Tag-arkiv: New jack swing

256 – Janet Jackson – The Velvet Rope (1997)

Udgivet den af
Svar

Jeg er ret stor fan af Janet Jacksons Rhythm Nation 1814, men ingen andre plader i hendes diskografi har rigtig grebet mig på samme måde. Jovist, Control er en rigtig velskåret popplade, men den har bare ikke dette høje ambitionsniveau, som Rhythm Nation 1814 har. Efter Rhythm Nation 1814 fortsatte hun med nogle flere konceptalbums, der alle havde til fælles, at de var virkelig lange. Meget populær blev The Velvet Rope fra 1997, og på denne er længden virkelig tydelig. Den er over 75 minutter lang, og det er helt sygt, især når Jackson slet ikke formår at holde min interesse. The Velvet Rope har slet ikke nogen gennemgående stil. Der bliver udforsket mange forskellige genrer, men aldrig på en måde, der føles sammenhængende. Det er nok også meget svært at finde en måde, man kan gå fra tyggegummipop til hård rock. På Rhythm Nation 1814 var der mange korte interludier, der skabte god sammenhæng mellem numrene, og disse vender tilbage på The Velvet Rope, men her føles de bare tilfældige. Der kommer en overgang, der får Empty og What About til at føles som om, de fortsætter, hvor den anden slap, men det er jo ikke godt, når denne overgang alligevel lyder forfærdeligt.

Sangene er ikke meget bedre, og underligt nok fejler de forskellige sange på vidt forskellige præmisser. Det største problem ved mange af sangene, heriblandt Empty og Free Xone  er, at instrumentationen er alt for vild i forhold til Jacksons bløde stemme, og det føles ikke engang som om, det var lavet til at matche. Hver eneste gang, den sang begynder, tror jeg, at lydene kommer fra et andet sted, men næ nej. Det er bare denne bløde sang, der har brug for James Brown-samples og en trommemaskine på speed. Selv de bedste sange har væsentlige problemer. Got ‘Til It’s Gone har mumlende vokaler fra Janet, og Q-Tips konstante indspark tilføjer ingenting. Han kommer heldigvis med et godt gæstevers, og melodien er ret inderlig, og den passer godt sammen med det fængende Joni Mitchell-sample. Together Again har en sjov, glad melodi, men den er virkelig så corny, at det ligeså godt kunne være et eurodance-nummer. Og dette har ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan lide eurodance, det har simpelthen noget at gøre med, at albummet er ret alvorligt meget af tiden. Der er mange seksuelle sange, og meget af albummet handler om at udforske sin seksualitet.

Der er to ting, The Velvet Rope gør ret godt. Det første er de udfordrende sociale emner, der behandles virkelig godt. Det behandles ikke altid helt fantastisk, ligesom med Rhythm Nation 1814 er konceptet ret løst, men i det mindste gør Jakcson noget nyt og interessant. Det andet er sangskrivningen på det mest fundamentale niveau. Dette album er bare fuldt af meget stærke melodier, alle kan synge med på hurtigt. Man får ikke nær så hurtigt et forhold til det hele som med sangene på hendes foregående tre albums, men meget af det er stadig let at få på hjernen. Det er lidt synd, at vi har at gøre med et album, der tager masser af chancer, men som er bedst, når færrest bliver taget. Det bedste nummer på pladen er hvis du spørger mig I Get Lonely. Det er stadig en for lang sang, der mumles meget af vejen igennem, men god er den da. Det meste af slutningen på albummet er ret sikkert spillede ballader, heriblandt et cover af Rod Stewarts Tonight’s the Night. Det bliver lidt kedeligt i længden, især da pladen allerede har været igang i lang tid inden dette. The Velvet Rope er ikke rigtig noget, jeg kan anbefale at lytte til. Det er trist, for det er et ambitiøst værk, men det ender med at falde på halen. Der er gode melodier og tekster, men det er så også det.

275 – Janet Jackson – Rhythm Nation 1814 (1989)

Udgivet den af
Svar

Michael Jacksons søster Janet havde ligeså meget stjernepower som sin bror, og det beviste hun for alvor med albummet Control fra 1986. Det gjorde hende til en superstjerne med singler som Nasty, Let’s Wait Awhile og When I Think of You. Tre år efter udgav hun endnu et album, og hvor Control blot var en godt skåret popplade med fængende sange, så var opfølgeren, Rhythm Nation 1814, et konceptalbum på over en time om social uretfærdighed. Samtidig formåede det dog at være usandsynligt succesfuldt. 8 af de 12 sange blev udgivet som singler, og halvdelen af disse røg hele vejen til toppen af de amerikanske hitlister – og den anden halvdel klarede sig ligeledes fantastisk. Okay, konceptet er måske lidt løst. Der er plads til nogle kærlighedssange, men det er tit ikke svært at få dem til at have noget med emnet at gøre. Love Would Never Do (Without You) handler sandsynligvis om et forhold mellem to af forskellig race, og Escapade, Lonely og Come Back to Me handler om at undslippe fra hverdagens problemer gennem kærlighed. På Someday Is Tonight lader det til at handle om to mennesker, der på en eller anden måde har været modvilligt afskåret fra hinanden.

Men hvem ved, måske lægger jeg bare for meget i det. Miss You Much og Alright lader i hvert fald ikke til at handle om andet end lyksalig forelskelse. Det er gode sange, men temaet lægger de sig ikke særlig tæt opad. Gode sange, dem er der i øvrigt overflod af på dette album. Black Cat er lige til at rocke med på, Alright er enormt dansevenlig, The Knowledge blander spoken word med sang på en måde, der virkelig udtrykker visdom. Der er meget variation i sangskrivningen, men de har alle én ting til fælles: de har alle omkvæd, og disse omkvæd er sindssygt fængende. Når du hører albummet for anden gang, så kan du næsten garanteret synge med på alle omkvæd, så snart de begynder. Albummet er også meget stilfuldt opbygget. Der er 6 små, virkelig korte interludier spredt omkring på albummet. De skaber virkelig naturlige overgange mellem sangene. Nogle gange kan man godt begynde at tænke “Hvad? Er der begyndt et nyt nummer” – man lægger ikke engang mærke til det før Janet åbner munden. Der er også genial vekslen mellem det blide og det hårde, det langsomme og det mere energiske.

Det ender dog lidt med at bide pladen i halen, at det hele er så sammenhængende. De første par gange, man lytter til pladen, er det helt fantastisk, hvor naturligt det bare flyder. Men der skal ikke særlig mange gennemlytninger til, før det hele er meget forudsigeligt. I forhold til, at det varer en hel time, lærer man så hurtigt det hele at kende, at der bare ikke er særlig meget at vende tilbage til. Det er ret let at huske, alt, der sker. Dine favoritter efter første gennemlytning vil næppe ændre sig, og man opdager hverken styrker eller svagheder ved de individuelle numre, der ikke var synlige ved første gennemlytning. I forhold til at den varer en time, er det dog en meget solid plade. Man kan mærke konceptet, selvom det ikke altid er lige tydeligt, man kan mærke, at alt dette betød noget for Janet Jackson, og melodierne er bare noget af det sjoveste, perioden havde at byde på. Der er mange følelser, og sangene er bundsolide. Det lyder ret meget af Michael, men det er slet ikke noget skidt. Hvis du kan lide ham, er Rhythm Nation 1814 nok også noget for dig, men bare en smag for popmusik generelt bør være nok.

377 – TLC – CrazySexyCool (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1990 dannede tre unge kvinder med kunstnernavnene Left-Eye, T-Boz og Chilli R&B-gruppen TLC. T-Boz og Chilli var skønsangere, og Left-Eye rappede. Efter en ret fjollet debutplade i 1991 skiftede de i 1994 fuldstændig image med deres anden plade, CrazySexyCool. Hvor den første plade bestod af ret uskyldig pop-rap med R&B-vokaler her og der, var CrazySexyCool meget mere fokuseret på skønsangerne T-Boz og Chilli. Derudover var tonen langt mere seriøs, og produktionen blev foretaget af meget anerkendte hip hop- og R&B-producere som Sean Combs, Babyface, Dallas Austin. Derudover optræder nogle ret anerkendte rappere også her: Phife Dawg fra A Tribe Called Quest, André 300 fra OutKast og Busta Rhymes. Disse tre er alle meget dygtige og underholdende, og de udfylder rent faktisk roller, som Left-Eye ikke bare kunne have overtaget, for hun bliver ellers ikke brugt så ofte i løbet af albummet, som man kunne ønske sig.

På albummet er der 16 numre, men jeg ville kun kalde 11 af dem egentlige sange. Resten er interludier, og 2 af gæsterapperne har deres optrædener på disse. Disse to er naturligvis ret gode, men CrazySexyCool (Interlude), Intermission-Lude og Sexy (Interlude) sætter bare albummet i tomgang. Sidstnævnte er ganske vist ret morsomt, men det stopper alligevel albummets ellers ganske gode flow. De 11 “rigtige” sange er til gengæld alle rigtig gode. Melodierne er for det meste virkelig fængende, og stemningen er oftest som albummets titel. Der er uden tvivl mest “Sexy” og “Cool” over det meste af musikken, men når Left-Eye dukker op, får vi os en god portion “Crazy”. Denne sexede og cool lyd kan man selvfølgelig takke producerne for, men også T-Boz og Chilli fortjener meget af æren for det. Deres levering er pragtfuld, især når vi snakker numrene, der netop omhandler sex, såsom Red Light Special, Let’s Do It Again og Take Our Time.

Sangene er skrevet af mange forskellige, inklusive vores tre hovedpersoner, hvor kun Left-Eye har været med til at skrive mere end blot et interludium, og da hendes navn kun står ved sange, hvortil hun har et rapvers, så antager jeg, at det kun er det, hun har skrevet. Hun er dog virkelig dygtig til det. Hun er ikke en verdensmester eller noget, men hun kan sgu sit kram. Men selvom alle sangene er skrevet af forskellige mennesker, er de alle af virkelig høj kvalitet. Hvad angår deciderede sange, er der ikke ét dårligt nummer på pladen, og til trods for de mange sangskrivere og producere, er lyden temmelig konsekvent, og albummet har ikke dårlig dynamik heller. Dynamikken er ikke decideret imponerende, så man kan godt blive en smule træt af at høre noget, der lyder lidt for meget som det, man ellers lige har hørt. CrazySexyCool er et rigtig godt album. Hvis du kan lide popmusik, så er dette virkelig let at anbefale. Der er rigtig mange godter på den, og langt det meste er værd at lytte til.