26 – U2 – The Joshua Tree

U2 gik med deres 1987-album ‘The Joshua Tree’ fra at være hypede helte i den alternative rockscene, der dog kunne prale af nogle crossover-hits hist og her, til at være regulære superstjerner, der tog hele verden med storm. Det er derfor også et album, der har splittet U2-fans – for det er jo noget nær umuligt at få et mainstream-gennembrud uden at der medfølger en del anklager om at være sellouts fra fans, der havde fulgt med siden begyndelsen. Jeg var der ikke selv dengang, så lad mig sige det som en person i 20’erne, der både har hyldet U2’s rødder og kritiseret deres mere kommercielle skiver: ‘The Joshua Tree’ er et fremragende album. Ikke nær så godt som ‘War’ eller ‘Boy’, men den byder på noget, jeg ikke føler, noget andet U2-album i samme grad kan prale af – nemlig at deres sangskrivning er fandens catchy, og deres lyd er lettilgængelig og iørefaldende, men intet af dette sker på bekostning af albummets ægthed. Deres tidligere ret punkede æstetik er blevet erstattet af noget nyt, til tider ret poleret, men der er stadig plads til noget kant, der gør at man tydeligt kan mærke albummets følelser.

Jeg forstår dog fuldt ud, hvorfor U2 har ladet den mest poppede del af ‘The Joshua Tree’ være skabelon for deres videre karriere. De mest poppede sange er nemlig i min optik det suverænt bedste på albummet. Gruppen har et fantastisk øre for melodier, og såvel Bonos ekspressive vokal som The Edges på en gang ængstelige og flashy guitarlyd lægger sig upåklageligt til den mere poppede sangskrivning, der mestendels er placeret på albummets a-side. Noget af det, jeg tror, der gav albummet sin store gennemslagskraft, er, at det blev udgivet i 1987. Det er et tidspunkt hvor pop og poprock var kunstig og poleret som aldrig før – på godt og ondt naturligvis. Men når selv Bruce Springsteen efterhånden havde svært ved at holde sig fra at blande heartland-lyden med noget syntetisk glasur, giver U2’s eksplosion i popularitet mening – akkurat som hvordan Guns N’ Roses fik popularitet ved at føre noget fare ind i den hårde rock samme år. A-siden på ‘The Joshua Tree’ er bare den ene stærke popmelodi efter den anden – med en lille ekskurs til den mere alternative ‘Bullet The Blue Sky’, der da ellers stadig er en rigtig catchy og velkomponeret sang med en fantastisk basgang, omend Bonos vokal her til tider nærmer sig noget selvparodi.

Albummets anden halvdel er ikke nær så poppet som den første, men U2 er stadig ikke ligefrem Frank Zappa, og meget af det ville nok stadig have været i den mere radiovenlige ende af deres foregående album, der ej heller just var avantgarde. Sidens første to tracks, ‘Red Hill Mining Town’ og ‘In God’s Country’ fører fint lyden videre fra A-siden, men uden at de skarpe melodier er der. Det er ret poleret alternativ rock, som man sagtens kan synge med på, men først med ‘One Tree Hill’ får de for alvor pumpet liv i den formel igen, blandt andet da The Edges guitarlyd her bare er fænomenal. Det countryinspirerede nummer ‘Trip Through Your Wires’ har splittet mange fans. Selv er jeg nået til den konklusion, at instrumentationen og produktionen er virkelig kreativ, men vokalmelodien bliver hurtigt trættende. At pludselig høre mundharmonika på en U2-sang har dog uden tvivl sin charme. De to sidste numre på albummet er dog fremragende, og jeg synes de er alt for oversete i U2-regi. ‘Exit’ er en af mine absolutte yndlingssange af gruppen. Den er lowkey i starten, og med tiden bygger den en angst op, der er en klump i halsen værdig. U2 vinder lidt af den punkede energi fra deres tidlige album tilbage her. De slutter af med ‘Mothers of the Dissapeared’, der muligvis ikke er det helt store nummer i sig selv, men i albummets kontekst er de vemodige toner derfra yderst forløsende. Det sætter et godt punktum på albummet, og grundmelodien sætter sig faktisk fast. Det er en veludført, oplagt afrunding af en ligeledes veludført plade.

62 – U2 – Achtung Baby (1991)

I slutningen af 80’erne havde irske U2 cementeret sig som et af de største rockbands i verden med succeserne ‘The Joshua Tree’ og ‘Rattle and Hum’, og de var parate til at indtage det kommende årti. Hvor ‘Rattle and Hum’ lod dem dykke ned i rockmusikkens rødder, stak opfølgeren, ‘Achtung Baby’ i den modsatte retning. De tog her brug af flere elektroniske elementer ind i deres musik, og på mange numre præsenterer de lettere dance-prægede grooves. Den dance-inspirerede lyd fungerer faktisk overraskende godt. Tankerne ledes for mig lidt hen mod det, der havde udviklet sig de seneste par år i Manchesters musikscene, hvor bands som New Order og Happy Mondays var begyndt at finde en ret lækker lyd, der blandede dance med alternativ rock. U2 lyder også interessante, når de danner sådanne rytmer, bl.a. på det virkelig flotte åbningsnummer, ‘Zoo Station’ og den dynamiske, seksuelle ‘The Fly’. Det er et succesfuldt forsøg på at trække deres lyd i nye retninger, og den cadeau skal bandet nu engang have. De læner sig dog ikke alt for meget op ad denne stil. Mere langsomme numre er der også plads til, men selv på ‘So Cruel’, ‘Acrobat’ og ‘Love is Blindness’ er der heftige, groovy trommerytmer i fundamentet, og der virker de ikke altid lige godt.

Jeg vil sige, at U2 som band faktisk klarer denne lyd rimelig godt. The Edges guitar og keyboard har en fed klang, der giver lyden godt med tekstur, og både Larry Mullen Jr.’s trommespil og Adam Claytons bas gør pladen til en meget levende oplevelse. Desuden har gruppens to efterhånden faste producere, Brian Eno og Daniel Lanois, bidraget med instrumentation på mange af numrene. Da de to havde mere erfaring med elektronisk musik end U2 havde på det tidspunkt, føler jeg også, at de skal have meget af rosen for, at pladen egentlig fungerer så godt, som den gør. Den er dog ikke en pletfri plade, og hvis der er noget, der ikke fungerer, er det Bonos leadvokal. Jeg kan rigtig godt lide Bono på de tidligste U2-plader, hvor han er fyldt med menneskelig angst, vrede og begær. Han kan også sagtens udtrykke disse fint på ‘Achtung Baby’, bl.a. er han ret god i starten af både ‘Who’s Gonna Ride Your Wild Hoses’, ‘One’ og ‘Love Is Blindness’ til at formidle melankoli og eftertænksomhed. Som sangene dog eskalerer, bliver han med tiden så pompøs i sit udtryk, at jeg finder ham svær at holde ud.

Bonos vokal er et gennemgående problem, for i hovedreglen bærer Achtung Baby glimrende sangskrivning. Han ender bare med tit at lyde selvglad i stedet for sensuel og fordømmende i stedet for ængstelig. Den fine sangskrivning bliver også holdt lidt tilbage af en ret inkonsekvent produktion. Der er som sådan ikke noget nummer, der i sig selv lyder skidt, men det er derimod ret skærende, at ‘Ultra Violet (Light My Way)’ er så poleret og klar, mens den grove lyd på store dele af ‘Zoo Station’ trækker klare paralleller  over mod grupens tidlige år som post-punk-gruppe. ‘The Fly’ er som sagt et meget dynamisk nummer, men noget af denne dynamik handler nok slet og ret om, at lyden ikke er sammenhængende. ‘The Fly’ blev valgt som førstesingle, og det er egentlig et helt perfekt valg, for intet andet nummer formår så godt at indkapsle både det, der virker, og det, der ikke virker, på tværs af pladen som helhed. Den er sjov og dansevenlig, men den er også prætentiøs og formår at gå fra A til B hurtigere end det i mine øjne er at foretrække. Der er rigtig meget at holde af, men det er lidt af en ujævn oplevelse

221 – U2 – War (1983)

U2 er et sjovt band. De er det første alternative rockband, der virkelig brød igennem til mainstream-publikummet, og de er et af de få navne, der debuterede i starten af 80’erne, der stadig er populære i dag. I løbet af alle disse år har deres udvikling langt fra været enorm, men folk har stadig reageret meget polariseret af alt lige siden, de blev en tand mere poppede i 1987 med pladen The Joshua Tree. Nogle kalder det for deres bedste, andre kalder det deres værste. Der er dog ret bred enighed om, at deres tredje album, War fra 1983 er et album af kvalitet. Sådan er det med de fleste plader før The Joshua Tree, men det gælder især War. Ikke alene finder man det nok største af deres tidligste hits, Sunday Bloody Sunday, på denne plade, man finder også noget af det mest følelsesrige og fortvivlede musik, gruppen nogensinde har lavet. Albummet hedder ikke War for sjov. Det lyder af krig, tit handler det også om krig, og forsanger Bono lyder mere fortvivlet, end jeg kan huske ellers nogensinde at have hørt ham. Lige fra det første nummer hulker og græder han, og det bliver kun værre derfra.

War tog mig noget tid at blive helt fanget af, for U2 hænger sig ikke nær så meget på at have fængende melodier, som de gør på mange andre plader. Det handler meget mere om følelser og en udforskning deraf. Helt præcis er det meget følelserne under krig, og da er især ét instrument virkelig vigtigt på denne plade, nemlig trommerne. Larry Mullen Jr. er en virkelig overset trommeslager, og hvis du vil se hans talent udfolde sig, kig ikke længere væk end til War. Det er ikke uden grund, at trommer på over halvdelen af sangene optræder så snart, nummeret går i gang. Det er march-lignende på Sunday Bloody Sunday, men Mullen udforsker et hav af måder, hvorpå trommer kan give en stram, militaristisk lyd. Han er så at sige generalen i bandet, der sørger for, at alle medlemmer makker ret. Bono er da den frustrerede rekrut, der er ensom, traumatiseret og opsat på at kæmpe for fædrelandet. Hvis vi lige dropper metaforen for troppen, så er bassist Adam Clayton meget god til at opretholde, den stramme lyd, de sigter efter, og guitarist The Edge er overraskende god til ikke at gå amok på guitaren. Bono står alene i sin gåen amok. Der er noget blueset over The Edges indspark. De er imponerende, men ikke distraherende. Tit bemærker man faktisk knap nok, hvor meget han gør på sit instrument.

Hvis jeg skal sige noget negativt, så tog det mig ret mange gennemlytninger at få dannet en solid mening om dette album, og kun et fåtal af sangene havde jeg egentlige forhold til i starten. Med tiden har jeg dog lært at holde af alle sangene, men det kan selvfølgelig ikke garanteres, at man nødvendigvis har lyst til så mange gennemlytninger, hvis man ikke var glad for det i første omgang. Jeg startede heller ikke med at være ellevild, men jeg kunne da altid lide det. Jeg synes efterhånden, at det er helt genialt, og det er nok den bedste U2-plade, jeg har hørt. Sangene hænger dynamisk meget godt sammen, og der er meget variation. Jeg tænkte på intet tidspunkt til mig selv, at pladen var ved at gå i tomgang, og med mine gentagne gennemlytninger, kan jeg ikke nævne et eneste punkt, der føltes svagere, jo mere jeg lyttede til pladen. Det føles komplet, det føles stort, og det føles gennemtænkt. Det er nok den bedste U2-plade, jeg har lyttet til, og det siger jeg måske ikke som verdens største fan, men deres katalog er nu imponerende, og dette er højdepunktet.

417 – U2 – Boy (1980)

I 1980 debuterede rockgruppen U2 med albummet Boy. I betragtning af, at det er et debutalbum, er det helt utroligt. Det er ikke her, man kan finde bandets største hits, men man kan finde nogle helt utrolige sange. Lyden er meget post-punk-inspireret, men albummet undgår på fantastisk vis problemet, de fleste post-punk-bands tit ryger ind i. Deres musik føles ikke alt for syret og uforståelig, og man kan rigtig let bare sætte skiven på og nyde musikken. Dog er der rigtig meget følelse og tanke lagt i musikken. Forsanger Bono lyder ganske forpint, og han græder næsten igennem en del af numrene. Det er ikke altid, at hans vrælen passer helt perfekt til den kontekst, musikken skaber, men han går aldrig rigtig så vidt, at det ødelægger noget af oplevelsen. Åbningsnummeret, I Will Follow, burde f.eks. rent logisk lyde meget af kærlighed og troskab, men Bono får den til at lyde af sorg og fortvivlelse. Men jeg ville stadig kalde I Will Follow en af, hvis ikke den stærkeste sang, bare fordi den er så gennemarbejdet på hvert eneste andet punkt.

I Will Follow er uden tvivl denne plades største hit, og det er også velfortjent, men selvom den måske er det bedste derpå, blegner de andre numre absolut ikke ved siden af det. Twilight er en helt formidabel sang, der oser af paranoia og mentale sammenbrud, og Into the Heart er i den tristere ende af pladen, med en helt utrolig optræden af The Edge på guitar. Det er ikke det mest teknisk imponerende, The Edge nogensinde har opført, men det er virkelig rørende og velskrevet. Man kan dybt inde mærke følelserne, sangen kommer ud med. Det meste af nummeret er fuldstændig instrumentalt, og på den måde kan man synke mere af det ind. Boy arbejder som album rigtig meget med sex. Der er sex i alle afskygninger af albummet. Fra start til slut lyder Bono, som om han er i gang med at bolle. Det lyder rigtig smukt, selvom jeg nok ikke får det til at lyde sådan. Han bliver meget lidenskabelig og øm. Det er måske ikke alle, der vil have lige let ved at tolerere hans stemme. Den passer, hvis du spørger mig, rigtig godt til musikken, men selv for mig kan for lang tid i selskab med den gøre mig bims. Dog er Boys 42 minutter ikke for meget for mig.

Hvis du vil høre The Edge give den gas på guitar, så er Boy også pladen at gå til. Hvert eneste nummer har rigtig stor fokus på guitaren, især sammenlignet med så meget andet post-punk, hvor bas jo er det vigtigste element. Bassen er dog stadig meget fremtrædende, så bassist Adam Clayton fortjener absolut også ros. Lyden på Boy er meget bombastisk, og det er virkelig imponerende, for der er faktisk kun fire medlemmer – Bono, The Edge, Clayton og trommeslager Larry Mullen Jr. Og heraf spiller kun The Edge mere end et enkelt instrument, da han også spiller keyboard. Men på grund af den lave bemanding, må det bombastiske komme udelukkende gennem stærk sangskrivning og god kontrol over instrumenterne. Du behøver ikke at være den mindste smule interesseret i post-punk for at kunne nyde Boy. Det er et noget besværligere albums end det meste andet i U2’s diskografi, men hvis du kan lide det, så kan det anbefales også at lytte til pladen, der startede det hele, for det er nok en af deres bedste.