333 – Richard & Linda Thompson – Shoot Out the Lights (1982)

I 1974 startede den formidable og alt for ukendte folkguitarist Richard Thompson sit professionelle samarbejde med sin kone Linda med albummet I Want to See the Bright Lights Tonight, som er en meget undervurderet plade, men det er et sandt mesterværk. Deres mest populære plade er dog nok den sidste de udgav, nemlig Shoot Out the Lights fra 1982. Deres ægteskab var ved at gå i spåner, og de blev skilt inden pladens udgivelse. Albummet åbner med den rigtig energiske Don’t Renege on Our Love, som har meget vrede og bitterhed i sine undertoner. Den er opført næsten uden Linda, og det er lidt synd, for hun har en skøn stemme. Til gengæld får Richard virkelig blæret sig på spaden, og al hans følelsesmæssige tumult kan høres gennem strengene. Det næste nummer, Walking on a Wire, fokuserer mere på Linda, som synger for her. Det er en af pladens smukkeste sange. Richard synger kor til, men noget af det stærkeste på nummeret er hendes samspil med guitaren. Man kan mærke, at guitaren og stemmen har et virkelig unikt bånd, og det er ved at blive knækket, og hver tone af sangen prøver på at klippe det over.

 Man in Need synger Richard atter for, og Lindas korrolle er noget større her. Den har et virkelig fedt riff, der fungerer som godt modspil til den stille Walking on a Wire. Det virker i starten som en sjov lille folk-rock-sang, men man aner, at den drejer sig om rigtig meget. Den efterfølgende sang Just the Motion gør reelt ikke noget, Walking on a Wire ikke gjorde. Det er igen Linda forrest, og det er igen en meget stille, følsom sang, hvor samspillet mellem Richard og Linda er formidabelt. Melodien er måske ikke nær så god, og den er også længere, hvilket den ikke rigtig havde brug for at være. Der er rigtig meget der går godt på dette nummer, men det ender alligevel med at være et af de svagere numre, især fordi det er så let at sammenligne med Walking on a Wire. Titelnummeret er uden tvivl den bedste sang, hvor Richard synger for. Guitarens langsomme, simple riff på den sang er virkelig smukt, og det føles som om, hele verden styrter sammen, især under guitarsoloen, som er en af Richards bedste overhoved, og han er ellers en fantastisk guitarist.

Back Street Slide er også en ganske fed sang, men den passer ikke helt ind på albummet efter min mening. Den er for sjov, den er for mekanisk, og selvom der er nogle ganske dramatiske toner i slutningen, så ændrer de ikke på at første halvdel var ret kluntet. Med sidste halvdel begynder det dog at blive voldeligt i lyden, hvilket måske var tiltrængt for at få et mere komplet billede. Linda kommer endelig foran mikrofonen igen med nummeret Did She Jump or Was She Pushed. Måden hun synger det på er helt fantastisk. Det føles som om kvinden, hun synger om, repræsenterer hende selv. Kvinden fra sangen begik selvmord, og da Linda tydeligvis var i live under optagelsen, er det ikke en selvbiografisk sang, men man kan næsten høre alle hovedpersonens tanker strømme rundt i Lindas hoved. Afslutningsnummeret er en af pladens mest triste. Den hedder Wall of Death, og den lyder virkelig deprimeret og desperat, og det til trods for en simpel, poppet melodi. Den runder mesterligt albummet Shoot Out the Lights af. Det er en virkelig god plade, og hvis du kan lide denne, så burde du virkelig også lytte til andet af parret.

479 – Richard & Linda Thompson – I Want to See the Bright Lights Tonight (1974)

Richard Thompson havde i mange år spillet guitar for diverse andre musikere, og han var en af de absolut bedste i feltet. Han udgav i 1972 et ikke specielt succesfuldt soloalbum ved navn Henry the Human Fly, og oven på af de mildest talt  skuffende salgstal, slog han sig sammen med sin kone Linda, og deres debut som gruppe udkom i 1974 og hed I Want to See the Bright Lights Tonight. Richard Thompson havde tidligere spillet med navne som Fairport Convention og Nick Drake, så han var velbevandret i folk-rock-scenen. I Want to See the Bright Lights Tonight har derfor en meget folk-inspireret lyd. Richard og Linda var meget fattige, da de optog albummet, så ikke alene var budgettet meget smalt, men fattigdom er også et gennemgående tema på albummet. Glade sange som I Want To See the Bright Lights Tonight, The Litte Beggar Girl og When I Get to the Border handler om at få det bedste ud af næsten ingenting, og mere triste sange såsom The Cavalry Cross, Down Where the Drunkards Roll og The Great Valerio handler meget om de selvfølgelige lavpunkter ved fattigdom.

Både Richard, der jo ellers først og fremmest er en af verdens bedste folk-guitarister, og Linda synger for på dette album, og især Linda kan mærkes kraftigt. Hun har en smuk, smuk stemme, der især har effekt på de mere triste numre, og hendes sorg kan mærkes dybt nede. Hun er dog også fuld af entusiasme på numre som I Want to See the Bright Lights Tonight og We Sing Hallelujah, og især på The Little Beggar Girl er hun fuld af lystigt had, som hun synger linjer som “I travel far and wide to do the work that I do; ‘Cause I love taking money off a snob like you”, og det er absolut ikke til at stå for. Richard har slet ikke de samme vokale evner, men hans manglende perfektion i stemmen støtter på en eller anden måde billedet af det fattige ægtepar. Selvom Linda så ganske vist er en fantastisk sangerinde, har hendes stemme meget skævhed i sig. Hun lyder ikke som en Celine Dion eller en Whitney Houston, hun lyder bare som en meget ægte personlighed, der er helt nede på jorden.

Richard Thompson er som sagt en af de bedste guitarister nogensinde. Men hvor de fleste af de bedste rockguitarister tager udgangspunk i blues – Jimi Hendrix, Jimmy Page, Jeff Beck, Eric Clapton; ja selv nogle ikke nær så åbenlyse nogen som Eddie Van Halen, David Gilmour og Slash – tager Richard Thompson det meste fra folk, og stort set ingenting fra blues. Selvfølgelig, han er ikke den eneste fantastiske guitarist, der fuldstændig forkaster blues, men at han er i den minoritet, der gør det, gør hans lyd rigtig forfriskende. På I Want to See the Bright Lights Tonight lader parret sig også meget inspirere af britisk folkemusik. Krumhorn, Dulcimer, Mandolin og Concertina gør at instrumentationen virker overraskende og som sådan også som lidt af en rodebutik. Som om, det bare lige var det, der lå og flød. Men forstå mig ret, det er en god ting. Det lyder som om, hele albummet var bygget på, at få så meget ud af så lidt som muligt, så hvis den smule, de har, skulle være lige netop disse instrumenter, så må det jo være det, man må arbejde med. Hvis man er til folk-rock, så er Richard og Linda Thompson et par rigtig dygtige musikere, som med I Want to See the Bright Lights Tonight har skabt en 70’ernes mest livsbekræftende plader.