Nirvana udgav i 1991 singlen Smells Like Teen Spirit, og uanset hvad du synes om den sang rent musikalsk, kan det ikke benægtes, hvor meget den har påvirket musikkens verden sammen med albummet det var på, Nevermind. Før de blev store, var alternativ rock, noget kun musiknørder lyttede til, og af og til fik R.E.M., Sinéad O’Connor eller The Cure måske et hit. Efter Nirvanas gennebrud var alternativ det nye mainstream, og det bedste af det hele var, at Nirvana slet ikke prøvede på at få sådan en popularitet. Forsanger Kurt Cobain kunne decideret ikke lide det, og hvad skal man så udgive, når man er blevet verdens største band. De var slet ikke forberedte på, at folk forventede så meget af dem. Men Cobain kunne netop slet ikke lide livet som superstjerne, så han udgav et album, hvor han virkelig gjorde sit bedste, for at undgå, at deres popularitet fortsatte. Derfor fik vi In Utero, hvor Cobain i musikken tog flere inspirationer fra noise-rock, og selvom han også tidligere havde skrevet grumme tekster, havde han aldrig skrevet en sang, der decideret hed Rape Me.

Albummet starter med den rigtig forpinte Serve Servants, der især i versene har en rigtig slibende og upoleret. Den grove lyd fortsætter på Scentless Apprentice, hvor Cobain også ender med at skrige sig igennem dele af sangen. Man kan høre noise-lydene rigtig tydeligt her, og der er faktisk også elementer af blues-rock. I slutningen nøjes han ikke blot med at skrige, han decideret græder i et par sekunder. Så får vi en af albummets mere poppede sange, men det er absolut kun poppet i relativ forstand. Lyden på Heart Shaped Box minder måske meget om den på Nevermind, men det gør kun teksten tydeligere, og der finder man altså linjer som “I wish I could eat your cancer when you turn black”. Og det er kun en af de mere eksplicit grumme linjer. Næste nummer, Rape Me, prøver i starten at narre dig til at tro, at du lytter til Smells Like Teen Spirit, men så snart Cobain siger åbner munden, udvikler det sig til sin helt egen, ganske provokerende sang. Teksten er rimelig simpel, og mens man selvfølgelig kan se den som både vovet og usmagelig, kan man også se den som blot en god lyris behandling af voldtægt, selvom den er mere eksplicit end de mange af andre sange om emnet, alternativ rock har at byde på.

Det bliver rigtig hårdt igen på Frances Farmer Will Have Her Revenge on Seattle, og da kommer nogle utrolig store følelser ud, mens den mere stille lyd på Dumb gør, at følelserne kommer ud på en meget mere indelukket og selvbebrejdende vis. Der er en mellemting mellem de to på Very Ape, der virkelig ender med at blive fortvivlet, som det stressede, post-punk-inspirerede beat gentager sig mere og mere – en teknik, Public Image Ltd. var eksperter i. Der er også lyd af post-punk på Milk It, der også har stærke elementer af metal på sig. Hvis du vil høre Nirvanas mest dynamiske afdeling, så er det her, for han går virkelig fra at mumle til at skrige, og musikken følger med. Pennyroyal Tea har et helt enormt væld af følelser, og i den meget forpinte, larmende afdeling er Radio Friendly Unit Shifter, der ironisk nok ikke er et spor radiovenligt nummer. Og hvis Cobain ikke lød psykopatisk på Milk It, så gør han det så sandelig på Tourette’s, hvor det næsten lyder som om, han kunne dræbe hele nabolaget. Albummet slutter med den klassiske All Apologies, der er lige så indbliksrig som resten af albummet, mens den dog er meget mere tilgængelig. Det er en god afslutning til albummet, og hvis vi ikke medregner live-albums eller opsamlinger, runder den også godt hele deres diskografi af. In Utero er et suverænt album. Alle sangene holder rigtig godt, det er rigtig dynamisk, og det er også dejligt anderledes i forhold til resten af Nirvanas albums. Kan klart anbefales.