Ja, så er det snart tid til, at jeg for første gang skal afsted til Roskilde Festival. Jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver en fed oplevelse med gode venner, masser af sjov og god musik. Og musikken er da det vigtigste. Der kommer rigtig mange fede navne i år, både store og knap så store, og jeg skal nok få mig nogle vilde oplevelser derovre. Jeg har rangeret de 15 navne, jeg glæder mig mest til her. Jeg har taget højde for, at jeg kan se alle navnene, men der er desværre en del navne, jeg havde glædet mig til, der endte med at vise sig at spille samtidig. Jeg vil i så fald lige nævne, hvem jeg desværre går glip af.

15 – Jamie xx
Min Roskilde Festival skal sluttes af med en af vor tids bedste electronica-producere. Jeg er meget glad for hans enormt lækre, meget tilbagelænede lyd. Den lyder nogenlunde som hvis James Blake var gladere og lod være med at synge. Og selvom jeg både elsker James Blakes humør og stemme, så vinkler Jamie xx også stilarten på en rigtig flot måde. Hvis hans navn minder dig meget om the xx, så er der en god årsag til det – han er medlem af the xx, og det kan man sagtens høre på hans flotte lydbilleder. Han har lige udgivet sin første rendyrkede soloplade, In Colour, og den har ret mange svedige sange på sig, herunder singlerne Girl, Gosh og I Know There’s Gonna Be (Good Times). Men de andre sange på pladen er generelt også rigtig gode og rigtig forskelligartede. Han spiller kl. 2, og det bliver det sygeste rave. Det går ned, som man siger.

14 – Ought
Jeg kunne umiddelbart ikke huske at have hørt om Ought før, da de blev annonceret til Roskilde, men jeg gav dem en chance, og jeg var hooked med det samme. Det viste sig så senere, at The Needle Drop havde kaldt deres debut en af sine yndlingsplader fra 2014. Jeg er overvældet af deres vilde ideer og deres spøjse levering. De rammer en fin line, hvor de på overfladen er løse og fjollede, men i realiteten er udtryksfulde og komplekse. Det er grim musik for grimme mennesker. Og torsdag aften ved midnatstid føler jeg mig sikkert grim, og jeg skal møde masser af andre grimme mennesker. Og så skal vi have det grimt sammen. Det bliver hyggeligt.

13 – Benjamin Booker
Benjamin Bookers beskidte, hæse stemme var noget af det første, der greb mig ved hans musik. Noget andet var hvor rå og ukalkuleret hans musik var. Det minde mig lidt om nogle af The Black Keys’ tidlige plader fusioneret med noget The Replacements. Det er garagerock med liv og sjæl, som ganske vist er inspireret af klassikerne, men han tager masser af personlighed med. Han er stadig ung, og han kunne sagtens ende med at blive lige så stor som nogle af giganterne i genren. Han har hele stilens essens på plads, og han tør også at gøre sine egne ting med den. Han skriver solide, simple sange, som sagtens kan sætte gang i hele Pavillion, og når han en dag er stor nok, ville han faktisk passe fint ind på selv de største scener. Benjamin Booker er en meget spændende gut, som jeg absolut vil holde øje med i fremtiden.

12 – Jungle
Roskilde har i år virkelig et dansevenligt program. Dance-musikken er ikke blot repræsenteret godt, det plejer den jo at være, men dance falder overordentligt godt i min smag i år. Jungle spiller oven i købet samtidig med et svensk-dansk synthpopband ved navn Lust for Youth, som også er rigtig dansevenlige. Men Jungle er mere end bare elektronisk musik – det er et stort live-ensemble. Hvis det kommer til at fungere lige så godt som Rudimental og Parov Stelar gjorde på NorthSide, så glæder jeg mig rigtig meget til at se, hvad Jungle har i ærmet. Ind til videre har jeg kun set, at det har fungeret rigtig godt, når elektronisk musik er blevet opført med organiske instrumenter live. Det sætter virkelig gang i publikum på en anden måde og skaber mere engagement.

11 – Chelsea Wolfe
Så der er denne her musiker, der hedder Chelsea Wolfe. Og hun er uhyggelig. Og hun spiller lige før Paul McCartney. Jeg er ikke sikker på, at jeg tør se Paul McCartney lige efter Chelsea Wolfe, det kan være hun spiser mig eller et eller andet. Jeg havde hørt om hende før hun blev annonceret, f.eks. gennem The Needle Drop, Pitchfork og Velocities in Music, men jeg valgte først at lytte til hende, da hun blev tilføjet til plakaten. Og hvis vi lige stopper alle mulige jokes, om at hendes musik ikke er særlig rar, så er den samtidig virkelig smuk. Den udtrykker virkelig mange rigtigt store – og alt andet end lykkelige – følelser. Hun begrænser sig ikke musikalsk. Hendes musik kan bevæge sig fra electronica over synthpop og post-punk til hård rock med klare heavy metal-elementer. Hun skal nok komme helt ind under huden på mig. Jeg er lidt ked af at gå glip af First Aid Kit, men Chelsea Wolfe er en oplevelse, jeg ikke vil misse.

Lad os så se om resten af listen er klar før festivalen.