I 1980 debuterede rockgruppen U2 med albummet Boy. I betragtning af, at det er et debutalbum, er det helt utroligt. Det er ikke her, man kan finde bandets største hits, men man kan finde nogle helt utrolige sange. Lyden er meget post-punk-inspireret, men albummet undgår på fantastisk vis problemet, de fleste post-punk-bands tit ryger ind i. Deres musik føles ikke alt for syret og uforståelig, og man kan rigtig let bare sætte skiven på og nyde musikken. Dog er der rigtig meget følelse og tanke lagt i musikken. Forsanger Bono lyder ganske forpint, og han græder næsten igennem en del af numrene. Det er ikke altid, at hans vrælen passer helt perfekt til den kontekst, musikken skaber, men han går aldrig rigtig så vidt, at det ødelægger noget af oplevelsen. Åbningsnummeret, I Will Follow, burde f.eks. rent logisk lyde meget af kærlighed og troskab, men Bono får den til at lyde af sorg og fortvivlelse. Men jeg ville stadig kalde I Will Follow en af, hvis ikke den stærkeste sang, bare fordi den er så gennemarbejdet på hvert eneste andet punkt.

I Will Follow er uden tvivl denne plades største hit, og det er også velfortjent, men selvom den måske er det bedste derpå, blegner de andre numre absolut ikke ved siden af det. Twilight er en helt formidabel sang, der oser af paranoia og mentale sammenbrud, og Into the Heart er i den tristere ende af pladen, med en helt utrolig optræden af The Edge på guitar. Det er ikke det mest teknisk imponerende, The Edge nogensinde har opført, men det er virkelig rørende og velskrevet. Man kan dybt inde mærke følelserne, sangen kommer ud med. Det meste af nummeret er fuldstændig instrumentalt, og på den måde kan man synke mere af det ind. Boy arbejder som album rigtig meget med sex. Der er sex i alle afskygninger af albummet. Fra start til slut lyder Bono, som om han er i gang med at bolle. Det lyder rigtig smukt, selvom jeg nok ikke får det til at lyde sådan. Han bliver meget lidenskabelig og øm. Det er måske ikke alle, der vil have lige let ved at tolerere hans stemme. Den passer, hvis du spørger mig, rigtig godt til musikken, men selv for mig kan for lang tid i selskab med den gøre mig bims. Dog er Boys 42 minutter ikke for meget for mig.

Hvis du vil høre The Edge give den gas på guitar, så er Boy også pladen at gå til. Hvert eneste nummer har rigtig stor fokus på guitaren, især sammenlignet med så meget andet post-punk, hvor bas jo er det vigtigste element. Bassen er dog stadig meget fremtrædende, så bassist Adam Clayton fortjener absolut også ros. Lyden på Boy er meget bombastisk, og det er virkelig imponerende, for der er faktisk kun fire medlemmer – Bono, The Edge, Clayton og trommeslager Larry Mullen Jr. Og heraf spiller kun The Edge mere end et enkelt instrument, da han også spiller keyboard. Men på grund af den lave bemanding, må det bombastiske komme udelukkende gennem stærk sangskrivning og god kontrol over instrumenterne. Du behøver ikke at være den mindste smule interesseret i post-punk for at kunne nyde Boy. Det er et noget besværligere albums end det meste andet i U2’s diskografi, men hvis du kan lide det, så kan det anbefales også at lytte til pladen, der startede det hele, for det er nok en af deres bedste.