The Byrds havde deres kommercielle storhedstid i begyndelsen af deres karriere, og som årene skred frem fik de færre og færre hits og værre og værre albumsalg. Samtidig fik de også gradvist bedre anmeldelser op gennem 60’erne, og det sidste album med David Crosby på guitar, The Notorious Byrd Brothers, var da også det mest positivt modtagne album, gruppen hidtil havde udgivet. Og du har sikkert aldrig hørt så meget som en tone af det, for det er faktisk stadig ikke særlig populært. Men de, der har hørt det, ved, at der er tale om en musikalsk skatkiste. Den er med sine 11 numre ikke længere end 28 minutter, hvilket betyder at det gennemsnitlige nummer ikke er meget længere end 2½ minut langt. Det resulterer i, at de ikke dvæler ved et nummer i længere tid end nødvendigt. De individuelle numre har ikke rigtig klimakser eller store variationer i sangskrivningen, det hele er faktisk i grunden tit ret simpelt komponeret. Der bliver brugt framing af og til, og nogle få soloer er der også, men et par af sangene er faktisk ikke mere end vers og evt. omkvæd. Som pladen skrider fremad, bliver de individuelle sange dog mere komplicerede.

Selvom det ofte, især i starten, er simpelt, er det dog stadig eventyrlystent. Jeg er meget betaget af hvordan Natural Harmony har broer, der ikke leder hen mod noget omkvæd. Jeg kan også rigtig godt lide hvordan de forskellige sange har flotte overgange til hinanden, så det næsten føles som ét langt nummer. Selv der, hvor der ikke er nogen overgang, starter det ene nummer brat efter det andet. Man kan på min cd-udgave stort set ikke høre, at det oprindeligt var en tosidet vinyl. Det er bare én lang lydoplevelse på en halv time, og derfor vil jeg faktisk også anbefale folk at lytte til cd’en frem for vinylen. På The Notorious Byrd Brothers blev gruppen meget betaget af de dengang spritnye Moog-synthesizere, der derfor naturligt nok er brugt meget på pladen. Det giver visse af numrene en psykedelisk lyd ulig noget de tidligere havde kunnet lave. Dette gør sig især til udtryk på det klimaktiske afslutningsnummer Space Odyssey. Dette er virkelig syret, og oven på de tidligere sange, der mest har været små vignetter i en større helhed, kommer her noget fuldendt, og det runder albummet flot af.

Jeg indrømmer blankt, at jeg nok har lidt af en forkærlighed overfor sådanne vignet-albums, der består af virkelig korte numre. Jeg har allerede erklæret min kærlighed for masser af lignende albums, f.eks. Pink Flag af Wire og Double Nickels on the Dime af Minutemen. Og det er en stil, der fungerer godt, for selv hvis man ikke kan lide ét nummer, så kan man måske lide det næste. Der er aldrig fare for at et nummer bliver ved i for lang tid. Man skal dog tage det sure med det søde og komponere efter denne stil. En 2 minutter lang udgave af Stairway to Heaven ville f.eks. ikke være særlig tilfredsstillende. The Byrds gør alle sangene virkelig finurlige, og giver dem deres egne små ting, der skiller dem ud, f.eks. messingblæserne på Artificial Energy eller den et minut lange syrede guitarsolo på Change Is Now. Det er fascinerende at høre på, og jeg har vitterligt endnu ikke formået at blive træt af nogen del af The Notorious Byrd Brothers. Kan du lide det, du ellers kender med The Byrds, er det et album, du bør kigge til øjeblikkeligt, og hvis du ikke har noget forhold til The Byrds, så er det ved at være på tide!