Når man tænker Rod Stewart, er der med god grund typisk én sang, man tænker på før nogen anden, og det er Maggie May. Det er en sød, rørende lille sang, der virkelig klædes af Stewarts stemme. Faktisk er det meget synd, at der ikke er mere af hans musik, der lyder sådan, for roots/folk-lyden klæder ham som sagt godt, og han føles på ingen måde nær så naturlig, når han takler disko, new wave eller soft rock. Tidligt i 70’erne var han dog mere rocket, og den definitve Stewart-plade er da også fra den periode. Den hedder Every Picture Tells a Story, og derpå finder man bl.a. førnævnte Maggie May. Denne plade har dog en broget skare af indflydelser, dog alle behandlet med et touch af denne roots-lyd, som pladen gennemgående er præget af, hvilket giver den mere identitet. Genrer som gospel, country, blues, hård rock og endda salmer bliver behandlet, så de passer perfekt sammen, men på samme tid skinner disse genrers unikke kvaliteter flot igennem, så de enkelte numre skiller sig ud og har kant. Rækkefølgen er også godt gennemtænkt. Hvis sangene var i en meget anderledes rækkefølge, kunne pladen enten risikere at føles rodet eller ensartet, men som den er nu, er den lige tilpas varieret.
Der er mange kloge valg truffet på Every Picture Tells a Story, heriblandt at placere det energiske, storladne titelnummer først. Dette nummer er skrevet i samarbejde med hans gamle ven Ronnie Wood, som han har arbejdet sammen med i både Faces og The Jeff Beck Group. Wood spiller også guitar på mange af disse numre, og han og Stewart er virkelig et godt team.deres fælles stil er sprød, interessant og levende, og Every Picture Tells a Story er uden tvivl pladens mest ambitiøse sang, og måske ville jeg endda kalde den bedre end Maggie May. Man har virkelig fået smag for pladen, så snart den er slut. På samme måde er hans fortolkning af den sentimentale Reason to Believe et formidabelt afslutningsnummer. Jeg elsker når afslutningsnumre i stemning kigger tilbage, det får lytteren til at reflektere over albummet. Derudover er alt ved denne udgave bare enormt charmerende og sødt for ikke at tale om ofte ret kreativt. Der findes mange udgaver af denne sang, og ingen er efter min mening så gennemført som Stewarts, det til trods for, at den måske fortsætter i lidt for lang tid i slutningen.
En stor del af Every Picture Tells a Story er covers, og det betyder selvfølgelig varierende kvalitet i sangskrivningen. Amazing Grace er selvfølgelig et mesterværk og alt muligt, men den simplistiske udgave, der er på Every Picture Tells a Story, er, så charmerende som den er, et ret unødvendigt indskud. Den passer ikke rigtig ind. That’s All Right var også lidt underlig at høre, de første par gange, jeg lyttede til pladen, men det var vist mest, fordi jeg var så bekendt med Elvis’ udgave, og det var derfor meget underligt at høre det med Stewarts lyse, sprøde stemme. Som jeg blev mere vant til den, satte jeg mere pris på den, og blues-guitaren derpå er ganske lækker. Seems Like a Long Time er det eneste nummer, jeg synes er ret kedeligt, og det er faktisk ikke engang et cover. Det lyder lidt som noget af the Band, men dette klædes bare ikke nær så godt af Stewarts stemme. Den har sin charme, men vil ikke sælge pladen. Sidste halvdel af pladen er dog eminent med stribevis af fantastiske numre, så man efterlader pladen med et minde om nogle virkelig svedige sange. Jeg havde i grunden ikke forventet mig så meget af Every Picture Tells a Story, selvom jeg er vild med Maggie May, men jeg må indrømme, at det er en yderst positiv oplevelse.