Ugens playlist #4: Top 100 00’er-sange

Der er gået en uge uden nogen anmeldelser. Det er sådan det nu engang går. Jeg har været syg, og jeg har været udmattet. Jeg har brugt min tid på andre ting, men jeg glæder mig stadig til at skrive. Jeg har dog lyttet ret meget til de næste tre plader, jeg skal anmelde, så forhåbentlig går der ikke så lang tid, inden deres anmeldelser ender på bloggen. Noget, jeg har hygget mig med i weekenden er at revidere en gammel playlist. Engang i 2013 lavede jeg top 100-lister over sange fra hvert færdigt årti tilbage til 1960’erne. Jeg har langsomt forsøgt at holde dem opdateret med min personlige smag siden, men den fik sværere og sværere ved at følge med. I går slettede jeg alt på den, og begyndte forfra ved at kigge på alle markante musikudgivelser fra 2000 til 2009.

I kan selvfølgelig som altid høre playlisten nedenfor. Den starter med min yndlingssang, og så bliver de progressivt “værre”, selvom alle sangene på listen i min optik er fremragende. Der er triste sange, glade sange, hårde sange, stille sange, simple sange og komplicerede sange, men fælles for dem alle er, at de får mig til at føle noget. Red Warszawas Metadonmix fra Maribo giver mig altid et stort smil på læben, New York, I Love You But You’re Bringing Me Down af LCD Soundsystem giver mig gåsehud, Super Mario Galaxy-temasangen af Koji Kondo får mig i en skøn, barnlig eufori, og This Mess We’re In af PJ Harvey og Thom Yorke gør mig utilpas som få andre sange. Det er det, der virkelig imponerer mig ved disse sange. Hvor mange følelser, de kan skabe på gennemsnitligt omkring de fire minutter. Foruden at dele playlisten med jer, kunne jeg også godt tænke mig at skrive kort om hver sang på min top 10:

10. Decapitated – Spheres of Madness: Når det kommer til dødsmetal er der nok mange bands, jeg foretrækker frem for Decapitated, der dog stadig er ganske kompetente. Da jeg valgte at se Decapitated frem for Bersærk på Copenhell i år, var Spheres of Madness den væsentligste faktor, med sine helt geniale guitarfraser, konstante udvikling og mest af alt det at den lyder som en slags dødens rutsjebanetur.

9. Bright Eyes – First Day of My Life: Det her var lidt min og min ekskærestes sang. Man skulle tro, at jeg følte en vis distance til sangen, nu hvor vi ikke længere er sammen, men jeg tror egentlig først nu, at jeg forstår dens kompleksitet. Conor Obersts lyrik handler nemlig ikke kun om den lykkelige del af kærlighed, selvom jeg naivt kun kunne se den del af sangen på det tidspunkt. Den handler om at starte forfra, være nervøs og ikke helt at kunne forstå verden omkring sig. Og jeg kender ingen sange, der behandler denne tematik bedre.

8. LCD Soundsystem – Losing My Edge: Denne sang handler om at være musiknørd, at være stolt af sin musiknørderi og føle en vis latterlig trang til at prale om den. Det handler om at føle sig underligt nedværdiget af folk der kommer, og tror, de ved noget. Det er en monotom teknosang, der handler om at blive helt vanvittig af noget, der kan virke så ligegyldigt, og som nok også er det. Og så handler det i sidste ende også om at anerkende, at man ikke kan være den bedste til alt, man ønsker at være den bedste til. Den er både satirisk og introspektiv, og det er om noget imponerende.

7. Animal Collective – My Girls: Nu har jeg vist snakket nok om tekster, så lad mig da sige, at tekstens betydning i My Girls er helt underordnet for mig. Ordene lyder dog vidunderligt sammen, og der bliver dannet smukke lag på lag af psykedeliske drømmebilleder. Man havner i vild ekstase, og hver eneste lille lyd ender med at blive engagerende. Man kan finde noget nyt, hver eneste gang man lytter til den, og selvom den gentager mange fraser, formår den at præsentere dem, så de altid føles friske og overraskende.

6. Beck – Lost Cause: Beck er mest af alt kendt for at være underlig, spontan og fuld af nonsens. Så udgiver han Lost Cause, en helt og aldeles opgivende sang, hvor vi møder en Beck Hansen, der bare kigger på sin situation og må anerkende, at der ikke er noget, han kan gøre. Det er en tung sang, der blander det simple med det pompøse. Der er et storladent arrangement, der gør sangen så smuk, men den akustiske guitar er fremtrædende og får sangen til at føles nede på jorden. Jeg hulkede mig igennem den på NorthSide, da Beck spillede den.

5. Radiohead – Everything In Its Right Place: Lige fra den første tone af dette mesterlige nummer, får jeg altid en klump i halsen. Verden stopper for mig et øjeblik. Det er som at blive transporteret til en anden dimension i 4 minutter. Hver eneste lille harmoni lyder fuldkommen magisk. Jeg ved slet ikke hvordan man skriver om sangen, for mens jeg lytter til den, bliver jeg altid mere koncentreret om sangen end om noget andet, og når jeg ikke gør, føles den øjeblikkeligt fjern i min bevidsthed.

4. Radiohead – Idioteque: Her har vi følelsen af paranoia, af frygt og af tanker om død. Der er så meget, der er decideret ukomfortabelt ved sangen. Yorke starter med at synge lidt senere, end hvad rart er, synthesizeren bag hans stemme virker creepy, nærmest som om, den forfølger ham. Når den endelig forsvinder, føles sangen helt nøgen, helt sårbar, som om, man kunne blive spiddet ethvert øjeblik. Et vidunderligt nervevrag af en sang.

3. Burial – Archangel: Jeg tror at Burial ligesom Decapitated (og andre kunstnere på listen, såsom Choir of Young Believers, fun. og The xx) har malet sig selv ind i et hjørne ved at lave en sang, der er så god, at de sandsynligvis aldrig kan lave noget af samme kvalitet igen. Jeg kan godt lide det meste af Burial, men Archangel er et væld af følelser, der for de fleste er umuligt at matche. Hvis du tror, dubstep kun handler om vild wub-wub-wub-wub og tung bas, så giv dette rørende, dybtfølte nummer et lyt. Det er smukt.

2. Johnny Cash – Hurt: Der var adskillige år, hvor du kunne spørge mig om min yndlingssang i verden, hvortil mit svar øjeblikkeligt ville være Johnny Cashs cover af Nine Inch Nails-sangen Hurt. Det er også en rørende, tåreindbydende sang, der handler om døden, fortalt af en mand, der var på vej til at dø. Det var 00’ernes Blackstar. Den giver mig overraskende nok stadig både tårer og gåsehud.

1. Radiohead – The National Anthem: Når det basriff begynder, rocker jeg med. Når den synthesizer kommer, skræmmes jeg. Når trommerne kommer igen, rocker jeg i starten med, men trommernes monotoni leder til, at jeg føler mig utryg. Når Thom Yorke åbner munden, stopper tiden. Så bliver det senere til et larmende, kaotisk jazznummer, der bygger genialt oven på alle elementerne fra før. Lydene i kaosets klimaks er bizarre, dybe og inspirerende. Man sidder til sidst og ved ikke helt, hvad man har fået ud af dette vanvid, men man ved, at det har været godt.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (10-6) + Copenhell

Roskilde Festivals lineup er altid spændende. Dels fordi, man kan komme til at se nogle personlige helte, man har holdt af i årevis, dels fordi man kan opdage noget ny, spændende musik, man ellers næppe havde hørt om. At lytte til hele lineuppet er næsten en lige så stor begivenhed for mig som selv festivalen. Jeg kan anbefale alle at gøre det. Hvis jeg ikke havde gjort det, havde jeg næppe opdaget tiendepladsen på denne liste.

10: Ho99o9
To af mine yndlingsgenrer er hip hop og punk. Hvad får man, hvis man blander de to sammen? Man får Ho99o9, et af ganske få industrielle hip hop-navne, jeg har hørt, der ikke bare lyder som en efterligning af Death Grips eller Kanye Wests Yeezus. De spiller på et tidspunkt, hvor der elllers er fed musik på næsten alle scener – Macklemore, Bisse, Kvelertak og Birdy Nam Nam spiller samtidig – og alligevel er disse ukendte punkrappere det, jeg vælger at se. Ho99o9 skulle være endnu mere aggressive og brutale på scenen end på deres indspillede materiale, og der går de ellers amok. Det er så grimt, at jeg ikke kan undgå at blive lidt forelsket i det, for det føles også oprigtigt. De sørger aldrig for at dvæle ved, hvor klamt det hele kan være (de har bl.a. skrevet om nekrofili), det er bare sådan de er, når de bliver vrede. Det bliver et vredt show uden lige.

9: The Orchestra of Syrian Musicians + Damon Albarn + Guests
Der er mange måder, man kan starte hovedfestivalen på. Hardcore punk fra Frank Carter and the Rattlesnakes? Britisk hip hop fra Little Simz? Eller hvad med en stor fest, hvor arabisk og vestlig musik mødes i skøn forening? Det er stadig lidt usikkert, hvad “Guests” refererer til i koncertens titel, men der kommer en gæsteliste senere – alt efter hvor vild gæstelisten er, ville denne koncert godt kunne ende endnu højere oppe på listen. Men som det ser ud nu, får vi Damon Albarn, en af vor tids bedste musikere. Om det er hans arbejde med Blur, Gorillaz, The Good The Bad and the Queen, Africa Express eller hans solokarierre, så har han altid været en eventyrlysten og kreativ sjæl. The Orchestra of Syrian Musicians blev spredt for alle vinde, da krigen i Syrien brød løs, men de er blevet samlet igen Blues Brothers-style, bl.a. for at skulle åbne Orange Scene. Det er fandeme god stil.

8: At the Drive-In
Sidste år var et af de bands, jeg havde glædet mig mest til Antemasque, det nyeste projekt fra genierne Omar Rodríguez-Lopez og Cedric Bixler-Zavala. De blev desværre nødt til at aflyse, men til gengæld fik vi en fremragende koncert fra svenske Bob Hund, og i år ser vi Omar og Cedric vende tilbage for fuld udblæsning med bandet, der gav dem deres gennembrud. At the Drive-In er fænomenal post-hardcore fra samme støbeske som NorthSide-aktuelle Refused, men At the Drive-In løfter det til et helt nyt niveau. Sangskrivningen på deres plader er så latterligt velgennemtænkt, at man har svært ved at sluge det, og det rammer den smukkeste mellemting mellem det vrede og det synderknuste. De har ikke turneret siden 2012, og det var kun en meget kortvarig genforening siden 2001, hvor de ellers gik i opløsning. Men nu er de tilbage, og det bliver for vildt.

7: Neil Young + Promise of the Real
Jeg har anmeldt adskillige Neil Young-plader allerede, og hvis du har fulgt mig længe, er det nok ikke svært at regne ud, at jeg beundrer Neil Young som sangskriver, som guitarist og generelt som kunstner, især i forhold til hans ældre materiale. Men selvom hans nyere plader ikke er nær så fede, så skulle hans koncerter stadig være mesterlige, og idet hans stemme aldrig var nogen skønhed til at begynde med, kan det stort set ikke høres, at han er blevet så meget ældre nu. Hans skrøbelige udtryk er virkelig rørende. Promise of the Real, som han også har lavet sin nyeste plade sammen med, består af to af Willie Nelsons sønner på guitar samt tre andre dygtige musikere. Siden Neil Young også er på guitar, kommer det til at blive en hjernedødt fed guitar-opvisning, som forhåbentlig blæser Roskilde omkuld.

6: Tame Impala
Da jeg første gang hørte Tame Impala-nummeret Elephant var jeg ellevild med det. Det var nyt og anderledes, men det var også fængende og underholdende. Det var sådan en sang, der bare øjeblikkeligt skulle høres igen og igen, for at man derefter kunne dykke ned i deres diskografi. Jeg elsker denne psykedeliske rock, men da de sidste år valgte at parkere guitarerne til fordel for synthesizers, var jeg stadig med hele vejen, for Currents er sublim, veludført synthpop, der i mine øjne er lige så formidabel som deres psych. Deres tre albums er alle virkelig fede, og jeg har tænkt mig at spæne ned til Arena, så snart Neil Young er færdig, for de har det med at gøre alt, de rører til guld. Jeg ville ellers også gerne have set Peaches og Mutoid Man, der begge spiller samtidig, men de smukke toner fra sange som Feels Like We Only Go Backwards og Let It Happen kan man ikke trække mig væk fra.

Dagene op til Roskilde Festival skal jeg for første gang på Copenhell, for som del 1 af denne top 15 antydede, er jeg ret stor fan af heavy metal. De har et helt vildt lineup i år. De har allerede udsolgt af lørdags- og partoutbilletter, men hvis du kan lide noget af den hårde musik, bør du overveje en endagsbillet til fredag eller torsdag. Hvis du har tænkt dig at tage afsted, men er lidt i tvivl om, hvad du vil se, har jeg lavet en top 15 over Copenhell-navne, jeg glæder mig til at se:

15: Amon Amarth
14: King Diamond
13: Rival Sons
12: Scorpions
11: Black Peaks
10: Gutterdämmerung
9: Decapitated
8: Abbath
7: Dropkick Murphys
6: Megadeth
5: Red Warszawa
4: Sólstafir
3: Alice Cooper
2: Black Sabbath
1: Converge