Kategoriarkiv: 1982

21: Chuck Berry ‘The Great Twenty-Eight’ (1982)

Udgivet den af
Svar

Chuck Berry-opsamlingen ‘The Great Twenty-Eight’ var #21 på den oprindelige 2003-udgave af Rolling Stone-listen over de bedste album nogensinde. Allerede dengang var deres valg om at inkludere opsamlinger lidt kontroversielt. Personligt har jeg ikke noget imod det, så længe det enten er en særligt signifikant opsamling (Al Greens ‘Greatest Hits’, eller diverse kunstnere-opsamlingen ‘Anthology of American Folk Music’ eksempelvis) eller opsamlinger af output, der gjorde sig markant bedre på single-fronten end på albumformat. ‘The Great Twenty-Eight’ hører klart til sidstnævnte. Jeg kan forstå og respektere trangen til at repræsentere en så skelsættende kunstner som Chuck Berry på listen, og han er afgjort bedre tjent med en opsamling, end han er med et studiealbum.

På 2012-udgaven af Rolling Stone-listen blev der ikke rykket det mindste på albummets placering – faktisk er der kun én plade, jeg har tilbage at anmelde fra den oprindelige liste, hvor 2012-placeringen er anderledes. På 2020- og 2023-udgaverne af listen er den dog blevet rykket til #51 – hvilket blandt andet reflekterer, at 2020-opdateringen tøvede en del med at placere opsamlinger alt for højt. Uanset hvilken liste man kigger på, er ‘The Great Twenty-Eight’ dog den næsthøjest placerede opsamling.

‘The Great Twenty-Eight’ er netop, hvad den påstår at være – en greatest hits-opsamling, der søger at indkapsle Chuck Berrys diskografi med 28 sange, som har markeret sig blandt hans allerbedste skæringer.

Berry var stadig aktiv musiker, da opsamlingen udkom i 1982, hvor hans seneste studiealbum faktisk kun havde tre år på bagen. ‘The Great Twenty-Eight’ begrænser sig dog til Berrys glansperiode i 1955-1965. Det skyldes nok delvist, at opsamlingen var udgivet via Chess, og at Berry halvvejs gennem 1960’ernerne skiftede til Mercury, men det er alligevel ikke fordi nogen af Berrys stjernestunder fandt sted efter 1965.

Det eneste egentlige hit, han fik efter opsamlingens fokusperiode var novelty-sangen ‘My Ding-A-Ling’ fra 1972 (hvor han i øvrigt var tilbage på Chess), og jeg er meget glad for at denne opsamling ikke spilder sin i forvejen lange varighed på en fjollet sang, der er bygget op omkring penis-eufemismer.

Der er dog et hit, jeg synes mangler blandt de 28 sange – nemlig 1964-singlen ‘You Never Can Tell’, der 12 år efter opsamlingens udgivelse ville blive foreviget med en ikonisk scene i ‘Pulp Fiction’. Allerede i sin samtid var ‘You Never Can Tell’ dog et respektabelt hit – betydeligt større end visse af skæringerne på ‘The Great Twenty-Eight’, så nummerets fravær stikker virkelig ud. Hvis jeg virkelig skulle være pernittengryn, kunne jeg også pege på julesangen ‘Run Rudolph Run’, men jeg synes det er fint nok, at julesange ikke figurerer på tracklisten.

Problemet med ‘The Great Twenty-Eight’ er dog på ingen måde fraværet af klassikere – men rettere inklusionen af sange, der ikke videre er værd at lytte til i dag.

Forstå mig ret: Jeg synes, at når Chuck Berry er bedst, er han en af de klassiske rock’n’rollere, der har bestået tidens tand bedst. ‘Johnny B. Goode’ er stadig en fænomenal ode til hvor befriende rockmusikken kan være. ‘Rock and Roll Music’ er stadig en banger, der indkapsler, hvor dejligt det er at overgive sig til rockmusikken. ‘Roll Over Beethoven’ er stadig et stærkt statement, der iscenesætter rockmusik som et modkulturelt oprør, der er den klassiske musik overlegen.

Ja, der er mange af Berrys bedste sange, der handler om hvor fed rockmusik er. Han var ikke blot en god rockguitarist, han var også en dygtig ambassadør for rocken som fænomen. Men opsamlingen byder også på stærke sange om andre emner. ‘Maybellene’, ‘You Can’t Catch Me’, ‘No Particular Place To Go’, ‘Back in the U.S.A.’, ‘Brown Eyed Handsome Man’ – han kunne virkelig sammensætte nogle stærke, kompakte sange, der havde både mindeværdige melodier og en kickass guitarlyd.

Men den guitarlyd er altså begrænset. Og den bliver lidt ensartet, når man skal bruge 28 sange i dens selskab. Ofte starter et nummer med et riff, der nærmest bare lyder som ‘Roll Over Beethoven’-riffet i en mildt omjusteret udgave – ‘Sweet Little Rock’n’Roller’, ‘Let It Rock’, ‘Little Queenie’, ‘Carol’, bare for at nævne et par stykker. Selv klassikere som ‘Johnny B. Goode’ og ‘Back in the U.S.A.’ gør dette.

Det er imponerende at se, hvordan Berry i praksis skaber et helt rock-ordforråd gennem sangene på ‘The Great Twenty-Eight’. Længe inden jeg havde hørt Berrys ‘You Can’t Catch Me’, havde jeg hørt Beatles citere linjen »Here come a flat-top, he was moving up with me« i en lidt ændret udgave på ‘Come Together’. Længe inden jeg havde hørt Berrys ‘Too Much Monkey Business’, havde jeg hørt Pearl Jam genbruge dens melodi på julesangen ‘Don’t Believe in Christmas’. Det er grundlaget til så meget senere rockmusik, man hører her – inklusive grundlaget for meget af Chuck Berrys senere musik.

Men netop derfor er det frustrerende at lytte til albummet i sin helhed. Han gentager sig selv så meget. Vi kan snakke herfra til dommedag om, hvorvidt ‘Sweet Little Sixteen’ bør hyldes som en stærk komposition, eller hvorvidt dens seksualisering af en sekstenårig gør, at den ikke holder – jeg ville i hvert fald personligt foretrække, hvis teksten havde handlet om en voksen kvinde i stedet. Men hvis det så blot var den ene sang. På ‘Sweet Little Rock’N’Roller’ synger han om en 19-årig. På ‘Little Queenie’ er den titulære pige »too cute to be a minute over seventeen«. Den slags gør det sværere at nyde selv gode kompositioner.

Heldigvis findes der en god udgave af ‘Little Queenie’. Den hedder ‘Back in the U.S.A.’. Det er den samme melodi, men et andet arrangement. Og disse sange er reelt begge den samme melodi som ‘Roll Over Beethoven’, blot med længere vers.

‘School Day (Ring Ring Goes The Bell)’ er essentielt bare prototypen på ‘No Particular Place to Go’. ‘Let It Rock’ er en decideret pinlig genskabelse af ‘Johnny B. Goode’, lige ned til at første linje er et rim på et stykke amerikansk geografi. Du kan ikke bilde mig ind, at linjerne »In the heat of the day down in Mobile Alabama / Working on the railroad with the steel driving hammer« ikke var et forsøg på at genskabe magien fra »Deep down in Louisiana close to New Orleans / Way back up in the woods among the evergreens«.

Chuck Berry var en innovator, men han blev ikke ved med at udvikle sig hele karrieren. Opsamlingen strækker sig over ti år, men jeg kan knap høre forskel på Chuck Berry anno 1955 og 1965. Før jeg tjekkede det, havde jeg aldrig gættet, at opsamlingen faktisk er kronologisk opbygget.

Det gør heldigvis, at det er en meget konsekvent lytteoplevelse, der føles mere som et studiealbum, end de fleste Greatest Hits-opsamlinger gør. Men det gør også, at det er en ret ensformig måde at tilbringe over en time, og grænserne for Chuck Berrys musikalske projekt bliver ganske tydelige.

Forsøg på at afvige fra Berry-formlen er heller ikke nødvendigvis gode. ‘Havana Moon’ lyder som en Harry Belafonte-pastiche, komplet med at han siger »me« i stedet for »I«, hvilket ærlig talt er problematisk. Vi ved alle sammen, at Berry ikke er fra mellemamerika, så det føles ærlig talt som et dårligt halloween-kostume, ikke en respektfuld udforskning af calypsoens verden.

Albummet hedder ‘The Great Twenty-Eight’, men jeg ville skyde på, at det højst er 14 af sangene, der for alvor fortjener adjektivet »great«. Hvis udgiverne havde begrænset sig til 14 sange (og dermed én LP) ville det her potentielt være en af de bedste rock’n’roll-opsamlinger derude. Men som den er, vidner den blot om, at Chuck Berry havde længere mellem snapsene, end vi normalt har lyst til at anerkende.

224 – Bruce Springsteen – Nebraska (1982)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen overrasker mig konstant med kvaliteten på sine albums. Ikke fordi jeg ikke fatter, at han er dygtig, men bare hvor gennemført og imponerende hans musik er, det er ikke noget som særlig mange andre heartland-kunstnere kan præstere. Heartland-rock er dog ikke det, hans sjette studiealbum, Nebraska fra 1982, bør blive defineret som. Det er mest af alt folk – ikke engang folk-rock, bare folk. Han spiller selv alle instrumenterne på pladen, og dem er der ikke så mange af. Når det er helt vildt, trækker han et orgel eller en synthesizer frem, og af og til får guitaren selskab af en mandolin. Han leger også lidt med klokkespil, men der er stadig fokus på hans stemme, hans guitar og hans mundharmonika. Der er altså ingen bas og ingen percussion udover en sporadisk tamburin. Han har altså sat alting ned til det helt nøgne, hvor kun sangskrivningen og opførslen er vigtig. Der er intet fancy, til at distrahere dig fra noget som helst. Sangene på pladen er demoer, som oprindeligt skulle være optaget med bandet, men Springsteen valgte bare at udgive dem på egen hånd.

For at gøre omstændighederne endnu mere besværlige, så er mange af sangene ret stille og triste. Man kan sige dette om alle sangene med ulige tracknummer. Det er næppe helt tilfældigt. For sjov har jeg prøvet at springe alle de lige numre over, og pladen falder fuldkommen til jorden. De langsomme sange er ganske vist virkelig smukke, og Springsteen er mere poetisk og tænksom end han ellers nogensinde har været, men det ender med at blive kedeligt og ensformigt. Og jeg elsker ellers alle de stille numre, især titelnummeret og Highway Patrolman, men jeg må indrømme, at de lyder ret ens. Det er dog ikke noget, man tænker over, når man bare lytter til pladen fra ende til anden. Så tænker man blot, at det er nogle virkelig smukke sange. Samtidig fungerer de mere energiske sange ikke helt på egen hånd. Da jeg prøvede at høre dem uden de langsomme, føltes det bare som en opsamling, fem rigtig gode sange, alle lavet i en lidt lo-fi folk-stil, men derudover havde de bare ikke noget med hinanden at gøre. Det er fascinerende, hvad god albumstruktur kan gøre.

Det er helt utroligt, hvad Springsteen formår at gøre med et så simpelt setup og en så rå lyd. Det er meget let at føle med ham, og især på så hjemsøgte numre som State Trooper  er det let at få en klump i halsen. Selv på mere poppede numre som Atlantic City og Johnny 99 kan man mærke, at der er virkelig store følelser på spil, og det er en kvalitet, jeg ikke har set magen til på nogen anden Springsteen-plade. Bruce Springsteen har jo alle dage været kendt for sin let tilgængelige, glade og folkelige rockmusik, og Nebraska viste en hel ny side af ham. Der er noget punk over det – ikke i lyden eller sangskrivningen, men rettere æstitikken. Det er langsommere og mere klart, simpelt og stille i lyden end på nogen anden Springsteen-plade, og hans stemme er end ikke så forskellig fra f.eks. The River, men han laver alligevel med Nebraska en af de grimmeste plader, stilarten havde set. Og den er til den dag stadig noget unikt. Jeg har svært ved at nævne en eneste anden plade, der er til at sammenligne med Nebraska, og det er noget af en præstation. Det er en helt utrolig plade, som alle og enhver bør give en chance – selv hvis du ellers ikke kan udstå Springsteen.

307 – Roxy Music – Avalon (1982)

Udgivet den af
Svar

Jeg kan rigtig godt lide god gammeldags, fandenindvoldsk glam-rock, og det mest populære navn i den genre er naturligvis David Bowie. Der er dog masser af andet lækker glam-rock, og noget af det bedste af det blev lavet af den britiske gruppe Roxy Music. Som årene gik for gruppen blev glam-rock dog mindre populært, og i 1982 udgav de deres sidste album, Avalon, som virkelig ikke har særlig meget af den bombast, man ellers kendte gruppen så godt for. Den åbner med bandets nok største hit nogensinde, den langsomme, bløde More Than This. Det er en ret fin melodi, og det har uden tvivl sin charme, men det er næsten så overdrevet blødsødent og følsomt, at man ikke rigtig kan tage det seriøst. Roxy Music gør aldrig noget halvt, og det kan så være både godt og ondt. Det bliver meget funky og Talking Heads-inspireret på The Space Between. Det gælder dog kun i instrumentationen, som bliver ret ensformig med tiden. Det er en god rytme, men sangen starter og slutter på samme måde, og det kan godt blive ret kedeligt. Den er dog dejligt anderledes fra More Than This.

Det tredje nummer, Avalon, er meget af den samme bløde suppedas, som introducerede pladen på More Than This. Melodien her fejler som sådan igen ikke noget, og instrumentationen er ganske rar, men forsanger Bryan Ferry er fandeme lidt af en flødebolle. Mod slutningen synger han ikke så meget, og da er fokus mest på en flot kvindelig backingvokal og den lækre instrumentation. Et kort instrumentalt interludium ved navn India kommer da, og det er blødt og fint, men jeg forstår ikke helt dets funktion på albummet, udover at der kommer lidt gang i den i slutningen, hvilket gør, at pladen stadig føles frisk nok. While My Heart Is Still Beating er til gengæld en ret kedelig sang. Den har en flot saxofon, men det har så meget på denne plade, og selvom basgangen er ret flot, og der er meget stemning i guitarsoloen, så kan man let glemme, at man har hørt den, så snart den er forbi. Derimod er den næste sang, The Main Thing, en ret funky fætter, der atter er meget Talking Heads-inspireret, men denne gang føles sangen mere helstøbt og ambitiøs. Visse ville nok kalde det langhåret, men jeg elsker langhåret musik.

Take A Chance With Me er endnu et eksempel på den meget ømme Ferry, men omkvædet er her dejligt meget mere følelsesrigt, oprigtigt og endda en lille smule intenst, så  det virker generelt ret godt. Hele sangen begynder faktisk at lyde ret godt, når første omkvæd er forbi, for så føles det hele meget sammenhængende. To Turn You On er også en virkelig god melodi. Der går måske lidt meget flødebolle i den, men på ingen anden sang på denne plade passer instrumentation og melodi så godt sammen. True To Life er en meget sær sang. Det er uden tvivl en af de mest ambitiøse på hele pladen, men den er godt nok usammenhængende. Der er klippet løs i Ferrys vokal i sangens hook, og det skal nok have en eller anden effekt, men jeg ved ikke hvilken. Der er også en synthesizer, der ikke ville være underlig at høre i dubstep eller moderne synthpop, men til denne bløde, romantiske soft-rock, så fungerer det ikke helt. Afslutningsnummeret er en ganske kort instrumental sang ved navn Tara, der fokuserer meget på en sensuel obo, men det er ret kedeligt, og det lyder lidt som noget, Kenny G kunne have lavet. Jeg må give Roxy Music tommelfingre opad for at være ambitiøse, for Avalon er meget ulig noget, de ellers havde lavet, og mange elsker denne plade højt. Jeg kan godt forstå dette, men de fleste sange gør ikke noget for mig.

333 – Richard & Linda Thompson – Shoot Out the Lights (1982)

Udgivet den af
Svar

I 1974 startede den formidable og alt for ukendte folkguitarist Richard Thompson sit professionelle samarbejde med sin kone Linda med albummet I Want to See the Bright Lights Tonight, som er en meget undervurderet plade, men det er et sandt mesterværk. Deres mest populære plade er dog nok den sidste de udgav, nemlig Shoot Out the Lights fra 1982. Deres ægteskab var ved at gå i spåner, og de blev skilt inden pladens udgivelse. Albummet åbner med den rigtig energiske Don’t Renege on Our Love, som har meget vrede og bitterhed i sine undertoner. Den er opført næsten uden Linda, og det er lidt synd, for hun har en skøn stemme. Til gengæld får Richard virkelig blæret sig på spaden, og al hans følelsesmæssige tumult kan høres gennem strengene. Det næste nummer, Walking on a Wire, fokuserer mere på Linda, som synger for her. Det er en af pladens smukkeste sange. Richard synger kor til, men noget af det stærkeste på nummeret er hendes samspil med guitaren. Man kan mærke, at guitaren og stemmen har et virkelig unikt bånd, og det er ved at blive knækket, og hver tone af sangen prøver på at klippe det over.

På Man in Need synger Richard atter for, og Lindas korrolle er noget større her. Den har et virkelig fedt riff, der fungerer som godt modspil til den stille Walking on a Wire. Det virker i starten som en sjov lille folk-rock-sang, men man aner, at den drejer sig om rigtig meget. Den efterfølgende sang Just the Motion gør reelt ikke noget, Walking on a Wire ikke gjorde. Det er igen Linda forrest, og det er igen en meget stille, følsom sang, hvor samspillet mellem Richard og Linda er formidabelt. Melodien er måske ikke nær så god, og den er også længere, hvilket den ikke rigtig havde brug for at være. Der er rigtig meget der går godt på dette nummer, men det ender alligevel med at være et af de svagere numre, især fordi det er så let at sammenligne med Walking on a Wire. Titelnummeret er uden tvivl den bedste sang, hvor Richard synger for. Guitarens langsomme, simple riff på den sang er virkelig smukt, og det føles som om, hele verden styrter sammen, især under guitarsoloen, som er en af Richards bedste overhoved, og han er ellers en fantastisk guitarist.

Back Street Slide er også en ganske fed sang, men den passer ikke helt ind på albummet efter min mening. Den er for sjov, den er for mekanisk, og selvom der er nogle ganske dramatiske toner i slutningen, så ændrer de ikke på at første halvdel var ret kluntet. Med sidste halvdel begynder det dog at blive voldeligt i lyden, hvilket måske var tiltrængt for at få et mere komplet billede. Linda kommer endelig foran mikrofonen igen med nummeret Did She Jump or Was She Pushed. Måden hun synger det på er helt fantastisk. Det føles som om kvinden, hun synger om, repræsenterer hende selv. Kvinden fra sangen begik selvmord, og da Linda tydeligvis var i live under optagelsen, er det ikke en selvbiografisk sang, men man kan næsten høre alle hovedpersonens tanker strømme rundt i Lindas hoved. Afslutningsnummeret er en af pladens mest triste. Den hedder Wall of Death, og den lyder virkelig deprimeret og desperat, og det til trods for en simpel, poppet melodi. Den runder mesterligt albummet Shoot Out the Lights af. Det er en virkelig god plade, og hvis du kan lide denne, så burde du virkelig også lytte til andet af parret.