256 – Janet Jackson – The Velvet Rope (1997)

Jeg er ret stor fan af Janet Jacksons Rhythm Nation 1814, men ingen andre plader i hendes diskografi har rigtig grebet mig på samme måde. Jovist, Control er en rigtig velskåret popplade, men den har bare ikke dette høje ambitionsniveau, som Rhythm Nation 1814 har. Efter Rhythm Nation 1814 fortsatte hun med nogle flere konceptalbums, der alle havde til fælles, at de var virkelig lange. Meget populær blev The Velvet Rope fra 1997, og på denne er længden virkelig tydelig. Den er over 75 minutter lang, og det er helt sygt, især når Jackson slet ikke formår at holde min interesse. The Velvet Rope har slet ikke nogen gennemgående stil. Der bliver udforsket mange forskellige genrer, men aldrig på en måde, der føles sammenhængende. Det er nok også meget svært at finde en måde, man kan gå fra tyggegummipop til hård rock. På Rhythm Nation 1814 var der mange korte interludier, der skabte god sammenhæng mellem numrene, og disse vender tilbage på The Velvet Rope, men her føles de bare tilfældige. Der kommer en overgang, der får Empty og What About til at føles som om, de fortsætter, hvor den anden slap, men det er jo ikke godt, når denne overgang alligevel lyder forfærdeligt.

Sangene er ikke meget bedre, og underligt nok fejler de forskellige sange på vidt forskellige præmisser. Det største problem ved mange af sangene, heriblandt Empty og Free Xone  er, at instrumentationen er alt for vild i forhold til Jacksons bløde stemme, og det føles ikke engang som om, det var lavet til at matche. Hver eneste gang, den sang begynder, tror jeg, at lydene kommer fra et andet sted, men næ nej. Det er bare denne bløde sang, der har brug for James Brown-samples og en trommemaskine på speed. Selv de bedste sange har væsentlige problemer. Got ‘Til It’s Gone har mumlende vokaler fra Janet, og Q-Tips konstante indspark tilføjer ingenting. Han kommer heldigvis med et godt gæstevers, og melodien er ret inderlig, og den passer godt sammen med det fængende Joni Mitchell-sample. Together Again har en sjov, glad melodi, men den er virkelig så corny, at det ligeså godt kunne være et eurodance-nummer. Og dette har ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan lide eurodance, det har simpelthen noget at gøre med, at albummet er ret alvorligt meget af tiden. Der er mange seksuelle sange, og meget af albummet handler om at udforske sin seksualitet.

Der er to ting, The Velvet Rope gør ret godt. Det første er de udfordrende sociale emner, der behandles virkelig godt. Det behandles ikke altid helt fantastisk, ligesom med Rhythm Nation 1814 er konceptet ret løst, men i det mindste gør Jakcson noget nyt og interessant. Det andet er sangskrivningen på det mest fundamentale niveau. Dette album er bare fuldt af meget stærke melodier, alle kan synge med på hurtigt. Man får ikke nær så hurtigt et forhold til det hele som med sangene på hendes foregående tre albums, men meget af det er stadig let at få på hjernen. Det er lidt synd, at vi har at gøre med et album, der tager masser af chancer, men som er bedst, når færrest bliver taget. Det bedste nummer på pladen er hvis du spørger mig I Get Lonely. Det er stadig en for lang sang, der mumles meget af vejen igennem, men god er den da. Det meste af slutningen på albummet er ret sikkert spillede ballader, heriblandt et cover af Rod Stewarts Tonight’s the Night. Det bliver lidt kedeligt i længden, især da pladen allerede har været igang i lang tid inden dette. The Velvet Rope er ikke rigtig noget, jeg kan anbefale at lytte til. Det er trist, for det er et ambitiøst værk, men det ender med at falde på halen. Der er gode melodier og tekster, men det er så også det.

363 – Madonna – Ray of Light (1998)

Madonna er et 80’er-ikon. Der er ingen vej udenom det faktum. Selvom ikke alt hun lavede i 90’erne var decideret dårligt, kan næsten intet af det måle sig med noget, hun lavede i 80’erne. Det vil sige undtagen ét album, som jeg nok ville kalde hendes mesterværk, nemlig Ray of Light fra 1998. I forhold til ikke blot Madonnas tidligere albums men også i forhold til samtidens poplandskab var dette et meget elektronisk album, og det var dette på en meget anden måde end 80’ernes synthpop. Der er naturligvis meget inspiration fra denne epoke, men som den første forskel er lydlandskabet ofte meget mere mættet. Sig hvad du vil om Duran Duran, the Human League og Pet Shop Boys – alle i øvrigt navne, jeg ikke har noget imod – men det er altid virkelig let at få styr på alt, der foregår i deres sange. Alle sange på Ray of Light er til gengæld fulde af interessante musikalske finurligheder, man kan dykke ned i, og disse overfalder hinanden på kraftigste vis. Der er naturligvis nogle knap så intense øjeblikke på de fleste af sangene, men alle numre har også tidspunkter, hvor musikken bare går amok med lag på lag af elektroniske lyde.

Madonna har som sanger næppe nogensinde gjort det bedre end på dette album. Hun er ikke verdens mest teknisk imponerende sangerinde, men hun kan ramme tonerne. Dog får hun virkelig imponeret med sit følelsesregister. Hendes enorme lykke på titelnummeret, hendes tilklyngende nervøsitet på Power of Good-Bye og hendes ensomme bedrøvelse på Drowned World/Substitute for Love er blot nogle af de mest mindeværdige øjeblikke rent vokalmæssigt, men hun giver den altid hele armen. Alle sange er produceret af Madonna, de fleste i samarbejde med William Orbit, og disse har sammen med de to øvrige producere, Patrick Leonard og Marius de Vries, skabt nogle instrumentationer, der passer virkelig godt til melodierne. Produktionen er meget varierende, men man kan sagtens mærke en rød tråd. F.eks. har nummeret Skin, så vidt jeg kan høre, ingen ikke-elektronisk instrumentation med undtagelse af måske trommerne. Derimod er det nogle skønne guitarakkorder, der sammen med en svag elektronisk atmosfære får lov til at åbne titelnummeret.

Noget af det mest fantastiske ved Ray Of Light er, at den slet ikke minder om noget af Madonnas klassiske 80’er-pop. Forstå mig ret, jeg elsker Like a PrayerBorderline og Material Girl højt, men Ray of Light er meget mere ambitiøst og artistisk. Det er svært at se ned på hendes præstationer, for det er meget tydeligere, at hun har præsteret meget her, selvom hun naturligvis også har arbejdet hårdt med de store 80’er-hits. Det er svært at finde et dårligt punkt ved Ray of Light. Sangene hænger så godt sammen, at man ikke bemærker at pladen er over en time lang, der er masser af variation, og ikke et nummer har en dårlig melodi. Det eneste problem er at et par få sange, navnlig To Have and not to Hold og Little Star godt kunne tåle at være en smule kortere. De er ikke ekstremt lange, de gentager bare sig selv mere end nødvendigt mod slutningen, og de er ellers glimrende melodier. Hvis du er til Madonna, kan jeg på det varmeste anbefale dette album. Hvis du ikke kan udstå madonna, kan jeg stadig på det varmeste anbefale dette album. Kun hvis du virkelig ikke kan udstå elektronisk musik, bør du holde dig væk.

373 – Björk – Post (1995)

Island er et land, der er meget berømt for deres musik. Sigur Rós, Ásgeir Trausti, Of Monsters and Men, Mezzoforte og Emilíana Torrini er nogle af de mest berømte, men ingen af dem overgår Björk, hverken hvad angår popularitet eller kvalitet. Björk har udgivet rigtig mange gode albums, og et af de bedste er hendes tredje album, Post fra 1995. Det åbner med et af Björks mest kendte numre, Army of Me, der med sit aggressive, trip hop-inspirerede beat sparker albummet virkelig godt i gang. Melodien er virkelig fængende, og Björks vekslen mellem stille og højlydt er rigtig smukt og dramatisk. Hyperballad har mere af et dance-beat, og jeg erkender, at jeg ikke er verdens største dance-fan, men Hyperballad er et virkelig interessant, følelsesrigt nummer. Det er betydeligt lystigere end Army of Me, men det føles lige så intenst. The Modern Things, opført delvist på islandsk, starter lidt skidt for mig med et meget sært introvers, som bygger på en metafor, som jeg slet ikke forstår et pluk af. Når det går over i islandsk, kan jeg dog lettere værdsætte den vidunderlige sang, der ikke falmer, selv efter en så god start.

Det meste af Post er et ret elektronisk album, men sangens største hit er et forholdsvis rendyrket bigband-nummer. Det er et cover af Betty Hudsons It’s Oh So Quiet, og det er en virkelig fed udgave. Den benytter flot dynamik, og man kan slet ikke mærke, at det var skrevet over 40 år før resten af albummet. Og på en eller anden måde, så passer det faktisk ind mellem de andre numre. Den efterfølgende Enjoy er mere af et beskidt trip hop-nummer, som gør rigtig meget med sit simple beat. Og trompeten derpå tilføjer meget flavour. You’ve Been Flirting Again er et ambient-nummer, og et ret flot et af slagsen. Der var også brug for noget mere stille efter Enjoy, og især da den efterfølgende sang, Isobel også er trip hop-inspireret, er You’ve Been Flirting Again et ekstra tiltrængt nummer. Isobel er i øvrigt et virkelig flot nummer, og især strygerne på det er imponerende. Det er pladens længste sang, men der sker så meget, at dens længde knap nok bemærkes. Og så kan jeg slet ikke få nok af førnævnte strygere.

Det bliver mere stille med Possibly Maybe, der har en dejlig vinyl-lignende knasen, og Björks excentriske sangstil er virkelig smukt udnyttet her. Det er en ret simpel melodi, men den danner et flot lyd. I Miss You er en storladen, funky lydeksplosion, hvorpå der kan findes nogle pragtfulde blæsersektioner og et vidunderligt klimaks. Det er en af mine yndlingssange fra pladen. Efter dette sjove nummer kommer pladens korteste nummer, Cover Me, der har en rigtig flot, knap så elektronisk lyd. Den er dog virkelig stemningsrig, og det er en ret så interessant oplevelse. Afslutningsnummeret hedder Headphones, og det kører lige fra der hvor Cover Me slap. Lyden starter rigtig stille, men efterhånden bygges der op til et helt enormt klimaks, der faktisk ikke er så højlydt igen, da det bare er Björks stemme, der føles som et helt orkester. Efter klimakset falder lydniveauet, og der bliver langsomt sagt farvel til lytteren. Post er et fantastisk album. Der er utrolig lidt ved albummet, der kunne være bedre, og disse ting er ganske banale. Hvis du kan lide excentrisk musik, så er det nok noget for dig, for det bliver sjældent mere excentrisk end Björk.

395 – Massive Attack – Blue Lines (1991)

Jeg har tidligere udtalt, at jeg synes, at den bedste trip hop-plade nogensinde er Mezzanine af Massive Attack. De ord tager jeg i mig, for da jeg sagde dette, havde jeg endnu ikke rigtig opdaget, hvor god deres debutplade i sandhed var. Den udkom i 1991 og hed Blue Lines. Det åbner rigtig stærkt med sangen Safe From Harm, der med fabelagtig skønsang fra Shara Nelson og virkelig kreative, flot leverede linjer fra gruppens to rappere, 3D og Daddy G, er meget mindeværdig. Sangen flyder rigtig godt, og man får let lyst til at synge med på melankolien. One Love består udelukkende af skønsang, denne gang af Horace Andy. Det er igen en meget fængende, meget kreativ sang, der har et rigtig skarpt beat. Andys stemme er meget særpræget, men den er særpræget på lige den måde, som passer til Massive Attacks sexede produktion. Titelnummeret er til gengæld ren rap, og på dette finder man også det tidligere medlem Tricky, der er en fuldstændig fantastisk rapper. Han er meget forførende, og han har altid interessante ord at komme af med. Han arbejder godt sammen med 3D og Daddy G, og hele nummeret er rigtig lækkert indpakket.

De følger dette med et cover af den klassiske soulsang Be Thankful for What You’ve Got af William DeVaughn, her sunget af Tony Bryan, der med sin Marvin Gaye-inspirerede vokal behandler sangen rigtig godt. Og dette cover passer virkelig godt ind i albummets generelle lyd, især gennem det fede beat. På Five Man Army vender Tricky flot tilbage, og han er som altid rigtig kreativ og sprød, og det smitter virkelig af på de andre medlemmer. Beatet er et af pladens allerbedste, og der sker tit masser af nye ting på det, hvorfor sangen da også kan være bekendt at være 6 minutter lang. Unfinished Sympathy er udelukkende sunget af Shara Nelson, og det er en af de mest energiske sange, og beatet er virkelig lige i øjet, selvom det slet ikke arbejder med sangen, som man ville forvente. Sangen er sjælerig og dramatisk, mens beatet bare hamrer løs med høj hastighed. I langt de fleste tilfælde, ville sådan noget fuldkommen ødelægge sangens stemning, men Massive Attack ramte her et smukt punkt, hvor de to arbejder ualmindelig godt sammen, så intet går tabt, mens oplevelsen gøres mere unik.

Daydreaming er ligesom åbningsnummeret et samarbejde mellem Shara Nelson og rapperne, denne gang også med Tricky, og der kommer nogle ret fede lyriske og melodiske øjeblikke i løbet af dette nummer. Beatet udvikler sig konstant, og det udvikler sig aldrig i den dårlige retning. På Lately får vi så en sidste optræden af Shara Nelson, denne gang atter alene. Det er en af de mere ensformige sange, men der er naturligvis lidt udvikling, og når den kommer, så er det dejligt forfriskende. Det lyder generelt rigtig godt, men blandt alle sangene på albummet, er Lately nok ikke den, du vil huske bedst. Afslutningsnummeret hedder Hymn of the Big Wheel, og det er skrevet i samarbejde med Neneh Cherry. Det er rigtig fængende og sjovt, og det føles også som om, der er noget, der er i gang med at blive rundet af, og det er der jo også. Den er sunget af Horace Andy, og Cherry har en flot backingvokal. Nummeret føles virkelig fuldendt, og det gør albummet også. Hvis du ikke har lyttet til trip hop før, så er dette nok det bedste sted at starte. Hvis du allerede er fan af trip hop, men af en eller anden grund aldrig har lyttet til Blue Lines, hvad venter du så på?

412 – Massive Attack – Mezzanine (1998)

Der er visse genrer, der hænger uløseligt sammen med 90’erne. Her tænker de fleste nok grunge, funk-rock, britpop, pop-punk, nu-metal, hip hop, neo-soul, eurodance eller boybands, og selvom disse alle var meget store, tænker jeg som musiknørd også meget på trip hop som en væsentlig del af årtiet. Og når jeg tænker trip hop, tænker jeg især på Portishead, Tricky og min favorit deriblandt, Massive Attack. Og hvis vi siger Massive Attack, så er lavede de, hvis du spørger mig, nok det ultimative trip hop-album i 1998. Det hed Mezzanine, og det udmærker sig især gennem høj variation mellem sangene. Hvis der er noget problem, jeg skulle have med trip hop, er det, at det kan ende med at virke meget ensformigt og monotomt, hvis man ikke er en opmærksom lytter. Der er dog ikke én sang på Mezzanine, der ville kunne forveksles med noget andet trip hop. Især starten af pladen er bare fyldt med stribevis af fantastiske numre, hvorfor de fire første numre da alle blev udgivet som singler.

På Mezzanine finder man en dejlig blanding af to mandlige rappere og to kvindelige og en mandlig skønsanger. De to rappere, 3D og Daddy G udgjorde selve gruppen sammen med producer og keyboardspiller Mushroom, og 3D og Daddy G er ikke just de mest imponerende rappere, hvilket dog nok er pladens eneste væsentlige problem. Deres stil var ganske vist ret forfriskende for mig, da jeg første gang  hørte dem, men efter jeg lærte det tidligere medlem Tricky at kende, var de klart underdanige. Det er ikke fordi de på nogen måde er forfærdelige, men de tager så meget inspiration fra Tricky, at det er umuligt for mig at se på dem som andet end nogle mere monotome og mindre karismatiske udgaver af ham. Deres tekster er nok også knap så livlige, men hvis du ikke kender til Tricky, så kommer det ikke til at betyde noget for dig. De og skønsangerne er dog stadigvæk særdeles sexede personligheder, og sex er trods alt et vigtigt element i Massive Attacks musik. Næsten al deres musik handler om sex, selv de instrumentale numre.

Massive Attacks musik er som med stort set alt andet trip hop ikke ligefrem det hurtigste musik derude. Og hvis du har brug for noget med mere gang i den, er det næppe noget for dig, men personligt kan jeg altid nyde at lytte lidt til Mezzanine, og den væsentligste drivkraft er de helt fantastiske melodier. Jeg elsker virkelig hver og én. Samtlige samples er rigtig kreativt brugt, og man kan let føle rigtig meget med sangerne. Personligt foretrækker jeg generelt numrene med skønsang, men dem med rap er absolut ikke dårlige heller. For selvom jeg virkelig elsker Angel, Teardrop og Group Four, ville et helt album med den slags sange nok blive trættende. Og så er RisingsonInertia Creeps og titelnummeret stadig fremragende numre, og så fylder rap faktisk ikke så meget igen på pladen. Hvis du ikke er så bekendt med trip hop, er Mezzanine et af de albums, man bare skal lytte til, hvis man vil lære genren bedre at kende.

419 – Portishead – Dummy (1994)

I 1990’erne dukkede en meget interessant, spøjs undergenre indenfor electronica op. Den hed trip hop, og som navnet antyder tager den foruden elektronica også meget indflydelse fra hip hop og psykedelisk musik. Et af de største navne i genren er Portishead, der slog igennem med deres debutalbum Dummy i 1994. Det meste af deres musik er rigtig langsom, og det nærmer sig et hypnotiserende niveau på de bedste sange, f.eks. Sour Times og Glory Box. I forhold til de andre i genren, f.eks. Tricky og Massive Attack, er hip hop-elementet i musikken ikke så stort, for der bliver ikke rappet en eneste gang på pladen. Der er til gengæld godt med skønsang af den særdeles dygtige sangerinde Beth Gibbons. Hip Hop-elementet ligger meast af alt på sangenes beats. Nogle gange er det som taget ud af en hip hop-sang, f.eks. på Strangers, mens det stort set kun er trommerytmen, der har en smule hip hop-lyd i sig på Roads.

Som jeg tidligere sagde, virker musikken tit ret så hypnotiserende. Det er selvfølgelig her de psykedeliske elementer, der spiller sig ind. Der kan tit være en del gentagelser, og lange perioder kan vare uden noget, der minder om et crescendo, et klimaks, en opbygning eller noget i den dur. Albummet har ikke rigtig nogen problemer rent dynamisk, men dynamikken bliver behandlet meget anderledes her, end en normal plade ville gøre. Selvom musikken gentager sig ret meget, og selvom der er et mønster, kan det mønster pludseligt ændre sig eller fuldstændig blive brudt. Jeg vil ikke bebrejde dig, hvis du synes, albummet er kedeligt, for hvis man ikke er i det rette humør, så kan det let ske, at det kommer til at virke trivielt. Jeg er så heldigvis rimelig ofte i humør til noget Portishead, men det er det næppe alle, der lige ofte er. Det er meget smuk musik, men det er ikke ligefrem det, der altid lige hiver løs i lytteren. Portishead er dog rigtig gode til at klargøre, hvorfor man burde lytte efter. Det kan være enkelte lyde eller vendinger, men disse kan i bedste fald få lytterens interesse drejet rigtig langt ind i albummet.

Dummy sagde mig ikke rigtig noget første gang, jeg lyttede til det. Det var heller ikke tilfældet anden, tredje eller fjerde gang. Jeg ved ikke hvornår, men på et eller andet tidspunkt, blev jeg bare fuldstændig opslugt af deres lydunivers. Der er virkelig meget at lytte efter, hvilket gør repetitionen rigtig let at undskylde. Det er ikke Phil Spector-agtigt, hvor der bare er en helt enorm mur af ren lyd, men der er rigtig mange små lyde over det hele, der øger lydlandskabets kvalitet. Til trods for gentagelserne, er der dog sjældent reelle omkvæd, og det var nok det, der virkelig var besværligt for mig i starten. De fleste af sangene er rigtig mindeværdige, men de er ikke just fængende, og der var ikke noget, der lige var mere mindeværdigt end resten. Så mit forhold til Dummy har virkelig udviklet sig. Jeg er gået fra næsten ikke at kunne huske den for andet end at være langsom og psykedelisk, men nu er den nok blevet til en plade, jeg ofte kan finde på at spille igen og igen. Det er en helt fantastisk plade, og jeg ville klart anbefale at lytte til den, hvis man godt kunne tænke sig at lære trip hop-genren at kende, men lyt gerne til den adskillige gange.