62 – U2 – Achtung Baby (1991)

I slutningen af 80’erne havde irske U2 cementeret sig som et af de største rockbands i verden med succeserne ‘The Joshua Tree’ og ‘Rattle and Hum’, og de var parate til at indtage det kommende årti. Hvor ‘Rattle and Hum’ lod dem dykke ned i rockmusikkens rødder, stak opfølgeren, ‘Achtung Baby’ i den modsatte retning. De tog her brug af flere elektroniske elementer ind i deres musik, og på mange numre præsenterer de lettere dance-prægede grooves. Den dance-inspirerede lyd fungerer faktisk overraskende godt. Tankerne ledes for mig lidt hen mod det, der havde udviklet sig de seneste par år i Manchesters musikscene, hvor bands som New Order og Happy Mondays var begyndt at finde en ret lækker lyd, der blandede dance med alternativ rock. U2 lyder også interessante, når de danner sådanne rytmer, bl.a. på det virkelig flotte åbningsnummer, ‘Zoo Station’ og den dynamiske, seksuelle ‘The Fly’. Det er et succesfuldt forsøg på at trække deres lyd i nye retninger, og den cadeau skal bandet nu engang have. De læner sig dog ikke alt for meget op ad denne stil. Mere langsomme numre er der også plads til, men selv på ‘So Cruel’, ‘Acrobat’ og ‘Love is Blindness’ er der heftige, groovy trommerytmer i fundamentet, og der virker de ikke altid lige godt.

Jeg vil sige, at U2 som band faktisk klarer denne lyd rimelig godt. The Edges guitar og keyboard har en fed klang, der giver lyden godt med tekstur, og både Larry Mullen Jr.’s trommespil og Adam Claytons bas gør pladen til en meget levende oplevelse. Desuden har gruppens to efterhånden faste producere, Brian Eno og Daniel Lanois, bidraget med instrumentation på mange af numrene. Da de to havde mere erfaring med elektronisk musik end U2 havde på det tidspunkt, føler jeg også, at de skal have meget af rosen for, at pladen egentlig fungerer så godt, som den gør. Den er dog ikke en pletfri plade, og hvis der er noget, der ikke fungerer, er det Bonos leadvokal. Jeg kan rigtig godt lide Bono på de tidligste U2-plader, hvor han er fyldt med menneskelig angst, vrede og begær. Han kan også sagtens udtrykke disse fint på ‘Achtung Baby’, bl.a. er han ret god i starten af både ‘Who’s Gonna Ride Your Wild Hoses’, ‘One’ og ‘Love Is Blindness’ til at formidle melankoli og eftertænksomhed. Som sangene dog eskalerer, bliver han med tiden så pompøs i sit udtryk, at jeg finder ham svær at holde ud.

Bonos vokal er et gennemgående problem, for i hovedreglen bærer Achtung Baby glimrende sangskrivning. Han ender bare med tit at lyde selvglad i stedet for sensuel og fordømmende i stedet for ængstelig. Den fine sangskrivning bliver også holdt lidt tilbage af en ret inkonsekvent produktion. Der er som sådan ikke noget nummer, der i sig selv lyder skidt, men det er derimod ret skærende, at ‘Ultra Violet (Light My Way)’ er så poleret og klar, mens den grove lyd på store dele af ‘Zoo Station’ trækker klare paralleller  over mod grupens tidlige år som post-punk-gruppe. ‘The Fly’ er som sagt et meget dynamisk nummer, men noget af denne dynamik handler nok slet og ret om, at lyden ikke er sammenhængende. ‘The Fly’ blev valgt som førstesingle, og det er egentlig et helt perfekt valg, for intet andet nummer formår så godt at indkapsle både det, der virker, og det, der ikke virker, på tværs af pladen som helhed. Den er sjov og dansevenlig, men den er også prætentiøs og formår at gå fra A til B hurtigere end det i mine øjne er at foretrække. Der er rigtig meget at holde af, men det er lidt af en ujævn oplevelse

110 – Radiohead – The Bends (1995)

Radiohead er et af mine yndlingsbands i hele verden. Det har jeg næppe nogensinde lagt skjul på, og uanset hvornår du skulle spørge mig, ville jeg ikke tøve et sekund med at udnævne deres album Kid A til den bedste plade, jeg nogensinde har hørt. Kid A er en eksperimentel, elektronisk plade, og dens forgænger, OK Computer var ligeledes en ret kunstnerisk, innovativ plade, her med udgangspunkt i rockmusikken. Deres to plader inden denne var lidt mere typiske, tilgængelige rockplader uden nær så storstilede koncepter. Den første, Pablo Honey, er med undtagelse af nummeret Creep en lettere forglemmelig affære, men efterfølgeren, The Bends fra 1995, tager 90’ernes guitarrock- og britpop-lyd til helt nye højder. Deres sangskrivning er konsekvent meget stærk. Ikke alene er ingen numre svage, de er faktisk alle enormt stærke. I forhold til på fx OK Computer er der nok mere fokus på de individuelle numre end på pladens helhed, men som helhed fungerer den også rigtig godt, dels på grund af det høje kvalitetsniveau. Når man hører sange som den forvrængte My Iron Lung, den ængstelige Street Spirit (Fade Out) eller den depressive Fake Plastic Trees har de så mange musikalske lag, og så meget følelsesmæssig kompleksitet, at sammenhængskraften ligger deri.

Der er dog også en meget naturlig progression i albummet. Det bevæger sig fuldkommen gnidningsfrit mellem forskellige følelser og lydbilleder, hvilket Radiohead i mine øjne er mestre i. Hele den rejse, man kommer på fra den æteriske start på Planet Telex, der så udvikler sig til en manisk rocksang med kraftig distortion, til den storladne melankoli på Street Spirit (Fade Out), det er en række smukke op- og nedture i den menneskelige angst. Hele tankegangen fra Creep, altså “I’m a creep, I’m a weirdo”“I don’t belong here”, “I wish I was special”, den er som sådan ikke ændret. Udtryksformen er dog blevet mere nuanceret og poetisk, og man føler for alvor hvor dissocieret, Thom Yorke føler sig. Det er dog synd at give Thom Yorke hele æren for albummets følelsesmæssige indhold. Sangene er alle skrevet af bandet som helhed, og de er alle meget væsentlige i forhold til sangenes udtryk. At sige, at de bakker op om Thom Yorkes udtryk er en underdrivelse. Hele pladen er et langt samarbejde mellem musikerne om at ramme de helt rigtige stemninger. Selvom guitaren i versene til Bulletproof… I wish I was er meget simpel, ville sangen på ingen måde være nær så hjerteskærende, hvis han ikke havde spillet med så meget inderlighed.

Sangskrivningen er i løbet af hele pladen fuldkommen genial. Sangenes opbygninger er kreative fra start til slut, og alt går bare op i en højere enhed. De er dynamiske og mindeværdige, og de byder på så mange interessante ideer, at man altid kan dykke ned i nummeret en ekstra gang. Det gør også pladen meget holdbar. Jeg har hørt den et utal af gange, og langt størstedelen af pladen er jeg ikke den mindste smule træt af. Nogle af de numre, jeg også ofte har hørt udenfor pladens kontekst, står endda stadig ud som nogle af højdepunkterne, såsom Fake Plastic Trees og Street Spirit (Fade Out). Selv de mere oversete numre, såsom Bones(Nice Dream) og Sulk er værd at vende tilbage til igen og igen, og de fortjener absolut ikke at blive overset. Jeg kan virkelig ikke sige nok gode ord om The Bends. Jeg synes, pladen fra ende til anden er helt og aldeles fænomenal. Den er så god, at jeg nok endda synes, den er bedre end OK Computer, og for de flestes vedkommende ville jeg nok også sige, at det er et bedre sted at starte sit forhold til Radiohead. Uanset hvad kan pladen altså anbefales varmt, og jeg skal nok give den adskillige gennemlytninger igen i fremtiden.

136 – The Replacements – Tim (1985)

I 80’erne var alternativ rock for alvor i udvikling. Hvor genrens store gennembrud først ville komme i 90’erne, var bands som R.E.M., Dinosaur Jr. og The Smiths i fuld gang med at definere genren til det, vi opfatter den som i dag. Et andet nævneværdigt band fra samtiden er The Replacements, som stilmæssigt befinder sig et vist sted mellem Dinosaur Jr. og The Smiths. De er ængstelige i deres lyrik og støjende i deres lyd, men samtidig er de poppede i deres sangskrivning og nærmest drengede i deres ungdommelige attitude. Det er en hårfin blanding, som de bl.a. viser på den mesterlige plade Let It Be, men på opfølgeren, Tim, fra 1985 var sammenstødende tydeligere, og der var markant flere pop-elementer. Forsanger og sangskriver Paul Westerberg var da også trods gruppens grimme lyd meget inspireret af popmusikere, såsom Roy Orbison, Big Star og Nick Lowe. Det er ikke den hårde rock fra punk-, metal- eller post-punk-pionererne, der fascinerer Westerberg i 1985, selvom guitaren har masser af distortion og vokalen er hæs som bare pokker. Denne blanding er ikke blot spøjs, men den vender mange konventioner på hovedet. I hænderne på andre, kunne I’ll Buy eller Kiss Me on the Bus virke pussenussede eller ligegyldige, men gennem den grove lyd, giver The Replacements tyngde til disse kærlighedssange.

At melodierne er så poppede gør selvfølgelig også, at de stikker mere ud i hovedet. De er meget fængende og de er tit ret gode at synge med på. Samtidig har Westerberg sørget for ikke at gentage sig for meget selvom popstrukturen lægger meget op til det. Det hænger nok til dels sammen med, at mange sange er ret korte. Den længste sang på pladen er kun 5 minutter lang, men den korteste er helt nede på 2 minutter. Westerberg og de andre sørger for aldrig på hele Tim at strække en idé over længere tid end den kan klare. Derfor får man altid noget frisk, spændende musik hurtigt serveret. Gruppen lader til at have tænkt meget vel over både lydbilleder og tracklisten. De er oftest hårdtslående og distorterede, men når det er tiltrængt, slår de over i noget simpel percussion og en akustisk guitar. Albummets helhedsoplevelse var så vigtig, at de strøg et af deres i dag mest kendte numre, Can’t Hardly Wait, fra tracklisten, da der ikke var noget sted, den passede ind. Det har jeg personligt stor respekt for, og beslutningen kunne betale sig, for der er tale om 37 meget sammenhængende minutter, man kan høre igen og igen.

Westerbergs evner som lyriker er også en meget essentiel del af The Replacements. Jeg elskede på Let it Be især teksterne på numre som Androgynous og Unsatisfied, hvor tempoet og støjniveauet blev taget en smule ned. På Tim ville de tilsvarende tracks være Swingin Party og Here Comes a Regular, to fuldkommen hjerteskærende sange. Den sidste minder mig meget om de triste numre fra Automatic for the People af R.E.M. eller måske endda et nummer så tungt som Holocaust af Big Star. Westerberg rammer med sine tekster vigtige pointer om hvordan det er at være ung. Hvordan det er, når man ikke helt er sikker på sin identitet, sikker på sig selv eller på verden i det hele taget. Hans fortællinger om ungdomslivet i 80’erne resonerer stadig i dag, muligvis fordi internet og iPhones i grunden ikke gør den store forskel. Here Comes the Regular får lov til at runde pladen af, og selvom det er rørende, så sidder man også tilbage med en fornemmelse af tomhed. Ikke fordi man ikke har fået nok musik, mest fordi alt for en stund føles så meningsløst. Tim er en plade med store følelser, gennemført stil og stribevis af vidunderlige sange.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

139 – U2 – All That You Can’t Leave Behind (2000)

Her er en mening, man efterhånden sjældent hører: U2 er hverken et særlig fantastisk eller særlig forfærdeligt band, og selvom deres 00’er- og 90’er-materiale ikke er på niveau med det, de lavede i 80’erne, laver de stadig i dag friskere og mere nutidigt materiale end det, de fleste andre klassiske 80’er-bands udgiver nu til dags. Det føles også sært at tidsbestemme dem som et 80’er-band, for i år 2000 fik de en af deres mest populære sange nogensinde med Beautiful Day fra albummet All That You Can’t Leave Behind. Lad mig sige med det samme, at det er en vidunderlig sang. Daniel Lanois og Brian Enos forsøg på noget mere poppet produktion lyder utrolig lækkert, og det hele føles bare så utrolig overbevisende. Når omkvædet går i gang med sine massevis af korstemmer og Bonos spinkle omend effektive skrålen, kan man bare ikke tænke andet end “Shit, det er en smuk dag. Tid til at nyde livet”. Som stor fan af denne sang, glædede jeg mig naturligvis til at høre resten af albummet. Det er en ret poppet udgave af U2 man får på hele pladen, så lyden fra hittet er ret sigende for pladen som helhed. Der er mange omkvæd, meget ren produktion, og absolut ingen spor af U2’s post-punk-rødder.

U2 har uden tvivl masser af gode melodier i ærmet. Der er virkelig få af sangene på All That You Can’t Leave Behind, der ikke er rigtig fængende. Lanois og Eno lægger også masser af spændende lag i produktionen Sangene er lydmæssigt konstant i udvikling, og man keder sig egentlig slet ikke i løbet af hele albummet. Samtidig følger de dog popformularer lidt ofte, så det er ikke særlig mange overraskelser i forhold til melodierne, der dog som sagt er vældig fængende. Jeg føler efterhånden, jeg har skamrost denne plade rigeligt, så lad mig komme til min egentlige mening om den, nemlig at det er den kedeligste U2-plade, jeg har hørt, og at den i det hele taget er ganske middelmådig til trods for de mange positive aspekter. Jeg vil ikke bebrejde det hele på Bono, men han er nok en årsag. Han har skrevet tekster til stort set alt på pladen – i visse tilfælde sammen med the Edge – og de er tit uudholdeligt frelste, ophøjede, og melodramatiske. Og når de ikke er, er det næsten værre. Melodien til Elevation er så utrolig fed, at det er decideret synd, at Bono skal spille romantisk badboy.

Netop den rene popproduktion gør, at Bono er svær at ignorere. Ikke ét eneste ord bliver overdøvet af en guitar eller et trommeslag. Det er dog ikke fordi han overdøver de andre instrumenter heller. Det er faktisk imponerenede, hvor tydelige alle instrumenter er. Men uanset hvad er Bono svær at abstrahere fra. Når han synger en sang som Peace On Earth (ja, det er der faktisk en sang på pladen, der hedder), og han adresserer et par linjer direkte til Jesus Kristus, så bliver det hele så latterligt. Meget af tiden kan man knap nok sige, at han synger. Han taler bare på en lettere melodisk måde, og der er adskillige tidspunkter, hvor han kommer til at erstatte en høj tone, han ikke kan nå, med et forfærdeligt knæk. Denne udgave af Bono kan faktisk sagtens være acceptabel i mindre doser, han er trods alt stort set på denne måde på Beautiful Day. At skulle lytte til ham i 49 minutter bliver bare så utrolig udmattende, uanset hvor godt et stykke arbejde, der er blevet gjort med melodierne, arrangementerne og produktionen. Der er egentlig også ret god albumstruktur, og både åbnings- og afslutningsnumrene er meget velvalgte. Men der er desværre nogle modkæmpende poler på dette album, så jeg kan desværre ikke vende begge tommelfingre opad.

155 – Pretenders – Pretenders (1980)

Det er måske svært at forstå, men den eponyme debut af rockbandet Pretenders tog mig et par gennemlytninger, før jeg forstod, hvorfor den var så afholdt. Man skulle jo tro, at den let tilgængelige, ofte ret punkede pop-rock, de laver, ville være let at sætte pris på. Men det tog mig for alvor noget tid, før jeg forstod, at jeg lyttede til noget ganske unikt. Forsanger Chrissie Hynde er nemlig en eminent sangskriver. På et nummer som The Phone Call gør hun punk-rock til noget større og mere ambitiøst, end man til at starte med ville forvente, og på Private Life blander hun et sumpet, diskret Marley-groove med personlig intimitet og skrøbelighed. Selv på sange som Brass in Pocket er virkelig dybfølte og kreative. Ud over blæsere på et par få numre afviger de ikke fra det standard guitar/bas/trommer/keyboard-setup, men sangene har stadig meget forskellige udtryk. Hynde har en stor forståelse for hvordan hun kan få så mange forskellige lyde ud af instrumenterne som muligt, så selv når hun ikke er forfatteren bag et nummer, kan man mærke hendes kreativitet skinne igennem.

Produceren på Pretenders er ingen ringere end Chris Thomas, der nok er bedst kendt for at producere Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols, en plade, der er kendetegnet af sin hårde, grimme lyd, hvor instrumenterne nærmest går i et med hinanden. På Pretenders er jeg faktisk imponeret over det præcis modsatte. Der bliver arbejdet med så mange forskellige lyde fra instrumenterne, men alligevel lyder det altid pænt og klart på samtlige instrumenter. Selv meget punkede sange som Precious og Tattooed Love Boys hjælper denne rene lyd med at skabe mere fokus på de mest markante instrumenter, her især guitar og bas. Noget af det, der gjorde, at det tog mig et stykke tid at få øjnene op for Pretenders, var, at de ikke følger nogen trends. Tænk lige over det, i 80’erne var stort set alle, selv undergrundsgrupperne, en del af en større trend. Pretenders leverer dog deres helt egen ambitiøse punk-rock, der på den ene side nok er for råt til mange i pop-publikummet, men samtidig er for kompliceret til mange punkere. Eller, det ville måske have været opfattelsen, hvis Hynde ikke skrev så gode sange.

Hyndes sangskrivning er vitterligt det, der får hele pladen til at hænge sammen, men derfor kan det netop gå galt, når Hynde ikke er involveret. Gruppen opfører et cover af The Kinks’ Stop Your Sobbing, og det er helt fint, måske lidt for tæt op ad originalen, men det er bare tydeligt, at det ikke er skrevet af de samme mennesker som de øvrige sange, og det er ret distraherende. Det er uden tvivl det svageste nummer på pladen, hvis du spørger mig, for selvom lyden er fin, føles det ikke spor inspireret. Den eneste øvrige sang, hun ikke var med til at skrive er den instrumentale Space Invader. Det er igen ikke min yndlingssang på pladen, men den passer langt bedre ind, og der er da i det mindste nogle kreative tiltag, f.eks. at inkorporere lyde fra spillet Space Invaders. Det går bare lidt langsomt med at udvikle sig, det føles faktisk som om, der burde have været vokal på. Noget dejligt ved pladen er, at den starter med en meget rå punklyd og efterhånden udvikler sig til noget mere poppet. Det skaber større sammenhæng mellem nogle ellers meget forskellige numre. Disse forskellige numre er generelt virkelig gode, og pladen er som helhed også bare bundsolid, så jeg kunne sagtens finde på at lytte til Pretenders igen en anden gang.

162 – Radiohead – OK Computer (1997)

Mit yndlingsalbum nogensinde er Kid A af Radiohead. Hvert eneste sekund af den plade er bare fuldkommen genialt. Radiohead er i det hele taget et af mine yndlingsbands nogensinde, og deres store album OK Computer fra 1997, er ligesom Kid A fyldt med genialiteter fra start til slut. På OK Computer er lyden mere rockpræget end på den elektroniske Kid A, men teknologi spiller stadig en stor rolle. Der er mange elektroniske lyde på diverse numre, selvom guitar bas og trommer dominerer. Sange hedder da også titler som Paranoid Android og Subterranean Homesick Alien, og der er en klar science fiction-lyd på et nummer som Fitter Happier. Der bliver beskrevet dystopiske visioner om et karma-politi, der skal arrastere en mand for at tale for meget om matematik eller en pige for at have en frisure som hitler. Selvfølgelig menes det ikke så bogstaveligt, “karma-politiet” fra Karma Police er ikke et egentligt politi, men de repræsenterer rettere hele konceptet karma. Min pointe er rettere, at fortællemåden gør det hele meget grumt og mørkt, men der er stadig virkelig meget stil over det, især med den mørke lyd, der er til stede.

Radioheads sangskrivning er meget progressiv. De er ikke rigtig gået efter at lave fængende, sange, du vil synge i ugevis, selvom et par af numrene – No Surpises og Karma Police – er sådan. De ville levere en varieret oplevelse, der kan røre dig dybt inde. De får lytteren til at føle sorg, tyngde, frygt, hævngerrighed og vrede. Det er spredt flot ud på pladen, så hvert stemningsskift virkelig kan ramme dig dybt. Den progressive sangskrivning sørger også for at gøre numrene varieret i opbygning. Det nummer, der er blevet mest berømt for denne progressive opbygning er Paranoid Android, der da også gør det fremragende og udadtil ubesværet. Nummeret er uden tvivl et af rockhistoriens helt store mesterkompositioner, hvis du spørger mig. Men i det hele taget er der få sange, hvor man kan udpege stykker, der udgør egentlige vers og omkvæd. De er der, men der er ikke særlig mange af dem. Og når de er der, fungerer deres simplicitet ofte til at understøtte en pointe, f.eks. på No Surprises. Denne kører ikke decideret med en vers-omkvæd-vers-omkvæd-struktur, men dens opbygning er stadig ret simpel. For som den siger, der er ingen overraskelser. Dette kører forsanger Thom Yorke ud i et stadie af ørhed, og det er rigtig smukt.

Lyden på OK Computer er meget dynamisk. Det ene sekund har vi elektronisk simplicitet som på Fitter Happier, og pludselig kommer en voldsom rockguitar på Electioneering. Et nummer som Let Down er inspireret af Phil Spectors Wall of Sound-teknik, og er dermed meget kompakt i sin lyd, mens Exit Music (For a Film) starter uden meget andet end en akustisk guitar og en svag synthesizer. Denne synthesizer bliver dog stærkere, som nummeret kører fremad, og der kommer bas og strygere på til sidst, der næsten får det til at lyde som trip hop. Denne sangs klimaks kunne sagtens være grundlaget for hele Muses karriere. Numrene arbejder rigtig flot sammen om at skabe en helstøbt oplevelse, der bliver ved med at engagere lytteren. Numrene bliver aldrig kedelige, selv hvis de er langsomme, og de mister heller ej fokus, selv hvis de bliver hårdtslående. Ja, jeg har måske lidt en forkærlighed for Radiohead, der gør min bedømmelse lidt ensidig, men OK Computer var et af de albums, der virkelig gjorde mig glad for dem. Og jeg tror, det kan gøre det samme for mange andre. Det er det bedst bedømte album på hele RateYourMusic, den er altså nærmest musikkens svar på The Shawshank Redemption. Helt galt på den kan jeg næppe være, når jeg siger, at OK Computer er et mesterværk.

193 – Green Day – Dookie (1994)

Man siger, at alternativ rock for alvor slog igennem i 1994, og ingen gruppe markerede sig nær så kraftigt det år som Green Day. De havde lavet plader siden 80’erne, men med Dookie i 1994 blev de til et af verdens største rockbands, og de sørgede også for at gøre punkrock populær igen. Ovenpå at Pixies, Nirvana og R.E.M. havde vendt og drejet genren til ugenkendelighed, lavede Green Day noget, der næsten lige så godt kunne være lavet af Ramones. Sangene er lidt længere, og produktionen er noget mere poleret, men essensen er der stadig, og denne simple tilgang til musikken gjorde, at grupper som Blink-182, The Offspring og Fall Out Boy fik mulighed for at slå igennem. Green Days lyd ville blive en af de dominerende stilarter i rockmusik i de næste ca. 10 år. Men når du lytter til Dookie kan man godt undre sig lidt over det. Der er ikke verdens største følelser på spil, instrumenterne er bare bas, trommer og guitar. Det er lidt grimt, men ikke på samme niveau som Sex Pistols eller The Clash var over 15 år tidligere. Så er Green Day ikke som sådan bare en lidt vattet udgave af den oprindelige punkbølge?

Hvis spørgsmålet gjaldt stort set ethvert band, der kom i Green Days fodspor, ville jeg nok sige ja, men Green Day har dog noget at trække på, og det er deres evner som sangskrivere. De har et enormt godt øre for melodier, og den energiske punk-guitar giver alligevel nummeret noget kant. Ingen af numrene er særlig lange, og dette gør, at man bare konstant får noget nyt at gumle på. Derudover skriver de på Dookie aldrig den samme sang to gange, og selvom stilarten er den samme som i punkens spæde start, så har sangene generelt virkelig meget karakter. Albummet er generelt også ret flot opbygget. Jeg synes rigtig godt om, at Burnout efter ganske få, meget hurtige trommeslag får lov til at åbne pladen for fuldt knald, med alle tre instrumenter i gang med det samme. Og ikke et splitsekund går heller før Billie Joe Armstrong begynder at skråle derudaf med sin falske britiske accent. På samme måde stopper afslutningsnummeret, F.O.D., forholdsvis brat. Der er lige noget feedback, og nummeret er heldigvis et af dem med allermest energi på, men pointen er stadigvæk, at der ingen selviscenesættelse er at finde på hele pladen. De er bare tre drenge fra East Bay i Californien, og det skammer de sig ikke over. End ikke den britiske accent føles påtaget.

Men hvis man lige vender den på halen igen, så er det ikke en plade med synderligt meget dybde. Den holder til mange gennemlytninger, men man kan tit bare gå fra den og undre sig over, hvad man i det hele taget nød ved pladen. Man kan selvfølgelig komme frem til, at det er sjovt, og at det er dejligt, at det ikke tager sig selv for seriøst. Men hovedessensen ligger bare i den store energirus, der går løs i løbet af hele albummet. Det vigtige ved pladen er, at hvert nummer bare arbejder sammen om at gøre oplevelsen konstant begivenhedsrig. Og det virker som sådan. Jeg keder mig aldrig. Det er en virkelig sjov plade, og effekten den har på lytteren minder som sådan mere om en rigtig god new wave-plade end de store punkklassikere. Dookie føles lidt lille, især sammenlignet med visse af gruppens senere værker, men den kan godt anbefales, hvis du ikke behøver et særlig højt ambitionsniveau i din musik. Det gør jeg ikke nødvendigvis selv, og derfor nyder jeg ganske tit denne lille finurlighed.

197 – R.E.M. – Murmur (1983)

Før R.E.M. fik deres første reelle hit i 1987 med The One I Love, var deres omdømme mest af alt bygget på, at forsanger Michael Stipe mumlede. Han mumlede faktisk så meget, at deres første plade fik titlen Murmur, en yderst passende titel, hvis jeg skal sige det selv. For det omdømme er ikke ufortjent, man kan faktisk ikke rigtig høre mere end højst hvert tredje ord tydeligt. R.E.M. er sidenhen blevet kendt for at være fantastiske lyrikere, så man kunne være meget bange for, at der ville mangle en af grundpillerne i deres musik på debuten. Der er dog ingen grund til at være bekymret, for til trods for, at det meste af Murmur er uforståeligt på et lingvistisk niveau, så kan man føle det virkelig tydeligt grundet stærk sangskrivning og smuk levering. De få ord, man endelig kan høre, danner sammen med sangtitlerne tematisk grundlag for de individuelle numre. Disse er dog stadig så kryptiske, at man må undre sig over meget, men de er dog stadig så sammenhængende, at der lader til at kunne være en mening bag det hele. Og man får da også lyst til at finde teksterne og få en større forståelse for dem.

Instrumenterne bliver spillet med stor finesse på Murmur. Sammenlignet med senere R.E.M.-plader er der meget post-punk over det, og instrumentationen på numre som Moral Kiosk9-9 og West of the Fields lyder meget som noget, Gang of Four kunne have lavet, vokalmelodien er bare meget mere poppet. Men det er forfriskende at høre en bas, der konsekvent er mixet meget højt, det giver pladen noget mere kant. Jeg elsker også hvordan enkelte numre, heriblandt Talk About the Passion og Perfect Circle hiver lidt alternativ instrumentation ind. Det viser ikke blot, at R.E.M. mestrer mange stilarter, men det gør også bare pladen mere holdbar at lytte til. Dette koncept med at lave en holdbar plade er R.E.M. eksperter i – jeg har allerede rost Document og især Automatic for the People for dette, da jeg anmeldte dem, men allerede fra Murmur af stod det klart, at R.E.M. ville have lytterne til at lytte til deres plader fra ende til anden. Dette arbejder de virkelig smukt med, og de har derfor med Murmur gået meget op i, at hvert eneste nummer er unikt og mindeværdigt, og de omkringliggende numre skal kun fastslå dette endnu mere.

Jeg har nævnt, at følelser er en virkelig stor del af denne plade, men må hellere fortælle hvilke følelser, for vældet af dem er helt enormt. Der spændes over et latterligt stort register, men det mest forbløffende er, at håbet fra Shaking Through, kynismen fra Radio Free Europe og sentimentaliten fra Perfect Circle kan arbejde så smukt sammen, som de gør. Spektret kører så naturligt frem og tilbage. Og på numre som Catapult, så ved jeg ikke engang helt, hvad de prøver på at udtrykke rent følelsesmæssigt, men der er udentvivl meget lagt i nummeret. Der er også en fantastisk dikotomi mellem de ret så triste vers og det meget glade omkvæd. Jeg synes ikke, at alt, R.E.M. har lavet er helt perfekt, ikke engang alt er godt, men der er sørme langt mellem lavpunkterne, og Murmur er et af de albums, hvor der er allerhøjest bundniveau. Den har måske ikke lige så fængende melodier som Document eller ligeså stærk album-følelse som Automatic for the People, men det er også latterligt meget at kræve af en plade, uanset om der står R.E.M. på eller ej. Murmur er stadig en virkelig imponerende rockplade, der har klaret årene så godt, at man slet ikke kan høre, at den er over 30 år gammel.

200 – Nine Inch Nails – The Downward Spiral (1994)

Mange mener, at alternativ rock toppede i 1994. Det er i hvert fald sandt, hvis vi taler om popularitet, for navne som Beck, Collective Soul, The Cranberries og Crash Test Dummies havde alle store hits det år, der blev spillet side om side med Mariah Carey og Bryan Adams på popstationerne. Trent Reznors projekt Nine Inch Nails markerede samtidig genrens efter min mening kvalitetsmæssige toppunkt det år med en plade ved navn The Downward Spiral. Det er en meget højlydt plade, og man ville med rette kunne kalde den industriel rock grundet de mange mekaniske og elektroniske effekter, der giver musikken en meget dyster lyd. Det er måske endda at betegne som industriel metal, for det er virkelig tungt og hårdtslående meget af det. Disse to idéer går virkelig godt i spænd for at skabe en grum, tortureret plade, der aldrig holder følelser tilbage. Det er et højlydt skrig fra en person, der ikke ved, hvorfor han skriger, men vi kommer igennem et stort følelsesspektrum for at finde ud af det. Jeg har stadig ikke fundet ud af fuldstændig hvorfor, men det handler ikke om destinationen, det handler om rejsen.

Netop denne manglende specifikation gør The Downward Spiral smuk. Der er altid noget nyt at dykke ned i, og da sangene handler om så forskellige sang, kan man udforske mange forskellige aspekter af denne torturerede person, hele pladen handler om. Og her snakker jeg ikke nødvendigvis om teksten. Man kan blot høre hvordan musikken er på Heresy, der handler om religion, Closer, der handler om sex og Eraser, som jeg selv opfatter som værende om stoffer. Sidstnævnte har ikke engang megen tekst, så det er især gennem musikken, at jeg får opfattelsen af, at det er sådan, det hænger sammen. Musikken er selv med sin meget højlydte lyd meget diskret, og under støjen gemmer sig tit nogle undertoner, der kan afsløre meget mere om hovedpersonen. Teksten tilføjer dog stadig meget. På Heresy synger han “God is dead and no one cares”, men på Closer går teksten “I wanna fuck you like an animal, my whole existence is flawed, you get me closer to God”. Der er en interessant dikotomi mellem disse to linjer, præcis som hvordan man finder meget stille punkter klods op af de mest højlydte på mange numre på pladen – bl.a. March of the PigsMr. Self Destruct og Reptile.

Der er lidt af en historie på pladen, og afslutningen er ikke helt entydig. Jeg knuser næppe for mange hjerter ved at afsløre, at den ikke er lykkelig, men præcis hvor ulykkelig den er er svært at sætte en finger på. Der bliver antydet noget, men jeg har det ikke helt godt med at afsløre det. Men det interessante er, at dette især sker ved hjælp af instrumentationen, der falder fuldkommen fra hinanden. Dette sker i de to sidste numre, The Downward Spiral og Hurt. Igen, jeg vil ikke afsløre slutningen, men jeg vil gerne bemærke, at Johnny Cash har lavet en udgave af Hurt, hvor teksten kun er ændret en lille smule, og denne udgave er en god kandidat til min yndlingssang nogensinde. Dog er musikken meget anderledes, og den giver da meget andre billeder end Nine Inch Nails gør i originaludgaven. Det fortæller selvfølgelig noget om Cashs evner som musiker, men på samme måde føler jeg, at det fortæller noget om Trent Reznors evner som historiefortæller. Der er noget meget diskret, David Lynch-agtigt over ham, og det gør, at The Downward Spiral kan lyttes til igen og igen. Det er en af mine top 3 plader nogensinde.

221 – U2 – War (1983)

U2 er et sjovt band. De er det første alternative rockband, der virkelig brød igennem til mainstream-publikummet, og de er et af de få navne, der debuterede i starten af 80’erne, der stadig er populære i dag. I løbet af alle disse år har deres udvikling langt fra været enorm, men folk har stadig reageret meget polariseret af alt lige siden, de blev en tand mere poppede i 1987 med pladen The Joshua Tree. Nogle kalder det for deres bedste, andre kalder det deres værste. Der er dog ret bred enighed om, at deres tredje album, War fra 1983 er et album af kvalitet. Sådan er det med de fleste plader før The Joshua Tree, men det gælder især War. Ikke alene finder man det nok største af deres tidligste hits, Sunday Bloody Sunday, på denne plade, man finder også noget af det mest følelsesrige og fortvivlede musik, gruppen nogensinde har lavet. Albummet hedder ikke War for sjov. Det lyder af krig, tit handler det også om krig, og forsanger Bono lyder mere fortvivlet, end jeg kan huske ellers nogensinde at have hørt ham. Lige fra det første nummer hulker og græder han, og det bliver kun værre derfra.

War tog mig noget tid at blive helt fanget af, for U2 hænger sig ikke nær så meget på at have fængende melodier, som de gør på mange andre plader. Det handler meget mere om følelser og en udforskning deraf. Helt præcis er det meget følelserne under krig, og da er især ét instrument virkelig vigtigt på denne plade, nemlig trommerne. Larry Mullen Jr. er en virkelig overset trommeslager, og hvis du vil se hans talent udfolde sig, kig ikke længere væk end til War. Det er ikke uden grund, at trommer på over halvdelen af sangene optræder så snart, nummeret går i gang. Det er march-lignende på Sunday Bloody Sunday, men Mullen udforsker et hav af måder, hvorpå trommer kan give en stram, militaristisk lyd. Han er så at sige generalen i bandet, der sørger for, at alle medlemmer makker ret. Bono er da den frustrerede rekrut, der er ensom, traumatiseret og opsat på at kæmpe for fædrelandet. Hvis vi lige dropper metaforen for troppen, så er bassist Adam Clayton meget god til at opretholde, den stramme lyd, de sigter efter, og guitarist The Edge er overraskende god til ikke at gå amok på guitaren. Bono står alene i sin gåen amok. Der er noget blueset over The Edges indspark. De er imponerende, men ikke distraherende. Tit bemærker man faktisk knap nok, hvor meget han gør på sit instrument.

Hvis jeg skal sige noget negativt, så tog det mig ret mange gennemlytninger at få dannet en solid mening om dette album, og kun et fåtal af sangene havde jeg egentlige forhold til i starten. Med tiden har jeg dog lært at holde af alle sangene, men det kan selvfølgelig ikke garanteres, at man nødvendigvis har lyst til så mange gennemlytninger, hvis man ikke var glad for det i første omgang. Jeg startede heller ikke med at være ellevild, men jeg kunne da altid lide det. Jeg synes efterhånden, at det er helt genialt, og det er nok den bedste U2-plade, jeg har hørt. Sangene hænger dynamisk meget godt sammen, og der er meget variation. Jeg tænkte på intet tidspunkt til mig selv, at pladen var ved at gå i tomgang, og med mine gentagne gennemlytninger, kan jeg ikke nævne et eneste punkt, der føltes svagere, jo mere jeg lyttede til pladen. Det føles komplet, det føles stort, og det føles gennemtænkt. Det er nok den bedste U2-plade, jeg har lyttet til, og det siger jeg måske ikke som verdens største fan, men deres katalog er nu imponerende, og dette er højdepunktet.