Tag-arkiv: Art-pop

107 – David Bowie – Hunky Dory (1971)

Udgivet den af
Svar

I 2016 mistede vi mange store musikere – Prince, Leonard Cohen, Glenn Frey, Sharon Jones, Phife Dawg og Maurice White, blot for at nævne nogle af mine personlige favoritter. Den største af dem alle er dog i mine øjne David Bowie, som kort før sin død udgav en af sine bedste plader nogensinde, den gudeskønne Blackstar, som i mine øjne er årets bedste plade. At Bowie på den måde kunne forny sig selv i en alder af 69 er mig et under, for det virkede som om, han allerede havde prøvet det hele. Der er så meget kreativitet til stede i hans musik, og det har der været i adskillige årtier. Et af hans tidligste mesterværker er den meget klaverdrevne Hunky Dory fra 1971. Pladen er nok især kendt for sine to megahits, Changes og Life on Mars?, men der er masser af smuk musik fra start til slut på pladen. Disse to sanges berømmelse er dog stadig absolut fortjent. Changes er en flot, vemodig skildring af tidernes gang, og Life on Mars? er med sit storladne, orkestrale arrangement en god kandidat til det bedste Bowie-nummer nogensinde. Det er intet mindre end smukt.

I løbet af albummet er der meget variation i tonen. Det kan være stort og dramatisk som på førnævnte Life on Mars? eller det smukke afslutningsnummer The Bewlay Brothers, men i den modsatte ende er de lettere skæve, morsomme Oh! You Pretty Things og Kooks vidunderlige numre, der vækker store smil på læben. Disse er flotte i detaljerigdom, de er også latterligt fængende, og de tilføjer så absolut til den androgyne æstetik, Bowie præsenterer på pladen. Bowie rammer især dette gennem sin meget specielle, spøjse stemme. Han har flot kontrol over den, og han kan ramme mange forskellige lyde med den. Alligevel er han let genkendelig, om det er den henlagte vokal på Song for Bob Dylan eller den lyse skrigen på Andy Warhol, et af de få numre hvor klaver ikke er i fokus. Disse to er fra en ret interessant trio af sange på albummet, hvor Bowie hylder tre af sine store ikoner lige efter hinanden, nemlig Andy Warhol og Bob Dylan på førnævnte sange, samt Lou Reed fra The Velvet Underground på sangen Queen Bitch. Med især Bob Dylan-sangen kan man høre inspirationen, og Queen Bitch har da også ligheder med lyden på The Velvet Underground-sangen Sweet Jane. Selv Andy Warhol får en klar musikalsk hyldest med en bizar, avantgarde intro.

Noget af det, der gør Hunky Dory så tiltalende er nok den ret løse, kærlige stemning man finder på pladen. Det er ikke alt for seriøst nogensinde. Bowie kan være fantastisk, når han tager den seriøse maske på, se blot plader som “Heroes” eller Blackstar. Der er blot noget meget befriende ved den lette lyd, Bowie præsenterer her. Selv på de dramatiske numre er der masser af humor, og denne humor bliver aldrig selvhøjtidelig eller ensformig, som den tit kan gøre med mange andre glam-kunstnere. At visse lyttere kalder Hunky Dory for glam-rock bunder nok endda mest i, at man ser pladen i lyset af Bowies mere entydige glam-plader, såsom The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars og Aladdin Sane, som den da også har nogle fællestræk med. Måske hjælper makeuppen på albumcoveret også på indtrykket. Der er et par få glam-prægede numre, men pladen er som sådan et stort sammensurium af showtunes, folk-rock, barok-pop, klaverrock og selv en smule country-rock på Eight Line Poem. At alle disse forskellige stilarter giver et sammenhængende indtryk er imponerende, uanset om man kan læse glam-rock ind i det. Pladen er så levende, at man bare ikke kan få nok af den. Og det er i mine øjne magien ved Hunky Dory.

249 – David Bowie – Low (1977)

Udgivet den af
Svar

David Bowie er et af de største musikalske genier nogensinde, og en af de få mennesker, der kan matche hans store kreativitet er Brian Eno, med hvem han bl.a. lavede 3 albums fra 1977 til 1979. Denne trilogi, der i daglig tale kaldes Berlin-trilogien startede med albummet Low, som fik Bowie til at udforske meget uvante sider af sig selv. Hans musik blev her mere eksperimentel end nogensinde før, og over halvdelen af sangene er instrumentale. Hvis man lytter til Low på vinyl, er der en ret klar opdeling af sangene. På A-siden finder man det lidt mere poppede, her har størstedelen vokal på sig, og de er mere energiske. B-siden består af 4 numre, der alle er instrumentale, de fleste er langsomme, og alle sangene ville man nok i dag kalde for ambient – en genre, Eno i stor grad kan takkes for. Jeg kan tit finde på at klage over plader, der deler de hurtige og de langsomme sange så direkte op, for det kan tit ende med at ødelægge albumdynamik fuldstændig. Den store forskel på Low er dog, at de sidste 4 numre til trods for deres tempo er meget begivenhedsrige. Man bliver suget dybt ned i dem.

Jeg sagde tidligere, at de fire ambient-numre alle er instrumentale, men det er de teknisk set ikke. Bowies stemme indgår faktisk på hele tre af dem, men de føles stadig instrumentale, da han bare siger de rene vrøvleord. Hans stemme er heller ikke mixet så højt igen, så han føles mest af alt som en del af instrumentationen. Hans stemme sørger til gengæld for at skabe nogle klare højdepunkter på side to. Der er stort set intet, der gør disse langsomme numre mere intense end bowies skrig, der føles fuldkommen torturerede. Der er ikke blot stærke følelser i hans vokal, der er faktisk stærkest følelser, når hans vokal ikke er der. Der er meget store mellemrum mellem hans vokaloptrædener, og disse er langsomme og stemningsrige. Man sidder spændt og venter, mens nummeret langsomt bygger op, og når det så endelig kommer, så bliver det helt vildt. Der bliver også skabt lidt dynamik med det lidt mere energiske nummer Weeping Wall. Det er ikke hurtigt, når man hører det på egen hånd, men mellem Art Decade og Subterraneans sørger det virkelig for at få lytteren i gang.

De 7 første numre er noget lettere at forholde sig til. De er ikke noget, du nogensinde ville kunne se et stort popnavn lave, men de er stadig virkelig fængende. Denne kvalitet bliver matchet perfekt af den sære instrumentation. Når man hører sange som Breaking Glass og Sound and Vision er der ganske vist en fængende melodi, men synthesizeren, der bevæger sig mellem højtalerne, på Breaking Glass er virkelig sær, og den lange instrumentale opbygning på Sound and Vision, der optager halvdelen af nummeret; de er det definerende på disse numre. Den eneste sang, der bare er i nærheden af at være poppet er Be My Wife, men den er stadig en sindssygt godt gennemarbejdet sang og et klart highlight på pladen. Kontrasten mellem side 1 og side 2 er helt perfekt. De ville hver især have været trættende, hvis de varede et helt albums længde, men måden at sætte dem sammen er helt genial. Jeg tror ikke engang de ville virke uden hinanden – der ville ikke være nogen måde at komme ned på jorden igen efter side 1, og side 2 ville virke kedelig og formålsløs. Sammen skaber de dog en af de bedste plader nogensinde, Low.

256 – Janet Jackson – The Velvet Rope (1997)

Udgivet den af
Svar

Jeg er ret stor fan af Janet Jacksons Rhythm Nation 1814, men ingen andre plader i hendes diskografi har rigtig grebet mig på samme måde. Jovist, Control er en rigtig velskåret popplade, men den har bare ikke dette høje ambitionsniveau, som Rhythm Nation 1814 har. Efter Rhythm Nation 1814 fortsatte hun med nogle flere konceptalbums, der alle havde til fælles, at de var virkelig lange. Meget populær blev The Velvet Rope fra 1997, og på denne er længden virkelig tydelig. Den er over 75 minutter lang, og det er helt sygt, især når Jackson slet ikke formår at holde min interesse. The Velvet Rope har slet ikke nogen gennemgående stil. Der bliver udforsket mange forskellige genrer, men aldrig på en måde, der føles sammenhængende. Det er nok også meget svært at finde en måde, man kan gå fra tyggegummipop til hård rock. På Rhythm Nation 1814 var der mange korte interludier, der skabte god sammenhæng mellem numrene, og disse vender tilbage på The Velvet Rope, men her føles de bare tilfældige. Der kommer en overgang, der får Empty og What About til at føles som om, de fortsætter, hvor den anden slap, men det er jo ikke godt, når denne overgang alligevel lyder forfærdeligt.

Sangene er ikke meget bedre, og underligt nok fejler de forskellige sange på vidt forskellige præmisser. Det største problem ved mange af sangene, heriblandt Empty og Free Xone  er, at instrumentationen er alt for vild i forhold til Jacksons bløde stemme, og det føles ikke engang som om, det var lavet til at matche. Hver eneste gang, den sang begynder, tror jeg, at lydene kommer fra et andet sted, men næ nej. Det er bare denne bløde sang, der har brug for James Brown-samples og en trommemaskine på speed. Selv de bedste sange har væsentlige problemer. Got ‘Til It’s Gone har mumlende vokaler fra Janet, og Q-Tips konstante indspark tilføjer ingenting. Han kommer heldigvis med et godt gæstevers, og melodien er ret inderlig, og den passer godt sammen med det fængende Joni Mitchell-sample. Together Again har en sjov, glad melodi, men den er virkelig så corny, at det ligeså godt kunne være et eurodance-nummer. Og dette har ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan lide eurodance, det har simpelthen noget at gøre med, at albummet er ret alvorligt meget af tiden. Der er mange seksuelle sange, og meget af albummet handler om at udforske sin seksualitet.

Der er to ting, The Velvet Rope gør ret godt. Det første er de udfordrende sociale emner, der behandles virkelig godt. Det behandles ikke altid helt fantastisk, ligesom med Rhythm Nation 1814 er konceptet ret løst, men i det mindste gør Jakcson noget nyt og interessant. Det andet er sangskrivningen på det mest fundamentale niveau. Dette album er bare fuldt af meget stærke melodier, alle kan synge med på hurtigt. Man får ikke nær så hurtigt et forhold til det hele som med sangene på hendes foregående tre albums, men meget af det er stadig let at få på hjernen. Det er lidt synd, at vi har at gøre med et album, der tager masser af chancer, men som er bedst, når færrest bliver taget. Det bedste nummer på pladen er hvis du spørger mig I Get Lonely. Det er stadig en for lang sang, der mumles meget af vejen igennem, men god er den da. Det meste af slutningen på albummet er ret sikkert spillede ballader, heriblandt et cover af Rod Stewarts Tonight’s the Night. Det bliver lidt kedeligt i længden, især da pladen allerede har været igang i lang tid inden dette. The Velvet Rope er ikke rigtig noget, jeg kan anbefale at lytte til. Det er trist, for det er et ambitiøst værk, men det ender med at falde på halen. Der er gode melodier og tekster, men det er så også det.

275 – Janet Jackson – Rhythm Nation 1814 (1989)

Udgivet den af
Svar

Michael Jacksons søster Janet havde ligeså meget stjernepower som sin bror, og det beviste hun for alvor med albummet Control fra 1986. Det gjorde hende til en superstjerne med singler som Nasty, Let’s Wait Awhile og When I Think of You. Tre år efter udgav hun endnu et album, og hvor Control blot var en godt skåret popplade med fængende sange, så var opfølgeren, Rhythm Nation 1814, et konceptalbum på over en time om social uretfærdighed. Samtidig formåede det dog at være usandsynligt succesfuldt. 8 af de 12 sange blev udgivet som singler, og halvdelen af disse røg hele vejen til toppen af de amerikanske hitlister – og den anden halvdel klarede sig ligeledes fantastisk. Okay, konceptet er måske lidt løst. Der er plads til nogle kærlighedssange, men det er tit ikke svært at få dem til at have noget med emnet at gøre. Love Would Never Do (Without You) handler sandsynligvis om et forhold mellem to af forskellig race, og Escapade, Lonely og Come Back to Me handler om at undslippe fra hverdagens problemer gennem kærlighed. På Someday Is Tonight lader det til at handle om to mennesker, der på en eller anden måde har været modvilligt afskåret fra hinanden.

Men hvem ved, måske lægger jeg bare for meget i det. Miss You Much og Alright lader i hvert fald ikke til at handle om andet end lyksalig forelskelse. Det er gode sange, men temaet lægger de sig ikke særlig tæt opad. Gode sange, dem er der i øvrigt overflod af på dette album. Black Cat er lige til at rocke med på, Alright er enormt dansevenlig, The Knowledge blander spoken word med sang på en måde, der virkelig udtrykker visdom. Der er meget variation i sangskrivningen, men de har alle én ting til fælles: de har alle omkvæd, og disse omkvæd er sindssygt fængende. Når du hører albummet for anden gang, så kan du næsten garanteret synge med på alle omkvæd, så snart de begynder. Albummet er også meget stilfuldt opbygget. Der er 6 små, virkelig korte interludier spredt omkring på albummet. De skaber virkelig naturlige overgange mellem sangene. Nogle gange kan man godt begynde at tænke “Hvad? Er der begyndt et nyt nummer” – man lægger ikke engang mærke til det før Janet åbner munden. Der er også genial vekslen mellem det blide og det hårde, det langsomme og det mere energiske.

Det ender dog lidt med at bide pladen i halen, at det hele er så sammenhængende. De første par gange, man lytter til pladen, er det helt fantastisk, hvor naturligt det bare flyder. Men der skal ikke særlig mange gennemlytninger til, før det hele er meget forudsigeligt. I forhold til, at det varer en hel time, lærer man så hurtigt det hele at kende, at der bare ikke er særlig meget at vende tilbage til. Det er ret let at huske, alt, der sker. Dine favoritter efter første gennemlytning vil næppe ændre sig, og man opdager hverken styrker eller svagheder ved de individuelle numre, der ikke var synlige ved første gennemlytning. I forhold til at den varer en time, er det dog en meget solid plade. Man kan mærke konceptet, selvom det ikke altid er lige tydeligt, man kan mærke, at alt dette betød noget for Janet Jackson, og melodierne er bare noget af det sjoveste, perioden havde at byde på. Der er mange følelser, og sangene er bundsolide. Det lyder ret meget af Michael, men det er slet ikke noget skidt. Hvis du kan lide ham, er Rhythm Nation 1814 nok også noget for dig, men bare en smag for popmusik generelt bør være nok.

307 – Roxy Music – Avalon (1982)

Udgivet den af
Svar

Jeg kan rigtig godt lide god gammeldags, fandenindvoldsk glam-rock, og det mest populære navn i den genre er naturligvis David Bowie. Der er dog masser af andet lækker glam-rock, og noget af det bedste af det blev lavet af den britiske gruppe Roxy Music. Som årene gik for gruppen blev glam-rock dog mindre populært, og i 1982 udgav de deres sidste album, Avalon, som virkelig ikke har særlig meget af den bombast, man ellers kendte gruppen så godt for. Den åbner med bandets nok største hit nogensinde, den langsomme, bløde More Than This. Det er en ret fin melodi, og det har uden tvivl sin charme, men det er næsten så overdrevet blødsødent og følsomt, at man ikke rigtig kan tage det seriøst. Roxy Music gør aldrig noget halvt, og det kan så være både godt og ondt. Det bliver meget funky og Talking Heads-inspireret på The Space Between. Det gælder dog kun i instrumentationen, som bliver ret ensformig med tiden. Det er en god rytme, men sangen starter og slutter på samme måde, og det kan godt blive ret kedeligt. Den er dog dejligt anderledes fra More Than This.

Det tredje nummer, Avalon, er meget af den samme bløde suppedas, som introducerede pladen på More Than This. Melodien her fejler som sådan igen ikke noget, og instrumentationen er ganske rar, men forsanger Bryan Ferry er fandeme lidt af en flødebolle. Mod slutningen synger han ikke så meget, og da er fokus mest på en flot kvindelig backingvokal og den lækre instrumentation. Et kort instrumentalt interludium ved navn India kommer da, og det er blødt og fint, men jeg forstår ikke helt dets funktion på albummet, udover at der kommer lidt gang i den i slutningen, hvilket gør, at pladen stadig føles frisk nok. While My Heart Is Still Beating er til gengæld en ret kedelig sang. Den har en flot saxofon, men det har så meget på denne plade, og selvom basgangen er ret flot, og der er meget stemning i guitarsoloen, så kan man let glemme, at man har hørt den, så snart den er forbi. Derimod er den næste sang, The Main Thing, en ret funky fætter, der atter er meget Talking Heads-inspireret, men denne gang føles sangen mere helstøbt og ambitiøs. Visse ville nok kalde det langhåret, men jeg elsker langhåret musik.

Take A Chance With Me er endnu et eksempel på den meget ømme Ferry, men omkvædet er her dejligt meget mere følelsesrigt, oprigtigt og endda en lille smule intenst, så  det virker generelt ret godt. Hele sangen begynder faktisk at lyde ret godt, når første omkvæd er forbi, for så føles det hele meget sammenhængende. To Turn You On er også en virkelig god melodi. Der går måske lidt meget flødebolle i den, men på ingen anden sang på denne plade passer instrumentation og melodi så godt sammen. True To Life er en meget sær sang. Det er uden tvivl en af de mest ambitiøse på hele pladen, men den er godt nok usammenhængende. Der er klippet løs i Ferrys vokal i sangens hook, og det skal nok have en eller anden effekt, men jeg ved ikke hvilken. Der er også en synthesizer, der ikke ville være underlig at høre i dubstep eller moderne synthpop, men til denne bløde, romantiske soft-rock, så fungerer det ikke helt. Afslutningsnummeret er en ganske kort instrumental sang ved navn Tara, der fokuserer meget på en sensuel obo, men det er ret kedeligt, og det lyder lidt som noget, Kenny G kunne have lavet. Jeg må give Roxy Music tommelfingre opad for at være ambitiøse, for Avalon er meget ulig noget, de ellers havde lavet, og mange elsker denne plade højt. Jeg kan godt forstå dette, men de fleste sange gør ikke noget for mig.

363 – Madonna – Ray of Light (1998)

Udgivet den af
Svar

Madonna er et 80’er-ikon. Der er ingen vej udenom det faktum. Selvom ikke alt hun lavede i 90’erne var decideret dårligt, kan næsten intet af det måle sig med noget, hun lavede i 80’erne. Det vil sige undtagen ét album, som jeg nok ville kalde hendes mesterværk, nemlig Ray of Light fra 1998. I forhold til ikke blot Madonnas tidligere albums men også i forhold til samtidens poplandskab var dette et meget elektronisk album, og det var dette på en meget anden måde end 80’ernes synthpop. Der er naturligvis meget inspiration fra denne epoke, men som den første forskel er lydlandskabet ofte meget mere mættet. Sig hvad du vil om Duran Duran, the Human League og Pet Shop Boys – alle i øvrigt navne, jeg ikke har noget imod – men det er altid virkelig let at få styr på alt, der foregår i deres sange. Alle sange på Ray of Light er til gengæld fulde af interessante musikalske finurligheder, man kan dykke ned i, og disse overfalder hinanden på kraftigste vis. Der er naturligvis nogle knap så intense øjeblikke på de fleste af sangene, men alle numre har også tidspunkter, hvor musikken bare går amok med lag på lag af elektroniske lyde.

Madonna har som sanger næppe nogensinde gjort det bedre end på dette album. Hun er ikke verdens mest teknisk imponerende sangerinde, men hun kan ramme tonerne. Dog får hun virkelig imponeret med sit følelsesregister. Hendes enorme lykke på titelnummeret, hendes tilklyngende nervøsitet på Power of Good-Bye og hendes ensomme bedrøvelse på Drowned World/Substitute for Love er blot nogle af de mest mindeværdige øjeblikke rent vokalmæssigt, men hun giver den altid hele armen. Alle sange er produceret af Madonna, de fleste i samarbejde med William Orbit, og disse har sammen med de to øvrige producere, Patrick Leonard og Marius de Vries, skabt nogle instrumentationer, der passer virkelig godt til melodierne. Produktionen er meget varierende, men man kan sagtens mærke en rød tråd. F.eks. har nummeret Skin, så vidt jeg kan høre, ingen ikke-elektronisk instrumentation med undtagelse af måske trommerne. Derimod er det nogle skønne guitarakkorder, der sammen med en svag elektronisk atmosfære får lov til at åbne titelnummeret.

Noget af det mest fantastiske ved Ray Of Light er, at den slet ikke minder om noget af Madonnas klassiske 80’er-pop. Forstå mig ret, jeg elsker Like a Prayer, Borderline og Material Girl højt, men Ray of Light er meget mere ambitiøst og artistisk. Det er svært at se ned på hendes præstationer, for det er meget tydeligere, at hun har præsteret meget her, selvom hun naturligvis også har arbejdet hårdt med de store 80’er-hits. Det er svært at finde et dårligt punkt ved Ray of Light. Sangene hænger så godt sammen, at man ikke bemærker at pladen er over en time lang, der er masser af variation, og ikke et nummer har en dårlig melodi. Det eneste problem er at et par få sange, navnlig To Have and not to Hold og Little Star godt kunne tåle at være en smule kortere. De er ikke ekstremt lange, de gentager bare sig selv mere end nødvendigt mod slutningen, og de er ellers glimrende melodier. Hvis du er til Madonna, kan jeg på det varmeste anbefale dette album. Hvis du ikke kan udstå madonna, kan jeg stadig på det varmeste anbefale dette album. Kun hvis du virkelig ikke kan udstå elektronisk musik, bør du holde dig væk.

406 – Sinéad O’Connor – I Do Not Want What I Haven’t Got (1990)

Udgivet den af
Svar

I 1990 hittede den irske sangerinde Sinéad O’Connor verden rundt med Prince-coveret Nothing Compares 2 U, og det var som sådan hendes eneste større hit. Hun er derfor ofte blevet kaldt et one-hit wonder, men selvom det er teknisk korrekt, er det dybt uretfærdigt, for hun har meget mere i sig end den ene sang. Pladen, man kan finde Nothing Compares 2 U på hedder I Do Not Want What I Haven’t Got, og det er spækket med fede numre. Åbningsnummeret, Feel So Different, er et overvejende strygerdrevet nummer, hvorpå O’Connor i starten på en gang blidt og kraftigt synger på livet løs. Som nummeret dog udvikler sig, bliver det mere højlydt og intenst. Det er et pragtfuldt nummer. Pladens andet nummer, I Am Stretched on Your Grave, er bygget over et irsksproget digt fra 1700-tallet, men det ville man aldrig vide fra O’Connors udgave. Hendes lyder faktisk mest af alt som noget trip hop, hvilket er bemærkelsesværdigt, for den genre eksisterede knap nok endnu. Og trods hvor pludseligt det er, fortjener strygerportionen mod nummerets slutning også ros, for det er vitterligt smukt.

Three Babies omhandler noget, der er lidt gennemgående i løbet af mange af numrene på pladen, nemlig moderskab til tre spædbørn. Nummeret har også en rigtig smuk dynamik mellem at være meget stille og ret højlydt, og både hendes omsorg og ømhed er virkelig fremtrædende og overbevisende. I den mere poppede ende finder man The Emperors New Clothes, der kører med mere traditionelt bas-trommer-guitar-akkompagnement, men nummeret fungerer rigtig godt. Man kan let nynne med på det, og det er jo ikke fordi hendes følelser forsvinder, fordi nummeret er mere poppet. Black Boys on Mopeds er en ganske trist politisk sang om racisme i england opført med kun vokal og en enkelt akustisk guitar. Det er et fascinerende nummer, og selvom jeg stadig nyder hårdtslående sange som Fuck the Police og Fight the Power, er det forfriskende at få meddelelsen leveret sådan her. Det helt store hit, Nothing Compares 2 U, er som sagt et Prince-cover, og hun fik virkelig forbedret sangen gevaldigt med sin udgave. Forstå mig ret, jeg elsker Prince, men der er virkelig mange problemer ved originalen, og ingen af dem er der, når vi får den gennem O’Connor. Princes udgave virker stadig som et cover for mine øren uanset hvor ofte jeg lytter til det.

Et af de mere rockede numre på pladen er Jump In the River, og underligt nok vækker det ikke min interesse i nær så høj grad som de andre numre. Det har stadig et ret fedt groove, men det udvikler sig ikke rigtig til noget videre specielt, og det starter også et ganske simpelt sted. Til gengæld er You Cost as Much Sorrow en helt formidabel sang. Den er igen i den mere poppede ende, men det er bare en virkelig stærk melodi, og teksten er også rigtig stærk. “You cause as much sorrow dead as you did when you were alive” er alene en rigtig tankevækkende linje, og dem er der mange af. Det næstsidste nummer, The Last Day of Our Acquaintance, er en af den slags, der til gengæld udvikler sig meget. Som så meget på albummet starter det langsomt, men med tiden bliver det vildere, og selvom udviklingen godt måtte ske lidt hurtigere, er afslutningen virkelig det hele værd. Titelnummeret, der i øvrigt afslutter albummet, har ingen instrumental opbakning, det er kun O’Connor, der synger helt alene. Det er rimelig kraftigt, for hun virker ganske sårbar, når der ikke er andet end hendes stemme på optagelsen, men desværre er melodien lidt trættende i længden, og det er et ret langt nummer. Alt i alt er I Do Not Want What I Haven’t Got et klart bevis på, at O’Connor er en rigtig virtuos personlighed, der absolut fortjener mere opmærksomhed og anerkendelse, end hun får.

433 – Brian Eno – Another Green World (1975)

Udgivet den af
Svar

Brian Enos tredje soloalbum, Another Green World, var det første, hvorpå han berørte en genre, som han i dag hænger uløseligt sammen med: Ambient. Mange af sangene på pladen er meget stille, kører ofte på en meget langsom synthesizer uden nogen vokal overhovedet. Der er faktisk kun vokal på 5 af de 14 sange på pladen. Disse sange er dog generelt en smule længere end de instrumentale numre, der kan vare ned til halvandet minut. Og for at være ærlig, så synes jeg, at ambient-numrene ikke er nær så mindeværdige som resten. Forstå mig ret, de lyder fuldkommen fantastisk. Jeg har lyttet til dette album adskillige gange, og det eneste nummer, jeg nogensinde formåede at blive træt af, var St. Elmo’s Fire, og det er kun fordi, den i det hele taget er så god, at jeg har spillet den så ofte uden resten af albummet – dermed er jeg blevet en smule for vant til at høre den. Men min pointe er altså, at de stille, instrumentale sange er rigtig manifesterede i albummet, mens sange som Sky Saw, St. Elmo’s Fire og I’ll Come Running bliver til mere helstøbte, uafhængige oplevelser.

Alle sange med vokal på sig er dog spredt med gode mellemrum. Man kan virkelig nå at blive opslugt af ambient-universet, selvom sangene tit er ret korte. Samtidig er Enos vokal altid et frisk pust, når den endelig kommer. Det er meget dynamisk, og hvert sekund kan man mærke, hvor godt han han har planlagt hele albummet. Der er intet, der føles tilfældigt. Foruden de utrolige optrædener fra Eno selv, møder man også mange store musikanter i løbet af Another Green World: Phil Collins, der dengang var bedst kendt som trommeslager i Genesis, bratschisten John Cale fra The Velvet Underground, guitaristen Robert Fripp fra King Crimson er de absolut største navne, man foruden Eno kan opleve, men alle musikanterne gør det rigtig godt. Og til trods for den tilsyneladende langsomme lyd på visse numre, vil den opmærksomme lytter nok hurtigt opdage, at der altid sker noget nyt nede i de dybe lag. Alene min brug af vendingen “den opmærksomme lytter” kan dog nok afskrække nogle, og det bør de nok også være. Another Green World er lidt af en mundfuld. Man kan ikke nødvendigvis lide den, blot hvis man kan lide andre Eno-producerede albums.

Når Eno arbejder med Ambient, bliver oplevelsen meget mere visuel foran mig. Hver eneste gang, jeg lytter til numre som Becalmed eller Zawinul/Lava, danner en ny musikvideo sig oppe i mit hoved. De er rigtig smukke, men jeg vil helst ikke fortælle for meget om dem, for det kunne ødelægge andres chance for at danne egne billeder. Sangene er også tit meget afslappende, især mod sidste halvdel af pladen. Starten kan godt være lidt vild, men generelt er det et godt album at sætte på, hvis man bare har brug for at slappe af, hvilket man tit får, når man skriver anmeldelser næsten hver dag. Another Green World er et ufatteligt godt album. Man skal være til eksperimentel musik og være klar på, at sangene sjældent er noget specielt uden albummets kontekst. Det er et perfekt eksempel på, at nogle på egen hånd ganske vist ganske gode sange kan skabe noget helt specielt, når det bliver sat i en ordentlig rækkefølge og arbejder godt sammen. Jeg nød det i hvert fald selv rigtig meget.

440 – Beck – Sea Change (2002)

Udgivet den af
Svar

Beck gjorde sig i 1993 berømt med sangen Loser, der er en meget abstrakt, fængende, alternativ sang, der på blot fire minutter blander så meget rock, folk, country, hip hop, psykedelisk musik og blues, at man ikke rigtig kan kalde det for nogen bestemt genre. I 1996 udgav han så albummet Odelay, der blev rost til skyerne til højre og venstre for bl.a. ekstrem høj kreativitet og variation. Beck var nu blevet en stjerne indenfor den mere barokke, sære, eksperimentelle afdeling af musikverdenen. Derfor chokerede det mange, da han i 2002 udgav Sea Change. Beck havde altid været meget uforudsigelig, men Sea Change overraskede nok især mange, fordi det var et forholdsvist traditionelt lydende album. Det er lidt af en blanding af folk og Radiohead. Det har nok meget at gøre med at albummet er produceret af selveste Nigel Godrich, der har produceret alle Radiohead-albums siden OK Computer fra 1997. Han gør lyden rigtig fyldig og interessant. Mens Sea Change kunne være endt som blot et ganske simpelt akustisk folk-rock-album, gjorde Godrich det til et rigtig rigt lydunivers, uden dog på nogen måde at distrahere fra Becks rørende fortællinger.

Becks tekster er utrolig kraftige på dette album. De er egentlig ganske vage, men det gør dem kun lettere at forholde sig til, selvom det selvfølgelig gør det sværere at forstå den store helhed. Det handler dog ikke rigtig om at forstå denne helhed, da det er et meget følelsesdrevet album. Og følelserne kommer rigtig tydeligt igennem, og man kan rigtig let følge med i dem. Hele albummet, med undtagelse af It’s All in Your Mind, blev skrevet på 2 uger, efter Beck og hans kæreste slog op med hinanden. Der er derfor rigtig stor fokus på hjertesorg og følelsesmæssig tumult. Hvis jeg skulle sige noget negativt om Becks anden musik, ville det være, at der sjældent er specielt mange følelser afspejlet i musikken, selvom det på sin vis også har sin charme. For at citere en anden anmelder, som jeg desværre ikke har kunnet finde ud af navnet på, repræsenterer Becks tidligere albums kunstneren Beck. Sea Change repræsenterer mennesket Beck Hansen. Beck er rigtig godt nede på jorden, og han føles utrolig oprigtig og reel. Man kan slet ikke høre, at dette er en form for musik, han ikke var vant til at lave.

Nigel Godrich sørger også for at tilføje masser af elementer, der virkelig sørger for at drive musikken i den rigtige retning. Især de mange strygere, som man i øvrigt knap nok lægger mærke til, gør musikken til en mere hel oplevelse. Der er i de sidste mange år blevet lavet rigtig mange kedelige sange med en fyr, der bare sidder med sin akustiske guitar og driver den af, fordi det er den absolut simpleste form for musik at lave. Kend nogen akkorder, sammensæt et par stykker af dem, og begynd at nynne lidt til dem, og før du ved af det, har du din melodi. Så skal du bare finde på en eller anden tekst, og så er du færdig. Der er utrolig mange, der ikke går meget længere end det, men Beck og Nigel Godrich har sørget for at polere albummet, så det er lige det, det skal ende med at være. Og Godrichs produktion giver også større dynamik, da bl.a. strygere sørger for at tilføje stor variation i lyden, da der ofte opstår helt enorme klimakser, hvor alle mulige lyde når sammen om at skape noget spektakulært. Sea Change er et formidabelt album. Hvis du ikke decideret har noget imod folk-rock, så lyt til det. Det er helt utroligt.