Kategoriarkiv: Bruce Springsteen

224 – Bruce Springsteen – Nebraska (1982)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen overrasker mig konstant med kvaliteten på sine albums. Ikke fordi jeg ikke fatter, at han er dygtig, men bare hvor gennemført og imponerende hans musik er, det er ikke noget som særlig mange andre heartland-kunstnere kan præstere. Heartland-rock er dog ikke det, hans sjette studiealbum, Nebraska fra 1982, bør blive defineret som. Det er mest af alt folk – ikke engang folk-rock, bare folk. Han spiller selv alle instrumenterne på pladen, og dem er der ikke så mange af. Når det er helt vildt, trækker han et orgel eller en synthesizer frem, og af og til får guitaren selskab af en mandolin. Han leger også lidt med klokkespil, men der er stadig fokus på hans stemme, hans guitar og hans mundharmonika. Der er altså ingen bas og ingen percussion udover en sporadisk tamburin. Han har altså sat alting ned til det helt nøgne, hvor kun sangskrivningen og opførslen er vigtig. Der er intet fancy, til at distrahere dig fra noget som helst. Sangene på pladen er demoer, som oprindeligt skulle være optaget med bandet, men Springsteen valgte bare at udgive dem på egen hånd.

For at gøre omstændighederne endnu mere besværlige, så er mange af sangene ret stille og triste. Man kan sige dette om alle sangene med ulige tracknummer. Det er næppe helt tilfældigt. For sjov har jeg prøvet at springe alle de lige numre over, og pladen falder fuldkommen til jorden. De langsomme sange er ganske vist virkelig smukke, og Springsteen er mere poetisk og tænksom end han ellers nogensinde har været, men det ender med at blive kedeligt og ensformigt. Og jeg elsker ellers alle de stille numre, især titelnummeret og Highway Patrolman, men jeg må indrømme, at de lyder ret ens. Det er dog ikke noget, man tænker over, når man bare lytter til pladen fra ende til anden. Så tænker man blot, at det er nogle virkelig smukke sange. Samtidig fungerer de mere energiske sange ikke helt på egen hånd. Da jeg prøvede at høre dem uden de langsomme, føltes det bare som en opsamling, fem rigtig gode sange, alle lavet i en lidt lo-fi folk-stil, men derudover havde de bare ikke noget med hinanden at gøre. Det er fascinerende, hvad god albumstruktur kan gøre.

Det er helt utroligt, hvad Springsteen formår at gøre med et så simpelt setup og en så rå lyd. Det er meget let at føle med ham, og især på så hjemsøgte numre som State Trooper  er det let at få en klump i halsen. Selv på mere poppede numre som Atlantic City og Johnny 99 kan man mærke, at der er virkelig store følelser på spil, og det er en kvalitet, jeg ikke har set magen til på nogen anden Springsteen-plade. Bruce Springsteen har jo alle dage været kendt for sin let tilgængelige, glade og folkelige rockmusik, og Nebraska viste en hel ny side af ham. Der er noget punk over det – ikke i lyden eller sangskrivningen, men rettere æstitikken. Det er langsommere og mere klart, simpelt og stille i lyden end på nogen anden Springsteen-plade, og hans stemme er end ikke så forskellig fra f.eks. The River, men han laver alligevel med Nebraska en af de grimmeste plader, stilarten havde set. Og den er til den dag stadig noget unikt. Jeg har svært ved at nævne en eneste anden plade, der er til at sammenligne med Nebraska, og det er noget af en præstation. Det er en helt utrolig plade, som alle og enhver bør give en chance – selv hvis du ellers ikke kan udstå Springsteen.

250 – Bruce Springsteen – The River (1980)

Udgivet den af
Svar

Jeg har det tit svært med dobbeltalbums, for at fylde én skive med stærke sange, der hænger godt sammen, er en svær nok opgave at opfylde. Dobbeltalbums, der nærmer sig perfektion, er en sjældenhed, det kan nærmest kun gøres, hvis kunstneren i første omgang mestrer at lave albums af mere traditionel karakter. Folk, der har lavet det ene mesterværk efter det andet. Navne som The Rolling Stones, Bob Dylan og naturligvis Bruce Springsteen springer frem med det samme som passende til sådan en beskrivelse, og de har da også lavet nogle af de bedste dobbeltalbums nogensinde. Springsteens femte studiealbum, The River fra 1980, er hans hidtil eneste dobbeltalbum, men det er også virkelig så fyldt med geniale kompositioner, at det næsten er ufatteligt. Når jeg normalt lytter til længere albums føles længden meget påtaget, som om pladen sagtens kunne have overlevet som en enkelt skive, men The River giver dig sang efter sang af så høj kvalitet, at man på intet tidspunkt har lyst til at pladen slutter – undtagen når slutningen rent faktisk kommer, hvor det bare er perfekt timet.

Meget af musikken på The River er faktisk virkelig simpel – det er normalt det, Springsteen er bedst til, men han tager det længere ned på jorden, end man er vant til. Der er tale om simple, sjove, fængende pop-rock-numre, der ikke er besynderligt lange. De er alle meget godt sammenskruet rent instrumentalt, og man føler virkelig at alle instrumenterne går op i en højere enhed. På Sherry Darling sørger saxofonist Clarence Clemons for en rigtig kærlig, hyggelig stemning, Springsteens mundharmonika kan skabe kuldegysninger på titelnummeret, og Garry Tallents langsomme, tøvende bas gør Drive All Night, pladens uden sammenligning længste sang, så meget mere rørende end ellers. Det instrument, der dog gør mest for mig i løbet af pladen er orgelet spillet af Danny Federici og på enkelte sange Roy Bittan, der normalt er pianist. Orgelet gør sange som Hungry Heart, Two Hearts og Ramrod meget sjovere med deres simple riffs. Dette hjælper klaveret også meget på. Det er ikke meget ulig hvordan mange glam-rock-musikere, heriblandt David Bowie og Mott the Hoople, genskabte 50’ernes rocklandskab.

På the River er der også en vis nostalgi for Chuck Berry, Elvis Presley og Little Richard hvad angår sangskrivningen, der er ganske simpel, men lyden er tit meget stor på disse rock and roll-numre, hvilket gør, at de stadig holder i dag. Man kan mærke klar inspiration fra folk som Phil Spector, men Springsteen gør den fyldige instrumentation til noget, der stadig på overfladen kunne være et gadeband. Dette har meget noget med Springsteens imponerende sangskrivning at gøre, men brugen af instrumenterne er også bare fremragende. Deres energi hjælper også meget, og de er hurtigt lette at synge med på. Og Springsteens stemme er også virkelig nær – man kan få rigtig meget kærlighed ud af den. Og så holder albummet virkelig hele vejen  igennem. Fra første til sidste sekund er det bare en fed plade. Virkelig få sange rammer ikke standarden, der er sat, faktisk kan jeg kun komme i tanker om Stolen Car, der er lidt for stille til, at jeg kan høre teksten eller for den sags skyld følelserne. Derudover hænger alle sangene virkelig godt dynamisk sammen, og de er alle usandsynligt mindeværdige. The River er en god kandidat til både Springsteens bedste album og til bedste dobbeltalbum nogensinde.

379 – Bruce Springsteen – Greetings from Asbury Park, N.J. (1973)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen er om nogen en rocklegende, men som enhver anden musiker måtte han selvfølgelig starte et eller andet sted, og i hans tilfælde var det med albummet Greetings from Asbury Park, N.J. fra 1973. Albummet åbner med sangen Blinded By the Light, som et par år senere ville blive til et stort hit for Mannfred Mann’s Earth Band. Melodien er da også fantastisk, rimene er sjove, og man får let lyst til at synge med. Disse kvaliteter er dog alle mere fremtrædende i Springsteens original, så hvorfor den ikke blev til et megahit har jeg ingen anelse om. Det var endda albummets førstesingle. Det andet nummer, Growin’ Up, er en ganske sjov, sentimental sang om at blive voksen. Man kan nærmest se den unge Bruce Springsteen for sig, mens han synger om sine minder, og det føles som om, man selv er der. Mary Queen of Arkansas er en ret langsom kærlighedssang. Man kan godt mærke, at Springsteen stadig var lidt ny på scenen, for hans stemme her egner sig ikke så pragtfuldt igen til denne slags sange. Dog er det en ganske smuk sang, og Springsteens guitarspil komplimenterer stemningen smukt.

Da kommer pladens absolut korteste sang, Does This Bus Stop at 82nd Str. Sangen siger mig ikke nær så meget som resten af albummet, men den har nogle virkelig flotte øjeblikke stadigvæk. Der bliver leget godt med tempoet, og de gode linjer overfalder nærmest hinanden. Ja, det er kun melodien, der ikke rigtig siger mig noget. Lost in the Flood er en ganske rørende sang. I tempo og lyd minder den meget om Mary Queen of Arkansas, men i tema er den meget anderledes. Det er en rørende fortælling om en krigsveteran, og hertil passer Springsteens stemme meget flottere. Sangen bliver til sidst rigtig dramatisk, og det er et helt igennem smukt nummer. The Angel er endnu et ganske langsomt nummer. Den er dog ikke så lang som hverken Mary Queen of Arkansas eller Lost in the Flood, og det mest fremtrædende instrument er uden tvivl et klaver. Det er ganske smukt, men det er ikke en af de mest mindeværdige sange på pladen. Jeg kan dog ikke nægte, at det er en virkelig flot sang.

Der kommer mere gang i den med sangen For You. Det er en rigtig fed, sjov sang, der handler om en kvinde, der har forsøgt selvmord. Det lyder ikke som et emne, der nogensinde kunne blive til en sjov, poppet sang, men det virker, for Springsteen fortæller det fra et perspektiv, hvor han prøver at hjælpe denne kvinde. Han bliver ret poppet på sangen Spirit in The Night, der er en virkelig fængende, sjov sang. Den minder ret meget om Blinded By the Night i sin lyd, men der er lidt mere af en jazzet lyd her. Denne blev ligeledes mere populær med Manfred Mann’s Earth Band i sin tid, men igen foretrækker jeg Springsteens udgave, for Springsteen har mere hjerte og kærlighed på sin udgave. Albummet afsluttes formidabelt med It’s Hard to Be a Saint in the City. Sangen udvikler sig meget, og den føles virkelig konkluderende. Den er ganske sjov, og den gør, at man meget let får lyst til at spille pladen et par gange mere. Greetings from Asbury Park, N.J. er af enormt høj kvalitet, især i betragtning af, at det er en debutplade. Det her er en pragtfuld plade, og Springsteen blev kun bedre derefter.

475 – Bruce Springsteen – Tunnel of Love (1987)

Udgivet den af
1

Bruce Springsteens ægteskab med model og skuespillerinde Julianne Phillips var i 1987 i stor fare. Det gik mildest talt ikke for godt, og det skete både på grund Springsteens og Phillips’ handlinger. De havde utrolig mange problemer i forholdet, og samtidig havde Springsteen stadig sværere og sværere ved at skjule, at han ikke rigtig kunne repræsentere arbejderklassen, som han havde gjort det så ofte tidligere. Bruce Springsteen var en rigmand nu, så han besluttede sig for at lave en hel plade, der omhandlede et emne, som han havde noget mere at gøre med hans personlige liv. I 1987 udgav han så Tunnel of Love. Noget rigtig dejligt ved pladen er, at han slet ikke prøver at skjule sin berømmelse og rigdom. Nej, han vader ikke i det, men han åbner decideret med at fortælle om alle de materielle ting han har – men han har ikke sin ægtefælle, synger han på Ain’t Got You. Det er en sød lille sang, men albummet bliver for alvor stærkt, som man når lidt længere i at lytte til det.

Tougher Than the Rest handler om, hvad Springsteen har at byde på. Han er ikke en smuk drømmeprins, der siger alt det rigtige, men han kan holde til lidt af hvert. Og i løbet af det ægteskab har han klaret meget, og man kan høre tydeligt i hans stemme, at han er godt udkørt. Men han er villig til at fortsætte. I løbet af hele albummet er han ude på at redde deres ægteskab, og selvom det ikke lykkedes, kan man absolut ikke sige, at han ikke prøvede. Blandt alle Springsteens værker, tror jeg aldrig, han har lydt nær så oprigtigt desperat som på One Step Up, Brilliant Disguise eller All That Heaven Will Allow. Dette skyldes ikke blot Springsteens stemme eller hans tekst, det skyldes i særdeleshed også musikken. The E Street Band bliver ikke brugt voldsomt på albummet, og det var det sidste album i lang næsten ti år, hvor de i det hele taget spillede, men de få bidrag, de har, tilføjer meget. Det er dog nok bedst, at de kun spillede sporadisk, for ni personer i bandet kunne nok let have gjort oplevelsen for pompøs og i værste fald upersonlig.

Han har både nogle langsomme numre og et par stykker med mere gang i den, og at der kommer fut i fejemøget, gør ikke at han føles mindre oprigtig. Det gør blot hans ønske om et lykkeligt ægteskab mere højlydt. Energien er ikke en negativ side, nej det er rettere noget, jeg ville sige om et par få af de langsomme numre. Forstå mig ret, jeg elsker mange af dem, men Walk Like a Man og Valentines Day har bare melodier, som slet ikke rammer de tilhørende teksters kvalitet. Det lyder som albumfyld, men teksterne er absolut mere værd, så jeg synes næsten, at det er synd, at melodierne har så lidt at byde på. Og det er ikke fordi, de er langsomme, der sker bare ikke nok i dem. One Step Up og Tougher Than the Rest er smukke sange, og de er også ret langsomme, men de er mere dynamiske og instrumentalt bearbejdede. Alt i alt er Tunnel of Love et smukt indblik i sindet på den ene halvdel af et besværligt ægteskab, og det er rigtig rørende. Springsteen har aldrig været så sårbar eller personlig, men musikken i sig selv når slet ikke hans toppunkt.