Det bedste førstehåndsindtryk, en plade kan give mig, er at den er ambitiøs. Og med en titel som Something/Anything? og et pladecover, der viser nogle abstrakte blomster, så forventer man da et vist ambitionsniveau, dette i endnu højere grad, når man tager i betragtning, at dette er et dobbelt-album. Når man finder ud af at ca. 3/4 af pladen består af sange, der er opført udelukkende af Todd Rundgren selv, mens den resterende fjerdedel er ubearbejdede studieoptagelser, bliver man endnu mere interesseret. Og efter at have hørt det, så vil jeg ikke engang sige, at det kan høres på sidstnævnte, mest af alt fordi de spiller så godt – selvom lyden naturligvis er mere rå og flere forskellige musikeres stilarter er blevet afspejlet. Numre som Hello It’s Me og Slut er fænomenale popsange, men samtidig er numre som Piss Aaron og Some Folks Is Even Whiter Than Me ret bizarre men af samme årsag samtidig virkelig interessante numre. Rundgren er uden tvivl en dygtig musiker og sangskriver, men han har af og til nogle problemer i sin lyrik. Den er ikke altid lige bemærkelsesværdig. Jeg elsker, når den på visse numre understøtter instrumentationen, men han laver altså tit nogle maybe-baby-rim i banale kærlighedssange, hvilket ikke stemmer overens med det, jeg ved, han kan.

Instrumentationen og lyrikken arbejder som sagt flot sammen på visse numre, heriblandt It Takes Two to Tango (This Is for the Girls), hvor der bruges kastanjetter, der især markerer sig i løbet af et break i slutningen af omkvædet. Et andet eksempel er The Night the Carousel Burned Down, hvis instrumentation er meget lig karrusel-muzak, navnligt i et instrumentalt stykke omkring midten. Dette giver nummeret en meget særpræget lyd, og mod slutningen kan høre denne muzak gå fra hinanden, præcis som karrusellen i titlen. Rundgren er meget bevidst omkring lyd, og han er fuldkommen bevidst omkring problemerne ved vinyl. Nummeret Intro er da også bare at han taler om forskellige problemer, der kan opstå, når produktionen ikke går helt som det skal. Han opfordrer lytteren til at lege en leg, hvor man leder efter sådanne fejl på diverse plader. Han påstår, at man også kan lege legen med denne plade. Ud over sange, hvor det tydeligvis er meningen, at sådanne fejl opstår, er det stort set umuligt at spotte dem. Han har været fuldkommen mesterlig i produktionen, og lyden er på alle måder enormt lækker. Hvert eneste instrument lyder klart som diamand.

Rundgren valgte at gøre Something/Anything? til et dobbeltalbum, og når et album varer 1½ time, så vil man jo helst ikke føle, at man spilder sin tid, så man kan spørge sig selv, om numrene alle er værd at lytte til? Jo, de er uden tvivl produkter af deres tid. Det er nogenlunde samme genre som Electric Light Orchestra og Supertramp. Fælles for alle disse kunstnere er, at de var både meget progressive og poppede, og deres interessante ideer kan godt lyde lidt fjollede nu til dags, hvor de er blevet efterprøvet mere, især i forhold til synthesizere. Og lyden er måske også lidt trættende i længden, selvom det er svært at pege på numre, der ikke lever op til pladens høje standard. Men der er en defineret vision med hele pladen, og hvis man splittede den op i to, ville de føles meget udefinerede. Rundgren er en latterligt dygtig musiker, og mens Something/Anything måske viser sin alder og ikke altid er mesterlig rent lyrisk, så er der så mange detaljer, så mange gode ideer og så mange gennemarbejdede sange opført af en musikalsk perfektionist, at pladen er svær ikke at være imponeret af.