det, der gjorde The Velvet Underground bemærkelsesværdige i første omgang, var deres særhed og deres mod på at udfordre rockmusikkens normer. Man kunne lidt forvente, at de ikke ville gøre det her, og der ville som sådan ikke være noget galt i at holde sig til de simplere sange. Det gør de dog alligevel, og de er som altid skønne. Lou Reed kommer som altid med nogle spøjse vendinger, f.eks. “Put jelly on your shoulder” på nummeret Some Kinda Love, men han bliver for syret, når noget sært sker rent musikalsk. Der er i løbet af hele albummet små musikalske særheder, der bygger op mod det, men intet kan reelt måle sig med de to sidste numre, hvad angår særhed. Det første af disse, The Murder Mystery, der er 8 minutter lang, består i løbet af meget af sangen af to stemmer, der siger forskellige ting, og man kan derfor ikke høre, det der bliver sagt, men musikalsk bliver det rigtig kaotisk. Omkvædet bliver sunget af deres dygtige trommeslager Moe Tucker, der skaber meget stemning. Og efter dette lange musikkaos, så afsluttes albummet ironisk nok virkelig uskyldigt med After Hours, der er en virkelig sød lille sang. Det er ganske vist et antiklimaks, men det er et så ekstremt antiklimaks, at det faktisk virker, og især når vi snakker om en plade som The Velvet Underground.

347 – Pink Floyd – The Piper at the Gates of Dawn (1967)

Udgivet den af
Svar

Før The Wall, før Wish You Were Here og før The Dark Side of the Moon hed manden bag den legendariske rockgruppe Pink Floyd ikke David Gilmour eller Roger Waters, og det var ikke i nær så høj grad progressiv rock, som det var psykedelisk rock. Deres frontfigur dengang var dog ikke mindre genial. Han hed Syd Barrett, og mens han ganske vist var decideret vanvittig, så var han også virkelig kreativ. Med undtagelse af få sange fra deres andet album, så nåede Barrett desværre kun at optage en enkelt plade med Pink Floyd. Den hed The Piper at the Gates of Dawn. Det er en meget syret plade. Det er en virkelig, virkelig syret plade. Der findes sikkert mere syrede plader derude, men kun ganske få er nær så gode som denne. Der er skøre vokalharmonier – i begge betydninger af ordet “skør”. De suger dig dybt, dybt ned i musikken, og Barretts bizarre sangskrivning gør, at man konstant lægger mærke til musikken. Der er mange af numrene, hvor man kan mærke rigtig meget improvisation, især på den 9 minutter lange Interstellar Overdrive, der nærmer sig jazz-rock med sin bombastiske syreeksplosion.

Teksterne er også virkelig, virkelig syrede. The Gnome er fortalt lidt i stil med Tolkiens fortællinger blandet med gamle folkeeventyr. Gnomen fra sangen hedder Grimble Gromble, og den kommer ud på eventyr, og jeg tror nok at sangen ender med at den tager noget LSD. Denne er med lidt over 2 minutter en af pladens korteste sange, og de korteste sange på pladen har generelt meget struktur i forhold til de længere. Det forhindrer dog ikke deres syrede natur i at være lige så tydelig. Nej, disse kan være så syrede, at det kan være decideret skræmmende, men det kan hele albummet faktisk prale med. F.eks. er sangen Lucifer Sam en virkelig dynamisk oplevelse, der tit overfalder dig med store råb, men den har sine stille øjeblikke, og den djævelske basgang har det med at hjemsøge mine drømme. Ligeledes er de lange instrumentale passager på visse af numrene så stemningsrige, at jeg virkelig kan føle mig utryg, mens jeg lytter til dem. Mange musikere kan skrive fede melodier. De færreste kan få mig til at føle så meget.

Selv lyttede jeg til The Piper at the Gates of Dawn i en yderst lækker udgave, hvor man både har hele albummet i stereo og i mono, og på en tredje cd finder man så en masse bonusnumre. Hvis du vil opleve alt, The Piper at the Gates of Dawn har at byde på, så bliver du absolut nødt til at høre stereoudgaven, monoudgaven er ikke engang de 40 minutter værd, når stereoudgaven står der og lokker. Du hører næsten aldrig det samme i de to højtalere, og hvis man endda hører dette med hovedtelefoner på, så får man virkelig en på opleveren. Hvis du kan lide senere Pink Floyd-plader, er The Piper at the Gates of Dawn uden tvivl værd at lytte til, i det mindste for at forstå hvordan bandet har udviklet sig, men navnligt hvis du elsker samtidens mest syrede rockmusikere. Og her snakker jeg altså om toppen af syre-hierarkiet. Navne som Frank Zappa og Captain Beefheart springer straks frem i mit sind. Piper at the Gates of Dawn er en af Pink Floyds bedste plader, og det er uden tvivl Syd Barretts største værk, med eller uden bandet.