Top 15 navne på Roskilde Festival 2017 (5-1)

Så er vi der igen – top 5. Disse er annonceringer, der øjeblikkeligt gjorde mig ellevild. Det er koncerter, hvor jeg nok bliver lidt ked af det, hvis jeg ikke ser dem. Det er kun navne, der spiller de udsolgte dage, fredag og lørdag. De er årsager til, at jeg trods den gode konkurrence i stadighed mener, at Roskilde har Danmarks bedste festivallineup.

5 – Den Sorte Skole
Danmarks ukronede konger af plunderphonics vender endnu engang tilbage til Roskilde Festival, og denne gang indtager de Orange Scene med deres største show nogensinde. Blandt gæsterne er Omar Souleyman, Abdullah S, det islandske kor Staka og andre spændende navne fra hele verden. Dette show er helt eksklusivt for Roskilde, og selvom gæsterne er spændende, så håber jeg også, at vi får mulighed for at se duoen vende nogle skiver fra deres enorme pladesamling på deres turntables. Det er første gang jeg skal se dem, og ovenpå en fantastisk oplevelse tidligere med DJ Premier, kan jeg gøre det klart, at et DJ-show absolut kan være lige så intenst som at se et rockband. Lad være med at snyde jer selv for dette show

4 – The Avalanches
For nylig rykkede Roskilde Den Sorte Skole et kvarter. Dette kvarter var nok, til at jeg besluttede mig for, at der både var tid til dem og The Avalanches, der på mange måder er det internationale modsvar til ovennævnte grupper. De danner smukke, spændende lydbilleder ud af allerede eksisterende optagelser, og deres udvalg af disse er tit eklektisk og overraskende. Gruppen er nu efter 16 år tilbage med deres kun andet album, men kvaliteten holder stadig, og vi kan kun håbe på, at disse australske pladevendere også har et vildt liveshow med i posen. Giv begge deres plader et lyt, hvis du kan lide hip hop, jazz, psykedelisk soul eller disko – det er en vidunderlig pærevælling af hele molevitten.

3 – Sort Sol
Jeg nævnte vist i min NorthSide-liste, at jeg sprang dem over derovre, da jeg alligevel planlagde at se dem på Roskilde Festival. Jeg gjorde det muligvis bare ikke klart, i hvilken grad, jeg glædede mig til denne koncert. For jeg glæder mig rigtig, rigtig meget, og jeg er kun begyndt at glæde mig mere og mere siden den blev annonceret. Jeg er begyndt at lytte rigtig meget til Sort Sol, og jeg vil da ikke lægge skjul på at den glimrende radioudsendelse P6 Beat Elsker Sort Sol i høj grad fik åbnet mine øjne for et af landets allerbedste rockbands. Deres nyeste plade, Stor Langsom Stjerne, er absolut deres diskografi værdig, og dette faktum gør blot, at jeg glæder mig endnu mere til at få set dem for første gang. De kommer ligesom deres næsten-navnebrødre i Den Sorte Skole med en række gæste-optrædende, hvilket er vældig spændende. Personligt håber jeg især på Chelsea Wolfe, men også Sissel Kyrkjebø og Stephen O’Malley ville være glædelige syn. De får lov til at afslutte Roskilde Festival for mig, og en nat i Arena kl. 2 i selskab med Sort Sol, det lyder da nærmest som en perfekt afslutning.

2 – Arcade Fire
Blandt gensyn, er der intet jeg glæder mig til i samme grad som Arcade Fire. Jeg så dem for et par år siden på NorthSide, og det var en uforglemmelig koncert. Både i forhold til deres opførsel af numrene og det tilhørende sceneshow var det en koncert i første klasse. Én ting var dog klart: det var ikke et show, der var bygget til en scene som Green Stage på NorthSide; det var et Orange-show. Der foregår så meget på scenen, at den ekstra plads kan være tiltrængt. Nu vender indie-rockerne de så tilbage med en ny turné, så det er spændende at se, hvad vi skal feste til denne gang. Det bliver stort, det bliver følelsesladet, og det bliver som var det skræddersyet til Orange scene. Det var faktisk i lang tid min førsteplads, men jeg endte med at beslutte mig for, at den ære skulle gå til…

1 – Foo Fighters
I løbet af størstedelen af året prøvede jeg at overbevise mig selv om, at jeg egentlig ikke glædede mig så meget til Foo Fighters. Så meget lytter jeg jo heller ikke til deres musik, og ærlig talt gør de ikke noget særlig originalt. Jeg er jo til meget mere seriøs musik osv., osv., osv. Jeg måtte til sidst erkende, at også jeg kan blive ramt af den rus, et godt guitarriff giver, jeg måtte erkende, at selvom det er ufarlig far-rock, så er det nok topmålet af hvor god ufarlig far-rock kan være. Jeg måtte erkende at mens jeg ikke har et nært forhold til nogen af deres plader, er singlerne konsekvent fantastiske. At høre historier om hvor fantastisk en frontmand Dave Grohl er live, det trak nok også i mig. I forhold til billetsalg er de uden tvivl Roskildes største scoop, og mens jeg havde svært ved at indse det, så er jeg i dette tilfælde enig med masserne – Foo Fighters er en intet mindre end fantastisk booking. Jeg sagde det! Du har vundet, Dave! Om lidt over en uge skal du bare slå dig løs, og vise verden hvorfor Roskilde er en festival uden lige.

Skulle man være interesseret i at stalke mig, er her samtlige navne, jeg planlægger at se, i den rækkefølge, de spiller:

Søndag:
14:00 – Natjager (Rising)
15:30 – Barselona (Rising)
17:00 – Værket (Rising)
18:30 – Sibiir (Rising)
20:00 – Hater (Rising)
21:30 – Auðn (Rising)
23:00 – Kornél Kovács (Countdown)

Mandag:
12:00 – A Trip Around the World (East)
18:30 – The KutiMangoes (Rising)
19:30 – Skott (Countdown)
21:30 – Baest (Rising)
23:00 – Fugleflugten (Rising)

Tirsdag:
14:00 – Pardans (Rising)
15:30 – Modest (Rising)
17:00 – Odd Couple (Rising)
18:30 – ShitKid (Rising)
20:00 – Ştiu Nu Ştiu (Rising)
21:30 – Dør Nr. 13 (Rising)
23:00 – The Love Coffin (Rising)

Onsdag:
18:15 – Idles (Pavilion)
20:15 – Marching Church (Pavilion)
21:30 – Red Fang (Avalon)
23:00 – Bonobo (Apollo)
01:00 – Justice (Orange)

Torsdag:
12:30 – Lorenzo Woodrose (Gloria)
14:30 – Pert Near Sandstone (Gloria)
16:00 – Future Islands (Arena)
19:00 – Elza Soares (Avalon)
21:30 – Erasure (Arena)
23:00 – Jah9 (Avalon)
01:30 – Nas (Orange)

Fredag:
12:00 – First Hate (Apollo)
14:00 – Noname (Apollo)
16:00 – Seun Kuti & Egypt 80 feat. Yasiin Bey (Orange)
19:00 – Mats Gustafsson’s Nu Ensemble “Hidros Zap” (Avalon)
22:00 – Foo Fighters (Orange)
00:00 – The Avalanches (Apollo)
01:15 – Den Sorte Skole (Orange)

Lørdag:
12:15 – Pig Destroyer (Pavilion)
14:30 – Digable Planets (Avalon)
16:15 – Jenny Hval (Avalon)
18:00 – Slowdive (Avalon)
20:00 – Neurosis (Avalon)
22:00 – Arcade Fire (Orange)
00:15 – Show Me the Body (Pavilion)
02:00 – Sort Sol (Arena)

Top 15 navne på Roskilde Festival 2015 (15-11)

Ja, så er det snart tid til, at jeg for første gang skal afsted til Roskilde Festival. Jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver en fed oplevelse med gode venner, masser af sjov og god musik. Og musikken er da det vigtigste. Der kommer rigtig mange fede navne i år, både store og knap så store, og jeg skal nok få mig nogle vilde oplevelser derovre. Jeg har rangeret de 15 navne, jeg glæder mig mest til her. Jeg har taget højde for, at jeg kan se alle navnene, men der er desværre en del navne, jeg havde glædet mig til, der endte med at vise sig at spille samtidig. Jeg vil i så fald lige nævne, hvem jeg desværre går glip af.

15 – Jamie xx
Min Roskilde Festival skal sluttes af med en af vor tids bedste electronica-producere. Jeg er meget glad for hans enormt lækre, meget tilbagelænede lyd. Den lyder nogenlunde som hvis James Blake var gladere og lod være med at synge. Og selvom jeg både elsker James Blakes humør og stemme, så vinkler Jamie xx også stilarten på en rigtig flot måde. Hvis hans navn minder dig meget om the xx, så er der en god årsag til det – han er medlem af the xx, og det kan man sagtens høre på hans flotte lydbilleder. Han har lige udgivet sin første rendyrkede soloplade, In Colour, og den har ret mange svedige sange på sig, herunder singlerne Girl, Gosh og I Know There’s Gonna Be (Good Times). Men de andre sange på pladen er generelt også rigtig gode og rigtig forskelligartede. Han spiller kl. 2, og det bliver det sygeste rave. Det går ned, som man siger.

14 – Ought
Jeg kunne umiddelbart ikke huske at have hørt om Ought før, da de blev annonceret til Roskilde, men jeg gav dem en chance, og jeg var hooked med det samme. Det viste sig så senere, at The Needle Drop havde kaldt deres debut en af sine yndlingsplader fra 2014. Jeg er overvældet af deres vilde ideer og deres spøjse levering. De rammer en fin line, hvor de på overfladen er løse og fjollede, men i realiteten er udtryksfulde og komplekse. Det er grim musik for grimme mennesker. Og torsdag aften ved midnatstid føler jeg mig sikkert grim, og jeg skal møde masser af andre grimme mennesker. Og så skal vi have det grimt sammen. Det bliver hyggeligt.

13 – Benjamin Booker
Benjamin Bookers beskidte, hæse stemme var noget af det første, der greb mig ved hans musik. Noget andet var hvor rå og ukalkuleret hans musik var. Det minde mig lidt om nogle af The Black Keys’ tidlige plader fusioneret med noget The Replacements. Det er garagerock med liv og sjæl, som ganske vist er inspireret af klassikerne, men han tager masser af personlighed med. Han er stadig ung, og han kunne sagtens ende med at blive lige så stor som nogle af giganterne i genren. Han har hele stilens essens på plads, og han tør også at gøre sine egne ting med den. Han skriver solide, simple sange, som sagtens kan sætte gang i hele Pavillion, og når han en dag er stor nok, ville han faktisk passe fint ind på selv de største scener. Benjamin Booker er en meget spændende gut, som jeg absolut vil holde øje med i fremtiden.

12 – Jungle
Roskilde har i år virkelig et dansevenligt program. Dance-musikken er ikke blot repræsenteret godt, det plejer den jo at være, men dance falder overordentligt godt i min smag i år. Jungle spiller oven i købet samtidig med et svensk-dansk synthpopband ved navn Lust for Youth, som også er rigtig dansevenlige. Men Jungle er mere end bare elektronisk musik – det er et stort live-ensemble. Hvis det kommer til at fungere lige så godt som Rudimental og Parov Stelar gjorde på NorthSide, så glæder jeg mig rigtig meget til at se, hvad Jungle har i ærmet. Ind til videre har jeg kun set, at det har fungeret rigtig godt, når elektronisk musik er blevet opført med organiske instrumenter live. Det sætter virkelig gang i publikum på en anden måde og skaber mere engagement.

11 – Chelsea Wolfe
Så der er denne her musiker, der hedder Chelsea Wolfe. Og hun er uhyggelig. Og hun spiller lige før Paul McCartney. Jeg er ikke sikker på, at jeg tør se Paul McCartney lige efter Chelsea Wolfe, det kan være hun spiser mig eller et eller andet. Jeg havde hørt om hende før hun blev annonceret, f.eks. gennem The Needle Drop, Pitchfork og Velocities in Music, men jeg valgte først at lytte til hende, da hun blev tilføjet til plakaten. Og hvis vi lige stopper alle mulige jokes, om at hendes musik ikke er særlig rar, så er den samtidig virkelig smuk. Den udtrykker virkelig mange rigtigt store – og alt andet end lykkelige – følelser. Hun begrænser sig ikke musikalsk. Hendes musik kan bevæge sig fra electronica over synthpop og post-punk til hård rock med klare heavy metal-elementer. Hun skal nok komme helt ind under huden på mig. Jeg er lidt ked af at gå glip af First Aid Kit, men Chelsea Wolfe er en oplevelse, jeg ikke vil misse.

Lad os så se om resten af listen er klar før festivalen.