419 – Portishead – Dummy (1994)

I 1990’erne dukkede en meget interessant, spøjs undergenre indenfor electronica op. Den hed trip hop, og som navnet antyder tager den foruden elektronica også meget indflydelse fra hip hop og psykedelisk musik. Et af de største navne i genren er Portishead, der slog igennem med deres debutalbum Dummy i 1994. Det meste af deres musik er rigtig langsom, og det nærmer sig et hypnotiserende niveau på de bedste sange, f.eks. Sour Times og Glory Box. I forhold til de andre i genren, f.eks. Tricky og Massive Attack, er hip hop-elementet i musikken ikke så stort, for der bliver ikke rappet en eneste gang på pladen. Der er til gengæld godt med skønsang af den særdeles dygtige sangerinde Beth Gibbons. Hip Hop-elementet ligger meast af alt på sangenes beats. Nogle gange er det som taget ud af en hip hop-sang, f.eks. på Strangers, mens det stort set kun er trommerytmen, der har en smule hip hop-lyd i sig på Roads.

Som jeg tidligere sagde, virker musikken tit ret så hypnotiserende. Det er selvfølgelig her de psykedeliske elementer, der spiller sig ind. Der kan tit være en del gentagelser, og lange perioder kan vare uden noget, der minder om et crescendo, et klimaks, en opbygning eller noget i den dur. Albummet har ikke rigtig nogen problemer rent dynamisk, men dynamikken bliver behandlet meget anderledes her, end en normal plade ville gøre. Selvom musikken gentager sig ret meget, og selvom der er et mønster, kan det mønster pludseligt ændre sig eller fuldstændig blive brudt. Jeg vil ikke bebrejde dig, hvis du synes, albummet er kedeligt, for hvis man ikke er i det rette humør, så kan det let ske, at det kommer til at virke trivielt. Jeg er så heldigvis rimelig ofte i humør til noget Portishead, men det er det næppe alle, der lige ofte er. Det er meget smuk musik, men det er ikke ligefrem det, der altid lige hiver løs i lytteren. Portishead er dog rigtig gode til at klargøre, hvorfor man burde lytte efter. Det kan være enkelte lyde eller vendinger, men disse kan i bedste fald få lytterens interesse drejet rigtig langt ind i albummet.

Dummy sagde mig ikke rigtig noget første gang, jeg lyttede til det. Det var heller ikke tilfældet anden, tredje eller fjerde gang. Jeg ved ikke hvornår, men på et eller andet tidspunkt, blev jeg bare fuldstændig opslugt af deres lydunivers. Der er virkelig meget at lytte efter, hvilket gør repetitionen rigtig let at undskylde. Det er ikke Phil Spector-agtigt, hvor der bare er en helt enorm mur af ren lyd, men der er rigtig mange små lyde over det hele, der øger lydlandskabets kvalitet. Til trods for gentagelserne, er der dog sjældent reelle omkvæd, og det var nok det, der virkelig var besværligt for mig i starten. De fleste af sangene er rigtig mindeværdige, men de er ikke just fængende, og der var ikke noget, der lige var mere mindeværdigt end resten. Så mit forhold til Dummy har virkelig udviklet sig. Jeg er gået fra næsten ikke at kunne huske den for andet end at være langsom og psykedelisk, men nu er den nok blevet til en plade, jeg ofte kan finde på at spille igen og igen. Det er en helt fantastisk plade, og jeg ville klart anbefale at lytte til den, hvis man godt kunne tænke sig at lære trip hop-genren at kende, men lyt gerne til den adskillige gange.