Tag-arkiv: Beck

Top 15 navne, jeg glæder mig til at se på Northside 2018

Udgivet den af
Svar

Fotograf: Morten Rygaard

For omtrent et år siden sagde jeg til mig selv: »Det var godt nok en fed koncert med Radiohead, men jeg tror, jeg holder en NorthSide-pause næste år«. Jeg sagde til mig selv, at jeg alligevel havde set de fleste store navne, der passede med NorthSides profil, og derudover kunne jeg godt tænke mig at opprioritere nogle mindre festivaler – Festival of Endless Gratitude, Spot Festival og Heartland Festival er blandt dem, jeg godt kunne tænke mig at besøge eller genbesøge.

Min musiksmag var også begyndt at ændre sig. Jeg elsker stadig guitarrock og indiemusik højt, men hidtil havde NorthSide simpelthen ikke fulgt min smag i forhold til jazz, world eller hiphop – genrer, jeg gradvist er blevet mere og mere interesserede i. Hiphoppen er de dog så sandelig kommet efter.

Så derfor lavede jeg en lille liste i mit hoved af potentielle NorthSide-hovednavne, der kunne lokke mig til festivalen igen: Jack White, The Strokes, Gorillaz, Pearl Jam, Vampire Weekend, Tame Impala… og denne listes førsteplads. Ja, jeg bed sgu på krogen alligevel. Bedst som NorthSide var begyndt at bevæge sig i en retning, der lugtede lidt af, at vi ville få det samme år efter år, skruede de op for genrediversiteten, mens de også holdt sig tro til den profil, der har kendetegnet dem i årevis.

Desværre skal jeg også til eksamen i humanistiske metoder fredag morgen. Jeg bider det i mig, da omprøven vil være lige en tand for omfattende til hvad jeg lige orker. Da NorthSide foregår i Århus og eksamen foregår i Roskilde, går jeg desværre både glip af de seneste torsdagsnavne og de tidligste fredagsnavne. Så jeg sender en kærlig hilsen til især The Internet, Body Count og Rostam, der alle ville være havnet på denne liste, hvis jeg ikke så mig nødsaget til at misse dem. Ligeledes ville Thundercat, Kellermensch og Rex Orange County nok være at finde her, hvis det ikke var fordi de spillede samtidig med andre fede navne.

Slutteligt ville Earl Sweatshirt også være på listen, hvis han ikke havde aflyst sin optræden på årets festival. Jeg er ganske ked over det, især da det er anden gang, han aflyser en optræden på NorthSide med kort varsel – men det er med en god forklaring, og jeg håber alt det bedste for hans mentale helbred. NorthSide skriver, at de ikke vil booke ham nogensinde igen på grund af dette, hvilket jeg synes er synd, og det gnider da lidt salt i såret. Jeg håber på, at fx Roskilde vil give ham en chance en gang i fremtiden.

15. Mashrou’ Leila

Som tidligere nævnt er jeg de seneste par år blevet vældig glad for worldmusik, mens NorthSide sjældent bevæger sig i den retning. Mashrou’ Leilas musik sørger for lidt mere multikulturelt flair på festivalen, der ellers er domineret af europæisk, nordamerikansk og australsk musik. Nuvel, de er fra Libanon, men jeg ville næppe ligefrem kalde deres musik for world – det er mest af alt indierock, der er opført på arabisk med skarpe politiske tekster… ifølge folk, der rent faktisk kan arabisk. Der er dog også elementer i deres musikalske univers, der reflekterer et unikt libanesisk perspektiv. Det er gribende, og de tilføjer noget kant, der i mine øjne har manglet fra meget nyere indierock.

14. Susanne Sundfør

Der er få dobbeltbookinger på årets NorthSide, der har efterladt mig nær så fortvivlet som Susanne Sundfør på samme tid som Marvelous Mosell. Sundførs bundsolide sangskrivning er konsekvent gribende, og en aftenplacering på den lille Red Stage er inspireret. Omvendt er kække Marvelous Mosell altid garant for en god fest, og han rivaliserer seriøst Pede B i sine evner som live-rapper (omend jeg desværre aldrig har hørt ham freestyle). Lige nu er min beslutning på Sundfør, mest fordi jeg aldrig har set hende før, og jeg er kun blevet gladere for hendes fremragende, elegante artpop som årene er gået. Hendes melankoli bærer en aura af ægthed, som man sjældent ser mage til.

13. Sleaford Mods

Okay, jeg er ret sikker på, at Sleaford Mods-koncerten lidt bliver noget værre skrald. Jeg har hørt fra andre (og set videoevidens for), at ham det ene medlem bare trykker på én knap for at starte hvert backingtrack, og så nikker han med hovedet. Ham den anden står mere eller mindre helt stille, mens han rap-synger på arbejderklasseengelsk. Men hvis der er én koncert på NorthSide, hvor den tilgang har sin charme, så er det Sleaford Mods, der skal lukke den lille Red Stage af mens Nik & Jay har poleret popfest på den store scene i den anden ende af festivalpladsen. Sleaford Mods’ fandenivoldske postpunk er ikke noget for alle, men deres stærke tekster og minimalistiske instrumentation er dybt tiltalende for mig.

12. Father John Misty

Denne kæphøje og yderst selvironiske singer/songwriter ville nok være havnet højere, hvis jeg ikke allerede havde set ham én gang, men lad det så være sagt, at han var fremragende, da jeg så ham i Falconer Salen. Siden da har han udgivet to glimrende album, og jeg glæder mig til at se hvordan både de ambitiøse numre fra ‘Pure Comedy’ og de sælsomme ballader fra ‘God’s Favorite Customer’ fungerer live. Han er fuld af karisma og karakter på scenen, og hans sange får ofte helt nyt format til koncerterne.

11. Deerhunter

Der er så meget halvpsykedelisk indiepop derude, at det kan være svært at skille det middelmådige fra det enormt kompetente. Deerhunter er så absolut det sidstnævnte. Deres melodier går lige i hjertet, og på album som ‘Halcyon Digest’ og ‘Microcastle’ har de skrevet noget af den mest gennemførte, genren nogensinde har set. De er et NorthSide-navn af klassisk format, og deres lækre klangflader kommer med garanti til at lægge en tiltrængt ro over den travle festivalplads.

10. Future Islands

Her har vi endnu et navn, jeg nok ville have placeret højere, hvis jeg ikke allerede havde set dem – ja, jeg har sågar set dem hele to gange. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at jeg har nydt det overordentlig meget begge gange. Samuel Herring er en af verdens dygtigste frontmænd, og gruppens sangskrivning har en dejlig blanding af catchy synthesizerflader og underlæggende vemodigt mørke. Når det bliver filtreret gennem Herrings unikke tilstedeværelse bliver det på én gang lettere karikeret og totalt forførende.

9. Mike D

Da jeg så, at Mike D blev booket til årets festival, troede jeg i starten, at han blot skulle dj’e, men da jeg så læste, at han skulle rappe sange fra sin tid i Beastie Boys, blev jeg for alvor spændt. Jeg er ked af, at jeg aldrig nåede at se Beastie Boys, men hvis jeg har lært noget af Paul McCartney, Richard Ashcroft og Iggy Pop, er det, at solisterne ofte kan skabe magi med musik fra deres gamle bands. Videoen ovenfor gør mig lettere bekymret for showet, men den er vistnok også fra en af de første solokoncerter, han gav som rapper. Jeg håber, han er blevet mere tryg ved at tage sig af mikrofonen alene siden da.

8. MC50

Endnu et oldies-navn. Wayne Kramer er det eneste tilbageværende medlem fra den toneangivende protopunkgruppe MC5, der debuterede for snart 50 år siden med det legendariske livealbum ‘Kick Out the Jams’. Men med en særlig jubilæumsudgave af bandet, hvor Kramer får følgeskab af Kim Thayil, Matt Cameron, Don Was og Marcus Durant skal vi nok få en koncert med manér. Det er sjovt, jeg tænkte tidligere i år på om de stadig gav koncerter – hvorvidt jeg skulle se dem på et lille spillested, hvis de kom til Danmark. Og så blev MC50-konceptet annonceret, hvorefter det blev føjet til NorthSide-programmet til min store lykke.

7. Tyler, The Creator

Hvis du havde fortalt mig for fem år siden, at jeg ville sætte Tyler, The Creator på min topliste for en festival, havde jeg leet af dig. Jeg kunne ikke fordrage Tyler i 2013. Han virkede ondsindet i hvert eneste ord der kom ud af munden på ham, hans beats var utiltalende mørke, og jeg mente at han spiste kakerlakker for at dreje opmærksomhed væk fra hvor uinteressant han egentlig var (især sammenlignet med andre Odd Future-navne som Earl Sweatshirt og Frank Ocean). Så hørte jeg sidste års ‘Flower Boy’. Hele min opfattelse af den gamle musik ændrede sig. Jeg så så tydeligt, hvordan det hele var en facade, hvormed han skjulte sin følsomhed og sin seksualitet. Derudover er ‘Flower Boy’ bare et knaldgodt album – bløde, karakterrige soulbeats sat over for en ny, mere ærlig og ægte Tyler. Når jeg ser videoer af ham nu, får jeg et stort smil på læben. Jeg håber, at jeg vil føle det samme, når jeg ser ham på NorthSide.

6. Queens of the Stone Age

Jeg har set Queens of the Stone Age spille deres skarpe, hårde rockmusik tre gange, og hver gang har været bedre end gangen før. En af disse gange var i 2014, hvor de afsluttede årets NorthSide. De har atter fået en sen tid, og hvis de overgår sig selv endnu en gang, kan det blive en fantastisk koncert. Spilletiden er ideel i mine øjne, og det samme gælder scenen. Deres nyeste album ‘Villains’ er ikke deres stærkeste i studieudgaven, men sangene fungerer fænomenalt live, så det ser jeg særligt meget frem til.

5. Beck

Vi forbliver ved navne, jeg har set til NorthSide før… og desværre også endnu et navn, der just har udgivet et af deres svageste album. Men så vidt jeg ved, spiller Beck kun de mest populære sange fra ‘Colors’ live, og derudover er det ligesom sidst en lang hitparade fra hans store bagkatalog. Det var enormt charmerende til NorthSide 2016 – en god kandidat til årets bedste koncert – så jeg er sikker på, at det nok skal gå fantastisk igen i år. Dog er han endnu et navn, der nok ville have været højere, hvis jeg ikke allerede havde set ham live én gang før.

4. The National

Okay, jeg havde nok lidt ret i, at NorthSide ville booke en del navne i år, jeg allerede havde set en gang. Men det er så til gengæld navne, jeg har nydt enormt meget. Især The National, som jeg havde lyttet en smule til siden 2012-13, men først rigtig blev forelsket i, da jeg så dem live på NorthSide i 2014. Dengang lukkede de den store scene for deres dag, og jeg havde lidt håbet, at de ville få lukketjansen igen. Men uanset hvad glæder jeg mig til at få især hørt sangene fra den glimrende ‘Sleep Well Beast’ live – udover de få, vi altså fik, da gruppen gæstede københavnske Haven sidste år. Så kan vi få en ordentlig aftenmelankoli.

3. N.E.R.D.

Jeg tror aldrig, jeg havde gættet, at N.E.R.D. ville komme på NorthSide med deres seksuelle, funkrockede hiphop. Og de har (ligesom Tyler) fået en kriminelt tidlig spilletid. Men fuck, det bliver også sjovt. Jeg har aldrig rigtig dyrket dem, men jeg har dykket ned i deres diskografi, og det er så pissegodt. Det har ikke den store dybde, men håndværket er utrolig solidt, og al video jeg har set af dem optræde, virker virkelig overbevisende. Og så har det desuden lige lidt mere kant end det meste Pharrell har været involveret i. Jeg sørger for at stille mig allerforrest til det her, når jeg ankommer til festivalpladsen efter min eksamen.

2. C.V. Jørgensen

C.V. Jørgensen er uden sammenligning den bedste danske singer/songwriter nogensinde, og at han er i gang med at turnere igen gør mig så utrolig glad. Hans tekster er poetiske og maleriske, og hans stemme og instrumentation leverer det hele meget elegant. På den nuværende turné spiller han især sange fra ‘Sjælland’ og ‘Indian Summer’, to rigtig gode og lettere oversete album fra hans ufatteligt konsekvente diskografi. Jeg håber, at det store festivalpublikum ikke vil være skuffet over, at han begrænser antallet af de store hits fra 70’erne, men nuvel: selv glæder jeg mig.

1. Björk

Få musikere har som Björk fornyet det musikalske landskab, og ligeledes har hun en latterligt konsekvent diskografi. Hendes musik er betagende og føles som om, den kommer fra en helt anden planet til tider, mens det også kan føles som om, den kommer fra dybt nede i jorden. Jeg har hørt fantastiske ting om hendes koncerter, og jeg blev sikker på, at jeg skulle på NorthSide så snart, hun blev booket. Og jeg tager hjem efter hende for nok at møde halvtræt op til en eksamen i Roskilde. Så meget betyder Björk for mig. Hun er ikke blot det bedste navn på NorthSide. Hun er den bedste booking på tværs af alle danske festivaler i år.

Ugens playlist #4: Top 100 00’er-sange

Udgivet den af
Svar

Der er gået en uge uden nogen anmeldelser. Det er sådan det nu engang går. Jeg har været syg, og jeg har været udmattet. Jeg har brugt min tid på andre ting, men jeg glæder mig stadig til at skrive. Jeg har dog lyttet ret meget til de næste tre plader, jeg skal anmelde, så forhåbentlig går der ikke så lang tid, inden deres anmeldelser ender på bloggen. Noget, jeg har hygget mig med i weekenden er at revidere en gammel playlist. Engang i 2013 lavede jeg top 100-lister over sange fra hvert færdigt årti tilbage til 1960’erne. Jeg har langsomt forsøgt at holde dem opdateret med min personlige smag siden, men den fik sværere og sværere ved at følge med. I går slettede jeg alt på den, og begyndte forfra ved at kigge på alle markante musikudgivelser fra 2000 til 2009.

I kan selvfølgelig som altid høre playlisten nedenfor. Den starter med min yndlingssang, og så bliver de progressivt “værre”, selvom alle sangene på listen i min optik er fremragende. Der er triste sange, glade sange, hårde sange, stille sange, simple sange og komplicerede sange, men fælles for dem alle er, at de får mig til at føle noget. Red Warszawas Metadonmix fra Maribo giver mig altid et stort smil på læben, New York, I Love You But You’re Bringing Me Down af LCD Soundsystem giver mig gåsehud, Super Mario Galaxy-temasangen af Koji Kondo får mig i en skøn, barnlig eufori, og This Mess We’re In af PJ Harvey og Thom Yorke gør mig utilpas som få andre sange. Det er det, der virkelig imponerer mig ved disse sange. Hvor mange følelser, de kan skabe på gennemsnitligt omkring de fire minutter. Foruden at dele playlisten med jer, kunne jeg også godt tænke mig at skrive kort om hver sang på min top 10:

10. Decapitated – Spheres of Madness: Når det kommer til dødsmetal er der nok mange bands, jeg foretrækker frem for Decapitated, der dog stadig er ganske kompetente. Da jeg valgte at se Decapitated frem for Bersærk på Copenhell i år, var Spheres of Madness den væsentligste faktor, med sine helt geniale guitarfraser, konstante udvikling og mest af alt det at den lyder som en slags dødens rutsjebanetur.

9. Bright Eyes – First Day of My Life: Det her var lidt min og min ekskærestes sang. Man skulle tro, at jeg følte en vis distance til sangen, nu hvor vi ikke længere er sammen, men jeg tror egentlig først nu, at jeg forstår dens kompleksitet. Conor Obersts lyrik handler nemlig ikke kun om den lykkelige del af kærlighed, selvom jeg naivt kun kunne se den del af sangen på det tidspunkt. Den handler om at starte forfra, være nervøs og ikke helt at kunne forstå verden omkring sig. Og jeg kender ingen sange, der behandler denne tematik bedre.

8. LCD Soundsystem – Losing My Edge: Denne sang handler om at være musiknørd, at være stolt af sin musiknørderi og føle en vis latterlig trang til at prale om den. Det handler om at føle sig underligt nedværdiget af folk der kommer, og tror, de ved noget. Det er en monotom teknosang, der handler om at blive helt vanvittig af noget, der kan virke så ligegyldigt, og som nok også er det. Og så handler det i sidste ende også om at anerkende, at man ikke kan være den bedste til alt, man ønsker at være den bedste til. Den er både satirisk og introspektiv, og det er om noget imponerende.

7. Animal Collective – My Girls: Nu har jeg vist snakket nok om tekster, så lad mig da sige, at tekstens betydning i My Girls er helt underordnet for mig. Ordene lyder dog vidunderligt sammen, og der bliver dannet smukke lag på lag af psykedeliske drømmebilleder. Man havner i vild ekstase, og hver eneste lille lyd ender med at blive engagerende. Man kan finde noget nyt, hver eneste gang man lytter til den, og selvom den gentager mange fraser, formår den at præsentere dem, så de altid føles friske og overraskende.

6. Beck – Lost Cause: Beck er mest af alt kendt for at være underlig, spontan og fuld af nonsens. Så udgiver han Lost Cause, en helt og aldeles opgivende sang, hvor vi møder en Beck Hansen, der bare kigger på sin situation og må anerkende, at der ikke er noget, han kan gøre. Det er en tung sang, der blander det simple med det pompøse. Der er et storladent arrangement, der gør sangen så smuk, men den akustiske guitar er fremtrædende og får sangen til at føles nede på jorden. Jeg hulkede mig igennem den på NorthSide, da Beck spillede den.

5. Radiohead – Everything In Its Right Place: Lige fra den første tone af dette mesterlige nummer, får jeg altid en klump i halsen. Verden stopper for mig et øjeblik. Det er som at blive transporteret til en anden dimension i 4 minutter. Hver eneste lille harmoni lyder fuldkommen magisk. Jeg ved slet ikke hvordan man skriver om sangen, for mens jeg lytter til den, bliver jeg altid mere koncentreret om sangen end om noget andet, og når jeg ikke gør, føles den øjeblikkeligt fjern i min bevidsthed.

4. Radiohead – Idioteque: Her har vi følelsen af paranoia, af frygt og af tanker om død. Der er så meget, der er decideret ukomfortabelt ved sangen. Yorke starter med at synge lidt senere, end hvad rart er, synthesizeren bag hans stemme virker creepy, nærmest som om, den forfølger ham. Når den endelig forsvinder, føles sangen helt nøgen, helt sårbar, som om, man kunne blive spiddet ethvert øjeblik. Et vidunderligt nervevrag af en sang.

3. Burial – Archangel: Jeg tror at Burial ligesom Decapitated (og andre kunstnere på listen, såsom Choir of Young Believers, fun. og The xx) har malet sig selv ind i et hjørne ved at lave en sang, der er så god, at de sandsynligvis aldrig kan lave noget af samme kvalitet igen. Jeg kan godt lide det meste af Burial, men Archangel er et væld af følelser, der for de fleste er umuligt at matche. Hvis du tror, dubstep kun handler om vild wub-wub-wub-wub og tung bas, så giv dette rørende, dybtfølte nummer et lyt. Det er smukt.

2. Johnny Cash – Hurt: Der var adskillige år, hvor du kunne spørge mig om min yndlingssang i verden, hvortil mit svar øjeblikkeligt ville være Johnny Cashs cover af Nine Inch Nails-sangen Hurt. Det er også en rørende, tåreindbydende sang, der handler om døden, fortalt af en mand, der var på vej til at dø. Det var 00’ernes Blackstar. Den giver mig overraskende nok stadig både tårer og gåsehud.

1. Radiohead – The National Anthem: Når det basriff begynder, rocker jeg med. Når den synthesizer kommer, skræmmes jeg. Når trommerne kommer igen, rocker jeg i starten med, men trommernes monotoni leder til, at jeg føler mig utryg. Når Thom Yorke åbner munden, stopper tiden. Så bliver det senere til et larmende, kaotisk jazznummer, der bygger genialt oven på alle elementerne fra før. Lydene i kaosets klimaks er bizarre, dybe og inspirerende. Man sidder til sidst og ved ikke helt, hvad man har fået ud af dette vanvid, men man ved, at det har været godt.

Ugens playlist #2: Morgenstemning

Udgivet den af
Svar

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

Top 15 navne på NorthSide 2016 (5-1)

Udgivet den af
Svar

Så er vi nået til top 5. Jeg er fuldkommen lykkelig over, at jeg skal se disse 5 kunstnere, som jeg alle har været fan af virkelig længe. De repræsenterer vidt forskellige genrer, men fælles for dem alle er, at deres musik er latterligt god.

5: Malk de Koijn
Disse tre langestrandsdrenge har brækket dansk ned i knap 20 år på tværs af mange forskellige vilde projekter. Men Geolo G, Tue Track og Blæs Bukki har nok lavet deres mest spændende værker, når de har arbejdet sammen under navnet  Malk de Koijn. De er måske ikke enormt produktive, men når de endelig udgiver noget, er det konsekvent fyldt med enormt svedige beats, lækre, kreative linjer og en hel del små genialiteter over det hele. De kan være latterlige som på De rigtige McCoys eller Vi Tager Fuglen på dig, og de kan også have noget på hjerte, som på Kosmisk Kaos eller Klap din Hoddok, men uanset hvilken tilgang de har, udforsker de det med takt, kreativitet og masser af god humor.

4: The Chemical Brothers
For et par år siden kunne jeg ikke forestille mig at have hip hop eller især elektronisk musik i min top 5 over koncertnavne, selv hvis jeg ellers var stor fan af deres musik. Det har især NorthSide været med til at ændre på, da jeg har haft fortræffelige oplevelser med navne som Underworld, Rudimental, Parov Stelar og Röyksopp live. Det har været nogle vidunderlige koncerter, hvor stemningen bare har været tip-top! Nogle af dem har været regulær elektronisk optræden, mens andre har haft organisk instrumentation med. Uanset hvad, har det været fedt. Ingen af disse har dog i min optik lavet nær så meget fed, hårdtpumpende, vild electronica som The Chemical Brothers. I løbet af deres lange karriere har de lavet det ene fantastiske nummer efter det andet, og når jeg kigger på deres setlister online, ser de helt fænomenale ud. Det bliver til en utrolig oplevelse med lysshow, dans, bas, beats, skrålen og skrigen. Det går ned.

3: Wilco
Har du hørt Wilcos plade Yankee Hotel Foxtrot? Hvis du ikke har, så gør det nu. Wilcos varme, lettere eksperimenterende countryprægede rockmusik er ikke blot præget af forsanger Jeff Tweedys ufattelige evner som sangskriver, men de har også i fællesskab en musikalsk lyst til at udforske nye territorier. Der er ingen interesse i at lefle for nogen, for musikkens brændstof er og bliver gruppens kærlighed til musikken. Alle musikerne er også på et teknisk plan latterligt dygtige, og de holder sig sjældent tilbage for at prale med deres evner. Alt dette går på Wilcos plader op i en højere enhed, og live kræver det selvfølgelig en vis portion finesse, før disse elementer ikke overdøver hinanden. Det kan muligvis ske, men hvis Wilco får det til at harmonisere på samme måde, som de gør på plader som Yankee Hotel Foxtrot og A Ghost Is Born, bliver det en fortryllende koncert.

2: Iggy Pop
Iggy Pop er en vaskeægte legende, både som live-optrædende, som udøvende musiker og som personlighed i sig selv. Hans plader med The Stooges er punkklassikere med god grund, hans gamle soloudgivelser såsom Lust for Life og The Idiot er fyldt med drøngode rocksange, der stadig tåler at blive hørt igen. Nu er han tilbage med nok sin bedste musik siden da på Post Pop Depression fra i år. Han spillede for ikke så lang tid siden i Falconer Salen i København, og anmeldelserne derfra har rost ham til skyerne. Jeg er stor fan af Iggy Pops vilde udtryk med den bare mave og den totale mangel på tilbageholdenhed. Den har jo i lige så høj grad som hans musik gjort ham til et ikon. Og så længe han stadig har sin vitalitet, og det har han, så er der ingen risiko for, at koncerten bliver andet end fremragende.

1: Beck
Jeg købte min NorthSide-billet stort set så hurtigt, jeg kunne, for oven på to så stærke år, var jeg sikker på, at de nok skulle komme med et lækkert program igen. Da de annoncerede den første omgang navne, var Beck iblandt dem, og jeg vidste allerede da, at jeg havde truffet det rigtige valg. Beck er et regulært geni, og han er muligvis også lettere vanvittig. Han mestrer det latterlige og bizarre, men hvis han vil tage musikken en tak ned og levere noget dybt og følelsesrigt, kan han også det. Hans ideer er altid nytænkende og vilde, selv hvis det som på Morning Phase, Mutations og Sea Change kan virke roligt og simpelt. Der er så mange lag til al hans musik, at man vitterligt kunne analysere stort set ethvert af hans musikstykker i timevis. Fra jeg hørte Loser første gang var jeg dybt forelsket, og mødet med plader som Sea Change og Odelay! fik ham nær toppen af musikere, jeg drømte om at se live. Og mens jeg ikke orkede Smukfests middelmådige program sidste år og ikke var hurtig nok til at få billet til hans intimkoncert i glassalen, så sker det endelig for mig – jeg får set en af mine musikalske helte live. Han skal afslutte festivalen, og det bliver den mest magiske afslutning nogensinde.

Det var så min top 15. Jeg glæder mig, og skrivningen af denne liste har kun fået mig til at glæde mig endnu mere. Både til navnene her på listen, men også til Alex Vargas, Samm Henshaw, Jake Bugg, Twin Atlantic, Lukas Graham, Blossoms, The Minds of 99, Caribou og Yeasayer. Og nu er jeg ikke just fan af Yelawolf eller Damien Rice, men jeg vælger at give dem en chance alligevel, for der er ikke rigtig noget samtidig. Og gør gerne det samme, giv gerne noget ny musik en chance, selv hvis det ikke fanger dig på plade, kan det være fede koncerter. Jeg er lidt ærgerlig over, at mit program forhindrer mig i at se Puscifer, Flume og Den Sorte Skole, men det går nok. Vi ses på NorthSide!

Nyheder: Februar 2014

Udgivet den af
Svar

Så er det februar! Måneden blev for mig sparket i gang af en koncert med Wire Hype! Jeg er gode venner med trommeslageren, og den 31. januar så jeg dem for første gang. Det var på bodegaen Pingvinen i Gladsaxe! Hvis du er til klassisk indie-rock fra 80’erne som f.eks. Pixies, Sonic Youth, Joy Division eller Dinosaur Jr., så er disse fire fyre sikkert noget for dig! Dagen efter stod den på finske Turisas, som rockede løs i Pumpehuset. God start på måneden. Ellers skal jeg se Deep Purple i Falconer Salen, Haim i Store Vega og Dream Theater i Forum.

Mit radioprogram er nu nået afsnit 36, og i løbet af denne måned når jeg afsnit 40. Det glæder jeg mig naturligvis afsindigt meget til. Årsagen til dette er, at med afsnit 40 vil jeg have anmeldt præcis 200 plader, og jeg vil være nået til album nr. 300 på Rolling Stone Magazines liste. På bloggen er jeg nået til album nr. 269, og dermed er vi ret tæt på, at bloggens forside atter bliver levende, og da vil der blive skrevet her sideløbende med radioprogrammet. Mit program, der i øvrigt hedder The Vinyl Countdown kan høres hver onsdag kl. 17:00 på Rockkanalen.

Bibzoom lægger som sædvanligt mange af mine anmeldelser op på deres side. Læs dem her:
No Doubt – Tragic Kingdom
Beck – Sea Change
Nirvana – In Utero
Big Star – #1 Record
George Harrison – All Things Must Pass
Brian Eno – Here Come the Warm Jets
PJ Harvey – To Bring You My Love
The Police – Outlandos d’Amour

Ja, og med enhver ny måned, så kommer naturligvis også masser af spændende albums, og som altid har jeg lavet min personlige liste over den kommende måneds mest interessante albums:

  1. Beck – Morning Phase
  2. St. Vincent – St. Vincent
  3. Lost in the Trees – Past Life
  4. Temples – Sun Structure
  5. Xiu Xiu – Angel Guts: Red Classroom
  6. ScHoolboy Q – Oxymoron
  7. Bombay Bicycle Club – See You Tomorrow
  8. Guided by Voices – Motivational Jumpsuit
  9. Band of Horses – Acoustic at the Ryman
  10. Rumpistol –  Away

305 – Beck – Odelay (1996)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig spøjse typer, og dette gælder også i musikkens verden. Udover Frank Zappa og Captain Beefheart, så har jeg svært ved at nævne mere unikke musikere end Beck. Beck er ikke typen, der laver meget uforståelig eller utilgængelig musik, men han laver det virkelig i sin egen stil. Han har også lavet meget forskellig musik, men det han nok er bedst kendt for, er hans meget eksperimentelle, genrefusionerende musik på plader som Mellow Gold og Odelay. Odelay fra 1996 var Becks femte album, og det er nok også blevet hans mest berømte gennem singler som The New Pollution, Devil’s Haircut og Where It’s At. Det er svært lige at sætte fingeren på, hvorfor Odelay virker så godt, for alle afkroge af pladen er virkelig gennemtænkte. Først og fremmest er der jo sangskrivningen. Der er ikke to sange, der har melodier, der på nogen måde kunne forveksles med en anden sang på pladen, og det gør dem mere mindeværdige. I det hele taget er de alle meget specielle oplevelser, som bidrager med noget, som virkelig få andre sange kan.

Lyden på Odelay er der til gengæld en ret rød tråd i, hvilket gør pladen mere struktureret. Det forhindrer den dog ikke i at være varieret, men det bevæger sig meget mellem støjrock, hip hop og folk, hvor de forskellige sange så lægger forskellig vægt på disse tre elementer. High 5 (Rock the Catskills) er et eksempel på en sang, hvor hip hop er den væsentligste genre, mens Minus er næsten rendyrket støjrock, og Ramshackle er Becks egen fortolkning af folk-genren. På Hotwax er det stort set lige dele alle tre genrer. Denne meget konsekvente fokus på disse tre genrer gør, at pladen føles som en helhed rettere end bare en masse forskellige sange i en rodebutik. Rækkefølgen på pladen føles også meget gennemtænkt. Man kan slet ikke mærke, at albummet næsten varer en hel time. En meget folk-præget sang vil ofte blive efterfulgt af en sang, der kun lyder en lille smule af folk, og en sang med meget støjende øjeblikke kommer tit lige før eller efter noget mere poppet.

Becks tekster giver ikke rigtig mening på Odelay. Senere i sin karriere blev Beck til en førsteklasses historiefortæller – kig bare på sange som Girl, Lost Cause eller Golden Age, men på Odelay giver teksterne generelt ingen mening. Det er som sådan også ganske charmerende, og det giver en meget syret effekt, for Becks ordvalg er meget eklektiske. Hvorfor skulle de ikke være det? Det hele handler om at finde ord, der lyder godt til musikken, og hvorfor så ikke vælge nogle, der virkelig springer i ørene på lytteren. Bare at kigge på tracklisten kan give et par gode grin – Devils Haircut, Hotwax, Jack-Ass, Sissyneck, High 5 (Rock the Catskills) og Ramshackle er helt fantastiske sangtitler. Noget, der ofte bliver overset ved Odelay er, at mens den ganske vist er virkelig syret og personlighedsrig, så er den stadig ret tilgængelig. De fleste kan ret hurtigt synge med på Devils Haircut, The New Pollution og Where It’s At, og mange vil nok opleve det samme med meget andet på albummet. Odelay er et af 90’ernes største mesterværker. Det får mig altid til at smile, og mere kan jeg virkelig ikke kræve af et album.

440 – Beck – Sea Change (2002)

Udgivet den af
Svar

Beck gjorde sig i 1993 berømt med sangen Loser, der er en meget abstrakt, fængende, alternativ sang, der på blot fire minutter blander så meget rock, folk, country, hip hop, psykedelisk musik og blues, at man ikke rigtig kan kalde det for nogen bestemt genre. I 1996 udgav han så albummet Odelay, der blev rost til skyerne til højre og venstre for bl.a. ekstrem høj kreativitet og variation. Beck var nu blevet en stjerne indenfor den mere barokke, sære, eksperimentelle afdeling af musikverdenen. Derfor chokerede det mange, da han i 2002 udgav Sea Change. Beck havde altid været meget uforudsigelig, men Sea Change overraskede nok især mange, fordi det var et forholdsvist traditionelt lydende album. Det er lidt af en blanding af folk og Radiohead. Det har nok meget at gøre med at albummet er produceret af selveste Nigel Godrich, der har produceret alle Radiohead-albums siden OK Computer fra 1997. Han gør lyden rigtig fyldig og interessant. Mens Sea Change kunne være endt som blot et ganske simpelt akustisk folk-rock-album, gjorde Godrich det til et rigtig rigt lydunivers, uden dog på nogen måde at distrahere fra Becks rørende fortællinger.

Becks tekster er utrolig kraftige på dette album. De er egentlig ganske vage, men det gør dem kun lettere at forholde sig til, selvom det selvfølgelig gør det sværere at forstå den store helhed. Det handler dog ikke rigtig om at forstå denne helhed, da det er et meget følelsesdrevet album. Og følelserne kommer rigtig tydeligt igennem, og man kan rigtig let følge med i dem. Hele albummet, med undtagelse af It’s All in Your Mind, blev skrevet på 2 uger, efter Beck og hans kæreste slog op med hinanden. Der er derfor rigtig stor fokus på hjertesorg og følelsesmæssig tumult. Hvis jeg skulle sige noget negativt om Becks anden musik, ville det være, at der sjældent er specielt mange følelser afspejlet i musikken, selvom det på sin vis også har sin charme. For at citere en anden anmelder, som jeg desværre ikke har kunnet finde ud af navnet på, repræsenterer Becks tidligere albums kunstneren Beck. Sea Change repræsenterer mennesket Beck Hansen. Beck er rigtig godt nede på jorden, og han føles utrolig oprigtig og reel. Man kan slet ikke høre, at dette er en form for musik, han ikke var vant til at lave.

Nigel Godrich sørger også for at tilføje masser af elementer, der virkelig sørger for at drive musikken i den rigtige retning. Især de mange strygere, som man i øvrigt knap nok lægger mærke til, gør musikken til en mere hel oplevelse. Der er i de sidste mange år blevet lavet rigtig mange kedelige sange med en fyr, der bare sidder med sin akustiske guitar og driver den af, fordi det er den absolut simpleste form for musik at lave. Kend nogen akkorder, sammensæt et par stykker af dem, og begynd at nynne lidt til dem, og før du ved af det, har du din melodi. Så skal du bare finde på en eller anden tekst, og så er du færdig. Der er utrolig mange, der ikke går meget længere end det, men Beck og Nigel Godrich har sørget for at polere albummet, så det er lige det, det skal ende med at være. Og Godrichs produktion giver også større dynamik, da bl.a. strygere sørger for at tilføje stor variation i lyden, da der ofte opstår helt enorme klimakser, hvor alle mulige lyde når sammen om at skape noget spektakulært. Sea Change er et formidabelt album. Hvis du ikke decideret har noget imod folk-rock, så lyt til det. Det er helt utroligt.