Tag-arkiv: Top 15

Top 15 navne, jeg glæder mig til på Roskilde Festival 2018

Udgivet den af
Svar

Jeg har i år været både på Copenhell for tredje gang, NorthSide for femte gang og A Colossal Weekend for første gang, og alle tre har været umanerligt vellykkede. Det jeg har glædet mig mest til det seneste års tid er dog utvivlsomt at tage på Roskilde Festival for fjerde gang sammen med min vidunderlige camp.

De tre sidste gange har budt på nogle af de bedste koncertoplevelser i mit liv – Paul McCartney, Neil Young, PJ Harvey, Sort Sol, Foo Fighters, Den Sorte Skole, Pede B, At the Drive-In… de stærke koncertoplevelser er mange og mangfoldige.

Det regner jeg på alle måder med, at jeg vil kunne sige igen, når årets Roskilde Festival er færdig – eller som jeg kalder det: årets vigtigste uge. Roskilde Festival er bedre end fødselsdage, bedre end jul bedre end noget andet tidspunkt på året. Det er det eneste sted, jeg kender til i hele verden, hvor man både kan opleve både obskur europæisk avantgardejazz og nogle af verdens største popstjerner – og alt derimellem.

Jeg har nydt gevaldigt at gå rundt hele året og lytte til hvert eneste navn på årets program. Jeg har stiftet nogle meget positive musikalske bekendtskaber, omend jeg kendte de fleste af navnene på denne liste i forvejen. Så jeg sender en venlig hilsen til Nihiloxica, Slaves, Gamelan Salukat, Ben Frost, Dona Onete, Yasuaki Shimizu, James Holden og Kokoko!, som jeg ikke kendte før de kom på plakaten, men som jeg glæder mig gevaldigt til at se.

Da dette er listen over kunstnere, jeg glæder mig mest til at se, betyder det også, at jeg har taget højde for overlap. Kunstnere som My Bloody Valentine, Massive Attack, Heilung, Bruno Mars, Debo Band og Paal Nilssen-Love’s Japan Free Jazz & Noise kunne sagtens være havnet på denne liste, hvis de ikke havde overlappet med noget, der var højere oppe. Det har min liste på ingen måde lidt af – ethvert af disse navne ville være oppe i nærheden af top 5, hvis de spillede på andre festivaler.

15. Anderson .Paak & the Free Nationals

I 2016 tog Anderson .Paak fuldkommen fusen på mig med sin Apollo-koncert på Roskilde Festival. Det var noget af det mest charmerende og imponerende, jeg nogensinde havde set, og jeg så det delvist blot fordi, der ikke var andet samtidig. Denne gang har den sprøde funk-rapper fået til opgave at lukke Arena med sine glade, festlige, soulede toner – den totale antitese til Sort Sols dystre lukning sidste år. Det bliver lutter Orange Feeling, når jeg med et smil på læben går hjem fra en koncert med så imødekommende stemning.

14. Fever Ray

Jeg har kendt til Karin Dreijers Fever Ray-projekt i nogle år, og jeg er ligeledes ret begejstret for hendes udgivelser med The Knife. Det var dog først i år, at jeg for alvor fik lyttet til Fever Rays to abstrakte, artsy electropopudgivelser, og deres maniske univers er lige noget for mig. Jeg bliver suget ind i en lyd fra en anden planet. Hun har fået til opgave at give den sidste koncert på Arena fredag nat hvilket lyder som det perfekte tidspunkt for hendes koncerter – som jeg desuden har hørt skulle være visuelle spektakler, der om muligt er mere gribende end hendes album.

13. St. Vincent

Lad mig lige slå det fast, at hvis jeg ikke allerede havde set St. Vincent live tre gange (to gange solo, én gang med David Byrne), ville hun nok være betydeligt højere. Men jeg glæder mig stadig rigtig meget til et godt gensyn med den skæve sangskriver. Hendes seneste album, ‘Masseduction’ bliver ved med at vokse på mig for hver gennemlytning, og jeg fanger ofte mig selv i at nynne de på en gang spøjse, catchy og følelsesmæssigt potente popsange fra det album. Jeg har ikke set hende live siden de sange blev udgivet, og hvis hun holder den høje standard fra de tre sidste gange, skal det nok blive fremragende.

12. Touché Amoré

Det er sjovt så længe som jeg har været fan af Touché Amores slæbende post-hardcore screamo uden nogensinde at få set dem live. Det er ikke fordi man skal lytte længe til dem for at opdage, at de nok må være et formidabelt liveband, for der er så meget indlevelse i hvert eneste instrument – samt naturligvis den skrigende vokal. Livevideoer er også overbevisende, så jeg er klar til at få sjælen smadret, når Touché Amoré nok engang skal gå amok for et dansk publikum, denne gang med mig iblandt.

11. Paal Nilssen-Love’s Brazil Funk Impro + Large Unit Brazil Edition

Oven på de syrede oplevelser de sidste par år, der var Mats Gustafssons Nu Ensemble og Andromeda Mega Express Orchestra kan jeg kun konkludere, at der ikke er nok avantgarde-jazz på Roskilde Festival. I år er der så hele tre shows, hvor jeg skal se to af dem, begge med den bizarre norske trommeslager Paal Nilssen-Love i centrum. Både hans eksperimentelle bigband Large unit og et mindre, Roskilde-unikt ensemble gør klar til at skræmme de uindviede øjeblikkeligt væk, mens vi andre bliver måbende tilbage, forgabt i hvordan så levende musik skabes med så utraditionelle virkmidler. Disse to shows foregår i samarbejde med brasilianske musikere, og jeg ville egentlig allerhelst også gerne se hans tredje show, der er udviklet i samarbejde med japanske noisemusikere, men de spiller desværre samtidig med…

10. Eminem

Det var lidt svært lige at placere Eminem på denne liste. Han er uden tvivl ikke det, jeg glæder mig allermest til (nervøs ville nok være et bedre ord), men alligevel kunne han have spillet samtidig med stort set ethvert navn på årets plakat, og jeg ville nok alligevel vælge at se ham. Jeg har et stærkt forhold til hans bedste udgivelser såsom ‘The Marshall Mathers LP’ og ‘The Slim Shady LP’, og selv hans mere middelmådige udgivelser har tit haft et par tracks eller to, jeg godt kunne lide. Hans setlister for tiden ligner en meget blandet godtepose, og det samme gælder hans liveshows. Men han har lovet at spille i over halvanden time, tyder det på, så man kan håbe på, at det betyder, at han rent faktisk stadig interesserer sig for at skulle give koncert. Så håber jeg bare, at han holder sig fra at spille for meget fra det nye album.

9. Nephew

Endnu et 00’er-navn, hvor jeg elsker deres tidlige materiale, mens jeg ikke har været begejstret for noget, de har udgivet længe. Med Nephew er jeg dog ikke et sekund i tvivl, om at de stadig har blod på tanden, når det gælder koncerter. Jeg har voldhørt deres livealbum med den legendariske 2007-koncert på Roskilde, og når de vælger kun at give to koncerter i Danmark hele sommeren, betyder det sikkert, at vi har noget helt specielt i vente. Og så er deres melodier jo evindeligt skægge at synge med på, og der er selv nogle af de nyere tracks, som jeg sagtens kunne se virke i en livesammenhæng.

8. Operap

Da jeg læste navnet ‘Operap’ sagde jeg højlydt »Jeg håber, det er lige præcis det, det lyder som« med et smil på læben. Jeg blev ualmindeligt glad, da blev bekræftet i, at det var et show, hvor opera og rap mødtes, men da jeg også læste, at Pede B og DJ Noize stod bag, blev det hurtigt til en must-see for mig. Jeg er lidt ligeglad med, om det er en dum gimmick, de gutter kan om nogen finde ud af at stable et hiphopshow på benene, de lader ikke blot gimmicken bære sig selv. At de også har strygerensemblet DUEN, hvorfra jeg har gået på gymnasium med en del af musikerne, gør mig kun gladere. Ud over Pede B har jeg ikke det store forhold til nogen af de annoncerede rappere, og jeg er totalt blank omkring operasangerne, men formentlig vil jeg gå derfra klogere på det hele.

7. Boris & Merzbow

Jeg skal ikke se Bruno Mars på Orange Scene. Han er en af vor tids bedste og mest konsekvente popstjerner, og jeg har kun hørt godt om hans liveshows, men han bruger melodier og akkorder og den slags, og det er altså overvurderet. I stedet vil jeg se to japanske noise-navne, der spiller samtidig. Og med samtidig mener jeg bogstaveligt talt, at Boris spiller én sang, mens Merzbow spiller en anden. De siger, at deres todelte fællesalbum ‘Gensho’ var lavet til, at man skulle afspille begge halvdele (Boris-delen og Merzbow-delen) samtidig. Jeg har ikke givet det et forsøg endnu, men måske venter jeg med, at jeg skal se det, så jeg kan blive blæst omkuld live – det lyder i forvejen rigtig bjergtagende i den opdelte udgave, så det kunne sagtens blive en fuldkommen vidunderlig støjmur at høre det samtidig.

6. Gorillaz

Jeg så Gorillaz live i Royal Arena sidste år, og det var vældig godt, og det var en koncert, der konstant blev bedre, som den fortsatte. Jeg glæder mig dog stadig afsindigt meget til allerede at gense dem, for en uge inden deres koncert har de et nyt album, Orange Scene er et perfekt sted for deres visuelle univers, og ikke mindst: de har langt lettere ved at hive gæster ind på scenen, når de er på Roskilde. De har lavet musik med både Kali Uchis, Danny Brown og Vince Staples, der alle spiller på Roskilde samme dag, så jeg tør sagtens håbe på, at mindst én af dem (men forhåbentlig dem alle sammen) tager en smuttur forbi Orange. Og så sad jeg også ned i Royal Arena, og jeg vil gerne have mulighed for at stå op til Gorillaz denne gang.

5. Dead Cross

Frontmanden i dette band er Mike Patton fra Faith No More, Fantômas, Mr. Bungle, Tomahawk og alskens andre kreative rockprojekter. Med Dead Cross slår han folderne i hardcore punk, og hans vokal er som skabt for den genre. Især da de spiller noget af det mest varierede, virtuose, dynamiske og overraskende som genren har at byde på. Deres hidtil eneste album er noget af det bedste, Patton nogensinde har rørt. På trommer finder vi desuden Dave Lombardo fra Slayer og Fantômas, og han og Patton spiller vidunderligt over for hinanden såvel som de øvrige medlemmer, Mike Crain og Justin Pearson.

4. Danny Brown

Åh, Danny, hvor jeg dog elsker dine psykotiske hiphopeksperimenter. Især står 2016-albummet ‘Atrocity Exhibition’ mig nært, men jeg vil endelig ikke forbigå, at ‘XXX’ fuldt ud fortjener sin kultstatus, og jeg synes at ‘Old’ er enormt undervurderet – som helhedsoplevelse endda bedre end ‘XXX’. Din skingre skæve stemme, dine  skræmmende menneskelige tekster tilsat instrumentation fra en anden planet. Du er skrupskør og bundærlig på én gang, og din musik bliver ved med at blive bedre for hver gang du laver noget nyt. Så jeg glæder mig utrolig meget til at se dig live for første gang – og forhåbentlig at gense dig til Gorillaz et par timer senere.

3. Nick Cave & The Bad Seeds

Nogle af navnene ville være højere oppe, hvis jeg ikke havde set dem før. Sådan et navn er Nick Cave & The Bad Seeds ikke. Jeg vil endda vove at påstå, at de næppe ville have været så højt oppe, hvis jeg ikke allerede havde set dem spille deres tungsindige mørkerock live én gang. Deres koncert i Royal Arena var så god, at de har lavet den til en koncertfilm, og snart bliver en række sange derfra også udgivet på en live-ep. Det var en bjergtagende, nærmest religiøs seance, og det er helt genialt valgt, at de skal spille, som mørket falder på

2. Nine Inch Nails

Jeg skal i år se Nine Inch Nails for første gang. Deres fantastiske ‘The Downward Spiral’ er et af mine yndlingsalbum i verden, og deres nylige ep-trilogi er noget af det bedste, de har leveret i lang tid. Trent Reznors kreativitet er helt ufattelig, og jeg har læst en del om deres liveshows, hvilket kun har gjort mig mere interesseret i at se dem live. Det er tydeligt for mig, at de gør meget ud af at præsentere deres elektronisk orienterede industrielle rockmusik med så meget indlevelse som muligt. Det bliver stort at høre dem live for første gang.

1. David Byrne

Jeg eeelsker Talking Heads, og jeg elsker især deres koncertfilm ‘Stop Making Sense’. Jeg har set den flere gange end de fleste ville kalde sundt, og jeg er dermed overbevist om, at deres daværende forsanger, David Byrne, vil levere en fantastisk koncert på Arena-scenen. Hvis dette ikke skulle være nok, siger han selv, at denne turné vil byde på hans største koncertproduktioner siden dengang. Jeg har som sagt set ham før, for fem år siden i en fælleskoncert med St. Vincent, og dermed ved jeg allerede, at han kan finde ud af at sammensætte et vildt liveshow. Han er intet mindre end et geni, og jeg har svært ved at forestille mig, at nogen vil gøre det bedre på hele festivalen, end han vil gøre.

Top 15 navne, jeg glæder mig til at se på Northside 2018

Udgivet den af
Svar

Fotograf: Morten Rygaard

For omtrent et år siden sagde jeg til mig selv: »Det var godt nok en fed koncert med Radiohead, men jeg tror, jeg holder en NorthSide-pause næste år«. Jeg sagde til mig selv, at jeg alligevel havde set de fleste store navne, der passede med NorthSides profil, og derudover kunne jeg godt tænke mig at opprioritere nogle mindre festivaler – Festival of Endless Gratitude, Spot Festival og Heartland Festival er blandt dem, jeg godt kunne tænke mig at besøge eller genbesøge.

Min musiksmag var også begyndt at ændre sig. Jeg elsker stadig guitarrock og indiemusik højt, men hidtil havde NorthSide simpelthen ikke fulgt min smag i forhold til jazz, world eller hiphop – genrer, jeg gradvist er blevet mere og mere interesserede i. Hiphoppen er de dog så sandelig kommet efter.

Så derfor lavede jeg en lille liste i mit hoved af potentielle NorthSide-hovednavne, der kunne lokke mig til festivalen igen: Jack White, The Strokes, Gorillaz, Pearl Jam, Vampire Weekend, Tame Impala… og denne listes førsteplads. Ja, jeg bed sgu på krogen alligevel. Bedst som NorthSide var begyndt at bevæge sig i en retning, der lugtede lidt af, at vi ville få det samme år efter år, skruede de op for genrediversiteten, mens de også holdt sig tro til den profil, der har kendetegnet dem i årevis.

Desværre skal jeg også til eksamen i humanistiske metoder fredag morgen. Jeg bider det i mig, da omprøven vil være lige en tand for omfattende til hvad jeg lige orker. Da NorthSide foregår i Århus og eksamen foregår i Roskilde, går jeg desværre både glip af de seneste torsdagsnavne og de tidligste fredagsnavne. Så jeg sender en kærlig hilsen til især The Internet, Body Count og Rostam, der alle ville være havnet på denne liste, hvis jeg ikke så mig nødsaget til at misse dem. Ligeledes ville Thundercat, Kellermensch og Rex Orange County nok være at finde her, hvis det ikke var fordi de spillede samtidig med andre fede navne.

Slutteligt ville Earl Sweatshirt også være på listen, hvis han ikke havde aflyst sin optræden på årets festival. Jeg er ganske ked over det, især da det er anden gang, han aflyser en optræden på NorthSide med kort varsel – men det er med en god forklaring, og jeg håber alt det bedste for hans mentale helbred. NorthSide skriver, at de ikke vil booke ham nogensinde igen på grund af dette, hvilket jeg synes er synd, og det gnider da lidt salt i såret. Jeg håber på, at fx Roskilde vil give ham en chance en gang i fremtiden.

15. Mashrou’ Leila

Som tidligere nævnt er jeg de seneste par år blevet vældig glad for worldmusik, mens NorthSide sjældent bevæger sig i den retning. Mashrou’ Leilas musik sørger for lidt mere multikulturelt flair på festivalen, der ellers er domineret af europæisk, nordamerikansk og australsk musik. Nuvel, de er fra Libanon, men jeg ville næppe ligefrem kalde deres musik for world – det er mest af alt indierock, der er opført på arabisk med skarpe politiske tekster… ifølge folk, der rent faktisk kan arabisk. Der er dog også elementer i deres musikalske univers, der reflekterer et unikt libanesisk perspektiv. Det er gribende, og de tilføjer noget kant, der i mine øjne har manglet fra meget nyere indierock.

14. Susanne Sundfør

Der er få dobbeltbookinger på årets NorthSide, der har efterladt mig nær så fortvivlet som Susanne Sundfør på samme tid som Marvelous Mosell. Sundførs bundsolide sangskrivning er konsekvent gribende, og en aftenplacering på den lille Red Stage er inspireret. Omvendt er kække Marvelous Mosell altid garant for en god fest, og han rivaliserer seriøst Pede B i sine evner som live-rapper (omend jeg desværre aldrig har hørt ham freestyle). Lige nu er min beslutning på Sundfør, mest fordi jeg aldrig har set hende før, og jeg er kun blevet gladere for hendes fremragende, elegante artpop som årene er gået. Hendes melankoli bærer en aura af ægthed, som man sjældent ser mage til.

13. Sleaford Mods

Okay, jeg er ret sikker på, at Sleaford Mods-koncerten lidt bliver noget værre skrald. Jeg har hørt fra andre (og set videoevidens for), at ham det ene medlem bare trykker på én knap for at starte hvert backingtrack, og så nikker han med hovedet. Ham den anden står mere eller mindre helt stille, mens han rap-synger på arbejderklasseengelsk. Men hvis der er én koncert på NorthSide, hvor den tilgang har sin charme, så er det Sleaford Mods, der skal lukke den lille Red Stage af mens Nik & Jay har poleret popfest på den store scene i den anden ende af festivalpladsen. Sleaford Mods’ fandenivoldske postpunk er ikke noget for alle, men deres stærke tekster og minimalistiske instrumentation er dybt tiltalende for mig.

12. Father John Misty

Denne kæphøje og yderst selvironiske singer/songwriter ville nok være havnet højere, hvis jeg ikke allerede havde set ham én gang, men lad det så være sagt, at han var fremragende, da jeg så ham i Falconer Salen. Siden da har han udgivet to glimrende album, og jeg glæder mig til at se hvordan både de ambitiøse numre fra ‘Pure Comedy’ og de sælsomme ballader fra ‘God’s Favorite Customer’ fungerer live. Han er fuld af karisma og karakter på scenen, og hans sange får ofte helt nyt format til koncerterne.

11. Deerhunter

Der er så meget halvpsykedelisk indiepop derude, at det kan være svært at skille det middelmådige fra det enormt kompetente. Deerhunter er så absolut det sidstnævnte. Deres melodier går lige i hjertet, og på album som ‘Halcyon Digest’ og ‘Microcastle’ har de skrevet noget af den mest gennemførte, genren nogensinde har set. De er et NorthSide-navn af klassisk format, og deres lækre klangflader kommer med garanti til at lægge en tiltrængt ro over den travle festivalplads.

10. Future Islands

Her har vi endnu et navn, jeg nok ville have placeret højere, hvis jeg ikke allerede havde set dem – ja, jeg har sågar set dem hele to gange. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at jeg har nydt det overordentlig meget begge gange. Samuel Herring er en af verdens dygtigste frontmænd, og gruppens sangskrivning har en dejlig blanding af catchy synthesizerflader og underlæggende vemodigt mørke. Når det bliver filtreret gennem Herrings unikke tilstedeværelse bliver det på én gang lettere karikeret og totalt forførende.

9. Mike D

Da jeg så, at Mike D blev booket til årets festival, troede jeg i starten, at han blot skulle dj’e, men da jeg så læste, at han skulle rappe sange fra sin tid i Beastie Boys, blev jeg for alvor spændt. Jeg er ked af, at jeg aldrig nåede at se Beastie Boys, men hvis jeg har lært noget af Paul McCartney, Richard Ashcroft og Iggy Pop, er det, at solisterne ofte kan skabe magi med musik fra deres gamle bands. Videoen ovenfor gør mig lettere bekymret for showet, men den er vistnok også fra en af de første solokoncerter, han gav som rapper. Jeg håber, han er blevet mere tryg ved at tage sig af mikrofonen alene siden da.

8. MC50

Endnu et oldies-navn. Wayne Kramer er det eneste tilbageværende medlem fra den toneangivende protopunkgruppe MC5, der debuterede for snart 50 år siden med det legendariske livealbum ‘Kick Out the Jams’. Men med en særlig jubilæumsudgave af bandet, hvor Kramer får følgeskab af Kim Thayil, Matt Cameron, Don Was og Marcus Durant skal vi nok få en koncert med manér. Det er sjovt, jeg tænkte tidligere i år på om de stadig gav koncerter – hvorvidt jeg skulle se dem på et lille spillested, hvis de kom til Danmark. Og så blev MC50-konceptet annonceret, hvorefter det blev føjet til NorthSide-programmet til min store lykke.

7. Tyler, The Creator

Hvis du havde fortalt mig for fem år siden, at jeg ville sætte Tyler, The Creator på min topliste for en festival, havde jeg leet af dig. Jeg kunne ikke fordrage Tyler i 2013. Han virkede ondsindet i hvert eneste ord der kom ud af munden på ham, hans beats var utiltalende mørke, og jeg mente at han spiste kakerlakker for at dreje opmærksomhed væk fra hvor uinteressant han egentlig var (især sammenlignet med andre Odd Future-navne som Earl Sweatshirt og Frank Ocean). Så hørte jeg sidste års ‘Flower Boy’. Hele min opfattelse af den gamle musik ændrede sig. Jeg så så tydeligt, hvordan det hele var en facade, hvormed han skjulte sin følsomhed og sin seksualitet. Derudover er ‘Flower Boy’ bare et knaldgodt album – bløde, karakterrige soulbeats sat over for en ny, mere ærlig og ægte Tyler. Når jeg ser videoer af ham nu, får jeg et stort smil på læben. Jeg håber, at jeg vil føle det samme, når jeg ser ham på NorthSide.

6. Queens of the Stone Age

Jeg har set Queens of the Stone Age spille deres skarpe, hårde rockmusik tre gange, og hver gang har været bedre end gangen før. En af disse gange var i 2014, hvor de afsluttede årets NorthSide. De har atter fået en sen tid, og hvis de overgår sig selv endnu en gang, kan det blive en fantastisk koncert. Spilletiden er ideel i mine øjne, og det samme gælder scenen. Deres nyeste album ‘Villains’ er ikke deres stærkeste i studieudgaven, men sangene fungerer fænomenalt live, så det ser jeg særligt meget frem til.

5. Beck

Vi forbliver ved navne, jeg har set til NorthSide før… og desværre også endnu et navn, der just har udgivet et af deres svageste album. Men så vidt jeg ved, spiller Beck kun de mest populære sange fra ‘Colors’ live, og derudover er det ligesom sidst en lang hitparade fra hans store bagkatalog. Det var enormt charmerende til NorthSide 2016 – en god kandidat til årets bedste koncert – så jeg er sikker på, at det nok skal gå fantastisk igen i år. Dog er han endnu et navn, der nok ville have været højere, hvis jeg ikke allerede havde set ham live én gang før.

4. The National

Okay, jeg havde nok lidt ret i, at NorthSide ville booke en del navne i år, jeg allerede havde set en gang. Men det er så til gengæld navne, jeg har nydt enormt meget. Især The National, som jeg havde lyttet en smule til siden 2012-13, men først rigtig blev forelsket i, da jeg så dem live på NorthSide i 2014. Dengang lukkede de den store scene for deres dag, og jeg havde lidt håbet, at de ville få lukketjansen igen. Men uanset hvad glæder jeg mig til at få især hørt sangene fra den glimrende ‘Sleep Well Beast’ live – udover de få, vi altså fik, da gruppen gæstede københavnske Haven sidste år. Så kan vi få en ordentlig aftenmelankoli.

3. N.E.R.D.

Jeg tror aldrig, jeg havde gættet, at N.E.R.D. ville komme på NorthSide med deres seksuelle, funkrockede hiphop. Og de har (ligesom Tyler) fået en kriminelt tidlig spilletid. Men fuck, det bliver også sjovt. Jeg har aldrig rigtig dyrket dem, men jeg har dykket ned i deres diskografi, og det er så pissegodt. Det har ikke den store dybde, men håndværket er utrolig solidt, og al video jeg har set af dem optræde, virker virkelig overbevisende. Og så har det desuden lige lidt mere kant end det meste Pharrell har været involveret i. Jeg sørger for at stille mig allerforrest til det her, når jeg ankommer til festivalpladsen efter min eksamen.

2. C.V. Jørgensen

C.V. Jørgensen er uden sammenligning den bedste danske singer/songwriter nogensinde, og at han er i gang med at turnere igen gør mig så utrolig glad. Hans tekster er poetiske og maleriske, og hans stemme og instrumentation leverer det hele meget elegant. På den nuværende turné spiller han især sange fra ‘Sjælland’ og ‘Indian Summer’, to rigtig gode og lettere oversete album fra hans ufatteligt konsekvente diskografi. Jeg håber, at det store festivalpublikum ikke vil være skuffet over, at han begrænser antallet af de store hits fra 70’erne, men nuvel: selv glæder jeg mig.

1. Björk

Få musikere har som Björk fornyet det musikalske landskab, og ligeledes har hun en latterligt konsekvent diskografi. Hendes musik er betagende og føles som om, den kommer fra en helt anden planet til tider, mens det også kan føles som om, den kommer fra dybt nede i jorden. Jeg har hørt fantastiske ting om hendes koncerter, og jeg blev sikker på, at jeg skulle på NorthSide så snart, hun blev booket. Og jeg tager hjem efter hende for nok at møde halvtræt op til en eksamen i Roskilde. Så meget betyder Björk for mig. Hun er ikke blot det bedste navn på NorthSide. Hun er den bedste booking på tværs af alle danske festivaler i år.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2017 (5-1)

Udgivet den af
Svar

Så er vi der igen – top 5. Disse er annonceringer, der øjeblikkeligt gjorde mig ellevild. Det er koncerter, hvor jeg nok bliver lidt ked af det, hvis jeg ikke ser dem. Det er kun navne, der spiller de udsolgte dage, fredag og lørdag. De er årsager til, at jeg trods den gode konkurrence i stadighed mener, at Roskilde har Danmarks bedste festivallineup.

5 – Den Sorte Skole
Danmarks ukronede konger af plunderphonics vender endnu engang tilbage til Roskilde Festival, og denne gang indtager de Orange Scene med deres største show nogensinde. Blandt gæsterne er Omar Souleyman, Abdullah S, det islandske kor Staka og andre spændende navne fra hele verden. Dette show er helt eksklusivt for Roskilde, og selvom gæsterne er spændende, så håber jeg også, at vi får mulighed for at se duoen vende nogle skiver fra deres enorme pladesamling på deres turntables. Det er første gang jeg skal se dem, og ovenpå en fantastisk oplevelse tidligere med DJ Premier, kan jeg gøre det klart, at et DJ-show absolut kan være lige så intenst som at se et rockband. Lad være med at snyde jer selv for dette show

4 – The Avalanches
For nylig rykkede Roskilde Den Sorte Skole et kvarter. Dette kvarter var nok, til at jeg besluttede mig for, at der både var tid til dem og The Avalanches, der på mange måder er det internationale modsvar til ovennævnte grupper. De danner smukke, spændende lydbilleder ud af allerede eksisterende optagelser, og deres udvalg af disse er tit eklektisk og overraskende. Gruppen er nu efter 16 år tilbage med deres kun andet album, men kvaliteten holder stadig, og vi kan kun håbe på, at disse australske pladevendere også har et vildt liveshow med i posen. Giv begge deres plader et lyt, hvis du kan lide hip hop, jazz, psykedelisk soul eller disko – det er en vidunderlig pærevælling af hele molevitten.

3 – Sort Sol
Jeg nævnte vist i min NorthSide-liste, at jeg sprang dem over derovre, da jeg alligevel planlagde at se dem på Roskilde Festival. Jeg gjorde det muligvis bare ikke klart, i hvilken grad, jeg glædede mig til denne koncert. For jeg glæder mig rigtig, rigtig meget, og jeg er kun begyndt at glæde mig mere og mere siden den blev annonceret. Jeg er begyndt at lytte rigtig meget til Sort Sol, og jeg vil da ikke lægge skjul på at den glimrende radioudsendelse P6 Beat Elsker Sort Sol i høj grad fik åbnet mine øjne for et af landets allerbedste rockbands. Deres nyeste plade, Stor Langsom Stjerne, er absolut deres diskografi værdig, og dette faktum gør blot, at jeg glæder mig endnu mere til at få set dem for første gang. De kommer ligesom deres næsten-navnebrødre i Den Sorte Skole med en række gæste-optrædende, hvilket er vældig spændende. Personligt håber jeg især på Chelsea Wolfe, men også Sissel Kyrkjebø og Stephen O’Malley ville være glædelige syn. De får lov til at afslutte Roskilde Festival for mig, og en nat i Arena kl. 2 i selskab med Sort Sol, det lyder da nærmest som en perfekt afslutning.

2 – Arcade Fire
Blandt gensyn, er der intet jeg glæder mig til i samme grad som Arcade Fire. Jeg så dem for et par år siden på NorthSide, og det var en uforglemmelig koncert. Både i forhold til deres opførsel af numrene og det tilhørende sceneshow var det en koncert i første klasse. Én ting var dog klart: det var ikke et show, der var bygget til en scene som Green Stage på NorthSide; det var et Orange-show. Der foregår så meget på scenen, at den ekstra plads kan være tiltrængt. Nu vender indie-rockerne de så tilbage med en ny turné, så det er spændende at se, hvad vi skal feste til denne gang. Det bliver stort, det bliver følelsesladet, og det bliver som var det skræddersyet til Orange scene. Det var faktisk i lang tid min førsteplads, men jeg endte med at beslutte mig for, at den ære skulle gå til…

1 – Foo Fighters
I løbet af størstedelen af året prøvede jeg at overbevise mig selv om, at jeg egentlig ikke glædede mig så meget til Foo Fighters. Så meget lytter jeg jo heller ikke til deres musik, og ærlig talt gør de ikke noget særlig originalt. Jeg er jo til meget mere seriøs musik osv., osv., osv. Jeg måtte til sidst erkende, at også jeg kan blive ramt af den rus, et godt guitarriff giver, jeg måtte erkende, at selvom det er ufarlig far-rock, så er det nok topmålet af hvor god ufarlig far-rock kan være. Jeg måtte erkende at mens jeg ikke har et nært forhold til nogen af deres plader, er singlerne konsekvent fantastiske. At høre historier om hvor fantastisk en frontmand Dave Grohl er live, det trak nok også i mig. I forhold til billetsalg er de uden tvivl Roskildes største scoop, og mens jeg havde svært ved at indse det, så er jeg i dette tilfælde enig med masserne – Foo Fighters er en intet mindre end fantastisk booking. Jeg sagde det! Du har vundet, Dave! Om lidt over en uge skal du bare slå dig løs, og vise verden hvorfor Roskilde er en festival uden lige.

Skulle man være interesseret i at stalke mig, er her samtlige navne, jeg planlægger at se, i den rækkefølge, de spiller:

Søndag:
14:00 – Natjager (Rising)
15:30 – Barselona (Rising)
17:00 – Værket (Rising)
18:30 – Sibiir (Rising)
20:00 – Hater (Rising)
21:30 – Auðn (Rising)
23:00 – Kornél Kovács (Countdown)

Mandag:
12:00 – A Trip Around the World (East)
18:30 – The KutiMangoes (Rising)
19:30 – Skott (Countdown)
21:30 – Baest (Rising)
23:00 – Fugleflugten (Rising)

Tirsdag:
14:00 – Pardans (Rising)
15:30 – Modest (Rising)
17:00 – Odd Couple (Rising)
18:30 – ShitKid (Rising)
20:00 – Ştiu Nu Ştiu (Rising)
21:30 – Dør Nr. 13 (Rising)
23:00 – The Love Coffin (Rising)

Onsdag:
18:15 – Idles (Pavilion)
20:15 – Marching Church (Pavilion)
21:30 – Red Fang (Avalon)
23:00 – Bonobo (Apollo)
01:00 – Justice (Orange)

Torsdag:
12:30 – Lorenzo Woodrose (Gloria)
14:30 – Pert Near Sandstone (Gloria)
16:00 – Future Islands (Arena)
19:00 – Elza Soares (Avalon)
21:30 – Erasure (Arena)
23:00 – Jah9 (Avalon)
01:30 – Nas (Orange)

Fredag:
12:00 – First Hate (Apollo)
14:00 – Noname (Apollo)
16:00 – Seun Kuti & Egypt 80 feat. Yasiin Bey (Orange)
19:00 – Mats Gustafsson’s Nu Ensemble “Hidros Zap” (Avalon)
22:00 – Foo Fighters (Orange)
00:00 – The Avalanches (Apollo)
01:15 – Den Sorte Skole (Orange)

Lørdag:
12:15 – Pig Destroyer (Pavilion)
14:30 – Digable Planets (Avalon)
16:15 – Jenny Hval (Avalon)
18:00 – Slowdive (Avalon)
20:00 – Neurosis (Avalon)
22:00 – Arcade Fire (Orange)
00:15 – Show Me the Body (Pavilion)
02:00 – Sort Sol (Arena)

Top 15 navne på Roskilde Festival 2017 (10-6)

Udgivet den af
Svar

Roskilde er en festival, der kan præsentere dig for koncerter, du ikke vidste, du hungrede efter at se. Denne beskrivelse omfatter en del af de koncerter, jeg skal se i år, herunder en god portion af dem i denne del af min top 15. Derfor er det nok især disse, jeg har glædet mig til at skrive om.

10 – Justice
Justice er nok det største navn i denne del af listen – de har fået en sen tid på Orange Scene, og de er anført som hovednavn på årets festival. Man kan god undre sig lidt over sidstnævnte, da deres storhedstid vistnok efterhånden er bag dem, men personligt kan jeg også virkelig godt lide deres nyere output, og når det kommer til elektronisk musik af den mere danseorienterede slags, er de blandt mine absolutte favoritter, i samme selskab som Fatboy Slim, The Chemical Brothers og Daft Punk. De sørger ligesom Daft Punk for at grave ned i genrens rødder fra disko-genren, hvilket for mig gør musikken mere spraglende og farverig. At de skal spille kl. 1 om natten er helt perfekt timing, og jeg kan kun forestille mig, at det bliver årets bedste dansefest – selvom det bliver svært at slå The Prodigy på NorthSide.

9 – Show Me the Body
Den industrielle hip hop-scene har været i konstant udvikling siden Death Grips i 2013 fik deres store gennembrud, og Roskilde har da sørget for at være med på beatet. Sidste år ledte det til en vanvittig optræden af de punk-prægede Ho99o9, og i år er genren repræsenteret af Show Me the Body, der tager indflydelse fra post-punk og post-hardcore. Ja, muligvis er de egentlig først og fremmest en post-punk-gruppe, men deres lyd er meget rig og varieret, og interessant er især deres inspiration fra mere eksperimenterende afarter af hip hop. Det bliver uanset hvad mindeværdigt at se deres hastige, skramlede, støjende soniske eksperimenter udfolde sig på scenen, og så endda som noget af det allersidste på årets festival.

8 – Slowdive
Dette er en af de koncerter, jeg er mest nervøs omkring. Når det gælder dream pop og shoegaze, har jeg set en del fine koncerter, men kun få har fået min kæbe på led på samme vis som de tilhørende albums. Men omvendt er der ikke mange plader inden for disse stilarter, der kan få min kæbe på led på samme vis som Souvlaki af Slowdive. Slowdives øvrige tre plader ville være blandt den spinkle konkurrence. Nu er det trods alt heller ikke længe siden, Slowdive sidst fik lov til at indtage Roskilde Festival, og de har da fået lov til at vende tilbage allerede, så det er da et godt signal. De har ikke fået et alt for sen spilletid, hvilket lidt skuffer mig, da shoegaze og dream pop i min optik er bedst i mørket. Men derudover er der god grund til at glæde sig til en aften i selskab med noget af verdens bedste shoegaze-musik.

7 – Mats Gustafsson’s Nu Ensemble “Hidros Zap”
Sidste år var noget af det, jeg glædede mig allermest til et eksperimentelt big band ved navn Andromeda Mega Express Orchestra. Siden da har jeg lyttet yderligere til genren, hvorfor jeg har opdaget det fantastiske Fire! Orchestra. Bag dette står den virtuose svensker Mats Gustafsson, der har udgivet så meget avant-garde jazz og moderne klassisk, at det halve kunne være nok. Med sin gruppe Nu Ensemble skaber han nogle helt sindssyge improvisationssekvenser, især på den formidable plade Hidros 6: Knockin’, der er én lang improviseret jazzfortolkning af Little Richard-nummeret Keep a-Knockin’. Ligeledes bliver Roskilde-koncerten en improviseret nyfortolkning, denne gang over en række Frank Zappa-numre. Denne kombination kan kun blive bindegal. D har mig bekendt ikke udgivet nogen Zappa-improvisationer, men dette gør kun spændingen endnu større. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg kan forvente mig, men jeg ved at det ikke bliver for sarte øren.

6 – Seun Kuti & Egypt 80 feat. Yasiin Bey
Både Seun Kuti og Yasiin Bey har jeg oplevet før. Jeg oplevede dem endda samme dag, idet de begge spillede på Vanguard Festival for tre år siden. Begge koncerter var glimrende, men jeg må indrømme, at jeg vidste absolut intet om Seun Kuti dengang, men jeg var ganske glad for Yasiin Bey (tidl. kendt som Mos Def), især hans album Black on Both Sides. Begge koncerter nød jeg rigtig meget, og siden da er jeg blevet yderligere bevidst om Kuti-familiens musikalske indflydelse. Jeg er efterhånden rigtig glad for afrobeat-genren generelt, og jeg anser både Seun of Fela Kuti som nogle af de allerstørste kunstnere i denne stilart. At se dem live igen efter denne øgede indsigt vil være fortræffeligt, og at få selskab af Yasiin Bey vil ligeledes være vidunderligt. De har tidligere arbejdet ganske vellykket sammen med rappere, og derfor føler jeg mig helt sikker på, at den eneste hindring, en Orange-optræden kunne have, ville være manglende fremmøde, så sørg for at se denne koncert, hvis du har blot den mindste smag for funk eller afrikansk musik.

Så mangler jeg kun min endelige top 5. Jeg kan berolige med, at den ikke er nær så forudsigelig som min top 5 til NorthSide. Men den består til gengæld om muligt af endnu vildere koncerter.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2017 (15-11)

Udgivet den af
Svar

Jeg er hjemme fra NorthSide. Det var en god weekend. Der var god musik, og Radiohead levede op til alle forventninger, hvilket man kan læse mere om i denne anmeldelse af koncerten, jeg har skrevet for Nordica Live Magazine. Men i løbet af de sidste par år er det blevet mere og mere klart for mig, at selvom NorthSide år efter år har adskillige fantastiske navne, er det Roskilde Festival, der for alvor har vundet mit hjerte. De tør satse som få andre, og det er den eneste festival i verden, jeg har hørt om, der på samme plakat kan byde på såvel internationale popnavne som The Weekend og Solange som eksperimentelle lydprojekter i form af Author & Punisher og Acid Arab. Spektret er så vidt, at man let kan blive overrasket og beriget kulturelt. Her til lands er festivalen derfor i stadighed uudfordret, hvis man spørger mig. Denne top 15 bærer præg af, at der er mange navne, jeg ikke kendte inden de blev annonceret. Som sædvanlig er det kun kunstnere, jeg planlægger at se, så hvis to enormt fede kunstnere spiller samtidig, er der kun plads til den ene. Med det sagt, har Roskilde i år været enormt flinke med tidsplanen, så de fedeste navne generelt ikke overlapper.

15 – Elza Soares
Jeg kendte absolut intet til denne brasilianske avant-garde sambasanger, til trods for at en af mine gode venner – Ezra Soares – næsten deler hendes navn. Jeg håber at denne Ezra da netop også beslutter at tage vejen forbi Avalon, så vi kan se Elzas koncert i fællesskab, men uagtet er jeg ganske imponeret over denne excentriske musiker. Til trods for en alder på hele 80 år, er hun rig på både personlighed og artistisk integritet, og når man ser live-videoer af hende, får man en fornemmelse for et helt vanvittigt setup, der er svært at sidestille med nogen anden. For nogle få år siden tror jeg næppe, at avant-garde samba ville have været blandt mine topprioriteter til Roskilde Festival, men sådan udvikler vi os jo, og jeg glæder mig til, at denne sambadronning kan udvide min horisont.

14 – Værket
Før de helt store udenlandske navne indtager Roskilde, er der nogle opvarmningsdage, hvor man lige kan få sat campen i gang og indtage festivalstemningen. Hvis man er som mig, vælger man dog nok rettere at bruge størstedelen af denne tid foran den lille scene betitlet ‘Rising’, hvor man kan se små upcoming navne fra norden. Blandt disse er danske Værket ubetinget dem, jeg glæder mig mest til. Jeg har set dem to gange før – heriblandt sidste år på Mayhem/Escho-scenen på Roskilde – og de skuffer aldrig. De tilfører en punk-attitude til den klassiske prog-stil, man kender fra grupper som Jethro Tull og King Crimson. De har kun udgivet ganske lidt, men selv med det begrænsede output er det tydeligt, at vi har at gøre med nogle latterligt dygtige musikere. De formår at give progressiv rock, en genre, der typisk associeres med langhårede midaldrende mænd, en ungdommelig kant, der giver det en helt anden appeal. På scenen er de dybt imponerende, og jeg kan ikke vente med at se dem blæse Rising omkuld.

13 – Future Islands
Denne gruppe ville være langt højere oppe, hvis jeg ikke allerede havde set dem, så meget er sikkert. Deres frontmand, Samuel Herring, har en stemme af det pureste guld, og når han optræder live, overgår han alle forventninger for hans stemme. Ikke et nummer kommer gennem hans vokal uændret, og det bliver morsomt, men det bliver samtidig dybtfølt, hvilket er en ædel balancegang. Derudover har vi at gøre med virkelig solid synthpop, der gennem vokalen får tilsat nogle spændende elementer af soul. Når vi har at gøre med en live-optræden er vokalen dog skruet op til 11, ja, der er nærmest ikke den teknik, han ikke benytter sig af. Jeg skal ikke se mange koncerter på Arena i år, men denne er absolut en, jeg ikke må gå glip af.

12 – Marching Church
Som endnu et dansk indslag finder vi dette spændende post-punk-projekt, der omfatter musikere fra diverse danske punkgrupper, mest mærkbart Elias fra Iceage som forsanger. I mine øjne er Iceage et af Danmarks allerbedste bands, og gennem Marching Church udforskes nogle helt nye, mere jazz- og soul-prægede lyde, dog altid med dette særlige københavnske post-punk-twist. Der er en aggressiv angst og en vidunderlig dissonerende samklang, der for mig udtrykkes lige så godt i dette projekt som i Iceage. Idet jeg kun har set Iceage før, glæder jeg mig rigtig meget til at se denne anden side af Elias live, og jeg forventer kun, at det bliver lige så berigende en live-oplevelse som Iceage.

11 – Nas
Uhh, Nas… En af de få kunstnere på årets festival, jeg har anmeldt en plade af. Han spiller samtidig som en af de andre – The Jesus and Mary Chain – men da jeg har set sidstnævnte før, var det ikke svært at beslutte mig for at se Nas. Nas er på sit bedste en lyriker af en kaliber som få andre, og hans flows understøtter ham helt perfekt på de bedste numre, især på det fantastiske debutalbum Illmatic. Hans færdigheder som rapper kan på overfladen synes at have prællet af, men han har haft adskillige gyldne øjeblikke i løbet af sin karriere. Det siges også, at der er et spritnyt album på vej, og hvis hans nylige DJ Khaled-samarbejde på nummeret Nas Album Done, kan vi forvente os en Nas, der er helt ovenpå igen. Når vi ikke har A Tribe Called Quest alligevel, er jeg kun lykkelig over, at vi her har en anden rapper, der kan servere nogle helt fantastiske jazzede beats sammen med nogle kreative flows.

Det var første del. Jeg skal afsted til Copenhell ganske snart, så jeg vil forsøge at få skrevet anden og tredje del inden da. Så I behøver ikke at vente længe, før I får min top 10 at vide.

Top 15 navne på NorthSide 2017 (5-1)

Udgivet den af
Svar

Så er vi ved den endelige top 5, og her viser NorthSide for alvor, hvorfor de er en af landets bedste festivaler, og selvom niveauet af variation og sammenhold ikke er i samme liga som Roskilde, så formår NorthSide, når de rammer bedst, at foretage nogle af de fedeste bookinger i landet. Gennem tiden har Ådalen været hjemsted til nogle af de bedste koncerter, jeg har set – The National, Jurassic 5, Arcade Fire, Seasick Steve, Grace Jones, Beck, The Chemical Brothers, Sigur Rós, Iggy Pop, Savages og Franz Ferdinand. De følgende fem navne, tror jeg, kommer til at levere koncerter af samme kaliber:

5 – The Prodigy
The Prodigy er et af verdens mest fandenivoldske EDM-grupper. De konstruerer faktisk tit deres sange, så de minder lidt om metal. De første par takter af en The Prodigy-sang, kan man være lidt i tvivl om, hvorvidt det er dem, eller om det er Rob Zombie. Ligesom The Chemical Brothers, der gav en fantastisk koncert på NorthSide sidste år, stammer The Prodigy fra den britiske big beat-bølge fra 90’erne, men det er ikke det eneste, de to duoer har til fælles – de er nemlig også begge berygtet for helt spektakulære sceneshows. Derudover er The Prodigys musik endnu mere aggressiv og mørk end tilfældet er med The Chemical Brothers, så dansefesten bliver om muligt endnu vildere blandt publikum end sidste år.

4 – Bisse
Jeg opdagede Bisse, da han blev annonceret til sidste års Roskilde Festival, og jeg blev meget hurtigt totalt forelsket i ham. Han er en artsy, excentrisk, genrefusionerende singer/songwriter, der er inspireret af lige dele Kendrick Lamar, Scott Walker og C.V. Jørgensen. Han er enormt produktiv, og hans albums er meget varierede i stil, selvom hans farverige tekstunivers altid bringer de mange forskellige musikalske stilarter sammen. Jeg fik desværre ikke set ham på Roskilde, da jeg valgte at se Ho99o9, der spillede samtidig, hvor min bagtanke var, at jeg nok snart skulle få chancen for at se Bisse en anden gang. Jeg fik så endelig set ham opføre et kort set til årets udgave af P6 Beat Rocker Koncerthuset, og det var et af de absolutte højdepunkter. Nu glæder jeg mig så til at opleve ham i en koncert af fuld længde. Hvis det bliver bare halvt så godt som den lille smagsprøve, jeg fik, så skal det nok blive mindeværdigt.

3 – Primus
Når det gælder bassister, er der få, jeg holder lige så meget af som Les Claypool, den bindegale troldmand bag basguitaren i funk-metal-bandet Primus samt et utal af andre grupper, oftest med hans eget efternavn i bandnavnet. Jeg har længe været fan af deres fjollede, barnlige omend latterligt kompetente musik. De var et af de første prominente grupper til at lave funk-metal, men selv til den dag i dag er der få, der lyder som dem. Deres humor er bizar, nærmest nær noget Frank Zappa kunne lave, og alle tre medlemmer er mestre på deres instrument, også selvom Claypool plejer at få al opmærksomheden. Jeg håber at deres skøre musikstil ikke skræmmer alle festivalgængerne væk, men de, der bliver, kommer i hvert fald til at få en på opleveren.

2 – Frank Ocean
Det her er en af de bookinger, alle taler om. Især nu, hvor det ikke engang lader til at være sikkert, at Frank Ocean i det hele taget skal optræde. Han har allerede aflyst en del datoer på sin kommende turne, og lige nu ser det ud til at NorthSides publikum kommer til at være de første til at få smag på hvordan sangene fra den mesterlige plade Blonde lyder live. Det gør det kun endnu mere spændende, at aflysningerne skyldes showproduktionen. Så begynder fantasien virkelig at skride frem, for der må da godt nok være noget vildt i vente, hvis produktionen kan udskyde turneen to gange. Er det mon en visuel oplevelse a la Endless, vi bliver præsenteret for live? Man bliver virkelig spændt. Desværre bliver man også spændt på, om det i det hele taget bliver til noget. Jeg håber virkelig meget på, at vi får set ham, for Frank Ocean er en kunstner, der kan give mig en klump i halsen og få mig til at tænke over mange forskellige facetter i livet. Der er virkelig meget nuance i hans musik, og jeg bliver altid gladere for et af hans numre efter en gentagen gennemlytning.

1 – Radiohead
Er det her det mest forudsigeligt tænkelige valg til en førsteplads? Ja, det er det nok. Er hele denne top 5 ret forudsigelig? Muligvis. Men uanset hvem de havde hyret, om de havde skaffet Kanye West, Paul McCartney, Gorillaz, Brian Wilson, Tom Waits, Björk, Television, Roger Waters og Jack White, ville Radiohead stadig være min førsteplads. De er en god kandidat til at være mit yndlingsband i hele verden, og jeg har aldrig set dem live. De har faktisk end ikke været i Danmark siden jeg blev fan af dem, men i år skal det ske. Jeg købte min billet så snart NorthSide var slut sidste år, og så snart jeg så Radiohead på plakaten igen i år, vidste jeg, at jeg havde foretaget et fantastisk køb. Uanset hvilke sange, de spiller, glæder jeg mig (selvom de godt må begrænse numrene fra Pablo Honey, hvilket de vist også typisk gør). De har lavet så mange af mine yndlingssange og så mange af mine yndlingsplader, at jeg nok skal blive tilfreds uanset hvad.

Jeg håber, I nød at læse verdens mest forudsigelige top 5. Min kommende Roskilde-Top 15 kommer forhåbentlig til at indeholde lidt flere overraskelser. Foruden de navne, jeg har diskuteret i denne top 15, planlægger jeg også at se When Saints Go Machine, Veronica Maggio, Thomas Helmig, Saveus, Off Bloom, Lightwave Empire, IAMJJ, Folkeklubben og Bastille. Det bliver sikkert en fantastisk weekend som altid.

Top 15 navne på NorthSide 2017 (10-6)

Udgivet den af
Svar

Som jeg også kom ind på sidst, er der mange danske navne på NorthSide i år, og der er en del fede navne imellem dem. De fleste er dog ikke helt spændende nok, til at jeg vil placere dem på min top 15, men i denne såvel som næste del vil et par stykker optræde. Men jeg skal stadig se rigtig mange danske navne, bl.a. Folkeklubben, IAMJJ, Off Bloom, When Saints Go Machine, Lightwave Empire, Saveus og Thomas Helmig. Mens jeg glæder mig til disse navne, er der dog nogle, der prioriteres en kende højere:

10 – Agnes Obel
Jeg har kendt til denne danske art pop-kunstner i mange år, men det var først da jeg engang i 2013 hørte nummeret The Curse på P6 Beat, at jeg for alvor fik øjnene op for hende. Derefter fik jeg lyttet til begge hendes albums, og de er virkelig stilfulde og smukke værker. Jeg har dog aldrig fået set denne vidunderlige kunstner live, så jeg er glad for at få muligheden på NorthSide. Hendes nyeste album, Citizen of Glass, er en mere aparte og melankolsk oplevelse end tidligere, så jeg er spændt på at se, hvordan hun håndterer det i en live-sammenhæng.

9 – 2manydjs Live
Endnu et navn, jeg ikke kendte før NorthSide satte dem på plakaten. Jeg har siden både lyttet en del til dem og læst en del om deres originale liveshows, som det er svært at finde særlig gode videoer af, så jeg må blot vente i spænding. Men fra den smule jeg har set, ser det helt genialt ud, og når jeg undersøger deres historie, bliver jeg ret fascineret af dem. De var nogle af de allerførste moderne mashup-musikere, og de banede vejen for meget af den moderne mashup-musik, vi kender i dag, og når jeg hører det, så synes jeg virkelig stadig, det holder godt, markant bedre end mange af de kække YouTube- og Soundcloud-mashups, der mest af alt kører på genkendelsværdien. 2manydjs laver blot virkelig solid elektronisk musik, hvor de “tilfældigvis” bruger rekontekstualisering af allerede eksisterende værker til at danne helt nye lydbilleder. De ved fandeme, hvad de laver.

8 – Suspekt
For to år siden så jeg Paul McCartney på Roskilde Festival, og det var så stor en oplevelse, at jeg ikke kunne håndtere mere musik derefter. Jeg overvejede grundigt, om jeg skulle blive til en omgang med Jamie xx, men jeg undlod, og i stedet så jeg Jamie sidste år på NorthSide. Den koncert, alle dog talte om, der kom efter Paul McCartney, var den danske rapgruppe Suspekt, der fik lov til at lukke Orange Scene. Der var nærmest total enighed om, at det var en af festivalens højdepunkter, men jeg gik glip af det. Det skal ikke ske i år, hvor Suspekt forhåbentlig også levererer et show af sådanne proportioner, når de spiller kl. 1 om natten. Rune Rask er muligvis landets bedste hip hop-producer, og mens rapperne Orgi-E og Bai-D kan svinge lidt mere i kvalitet, så er de, når de er bedst, bundsolide ordsmede, hvis rim kan være både morsomme, stærke og mindeværdige. Sort Sol, der spiller samtidig, er også en virkelig fed booking, men dem venter jeg med til Roskilde Festival, så jeg kan få set dem begge.

7 – Ride
Jeg er ret glad for den indadvendte shoegaze-genre, der slog igennem i Storbritanien i 90’erne. Indenfor den genre, er der tre bands, man typisk fremhæver som de helt store: My Bloody Valentine, Slowdive og Ride. My Bloody Valentine så jeg i Vega for et par år siden, og Slowdive skal jeg se på Roskilde Festival. Ride er uden tvivl den af grupperne, jeg kender mindst til, men de er stadig fremragende, og deres plader Nowhere og Going Blank Again er enormt vellykkede helhedsoplevelser, der sagtens kan konkurrere med Slowdives og My Bloody Valentines bedste plader. Det er solidt, stemningsrigt håndværk, og mens jeg havde håbet, at Ride ville få den lille scene, så skal det nok stadig blive en fænomenal oplevelse på Blue Stage.

6 – Run the Jewels
Når det gælder hip hop, er det svært at pege på en gruppe, der er lige så konsekvent med hensyn til kvalitet, som Run the Jewels er. De kunne lave en plade, hvor instrumentationen kun bestod af kattelyde, og det ville være et fedt album. Hov vent, det gjorde de, og den plade holder fandeme, også selvom jeg nok foretrækker udgaven uden kattelydene. Endvidere står de altid bag sindssyge koncerter, og til koncerten på Roskilde i 2015 var publikum vildere oplevelse end til mange metalkoncerter. El-P og Killer Mike er legendarisk dygtige, og jeg ser rigtig meget frem til at få oplevet dem endnu en gang.

Så mangler jeg kun den endelige top 5, og hvis man kender min musiksmag, skal man nok ikke kigge længe henover NorthSide-plakaten, før man regner ud, hvem der har sneget sig op i toppen. Om ikke andet undlader jeg at afsløre det ind til i morgen, hvor jeg udgiver sidste del af min top 15.

Top 15 navne på NorthSide 2017 (15-11)

Udgivet den af
Svar

For fjerde år i træk planlægger jeg at ødelægge min læseferie ved at glemme alt om prøver og eksaminer i tre dage, jeg i stedet vil bruge på koncerter i Ådalen, når NorthSide 2017 igen kører for fuld udblæsning i Århus. I år er de største navne større end nogensinde, og dette er i så høj grad, at de har valgt at koge headliner-sektionen ned til blot 3 bands. Endvidere har de booket rigtig mange danske kunstnere, som muligvis trækker flere folk. Det har været lettere kontroversielt, og jeg må da også erklære mig ked af, at der ikke er flere kunstnere, jeg ikke kendte, før de kom på plakaten. De har ikke taget de helt store chancer med de små kunstnere, men kvalitetsniveauet er stadig som sædvanlig rigtig højt, så der var rigeligt med materiale til at lave en top 15 endnu en gang. Reglerne for listen er som de plejer: hvis jeg ikke planlægger at se en kunstner, kan de ikke ryge på listen – dette er nemlig en liste over hvilke koncerter, jeg glæder mig mest til. Så hvis to fede navne er samtidig, skriver jeg kun om dem, jeg planlægger at se:

15 – Mando Diao
Dette er faktisk et af de få bands, jeg ikke havde hørt om, før NorthSide annoncerede dem. De er det første band, der spiller om søndagen, og jeg er sikker på, at det bliver en kickstart af proportioner. De er et dybt charmerende svensk garagerockband, der har nok energi til hvis de skulle spille samtlige koncerter på festivalen. Det bliver dog komprimeret ned til en enkelt koncert, som dog nok skal sparke solidt gang i den lille røde scene, selvom deres lyd sagtens ville kunne fylde et stadion. Det er musik, man bare bliver glad i låget af.

14 – The Kills
Ja, jeg er glad for garagerock, og mens Mando Diao er et solidt orkester, så er The Kills en stærkere booking. Dels grundet forsanger Alison Mossheart, der har en stemme, der er helt perfekt til deres stilart, dels grundet den virkelig stærke sangskrivning, der har mere dybde end megen anden garagerock. Derudover er bandets scenefremtoning ret stærk fra hvad jeg har set på nettet, og de har et bagkatalog, der siger spar 2. Trods en ret spinkel besætning ar de en fyldig lyd, der nok skal ramme hele Ådalen. De har ikke været i Danmark siden 2008, så hvis man er til deres dejlige, rå omend fine lyd, så skal man absolut sætte kryds lørdag kl. 17:45 ved Green Stage. Og hvis man ikke nåede at få sin NorthSide-billet, kan de ses i Vega dagen forinden.

13 – The Afghan Whigs
NorthSide booker altid et par få navne, der kan vække en smule nostalgi, og sådan et band kunne fx være The Afghan Whigs, men vi har på ingen måde at gøre med de helt billige nostalgi-point, for det var jo ikke fordi gruppen nogensinde havde store hits. De lavede bare solid grunge-musik, der kom til at udgøre nogle glimrende plader. Det er ikke det band, jeg oftest hører folk omtale, når man snakker om de klassiske alternative bands fra 90’erne, men de holder fandeme, og deres nye plader er faktisk også glimrende. Hvis du ikke kender dem men holder af bands som Nirvana, Smashing Pumpkins eller Dinosaur Jr., så tjek deres klassiske plader ud, og se endelig frem til deres koncert på Red Stage.

12 – Richard Ashcroft
I min optik er Urban Hymns af The Verve en af de bedste, mest dybtfølte plader i hele britpop-bølgen, og Richard Ashcrofts optræden som bandets forsanger er en stor del af årsagen. Jovist, sangskrivningen er også en væsentlig faktor, og mens Ashcroft også ofte var en del af dette i gruppen, har hans sangskrivning i min optik ikke været nær så stærk på solopladerne. Han lyder dog stadig forbavsende godt, og han kan med sin charmerende vokal gøre sange levende som få andre. I følge setlist.fm spiller han ofte gamle Verve-klassikere, men jeg glæder mig ligeledes til at se, om han i en live-sammenhæng kan give sit solomateriale nyt liv i Ådalen.

11 – James Blake
Jeg har set James Blake live en gang før, og det var en smuk koncert, hvor jeg var omgivet af de sødeste mennesker i Falconer Salen, og den aften er sidenhen blevet emne for megen sentimentalitet og interne jokes. Mange fra af slænget så ham på Roskilde sidste år, men som den prætentiøse hipster, jeg er, så jeg Car Seat Headrest i stedet. Blakes blanding af stemningsrig elektronisk musik og alternativ R&B er betagende og smuk. Jeg glæder mig til endnu en fabelagtig koncert med ham, hvor han heldigvis har fået lov til at spille lidt hen ad aftenen, selvom det nok stadig vil være lyst i denne sommertid.

Det var så de første fem. Jeg er lidt ked af, at James skal spille samtidig med Katinka, og selvom der ikke herskede nogen tvivl om at jeg skulle se The Afghan Whighs, kunne jeg sagtens have overlevet et glædeligt gensyn med MØ, der spiller samtidig. Jeg planlægger at have del 2 ude snart, forhåbentlig allerede i morgen. Glædelig festivalsæson!

Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (5-1) + Opvarmningsdagene

Udgivet den af
Svar

Roskilde Festivals lineup har i år været så hjernedødt godt, at jeg faktisk ikke har hørt særlig meget andet end Roskilde-aktuel musik på det sidste. Og til trods for det, har jeg stadig ret svært ved at fatte, at jeg skal se det meste af det. Især det, der er i min top 5, finder jeg langt ude, at jeg får muligheden for at se. Nå, ikke mere snakken udenom, her er de 5 Roskilde-navne, jeg glæder mig mest til:

New Order
Jeg har både anmeldt plader af New Order og deres tidligere skikkelse, Joy Division, og selv efter alle de gennemlytninger, en anmeldelse tit kræver, har jeg kun rosende ord at sige om dem. De satte helt nye boller på suppen, hvad angår dance, post-punk og elektronisk musik, og deres musik holder stadig virkelig godt i dag. Her i dag fik jeg lyttet deres plader Low-Life og Power, Corruption and Lies igennem igen, og det er påfaldende, hvor stærke skæringer det er. Når man skimmer ned af deres single-opsamlinger ser man også bare det ene fine lille mesterværk af en sang efterfulgt af det andet. De er muligvis uden Peter Hook for tiden, men hvis der er nogen, der har bevist, hvor godt de kan klare sig uden væsentlige medlemmer, så er det New Order. De er ikke et sølle nostalgi-act, de er indflydelsesrige superstjerner, der skal ses selvom de spiller samtidig med unge talenter som Cattle Decapitation, Los Pirañas, Lightwave Empire og MØ.

Andromeda Mega Express Orchestra
Lørdag kl 14:00 ved Avalon-scenen har du mulighed for at opleve noget helt særligt, nemlig et af verdens dygtigste og særeste orkestre. Hvis du er mere til noget hårdtslående metal fra Rising eller nogle eksotiske samples fra officerfishdumplings, fred være med det, men hvis du bruger din tid med Andromeda Mega Express Orchestra, er du garanteret en oplevelse, du ikke kan få noget andet sted på Roskilde Festival. Det 18 musikere store orkester spiller noget af det mest hjernevridende, måbningsindbydende, langt ude musik, man kan forestille sig. Og ikke alene er deres underlige blanding af fusionsjazz, progressiv rock og moderne klassisk i særdeleshed forunderlig, musikerne er også så sindssygt nøjagtige, at man har svært ved at forstå, hvordan de gør det. Det er i hvert fald ikke skrevet, så det er let at spille med al deres legen med takt og tempo. Orkestrets navn er passende, for det lyder som om, det burde være fra en anden galakse.

Grimes
Jeg har fulgt Grimes siden 2012, hvor hun udgav den mesterlige plade Visions, hvorfra især sangen Oblivion gjorde mig interesseret i hende. Nu er hun blevet mere flashy og poppet end nogensinde på den nye plade Art Angels, hvor hun også har taget meget inspiration fra K-Pop. K-Pop er ikke normalt en genre, der siger mig så meget, men Grimes’ vidunderlige og kreative ideer sørger for, at man ikke kan undgå at blive imponeret. Hun spiller samtidig med Destroyer, Courtney Barnett og House of Pain, og mens disse alle tre er gode, er Grimes en af vor tids mestre. Hendes visioner om hvad popmusik kan udrette, får så store kunstnere som Sia og Janelle Monáe til at fremstå som lettere uambitiøse. Hendes sceneshow på den nuværende turne skulle også være ret så spektakulært med dansere, sangere og vilde lys. Grimes er fantastisk.


LCD Soundsystem
Roskilde Festival har mange gode muligheder for hvordan man skal afslutte sin festival. På Arena skal The Minds of 99 fyre den af, på Pavilion kan man blive opslugt af Sumacs post-metal, på Avalon kan man nyde bitter minimalist-punk fra Sleaford Mods, men for mig, er der kun en rigtig måde at afslutte årets festival på, nemlig til de smukke toner fra nyligt gendannede LCD Soundsystem. Hovedaktøren bag den smukke electro-punk er James Murphy, en mand der forstår på en gang at være visionær og nostalgiker, måske er han endda visionær i kraft af sin nostalgi. Han er sådan en stor musiknørd, at hans forskellige indflydelser smelter sammen til en eksperimenterende, poppet, vred, dansevenlig, lystig gryderet. Det er et sammensurium af en musiknørds mange yndlingskunstnere, og det er derfor ikke underligt, at LCD Soundsystem taler så stærkt til netop mig. Jeg har derudover kun hørt positivt om deres gendannelsesturne, så vi har noget at glæde os til.

PJ Harvey
Jeg gik helt amok, da jeg så, at PJ Harvey blev tilføjet til lineuppet. Musikeren, der har skabt så mesterlige plader som Let England Shake, Rid of Me, To Bring You My Love, Stories From the City, Stories from the Sea og det nye The Hope Six Demolition Project. Jeg har endnu ikke hørt Harvey lave noget, jeg ville kunne kalde dårligt, end ikke middelmådigt. Hun er den slags musiker, der aldrig hviler på laurbærerne og aldrig kunne drømme om at udgive noget, med mindre, hun havde noget på hjerte. Hun kan være både morbid, øm og dybt ubehagelig, mens hendes tekster kan rangere fra det meget symbolske og uvisse til det skarpt politiske. Med Harveys enormt høje bundniveau i forhold til musikken, forventer jeg intet mindre end en klassepræstation af en koncert, som ikke må misses, selvom Black Breath og Macklemore spiller samtidig. Ja uanset hvem, Roskilde havde sat samtidig, ville jeg vælge PJ Harvey. Hvis hun var sat oven i både Neil Young, Red Hot Chili Peppers, LCD Soundsystem, New Order, Tame Impala og Grimes, ville jeg stadig vælge hende. For så vigtig er hun altså!

Det var så min top 15. Foruden dem, der optræder på listen, skal jeg på hovedfestivalen også se Calypso Rose, Sleep, Június Meyvant, The Entrepreneurs, Dizzy Mizz Lizzy, Blues Pills, Anderson.Paak, Protomartyr, Kakkmaddafakka, Mac DeMarco, Tenacious D og BadBadNotGood. Det var tilfældigvis kun navne fra hovedfestivalen, der optrådte på , men hvis der havde været noget spændende nok under opvarmningsdagene, ville det være endt på min top 15 alligevel. Der er dog alligevel godt med lækker musik de første par dage, og dette glæder jeg mig mest til:

15: The PowPow
14: Orm
13: Deadpan Interference
12: Virgin Suicide
11: Ondt Blod
10: Bersærk
9: Childrenn
8: Phlake
7: Klub 27
6: F.M.K.
5: For Akia
4: Sudakistan
3: Katinka
2: Hockeysmith
1: Have You Ever Seen the Jane Fonda Aerobic VHS?

Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (10-6) + Copenhell

Udgivet den af
Svar

Roskilde Festivals lineup er altid spændende. Dels fordi, man kan komme til at se nogle personlige helte, man har holdt af i årevis, dels fordi man kan opdage noget ny, spændende musik, man ellers næppe havde hørt om. At lytte til hele lineuppet er næsten en lige så stor begivenhed for mig som selv festivalen. Jeg kan anbefale alle at gøre det. Hvis jeg ikke havde gjort det, havde jeg næppe opdaget tiendepladsen på denne liste.

10: Ho99o9
To af mine yndlingsgenrer er hip hop og punk. Hvad får man, hvis man blander de to sammen? Man får Ho99o9, et af ganske få industrielle hip hop-navne, jeg har hørt, der ikke bare lyder som en efterligning af Death Grips eller Kanye Wests Yeezus. De spiller på et tidspunkt, hvor der elllers er fed musik på næsten alle scener – Macklemore, Bisse, Kvelertak og Birdy Nam Nam spiller samtidig – og alligevel er disse ukendte punkrappere det, jeg vælger at se. Ho99o9 skulle være endnu mere aggressive og brutale på scenen end på deres indspillede materiale, og der går de ellers amok. Det er så grimt, at jeg ikke kan undgå at blive lidt forelsket i det, for det føles også oprigtigt. De sørger aldrig for at dvæle ved, hvor klamt det hele kan være (de har bl.a. skrevet om nekrofili), det er bare sådan de er, når de bliver vrede. Det bliver et vredt show uden lige.

9: The Orchestra of Syrian Musicians + Damon Albarn + Guests
Der er mange måder, man kan starte hovedfestivalen på. Hardcore punk fra Frank Carter and the Rattlesnakes? Britisk hip hop fra Little Simz? Eller hvad med en stor fest, hvor arabisk og vestlig musik mødes i skøn forening? Det er stadig lidt usikkert, hvad “Guests” refererer til i koncertens titel, men der kommer en gæsteliste senere – alt efter hvor vild gæstelisten er, ville denne koncert godt kunne ende endnu højere oppe på listen. Men som det ser ud nu, får vi Damon Albarn, en af vor tids bedste musikere. Om det er hans arbejde med Blur, Gorillaz, The Good The Bad and the Queen, Africa Express eller hans solokarierre, så har han altid været en eventyrlysten og kreativ sjæl. The Orchestra of Syrian Musicians blev spredt for alle vinde, da krigen i Syrien brød løs, men de er blevet samlet igen Blues Brothers-style, bl.a. for at skulle åbne Orange Scene. Det er fandeme god stil.

8: At the Drive-In
Sidste år var et af de bands, jeg havde glædet mig mest til Antemasque, det nyeste projekt fra genierne Omar Rodríguez-Lopez og Cedric Bixler-Zavala. De blev desværre nødt til at aflyse, men til gengæld fik vi en fremragende koncert fra svenske Bob Hund, og i år ser vi Omar og Cedric vende tilbage for fuld udblæsning med bandet, der gav dem deres gennembrud. At the Drive-In er fænomenal post-hardcore fra samme støbeske som NorthSide-aktuelle Refused, men At the Drive-In løfter det til et helt nyt niveau. Sangskrivningen på deres plader er så latterligt velgennemtænkt, at man har svært ved at sluge det, og det rammer den smukkeste mellemting mellem det vrede og det synderknuste. De har ikke turneret siden 2012, og det var kun en meget kortvarig genforening siden 2001, hvor de ellers gik i opløsning. Men nu er de tilbage, og det bliver for vildt.

7: Neil Young + Promise of the Real
Jeg har anmeldt adskillige Neil Young-plader allerede, og hvis du har fulgt mig længe, er det nok ikke svært at regne ud, at jeg beundrer Neil Young som sangskriver, som guitarist og generelt som kunstner, især i forhold til hans ældre materiale. Men selvom hans nyere plader ikke er nær så fede, så skulle hans koncerter stadig være mesterlige, og idet hans stemme aldrig var nogen skønhed til at begynde med, kan det stort set ikke høres, at han er blevet så meget ældre nu. Hans skrøbelige udtryk er virkelig rørende. Promise of the Real, som han også har lavet sin nyeste plade sammen med, består af to af Willie Nelsons sønner på guitar samt tre andre dygtige musikere. Siden Neil Young også er på guitar, kommer det til at blive en hjernedødt fed guitar-opvisning, som forhåbentlig blæser Roskilde omkuld.

6: Tame Impala
Da jeg første gang hørte Tame Impala-nummeret Elephant var jeg ellevild med det. Det var nyt og anderledes, men det var også fængende og underholdende. Det var sådan en sang, der bare øjeblikkeligt skulle høres igen og igen, for at man derefter kunne dykke ned i deres diskografi. Jeg elsker denne psykedeliske rock, men da de sidste år valgte at parkere guitarerne til fordel for synthesizers, var jeg stadig med hele vejen, for Currents er sublim, veludført synthpop, der i mine øjne er lige så formidabel som deres psych. Deres tre albums er alle virkelig fede, og jeg har tænkt mig at spæne ned til Arena, så snart Neil Young er færdig, for de har det med at gøre alt, de rører til guld. Jeg ville ellers også gerne have set Peaches og Mutoid Man, der begge spiller samtidig, men de smukke toner fra sange som Feels Like We Only Go Backwards og Let It Happen kan man ikke trække mig væk fra.

Dagene op til Roskilde Festival skal jeg for første gang på Copenhell, for som del 1 af denne top 15 antydede, er jeg ret stor fan af heavy metal. De har et helt vildt lineup i år. De har allerede udsolgt af lørdags- og partoutbilletter, men hvis du kan lide noget af den hårde musik, bør du overveje en endagsbillet til fredag eller torsdag. Hvis du har tænkt dig at tage afsted, men er lidt i tvivl om, hvad du vil se, har jeg lavet en top 15 over Copenhell-navne, jeg glæder mig til at se:

15: Amon Amarth
14: King Diamond
13: Rival Sons
12: Scorpions
11: Black Peaks
10: Gutterdämmerung
9: Decapitated
8: Abbath
7: Dropkick Murphys
6: Megadeth
5: Red Warszawa
4: Sólstafir
3: Alice Cooper
2: Black Sabbath
1: Converge