Tag-arkiv: Powerpop

98 – Elvis Costello – This Year’s Model (1978)

Udgivet den af
Svar

Elvis Costellos debutplade, My Aim Is True, er e skidegod plade. En kende simpel til tider, jovist, men altid rig på personlighed og charme, og på de bedste tidspunkter var sangskrivningen i top. Det var især på det mere nedtonede nummer Alison, hvor man for alvor opdagede hvor skarp hans pen var, og at man for alvor fik noget kant i sin pop-rock. På sit andet album, This Year’s Model, var der tilsyneladende et konstant højt tempo, der især manifesterede sig i singler som Pump It Up, (I Don’t Want to Go to) Chelsea og Radio Radio. Når man er færdig med pladen føles det også som om, man har siddet igennem en nonstop energibombe. Det har man egentlig ikke, men det viser elegancen i Elvis Costello som albumkunstner. Numre som Little Triggers og Night Rally er faktisk ret langsomme, men de er konstrueret med en fænomenal forståelse for lytterengagement. Hans sangstemme virker altid meget nær, og på de langsommere numre er der stadig et rigtig interessant, eventyrlystent lydbillede – på Night Rally ender vi endda nærmest i en “Wall of Sound”. Derudover er der god variation i numrenes stil, så man altid føler, at albummet gradvist bevæger sig hen mod noget nyt.

Og dog – albummet starter stort set på samme måde som det starter, både i tempo, i stemning og endda til en vis grad i opbygningen af nummeret. Afslutningsnummeret Radio, Radio* har dog en markant anderledes instrumentation end åbningsnummeret No Action, men lige efter hinanden ville de stadig virke alt for ens, og deres delte høje tempo ville muligvis også ende med at virke udmattende på lytteren. Jeg har dog aldrig oplevet at blive den mindste smule træt af This Year’s Model – jeg kan bare lytte til den igen og igen. Udover albummets opbygning og den generelt geniale sangskrivning, ligger dette også meget i instrumentationen. Den er enormt vel-timet, og man kan mærke en rigtig god fælles musikforståelse i bandet, så der er også plads til at tilføje masser af finurlige detaljer på tværs af instrumenterne. Der er ikke noget instrument, der ikke er spændende og fyldt med overraskelser. Det hænger nok også sammen med, at Costello her fik samlet sit faste band, The Attractions, for første gang. Kemien i bandet er åbenlys, og den smitter rigtig godt af, når man hører hvor tight og gennemført de spiller.

Selvom Costellos musik dybest set tager udgangspunkt i den skramlede genre kendt som punkrock, er Elvis forfinet, detaljeret og præcis i sin sangskrivning. Melodierne er tit ørehængere af bedste skuffe, og hans tekster er skarpe, sarkastiske og kyniske, nærmest til en grad hvor man ville kunne sammenligne hans tekstunivers med Father John Mistys. Man sider smilende og lytter med, når han kommer med det underholdende sprogbrug, man finder på numre som  This Year’s Girl, Lip Service og Night Rally. Som just nævnt er melodierne også fantastiske, og de gør musikken tilpas let og fordøjelig, mens man stadig kan mærke den underlæggende dybde. Centrale lyriske motiver på pladen er forgængelighed og forfængelighed – deraf navnet This Year’s Model. Tekster om hvor overfladiske vi kan være som mennesker, sange om hvor hurtigt tiderne skifter, og hvor hurtigt vi som kultur går fra det ene hippe kulturfænomen til det andet. Til trods for sine almene postmoderne observationer, står This Year’s Girl som værk i kontrast til disse; albummet er nemlig absolut ikke glemt i moderne tid. Det bliver stadig hyldet som et af Costellos bedste, og Costello bliver stadig opfattet som en fantastisk musiker. Og med det in mente er det hele nu ikke så skidt alligevel.

*Radio, Radio optrådte ikke på den oprindelige udgave af pladen, og jeg prøver ellers at anmelde originaludgaverne så ofte som muligt – jeg kan dog ikke modsige, at Radio, Radio fungerer afsindig godt som afslutningsnummer, så derfor anmelder jeg pladen i den nyeste udgave, hvor Radio, Radio da heller ikke står anført som et bonusnummer.

136 – The Replacements – Tim (1985)

Udgivet den af
Svar

I 80’erne var alternativ rock for alvor i udvikling. Hvor genrens store gennembrud først ville komme i 90’erne, var bands som R.E.M., Dinosaur Jr. og The Smiths i fuld gang med at definere genren til det, vi opfatter den som i dag. Et andet nævneværdigt band fra samtiden er The Replacements, som stilmæssigt befinder sig et vist sted mellem Dinosaur Jr. og The Smiths. De er ængstelige i deres lyrik og støjende i deres lyd, men samtidig er de poppede i deres sangskrivning og nærmest drengede i deres ungdommelige attitude. Det er en hårfin blanding, som de bl.a. viser på den mesterlige plade Let It Be, men på opfølgeren, Tim, fra 1985 var sammenstødende tydeligere, og der var markant flere pop-elementer. Forsanger og sangskriver Paul Westerberg var da også trods gruppens grimme lyd meget inspireret af popmusikere, såsom Roy Orbison, Big Star og Nick Lowe. Det er ikke den hårde rock fra punk-, metal- eller post-punk-pionererne, der fascinerer Westerberg i 1985, selvom guitaren har masser af distortion og vokalen er hæs som bare pokker. Denne blanding er ikke blot spøjs, men den vender mange konventioner på hovedet. I hænderne på andre, kunne I’ll Buy eller Kiss Me on the Bus virke pussenussede eller ligegyldige, men gennem den grove lyd, giver The Replacements tyngde til disse kærlighedssange.

At melodierne er så poppede gør selvfølgelig også, at de stikker mere ud i hovedet. De er meget fængende og de er tit ret gode at synge med på. Samtidig har Westerberg sørget for ikke at gentage sig for meget selvom popstrukturen lægger meget op til det. Det hænger nok til dels sammen med, at mange sange er ret korte. Den længste sang på pladen er kun 5 minutter lang, men den korteste er helt nede på 2 minutter. Westerberg og de andre sørger for aldrig på hele Tim at strække en idé over længere tid end den kan klare. Derfor får man altid noget frisk, spændende musik hurtigt serveret. Gruppen lader til at have tænkt meget vel over både lydbilleder og tracklisten. De er oftest hårdtslående og distorterede, men når det er tiltrængt, slår de over i noget simpel percussion og en akustisk guitar. Albummets helhedsoplevelse var så vigtig, at de strøg et af deres i dag mest kendte numre, Can’t Hardly Wait, fra tracklisten, da der ikke var noget sted, den passede ind. Det har jeg personligt stor respekt for, og beslutningen kunne betale sig, for der er tale om 37 meget sammenhængende minutter, man kan høre igen og igen.

Westerbergs evner som lyriker er også en meget essentiel del af The Replacements. Jeg elskede på Let it Be især teksterne på numre som Androgynous og Unsatisfied, hvor tempoet og støjniveauet blev taget en smule ned. På Tim ville de tilsvarende tracks være Swingin Party og Here Comes a Regular, to fuldkommen hjerteskærende sange. Den sidste minder mig meget om de triste numre fra Automatic for the People af R.E.M. eller måske endda et nummer så tungt som Holocaust af Big Star. Westerberg rammer med sine tekster vigtige pointer om hvordan det er at være ung. Hvordan det er, når man ikke helt er sikker på sin identitet, sikker på sig selv eller på verden i det hele taget. Hans fortællinger om ungdomslivet i 80’erne resonerer stadig i dag, muligvis fordi internet og iPhones i grunden ikke gør den store forskel. Here Comes the Regular får lov til at runde pladen af, og selvom det er rørende, så sidder man også tilbage med en fornemmelse af tomhed. Ikke fordi man ikke har fået nok musik, mest fordi alt for en stund føles så meningsløst. Tim er en plade med store følelser, gennemført stil og stribevis af vidunderlige sange.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

140 – Blondie – Parallel Lines (1978)

Udgivet den af
Svar

Den indflydelsesrige new wave-gruppe Blondie udgav deres debut i 1976, men det var først da de i 1978 udgav deres tredje album, Parallel Lines, at de fik deres helt store gennembrud. På pladen finder man populære singler som Heart of Glass, One Way or Another og deres cover af The Nerves-sangen Hanging on the Telephone. Disse tre sange udgør dog kun en brøkdel af pladen, som er propfyldt med fængende pop-rock. Der er et ganske varieret udbud af det. Det kan være langsomt og stemningsfuldt som på Fade Away and Radiate, 50’er-inspireret rock and roll som på I’m Gonna Love You Too, der da også er et Buddy Holly-cover, eller endda regulær disko som på Heart of Glass. Deres rødder i punkmusikken kan også mærkes over det hele, især i Chris Steins guitar og Clem Burkes trommer. Burke er ikke en enormt teknisk trommeslager, men han indsætter rigeligt med fills, og sørger for at bringe så meget variation til trommerne, som han nu engang kan gøre. Det føles en kende rodet, men ikke for rodet til, at det også er dybt charmerende. Bandet er måske ikke de største instrumentalister, men i fællesskab rammer de en blanding af pop og punk, som var helt unik dengang.

Forsanger Debbie Harry er dog for alvor stjernen i bandet. Hendes stemme går fra rå, dyb punkstemme på et nummer som Will Anything Happen? til de nu verdensberømte høje toner på Heart of Glass. Der er i det hele taget et væld af variation på pladen fra alle musikere, men det ændrer aldrig på, at der er en gennemgående lyd på pladen, så den føles konsekvent. Den er altid stilfuld og selvsikker, men aldrig fin eller excentrisk. Den lyd holder stadig den dag i dag, men jeg må indrømme, at teksterne lyder meget forældede. Lidt for ofte får man klichéfyldte rim som girl og world eller kiss og miss, men endnu oftere får man mere originale omend klodsede forsøg, såsom på den musikalsk meget spændende Picture This. En linje derfra går “I will give you my finest hour – The one I spent watching you shower”. Narrativet i tekster som I Know But I Don’t Know og Sunday Girl er også meget dårligt formidlet, nærmest som om, rimskemaet bare gør fortællingerne langsommere og sværere at forstå. Og når man snakker om forældede tekster var det intet mindre end en fejltagelse at lave et Buddy Holly-cover. Musikalsk passer den relativt godt ind, selvom den stadig lyder lidt gammeldags, men teksten er tydeligvis fra en anden tidsalder.

I Blondie var de dog gode til at lade næsten hele bandet være med til at skrive sange, så kvaliteten i både tekster og melodier kan naturligvis variere. Teksterne til One Way or Another og 11:59 er meget medrivende, levende og velskrevne, og det er i det hele taget nogen af pladens bedste sange med deres høje intensitet, der passer yderst godt til teksterne. I det hele taget graviterer jeg mest over mod de mere rockede numre, hvorfor Will Anything Happen? og Hanging on the Telephone. Det har muligvis noget at gøre med, at de mere højlydte numre pakker teksterne mere ind, hvor på et så rent produceret nummer som Sunday Girl eller Fade Away and Radiate er det svært ikke at fokusere på teksten, hvilket så kan være godt eller skidt alt efter tekstskriveren. Men det er nok noget, man må anerkende som både en fordel og en ulempe vel Parallel Lines som album: variationen. Det kan variere i stemning, i melodi, i inspirationskilder, men det falder dermed nok næppe i alles smag hele tiden. Men jeg tror, jeg kan sige, at det falder i de flestes smag det meste af tiden. Det falder i hvert fald i min smag rigtig ofte, og en stor del af pladen er fremragende.

168 – Elvis Costello – My Aim Is True (1977)

Udgivet den af
Svar

Elvis Costello var i sin guldalder en af de dygtigste sangskrivere i verden. Han havde en ret særegen lyd, der måske på overfladen minder lidt om Graham Parker, men Costello var især i de tidlige år meget mere påvirket af punk-rock. Men noget af det smukke ved Costellos musik er, at det er svært at sætte en smallere mærkat på, end at det er “rock”. Og dette gør sig gældende lige fra debutpladen My Aim Is True, hvis titel selvfølgelig kommer fra en af Costellos største sange Alison, der også står frem som et af de bedste numre på hele pladen. Ligeledes er denne langsomme, bitre ballade meget ulig noget andet på albummet. Generelt er det lidt punket powerpop med lidt præg af gammeldags rock ‘n roll, og dette gør virkelig Alison bemærkelsesværdig. Uanset om man har hørt det udødelige nummer før eller ej, så vil man uden tvivl huske denne bedst, da den virkelig skiller sig ud. Costello er dog rigtig god til at få de individuelle sange til at udmærke sig. Selv de allerkorteste sange, der altså går under 2 minutter, er ligeså mindeværdige som de allerlængste – ikke at det dog nogensinde bliver særlig langt, da han forstår at begrænse sig.

Costello er en virkelig skarp lyriker med en flot, meget diskret sarkastisk tone. Selv med så grove linjer som “Sometimes I wish that I could stop you from talking when I hear the silly things that you say” synes mange faktisk, at Alison er en meget romantisk sang, og jeg er ellevild med omkvædet til Blame it on Cain, der går “It’s nobody’s fault, but we need somebody to burn”. Det er jo som sådan virkelig barnligt sagt, men det er virkelig modent fortalt. Costello er virkelig fuld af sådanne små finurligheder i sin lyrik, og det er især smukt, når det leger med musikken på smukkeste vis. Der er mange dobbeltheder, f.eks. i Alison, men også i I’m Not Angry, der ironisk nok lyder vredere end nogen anden sang på pladen. Han leger tit med lytterens forventninger, bl.a. på åbningsnummeret, Welcome to the Working Week, der har en storladen intro, som så blot leder til en kort, poppet punksang med et flot rock and roll-flair. På modsat vis leder Mystery Dance op til, at vi bare får en simpel rock and roll-sang, men overgangene fra omkvæd og tilbage til vers er ikke som man ville forvente. For at lave et dobbelt-twist starter denne rock and roll-sang oven i købet med en Shakespeare-reference.

Man kan se mange vink til 50’ernes og 60’ernes amerikanske rock and roll-scene, som Costello nok har været mere inspireret af end de britiske musikere fra hans samtid. Mystery Dance er i melodi ikke ulig Jailhouse Rock, Welcome to the Working Week indeholder mange af Buddy Hollys kendetræk, No Dancing inkorporerer trommerne fra Be My Baby, og Blame It on Cain starter med bluesguitar. Altså manden vælger at iføre sig Buddy Holly-briller og kalde sig Elvis, det er jo klart, at de har haft noget indflydelse. Den er ikke svær at få øje på, men det interessante er, at hans musik stadig lyder så moderne sammenlignet med hans inspirationskilder. Og de var tidsmæssigt tættere på ham dengang, end My Aim Is True‘s udgivelse er på os i dag. Og det er fordi Costello ikke blot kigger på hans elskede klassikere – han ser også på, om han kan tilføje noget. Noget, der gør det til hans eget, noget, der gør det mere nutidigt, men mest af alt om han kan tilføje noget, han selv føler, gør musikken bedre. Han er nostalgisk, men han er ikke forgabt. My Aim Is True er en formidabel plade fra start til slut, og den favner så bredt, at den kan anbefales til stort set alle.

173 – Todd Rundgren – Something/Anything? (1972)

Udgivet den af
Svar

Det bedste førstehåndsindtryk, en plade kan give mig, er at den er ambitiøs. Og med en titel som Something/Anything? og et pladecover, der viser nogle abstrakte blomster, så forventer man da et vist ambitionsniveau, dette i endnu højere grad, når man tager i betragtning, at dette er et dobbelt-album. Når man finder ud af at ca. 3/4 af pladen består af sange, der er opført udelukkende af Todd Rundgren selv, mens den resterende fjerdedel er ubearbejdede studieoptagelser, bliver man endnu mere interesseret. Og efter at have hørt det, så vil jeg ikke engang sige, at det kan høres på sidstnævnte, mest af alt fordi de spiller så godt – selvom lyden naturligvis er mere rå og flere forskellige musikeres stilarter er blevet afspejlet. Numre som Hello It’s Me og Slut er fænomenale popsange, men samtidig er numre som Piss Aaron og Some Folks Is Even Whiter Than Me ret bizarre men af samme årsag samtidig virkelig interessante numre. Rundgren er uden tvivl en dygtig musiker og sangskriver, men han har af og til nogle problemer i sin lyrik. Den er ikke altid lige bemærkelsesværdig. Jeg elsker, når den på visse numre understøtter instrumentationen, men han laver altså tit nogle maybe-baby-rim i banale kærlighedssange, hvilket ikke stemmer overens med det, jeg ved, han kan.

Instrumentationen og lyrikken arbejder som sagt flot sammen på visse numre, heriblandt It Takes Two to Tango (This Is for the Girls), hvor der bruges kastanjetter, der især markerer sig i løbet af et break i slutningen af omkvædet. Et andet eksempel er The Night the Carousel Burned Down, hvis instrumentation er meget lig karrusel-muzak, navnligt i et instrumentalt stykke omkring midten. Dette giver nummeret en meget særpræget lyd, og mod slutningen kan høre denne muzak gå fra hinanden, præcis som karrusellen i titlen. Rundgren er meget bevidst omkring lyd, og han er fuldkommen bevidst omkring problemerne ved vinyl. Nummeret Intro er da også bare at han taler om forskellige problemer, der kan opstå, når produktionen ikke går helt som det skal. Han opfordrer lytteren til at lege en leg, hvor man leder efter sådanne fejl på diverse plader. Han påstår, at man også kan lege legen med denne plade. Ud over sange, hvor det tydeligvis er meningen, at sådanne fejl opstår, er det stort set umuligt at spotte dem. Han har været fuldkommen mesterlig i produktionen, og lyden er på alle måder enormt lækker. Hvert eneste instrument lyder klart som diamand.

Rundgren valgte at gøre Something/Anything? til et dobbeltalbum, og når et album varer 1½ time, så vil man jo helst ikke føle, at man spilder sin tid, så man kan spørge sig selv, om numrene alle er værd at lytte til? Jo, de er uden tvivl produkter af deres tid. Det er nogenlunde samme genre som Electric Light Orchestra og Supertramp. Fælles for alle disse kunstnere er, at de var både meget progressive og poppede, og deres interessante ideer kan godt lyde lidt fjollede nu til dags, hvor de er blevet efterprøvet mere, især i forhold til synthesizere. Og lyden er måske også lidt trættende i længden, selvom det er svært at pege på numre, der ikke lever op til pladens høje standard. Men der er en defineret vision med hele pladen, og hvis man splittede den op i to, ville de føles meget udefinerede. Rundgren er en latterligt dygtig musiker, og mens Something/Anything måske viser sin alder og ikke altid er mesterlig rent lyrisk, så er der så mange detaljer, så mange gode ideer og så mange gennemarbejdede sange opført af en musikalsk perfektionist, at pladen er svær ikke at være imponeret af.

239 – The Replacements – Let It Be (1984)

Udgivet den af
Svar

Let It Be er titlen på to store albumklassikere. Den mest kendte er selvfølgelig den sidste plade, The Beatles udgav, og den anden er af et lidt mindre kendt band, der dog stadig har opnået enormt imponerende status hos indie-publikummet, nemlig The Replacements. The Replacements lavede i 80’erne en virkelig flot blanding af punk og powerpop. Let It Be var gruppens helt store gennembrud, og det var da også den sidste plade de udgav på et uafhængigt selskab. I løbet af albummet benytter de mange forskellige teknikker til deres sangskrivning. På åbningsnummeret, I Will Dare, arbejder en virkelig lystig guitar og en ganske sjov bas sammen med en sprød, hæs og som sådan ikke særlig køn sangstemme fra forsanger Paul Westerberg om at lave en særdeles oprigtig kærlighedsærklæring. Andre gange går de helt simpelt til værks, f.eks. på den stille Androgynous. Her er instrumentationen blot et klaver og meget svag percussion. Af og til er der en backingvokalist, men det er stadig uden tvivl pladens simpleste sang. Det er også en meget livsbekræftende sang, som man kan føle på et meget nært niveau grundet den simple instrumentation men også bare den gode, varme melodi.

De laver endda et cover, og det er igen et eksempel på, hvorfor de er så fantastiske. Lignende bands ville sikkert fortolke Wire, The Stooges eller The Velvet Underground, for de er jo cool og havde stor indflydelse på undergrunden. Nej, The Replacements fortolker en sang af en af de største, mest latterlige mainstream rockgrupper nogensinde, nemlig Kiss. Men man kan jo ikke bebredje dem, for Black Diamond er en fantastisk sang, og den lyder endnu bedre med The Replacements bag roret, selvom Kiss-essensen stadig er tydelig. Der er dog også mange almindelige, rå, beskidte punkede sange – med titler som Gary’s Got a Boner og Tommy Gets His Tonsils Out ved man godt, hvad man skal forvente, og den væsentligste appel ved disse numre er da også deres grimhed. Hele pladen er meget grim, og det er nok det mest konsekvente. Selv de stille sange er som sådan grimme. Unsatisfied handler jo netop om depression, og Androgynous handler om socialt udstødte individer, der finder tryghed hos hinanden. Og Sixteen Blue handler om at føle sig udenfor.

Man behøver ikke at vide specielt meget om The Replacements for at kunne værdsætte Let It Be. Man skal faktisk blot kigge på det fantastiske cover. Der ser man nogle punkere, der sidder udenfor et hus, og de sidder bare der. De kigger lidt på hinanden, og den ene tørrer en tåre væk. Og samtidig siger en lille tekst under dem “Let It Be”. Og man kan stort set høre Paul Westerberg bede dig om at lade det være, når man læser det. The Replacements gav punkmusikken følelser. Dybe, store og oprigtige følelser. Og det er nok derfor, at beskrivelser som punk, post-punk, new wave, indie og alternativ aldrig helt har virket for mig. Let It Be har mange forskellige former for sange på sig, og de er spredt, så det føles som om, man hele tiden får noget nyt at tygge i. Det er god albumopbygning, og det sørger ikke blot for, at albummet føles meget varieret, men man lægger også i sidste ende mere mærke til de individuelle sange, for de stikker meget ud blandt det, der er omkring dem. Let It Be er et mesterværk, og jeg vil oven i det vove at påstå, at den er bedre end Beatles-pladen af samme navn.

282 – The Cars – The Cars (1978)

Udgivet den af
Svar

Nogle gange hører man et album, og det er virkelig tydeligt at bandet bag albummet har været særligt inspireret af et andet band. Sådan noget sker, når jeg lytter til The Cars’ debutalbum, The Cars, der lyder virkelig meget af Queen, bare blandet med noget new wave. Det er da også produceret af Roy Thomas Baker, som også producerede nogle af Queens mest berømte plader, heriblandt A Night at The Opera og Sheer Heart Attack. Den åbner med den meget bombastiske Good Times Roll, der starter som en ganske almindelig popsang, men den udvikler sig virkelig eksplosivt, og i slutningen af omkvædene kommer høje, Queen-inspirerede kor på. Pladens bedste sang er efter min mening det andet nummer, My Best Friend’s Girl, og det er en virkelig godt skrevet pop-rock-sang. Den minder stadig meget om Queen, men da forsanger Ric Ocasek langt fra er en Freddy Mercury, så må de bruge andre taktikker. Og de gør det til en dejlig stor overdrevet popsang, der efter hvert omkvæd sætter gang i et rigtig sjovt riff.

Det tredje nummer, Just What I Needed, er den første, hvor bassist Benjamin Orr synger for i stedet for guitarist Ric Ocasek, og nej, Orr er ej heller en Freddy Mercury, men en god melodi, det kan de fandeme stadig skrue sammen. Man lærer rigtig hurtigt at elske den sjove melodi til Just What I Needed. I’m in Touch With the World er en ret sær sang. Den er meget langsommere end de andre, og i starten kunne den godt virke kedelig, men der sker ret mange sære ting i den, der gør den meget mindeværdig. Den er dog ikke lige den, du sætter på til en fest. Det er til gengæld Don’t Cha Stop, der med sit simple, hurtige, fængende omkvæd bare er virkelig sjovt at synge med på. Versene er også fulde af energi, og man afslutter denne sang med et stort smil på læben. Linjer som “It tickles my skin-skin” er virkelig svære ikke at smile over. You’re All I’ve Got Tonight er nok den sang, der lyder mest af Queen, men den lyder også som et virkelig godt Queen-nummer. Der er virkelig godt samspil på hele sangen, og den ender med at være et af albummets højdepunkter.

Meget afholdt er også Bye Bye Love, der ikke er et cover af Everly Brothers-sangen af samme navn. Det er en mere festlig, sjov sang, der virkelig arbejder fantastisk med dynamik. Det svært at sidde stille til denne sang, og efterhånden er det ved at gå op for lytteren, at dette er en helt fantastisk pop-plade. Den er dog også en meget ambitiøs plade, og ingen sang har større ambitioner end Moving in Stereo, der gør lige det, titlen antyder. Det ene øjeblik er sangen i den ene speaker, pludselig er den i den anden. Melodien er meget mørk, og instrumentationen er futuristisk. Det er en af de mest dramatiske sange, gruppen nogensinde har skrevet, og jeg elsker den rigtig højt. Deres kreativitet kulminerer virkelig med dette nummer, og de viser, at de er mere end bare en god Queen-efterligning. De er the real deal. Albummet afsluttes med All Mixed Up, der rent dynamisk nok er albummets klimaks. Den lyder ikke blot som Queen, den lyder også som synthpop, en genre, der end ikke rigtig eksisterede endnu. The Cars er en plade, der er mere, end den ser ud til at være. Det er et pop-mesterværk.

297 – Weezer – Weezer (1994)

Udgivet den af
Svar

Jeg kigger på coveret til Weezers debutplade fra 1994, og jeg ser fire nørder i så hverdagsagtigt tøj, man kunne forestille sig, stå på en blå baggrund, der ser mindre naturlig ud end greenscreen-effekter fra musikvideoer fra 80’erne. Jeg sætter cd’en, der simpelt nok hedder Weezer, i afspilleren, og jeg bliver smaskforelsket i bandet og pladen lige fra første nummer, My Name Is Jonas. De er virkelig akavede og spøjse, og forsanger Rivers Cuomo hverken lyder eller skriver tekster som om han var med i et hårdtslående rockband. Men det sjove er, at Weezer som sådan laver ret hård musik. Det er ikke metal eller punk eller noget, men det er hårdere end så meget andet, der normalt bliver betegnet som hård rock. Cuomos tekster er så usikre og nørdede, at jeg simpelthen bare ikke kan andet end at elske dem, og de er også lette at relatere til. Der er en hel sang ved navn In the Garage, der bare handler om det Kiss-merchandise og Dungeons and Dragons-udstyr, han har i sin garage sammen med sin guitar og sine sang-kladder. Det er helt vidunderligt at høre, hvordan han føler, at han er i sit eget lille univers, som ingen kan sige noget til.

Weezers humor er en væsentlig del af deres charme. Jeg kan ikke undgå at smile, når jeg hører de syrede omkvæd til Undone (The Sweater Song) og Surf Wax America. Deres melodier tillader også virkelig at Cuomo overdriver godt og grundigt med sin vokal, og det lyder fedt, for guitarerne er også meget højlydte, når han gør det. Tro dog ikke, at Weezer bare er skæg og ballade. De er mere end bare morsomme, de har også virkelig gode melodier i sig. Der er 10 sange på denne plade, og alle er meget fængende og mindeværdige. Selvom instrumentationen er meget ens i løbet af hele pladen med guitar, bas, trommer og, hvis vi skal være meget vovede, en mundharpe. Men disse instrumenter bliver sammensat og behandlet på mange forskellige måder. Du får aldrig noget helt vildt teknisk imponerende på nogen af instrumenterne, men selvom det er simpelt, så lyder det godt. Der er noget punket over det, men så kigger jeg på coveret igen. De her gutter er mindre punkede end noget andet band. De har dog sikkert lyttet til meget punkmusik, og dette har haft stor indflydelse på deres musik.

Sangene er meget forskellige, og de komplimenterer hinanden rigtig godt. Der er både vrede, triste, glade, kærlige og i grunden temmelig intetsigende sange, men de får alle meget karakter af Weezers humor, så selv det, der ellers ikke betød noget, bliver til noget mindeværdigt. En af mine yndlingssange, Undone (The Sweater Song) handler ikke om noget, og den gør sig virkelig umage for at vise så lidt følelse som muligt, men bandet overdriver det til sådan et grotesk niveau, at man får svært ved, ikke at holde bare en lille smule af den. Man føler sig altid så tilpas, når man lytter til denne dejlige blå plade. Jeg kan sidde og læse nogle forfærdeligt racistiske facebook-kommentarer, som jeg helt unødigt hidser mig alt for meget op over, men så hører jeg Rivers Cuomo sammenligne sig selv med Buddy Holly eller synge om hvor dejlig en ferie han skal på, og så er jeg glad igen. Jeg har lyttet til deres musik længe, men på det sidste har jeg virkelig lært at elske denne plade højt. Hvis der er noget nørdet i dig, og hvis du føler at hård rock ikke behøver at komme fra hårde typer, så kan jeg på det allervarmeste anbefale Weezers eponyme debutplade.

335 – Graham Parker – Squeezing Out Sparks (1979)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig de første par Elvis Costello-albums fra sen-70’erne og start-80’erne. Der er noget rigtig fedt ved hans punkede pop-rock, der er så indsmurt i britiske traditioner og pubkultur, at man ikke kan andet end at elske det. Og det overrakser mig derfor slet ikke, når andre har en lignende lyd på et næsten plagierende niveau. Hvis vi kigger på manden, der var Elvis Costello før Elvis Costello selv formåede at være det, så kigger vi på Graham Parker. De to mænd lyder forbløffende meget som hinanden, men Parker startede et år tidligere, og Parker gjorde det også virkelig godt. Hans albums er ikke nær så kendte, men de er blevet rost til skyerne af anmeldere, og et af de mest roste albums, han har udgivet er Squeezing Out Sparks fra 1979. På det album ser vi en af Parkers største forcer for fuld udblæsning, nemlig hans evne til at finde på fængende rockmelodier. Man kan rigtig hurtigt synge let med på de fleste af disse sange. Melodierne er tit ret poppede, men de har rigtig meget at byde på, og Parker lægger tonsvis af følelser i det.

Jeg elsker virkelig også parkers ordvalg. Han får sine sange til at lyde virkelig eventyrlystne og spændende, og der er noget definitivt ved hans udråb. Han er faktisk generelt en rigtig dygtig lyriker, og denne færdighed fremviser han især på nummeret You Can’t Be Too Strong. Det var en ret kontroversiel sang i sin samtid, for den handler om abort, og visse har endda beskrevet den som en anti-abort-sang. Så vidt ville jeg ikke gå, men sangen er fortalt fra synspunktet af en mand, hvis kæreste får foretaget en abort, og det er manden selv modstander af. Det er en meget rørende sang, og hovedpersonen gør sig nogle ret dybe tanker. Mange af sangene har omkvæd, der gentager den samme linje adskillige gange, og det er nok pladens største problem. Det er fint nok, hvis et par få sange gør det, og ikke én individuel sang på pladen er dårlig, men når man får sang efter sang, hvor strukturen er sådan, så bliver det en smule trættende. Jeg kan dog ikke sige, at melodierne bliver mindre sjove af den årsag. Heldigvis er albummet heller ikke så langt igen, så det ender ikke med at påvirke albummet så meget, som det kunne gøre.

Det væsentligste instrument på Squeezing Out Sparks er nok guitaren. Der er næsten altid fut i den, og der er rigtig mange vidunderlige riffs på den. Det er dem, der virkelig holder pladen dynamisk, for Parkers stemme bliver sjældent stille, og den hører vi næsten hele tiden. Et andet instrument, der tilføjer ret meget er keyboardet. Det giver Parker lidt mere karakter, det sørger for, at det ikke lyder så meget af seriøs rockmusik. For Graham Parker er sjældent den mest alvorlige musiker, den eneste seriøst betonede sang på Squeezing Out Sparks er You Can’t Be Too Strong. Graham Parker er en rigtig dygtig musiker. Han skriver fængende, sjove, spøjse melodier, hans tekster er virkelig noget for sig, sangene bliver spillet rigtig flot, og han kan konstruere en forholdsvis helstøbt albumoplevelse. Der er ganske lidt, der ikke går rigtig godt på Squeezing Out Sparks. Hvis du kan lide musikere som Nick Lowe eller Elvis Costello, så burde du virkelig lytte til noget af Graham Parker, og Squeezing Out Sparks er en af hans bedste plader.

358 – Buzzcocks – Singles Going Steady (1979)

Udgivet den af
Svar

Punk har altid været en genre, der har afveget meget fra poplandskabet. Især i 70’erne var det svært at forestille sig en blanding mellem de to genrer. Ikke desto mindre skete det rent faktisk med gruppen Buzzcocks, der lavede nogle sjove, generelt radiovenlige pop-punk-sange i 70’erne. Mange af deres bedste numre blev kun udgivet som singler, og i 1979 blev alle deres hidtidige singler og B-sider samlet på albummet Singles Going Steady. Første halvdel af pladen består af A-siderne, anden halvdel består af B-siderne, hver især opstillet kronologisk. Den kronologiske opstilling bidrager ikke rigtig noget til albummet, da man ikke bemærker en vanvittig udvikling gennem de sølle 2 år, opsamlingen dækker over. Denne korte tidslomme gør til gengæld albummet rigtig konsekvent. Man kan slet ikke høre, at alle disse numre ikke var lavet til samme album, og af derfor er denne opsamling faktisk generelt opfattet som gruppens hovedværk. En anden faktor for dette er nok, at singlerne er konsekvent fængende, sjove og følelsesrige.

Et gennemgående problem ved opsamlinger, der opstiller A- og B-sider fuldstændig separeret, er at B-siderne bare hober sig op som en stor bunke andenklassesmateriale. Det er dog slet ikke tilfældet her. Jovist, A-siderne er stadig generelt bedst, men B-siderne er også rigtig gode. Whatever Happened To?, Oh Shit!, Noise Annoys og Why Can’t I Touch It? er alle rigtig stærke sange. De er generelt ikke nær så poppede som A-siderne, men de har masser af attitude og energi. Men som sagt er A-siderne endnu bedre, og det kræver ellers en del. Jeg elsker virkelig numre som Orgasm Addict, Love You More, Ever Fallen In Love? og Everybody’s Happy Nowadays, da melodierne er tidløse, og spilleglæden er enorm. Sangene er alle rigtig simple, men til gengæld er de fleste er rigtig korte. Kun 3 af de 16 sange på pladen er over 3½ minut, og disse tre er alle b-sider. De korte længder gør, at albummet konstant føles friskt, men alle sange er dog lange nok til at efterlade et indtryk.

Hvis man har svært ved at komme ind i punkverdenen, så er Singles Going Steady uden tvivl sammen med debuten af Ramones og Dookie af Green Day en af de letteste plader at anbefale at starte med. Alle sangene er virkelig stærke, men de minder dog også alle om forholdsvis traditionelle popsange. Der er dog selvfølgelig variation i opbygningen, men intet her er progressiv rock, og intet her er skrålen om anarki. En hel del af sangene handler faktisk om kærlighed, et emne punkmusik hidtil havde undgået ret flot. Man kan med sange som Everybody’s Happy Nowadays, Whatever Happened To og Why Can’t I Touch It? høre en hel del af det, der ville blive til moderne indie-rock. Bands som The Strokes, Franz Ferdinand, The Libertines, Arctic Monkeys og Yeah Yeah Yeahs har nok uden tvivl lyttet til denne plade rigtig meget.Singles Going Steady er en af de helt store punkplader. Hvis du elsker genren, så er det virkelig et must-listen, og hvis du ikke kender så meget til den, er det et godt sted at starte.