Top 15 navne, jeg glæder mig til på Roskilde Festival 2018

Jeg har i år været både på Copenhell for tredje gang, NorthSide for femte gang og A Colossal Weekend for første gang, og alle tre har været umanerligt vellykkede. Det jeg har glædet mig mest til det seneste års tid er dog utvivlsomt at tage på Roskilde Festival for fjerde gang sammen med min vidunderlige camp.

De tre sidste gange har budt på nogle af de bedste koncertoplevelser i mit liv – Paul McCartney, Neil Young, PJ Harvey, Sort Sol, Foo Fighters, Den Sorte Skole, Pede B, At the Drive-In… de stærke koncertoplevelser er mange og mangfoldige.

Det regner jeg på alle måder med, at jeg vil kunne sige igen, når årets Roskilde Festival er færdig – eller som jeg kalder det: årets vigtigste uge. Roskilde Festival er bedre end fødselsdage, bedre end jul bedre end noget andet tidspunkt på året. Det er det eneste sted, jeg kender til i hele verden, hvor man både kan opleve både obskur europæisk avantgardejazz og nogle af verdens største popstjerner – og alt derimellem.

Jeg har nydt gevaldigt at gå rundt hele året og lytte til hvert eneste navn på årets program. Jeg har stiftet nogle meget positive musikalske bekendtskaber, omend jeg kendte de fleste af navnene på denne liste i forvejen. Så jeg sender en venlig hilsen til Nihiloxica, Slaves, Gamelan Salukat, Ben Frost, Dona Onete, Yasuaki Shimizu, James Holden og Kokoko!, som jeg ikke kendte før de kom på plakaten, men som jeg glæder mig gevaldigt til at se.

Da dette er listen over kunstnere, jeg glæder mig mest til at se, betyder det også, at jeg har taget højde for overlap. Kunstnere som My Bloody Valentine, Massive Attack, Heilung, Bruno Mars, Debo Band og Paal Nilssen-Love’s Japan Free Jazz & Noise kunne sagtens være havnet på denne liste, hvis de ikke havde overlappet med noget, der var højere oppe. Det har min liste på ingen måde lidt af – ethvert af disse navne ville være oppe i nærheden af top 5, hvis de spillede på andre festivaler.

15. Anderson .Paak & the Free Nationals

I 2016 tog Anderson .Paak fuldkommen fusen på mig med sin Apollo-koncert på Roskilde Festival. Det var noget af det mest charmerende og imponerende, jeg nogensinde havde set, og jeg så det delvist blot fordi, der ikke var andet samtidig. Denne gang har den sprøde funk-rapper fået til opgave at lukke Arena med sine glade, festlige, soulede toner – den totale antitese til Sort Sols dystre lukning sidste år. Det bliver lutter Orange Feeling, når jeg med et smil på læben går hjem fra en koncert med så imødekommende stemning.


14. Fever Ray

Jeg har kendt til Karin Dreijers Fever Ray-projekt i nogle år, og jeg er ligeledes ret begejstret for hendes udgivelser med The Knife. Det var dog først i år, at jeg for alvor fik lyttet til Fever Rays to abstrakte, artsy electropopudgivelser, og deres maniske univers er lige noget for mig. Jeg bliver suget ind i en lyd fra en anden planet. Hun har fået til opgave at give den sidste koncert på Arena fredag nat hvilket lyder som det perfekte tidspunkt for hendes koncerter – som jeg desuden har hørt skulle være visuelle spektakler, der om muligt er mere gribende end hendes album.


13. St. Vincent

Lad mig lige slå det fast, at hvis jeg ikke allerede havde set St. Vincent live tre gange (to gange solo, én gang med David Byrne), ville hun nok være betydeligt højere. Men jeg glæder mig stadig rigtig meget til et godt gensyn med den skæve sangskriver. Hendes seneste album, ‘Masseduction’ bliver ved med at vokse på mig for hver gennemlytning, og jeg fanger ofte mig selv i at nynne de på en gang spøjse, catchy og følelsesmæssigt potente popsange fra det album. Jeg har ikke set hende live siden de sange blev udgivet, og hvis hun holder den høje standard fra de tre sidste gange, skal det nok blive fremragende.


12. Touché Amoré

Det er sjovt så længe som jeg har været fan af Touché Amores slæbende post-hardcore screamo uden nogensinde at få set dem live. Det er ikke fordi man skal lytte længe til dem for at opdage, at de nok må være et formidabelt liveband, for der er så meget indlevelse i hvert eneste instrument – samt naturligvis den skrigende vokal. Livevideoer er også overbevisende, så jeg er klar til at få sjælen smadret, når Touché Amoré nok engang skal gå amok for et dansk publikum, denne gang med mig iblandt.


11. Paal Nilssen-Love’s Brazil Funk Impro + Large Unit Brazil Edition

Oven på de syrede oplevelser de sidste par år, der var Mats Gustafssons Nu Ensemble og Andromeda Mega Express Orchestra kan jeg kun konkludere, at der ikke er nok avantgarde-jazz på Roskilde Festival. I år er der så hele tre shows, hvor jeg skal se to af dem, begge med den bizarre norske trommeslager Paal Nilssen-Love i centrum. Både hans eksperimentelle bigband Large unit og et mindre, Roskilde-unikt ensemble gør klar til at skræmme de uindviede øjeblikkeligt væk, mens vi andre bliver måbende tilbage, forgabt i hvordan så levende musik skabes med så utraditionelle virkmidler. Disse to shows foregår i samarbejde med brasilianske musikere, og jeg ville egentlig allerhelst også gerne se hans tredje show, der er udviklet i samarbejde med japanske noisemusikere, men de spiller desværre samtidig med…


10. Eminem

Det var lidt svært lige at placere Eminem på denne liste. Han er uden tvivl ikke det, jeg glæder mig allermest til (nervøs ville nok være et bedre ord), men alligevel kunne han have spillet samtidig med stort set ethvert navn på årets plakat, og jeg ville nok alligevel vælge at se ham. Jeg har et stærkt forhold til hans bedste udgivelser såsom ‘The Marshall Mathers LP’ og ‘The Slim Shady LP’, og selv hans mere middelmådige udgivelser har tit haft et par tracks eller to, jeg godt kunne lide. Hans setlister for tiden ligner en meget blandet godtepose, og det samme gælder hans liveshows. Men han har lovet at spille i over halvanden time, tyder det på, så man kan håbe på, at det betyder, at han rent faktisk stadig interesserer sig for at skulle give koncert. Så håber jeg bare, at han holder sig fra at spille for meget fra det nye album.


9. Nephew

Endnu et 00’er-navn, hvor jeg elsker deres tidlige materiale, mens jeg ikke har været begejstret for noget, de har udgivet længe. Med Nephew er jeg dog ikke et sekund i tvivl, om at de stadig har blod på tanden, når det gælder koncerter. Jeg har voldhørt deres livealbum med den legendariske 2007-koncert på Roskilde, og når de vælger kun at give to koncerter i Danmark hele sommeren, betyder det sikkert, at vi har noget helt specielt i vente. Og så er deres melodier jo evindeligt skægge at synge med på, og der er selv nogle af de nyere tracks, som jeg sagtens kunne se virke i en livesammenhæng.


8. Operap

Da jeg læste navnet ‘Operap’ sagde jeg højlydt »Jeg håber, det er lige præcis det, det lyder som« med et smil på læben. Jeg blev ualmindeligt glad, da blev bekræftet i, at det var et show, hvor opera og rap mødtes, men da jeg også læste, at Pede B og DJ Noize stod bag, blev det hurtigt til en must-see for mig. Jeg er lidt ligeglad med, om det er en dum gimmick, de gutter kan om nogen finde ud af at stable et hiphopshow på benene, de lader ikke blot gimmicken bære sig selv. At de også har strygerensemblet DUEN, hvorfra jeg har gået på gymnasium med en del af musikerne, gør mig kun gladere. Ud over Pede B har jeg ikke det store forhold til nogen af de annoncerede rappere, og jeg er totalt blank omkring operasangerne, men formentlig vil jeg gå derfra klogere på det hele.


7. Boris & Merzbow

Jeg skal ikke se Bruno Mars på Orange Scene. Han er en af vor tids bedste og mest konsekvente popstjerner, og jeg har kun hørt godt om hans liveshows, men han bruger melodier og akkorder og den slags, og det er altså overvurderet. I stedet vil jeg se to japanske noise-navne, der spiller samtidig. Og med samtidig mener jeg bogstaveligt talt, at Boris spiller én sang, mens Merzbow spiller en anden. De siger, at deres todelte fællesalbum ‘Gensho’ var lavet til, at man skulle afspille begge halvdele (Boris-delen og Merzbow-delen) samtidig. Jeg har ikke givet det et forsøg endnu, men måske venter jeg med, at jeg skal se det, så jeg kan blive blæst omkuld live – det lyder i forvejen rigtig bjergtagende i den opdelte udgave, så det kunne sagtens blive en fuldkommen vidunderlig støjmur at høre det samtidig.


6. Gorillaz

Jeg så Gorillaz live i Royal Arena sidste år, og det var vældig godt, og det var en koncert, der konstant blev bedre, som den fortsatte. Jeg glæder mig dog stadig afsindigt meget til allerede at gense dem, for en uge inden deres koncert har de et nyt album, Orange Scene er et perfekt sted for deres visuelle univers, og ikke mindst: de har langt lettere ved at hive gæster ind på scenen, når de er på Roskilde. De har lavet musik med både Kali Uchis, Danny Brown og Vince Staples, der alle spiller på Roskilde samme dag, så jeg tør sagtens håbe på, at mindst én af dem (men forhåbentlig dem alle sammen) tager en smuttur forbi Orange. Og så sad jeg også ned i Royal Arena, og jeg vil gerne have mulighed for at stå op til Gorillaz denne gang.


5. Dead Cross

Frontmanden i dette band er Mike Patton fra Faith No More, Fantômas, Mr. Bungle, Tomahawk og alskens andre kreative rockprojekter. Med Dead Cross slår han folderne i hardcore punk, og hans vokal er som skabt for den genre. Især da de spiller noget af det mest varierede, virtuose, dynamiske og overraskende som genren har at byde på. Deres hidtil eneste album er noget af det bedste, Patton nogensinde har rørt. På trommer finder vi desuden Dave Lombardo fra Slayer og Fantômas, og han og Patton spiller vidunderligt over for hinanden såvel som de øvrige medlemmer, Mike Crain og Justin Pearson.


4. Danny Brown

Åh, Danny, hvor jeg dog elsker dine psykotiske hiphopeksperimenter. Især står 2016-albummet ‘Atrocity Exhibition’ mig nært, men jeg vil endelig ikke forbigå, at ‘XXX’ fuldt ud fortjener sin kultstatus, og jeg synes at ‘Old’ er enormt undervurderet – som helhedsoplevelse endda bedre end ‘XXX’. Din skingre skæve stemme, dine  skræmmende menneskelige tekster tilsat instrumentation fra en anden planet. Du er skrupskør og bundærlig på én gang, og din musik bliver ved med at blive bedre for hver gang du laver noget nyt. Så jeg glæder mig utrolig meget til at se dig live for første gang – og forhåbentlig at gense dig til Gorillaz et par timer senere.


3. Nick Cave & The Bad Seeds

Nogle af navnene ville være højere oppe, hvis jeg ikke havde set dem før. Sådan et navn er Nick Cave & The Bad Seeds ikke. Jeg vil endda vove at påstå, at de næppe ville have været så højt oppe, hvis jeg ikke allerede havde set dem spille deres tungsindige mørkerock live én gang. Deres koncert i Royal Arena var så god, at de har lavet den til en koncertfilm, og snart bliver en række sange derfra også udgivet på en live-ep. Det var en bjergtagende, nærmest religiøs seance, og det er helt genialt valgt, at de skal spille, som mørket falder på


2. Nine Inch Nails

Jeg skal i år se Nine Inch Nails for første gang. Deres fantastiske ‘The Downward Spiral’ er et af mine yndlingsalbum i verden, og deres nylige ep-trilogi er noget af det bedste, de har leveret i lang tid. Trent Reznors kreativitet er helt ufattelig, og jeg har læst en del om deres liveshows, hvilket kun har gjort mig mere interesseret i at se dem live. Det er tydeligt for mig, at de gør meget ud af at præsentere deres elektronisk orienterede industrielle rockmusik med så meget indlevelse som muligt. Det bliver stort at høre dem live for første gang.


1. David Byrne

Jeg eeelsker Talking Heads, og jeg elsker især deres koncertfilm ‘Stop Making Sense’. Jeg har set den flere gange end de fleste ville kalde sundt, og jeg er dermed overbevist om, at deres daværende forsanger, David Byrne, vil levere en fantastisk koncert på Arena-scenen. Hvis dette ikke skulle være nok, siger han selv, at denne turné vil byde på hans største koncertproduktioner siden dengang. Jeg har som sagt set ham før, for fem år siden i en fælleskoncert med St. Vincent, og dermed ved jeg allerede, at han kan finde ud af at sammensætte et vildt liveshow. Han er intet mindre end et geni, og jeg har svært ved at forestille mig, at nogen vil gøre det bedre på hele festivalen, end han vil gøre.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2017 (5-1)

Så er vi der igen – top 5. Disse er annonceringer, der øjeblikkeligt gjorde mig ellevild. Det er koncerter, hvor jeg nok bliver lidt ked af det, hvis jeg ikke ser dem. Det er kun navne, der spiller de udsolgte dage, fredag og lørdag. De er årsager til, at jeg trods den gode konkurrence i stadighed mener, at Roskilde har Danmarks bedste festivallineup.

5 – Den Sorte Skole
Danmarks ukronede konger af plunderphonics vender endnu engang tilbage til Roskilde Festival, og denne gang indtager de Orange Scene med deres største show nogensinde. Blandt gæsterne er Omar Souleyman, Abdullah S, det islandske kor Staka og andre spændende navne fra hele verden. Dette show er helt eksklusivt for Roskilde, og selvom gæsterne er spændende, så håber jeg også, at vi får mulighed for at se duoen vende nogle skiver fra deres enorme pladesamling på deres turntables. Det er første gang jeg skal se dem, og ovenpå en fantastisk oplevelse tidligere med DJ Premier, kan jeg gøre det klart, at et DJ-show absolut kan være lige så intenst som at se et rockband. Lad være med at snyde jer selv for dette show

4 – The Avalanches
For nylig rykkede Roskilde Den Sorte Skole et kvarter. Dette kvarter var nok, til at jeg besluttede mig for, at der både var tid til dem og The Avalanches, der på mange måder er det internationale modsvar til ovennævnte grupper. De danner smukke, spændende lydbilleder ud af allerede eksisterende optagelser, og deres udvalg af disse er tit eklektisk og overraskende. Gruppen er nu efter 16 år tilbage med deres kun andet album, men kvaliteten holder stadig, og vi kan kun håbe på, at disse australske pladevendere også har et vildt liveshow med i posen. Giv begge deres plader et lyt, hvis du kan lide hip hop, jazz, psykedelisk soul eller disko – det er en vidunderlig pærevælling af hele molevitten.

3 – Sort Sol
Jeg nævnte vist i min NorthSide-liste, at jeg sprang dem over derovre, da jeg alligevel planlagde at se dem på Roskilde Festival. Jeg gjorde det muligvis bare ikke klart, i hvilken grad, jeg glædede mig til denne koncert. For jeg glæder mig rigtig, rigtig meget, og jeg er kun begyndt at glæde mig mere og mere siden den blev annonceret. Jeg er begyndt at lytte rigtig meget til Sort Sol, og jeg vil da ikke lægge skjul på at den glimrende radioudsendelse P6 Beat Elsker Sort Sol i høj grad fik åbnet mine øjne for et af landets allerbedste rockbands. Deres nyeste plade, Stor Langsom Stjerne, er absolut deres diskografi værdig, og dette faktum gør blot, at jeg glæder mig endnu mere til at få set dem for første gang. De kommer ligesom deres næsten-navnebrødre i Den Sorte Skole med en række gæste-optrædende, hvilket er vældig spændende. Personligt håber jeg især på Chelsea Wolfe, men også Sissel Kyrkjebø og Stephen O’Malley ville være glædelige syn. De får lov til at afslutte Roskilde Festival for mig, og en nat i Arena kl. 2 i selskab med Sort Sol, det lyder da nærmest som en perfekt afslutning.

2 – Arcade Fire
Blandt gensyn, er der intet jeg glæder mig til i samme grad som Arcade Fire. Jeg så dem for et par år siden på NorthSide, og det var en uforglemmelig koncert. Både i forhold til deres opførsel af numrene og det tilhørende sceneshow var det en koncert i første klasse. Én ting var dog klart: det var ikke et show, der var bygget til en scene som Green Stage på NorthSide; det var et Orange-show. Der foregår så meget på scenen, at den ekstra plads kan være tiltrængt. Nu vender indie-rockerne de så tilbage med en ny turné, så det er spændende at se, hvad vi skal feste til denne gang. Det bliver stort, det bliver følelsesladet, og det bliver som var det skræddersyet til Orange scene. Det var faktisk i lang tid min førsteplads, men jeg endte med at beslutte mig for, at den ære skulle gå til…

1 – Foo Fighters
I løbet af størstedelen af året prøvede jeg at overbevise mig selv om, at jeg egentlig ikke glædede mig så meget til Foo Fighters. Så meget lytter jeg jo heller ikke til deres musik, og ærlig talt gør de ikke noget særlig originalt. Jeg er jo til meget mere seriøs musik osv., osv., osv. Jeg måtte til sidst erkende, at også jeg kan blive ramt af den rus, et godt guitarriff giver, jeg måtte erkende, at selvom det er ufarlig far-rock, så er det nok topmålet af hvor god ufarlig far-rock kan være. Jeg måtte erkende at mens jeg ikke har et nært forhold til nogen af deres plader, er singlerne konsekvent fantastiske. At høre historier om hvor fantastisk en frontmand Dave Grohl er live, det trak nok også i mig. I forhold til billetsalg er de uden tvivl Roskildes største scoop, og mens jeg havde svært ved at indse det, så er jeg i dette tilfælde enig med masserne – Foo Fighters er en intet mindre end fantastisk booking. Jeg sagde det! Du har vundet, Dave! Om lidt over en uge skal du bare slå dig løs, og vise verden hvorfor Roskilde er en festival uden lige.

Skulle man være interesseret i at stalke mig, er her samtlige navne, jeg planlægger at se, i den rækkefølge, de spiller:

Søndag:
14:00 – Natjager (Rising)
15:30 – Barselona (Rising)
17:00 – Værket (Rising)
18:30 – Sibiir (Rising)
20:00 – Hater (Rising)
21:30 – Auðn (Rising)
23:00 – Kornél Kovács (Countdown)

Mandag:
12:00 – A Trip Around the World (East)
18:30 – The KutiMangoes (Rising)
19:30 – Skott (Countdown)
21:30 – Baest (Rising)
23:00 – Fugleflugten (Rising)

Tirsdag:
14:00 – Pardans (Rising)
15:30 – Modest (Rising)
17:00 – Odd Couple (Rising)
18:30 – ShitKid (Rising)
20:00 – Ştiu Nu Ştiu (Rising)
21:30 – Dør Nr. 13 (Rising)
23:00 – The Love Coffin (Rising)

Onsdag:
18:15 – Idles (Pavilion)
20:15 – Marching Church (Pavilion)
21:30 – Red Fang (Avalon)
23:00 – Bonobo (Apollo)
01:00 – Justice (Orange)

Torsdag:
12:30 – Lorenzo Woodrose (Gloria)
14:30 – Pert Near Sandstone (Gloria)
16:00 – Future Islands (Arena)
19:00 – Elza Soares (Avalon)
21:30 – Erasure (Arena)
23:00 – Jah9 (Avalon)
01:30 – Nas (Orange)

Fredag:
12:00 – First Hate (Apollo)
14:00 – Noname (Apollo)
16:00 – Seun Kuti & Egypt 80 feat. Yasiin Bey (Orange)
19:00 – Mats Gustafsson’s Nu Ensemble “Hidros Zap” (Avalon)
22:00 – Foo Fighters (Orange)
00:00 – The Avalanches (Apollo)
01:15 – Den Sorte Skole (Orange)

Lørdag:
12:15 – Pig Destroyer (Pavilion)
14:30 – Digable Planets (Avalon)
16:15 – Jenny Hval (Avalon)
18:00 – Slowdive (Avalon)
20:00 – Neurosis (Avalon)
22:00 – Arcade Fire (Orange)
00:15 – Show Me the Body (Pavilion)
02:00 – Sort Sol (Arena)

Top 15 navne på Roskilde Festival 2017 (10-6)

Roskilde er en festival, der kan præsentere dig for koncerter, du ikke vidste, du hungrede efter at se. Denne beskrivelse omfatter en del af de koncerter, jeg skal se i år, herunder en god portion af dem i denne del af min top 15. Derfor er det nok især disse, jeg har glædet mig til at skrive om.

10 – Justice
Justice er nok det største navn i denne del af listen – de har fået en sen tid på Orange Scene, og de er anført som hovednavn på årets festival. Man kan god undre sig lidt over sidstnævnte, da deres storhedstid vistnok efterhånden er bag dem, men personligt kan jeg også virkelig godt lide deres nyere output, og når det kommer til elektronisk musik af den mere danseorienterede slags, er de blandt mine absolutte favoritter, i samme selskab som Fatboy Slim, The Chemical Brothers og Daft Punk. De sørger ligesom Daft Punk for at grave ned i genrens rødder fra disko-genren, hvilket for mig gør musikken mere spraglende og farverig. At de skal spille kl. 1 om natten er helt perfekt timing, og jeg kan kun forestille mig, at det bliver årets bedste dansefest – selvom det bliver svært at slå The Prodigy på NorthSide.

9 – Show Me the Body
Den industrielle hip hop-scene har været i konstant udvikling siden Death Grips i 2013 fik deres store gennembrud, og Roskilde har da sørget for at være med på beatet. Sidste år ledte det til en vanvittig optræden af de punk-prægede Ho99o9, og i år er genren repræsenteret af Show Me the Body, der tager indflydelse fra post-punk og post-hardcore. Ja, muligvis er de egentlig først og fremmest en post-punk-gruppe, men deres lyd er meget rig og varieret, og interessant er især deres inspiration fra mere eksperimenterende afarter af hip hop. Det bliver uanset hvad mindeværdigt at se deres hastige, skramlede, støjende soniske eksperimenter udfolde sig på scenen, og så endda som noget af det allersidste på årets festival.

8 – Slowdive
Dette er en af de koncerter, jeg er mest nervøs omkring. Når det gælder dream pop og shoegaze, har jeg set en del fine koncerter, men kun få har fået min kæbe på led på samme vis som de tilhørende albums. Men omvendt er der ikke mange plader inden for disse stilarter, der kan få min kæbe på led på samme vis som Souvlaki af Slowdive. Slowdives øvrige tre plader ville være blandt den spinkle konkurrence. Nu er det trods alt heller ikke længe siden, Slowdive sidst fik lov til at indtage Roskilde Festival, og de har da fået lov til at vende tilbage allerede, så det er da et godt signal. De har ikke fået et alt for sen spilletid, hvilket lidt skuffer mig, da shoegaze og dream pop i min optik er bedst i mørket. Men derudover er der god grund til at glæde sig til en aften i selskab med noget af verdens bedste shoegaze-musik.

7 – Mats Gustafsson’s Nu Ensemble “Hidros Zap”
Sidste år var noget af det, jeg glædede mig allermest til et eksperimentelt big band ved navn Andromeda Mega Express Orchestra. Siden da har jeg lyttet yderligere til genren, hvorfor jeg har opdaget det fantastiske Fire! Orchestra. Bag dette står den virtuose svensker Mats Gustafsson, der har udgivet så meget avant-garde jazz og moderne klassisk, at det halve kunne være nok. Med sin gruppe Nu Ensemble skaber han nogle helt sindssyge improvisationssekvenser, især på den formidable plade Hidros 6: Knockin’, der er én lang improviseret jazzfortolkning af Little Richard-nummeret Keep a-Knockin’. Ligeledes bliver Roskilde-koncerten en improviseret nyfortolkning, denne gang over en række Frank Zappa-numre. Denne kombination kan kun blive bindegal. D har mig bekendt ikke udgivet nogen Zappa-improvisationer, men dette gør kun spændingen endnu større. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg kan forvente mig, men jeg ved at det ikke bliver for sarte øren.

6 – Seun Kuti & Egypt 80 feat. Yasiin Bey
Både Seun Kuti og Yasiin Bey har jeg oplevet før. Jeg oplevede dem endda samme dag, idet de begge spillede på Vanguard Festival for tre år siden. Begge koncerter var glimrende, men jeg må indrømme, at jeg vidste absolut intet om Seun Kuti dengang, men jeg var ganske glad for Yasiin Bey (tidl. kendt som Mos Def), især hans album Black on Both Sides. Begge koncerter nød jeg rigtig meget, og siden da er jeg blevet yderligere bevidst om Kuti-familiens musikalske indflydelse. Jeg er efterhånden rigtig glad for afrobeat-genren generelt, og jeg anser både Seun of Fela Kuti som nogle af de allerstørste kunstnere i denne stilart. At se dem live igen efter denne øgede indsigt vil være fortræffeligt, og at få selskab af Yasiin Bey vil ligeledes være vidunderligt. De har tidligere arbejdet ganske vellykket sammen med rappere, og derfor føler jeg mig helt sikker på, at den eneste hindring, en Orange-optræden kunne have, ville være manglende fremmøde, så sørg for at se denne koncert, hvis du har blot den mindste smag for funk eller afrikansk musik.

Så mangler jeg kun min endelige top 5. Jeg kan berolige med, at den ikke er nær så forudsigelig som min top 5 til NorthSide. Men den består til gengæld om muligt af endnu vildere koncerter.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2017 (15-11)

Jeg er hjemme fra NorthSide. Det var en god weekend. Der var god musik, og Radiohead levede op til alle forventninger, hvilket man kan læse mere om i denne anmeldelse af koncerten, jeg har skrevet for Nordica Live Magazine. Men i løbet af de sidste par år er det blevet mere og mere klart for mig, at selvom NorthSide år efter år har adskillige fantastiske navne, er det Roskilde Festival, der for alvor har vundet mit hjerte. De tør satse som få andre, og det er den eneste festival i verden, jeg har hørt om, der på samme plakat kan byde på såvel internationale popnavne som The Weekend og Solange som eksperimentelle lydprojekter i form af Author & Punisher og Acid Arab. Spektret er så vidt, at man let kan blive overrasket og beriget kulturelt. Her til lands er festivalen derfor i stadighed uudfordret, hvis man spørger mig. Denne top 15 bærer præg af, at der er mange navne, jeg ikke kendte inden de blev annonceret. Som sædvanlig er det kun kunstnere, jeg planlægger at se, så hvis to enormt fede kunstnere spiller samtidig, er der kun plads til den ene. Med det sagt, har Roskilde i år været enormt flinke med tidsplanen, så de fedeste navne generelt ikke overlapper.

15 – Elza Soares
Jeg kendte absolut intet til denne brasilianske avant-garde sambasanger, til trods for at en af mine gode venner – Ezra Soares – næsten deler hendes navn. Jeg håber at denne Ezra da netop også beslutter at tage vejen forbi Avalon, så vi kan se Elzas koncert i fællesskab, men uagtet er jeg ganske imponeret over denne excentriske musiker. Til trods for en alder på hele 80 år, er hun rig på både personlighed og artistisk integritet, og når man ser live-videoer af hende, får man en fornemmelse for et helt vanvittigt setup, der er svært at sidestille med nogen anden. For nogle få år siden tror jeg næppe, at avant-garde samba ville have været blandt mine topprioriteter til Roskilde Festival, men sådan udvikler vi os jo, og jeg glæder mig til, at denne sambadronning kan udvide min horisont.

14 – Værket
Før de helt store udenlandske navne indtager Roskilde, er der nogle opvarmningsdage, hvor man lige kan få sat campen i gang og indtage festivalstemningen. Hvis man er som mig, vælger man dog nok rettere at bruge størstedelen af denne tid foran den lille scene betitlet ‘Rising’, hvor man kan se små upcoming navne fra norden. Blandt disse er danske Værket ubetinget dem, jeg glæder mig mest til. Jeg har set dem to gange før – heriblandt sidste år på Mayhem/Escho-scenen på Roskilde – og de skuffer aldrig. De tilfører en punk-attitude til den klassiske prog-stil, man kender fra grupper som Jethro Tull og King Crimson. De har kun udgivet ganske lidt, men selv med det begrænsede output er det tydeligt, at vi har at gøre med nogle latterligt dygtige musikere. De formår at give progressiv rock, en genre, der typisk associeres med langhårede midaldrende mænd, en ungdommelig kant, der giver det en helt anden appeal. På scenen er de dybt imponerende, og jeg kan ikke vente med at se dem blæse Rising omkuld.

13 – Future Islands
Denne gruppe ville være langt højere oppe, hvis jeg ikke allerede havde set dem, så meget er sikkert. Deres frontmand, Samuel Herring, har en stemme af det pureste guld, og når han optræder live, overgår han alle forventninger for hans stemme. Ikke et nummer kommer gennem hans vokal uændret, og det bliver morsomt, men det bliver samtidig dybtfølt, hvilket er en ædel balancegang. Derudover har vi at gøre med virkelig solid synthpop, der gennem vokalen får tilsat nogle spændende elementer af soul. Når vi har at gøre med en live-optræden er vokalen dog skruet op til 11, ja, der er nærmest ikke den teknik, han ikke benytter sig af. Jeg skal ikke se mange koncerter på Arena i år, men denne er absolut en, jeg ikke må gå glip af.

12 – Marching Church
Som endnu et dansk indslag finder vi dette spændende post-punk-projekt, der omfatter musikere fra diverse danske punkgrupper, mest mærkbart Elias fra Iceage som forsanger. I mine øjne er Iceage et af Danmarks allerbedste bands, og gennem Marching Church udforskes nogle helt nye, mere jazz- og soul-prægede lyde, dog altid med dette særlige københavnske post-punk-twist. Der er en aggressiv angst og en vidunderlig dissonerende samklang, der for mig udtrykkes lige så godt i dette projekt som i Iceage. Idet jeg kun har set Iceage før, glæder jeg mig rigtig meget til at se denne anden side af Elias live, og jeg forventer kun, at det bliver lige så berigende en live-oplevelse som Iceage.

11 – Nas
Uhh, Nas… En af de få kunstnere på årets festival, jeg har anmeldt en plade af. Han spiller samtidig som en af de andre – The Jesus and Mary Chain – men da jeg har set sidstnævnte før, var det ikke svært at beslutte mig for at se Nas. Nas er på sit bedste en lyriker af en kaliber som få andre, og hans flows understøtter ham helt perfekt på de bedste numre, især på det fantastiske debutalbum Illmatic. Hans færdigheder som rapper kan på overfladen synes at have prællet af, men han har haft adskillige gyldne øjeblikke i løbet af sin karriere. Det siges også, at der er et spritnyt album på vej, og hvis hans nylige DJ Khaled-samarbejde på nummeret Nas Album Done, kan vi forvente os en Nas, der er helt ovenpå igen. Når vi ikke har A Tribe Called Quest alligevel, er jeg kun lykkelig over, at vi her har en anden rapper, der kan servere nogle helt fantastiske jazzede beats sammen med nogle kreative flows.

Det var første del. Jeg skal afsted til Copenhell ganske snart, så jeg vil forsøge at få skrevet anden og tredje del inden da. Så I behøver ikke at vente længe, før I får min top 10 at vide.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (5-1) + Opvarmningsdagene

Roskilde Festivals lineup har i år været så hjernedødt godt, at jeg faktisk ikke har hørt særlig meget andet end Roskilde-aktuel musik på det sidste. Og til trods for det, har jeg stadig ret svært ved at fatte, at jeg skal se det meste af det. Især det, der er i min top 5, finder jeg langt ude, at jeg får muligheden for at se. Nå, ikke mere snakken udenom, her er de 5 Roskilde-navne, jeg glæder mig mest til:

New Order
Jeg har både anmeldt plader af New Order og deres tidligere skikkelse, Joy Division, og selv efter alle de gennemlytninger, en anmeldelse tit kræver, har jeg kun rosende ord at sige om dem. De satte helt nye boller på suppen, hvad angår dance, post-punk og elektronisk musik, og deres musik holder stadig virkelig godt i dag. Her i dag fik jeg lyttet deres plader Low-Life og Power, Corruption and Lies igennem igen, og det er påfaldende, hvor stærke skæringer det er. Når man skimmer ned af deres single-opsamlinger ser man også bare det ene fine lille mesterværk af en sang efterfulgt af det andet. De er muligvis uden Peter Hook for tiden, men hvis der er nogen, der har bevist, hvor godt de kan klare sig uden væsentlige medlemmer, så er det New Order. De er ikke et sølle nostalgi-act, de er indflydelsesrige superstjerner, der skal ses selvom de spiller samtidig med unge talenter som Cattle Decapitation, Los Pirañas, Lightwave Empire og MØ.

Andromeda Mega Express Orchestra
Lørdag kl 14:00 ved Avalon-scenen har du mulighed for at opleve noget helt særligt, nemlig et af verdens dygtigste og særeste orkestre. Hvis du er mere til noget hårdtslående metal fra Rising eller nogle eksotiske samples fra officerfishdumplings, fred være med det, men hvis du bruger din tid med Andromeda Mega Express Orchestra, er du garanteret en oplevelse, du ikke kan få noget andet sted på Roskilde Festival. Det 18 musikere store orkester spiller noget af det mest hjernevridende, måbningsindbydende, langt ude musik, man kan forestille sig. Og ikke alene er deres underlige blanding af fusionsjazz, progressiv rock og moderne klassisk i særdeleshed forunderlig, musikerne er også så sindssygt nøjagtige, at man har svært ved at forstå, hvordan de gør det. Det er i hvert fald ikke skrevet, så det er let at spille med al deres legen med takt og tempo. Orkestrets navn er passende, for det lyder som om, det burde være fra en anden galakse.

Grimes
Jeg har fulgt Grimes siden 2012, hvor hun udgav den mesterlige plade Visions, hvorfra især sangen Oblivion gjorde mig interesseret i hende. Nu er hun blevet mere flashy og poppet end nogensinde på den nye plade Art Angels, hvor hun også har taget meget inspiration fra K-Pop. K-Pop er ikke normalt en genre, der siger mig så meget, men Grimes’ vidunderlige og kreative ideer sørger for, at man ikke kan undgå at blive imponeret. Hun spiller samtidig med Destroyer, Courtney Barnett og House of Pain, og mens disse alle tre er gode, er Grimes en af vor tids mestre. Hendes visioner om hvad popmusik kan udrette, får så store kunstnere som Sia og Janelle Monáe til at fremstå som lettere uambitiøse. Hendes sceneshow på den nuværende turne skulle også være ret så spektakulært med dansere, sangere og vilde lys. Grimes er fantastisk.


LCD Soundsystem
Roskilde Festival har mange gode muligheder for hvordan man skal afslutte sin festival. På Arena skal The Minds of 99 fyre den af, på Pavilion kan man blive opslugt af Sumacs post-metal, på Avalon kan man nyde bitter minimalist-punk fra Sleaford Mods, men for mig, er der kun en rigtig måde at afslutte årets festival på, nemlig til de smukke toner fra nyligt gendannede LCD Soundsystem. Hovedaktøren bag den smukke electro-punk er James Murphy, en mand der forstår på en gang at være visionær og nostalgiker, måske er han endda visionær i kraft af sin nostalgi. Han er sådan en stor musiknørd, at hans forskellige indflydelser smelter sammen til en eksperimenterende, poppet, vred, dansevenlig, lystig gryderet. Det er et sammensurium af en musiknørds mange yndlingskunstnere, og det er derfor ikke underligt, at LCD Soundsystem taler så stærkt til netop mig. Jeg har derudover kun hørt positivt om deres gendannelsesturne, så vi har noget at glæde os til.

PJ Harvey
Jeg gik helt amok, da jeg så, at PJ Harvey blev tilføjet til lineuppet. Musikeren, der har skabt så mesterlige plader som Let England ShakeRid of MeTo Bring You My LoveStories From the City, Stories from the Sea og det nye The Hope Six Demolition Project. Jeg har endnu ikke hørt Harvey lave noget, jeg ville kunne kalde dårligt, end ikke middelmådigt. Hun er den slags musiker, der aldrig hviler på laurbærerne og aldrig kunne drømme om at udgive noget, med mindre, hun havde noget på hjerte. Hun kan være både morbid, øm og dybt ubehagelig, mens hendes tekster kan rangere fra det meget symbolske og uvisse til det skarpt politiske. Med Harveys enormt høje bundniveau i forhold til musikken, forventer jeg intet mindre end en klassepræstation af en koncert, som ikke må misses, selvom Black Breath og Macklemore spiller samtidig. Ja uanset hvem, Roskilde havde sat samtidig, ville jeg vælge PJ Harvey. Hvis hun var sat oven i både Neil Young, Red Hot Chili Peppers, LCD Soundsystem, New Order, Tame Impala og Grimes, ville jeg stadig vælge hende. For så vigtig er hun altså!

Det var så min top 15. Foruden dem, der optræder på listen, skal jeg på hovedfestivalen også se Calypso Rose, Sleep, Június Meyvant, The Entrepreneurs, Dizzy Mizz Lizzy, Blues Pills, Anderson.Paak, Protomartyr, Kakkmaddafakka, Mac DeMarco, Tenacious D og BadBadNotGood. Det var tilfældigvis kun navne fra hovedfestivalen, der optrådte på , men hvis der havde været noget spændende nok under opvarmningsdagene, ville det være endt på min top 15 alligevel. Der er dog alligevel godt med lækker musik de første par dage, og dette glæder jeg mig mest til:

15: The PowPow
14: Orm
13: Deadpan Interference
12: Virgin Suicide
11: Ondt Blod
10: Bersærk
9: Childrenn
8: Phlake
7: Klub 27
6: F.M.K.
5: For Akia
4: Sudakistan
3: Katinka
2: Hockeysmith
1: Have You Ever Seen the Jane Fonda Aerobic VHS?

Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (10-6) + Copenhell

Roskilde Festivals lineup er altid spændende. Dels fordi, man kan komme til at se nogle personlige helte, man har holdt af i årevis, dels fordi man kan opdage noget ny, spændende musik, man ellers næppe havde hørt om. At lytte til hele lineuppet er næsten en lige så stor begivenhed for mig som selv festivalen. Jeg kan anbefale alle at gøre det. Hvis jeg ikke havde gjort det, havde jeg næppe opdaget tiendepladsen på denne liste.

10: Ho99o9
To af mine yndlingsgenrer er hip hop og punk. Hvad får man, hvis man blander de to sammen? Man får Ho99o9, et af ganske få industrielle hip hop-navne, jeg har hørt, der ikke bare lyder som en efterligning af Death Grips eller Kanye Wests Yeezus. De spiller på et tidspunkt, hvor der elllers er fed musik på næsten alle scener – Macklemore, Bisse, Kvelertak og Birdy Nam Nam spiller samtidig – og alligevel er disse ukendte punkrappere det, jeg vælger at se. Ho99o9 skulle være endnu mere aggressive og brutale på scenen end på deres indspillede materiale, og der går de ellers amok. Det er så grimt, at jeg ikke kan undgå at blive lidt forelsket i det, for det føles også oprigtigt. De sørger aldrig for at dvæle ved, hvor klamt det hele kan være (de har bl.a. skrevet om nekrofili), det er bare sådan de er, når de bliver vrede. Det bliver et vredt show uden lige.

9: The Orchestra of Syrian Musicians + Damon Albarn + Guests
Der er mange måder, man kan starte hovedfestivalen på. Hardcore punk fra Frank Carter and the Rattlesnakes? Britisk hip hop fra Little Simz? Eller hvad med en stor fest, hvor arabisk og vestlig musik mødes i skøn forening? Det er stadig lidt usikkert, hvad “Guests” refererer til i koncertens titel, men der kommer en gæsteliste senere – alt efter hvor vild gæstelisten er, ville denne koncert godt kunne ende endnu højere oppe på listen. Men som det ser ud nu, får vi Damon Albarn, en af vor tids bedste musikere. Om det er hans arbejde med Blur, Gorillaz, The Good The Bad and the Queen, Africa Express eller hans solokarierre, så har han altid været en eventyrlysten og kreativ sjæl. The Orchestra of Syrian Musicians blev spredt for alle vinde, da krigen i Syrien brød løs, men de er blevet samlet igen Blues Brothers-style, bl.a. for at skulle åbne Orange Scene. Det er fandeme god stil.

8: At the Drive-In
Sidste år var et af de bands, jeg havde glædet mig mest til Antemasque, det nyeste projekt fra genierne Omar Rodríguez-Lopez og Cedric Bixler-Zavala. De blev desværre nødt til at aflyse, men til gengæld fik vi en fremragende koncert fra svenske Bob Hund, og i år ser vi Omar og Cedric vende tilbage for fuld udblæsning med bandet, der gav dem deres gennembrud. At the Drive-In er fænomenal post-hardcore fra samme støbeske som NorthSide-aktuelle Refused, men At the Drive-In løfter det til et helt nyt niveau. Sangskrivningen på deres plader er så latterligt velgennemtænkt, at man har svært ved at sluge det, og det rammer den smukkeste mellemting mellem det vrede og det synderknuste. De har ikke turneret siden 2012, og det var kun en meget kortvarig genforening siden 2001, hvor de ellers gik i opløsning. Men nu er de tilbage, og det bliver for vildt.

7: Neil Young + Promise of the Real
Jeg har anmeldt adskillige Neil Young-plader allerede, og hvis du har fulgt mig længe, er det nok ikke svært at regne ud, at jeg beundrer Neil Young som sangskriver, som guitarist og generelt som kunstner, især i forhold til hans ældre materiale. Men selvom hans nyere plader ikke er nær så fede, så skulle hans koncerter stadig være mesterlige, og idet hans stemme aldrig var nogen skønhed til at begynde med, kan det stort set ikke høres, at han er blevet så meget ældre nu. Hans skrøbelige udtryk er virkelig rørende. Promise of the Real, som han også har lavet sin nyeste plade sammen med, består af to af Willie Nelsons sønner på guitar samt tre andre dygtige musikere. Siden Neil Young også er på guitar, kommer det til at blive en hjernedødt fed guitar-opvisning, som forhåbentlig blæser Roskilde omkuld.

6: Tame Impala
Da jeg første gang hørte Tame Impala-nummeret Elephant var jeg ellevild med det. Det var nyt og anderledes, men det var også fængende og underholdende. Det var sådan en sang, der bare øjeblikkeligt skulle høres igen og igen, for at man derefter kunne dykke ned i deres diskografi. Jeg elsker denne psykedeliske rock, men da de sidste år valgte at parkere guitarerne til fordel for synthesizers, var jeg stadig med hele vejen, for Currents er sublim, veludført synthpop, der i mine øjne er lige så formidabel som deres psych. Deres tre albums er alle virkelig fede, og jeg har tænkt mig at spæne ned til Arena, så snart Neil Young er færdig, for de har det med at gøre alt, de rører til guld. Jeg ville ellers også gerne have set Peaches og Mutoid Man, der begge spiller samtidig, men de smukke toner fra sange som Feels Like We Only Go Backwards og Let It Happen kan man ikke trække mig væk fra.

Dagene op til Roskilde Festival skal jeg for første gang på Copenhell, for som del 1 af denne top 15 antydede, er jeg ret stor fan af heavy metal. De har et helt vildt lineup i år. De har allerede udsolgt af lørdags- og partoutbilletter, men hvis du kan lide noget af den hårde musik, bør du overveje en endagsbillet til fredag eller torsdag. Hvis du har tænkt dig at tage afsted, men er lidt i tvivl om, hvad du vil se, har jeg lavet en top 15 over Copenhell-navne, jeg glæder mig til at se:

15: Amon Amarth
14: King Diamond
13: Rival Sons
12: Scorpions
11: Black Peaks
10: Gutterdämmerung
9: Decapitated
8: Abbath
7: Dropkick Murphys
6: Megadeth
5: Red Warszawa
4: Sólstafir
3: Alice Cooper
2: Black Sabbath
1: Converge

Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (15-11) + Tinderbox

Ja, NorthSide har et fedt program, jeg glæder mig virkelig meget til en weekend i Århus fuld af sprød musik. Dog når det ikke Roskildes til sokkeholderne. Vi skal op i min NorthSide-top 5, før vi når musik, der kan måle sig med det, jeg skal til at præsentere her i bunden af listen. Jeg skal bo i campingvognsområdet sammen med tre gode venner, og så skal der ellers dyrkes god musik og god stemning i en god uges tid. Denne liste præsenterer noget af min yndlingsmusik i hele verden. Og det er endda hvor jeg har udeladet en masse vidunderlig musik, hvis der desværre var endnu bedre navne samtidig. Med andre ord, denne liste vil udelukkende have kunstnere, jeg selv skal se, uanset om et af mine yndlingsbands overlapper med noget andet, jeg endnu hellere vil se.

15: Gojira
Vi starter i det helt tunge hjørne. De kommer til at overlappe med så dygtige, spændende navne som Cate Le Bon, Hayden James og The Last Shadow Puppets, alle tre anbefalelsesværdige men franske Gojira er virkelig noget for sig. De udfordrer grænserne indenfor death metal med deres vilde ideer og konstant overraskende kompositioner. Det er meget nøjagtigt skåret og gennemtænkt, men det lyder stadig meget råt og følelsesrigt. De skulle, så vidt jeg har hørt, også være fantastiske live. Jeg har hørt flere sige, at de var højdepunktet på Copenhell sidste år. Det undrer man sig slet ikke over, når man hører plader som From Mars to Sirius eller L’Enfant Sauvage, for så hårdtslående, spændende musik er svær ikke at være entusiastisk over, så hvordan skulle det være muligt for bandet at give en dårlig koncert? Det er desuden næppe tilfældigt, at stort set alle deres plader også er udgivet i live-udgaver.

14: Ghost
Vores naboer i sverige er virkelig gode til at lave solid heavy metal: Opeth, Amon Amarth, Entombed, Meshuggah, In Flames, Sabaton, At the Gates, Cult of Luna, Tribulation, og jeg kunne blive ved. De har dog ramt noget ret specielt med Ghost, også kendt som Ghost B.C. Ghost laver metal, der ikke er særlig hårdt, men som alligevel lyder fedt og gør brug af mange sangskrivningsteknikker, der ellers ses i gotisk metal. Det, der dog for alvor gør dem tiltrækkende er nok, hvor teatralske de er. Der er noget unægteligt spirituelt over deres sange, og deres forsanger er efterhånden blevet kendt for sin sære kombination af en pavehat og skeletmaling. Hvis denne anti-pave-skikkelse ikke er gloværdig nok, så har de også et spektakulært sceneshow med sig, der har fået adskillige rosende anmeldelser med sig. Så overlever jeg nok, at de spiller oven i både So Pitted og Savages, hvor jeg alligevel har set sidstnævnte to gange. Hvis metal ikke lige er din kop te, så tjek alligevel Ghost ud, for det er noget af det blødeste metal, jeg kender.

13: Slayer
Hvor mange gange har du ikke stået til en tilfældig koncert og råbt “Spil noget med Slayer!”? Nu kommer et band, der med garanti vil levere masser af det. Det er så ufiltreret, følelsesrig thrash-metal, som man stort set kan finde, og de bliver stadig ved med at levere varen. De giver den så meget gas på deres instrumenter, at energien automatisk transcenderer bandmedlemmerne og kommer direkte ud til lytteren – det er umuligt at kede sig, når man lytter til Slayer. Min kærlighed til Slayer bunder meget i de samme kvaliteter, som findes hos Gojira, men Slayers bagkatalog er om muligt endnu vildere. De spiller oven i Action Bronson og Gramatik, men Slayer er for stort, til at man må misse det. De var jo praktisk taget med til at skabe thrash-metal.

12: Car Seat Headrest
Car Seat Headrest har jeg først stiftet bekendskab med for nylig, men jeg var alligevel ikke et sekund i tvivl om, at de skulle afslutte min fredag aften frem for Skepta, Meshuggah, M83 og James Blake, kunstnere, jeg har kendt i markant længere tid. Det er lo-fi indierock fra en ambitiøs og dybt original sangskriver ved navn Will Toledo. Han har et rigtig godt øje for tekster, og med sangtitler som Los Borrachos (I Don’t Have Any Hope s Nice) og Destroyed By Hippie Powers, hvad kunne man ellers forvente? Han kommunikerer sine store, forvirrede følelser meget klart gennem et væld af forskellige metoder, og han er i det hele taget aldrig bange for at tage en chance. Hvis det skulle fejle, kan han jo bare lave et nyt album – han er nemlig så produktiv, at han har lavet 12 plader siden 2010.

11: Red Hot Chili Peppers
Jeg elsker Red Hot Chili Peppers, og jeg er ikke en af de puritanere, der kun kan lide dem til og med BloodSugarSexMagik, ej heller har jeg kun øjnene for deres mere poppede plader fra Californication og frem. Jeg er vældig glad for det funky, vilde, ukontrollerede shit, de lavede i 80’erne og starten af 90’erne, men da de begyndte at gå i en mere poppet retning, viste de, at de kunne sætte et særligt spin på pop-rock med deres baggrund i funk. Noget af det bedste er nok endda i mine øjne, når de virkelig kombinerer de to stilarter. Singler som By the Way og Can’t Stop er blandt mine favoritter af den årsag. Men sange som Scar TissueUnder the Bridge og Dark Necessities er også glimrende, velskrevne sange, som vil være fede at høre live. Men jeg kan nok ikke komme udenom, at deres funk-rock nok er det, der vil fungere bedst live. Det skal nok blive en fest, når de fyrer Give it AwayHigher Ground eller Police Helicopter af. Og glem så, hvor skidt det måske var i 2007. De skammer sig med garanti også selv over det, og derfor har de nok blot støre incitament til at levere et brag af en koncert. Hvis du alligevel ikke har lyst til at se dem, så spiller Hinds og Anna von Hausswolff samtidig, og begge kan absolut anbefales.

Det var så de første fem. Jeg håber, jeg har introduceret jer til noget musik, I ellers ikke havde overvejet at få set, selvom Red Hot Chili Peppers nok ikke er den store øjenåbner for mange. Dagene op til Roskilde Festival finder Tinderbox sted i Odense, og hvis man mangler noget at lave der, bør man overveje det, for de har nogle ret vilde navne. Hvis man skulle overveje det, er her de 15 Tinderbox-navne, jeg selv ville have mest lyst til at se:

15: Veronica Maggio
14: Ukendt Kunstner
13: Lukas Graham
12: Turboweekend
11: Volbeat
10: Baby in Vain
9: Dizzy Mizz Lizzy
8: The Minds of 99
7: Band of Horses
6: Of Monsters and Men
5: Flogging Molly
4: Suede
3: Malk de Koijn
2: Rammstein
1: The National

Top 15 navne på Roskilde Festival 2015 (5-1)

Ja, så er vi ved den endelige top 5. Jeg har snakket så meget med så mange om, hvor meget jeg glæder mig til disse fem navne. Det her er creme de la creme. Det er her, det virkelig gælder.

5 – Florence + the Machine
Florence Welch er en latterligt dygtig sanger, og hun lader heldigvis sin stemme optræde på nogle virkelig gode sange i Florence + the Machine. Det er barok progressiv popmusik af den slags, Kate Bush i sin tid var med til at definere. Og Florence + the Machine har uden tvivl lyttet en del til Kate Bush. Om deres sceneshows er nær så storslåede, vil jeg ikke begynde at gøre mig forventninger om, men uanset hvad er musikken rigtig smuk. De maler nogle flotte lydbilleder, mens de også bare forstår at lave fængende popmelodier. Det hele er et virkelig lækkert band, der har formået at skrive og opføre stribevis af fantastiske sange i en variation af stilarter. Man kan ikke rigtig vide sig sikker med hvad man kan forvente, fordi de har lavet så forskellig musik i løbet af deres karriere, men jeg forventer i hvert fald, at det bliver rigtig godt.

4 – St. Vincent
Jeg har set St. Vincent to gange allerede, og jeg skal skam se hende igen, lige før ovenstående Florence + the Machine. Hun spiller oven i spændende navne, jeg aldrig har set, og som jeg havde håbet på at komme til at opleve, Ryan Adams, Father John Misty, Foxygen, men jeg skal ikke gå glip af et sekund af hendes optræden, som med garanti bliver lige så utrolig som sædvanligt. Hun er et utrolig dejligt menneske på scenen, og hun præsenterer sin musik på en så personlig måde, at man ikke kan andet end at holde af hende. Hun er som den mest menneskelige, venligste robot, vi dødelige nogensinde har set. Hun er en dygtig sanskriver, en dygtig guitarist, en dygtig scenepersonlighed. Den eneste årsag til, at hun ikke er højere på listen, er at jeg allerede har set hende to gange. Ellers kunne hun være endt så højt som nummer 2.

3 – Run the Jewels
Run the Jewels består af El-P og Killer Mike. De er to af vor tids dygtigste, mest kreative rappere, og de har hver deres meget særegne stil, som er fyldt med lyriske godter. Det er selvfølgelig svært at nyde al lyrikkens integritet til en koncert, men så er det heldigt, at El-P også er en helt vild producer, der laver hårdtslående, vilde beats, der helt sikkert kan sætte gang i Arena. Nu kan man ikke altid vide sig sikker med hip hop-koncerter, rapperne skal tit virkelig give den hele armen i forhold til levering, for at koncerten ikke bliver langtrukken. Men Run the Jewels har generelt fået gode live-anmeldelser, og når jeg ser video fra deres koncerter, ser det lige så vildt ud, som jeg har håbet på. Og de er ikke engang det hip hop-navn, jeg glæder mig mest til

2 – Kendrick Lamar
Dårlig hip hop er noget af det sværeste musik at holde ud i længden. Og der er nogle – efter min mening – ret dårlige hip hop-navne på Roskilde. Dem skal jeg så ikke se, der er heldigvis altid et eller andet interessant i gang på en af scenerne. Men jeg skal til gengæld se kongen af hip hop. Manden, der har lavet årets uden sammenligning mest roste album, som uden tvivl kommer til at vinde masser af priser. To Pimp a Butterfly er det, alle siger, det er: et mesterværk. Der er ingen vej omkring det. Han er ikke bare en af verdens bedste rappere, han er verdens bedste hip hop-musiker lige nu. Han angriber hip hop, nej, han angriber musik på en måde, som ingen anden musiker har gjort hidtil. Hans musik er fantastisk, og live kommer det sikkert også til at bevæge mig.

1 – Paul McCartney
Jeg vil gerne starte med at snakke om et lille band, der hedder Deafheaven. Dem kommer jeg desværre ikke til at se i år, men de laver en ufatteligt kreativ, fuldkommen vanvittig blanding af shoegaze og black metal. Det er smukt, det er helt utroligt. Og det ligger lige oven i en mand, jeg ikke i mine vildeste drømme troede jeg skulle komme til at se. Paul er min yndlingsbeatle. Ikke alene har han sunget nogle fantastiske sange, men han har den efter min mening mest solide solokarierre af dem alle. Jeg har anmeldt Band on the Run, Help! og A Hard Day’s Night med glødende ros, og efter at have læst interviews med ham, anmeldelser af nyere koncerter og set hans seneste par setlists, er jeg blevet overbevist om, at han nok skal levere en fantastisk koncert. Jeg lyttede også til hans nyeste plade, New, her forleden, og den lyder ikke den mindste smule af oldtidsfund. Han er stadig ung i sindet. Og han er stadig dygtig og fuld af spilleglæde.

Jeg glæder mig som et lille barn. Ikke kun til Paul, men til hele festivalen. Til Kendrick, til Run the Jewels, til St. Vincent, til Florence, til Mew, Muse, Disclosure, WhoMadeWho, Hot Chip, Chelsea Wolfe, Jungle, Benjamin Booker, Ought og Jamie xx. Og til masser af navne, der ikke er endt på listen, men som jeg skal se alligevel. Jeg skal også se Off!, Bob Hund, Young Fathers, Electric Eye, The War on Drugs, Every Time I Die, Ezra Furman, Dreamers’ Circus, Kronos Quartet, Pede B & DJ Noize, Kate Tempest og Goat! Roskilde Festival bliver sindssygt!

Top 15 navne på Roskilde Festival 2015 (bogstavelig talt)

Hvorfor gå op i at lave god musik, når man kan have et sjovt navn? På Roskilde Festival er det muligt at danne et helt program ud fra, hvem der har sjove navne. Så jeg vil dedikere denne liste til de mest mærkværdige:

Værd at nævne – Perfect Pussy
Perfect Pussy blev desværre nødt til at aflyse, og deres afløsere i Girl Band var da også gode kandidater til listen, men lad os indse det: Man skal have et rigtig godt navn, for at kunne erstatte Perfect Pussy, uden at jeg bliver skuffet.

15 – Twin Peaks
Fedt navn til noget mystisk, mørk elektronisk musik eller et eller andet, der fanger David Lynchs syrede tankegang. Jeg ved ikke, hvor velegnet det er til den sjove powerpop, gruppen rent faktisk laver.

14 – St. Vincent
Jeg har altid elsket Mellemamerika. Mens St. Lucia og St. Kitts måske får mere ære i dagligdagen, fortjener St. Vincent også noget kærlighed. Desværre hedder hendes band ikke Grenadinerne.

13 – Burnt Friedman & Jaki Liebezeit
Det sjoveste ved Burnt Friedman er, at det næsten er hans rigtige navn – han hedder Berndt Friedmann i virkeligheden. Han får dog minuspoint for at optræde sammen med Jaki Liebezeit, hvis navn ikke er så spændende igen.

12 – Thrkngs
Hvordan udtales det her? Man udfylder vel med vokaler, hvor man selv har lyst. The Rye Kangas? At her kongos? Thork Nigas? They are kongas? The Rike Nags?

11 – Timbuktu & Damn!
Jeg glæder mig virkelig til at se Timbuktu, og Damn, hvor var det en vild fest i går. Udråbstegnet giver dig lyst til at begynde en helt ny sætning, fordi du lægger så meget tryk på “Damn”. Og så lyder Timbuktu altså også mere som noget world music end en rapper.

10 – Drenge
Man kigger på det her navn, og tænker “nå, det er da ikke så særligt, er det sjovt fordi de alle er kvinder eller fordi de alle er vildt gamle eller hvad”? Nej, de er ganske vist alle unge mænd. De er dog også briter, der ikke engang kan udtale det danske ord, de er opkaldt efter. Hvordan udtaler vi så bandnavnet? Det er et mysterium

9 – Fat White Family
Det lyder mest af alt som en eller anden grovkornet sitcom-parodi, ikke rigtig et band. Men det er noget af det, der gør deres navn så smukt.

8 – Kevin Gates
Al respekt til rappere, der vælger at bruge deres rigtige navn, omend de så ikke ser nær så street ud af at gøre det. Men Gates er ikke engang hans rigtige efternavn. Han hedder i virkeligheden Gilyard til efternavn. Hvorfor ændre et kedeligt, men i det mindste unikt efternavn, til et ganske almindeligt kedeligt efternavn. “Gates” får mig til at tænke på programmører, ikke på hip hop.

7 – Le1f
Le1f er endnu et tilfælde, hvor man spørger sig selv, hvordan navnet udtales. Le-onef? Leon F.? Leaf? Lenf? Lelf? Lef One? Leif den lykkelige?

6 – Every Time I Die
Sker de da tit for dig?

5 – ILoveMakonnen
I starten tænkte jeg blot “hvad fanden er Makonnen”, men så fandt jeg ud af at Makonnen er ILoveMakonnens rigtige fornavn. Så han elsker sig selv? Det er narcissisme på Kanye-niveau, men end ikke han har valgt at bruge sit navn på at erklære kærlighed til sig selv.

4 – Bob Hund
Fantastisk. Jeg ved ikke engang, hvad jeg kan tilføje. Det er ikke engang sjovt ved et uheld, de er svenskere, så de forstår det også. Jeg er ret glad for figurer som Daffy And og Pelle Gris, men Bob Hund ville være den bedste looney toon nogensinde.

3 – Kane West
Der er vist nogen, der håber, at folk læser forkert på programmet eller bare antager, at Roskilde har lavet stavefejl.

2 – $ushi x Kobe
Hvis norsksproget hip hop ikke lyder sjovt nok i første omgang, så bør dette navn kunne overbevise dig. Husk i øvrigt, at da det er norsk, udtales det syshi. Hvad kan toppe dette?

1 – King Gizzard & the Lizard Wizard
Og selvfølgelig laver de psykedelisk rock. Meget psykedelisk rock.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2015 (10-6)

Ja, jeg ved det, mange er allerede på Roskilde, og I har sikkert masser at tage jer til, der er mere interessant end at læse en tilfældig bloggers mening på internettet. I har sikkert allerede sammensat et program. Men jeg tænker, jeg i det mindste gerne vil færdiggøre denne liste inden jeg smutter i morgen. Og nummer 15-11 var nok det vigtigste for mig at komme ud med, for vi bevæger os også op mod toppen af plakaten, som vi kommer længere op ad listen.

10 – Hot Chip
Hot Chip er ligesom Jungle et dance-projekt, der på scenen er et honest to god band. Der sker noget på scenen. Der sker faktisk ret meget på scenen, og selvom forsanger Alexis Taylor har en indadvendt stemme, vender han sit image på vrangen og ser dejligt akavet ud, når han hopper og danser rundt til gruppens sjove nørd-disco. På de liveoptagelser, jeg har hørt, får alle deres sange også flot nyt liv. Og tit lyder de også bedre live. Og det er endda bare optagelserne, så i levende live tør jeg knap forestille mig hvor godt det vil lyde. De bliver det sidste jeg ser om torsdagen, da de spiller kl. 2 om natten, og det er et perfekt tidspunkt at sætte dem. Hvem vil ikke slutte sin dag af med at feste med Hot Chip?

9 – WhoMadeWho
Jeg havde mulighed for at se WhoMadeWho sidste år på NorthSide, men valgte dem fra til fordel for at se Queens of the Stone Age for anden gang. Alle jeg har snakket med, der så WhoMadeWho, sagde dog, at de var fuldkommen utrolige. Og jeg ville da gerne se dem, men jeg tænkte, at siden de er danske, så har jeg tit muligheden. Og nu er det mulighedernes time – og ser vi bort fra Joanna Gruesome og til en vis grad Ukendt Kunstner, spiller de ikke samtidig med noget, jeg går særlig meget op i at se. Og Ukendt Kunstner kan man jo altid se igen. Deres blanding af poprock og dance er virkelig fængslende og storslået, og sange som The MorningInside World og Dreams er umulige at få ud af hovedet. På mange måder minder de mig meget om New Order, men de lyder stadig moderne og aktuelle. Jeg havde håbet på, de ville spille lidt senere, f.eks. lige efter Paul McCartney, hvor intet alligevel rammer min interesse nær så meget som WhoMadeWho. Men kl. 16 skal jeg nok alligevel få festet igennem med et af Danmarks efter sigende bedste livebands.

8 – Disclosure
Jeg lover, der ikke er mere EDM på listen. Men jeg er altså virkelig begejstret for Disclosure. Det er et af de få bands, hvor mit hipster-niveau når sit maximum, fordi jeg “lyttede til dem, før de var mainstream”. Jeg blev øjeblikkeligt begejstret, da jeg hørte den hårdtpumpende When a Fire Starts to Burn fra deres debutplade Settle, og mens jeg lyttede til resten af pladen kunne jeg vitterligt ikke sidde stille. Nu er der i modsætning til Jungle, Hot Chip og WhoMadeWho ikke nogen fast sanger i Disclosure, men ligesom med Jamie xx tror jeg, at de har masser af anden god underholdning i ærmet. F.eks. vilde lysshows, noget fed live-instrumentation og en godt og grundigt festlig stemning. Disclosures musik er sådan noget, der virkelig bringer folk sammen, og så er det lidt ligemeget, om der er en sanger på scenen. Publikum vil alligevel skråle med for fuld skrue. Jeg vil i hvert fald. Og det glæder jeg mig til.

7 – Muse
Ja, selvfølgelig skal jeg se Muse. Jeg er ikke lige vild med alt på deres sidste par plader, men de første fire er blandt de bedste moderne prog-plader derude. Og der er også godt med solidt materiale på de nyeste par plader, selvom der er længere mellem snapsene nu. Det hjælper også, at Muse har ry for at være et af de bedste livebands i hele verden. Min far så dem i Forum for nogle år siden, han siger, at det ikke levede op til rygterne, men han har skam også tænkt sig at se dem igen. De er et knaldgodt rockband, og deres af og til næsten latterligt overdrevent melankolske tone kan sagtens ende med at være fed live. Jeg forventer faktisk at selv, de sange, jeg ikke er så glad for, vil udmærke sig live. Dem kan jeg normalt ikke lide, fordi de ender med at være for latterlige på den ene eller den anden måde, men at være latterlig er ikke et særlig stort problem, med et oplagt publikum.

6 – Mew
Hvis Muse vil lære at lave melankolsk prog-rock, der virker oprigtig igen, så burde de blive en dag ekstra på Roskilde og lytte til Danmarks uden tvivl bedste prog-band (der tilfældivis har et meget ensklingende navn). Jeg har set dem live to gange allerede, og jeg har på fornemmelsen, at Roskilde ikke bliver den sidste. De var virkelig gode på NorthSide, og det var magisk, da de fik lov til at afslutte første dag på Vanguard. Generelt er jeg ret tilfreds med hvilke bands, der er placeret senest. Kl. 1:30 er perfekt til at mærke den mørke varme, Mew kan skabe. Og den varme følelse, de vil skabe i min mave med deres følelsesrige, følsomme rockmusik, den glæder jeg mig til at gå i seng med. Mew er et magisk band, og hvis du ikke har set dem live, så har du ikke oplevet halvdelen af deres magi.