Kategoriarkiv: 1994

279 – Mary J. Blige – My Life (1994)

Udgivet den af
Svar

90’ernes R&B-scene var meget eksplosiv i sin kreativitet. Genrer som hip hop-soul, neo-soul og new jack-swing begyndte at blomstre, og det gjorde de med navne som Mary J. Blige og albums som hendes anden plade, My Life fra 1994. Dette album var produceret af en af årtiets definerende producere, Sean Combs alias Puffy. Og Puffys produktion er helt suveræn. Lyden er altid virkelig kærlig og omsorgsfuld, og arbejdet med Bliges stemme er virkelig smukt. Melodierne er også meget fængende. Lige fra det første nummer, Mary Jane (All Night Long) må man gøre sig klar på at høre nogle vaskeægte ørehængere. Hvordan man får denne, I’m Going Down, I’m the Only Woman eller det flotte afslutningsnummer, Be Happy ud af hovedet, er mig en gåde. Teksterne derimod, det er en lidt anden historie. De er alle om ret trivielle emner, sex, at slå op, kærlighed og… ja, det er det. Men hey, det kan man også skrive meget om, og mange gode albums har kun fokuseret på et enkelt af disse emner, så så skidt er det ikke, vel?

Desværre jo, for teksterne er uhyre simpelt skrevet. Vi snakker om sange, der ikke er bange for at rime money med honey, joy med boy, myself med no one else, feel med real, stay med way, og det er som sådan ikke så slemt igen – og det havde da også en vis charme i 50’erne. Men denne plade er fra 1994, og den lyder også så moderne, at der virkelig ikke er noget ved den, der føles gammeldags. Det er selvfølgelig imponerende, at musikken holder så godt, men det gør det bare tydeligere, at teksterne er frygteligt simpel. Derudover er alle disse børnehaverim at finde på omkvædene. Der er et cover af I’m Going Down af Rose Royce, og ja, derpå bliver down rimet med around, og det er jo ikke imponerende eller noget, men forskellen her er, at det passer naturligt ind. Det lyder fuldstændig logisk at sige “I’m going down, ’cause you ain’t around, my whole world’s upside down”. Derimod er det bare fjollet at synge “Come into my bedroom honey, what I got will make you spend money” med mindre Mary Jane (All Night Long) rent faktisk handler om livet som prostitueret. Denne er oven i købet en virkelig stærk sang i alle andre aspekter.

Lad mig lige vende tilbage til produktionen. Over halvdelen af alle sangene sampler mindst ét nummer, men det lyder bare så godt sammen med sangen, at man ikke lægger mærke til det. Selv lagde jeg kun mærke til ét sample, og det var i et interludium. Oven i alt dette, så bruger sangene også hip hop-beats. Ja, alle disse bløde soulsange bruger hårdtslående trommemaskiner. Det passer faktisk godt sammen, og det hjælper albummets dynamik. Apropos albummets dynamik, så er den fin. Det er ikke noget fantastisk, men den er fin. Hvilket derfor gør det svært at undskylde, at pladen er over en time lang. Ja, det er en hel del. Især når man tænker på, at de fleste sange er om stort set det samme, og de bliver også behandlet på nogenlunde samme måde. Det er ikke et problem i sig selv, men med pladens længde bliver det lidt kedeligt. Jeg kunne godt have undværet sange som Don’t Go, I Never Wanna Live Without You og Be with You. Pladen bliver dog holdt i vejret af stærke melodier, fantastisk produktion og en vidunderlig stemme. My Life har mange skønhedsfejl, men anbefales, det kan den nu engang godt, især til fans af de seneste 20 års R&B.

297 – Weezer – Weezer (1994)

Udgivet den af
Svar

Jeg kigger på coveret til Weezers debutplade fra 1994, og jeg ser fire nørder i så hverdagsagtigt tøj, man kunne forestille sig, stå på en blå baggrund, der ser mindre naturlig ud end greenscreen-effekter fra musikvideoer fra 80’erne. Jeg sætter cd’en, der simpelt nok hedder Weezer, i afspilleren, og jeg bliver smaskforelsket i bandet og pladen lige fra første nummer, My Name Is Jonas. De er virkelig akavede og spøjse, og forsanger Rivers Cuomo hverken lyder eller skriver tekster som om han var med i et hårdtslående rockband. Men det sjove er, at Weezer som sådan laver ret hård musik. Det er ikke metal eller punk eller noget, men det er hårdere end så meget andet, der normalt bliver betegnet som hård rock. Cuomos tekster er så usikre og nørdede, at jeg simpelthen bare ikke kan andet end at elske dem, og de er også lette at relatere til. Der er en hel sang ved navn In the Garage, der bare handler om det Kiss-merchandise og Dungeons and Dragons-udstyr, han har i sin garage sammen med sin guitar og sine sang-kladder. Det er helt vidunderligt at høre, hvordan han føler, at han er i sit eget lille univers, som ingen kan sige noget til.

Weezers humor er en væsentlig del af deres charme. Jeg kan ikke undgå at smile, når jeg hører de syrede omkvæd til Undone (The Sweater Song) og Surf Wax America. Deres melodier tillader også virkelig at Cuomo overdriver godt og grundigt med sin vokal, og det lyder fedt, for guitarerne er også meget højlydte, når han gør det. Tro dog ikke, at Weezer bare er skæg og ballade. De er mere end bare morsomme, de har også virkelig gode melodier i sig. Der er 10 sange på denne plade, og alle er meget fængende og mindeværdige. Selvom instrumentationen er meget ens i løbet af hele pladen med guitar, bas, trommer og, hvis vi skal være meget vovede, en mundharpe. Men disse instrumenter bliver sammensat og behandlet på mange forskellige måder. Du får aldrig noget helt vildt teknisk imponerende på nogen af instrumenterne, men selvom det er simpelt, så lyder det godt. Der er noget punket over det, men så kigger jeg på coveret igen. De her gutter er mindre punkede end noget andet band. De har dog sikkert lyttet til meget punkmusik, og dette har haft stor indflydelse på deres musik.

Sangene er meget forskellige, og de komplimenterer hinanden rigtig godt. Der er både vrede, triste, glade, kærlige og i grunden temmelig intetsigende sange, men de får alle meget karakter af Weezers humor, så selv det, der ellers ikke betød noget, bliver til noget mindeværdigt. En af mine yndlingssange, Undone (The Sweater Song) handler ikke om noget, og den gør sig virkelig umage for at vise så lidt følelse som muligt, men bandet overdriver det til sådan et grotesk niveau, at man får svært ved, ikke at holde bare en lille smule af den. Man føler sig altid så tilpas, når man lytter til denne dejlige blå plade. Jeg kan sidde og læse nogle forfærdeligt racistiske facebook-kommentarer, som jeg helt unødigt hidser mig alt for meget op over, men så hører jeg Rivers Cuomo sammenligne sig selv med Buddy Holly eller synge om hvor dejlig en ferie han skal på, og så er jeg glad igen. Jeg har lyttet til deres musik længe, men på det sidste har jeg virkelig lært at elske denne plade højt. Hvis der er noget nørdet i dig, og hvis du føler at hård rock ikke behøver at komme fra hårde typer, så kan jeg på det allervarmeste anbefale Weezers eponyme debutplade.

303 – Jeff Buckley – Grace (1994)

Udgivet den af
Svar

Den amerikanske folksanger Tim Buckley døde som blot 28-årig i 1975, men han efterlod verden en virkelig talentfuld søn, der også ville blive musiker. Han hed Jeff Buckley, men han døde desværre også i en ung alder, så han nåede desværre kun at udgive et enkelt album før sin død som 30-årig. Dette album hed Grace, og det blev udgivet i 1994. Grace  giver en rigtig god forståelse af, hvilken slags musiker Jeff Buckley var. Hans musik var meget følsom og guitarpræget, men han kunne både være stille og virkelig rocket. Den bedste sammenligning, jeg lige kan komme med er Radiohead-albummet The Bends, hvorpå Thom Yorke faktisk tog en hel del inspiration fra unge Buckley til sin vokal. Hvor musikken på Grace altid føles meget følsom, betyder det dog ikke, at det altid er stille musik. Numre som So Real og især Eternal Life er ret hårde, og virker ret inspireret af Led Zeppelin anno ca. 1973. De fleste sange er dog ret langsomme – selv So Real er til trods for sin tunge lyd, en ret langsom sang – og det passer nok i grunden bedst til den skrøbelighed, han præsenterer.

Buckley har selv været med til at skrive de fleste af sangene på pladen, men mellem de 10 numre, har der sneget sig hele 3 covers ind. Først et af Lilac Wine fra musicalen Dance Me A Song. I Buckleys udgave kan man stort set ikke høre, at den nogensinde har været i en musical, så trist gør han den, og den har ellers altid været en trist sang. Her lyder den bare fuldkommen deprimeret. Det mest populære nummer, Buckley nogensinde optog, er også et cover, et af Leonard Cohens Hallelujah. Det er en fantastisk udgave, og selvom Cohens original er virkelig god, så er Buckleys nu engang min favorit. Den er virkelig smuk, og selvom den med sine næsten 7 minutter er pladens længste sang, så kan man slet ikke mærke det. Det føles bundærligt, og Buckley er en gudbenådet sanger, som virkelig kan få hver tone til at ramme dig dybt nede. Pladens sidste cover er af salmen Corpus Christi Carol, og det er derimod pladens korteste nummer, og det er også godt det samme. Det er en flot melodi, og guitarspillet er virkelig godt. Buckleys falset herpå bliver bare meget irriterende, men ellers er det en rigtig flot fortolkning.

Jeff Buckleys sangskrivning på sine egne sange er det, der virkelig driver værket i løbet af Grace. De er generelt ret lange, hans originale numre er alle mellem  4½ og 7 minutter, men han formår slet ikke at kede mig i løbet af nogen af dem. Dette er selvfølgelig ikke kun på grund af de velskrevne numre, selvom det er hovedårsagen. Meget af det ligger også i, at Buckley spiller det hele formidabelt. Resten af bandet skal selvfølgelig også roses, men Buckley spiller selv langt det meste på pladen; bassisten og trommeslageren er fast, og der er nogle få gæstemusikere, men derudover spiller Buckley bare virkelig effektivt på både guitar, orgel og dulcimer. Buckley udviser i løbet af Grace enorm musikalitet i sin sangskrivning og i opførslen af numrene, og han gør samtidig sin plade til en virkelig følelsesrig og charmerende plade. Man har let ved at relatere til den, og der er masser af avanceret musikalsk guf, man kan analysere. Der er meget lidt, der ikke er helt perfekt på Grace, og det er en af 90’ernes allerbedste plader.

308 – Diverse Kunstnere – The Sun Records Collection (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1952 blev et pladeselskab ved navn Sun Records grundlagt i Memphis. De ville i løbet af 50’erne få nogle helt enorme navne på sig, der ville ændre musiklandskabet for evigt, heriblandt B.B. King, Howlin’ Wolf, Carl Perkins, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis, Johnny Cash og selvfølgelig Elvis Presley. I 1994 blev et ganske populært opsamlingsalbum ved navn The Sun Records Collection udgivet, og på det fandt man en ganske blandet samling af singler, der blev udgivet på Sun Records. Man får dem fordelt på 3 cd’er, og på disse finder vi selvfølgelig nogle store klassikere af rockpionererne, men vi finder også mange ukendte sange. Hvor mange af jer kender Bear Cat af Rufus Thomas, Red Caddilac and a Black Mustache af Warren Smith eller Red Hot af Billy Lee Riley? Men disse er rigtig fede omend simple sange, der virkelig trænger til mere kærlighed. Foruden den tidlige rockmusik Sun Records er kendt for, så kan man også finde meget rendyrket country og blues på The Sun Records Collection – der er ikke meget rock over Easy af Big Walter Horton eller Swamp Root af Harmonica Frank Floyd.

Men, lad mig nu komme til sagen, for selvom du kan høre nogle flotte sange på denne opsamling, så er det ikke fordi det er det, der får de fleste til at høre netop denne plade. Der er mange flotte opsamlinger med ukendte sange derude, men få har ligeledes et så flot udvalg af tidlige sange af Elvis Presley, Jerry Lee Lewis, Roy Orbison, Johnny Cash og Carl Perkins. De af deres sange, der findes på denne plade er generelt enormt fede. Nogle få sange af Jerry Lee Lewis og Carl Perkins er lidt for rutinerede country-sange til mig, men derudover er det hele fed rock and roll, som simpelthen ikke kunne findes bedre dengang. Man skal lige huske på, at det er begrænset til de sange, musikerne optog for Sun Records, så man får hverken Ring of Fire, Oh, Pretty Woman eller Jailhouse Rock. Til gengæld får man That’s All Right, Whole Lotta Shakin’ Goin’ On, Oobie Doobie, Folsom Prison Blues og Honey, Don’t samt mange andre både kendte og ukendte sange af disse mænd.

Størstedelen af The Sun Records Collection består dog af musikere, de fleste aldrig har hørt om. Det er ikke det hele, der holder lige godt i dag, men hvert nummer giver et rigtig godt indblik i 50’ernes musikkultur og rockens spæde begyndelse. Og det er reelt det største, man kan sælge The Sun Records Collection på, nemlig det historiske. I modsætning til andre yderst historisk interessante opsamlinger, f.eks. Anthology of American Folk Music, der opsamler en masse ukendte sange fra slut-20’erne og start-30’erne, så er The Sun Records Collection faktisk hovedsageligt en meget berigende musikalsk oplevelse. Den er med sine 3 timer lidt af en mundfuld, men det er jo derfor der er 3 cd’er. Ikke alle sangene er glemte mesterværker, men der er en del derimellem, f.eks. Rufus Thomas, Warren Smith og Billy Lee Rileys sange på pladen, for ikke at snakke om den ufatteligt overset B.B. King-sang B.B. Blues. Hvis du har en forkærlighed for tidlig rock and roll, så kan jeg virkelig ikke se en årsag til ikke at lytte til The Sun Records Collection. Det er virkelig godt stof det meste af tiden.

311 – Nirvana – MTV Unplugged in New York (1994)

Udgivet den af
Svar

Den 5. april 1994 begik Kurt Cobain, forsanger i Nirvana, selvmord som blot 27-årig. Et par måneder før dette optrådte de på MTV-programmet Unplugged, hvor de opførte akustiske udgaver af mange af deres sange, både de kendte og de ukendte. Foruden dette var der også covers af David Bowie, the Vaselines, Meat Puppets og Leadbelly. Et år efter koncerten udkom programmet også i albumform, her under navnet MTV Unplugged in New York. Jeg har aldrig set den oprindelige tv-optræden, men MTV redigerede vist også en del i koncerten, så jeg har til gengæld set dvd-udgaven fra 2007. Det er en meget sjov film, som jeg klart kan anbefale at se. Meget af morskaben kommer mellem numrene, hvor Cobains interaktioner med publikum giver bandet en meget menneskelig charme. Lyden er ikke helt høj nok i disse portioner, men der er nogle virkelig skægge øjeblikke på dvd’en. Albummet har alle de samme sange som dvd’en, men den har skåret meget af snakken væk. Det er også fint nok, så er musikken mere i fokus, og man kan alligevel knap nok mærke, at der er redigeret.

Hele tre af sangene, der blev spillet, var covers af sange fra Meat Puppets-pladen Meat Puppets II, og på disse tre sange medvirker Cris og Curt Kirkwood fra Meat Puppets på henholdsvis bas og guitar. Det er virkelig flotte fortolkninger, og da jeg hørte denne plade for første gang, havde jeg aldrig hørt om Meat Puppets, så den gav mig stor lyst til at lytte lidt til dem, og jeg har virkelig lært at elske deres musik. De mange nyfortolkninger af gamle Nirvana-sange er dog det, der bærer albummet, og næsten alle sangene lyder bedst i Unplugged-udgaven. Generelt er der valgt de mere stille sange, man får hverken Heart Shaped Box, Drain You, Smells Like Teen Spirit eller Scentless Apprentice, men i stedet får man fantastiske udgaver af Come As You Are, Something in the Way, Dumb og All Apologies. Der er dog ikke kun spillet de sikre kort. Også et par ellers ret hårde sange har fået makeovers, men de passer overraskende godt til denne stil. Den hårdeste af disse er nok On a Plain, som oprindeligt har et ret højlydt omkvæd, men den virker faktisk bedst som en lidt blødere sang.

Kun en enkelt sang på denne plade foretrækker jeg faktisk i originaludgaven, og det er Polly, der ganske kontroversielt bliver fortalt fra synspunktet af en mand, der er i færd med at voldtage en kvinde. Det er stadig en vidunderligt uhyggelig og makaber sang, men Cobains stemme er bare mere skræmmende på originaludgaven. Hvis jeg ikke kendte til originalen, så ville jeg dog ikke have et ondt ord at sige om Polly, som den lyder på MTV Unplugged in New York. Alle de andre sange lyder mere bundærlige, nede på jorden og oprigtige end før, og Kurt Cobains levering som sanger er årsag til meget af dette. Det var jo forholdsvis kort tid før hans selvmord, så jeg vil antage, at hans depression var ret kraftig på det tidspunkt, og det har nok påvirket musikken. På intet nummer synger Cobain smukkere end deres cover af Leadbellys blues-arrangement af folkesangen Where did You Sleep Last Night. Det er en virkelig smuk sang, og den ender med at blive virkelig intens, så den fungerer perfekt som afslutningsnummer. MTV Unplugged in New York er en meget usædvanlig plade. Det er ikke det typiske live-album, men det kunne nok godt være et af de bedste.

336 – Soundgarden – Superunknown (1994)

Udgivet den af
Svar

Soundgarden er blevet beskrevet som mange ting. Nogle kalder dem heavy metal, nogle kalder dem grunge, og nogle kalder dem stoner-rock. Selv ville jeg sige, at de består meget af alle tre genrer, men uanset hvad du nu vil kalde dem for en genre, så er det rigtig fed, hårdtslående rockmusik. Dette kan især siges om deres helt store gennembrud, Superunknown fra 1994. Det er med 70 minutter deres længste studiealbum, men det er fyldt med god musik. Lige fra første sekund er det hårdtslående på åbningsnummeret Let Me Drown, der starter med et fængende guitarrif, og under dette kører en dejligt spøjs basgang, der minder meget om noget Jane’s Addiction kunne have lavet. Der er en meget djævelsk, funky undertone til meget af musikken, og det adskiller dem fra meget af samtidens rocklandskab. Andre gange har de tydeligvis været inspireret af shoegaze-bands som My Bloody Valentine og Slowdive, f.eks. på den smukke, æteriske Head Down.

Soundgarden er heller ikke bange for at flirte med det psykedeliske, det gør de bl.a. fremragende på deres store klassiker Black Hole Sun. Det bliver udført med hjemsøgende elegance og angst. Forsanger Chris Cornell udmærker sig rigtig meget på det nummer, og i det hele taget er han en af de største rocksangere nogensinde. Han har en rigtig imponerende stemme, og det er især tydeligt, når han lægger meget kraft i, hvilket har en meget truende lyd. Han lægger navnlig så meget kraft i, når vi når til omkvædene, der til tider er så bombastiske, at de kunne minde om klassiske rockgrupper fra 70’erne, såsom Aerosmith, T. Rex og Cheap Trick. Noget af det bedste ved Superunknown er, at ikke blot er alle 15 numre gode, men de fleste er virkelig, virkelig gode. Mange bliver i hovedet i rigtig lang tid. Selvfølgelig er singlerne meget fængende, men hvor de andre måske ikke er nær så poppede, så er de rigtig mindeværdige. Til trods for at næsten alle numre bærer den hårde lyd, har de individuelle særpræg, der gør dem meget unikke på albummet.

De første to tredjedele af albummet har nok de bedste sange, men til gengæld kan det godt mod midten føles som en lidt langtrukken affære. Ganske vist er alle numrene formidable, men nogle få kunne godt tåle at være lidt kortere, og selvom der er variation, har numrene ikke verdens smukkeste samspil. Det er ikke et specielt stort problem, men det er værd at bide mærke i. Til gengæld er dette slet ikke tilfældet på den sidste tredjedel, hvor man måske ikke finder mange mine yndlingsnumre, men det hele føles fandeme godt skruet sammen. Korte sange som Kickstand og Half fungerer som fine interludier, der giver pusterum for de længere sange, dette album generelt byder på. Lidt flere af dem ville faktisk have været rart, også selvom albummet blev en smule længere deraf. 90’ernes rocklandskab er fyldt med masser af fede bands, og Soundgarden er uden tvivl et af de bedste, og Superunknown er en af deres bedste plader. Der er ganske få ting, der ikke kører som smurt i olie, men det er at forvente med et album af denne længde. Og i forhold til længden, så er Superunknown virkelig, virkelig god.

364 – Johnny Cash – American Recordings (1994)

Udgivet den af
Svar

Johnny Cash er en legende indenfor rock and roll, rockabilly og country, især på grund af hans sange fra 50’erne og 60’erne. Han begyndte dog at blive populær igen i 90’erne, og pladen, der fik Cashs karriere til at blomstre igen, hed American Recordings, blev udgivet i 1994, og den bestod hovedsageligt af covers og nyindspilninger af gamle Cash-sange, alle opført af Cash alene med sin akustiske guitar. Pladen åbner med sangen Delia’s Gone, der oprindeligt blev indspillet af Cash i 1962. Den oprindelige udgave havde uden tvivl også sin sære charme med den enorme kontrast mellem den lystige melodi og teksten om at dræbe en kvinde, men den nye udgave er mere trist, tænksom og fortrydende, hvilket giver den noget ekstra dybde. Let the Train Blow the Whistle var lavet specifikt til denne plade. Den handler om at acceptere visse ting her i livet, og det får man også lyst til, som Cash på charmerende vis synger den. The Beast in Me er ligeledes en original sang, selvom den er skrevet af Nick Lowe, der senere indspillede et cover af den. Den er meget tænksom og dybsindig. Drive On, endnu en original sang, er ret så lystig, og man lærer hurtigt at synge med. Den føles taknemmelig, og man opdager hurtigt, hvor meget teksten har at byde på.

Why Me Lord?, et cover af en Kris Kristofferson-sang, fortsætter den taknemmelige tone, dog denne gang med en religiøs indgangsvinkel. Jeg har generelt rigtig svært ved at værsætte religiøs musik, og dette er ikke en undtagelse. Jeg vil dog sige, at sangen lyder bedre i Cashs simplistiske udgave. Thirteen er et originalt nummer, denne gang skrevet af Glenn Danzig fra metalgruppen Danzig. Sangen er virkelig dyster og grov, og selvom Danzig også senere lavede et cover, der naturligvis havde den djævelske flavour, man forventer fra genren, føles Cashs version mere reel, mere grusom og mere dyster. Oh Bury Me Not er endnu en nyindspilning af en ældre Cash-sang, denne gang fra 1965. Det er ikke rigtig min yndlingssang på pladen, og jeg foretrækker nok originalen. Den åbner med en bøn, og som jeg sagde tidligere, interesserer den slags mig virkelig sjældent. Derudover er melodien ret monotom. Til gengæld er hans cover af Leonard Cohens Bird on a Wire virkelig flot. Det er en trist sang om uopnåelig frihed, og den er meget rørende. Hans cover af Eddy Arnolds Tennessee Stud, der i øvrigt er opført live, er til gengæld en ret gammeldags countrysang. Det er den selvfølgelig også i originaludgaven, men denne heste-ballade føles bare så triviel ved siden af alle disse sange om fangeskab og død.

Down There by the Train er skrevet til dette album, og det er skrevet af ingen ringere end Tom Waits, som også senere selv har fortolket den. Waits har som altid skrevet en fantastisk melodi, som er meget rørende. Mens man kan høre vanlige Waits-elementer, lyder den dog som skabt for Cashs stemme, hvilket den jo også er. Redemption er ligeledes original, og det er en meget dyster sang. Stemningen rammes helt perfekt, og den simple instrumentation har ikke været udnyttet bedre på albummet end her. Like A Soldier er pladens sidste originale nummer, og selvom den føles meget som et gammelt Cash-nummer, kan man mærke, at dette er fortalt af en ældre herre. Dette er dog kun en god ting, da man let kan høre hans erfaring. Albummet afsluttes med endnu et live-nummer, denne gang af Loudon Wainwrights The Man Who Couldn’t Cry. Det er en meget morsom historie, selvom der sker nogle ikke så lystige ting i sangen. Det er godt skrevet af Wainwright og især godt fortalt af Cash. Det er en rigtig god afslutning til et rigtig godt album.

377 – TLC – CrazySexyCool (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1990 dannede tre unge kvinder med kunstnernavnene Left-Eye, T-Boz og Chilli R&B-gruppen TLC. T-Boz og Chilli var skønsangere, og Left-Eye rappede. Efter en ret fjollet debutplade i 1991 skiftede de i 1994 fuldstændig image med deres anden plade, CrazySexyCool. Hvor den første plade bestod af ret uskyldig pop-rap med R&B-vokaler her og der, var CrazySexyCool meget mere fokuseret på skønsangerne T-Boz og Chilli. Derudover var tonen langt mere seriøs, og produktionen blev foretaget af meget anerkendte hip hop- og R&B-producere som Sean Combs, Babyface, Dallas Austin. Derudover optræder nogle ret anerkendte rappere også her: Phife Dawg fra A Tribe Called Quest, André 300 fra OutKast og Busta Rhymes. Disse tre er alle meget dygtige og underholdende, og de udfylder rent faktisk roller, som Left-Eye ikke bare kunne have overtaget, for hun bliver ellers ikke brugt så ofte i løbet af albummet, som man kunne ønske sig.

På albummet er der 16 numre, men jeg ville kun kalde 11 af dem egentlige sange. Resten er interludier, og 2 af gæsterapperne har deres optrædener på disse. Disse to er naturligvis ret gode, men CrazySexyCool (Interlude), Intermission-Lude og Sexy (Interlude) sætter bare albummet i tomgang. Sidstnævnte er ganske vist ret morsomt, men det stopper alligevel albummets ellers ganske gode flow. De 11 “rigtige” sange er til gengæld alle rigtig gode. Melodierne er for det meste virkelig fængende, og stemningen er oftest som albummets titel. Der er uden tvivl mest “Sexy” og “Cool” over det meste af musikken, men når Left-Eye dukker op, får vi os en god portion “Crazy”. Denne sexede og cool lyd kan man selvfølgelig takke producerne for, men også T-Boz og Chilli fortjener meget af æren for det. Deres levering er pragtfuld, især når vi snakker numrene, der netop omhandler sex, såsom Red Light Special, Let’s Do It Again og Take Our Time.

Sangene er skrevet af mange forskellige, inklusive vores tre hovedpersoner, hvor kun Left-Eye har været med til at skrive mere end blot et interludium, og da hendes navn kun står ved sange, hvortil hun har et rapvers, så antager jeg, at det kun er det, hun har skrevet. Hun er dog virkelig dygtig til det. Hun er ikke en verdensmester eller noget, men hun kan sgu sit kram. Men selvom alle sangene er skrevet af forskellige mennesker, er de alle af virkelig høj kvalitet. Hvad angår deciderede sange, er der ikke ét dårligt nummer på pladen, og til trods for de mange sangskrivere og producere, er lyden temmelig konsekvent, og albummet har ikke dårlig dynamik heller. Dynamikken er ikke decideret imponerende, så man kan godt blive en smule træt af at høre noget, der lyder lidt for meget som det, man ellers lige har hørt. CrazySexyCool er et rigtig godt album. Hvis du kan lide popmusik, så er dette virkelig let at anbefale. Der er rigtig mange godter på den, og langt det meste er værd at lytte til.

400 – Nas – Illmatic (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1994 kom en ung, spirende rapper på banen med albummet Illmatic. Hans navn var Nasir Jones, og han udgav dette album under navnet Nas. Illmatic er siden blevet kendt for to ting: først og fremmest at være et af de bedste rap-albums nogensinde, men det er også uden tvivl det eneste album, Nas har udgivet, der på nogen måde er på det niveau. I rapverdenen er debuten rigtig ofte det bedste album, især hvis deres tekster handler meget om livet på gaden og problemer med politiet, for efter gennembruddet er sådanne ting sjældent problematiske. Til gengæld er de et rigtig vigtigt element på Illmatic, hvorpå Nas i løbet af alle numre maler et meget interessant billede af miljøet for fattige sorte i New York. Hans tekster er hæsblæsende, og de er nok noget af det bedste ved albummet. Man får linje efter linje, om hvordan det stod til for Nas før albummets udgivelse. Linjer som “Life’s a bitch and then you die; that’s why we get high, cause you never know when you’re gonna go” fra Life’s a Bitch og “I never sleep, cause sleep is the cousin of death” fra N.Y. State of Mind er gode eksempler på dette.

Nas har dog en langt større force end bare at have oplevet meget i løbet af sit liv, hvilket dog i sig selv er bemærkelsesværdigt, da han kun var 19 år gammel dengang. Nas’ helt store våben er hans evner som lyriker. Hans vendinger er helt fantastiske. Hvert eneste ord kommer perfekt og helt naturligt efter det hele, og lydene, der kommer ud af hans mund, nærmer sig perfektion. Han virker meget selvsikker i sin levering, selvom han alt efter emnerne selvfølgelig kan virke meget påvirket af det, han synger – men hans mund kører stadig fuldstændig mirakuløst afsted, og den passer som fod i hose til beatet. Og pladens beats er også virkelig gode. Med så gode tekster som Nas’, ville de fleste beats nok falme virkelig meget, men Illmatic har noget af 90’ernes bedste hip hop-produktion på sig. Den er ikke nær så stor og teknisk imponerende som Puff Daddys, og den er ikke nær så vild som Rick Rubins, men den lyder kraftigt af storbyen. Den er ret upoleret, og der bliver samplet ikke blot meget funk og soul som så ofte med tidens hip hop, men jazz har faktisk også en stor rolle, og det føles ganske unikt.

I hip hop er der vane for, at man har nogle gæsterappere med på et par numre. Men virkelig, hvem i alverden kunne på nogen måde være på et niveau, hvor det overhovedet er retfærdigt at sammenligne dem med Nas? Nok ikke ret mange, men han har ikke desto mindre en gæst med, og det er ikke et stort navn, men AZ kommer med et ret fedt vers på Life’s a Bitch. Jeg har aldrig lyttet til andet AZ end det ene vers, men hans er faktisk næsten lige så godt som Nas’ – og Nas har konstant et virkelig, virkelig højt niveau på pladen. Jeg elsker 90’er-rap, men jeg anerkender, at alt for mange af den periodes albums spilder tiden med ikke specielt morsomme skits eller sange, der ikke siger noget som helst, mens albummet oven i købet er så langt, at der slet ingen konsekvens ville være på at skære middelmådighederne. Middelmådigheder er der dog ingen af på Illmatic. Hvert sekund er værd at lytte til. Selv det meget korte intronummer, The Genesis, giver et rigtig godt billede af begyndelsen på Nas’ rapkarriere, selvom det består af hovedsageligt skuespil. Illmatic er opfattet af mange som det bedste rap-album nogensinde, og man forstår det let. Jeg har nok nogle få favoritter over denne, men det er stadig næsten umuligt at lave en hip hop-plade bedre end Illmatic.

419 – Portishead – Dummy (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1990’erne dukkede en meget interessant, spøjs undergenre indenfor electronica op. Den hed trip hop, og som navnet antyder tager den foruden elektronica også meget indflydelse fra hip hop og psykedelisk musik. Et af de største navne i genren er Portishead, der slog igennem med deres debutalbum Dummy i 1994. Det meste af deres musik er rigtig langsom, og det nærmer sig et hypnotiserende niveau på de bedste sange, f.eks. Sour Times og Glory Box. I forhold til de andre i genren, f.eks. Tricky og Massive Attack, er hip hop-elementet i musikken ikke så stort, for der bliver ikke rappet en eneste gang på pladen. Der er til gengæld godt med skønsang af den særdeles dygtige sangerinde Beth Gibbons. Hip Hop-elementet ligger meast af alt på sangenes beats. Nogle gange er det som taget ud af en hip hop-sang, f.eks. på Strangers, mens det stort set kun er trommerytmen, der har en smule hip hop-lyd i sig på Roads.

Som jeg tidligere sagde, virker musikken tit ret så hypnotiserende. Det er selvfølgelig her de psykedeliske elementer, der spiller sig ind. Der kan tit være en del gentagelser, og lange perioder kan vare uden noget, der minder om et crescendo, et klimaks, en opbygning eller noget i den dur. Albummet har ikke rigtig nogen problemer rent dynamisk, men dynamikken bliver behandlet meget anderledes her, end en normal plade ville gøre. Selvom musikken gentager sig ret meget, og selvom der er et mønster, kan det mønster pludseligt ændre sig eller fuldstændig blive brudt. Jeg vil ikke bebrejde dig, hvis du synes, albummet er kedeligt, for hvis man ikke er i det rette humør, så kan det let ske, at det kommer til at virke trivielt. Jeg er så heldigvis rimelig ofte i humør til noget Portishead, men det er det næppe alle, der lige ofte er. Det er meget smuk musik, men det er ikke ligefrem det, der altid lige hiver løs i lytteren. Portishead er dog rigtig gode til at klargøre, hvorfor man burde lytte efter. Det kan være enkelte lyde eller vendinger, men disse kan i bedste fald få lytterens interesse drejet rigtig langt ind i albummet.

Dummy sagde mig ikke rigtig noget første gang, jeg lyttede til det. Det var heller ikke tilfældet anden, tredje eller fjerde gang. Jeg ved ikke hvornår, men på et eller andet tidspunkt, blev jeg bare fuldstændig opslugt af deres lydunivers. Der er virkelig meget at lytte efter, hvilket gør repetitionen rigtig let at undskylde. Det er ikke Phil Spector-agtigt, hvor der bare er en helt enorm mur af ren lyd, men der er rigtig mange små lyde over det hele, der øger lydlandskabets kvalitet. Til trods for gentagelserne, er der dog sjældent reelle omkvæd, og det var nok det, der virkelig var besværligt for mig i starten. De fleste af sangene er rigtig mindeværdige, men de er ikke just fængende, og der var ikke noget, der lige var mere mindeværdigt end resten. Så mit forhold til Dummy har virkelig udviklet sig. Jeg er gået fra næsten ikke at kunne huske den for andet end at være langsom og psykedelisk, men nu er den nok blevet til en plade, jeg ofte kan finde på at spille igen og igen. Det er en helt fantastisk plade, og jeg ville klart anbefale at lytte til den, hvis man godt kunne tænke sig at lære trip hop-genren at kende, men lyt gerne til den adskillige gange.