Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.
På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.
Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.
Når man tænker Rod Stewart, er der med god grund typisk én sang, man tænker på før nogen anden, og det er Maggie May. Det er en sød, rørende lille sang, der virkelig klædes af Stewarts stemme. Faktisk er det meget synd, at der ikke er mere af hans musik, der lyder sådan, for roots/folk-lyden klæder ham som sagt godt, og han føles på ingen måde nær så naturlig, når han takler disko, new wave eller soft rock. Tidligt i 70’erne var han dog mere rocket, og den definitve Stewart-plade er da også fra den periode. Den hedder Every Picture Tells a Story, og derpå finder man bl.a. førnævnte Maggie May. Denne plade har dog en broget skare af indflydelser, dog alle behandlet med et touch af denne roots-lyd, som pladen gennemgående er præget af, hvilket giver den mere identitet. Genrer som gospel, country, blues, hård rock og endda salmer bliver behandlet, så de passer perfekt sammen, men på samme tid skinner disse genrers unikke kvaliteter flot igennem, så de enkelte numre skiller sig ud og har kant. Rækkefølgen er også godt gennemtænkt. Hvis sangene var i en meget anderledes rækkefølge, kunne pladen enten risikere at føles rodet eller ensartet, men som den er nu, er den lige tilpas varieret.
Der er mange kloge valg truffet på Every Picture Tells a Story, heriblandt at placere det energiske, storladne titelnummer først. Dette nummer er skrevet i samarbejde med hans gamle ven Ronnie Wood, som han har arbejdet sammen med i både Faces og The Jeff Beck Group. Wood spiller også guitar på mange af disse numre, og han og Stewart er virkelig et godt team.deres fælles stil er sprød, interessant og levende, og Every Picture Tells a Story er uden tvivl pladens mest ambitiøse sang, og måske ville jeg endda kalde den bedre end Maggie May. Man har virkelig fået smag for pladen, så snart den er slut. På samme måde er hans fortolkning af den sentimentale Reason to Believe et formidabelt afslutningsnummer. Jeg elsker når afslutningsnumre i stemning kigger tilbage, det får lytteren til at reflektere over albummet. Derudover er alt ved denne udgave bare enormt charmerende og sødt for ikke at tale om ofte ret kreativt. Der findes mange udgaver af denne sang, og ingen er efter min mening så gennemført som Stewarts, det til trods for, at den måske fortsætter i lidt for lang tid i slutningen.
En stor del af Every Picture Tells a Story er covers, og det betyder selvfølgelig varierende kvalitet i sangskrivningen. Amazing Grace er selvfølgelig et mesterværk og alt muligt, men den simplistiske udgave, der er på Every Picture Tells a Story, er, så charmerende som den er, et ret unødvendigt indskud. Den passer ikke rigtig ind. That’s All Right var også lidt underlig at høre, de første par gange, jeg lyttede til pladen, men det var vist mest, fordi jeg var så bekendt med Elvis’ udgave, og det var derfor meget underligt at høre det med Stewarts lyse, sprøde stemme. Som jeg blev mere vant til den, satte jeg mere pris på den, og blues-guitaren derpå er ganske lækker. Seems Like a Long Time er det eneste nummer, jeg synes er ret kedeligt, og det er faktisk ikke engang et cover. Det lyder lidt som noget af the Band, men dette klædes bare ikke nær så godt af Stewarts stemme. Den har sin charme, men vil ikke sælge pladen. Sidste halvdel af pladen er dog eminent med stribevis af fantastiske numre, så man efterlader pladen med et minde om nogle virkelig svedige sange. Jeg havde i grunden ikke forventet mig så meget af Every Picture Tells a Story, selvom jeg er vild med Maggie May, men jeg må indrømme, at det er en yderst positiv oplevelse.