73 – AC/DC – Back in Black (1980)

Jeg har aldrig været den mest entusiastiske AC/DC-lytter i verden, men jeg vil da kalde mig selv fan af deres højlydte, vilde rocklyd. De har fat i nogle meget simple virkemidler, og de formår at skabe noget meget effektivt, der let får adrenalinen i gang. Alligevel var jeg langt fra grebet, da jeg skulle anmelde deres populære album ‘Highway to Hell’ fra 1979. Deres brand af energisk macho-rock endte nok med at blive lidt for overstimulerende til mig i løbet af en 41 minutter lang plade, og min oplevelse var lettere ensartet. Et par måneder efter udgivelsen af ‘Highway to Hell’ døde bandets forsanger Bon Scott, men heldigvis fandt de et nyt vokalt powerhouse med Brian Johnson, og allerede i 1980 ville de med den nye sanger udgive deres mest populære plade nogensinde, ‘Back in Black’. På mange punkter minder ‘Back in Black’ meget om ‘Highway to Hell’. Der bliver ikke skruet ned for energien, og Brian Johnson udmærker sig allerede her som en sanger, der absolut er af samme kaliber som Scott. Helt ned til albummets længde, er det som før; ‘Back in Black’ har lige så mange tracks som ‘Highway to Hell’, og albummet er sølle 45 sekunder længere end forgængeren. Hvis vi ser bort fra udskiftningen af forsanger, er det altså ikke just et risikabelt album.

Selvom rigtig meget er som på forgængeren, føler jeg alligevel, at ‘Back in Black’ er en betydeligt bedre plade. Her er det især sangskrivningen, der har fået et nøk op. ‘Back in Black’, ‘You Shook Me All Night Long’ og ‘Rock and Roll Ain’t Noise Pollution’ er klasseeksempler på AC/DC, der gør det, de er bedst til, og de udgør absolut ikke en minoritet på pladen. Nogle af AC/DC’s sjoveste, bedst konstruerede sange er at finde på ‘Back in Black’, og mens jeg da har mine favoritter, har jeg svært ved at udpege et egentligt lavpunkt. Alle tracks fungerer rigtig godt, hvilket alligevel er lidt af et mirakel, når AC/DC ikke ligefrem er kendt for den virtuose diversitet i deres lyd. Det er dog her, vi alligevel finder et af de større problemer ved pladen, nemlig det konstant høje lydniveau. AC/DC kan ikke finde ud af at skrue ned, og det gør pladen rigtig udmattende. De kører et fedt track med at mange af numrene starter ret stille, men når forstærkeren først slår sig løs, er der ingen vej tilbage. Placeringen af titelnummeret mod midten er dog et godt valg, da den for en kort stund skaber noget variation med en lidt stivere rytme end den vildskab, AC/DC ellers typisk byder på.

AC/DC bringer faktisk også lidt øget finesse til andre numre. Den langsomme, lidt metal-prægede intro på åbningsnummeret ‘Hells Bells’ er mærkbart stilfuld, og den får lov til at køre relativt længe, før nummeret går over i en mere typisk AC/DC-lyd. Det samme gælder den ensomme, ømme guitar i starten af ‘Rock and Roll Ain’t Noise Pollution’. Nummeret sørger på den måde for at være en vældig respektabel måde at afslutte pladen på, og det sørger for, at man sidder tilfreds tilbage som lytter. Nu har jeg ind til videre allerede kaldt AC/DC’s lyd for ‘vild’ to gange i løbet af denne anmeldelse. Det føler jeg er et passende ord, men man skal absolut ikke tro, at de på nogen måde er løsslupne som musikere. ‘Back in Black’ føles som en meget kalkuleret, komponeret og kontrolleret plade. AC/DC arbejder ud fra nogle meget faste formler, og det kan altså sørge for, at det kan blive lettere uinspirerende at høre på til tider. Med mit kendskab til gruppens diskografi, tror jeg dog, det er et problem, jeg vil have med de fleste AC/DC-plader. Når man overvejer den faktor, så tror jeg, ‘Back in Black’ er noget nær den optimale AC/DC-oplevelse.

250 – Bruce Springsteen – The River (1980)

Jeg har det tit svært med dobbeltalbums, for at fylde én skive med stærke sange, der hænger godt sammen, er en svær nok opgave at opfylde. Dobbeltalbums, der nærmer sig perfektion, er en sjældenhed, det kan nærmest kun gøres, hvis kunstneren i første omgang mestrer at lave albums af mere traditionel karakter. Folk, der har lavet det ene mesterværk efter det andet. Navne som The Rolling Stones, Bob Dylan og naturligvis Bruce Springsteen springer frem med det samme som passende til sådan en beskrivelse, og de har da også lavet nogle af de bedste dobbeltalbums nogensinde. Springsteens femte studiealbum, The River fra 1980, er hans hidtil eneste dobbeltalbum, men det er også virkelig så fyldt med geniale kompositioner, at det næsten er ufatteligt. Når jeg normalt lytter til længere albums føles længden meget påtaget, som om pladen sagtens kunne have overlevet som en enkelt skive, men The River giver dig sang efter sang af så høj kvalitet, at man på intet tidspunkt har lyst til at pladen slutter – undtagen når slutningen rent faktisk kommer, hvor det bare er perfekt timet.

Meget af musikken på The River er faktisk virkelig simpel – det er normalt det, Springsteen er bedst til, men han tager det længere ned på jorden, end man er vant til. Der er tale om simple, sjove, fængende pop-rock-numre, der ikke er besynderligt lange. De er alle meget godt sammenskruet rent instrumentalt, og man føler virkelig at alle instrumenterne går op i en højere enhed. På Sherry Darling sørger saxofonist Clarence Clemons for en rigtig kærlig, hyggelig stemning, Springsteens mundharmonika kan skabe kuldegysninger på titelnummeret, og Garry Tallents langsomme, tøvende bas gør Drive All Night, pladens uden sammenligning længste sang, så meget mere rørende end ellers. Det instrument, der dog gør mest for mig i løbet af pladen er orgelet spillet af Danny Federici og på enkelte sange Roy Bittan, der normalt er pianist. Orgelet gør sange som Hungry HeartTwo Hearts og Ramrod meget sjovere med deres simple riffs. Dette hjælper klaveret også meget på. Det er ikke meget ulig hvordan mange glam-rock-musikere, heriblandt David Bowie og Mott the Hoople, genskabte 50’ernes rocklandskab.

På the River er der også en vis nostalgi for Chuck Berry, Elvis Presley og Little Richard hvad angår sangskrivningen, der er ganske simpel, men lyden er tit meget stor på disse rock and roll-numre, hvilket gør, at de stadig holder i dag. Man kan mærke klar inspiration fra folk som Phil Spector, men Springsteen gør den fyldige instrumentation til noget, der stadig på overfladen kunne være et gadeband. Dette har meget noget med Springsteens imponerende sangskrivning at gøre, men brugen af instrumenterne er også bare fremragende. Deres energi hjælper også meget, og de er hurtigt lette at synge med på. Og Springsteens stemme er også virkelig nær – man kan få rigtig meget kærlighed ud af den. Og så holder albummet virkelig hele vejen  igennem. Fra første til sidste sekund er det bare en fed plade. Virkelig få sange rammer ikke standarden, der er sat, faktisk kan jeg kun komme i tanker om Stolen Car, der er lidt for stille til, at jeg kan høre teksten eller for den sags skyld følelserne. Derudover hænger alle sangene virkelig godt dynamisk sammen, og de er alle usandsynligt mindeværdige. The River er en god kandidat til både Springsteens bedste album og til bedste dobbeltalbum nogensinde.

286 – X – Los Angeles (1980)

Jeg er en enorm fan af punkmusik. Der er ingen anden genre, hvor jeg nær så sikkert kan nævne indflydelserne, de vigtigste navne, historien og hvordan den har påvirket senere musik. Og mange mener, at punk slet ikke handler om musikken, men rettere om udtrykket og livsstilen, og jeg vil ikke sige, at det er usandt, når man snakker de store grupper som Ramones og Sex Pistols, men med et mindre band som X, så er det noget lidt andet. Musikken er det allervigtigste på deres debutplade, Los Angeles fra 1980. Den åbner med hurtige trommer og et energisk guitarriff på Your Phone’s Off the Hook, But You’re Not, hvorefter den meget højlydte kvindelige forsanger Exene Cervenka, og før man ved af det kommer en mandlig backingvokal også på i form af bassist John Doe. Det er punk i ganske rå form, og det er for vildt. Johnny Hit And run Pauline har John Doe som forsanger, og den har en meget Chuck Berry-inspireret intro og guitarsolo. Den er en meget mørkere sang end åbningsnummeret, og det er en af Does bedste vokaloptrædender.

De fremfører også en næsten ugenkendelig udgave af Doors-sangen Soul Kitchen, og Los Angeles var da pudsigt nok også produceret af Ray Manzarek, der spillede orgel i The Doors. Det føles som en helt anden sang, men det føles stadig gennemtænkt og velopført, og det klassiske orgelriff bliver nu spillet energisk på guitar. Ray Manzarek spiller orgel på den næste sang, Nausea, der virkelig fremviser, at X kan mere end bare de hurtige energibomber. Det er en ret langsom sang, og tempoet ændres virkelig smukt mellem vers og omkvæd. Og orgelet er selvfølgelig virkelig godt spillet. De fortsætter den rigtig stærke sangskrivning på Sugarlight, hvor en virkelig sjov guitarsolo bliver et af højdepunkterne. Det er nok en af de mindre mindeværdige sange på pladen, men det beviser blot, at niveauet her er usandsynligt højt. Især er det højt på titelnummeret, Los Angeles. John Doe og Exene Cervenkas stemmer går virkelig godt i spænd her, og det er med god grund en af gruppens mest populære sange. Den er virkelig godt skrevet, og der sker hele tiden noget nyt.

På det sidste har jeg også fået et nært forhold til Sex and Dying in High Society, der med sit simple omkvæd, konstant høje energi og maniske koklokke slet ikke er til at stå for. Koklokken følger vist ikke engang rytmen, men den fremhæver bare gruppens fandenivoldskhed. Albummets længste sang er også den langsomste, og den hedder The Unheard Music. Den er mindre tilgængelig end de andre sange på pladen, da den godt kan virke lidt monotom til tider, hvilket den som sådan nok også er. Med tiden har jeg dog lært at værdsætte dens atypiske dynamik, og det, den giver til albummet som helhed, er meget forfriskende. Udenfor albummets kontekst kunne den sikkert virke ligegyldig, men som pladens næstsidste nummer virker den godt, især på guitarsoloen, der afslutter nummeret. Pladens sidste sang er en ganske lystig lille en: The World’s a Mess; It’s in My Kiss. Den er så anderledes fra resten af pladen, da den bare føles så glad, mens de dog synger om, at intet går som det skal. Los Angeles er en punkplade som få andre, og det kunne meget vel være den bedste plade, X har optaget.

404 – The Clash – Sandinista! (1980)

The Clash er et af historiens største og bedste punkbands, og efter deres tredje og måske bedste plade, London Calling, der i øvrigt var et dobbeltalbum, var det svært for dem at overgå sig selv. London Calling havde rigtig høj variation mellem musikalske stilarter. Det prøvede de så at overgå et år efter med Sandinista!, der har så mange forskellige genrer på sig, at jeg ikke engang vil nævne eksempler på stående fod. Sandinista! var et trippelalbum, og med over to timers musik, får man mere end nok at bide i. Det giver dog sig selv, at de med så meget musik, ikke mestrede alle stilarter lige godt. Punknumre som Police on My Back fungerer naturligvis rigtig godt, og reggae-inspirerede rocknumre som Washington Bullets er også ret fede, for den slags musik lavede de også meget på London Calling. De prøver også en enkelt gang på gospel med den ganske humoristiske The Sound of the Sinners. Det er en meget sjov historie om en fyr, der har taget så mange stoffer, at han tror, han er Jesus.

Selvom jeg elsker pladens variation, kunne jeg nok have undværet deres mange dub-udgaver af tidligere sange. Dub er ikke just min yndlingsgenre, så det har måske noget at gøre det, men jeg kan stadig ikke se meget i disse sange, uanset hvordan jeg perspektiverer det. De er alt for langsomme, og der sker ikke rigtig noget. Det irriterer mig især, at blandt de sidste 5 sange på pladen, er 4 af dem dub-udgaver af andre Clash-sange. Undtagelsen her er Career Opportunities, der ligeledes er en alternativ udgave af en tidligere Clash-sang, men denne er langt fra dub. Det er derimod to meget unge drenge – højst 12 år, der synger den, og selvom de ikke har en tone i livet, har det en vis effekt, at så unge børn synger sangen, lidt som på Pink Floyds Another Brick in the Wall, Part 2. Det er dog ikke det eneste nummer, der ikke lyder spor af The Clash. Hitsville UK åbner med noget, der minder besynderligt meget om You Can’t Hurry Love af the Supremes, og det føles i det hele taget som en hyldest til Motown, hvilket er sært, for vi snakker om et af historiens største punkbands her. Frontvokalen er endda en kvinde ved navn Ellen Foley.

Når Sandinista! er bedst, er det et virvar af alle mulige forskellige stilarter. Når det er værst, er det et værre roderi af usammenhængende middelmådigheder. Sange som Ivan Meets G.I. Joe er ganske vist lige i deres vante territorium, men melodien er decideret svag. Deres forsøg på at inkorporere jazzmusik, If Music Could Talk, er også rimelig svagt skrevet. Vokalmelodien er okay, og saxofonen er faktisk ganske flot, men der er bare intet samspil mellem de to. Jeg ville virkelig ønske, at Joe Strummer bare kunne have holdt sin kæft i løbet af det nummer. Vokalen tilføjer virkelig ikke noget, og det eneste, jeg kan huske den for, er hvor irriterende, den er. Men det hele kommer nok meget an på individuel smag. De sange jeg hader, elsker du måske, og det samme gælder omvendt, men de prøver så meget forskelligt på denne plade, at de virkelig ikke kan tilfredsstille alle hele vejen igennem. Heller ikke jeg, men jeg elsker stadig virkelig dette album. Det er virkelig langt fra perfekt, men der sker så meget, at jeg bare er fascineret af det. Det er så sjovt og legesygt, at jeg ikke kan andet end at anbefale det. Sandinista! er en plade, der vil blive i din hukommelse længe, uanset hvad du så synes om den.

417 – U2 – Boy (1980)

I 1980 debuterede rockgruppen U2 med albummet Boy. I betragtning af, at det er et debutalbum, er det helt utroligt. Det er ikke her, man kan finde bandets største hits, men man kan finde nogle helt utrolige sange. Lyden er meget post-punk-inspireret, men albummet undgår på fantastisk vis problemet, de fleste post-punk-bands tit ryger ind i. Deres musik føles ikke alt for syret og uforståelig, og man kan rigtig let bare sætte skiven på og nyde musikken. Dog er der rigtig meget følelse og tanke lagt i musikken. Forsanger Bono lyder ganske forpint, og han græder næsten igennem en del af numrene. Det er ikke altid, at hans vrælen passer helt perfekt til den kontekst, musikken skaber, men han går aldrig rigtig så vidt, at det ødelægger noget af oplevelsen. Åbningsnummeret, I Will Follow, burde f.eks. rent logisk lyde meget af kærlighed og troskab, men Bono får den til at lyde af sorg og fortvivlelse. Men jeg ville stadig kalde I Will Follow en af, hvis ikke den stærkeste sang, bare fordi den er så gennemarbejdet på hvert eneste andet punkt.

I Will Follow er uden tvivl denne plades største hit, og det er også velfortjent, men selvom den måske er det bedste derpå, blegner de andre numre absolut ikke ved siden af det. Twilight er en helt formidabel sang, der oser af paranoia og mentale sammenbrud, og Into the Heart er i den tristere ende af pladen, med en helt utrolig optræden af The Edge på guitar. Det er ikke det mest teknisk imponerende, The Edge nogensinde har opført, men det er virkelig rørende og velskrevet. Man kan dybt inde mærke følelserne, sangen kommer ud med. Det meste af nummeret er fuldstændig instrumentalt, og på den måde kan man synke mere af det ind. Boy arbejder som album rigtig meget med sex. Der er sex i alle afskygninger af albummet. Fra start til slut lyder Bono, som om han er i gang med at bolle. Det lyder rigtig smukt, selvom jeg nok ikke får det til at lyde sådan. Han bliver meget lidenskabelig og øm. Det er måske ikke alle, der vil have lige let ved at tolerere hans stemme. Den passer, hvis du spørger mig, rigtig godt til musikken, men selv for mig kan for lang tid i selskab med den gøre mig bims. Dog er Boys 42 minutter ikke for meget for mig.

Hvis du vil høre The Edge give den gas på guitar, så er Boy også pladen at gå til. Hvert eneste nummer har rigtig stor fokus på guitaren, især sammenlignet med så meget andet post-punk, hvor bas jo er det vigtigste element. Bassen er dog stadig meget fremtrædende, så bassist Adam Clayton fortjener absolut også ros. Lyden på Boy er meget bombastisk, og det er virkelig imponerende, for der er faktisk kun fire medlemmer – Bono, The Edge, Clayton og trommeslager Larry Mullen Jr. Og heraf spiller kun The Edge mere end et enkelt instrument, da han også spiller keyboard. Men på grund af den lave bemanding, må det bombastiske komme udelukkende gennem stærk sangskrivning og god kontrol over instrumenterne. Du behøver ikke at være den mindste smule interesseret i post-punk for at kunne nyde Boy. Det er et noget besværligere albums end det meste andet i U2’s diskografi, men hvis du kan lide det, så kan det anbefales også at lytte til pladen, der startede det hele, for det er nok en af deres bedste.

442 – The Cure – Boys Don’t Cry (1980)

The Cure udgav i 1979 Three Imaginary Boys, og året efter kom en underlig hybrid mellem et opsamlingsalbum, et helt nyt album og en genudgivelse af førnævnte album. Det blev udgivet for at introducere amerikanerne for the Cure, men vi fik også pladen på den anden side af atlanten. 5 sange blev erstattet af nye sange, så tilføjet er Boys Don’t CryPlastic PassionJumping Someone Else’s Train, Killing an Arab og World War, hvor sidstnævnte dog er fjernet fra mange nyere udgaver, inklusiv den, jeg har lyttet til. Samme udgave har også erstattet Object med So What, begge sange, der også var på Three Imaginary Boys. Det er da sørme noget bøvl… Men tro det eller ej, det hele passer rigtig godt sammen på min udgave af albummet. The Cures musik er rigtig fængende. De er rigtig lette at nynne med på, selvom de har virkelig meget til fælles med rigtig abstrakt musik. Boys Don’t Cry er i bund og grund et Post-Punk-album. Der er rigtig mange grimme lyde, og bassen er som så ofte i genren rigtig fremtrædende. Robert Smith græder ironisk nok gennem rigtig mange af sangene på albummet, lyden er ikke spor velpoleret.

Der er dog visse elementer, der virkelig afviger fra post-punk. Man kunne faktisk med god vilje kalde det for alternativ rock. Og rent historisk viser den rigtig godt overgangen til det, vi i dag kender som alternativ rock. Melodierne er skarpe, produktionen er aktivt grov, de bliver opført på en meget skæv vis. Det er noget, der falder udenfor samfundets vante rammer, mens der dog på ingen måde gøres oprør som med normal punkrock. Sangene handler om drab af arabere, ildebrand i Cairo, at blive forfulgt af en fremmed på vej hjem fra metroen. Musikken er dog ikke nær så vred, som den kunne have været. Den burde dog heller ikke være vred, for noget ganske særligt ved the Cure – især i forhold til samtiden – er hvordan de forholder sig så roligt til det, der sker, samtidig med, at man kan høre utrolig mange undertoner af vrede, angst, fortvivlelse, sorg og mange andre følelser. The Cures musik er generelt rigtig følelsesrigt, og Boys Don’t Cry er end ikke deres største triumf rent følelsesmæssigt, men den gør det stadig virkelig godt.

I forhold til den kluntede historie, hænger de nyere cd-udgaver af Boys Don’t Cry særdeles godt sammen. Selvfølgelig har det også noget at gøre med forventningerne, men det er ikke rigtig spor trættende at lytte til i længden. Der er ikke rigtig nogen fantastiske overgange fra sang til anden på albummet, men der er uden tvivl en rød tråd i albummet. Man kan faktisk næsten ikke høre, at alle disse sange ikke var lavet til samme plade, selvom man måske kan observere at rækkefølgen ikke er helt utrolig. Der er dog også mange rigtig gode plader, der begår sådan en fejl, selvom sangene var designet fra bunden til at optræde på et og samme album. Alle sangene er dog rigtig godt skrevet. Man har rigtig let ved at mærke al tumulten og fortvivlelsen, der opstår i forsanger Robert Smiths hoved. Boys Don’t Cry er et overraskende solidt album fra start til slut, især fordi de individuelle sange er rigtig gode på egen hånd. Det kan let anbefales til næsten hvem som helst, for det er langt lettere tilgængeligt end noget af det, the Cure kunne finde på senere i deres karierre, men der er stadig en næsten lige så stor følelsesmæssig tilknytning.