Tag-arkiv: Satire

243 – The Mothers of Invention – Freak Out! (1966)

Udgivet den af
Svar

Jeg går ud fra, at det ikke er kontroversielt, hvis jeg påstår, at Frank Zappa musikalsk var bindegal såvel som fuldkommen genial. Dette var han lige fra starten, og som en af de ganske få, valgte han at debutere med et dobbeltalbum. Dette udgav han sammen med sin gruppe The Mothers of Invention, som også sidenhen var med på mange af Zappas bedste plader, f.eks. den fremragende We’re Only in It for the Money fra 1968. Debuten hed Freak Out! og blev udgivet i 1966, og det er virkelig svært at fatte, at den er så gammel. Det var før Grateful Dead, The Velvet Underground og Captain Beefheart, det var endda før Revolver af the Beatles. Det var en plade, der fuldkommen vendte rockmusikken på hovedet. Der bliver skabt sære harmonier, teksterne er stærkt overdrevne, og på en af sangene, Help I’m a Rock, bliver et par minutter brugt på virkelig fjollede vendinger, der bliver gentaget mange gange uden instrumentation til. Og det sætter virkelig pladen i tomgang, og det er ikke specielt engagerende i dag, men dengang var det ulig noget andet, der nogensinde var set.

Ikke alene er dobbeltalbum-debuter ikke særlige almindelige, men dobbeltalbums var i det hele taget en særhed i 1966. Den eneste anden kendte rockmusiker, der nogensinde havde prøvet det var Bob Dylan med Blonde on Blonde, og Freak Out! var endda optaget før dennes udgivelse. På Freak Out! viser Zappa ikke kun sin store musikalgske kunnen for fuld udblæsning, men han tager også godt og grundigt gas på de mange konformister, der var at finde på hitlisterne dengang. Doo-wop har aldrig lydt så latterligt som på Go Cry on Somebody Else’s Shoulder, og så meget som jeg nyder sangen, så fjerner det virkelig min lyst fra nogensinde at lytte til traditionel doo-wop igen. Især gør den dette, når den er mellem to så syrede og bizarre sange som Who Are the Brain Police? og Motherly Love. Disse to handler mere i tekst end i musik om konformitet. Førstnævnte giver lidt sig selv, den handler om censur. Motherly Love handler om groupier, hvilket ikke var særlig almindeligt dengang. Det var faktisk noget rigtig slemt noget at høre på, og stadig i dag virker det en kende forstyrrende, når han sammenligner sex med forældrekærlighed og synger om hvor unge, de er.

Freak Out! er som sagt et dobbeltalbum, og de to skiver er meget klart opdelt. Første skive er disse kortere sange, der gør grin med samtidens trends. Skive to består kun af tre forskellige tracks, og disse er alle længere end det længste nummer på skive et. Den første er en længere psykedelisk bluessang ved navn Trouble Everyday. Den minder lyrisk og kompositorisk langt hen af vejen om noget Bob Dylan kunne have lavet, og det virker som en ganske oprigtig hyldest, men i lyden bliver der gjort meget mere. Det helt skøre sker dog først på Help I’m a Rock, som jeg allerede har fået snakket en smule om. Det er ikke et nummer, jeg personligt er den helt store fan af, men jeg kan respektere det i stor stil, og der er også visse tidspunkter, der er meget interessante. Pladen afsluttes af den 12 minutter lange The Return of the Son of Monster Magnet. Denne er noget lettere at forholde sig til, men den er stadig meget lang, går lidt i tomgang, og for mig føles det som om, provokationen stod højere end musikken i dette tilfælde, hvorfor den ikke helt holder i dag. Freak Out! har en mesterlig, nærmest perfekt første skive, men størstedelen af anden skive er bare ret kedelig til trods for sin eksperimentation, men imponerende, det er hvert sekund af pladen, hvis man tager tiden i betragtning.

296 – The Mothers of Invention – We’re Only in It for the Money (1968)

Udgivet den af
Svar

Frank Zappa er et af de mest mærkværdige mennesker, der har gået på denne jord, og han var en særdeles produktiv musiker. Han udgav både musik solo og med sin gruppe, the Mothers of Invention. En af de bedste plader, Zappa lavede med the Mothers of Invention, er den morsomt betitlede We’re Only in It for the Money fra 1968, der gjorde godt og grundigt grin med samtidens hippie-kultur og især the Beatles. The Beatles udgav deres mesterværk Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band året før We’re Only in It for the Money, hvilket Zappa følte, var en passende beskrivelse af Liverpool-drengenes tilgang til musikken. Personligt elsker jeg Beatles og især den plade, men jeg må indrømme, at Zappa kommer med noget ganske morsom satire i løbet af denne plade. F.eks. lyder omkvædet til Absolutely Free således: “You’ll be absolutely free, only if you want to be”. En anden meget morsom sang er Flower Punk, der er bygget over Hey Joe, bedst kendt med Jimi Hendrix. Hvor Hey Joe er en alvorlig sang om vold, utroskab og mord, så er Flower Punk en sang om en hippie, der naivt tror, han kan blive rig og populær ved at spille psykedelisk rock i et tilfældigt band.

Det, Zappa oftest roses for, er hans syrede, ofte jazzede musikalske geni. Jazz er ikke en særlig væsentlig faktor på dette album, men man kan mærke noget inspiration fra improvisationsjazz. Ligheden er, at alt muligt kan ske, og at man virkelig ikke kan føle sig sikker på, hvordan det næste sekund kommer til at lyde. Den store forskel er dog, at Frank Zappa uden tvivl nøje har planlagt hver eneste tone på We’re Only in It for the Money på forhånd. Og det lyder uden tvivl interessant. Ofte er musikken spillet baglæns, nogle gange lyder stemmerne som smølfer, og alle sangene er vældig korte. De repræsenterer også alle meget unikke musikalske ideer. På overfladen er det ikke langt fra den psykedeliske rock, Zappa gør grin med, men det hele går så hurtigt, og det er krydret med så mange sære lyde, at det stadig føles helt unikt. Han har dog uden tvivl taget lidt inspiration fra the Beach Boys,the Byrds og nok endda også the Beatles til sammensætningerne af disse skæve vokalharmonier, genren er så kendt for.

Frank Zappa kan godt være meget svær lige at fatte. Jeg tror ikke engang selv, jeg fatter, hvad han prøver på at gøre rent musikalsk på denne plade. Det er ikke nødvendigvis noget, du vil kunne lide, hvis du ikke kan lide meget syret musik. Det er en meget interessant oplevelse at gå igennem en Frank Zappa-plade, og få er nær så løjerlige som We’re Only in It for the Money. Det er stort set umuligt at forberede en lytter på, hvad der venter dem på denne plade, hvis de ikke allerede har hørt nogle numre, så hvis du ikke har, så kan det kraftigt anbefales. Pladen går lynhurtigt fra at være glad og bekymringsfri til dramatisk og grim. Der er dog hele tiden mange undertoner, der får lytteren til at synes, at det hele er forfærdeligt latterligt, og derfor er satiren så fantastisk. Der bliver spillet præcis de korrekte toner på de rette instrumenter, mens de rigtige ting bliver sagt af sangerne. Man er ikke i trygge omgivelser, når man lytter til We’re Only in It for the Money, man er i en verden, hvor alt kan ske. Det er naturligvis også mere interessant, og mens det nok ikke er noget for alle, så er det i hvert fald noget for mig.

321 – Randy Newman – Sail Away (1972)

Udgivet den af
Svar

Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke er den store fan af Randy Newman. Det vil jeg stadig ikke sige, men han har i hvert fald sine flotte øjeblikke mellem de kedeligere numre, og disse er mere fremtrædende på hans tredje album, Sail Away, end på noget andet, han har lavet. Normalt plejer jeg at hakke lidt på Newmans mangel på interessant instrumentation. Det kan jeg dog ikke gøre for særlig mange af numrene på Sail Away. Der er ganske vist sange som Simon Smith and the Amazing Dancing Bear og God’s Song, hvor man ikke finder andre instrumenter end Newmans klaver, men tit har han nogle virkelig skønne strygere med sig. Flot brug af strygere ses f.eks. på numrene Sail Away, Burn On og He Gives Us All His Love. Jeg ved ikke om det blot er mig, der er blevet mere moden i min forståelse af sangskrivning, men hans melodier virker her meget skarpere end ellers. Sangene kører virkelig gnidningsfrit, og de minder mig om en af mine yndlingssangskrivere, nemlig Tom Waits. Tom Waits var uden tvivl inspireret af Newman på sine tidligste plader, især af sange som Lonely at the Top og Last Night I Had a Dream.

Newman er også meget varieret i sin sangskrivning. Igen, tidligere syntes jeg, at det hele lød ens, men på denne plade virker det som om han bare prøver alle teknikker af. Han afspejler både glade, nærmest naive følelser med sange som Simon Smith and His and the Amazing Dancing Bear og mere dystre stemninger med et nummer som Lonely at the Top. Med det sagt, så er ikke alt på Sail Away fantastisk heller. Jeg har virkelig svært ved at huske sange som Old Man og Dayton, Ohio – 1903. Memo to My Son er ikke helt i samme kategori som disse, men den er en forholdsvis monotom sang, der samtidig i sin lyd minder ret meget om Mama Told Me Not to Come, som Newman skrev til Three Dog Night og selv optog en udgave af i 1970. Sail Away fortjener som alle Newmans tidligste plader stor ros for sin længde. Sangene bliver aldrig ved i længere tid end de kan tåle, og der er ikke for mange af dem. Til trods for de kun 30 minutter, pladen varer, så er man godt mæt i slutningen. Man får en så tætpakket oplevelse, at man sagtens kan blive tilfreds af de 30 minutter.

På denne plade finder man også sangen You Can Leave Your Hat On – ja, den sang, Joe Cocker ville gøre populær i 80’erne. Jeg kan nok bedst lide Newmans udgave. Det klæder sangen at være så langt nede på jorden, og det ret ensartede klaverriff virker ret irriterende i Cockers bombastiske udgave. Foruden dette, så er sangen bare mere varieret med Newman på sig. Jeg har endnu slet ikke nævnt mandens fantastiske tekster, der var det første, jeg bemærkede ved ham. Han er virkelig sarkastisk, og han rører mere ved politik på dette nummer end på nogen anden plade. Jeg elsker hans fortælleteknik, hvor han ofte synger fra et synspunkt, som han ikke er enig i. Hans bedste øjeblikke i denne teknik er på denne plade i form af Sail Away, He Gives Us All His Love, Political Science og God’s Song. Han behøver dog ikke at være så bitter i sin lyrik for at være interessant. Han kan sagtens bare nydes for at være forfærdelig legesyg. Lonely at the Top, Last Night I Had a Dream og Simon Smith and the Amazing Dancing Bear. Jeg elsker virkelig dette album, og jeg forventede slet ikke at kunne lide det. Selv hvis du ikke kan lide Newman normalt, så giv Sail Away en chance.

354 – Randy Newman – 12 Songs (1970)

Udgivet den af
Svar

I 1970 udgav sanger og sangskriver Randy Newman sit andet album, og da der var 12 sange på albummet, valgte han kreativt nok at kalde den for 12 Songs. Nu har jeg personligt mine problemer med Randy Newman. Jeg synes, meget af hans musik lyder ensartet, da rigtig meget af det er middeltempo-klaverpop, og hans melodier har ofte mange gennemgående idiosynkrasier, så han kan være trættende at lytte til i længden. Og mens jeg nok aldrig ville kalde et Newman-album perfekt, så er 12 Songs uden tvivl et af hans bedre udspil. Instrumentationen er ikke det helt vilde, men den bliver udnyttet på mange forskellige måder. Selvfølgelig er fokus oftest på Newmans klaver, men på andre numre kan såvel guitar som bas være mest fremtrædende. Trommerne er aldrig noget særligt, de sørger i bedste Ringo Starr-stil for at holde rytmen, men det er så også det. Sådan en variation er dog ikke kun en kompliment, han fortjener, fordi han ellers ikke er så god til det. Det fortjener han, fordi det faktisk er gjort rigtig godt.

Melodierne er ligeledes ganske varierede. Både hvad angår komposition, men desværre også hvad angår kvalitet. De bedste er nogle ganske fede popsange. Jeg bliver let i godt humør af at høre Have You Seen My Baby, Mama Told Me Not to Come, Lucinda, Yellow Man eller Rosemary, der pudsigt nok er pladens mest energiske sange, og de har meget gammeldags rock and roll-elementer, lidt som noget Fats Domino eller Ray Charles kunne finde på, bare lidt mere sterilt. De simpleste sange, hvor den stort set eneste instrumentation er ham, der spiller en oftest langsom sang på klaveret, har faktisk også meget charme. De er ikke de største ørehængere, men de er af og til dejlige at lytte til. Underneath the Harlem Moon er nok den bedste heriblandt, men f.eks. If You Need Oil, Uncle Bob’s Midnight Blues og Lover’s Prayer er ikke sange, der holder efter gentagne gennemlytninger. Der er også nogle country-inspirerede sange på pladen, alt for mange efter min mening. Hverken Suzanne eller Old Kentucky Moon er noget for mig, og der er også countryelementer spredt omkring i de andre numre, og nogle af de bedste numre, heriblandt Yellow Man, ville have været langt bedre uden slideguitar.

Albummet er dejlig kort. 12 sange lyder måske af en rimelig gennemsnitlig albumlængde, men alt i alt giver det knap 30 minutter. Selvom dette er en af Newmans mere varierede plader, gør det mig i grunden glad, at den kun er så kort. De tidligste Newman-plader er alle ret korte, så dennes længde er intet under, men længden komplimenterer newman ganske fint. Tekstmæssigt formår han at sige ret meget på ret kort tid, og da er de fleste sange på pladen mellem 2 og 3 minutter, og det klæder igen Newmans simplicitet fint. Han får sagt hvad han vil både lyrisk og musikalsk, og så går han straks videre til den næste idé. Jeg er ikke altid lige glad for disse idéer, men hans fremgangsmåde er jeg stor fan af. Albumlængden er da meget passende, for hvis vi fik for mange af Newmans sange i træk, uanset længde og uanset om du kan lide dem på egen hånd, ville det blive trættende i længden. Der er noget virkelig elegant og stilfuldt over 12 Songs, og mens langt fra alle sange er lige gode, er der faktisk meget at dykke ned i. Det er ikke nødvendigvis et album, jeg kan lide, men det er et album, jeg rigtig let kan respektere.

393 – Randy Newman – Good Old Boys (1974)

Udgivet den af
Svar

Randy Newman er en af de få musikere, der virkelig er blevet rost til skyerne af mange, som jeg selv ikke rigtig kan se noget særligt i. Han har absolut skrevet nogle fede sange, men langt fra alt, han har lavet, tiltaler mig. Et af hans mest roste albums er Good Old Boys fra 1974. Dette starter med noget af det, jeg virkelig elsker, når Newman rører ved, nemlig samfundssatire. Nummeret hedder Rednecks, og det er lige netop det, det handler om. “We don’t know our ass from a hole in the ground, and we’re keeping the niggers down” synger han, og det er en virkelig morsom sang. Så går vi til gengæld lige over i Birmingham, der absolut ikke er Newmans værste værk, men det mest positive, jeg kan sige om det, er at det er mildt fængende. Efter dette kommer en ganske sød lille kærlighedssang ved navn Marie, og den virker som sådan ret oprigtig, men jeg kan bare ikke se, hvorfor jeg burde interessere mig for den. Newman gør ikke rigtig noget for at hive mig ind i musikken, selvom strygerne er ret flotte. Sangen er der bare.

Når han bliver politisk igen, kan han sagtens blive interessant. Mr. President (Have Pity on the Working Man) er et ret sjovt nummer. Det er stadig fortalt gennem synspunktet på en Redneck, og han bliver dejligt flabet her, og han er ikke nær så direkte, hvilket på sin vis også er rart. Guilty er en ret deprimeret sang, om en fyr der drikker whisky og sniffer kokain for at glemme nogle kærestesorger, for som han siger; “It takes a whole lot of medicine for me to pretend that I’m somebody else”. Louisiana 1927 bemærkede jeg faktisk virkelig melodien på. Hovedsageligt fordi den lyder rigtig meget som Sail Away, som newman udgav to år tidligere. Derudover er der ikke noget specielt ved den. Det er Newman, der lyder som Newman. Det er den et minut lange fællessang Every Man a King ikke, og det er ret forfriskende, for efter et par gennemlytninger af pladen, bliver jeg godt træt af lyden af Newman. På Kingfish bliver Newman atter diskriminerende, og jeg elsker det virkelig. Han synger om alle de fandens franskmænd, der render rundt i New Orleans, hva’ fanden gør de også godt for. Det er et skønt nummer.

Han kommer da med en af sine bedste melodier i form af Naked Man. Tekst såvel som melodi er virkelig sjov, og den lyder ikke spor af Newman. Det er nærmest befriende. A Wedding in Cherokee County er bare mere af det Newman, man kender, men på skalaen over Newman, der lyder som man forventer, så er det ikke ringe. Det er faktisk en ret charmerende sang. Back on My Feet Again er en sjov, fængende sang, og selvom der ikke er meget mere at sige om den, så er den ikke så skidt igen. Det føles selv efter adskillige gennemlytninger rigtig friskt. Afslutningsnummeret hedder Rollin’, og Newman lyder sjældent så meget af Newman, som han gør her. Jeg kan i løbet af hele Good Old Boys fornemme, at jeg, hvis jeg lytter godt efter samtlige tekster, sagtens kan høre rigtig meget godt. Det store problem er bare, at melodierne er tomme og kedelige, og de virker mest af alt som noget, der lige blev lavet i sidste øjeblik. Jeg ville sikkert ikke have noget imod at læse en Newman-skrevet digtsamling, men han er nu engang musiker, og alt for meget af musikken lyder ufatteligt ensartet.