Kategoriarkiv: 1993

242 – Jerry Lee Lewis – All Killer No Filler: The Anthology (1993)

Udgivet den af
Svar

Jerry Lee Lewis er en af rock and rolls store pionere, og med hits som Great Balls of Fire, Whole Lotta Shakin’ Goin’ on, High School Confidential, Breathless og Crazy Arms holder han stadig i dag. Disse sange er alle fra starten af hans karriere, og denne er da også den, man kender bedst. Jeg var derfor meget spændt på at lære hans senere sange at kende, da jeg begyndte at lytte til hans nogenlunde kronologisk opstillede greatest hits-opsamling All Killer, No Filler: The Anthology fra 1993. Da den er kronologisk opstillet, får man selvfølgelig alle klassikerne først, men man får dem sammen med nogle lidt mere ukendte sange. It’ll be Me og All Night Long er lige så sjove og energiske bekendskaber som de store hits. Der er også noget meget rendyrket country, f.eks. You Win Again, men der er ikke specielt meget af det i starten af pladen. Først i slutningen af første disc går det i country-modus, og Jerry Lee Lewis leverer her hele syv country-sange i træk. De er meget langsomme og kedelige, og især når de netop kommer i halen på hinanden, så føles det bare som om, de fylder en uendelighed.

Anden disc starter, hvor den første slap. Der kommer bare mere country af den mest steorotypiske, langsomme, begivenhedsløse slags. Og jeg har jo i grunden lyst til at kunne lide det, jeg synes meget godt om Jerry Lee Lewis som både pianist og sanger, men hans country-sange er bare så ens. Crazy Arms er jo i grunden også en country-sang, men den har jeg ikke noget imod, for den har meget charme og den simple instrumentation, som gør Jerry Lee Lewis’ tidlige numre så gode. Og hans klaversolo er også bare skøn. Det er ikke min favorit i hans diskografi eller noget, men det er stadig en vældig solid sang. Det, han lavede i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne er bare alt for indsmurt i smør og klichéer, og man kan slet ikke høre nogen identitet eller karakter i musikken. Der kommer dog pludselig en rockabilly-sang igen, Please Don’t Talk About Me When I’m Gone, og mens den ikke kan måle sig med klassikerne, så er den virkelig forfriskende. I løbet af 70’erne blandede Jerry Lee Lewis sine country-sange med lidt rock and roll, og det er rart at høre, at han stadig kan gøre det, selvom de fleste rock and roll-sange på disc 2 så er covers.

I 70’erne begyndte gammeldags rock and roll at være populært igen gennem navne som David Bowie og Bruce Springsteen, og Jerry Lee Lewis føles faktisk meget moderne på numre som Meat Man og Rockin’ My Life Away. Man skulle tro at det skulle føles pinligt, når denne gamle mand prøver at mænge sig med de unge mennesker, men det fungerer ganske godt. Rockin’ My Life Away er  fra så sent som 1979. Men desværre, så er der nogle af Lewis’ meget trivielle country-sange indimellem, og selvom rock and roll er vendt tilbage, så er country stadig fokus. Og han fik store hits på country-stationer, men et hit betyder jo langt fra altid god musik, og All Killer No Filler er desværre efter min mening en meget upassende titel. For fyld er der utrolig meget af på denne plade. Der er nogle mesterværker på denne plade, og jeg er da glad for at høre, at Jerry Lee Lewis stadig kunne rocke så sent som i 1979, så helt spildt er denne opsamling da ikke, men jeg ville hellere anbefale f.eks. Original Sun Singles ’56-’60 eller en af de andre opsamlinger, der fokuserer på hans tidlige materiale. Hvis man vil have studiealbums i stedet, så er der også hans to første, som har nogle ret skarpe sange på, men fyld findes nu også på dem.

328 – Liz Phair – Exile in Guyville (1993)

Udgivet den af
Svar

Hvad i alverden er der sket med Liz Phair? En kunstners udvikling kan betyde mange ting, men for hvert album, hun har udgivet, er hun begyndt at lyde mere og mere som alle andre. Og det er sært, for ingen lød som Liz Phair, da hun udgav sin debutplade Exile in Guyville i 1993. Det var et friskt pust i den store alternative rockscene. Det var musikalsk helt nede på jorden, ingen vilde instrumenter, og intet blær på disse. Og det havde fandeme personlighed. Liz Phair var en stærk personlighed. Hun havde i sine tekster noget at sige om sex, kønsroller og diverse andre samfundsmæssige problemer. Hendes stemme var her så ærlig, så upoleret, til tider decideret falsk, det er smukt. Hun lægger tonsvis af følelser i det hele. Til tider kan hun godt virke lidt monotom i vokalen, men det understøtter ofte stemningen, hun prøver på at skabe. Navnet Exile in Guyville spiller selvfølgelig på den legendariske Rolling Stones-plade Exile on Main St., og præcis som med denne, kan man finde 18 sange på Exile in Guyville. Phair siger endda, at hver sang på hendes plade lyrisk er bygget over sangen med samme plads på Stones-pladen. Det er fandeme ambitiøst.

Phair har måske været rigtig simpel i sin fremgangsmåde, men nogle gange bliver lydlandskabet alligevel virkelig smukt. Canary, Girls! Girls Girls!, Shatter, Flower og Johnny Sunshine er eksempler på sange, der har en meget æterisk, nærmest shoegaze-lignende lyd, der elegant overtager selve melodiens plads som sangens vigtigste element. I øvrigt, så har hun skrevet nogle vidunderlige, frie, seksuelt stærke tekster, men hun fører sig ikke bare frem som en stærk rollemodel. Nej, hun er faktisk ofte en fuldkommen forfærdelig rollemodel, og det anderkender hun. Med linjer som “Fuck and run, fuck and run, even when I was twelve” får man oprigtigt ondt af hende, især som hun senere i sangen, der i øvrigt hedder Fuck and Run, synger “And whatever happened to a boyfriend – the kind of guy who makes love ’cause he’s in it?”. Hendes ordvalg kan være rigtig skarpe, og hendes brug af bandeord i flæng kan virke meget effektivt, nok fordi musikken ofte er ret blød i det.

Liz Phair forstod virkelig at konstruere et album. Der er godt med hurtige sange, godt med langsomme sange, godt med simple sange, godt med avancerede sange, sange med lavt mixet vokal, sange med højt mixet vokal. Produktionen blev foretaget af Phair selv i samarbejde med den dengang ekstremt ukendte producer Brad Wood. At disse to sammen fik skabt en så helstøbt oplevelse er virkelig flot, men især Phair, der skrev alle 18 sange, skal få ros. Hun har skrevet nogle meget fængende melodier, og nogle melodier, der virkelig stikker ud mellem hinanden, mens de arbejder fænomenalt sammen. Særlig godt er samspillet mellem Flower og Johnny Sunshine. De to sange fungerer så godt i forlængelse af hinanden, at meget af oplevelsen går tabt, hvis man lytter til dem uden hinanden. Jeg har virkelig svært ved at kalde mig Liz Phair-fan, for jeg kan ikke lide noget andet, hun har lavet, men Exile in Guyville er en af 90’ernes bedst sammensatte plader. Jeg ville virkelig ønske, at hun gik tilbage til denne stil, eller i det mindste til noget mere interessant end middelmådig adult contemporary-popmusik.

360 – The Smashing Pumpkins – Siamese Dream (1993)

Udgivet den af
Svar

Da The Smashing Pumpkins i 1991 udgav albummet Gish, var de et lovende band. Da de udgav deres næste album Siamese Dream, var de superstjerner. Denne nye status var skam også fuldt ud fortjent, for Siamese Dream er et fantastisk album. Forsanger og Leadguitarist Billy Corgan arbejdede rigtig hårdt på at få hver eneste lyd til at være helt perfekt. På visse af albummets sange kan man høre op til 40 lag af guitarer spille over hinanden for at skabe en helt unik lyd. Guitaren er da uden tvivl det væsentligste instrument på albummet. Det er guitaren, man virkelig kan bide fat i, og man kan opdage masser af finurligheder i de ofte mange lag af guitar. Den er også nok det mest højlydte instrument på pladen. Nogle gange er der kun rytmeguitar, og så kommer der pludselig en virkelig fed leadguitar ud af det blå. Det gør albummet mere dynamisk, hvilket igen gør, at man har sværere ved at miste gejsten som lytter. Billy Corgans stemme er til gengæld ikke nødvendigvis noget for alle. Den er meget skinger, spinkel og nasal, og selv er jeg heller ej altid lige glad for den. Men følelsesmæssigt giver han altid hele armen.

Corgans melodier er altid rigtig gode. De fleste er ikke de mest fængende i verden, men de skaber til gengæld meget stemning. Sange som Disarm, Spaceboy og Luna er virkelig følelsesrige, og man sympatiserer meget med Corgan, mens han synger dem. Disse er tilfældigvis generelt ikke de hårdeste sange på pladen, men disse har nogle meget andre kvaliteter. F.eks. er Rocket, Soma, Geek U.S.A. og Silverfuck rigtig eksperimenterende, syrede numre, som jeg med lethed ville kunne kalde for progressiv rock, nok i højere grad, end jeg i grunden ville kalde det alternativ rock, som det så ofte bliver kaldt. Pladen er af en lidt længere art. Den er ikke ekstremt lang, men en helt time er nu stadig en del. Dog er der rigeligt med variation og dynamik på pladen, og det er det, der holder lytteren engageret. Siamese Dream er et album, der virkelig holder i længden. Jeg var faktisk stadig større fan af deres tredje album, Mellon Collie and the Infinite Sadness efter de første 4-5 gennemlytninger af Siamese Dream. Men efterhånden gik det virkelig op for mig, at der altid var noget at grave ned i her, og at melodierne generelt er bedre.

Sangenes kvalitet er som sagt rigtig høj for det meste, men der er dog nogle svingninger. Du kan ikke finde nogle dårlige numre på pladen, men hvor sange som Cherub Rock, Disarm, Soma og Silverfuck er så gode, at de stort set kan skubbe lytteren omkuld, virker Hummer og Sweet Sweet svage i sammenligning. Der er ikke rigtig noget skidt ved disse numre, men de springer ikke ligefrem ud mod dig, og du kommer næppe til at huske dem. Dog har begge numre en velfortjent plads på albummet. De hjælper med at få det hele til at hænge sammen. Sweet Sweet ligger lige mellem Silverfuck og Luna, og disse to sange har desperat brug for noget mellem sig, og Sweet Sweet fungerer ganske godt fra det synspunkt. Hvis du vil have en rigtig komplet, velkonstrueret musikoplevelse, så er Siamese Dream nok noget for dig. Der er rigtig meget at komme efter, og pladen kan sagtens tåle at blive hørt adskillige gange. Om du er til Nirvana, Rush, Jane’s Addiction eller Beck, så er Smashing Pumpkins nok noget for dig, og deres bedste album er uden tvivl Siamese Dream.

386 – Wu-Tang Clan – Enter the Wu-Tang (36 Chambers) (1993)

Udgivet den af
Svar

Som RZA så smukt siger: “Wu-Tang Clan Ain’t Nuthing ta Fuck Wit”  – og det beviser hele gruppen virkelig mesterligt på deres debutplade, Enter the Wu-Tang (36 Chambers). De bestod dengang af 9 forskellige medlemmer, alle virkelig forskellige på mikrofonen. Dette gør, at efter selv en hel time i selskab med dem, føles musikken frisk. De er også dygtige til at sige hvem de er ofte, så man let forstår hvem, der lyder hvordan. Deres lyd er virkelig hårdtslående, og deres tekster kan tit virke rigtig voldelig. Denne vold er rigtig overdrevet og morsom, og hver gennemlytning af pladen kan få dig til at opdage nye morsomme linjer. Der er dog også nogle mindre latterlige numre, heriblandt den vidunderlige C.R.E.A.M., der handler om hvor materialistisk vores samfund er, hvordan dette påvirker livet for fattige new yorkere, og hvordan samfundet tvinger dem ud i en situation, hvor ulovlige penge virker som den mest logiske løsning til deres økonomiske problemer. Sangen Tearz handler om død, og den er virkelig værd at tænke over.

Pladen er hovedsageligt produceret af RZA, der foruden dette job også er en af gruppens bedste rappere. Mange af sangene har meget jazz-inspirerede klaver-beats. Der er også en hel del meget upolerede samples af gamle R&B-sange. Det står rigtig godt til deres beskidte, rå stil, og det lyder slet ikke som noget hip hop, der hidtil eksisterede. Der bliver også samplet en hel del dialog og lyde fra de kampsportsfilm, som inspirerede gruppens navn. Det øger stemningen og lytterens opfattelse af, at det her er mere en klan end en rapgruppe. Noget helt utroligt, denne plade formår, er at have skits på sig, der ikke føles som fyld. De er rent faktisk morsomme, og man føler, at man kommer til at lære rapperne bedre at kende gennem dem. Og disse 9 dygtige rappere, er de ligeligt fordelt i løbet af hele albummet? Nej, det er de slet ikke, på ingen måde. Method Man og GZA har hele sange for sig selv, og Masta Killa og U-God har kun et egentligt vers hver især. Men det gør faktisk slet ikke noget, for albummet er fra ende til anden rigtig godt, så hvorfor ændre på fordelingen af vers?

Det er rimelig ufatteligt, at dette er gruppens debut. Alle 9 rappere lyder virkelig erfarne i deres lyrik og levering. Hver eneste linje lyder fuldkommen perfekt, og alle rapperne har meget personlighed, selv de to, vi kun hører ganske lidt fra. Især Ol’ Dirty Bastard er bindegal med sin meget atypiske rapteknik, hvor han skråler sig igennem alle versene. RZA, GZA og Method Man er helt vildt dygtige lyrikere, og man kan finde masser af interessante vendinger i alle deres linjer. Enter the Wu-Tang (36 Chambers) er en af historiens mest indflydelsesrige rapplader. Stort set alle rappere sidenhen skylder denne plade noget. Prøv alene bare at lytte til debuterne fra Nas, the Notorious B.I.G. og Jay-z, der udkom få år efter. De lyder langt mere af Wu-Tang Clan end af noget som helst, der ellers hidtil var udkommet. Hvis du ikke er en hip hop-fan, kan jeg på ingen måde love, at Enter the Wu-Tang (36 Chambers) vil være noget for dig, men hvis du kan lide genren og endnu ikke har lyttet til dette mesterværk, så er det sørme på tide.

405 – PJ Harvey – Rid of Me (1993)

Udgivet den af
Svar

PJ Harvey er et af de allerstørste navne i alternativ rock, og hendes andet album, Rid Of Me er ofte opfattet som hendes største værk. På denne finder man 14 meget forskellige numre, alle af rigtig høj kvalitet. Dynamik er noget, hun lige fra første nummer, titelnummeret, fremviser, at hun har meget kontrol over. Dette er nok et ret ekstremt tilfælde på overgang mellem stille og højlydt, men det virker helt perfekt. Andre steder på albummet er overgangene noget blødere, men det helt enorme adrenalinsus. Der er rigtig mange hårde lyde i løbet af albummet, så dynamikken er vigtig. Det er komposition naturligvis også, og hendes melodier er fuldkommen gribende. Fængende ville næppe være ordet for specielt mange af dem, men man kan let sidde forgabt i hendes lydunivers. En af de bedste sange, Man-Size er faktisk på albummet to gange, begge gange fortræffeligt. Underligt nok først i en alternativ udgave ved navn Man-Size Sextet, hvor en stryger-sekstet – spillet udelukkende af Harvey selv – får hende til at virke ømmere, idet ingen andre instrumenter er med på sangen.

Senere på albummet kommer så den rigtige udgave af Man-Size og det er vitterligt en helt anden oplevelse. Hun virker stærkere og mere dominerende, det til trods for, at det er den fuldstændig samme tekst og melodi. Hun synger den end ikke på en videre anderledes måde, men at høre den med bas, trommer og guitar er så anderledes, at man får en helt anden opfattelse af hende. Hun har faktisk også et enkelt cover på pladen. Det er af Bob Dylans legendariske Highway 61 Revisited, og det lyder skønt i hendes udgave. Jeg foretrækker nok stadig Dylans version, men hendes vrede, punk-metal-udgave er noget af et under. Igen er det et eksempel på en mere ekstrem side af dynamik, for i starten af sangen kan man knap nok høre, hvad Harvey synger, hvis man ikke har skruet godt op, men det bliver tydeligere. Faktisk er det overraskende ofte, at jeg ikke kan høre et ord, og sært nok irriterer det mig slet ikke. Nej, det nærmest fascinerer mig. Det får hende til at virke mere mystisk og sexet, og jeg har ingen anelse om, hvordan hun gør det. Enhver anden kunne gøre det samme, og jeg ville hade det.

Rid Of Me er et meget beskidt album, og det prøver ikke på at skjule det. Det er samtidig meget seksuelt, så det skaber en interessant kontrast. Det er helt vildt ulækkert og attraktivt på en og samme tid. Det er noget Harvey er fuldkommen fantastisk til. Jeg ved igen ikke helt hvordan hun gør det, for med mange andre, ville de ligne manglende fokus, hvor Harvey på nærmest magisk vis kan fokusere på både støj og sex. Meget af rosen fortjener producer Steve Albini dog også, for han har haft en vigtig indflydelse på lyden. Dog tror jeg næppe, produktionen på dette album havde haft nær så enorm effekt, hvis vi ikke snakkede om netop PJ Harvey. Rid of Me er et vovet, interessant album, der hele vejen igennem tør at overraske lytteren med mange forskellige indtryk. Hvis du på nogen måde kan lide alternativ rock, om det så skulle være Tool eller Nirvana, så kan Rid of Me anbefales virkelig let. Det er en af 90’ernes bedste plader, og Harvey er en af 90’ernes dygtigste musikere.

439 – Nirvana – In Utero (1993)

Udgivet den af
Svar

Nirvana udgav i 1991 singlen Smells Like Teen Spirit, og uanset hvad du synes om den sang rent musikalsk, kan det ikke benægtes, hvor meget den har påvirket musikkens verden sammen med albummet det var på, Nevermind. Før de blev store, var alternativ rock, noget kun musiknørder lyttede til, og af og til fik R.E.M., Sinéad O’Connor eller The Cure måske et hit. Efter Nirvanas gennebrud var alternativ det nye mainstream, og det bedste af det hele var, at Nirvana slet ikke prøvede på at få sådan en popularitet. Forsanger Kurt Cobain kunne decideret ikke lide det, og hvad skal man så udgive, når man er blevet verdens største band. De var slet ikke forberedte på, at folk forventede så meget af dem. Men Cobain kunne netop slet ikke lide livet som superstjerne, så han udgav et album, hvor han virkelig gjorde sit bedste, for at undgå, at deres popularitet fortsatte. Derfor fik vi In Utero, hvor Cobain i musikken tog flere inspirationer fra noise-rock, og selvom han også tidligere havde skrevet grumme tekster, havde han aldrig skrevet en sang, der decideret hed Rape Me.

Albummet starter med den rigtig forpinte Serve Servants, der især i versene har en rigtig slibende og upoleret. Den grove lyd fortsætter på Scentless Apprentice, hvor Cobain også ender med at skrige sig igennem dele af sangen. Man kan høre noise-lydene rigtig tydeligt her, og der er faktisk også elementer af blues-rock. I slutningen nøjes han ikke blot med at skrige, han decideret græder i et par sekunder. Så får vi en af albummets mere poppede sange, men det er absolut kun poppet i relativ forstand. Lyden på Heart Shaped Box minder måske meget om den på Nevermind, men det gør kun teksten tydeligere, og der finder man altså linjer som “I wish I could eat your cancer when you turn black”. Og det er kun en af de mere eksplicit grumme linjer. Næste nummer, Rape Me, prøver i starten at narre dig til at tro, at du lytter til Smells Like Teen Spirit, men så snart Cobain siger åbner munden, udvikler det sig til sin helt egen, ganske provokerende sang. Teksten er rimelig simpel, og mens man selvfølgelig kan se den som både vovet og usmagelig, kan man også se den som blot en god lyris behandling af voldtægt, selvom den er mere eksplicit end de mange af andre sange om emnet, alternativ rock har at byde på.

Det bliver rigtig hårdt igen på Frances Farmer Will Have Her Revenge on Seattle, og da kommer nogle utrolig store følelser ud, mens den mere stille lyd på Dumb gør, at følelserne kommer ud på en meget mere indelukket og selvbebrejdende vis. Der er en mellemting mellem de to på Very Ape, der virkelig ender med at blive fortvivlet, som det stressede, post-punk-inspirerede beat gentager sig mere og mere – en teknik, Public Image Ltd. var eksperter i. Der er også lyd af post-punk på Milk It, der også har stærke elementer af metal på sig. Hvis du vil høre Nirvanas mest dynamiske afdeling, så er det her, for han går virkelig fra at mumle til at skrige, og musikken følger med. Pennyroyal Tea har et helt enormt væld af følelser, og i den meget forpinte, larmende afdeling er Radio Friendly Unit Shifter, der ironisk nok ikke er et spor radiovenligt nummer. Og hvis Cobain ikke lød psykopatisk på Milk It, så gør han det så sandelig på Tourette’s, hvor det næsten lyder som om, han kunne dræbe hele nabolaget. Albummet slutter med den klassiske All Apologies, der er lige så indbliksrig som resten af albummet, mens den dog er meget mere tilgængelig. Det er en god afslutning til albummet, og hvis vi ikke medregner live-albums eller opsamlinger, runder den også godt hele deres diskografi af. In Utero er et suverænt album. Alle sangene holder rigtig godt, det er rigtig dynamisk, og det er også dejligt anderledes i forhold til resten af Nirvanas albums. Kan klart anbefales.