Top 15 navne på NorthSide 2016 (10-6)

Nr. 15 til 11 på denne liste havde nok alle det til fælles, at det var bands, jeg holdt meget af, men som jeg aldrig havde tænkt over, hvor fede de ville være at se live. Størstedelen af navnene på denne sektion har jeg dog længe tænkt på, at jeg gerne ville se. En undtagelse ville nok være tiendepladsen, men det er der en god årsag til – og lad mig springe direkte ud i det:

10: Wolf Parade
Årsagen til at jeg aldrig havde tænkt på, at jeg ville se Wolf Parade før, var at jeg ikke kendte dem. De gik nok i opløsning nogenlunde samtidig med, at min musikinteresse begyndte at blomstre. Men nu er de sammen igen, og da de blev annonceret til NorthSide gav jeg mig til at lytte til dem, og jeg blev øjeblikkeligt glad for deres musik. Det er dejligt skæv indierock med en rig, karakteristisk lyd, som hvis Isaac Brock fra Modest Mouse var forsanger for en mellemting mellem Franz Ferdinand og Swans, hvor svært det end er at forestille sig. De skriver skidegode, finurlige og detaljerige sange med virkelig gode tekster. “Nobody knows you and nobody gives a damn” synger de på I’ll Believe In Anything. Tja, jeg kender dem nu, og “I give a damn” – for de er skidegode.

9: Marvelous Mosell
“Jeg konverserede med festens værtinde/Hun var frisør – i Kerteminde/’Der har jeg aldrig været nogensinde/Men det lyder som et godt sted’ sagde jeg til hende”. Kendrick, gå hjem og læg dig, det her er lyrik, der vil noget! Spøg til side, der er plads til begge dele, men vi må virkelig ikke underkende, hvor god Marvelous Mosell er til det, han prøver på. For han prøver jo ikke på at komme med dybsindige kommentarer eller lag på lag af lyrik. Han laver sjove rim, der konstant overrasker og får lytteren til at trække på smilebåndet. Han er en af Danmarks mest kiksede rappere, men det gør ham bare så meget lettere at holde af. Han sampler disco og funk fra de gode gamle dage, starter en fest, og så danser han som en drøm – han er trods alt den bedste danser. Vi får nok nogle svedige moves at se og nogle festlige rim at høre på NorthSide.

8: Jamie xx
Som læserne med en alt for god hukommelse måske vil huske, havde jeg planlagt at afslutte Roskilde sidste år med at se Jamie xx på Apollo. Desværre fik jeg ikke set ham, dels fordi Paul McCartney var for stor en oplevelse, til at jeg kunne sluge mere, dels fordi der gik et par timer mellem Pauls og Jamies koncert, og jeg var lidt træt. Men nu er han et af hovednavnene på NorthSide, og nu kan jeg opleve den på en gang følsomme og festlige producer og remixkunstner afslutte lørdagens program. Sidste år gik den rolle til Underworld, og året før var det Röyksopp og Robyn. Den elektroniske fest lørdag nat er en stolt tradition, og den resulterer altid i noget vildt, og det bliver helt fantastisk med hits som I Know There’s Gonna Be (Good Times)Gosh og I’ll Take Care Of U samt nogle sindssyge live-remixes.

7: Bloc Party
Siden jeg hørte Bloc Party første gang, har jeg været ellevild med deres guitarprægede, britpop-inspirerede indierock. De er røvsparkende, men de er også meget klare i deres lyd, og de har siden debuten i 2005 også udforsket synthpop og dance. Og disse genrer giver mening at udforske, for uanset om de har fat i guitaren og trommesættet eller i synthesizeren og trommemaskinen, er det ofte virkelig dansevenligt. Denne kombination af rå rock og stor dansefest lægger i sig selv op til en god koncert, men deres flotte bagkatalog, hvor især debutpladen og Four i min optik kan fremhæves. Bandet var ind til for ganske nylig sat på pause – for anden gang. Jeg tror, det handler om at få udnyttet muligheden for at få set dem nu, for sammenhængen virker ikke just stabil.

6: Sigur Rós
De islandske post-rock-giganter fra Sigur Rós har på album efter album redefineret deres lyd og skabt nogle af de smukkest tænkelige musikalske billeder. De formår tit at være afslappende uden på nogen måde at være kedelige. De skøjter på yderst velstruktureret vis rundt fra idé til idé. Sigur Rós har finesse i alt, de laver, og deres arrangementer er altid eklektiske, velsammensatte og naturligvis ufatteligt smukke. Om det er de i sammenligning lidt simplere arrangementer som på Samskeyti eller det helt bombastiske som på Hoppipolla, så har islændingene nogle fænomenale musikøren. De er nok det mest virtuose, du kan komme til at opleve på NorthSide, nok også det mest ambitiøse. Og alligevel er der hele 5 navne, jeg glæder mig endnu mere til. Det er vanvittigt!

Det er rart at være i gang med at blogge igen, og det er rart at skrive om så skidegod musik, som jeg glæder mig så skidemeget til. Skriv endelig løs, og fortæl, hvad der stikker ud for jer på årets NorthSide-plakat. Og glem ikke at lytte til god musik, det gør verden til et bedre sted.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2015 (15-11)

Ja, så er det snart tid til, at jeg for første gang skal afsted til Roskilde Festival. Jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver en fed oplevelse med gode venner, masser af sjov og god musik. Og musikken er da det vigtigste. Der kommer rigtig mange fede navne i år, både store og knap så store, og jeg skal nok få mig nogle vilde oplevelser derovre. Jeg har rangeret de 15 navne, jeg glæder mig mest til her. Jeg har taget højde for, at jeg kan se alle navnene, men der er desværre en del navne, jeg havde glædet mig til, der endte med at vise sig at spille samtidig. Jeg vil i så fald lige nævne, hvem jeg desværre går glip af.

15 – Jamie xx
Min Roskilde Festival skal sluttes af med en af vor tids bedste electronica-producere. Jeg er meget glad for hans enormt lækre, meget tilbagelænede lyd. Den lyder nogenlunde som hvis James Blake var gladere og lod være med at synge. Og selvom jeg både elsker James Blakes humør og stemme, så vinkler Jamie xx også stilarten på en rigtig flot måde. Hvis hans navn minder dig meget om the xx, så er der en god årsag til det – han er medlem af the xx, og det kan man sagtens høre på hans flotte lydbilleder. Han har lige udgivet sin første rendyrkede soloplade, In Colour, og den har ret mange svedige sange på sig, herunder singlerne Girl, Gosh og I Know There’s Gonna Be (Good Times). Men de andre sange på pladen er generelt også rigtig gode og rigtig forskelligartede. Han spiller kl. 2, og det bliver det sygeste rave. Det går ned, som man siger.

14 – Ought
Jeg kunne umiddelbart ikke huske at have hørt om Ought før, da de blev annonceret til Roskilde, men jeg gav dem en chance, og jeg var hooked med det samme. Det viste sig så senere, at The Needle Drop havde kaldt deres debut en af sine yndlingsplader fra 2014. Jeg er overvældet af deres vilde ideer og deres spøjse levering. De rammer en fin line, hvor de på overfladen er løse og fjollede, men i realiteten er udtryksfulde og komplekse. Det er grim musik for grimme mennesker. Og torsdag aften ved midnatstid føler jeg mig sikkert grim, og jeg skal møde masser af andre grimme mennesker. Og så skal vi have det grimt sammen. Det bliver hyggeligt.

13 – Benjamin Booker
Benjamin Bookers beskidte, hæse stemme var noget af det første, der greb mig ved hans musik. Noget andet var hvor rå og ukalkuleret hans musik var. Det minde mig lidt om nogle af The Black Keys’ tidlige plader fusioneret med noget The Replacements. Det er garagerock med liv og sjæl, som ganske vist er inspireret af klassikerne, men han tager masser af personlighed med. Han er stadig ung, og han kunne sagtens ende med at blive lige så stor som nogle af giganterne i genren. Han har hele stilens essens på plads, og han tør også at gøre sine egne ting med den. Han skriver solide, simple sange, som sagtens kan sætte gang i hele Pavillion, og når han en dag er stor nok, ville han faktisk passe fint ind på selv de største scener. Benjamin Booker er en meget spændende gut, som jeg absolut vil holde øje med i fremtiden.

12 – Jungle
Roskilde har i år virkelig et dansevenligt program. Dance-musikken er ikke blot repræsenteret godt, det plejer den jo at være, men dance falder overordentligt godt i min smag i år. Jungle spiller oven i købet samtidig med et svensk-dansk synthpopband ved navn Lust for Youth, som også er rigtig dansevenlige. Men Jungle er mere end bare elektronisk musik – det er et stort live-ensemble. Hvis det kommer til at fungere lige så godt som Rudimental og Parov Stelar gjorde på NorthSide, så glæder jeg mig rigtig meget til at se, hvad Jungle har i ærmet. Ind til videre har jeg kun set, at det har fungeret rigtig godt, når elektronisk musik er blevet opført med organiske instrumenter live. Det sætter virkelig gang i publikum på en anden måde og skaber mere engagement.

11 – Chelsea Wolfe
Så der er denne her musiker, der hedder Chelsea Wolfe. Og hun er uhyggelig. Og hun spiller lige før Paul McCartney. Jeg er ikke sikker på, at jeg tør se Paul McCartney lige efter Chelsea Wolfe, det kan være hun spiser mig eller et eller andet. Jeg havde hørt om hende før hun blev annonceret, f.eks. gennem The Needle Drop, Pitchfork og Velocities in Music, men jeg valgte først at lytte til hende, da hun blev tilføjet til plakaten. Og hvis vi lige stopper alle mulige jokes, om at hendes musik ikke er særlig rar, så er den samtidig virkelig smuk. Den udtrykker virkelig mange rigtigt store – og alt andet end lykkelige – følelser. Hun begrænser sig ikke musikalsk. Hendes musik kan bevæge sig fra electronica over synthpop og post-punk til hård rock med klare heavy metal-elementer. Hun skal nok komme helt ind under huden på mig. Jeg er lidt ked af at gå glip af First Aid Kit, men Chelsea Wolfe er en oplevelse, jeg ikke vil misse.

Lad os så se om resten af listen er klar før festivalen.