Top 15 navne på Roskilde Festival 2017 (10-6)

Roskilde er en festival, der kan præsentere dig for koncerter, du ikke vidste, du hungrede efter at se. Denne beskrivelse omfatter en del af de koncerter, jeg skal se i år, herunder en god portion af dem i denne del af min top 15. Derfor er det nok især disse, jeg har glædet mig til at skrive om.

10 – Justice
Justice er nok det største navn i denne del af listen – de har fået en sen tid på Orange Scene, og de er anført som hovednavn på årets festival. Man kan god undre sig lidt over sidstnævnte, da deres storhedstid vistnok efterhånden er bag dem, men personligt kan jeg også virkelig godt lide deres nyere output, og når det kommer til elektronisk musik af den mere danseorienterede slags, er de blandt mine absolutte favoritter, i samme selskab som Fatboy Slim, The Chemical Brothers og Daft Punk. De sørger ligesom Daft Punk for at grave ned i genrens rødder fra disko-genren, hvilket for mig gør musikken mere spraglende og farverig. At de skal spille kl. 1 om natten er helt perfekt timing, og jeg kan kun forestille mig, at det bliver årets bedste dansefest – selvom det bliver svært at slå The Prodigy på NorthSide.

9 – Show Me the Body
Den industrielle hip hop-scene har været i konstant udvikling siden Death Grips i 2013 fik deres store gennembrud, og Roskilde har da sørget for at være med på beatet. Sidste år ledte det til en vanvittig optræden af de punk-prægede Ho99o9, og i år er genren repræsenteret af Show Me the Body, der tager indflydelse fra post-punk og post-hardcore. Ja, muligvis er de egentlig først og fremmest en post-punk-gruppe, men deres lyd er meget rig og varieret, og interessant er især deres inspiration fra mere eksperimenterende afarter af hip hop. Det bliver uanset hvad mindeværdigt at se deres hastige, skramlede, støjende soniske eksperimenter udfolde sig på scenen, og så endda som noget af det allersidste på årets festival.

8 – Slowdive
Dette er en af de koncerter, jeg er mest nervøs omkring. Når det gælder dream pop og shoegaze, har jeg set en del fine koncerter, men kun få har fået min kæbe på led på samme vis som de tilhørende albums. Men omvendt er der ikke mange plader inden for disse stilarter, der kan få min kæbe på led på samme vis som Souvlaki af Slowdive. Slowdives øvrige tre plader ville være blandt den spinkle konkurrence. Nu er det trods alt heller ikke længe siden, Slowdive sidst fik lov til at indtage Roskilde Festival, og de har da fået lov til at vende tilbage allerede, så det er da et godt signal. De har ikke fået et alt for sen spilletid, hvilket lidt skuffer mig, da shoegaze og dream pop i min optik er bedst i mørket. Men derudover er der god grund til at glæde sig til en aften i selskab med noget af verdens bedste shoegaze-musik.

7 – Mats Gustafsson’s Nu Ensemble “Hidros Zap”
Sidste år var noget af det, jeg glædede mig allermest til et eksperimentelt big band ved navn Andromeda Mega Express Orchestra. Siden da har jeg lyttet yderligere til genren, hvorfor jeg har opdaget det fantastiske Fire! Orchestra. Bag dette står den virtuose svensker Mats Gustafsson, der har udgivet så meget avant-garde jazz og moderne klassisk, at det halve kunne være nok. Med sin gruppe Nu Ensemble skaber han nogle helt sindssyge improvisationssekvenser, især på den formidable plade Hidros 6: Knockin’, der er én lang improviseret jazzfortolkning af Little Richard-nummeret Keep a-Knockin’. Ligeledes bliver Roskilde-koncerten en improviseret nyfortolkning, denne gang over en række Frank Zappa-numre. Denne kombination kan kun blive bindegal. D har mig bekendt ikke udgivet nogen Zappa-improvisationer, men dette gør kun spændingen endnu større. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg kan forvente mig, men jeg ved at det ikke bliver for sarte øren.

6 – Seun Kuti & Egypt 80 feat. Yasiin Bey
Både Seun Kuti og Yasiin Bey har jeg oplevet før. Jeg oplevede dem endda samme dag, idet de begge spillede på Vanguard Festival for tre år siden. Begge koncerter var glimrende, men jeg må indrømme, at jeg vidste absolut intet om Seun Kuti dengang, men jeg var ganske glad for Yasiin Bey (tidl. kendt som Mos Def), især hans album Black on Both Sides. Begge koncerter nød jeg rigtig meget, og siden da er jeg blevet yderligere bevidst om Kuti-familiens musikalske indflydelse. Jeg er efterhånden rigtig glad for afrobeat-genren generelt, og jeg anser både Seun of Fela Kuti som nogle af de allerstørste kunstnere i denne stilart. At se dem live igen efter denne øgede indsigt vil være fortræffeligt, og at få selskab af Yasiin Bey vil ligeledes være vidunderligt. De har tidligere arbejdet ganske vellykket sammen med rappere, og derfor føler jeg mig helt sikker på, at den eneste hindring, en Orange-optræden kunne have, ville være manglende fremmøde, så sørg for at se denne koncert, hvis du har blot den mindste smag for funk eller afrikansk musik.

Så mangler jeg kun min endelige top 5. Jeg kan berolige med, at den ikke er nær så forudsigelig som min top 5 til NorthSide. Men den består til gengæld om muligt af endnu vildere koncerter.

243 – The Mothers of Invention – Freak Out! (1966)

Jeg går ud fra, at det ikke er kontroversielt, hvis jeg påstår, at Frank Zappa musikalsk var bindegal såvel som fuldkommen genial. Dette var han lige fra starten, og som en af de ganske få, valgte han at debutere med et dobbeltalbum. Dette udgav han sammen med sin gruppe The Mothers of Invention, som også sidenhen var med på mange af Zappas bedste plader, f.eks. den fremragende We’re Only in It for the Money fra 1968. Debuten hed Freak Out! og blev udgivet i 1966, og det er virkelig svært at fatte, at den er så gammel. Det var før Grateful Dead, The Velvet Underground og Captain Beefheart, det var endda før Revolver af the Beatles. Det var en plade, der fuldkommen vendte rockmusikken på hovedet. Der bliver skabt sære harmonier, teksterne er stærkt overdrevne, og på en af sangene, Help I’m a Rock, bliver et par minutter brugt på virkelig fjollede vendinger, der bliver gentaget mange gange uden instrumentation til. Og det sætter virkelig pladen i tomgang, og det er ikke specielt engagerende i dag, men dengang var det ulig noget andet, der nogensinde var set.

Ikke alene er dobbeltalbum-debuter ikke særlige almindelige, men dobbeltalbums var i det hele taget en særhed i 1966. Den eneste anden kendte rockmusiker, der nogensinde havde prøvet det var Bob Dylan med Blonde on Blonde, og Freak Out! var endda optaget før dennes udgivelse. På Freak Out! viser Zappa ikke kun sin store musikalgske kunnen for fuld udblæsning, men han tager også godt og grundigt gas på de mange konformister, der var at finde på hitlisterne dengang. Doo-wop har aldrig lydt så latterligt som på Go Cry on Somebody Else’s Shoulder, og så meget som jeg nyder sangen, så fjerner det virkelig min lyst fra nogensinde at lytte til traditionel doo-wop igen. Især gør den dette, når den er mellem to så syrede og bizarre sange som Who Are the Brain Police? og Motherly Love. Disse to handler mere i tekst end i musik om konformitet. Førstnævnte giver lidt sig selv, den handler om censur. Motherly Love handler om groupier, hvilket ikke var særlig almindeligt dengang. Det var faktisk noget rigtig slemt noget at høre på, og stadig i dag virker det en kende forstyrrende, når han sammenligner sex med forældrekærlighed og synger om hvor unge, de er.

Freak Out! er som sagt et dobbeltalbum, og de to skiver er meget klart opdelt. Første skive er disse kortere sange, der gør grin med samtidens trends. Skive to består kun af tre forskellige tracks, og disse er alle længere end det længste nummer på skive et. Den første er en længere psykedelisk bluessang ved navn Trouble Everyday. Den minder lyrisk og kompositorisk langt hen af vejen om noget Bob Dylan kunne have lavet, og det virker som en ganske oprigtig hyldest, men i lyden bliver der gjort meget mere. Det helt skøre sker dog først på Help I’m a Rock, som jeg allerede har fået snakket en smule om. Det er ikke et nummer, jeg personligt er den helt store fan af, men jeg kan respektere det i stor stil, og der er også visse tidspunkter, der er meget interessante. Pladen afsluttes af den 12 minutter lange The Return of the Son of Monster Magnet. Denne er noget lettere at forholde sig til, men den er stadig meget lang, går lidt i tomgang, og for mig føles det som om, provokationen stod højere end musikken i dette tilfælde, hvorfor den ikke helt holder i dag. Freak Out! har en mesterlig, nærmest perfekt første skive, men størstedelen af anden skive er bare ret kedelig til trods for sin eksperimentation, men imponerende, det er hvert sekund af pladen, hvis man tager tiden i betragtning.

296 – The Mothers of Invention – We’re Only in It for the Money (1968)

Frank Zappa er et af de mest mærkværdige mennesker, der har gået på denne jord, og han var en særdeles produktiv musiker. Han udgav både musik solo og med sin gruppe, the Mothers of Invention. En af de bedste plader, Zappa lavede med the Mothers of Invention, er den morsomt betitlede We’re Only in It for the Money fra 1968, der gjorde godt og grundigt grin med samtidens hippie-kultur og især the Beatles. The Beatles udgav deres mesterværk Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band året før We’re Only in It for the Money, hvilket Zappa følte, var en passende beskrivelse af Liverpool-drengenes tilgang til musikken. Personligt elsker jeg Beatles og især den plade, men jeg må indrømme, at Zappa kommer med noget ganske morsom satire i løbet af denne plade. F.eks. lyder omkvædet til Absolutely Free således: “You’ll be absolutely free, only if you want to be”. En anden meget morsom sang er Flower Punk, der er bygget over Hey Joe, bedst kendt med Jimi Hendrix. Hvor Hey Joe er en alvorlig sang om vold, utroskab og mord, så er Flower Punk en sang om en hippie, der naivt tror, han kan blive rig og populær ved at spille psykedelisk rock i et tilfældigt band.

Det, Zappa oftest roses for, er hans syrede, ofte jazzede musikalske geni. Jazz er ikke en særlig væsentlig faktor på dette album, men man kan mærke noget inspiration fra improvisationsjazz. Ligheden er, at alt muligt kan ske, og at man virkelig ikke kan føle sig sikker på, hvordan det næste sekund kommer til at lyde. Den store forskel er dog, at Frank Zappa uden tvivl nøje har planlagt hver eneste tone på We’re Only in It for the Money på forhånd. Og det lyder uden tvivl interessant. Ofte er musikken spillet baglæns, nogle gange lyder stemmerne som smølfer, og alle sangene er vældig korte. De repræsenterer også alle meget unikke musikalske ideer. På overfladen er det ikke langt fra den psykedeliske rock, Zappa gør grin med, men det hele går så hurtigt, og det er krydret med så mange sære lyde, at det stadig føles helt unikt. Han har dog uden tvivl taget lidt inspiration fra the Beach Boys,the Byrds og nok endda også the Beatles til sammensætningerne af disse skæve vokalharmonier, genren er så kendt for.

Frank Zappa kan godt være meget svær lige at fatte. Jeg tror ikke engang selv, jeg fatter, hvad han prøver på at gøre rent musikalsk på denne plade. Det er ikke nødvendigvis noget, du vil kunne lide, hvis du ikke kan lide meget syret musik. Det er en meget interessant oplevelse at gå igennem en Frank Zappa-plade, og få er nær så løjerlige som We’re Only in It for the Money. Det er stort set umuligt at forberede en lytter på, hvad der venter dem på denne plade, hvis de ikke allerede har hørt nogle numre, så hvis du ikke har, så kan det kraftigt anbefales. Pladen går lynhurtigt fra at være glad og bekymringsfri til dramatisk og grim. Der er dog hele tiden mange undertoner, der får lytteren til at synes, at det hele er forfærdeligt latterligt, og derfor er satiren så fantastisk. Der bliver spillet præcis de korrekte toner på de rette instrumenter, mens de rigtige ting bliver sagt af sangerne. Man er ikke i trygge omgivelser, når man lytter til We’re Only in It for the Money, man er i en verden, hvor alt kan ske. Det er naturligvis også mere interessant, og mens det nok ikke er noget for alle, så er det i hvert fald noget for mig.