360 – The Smashing Pumpkins – Siamese Dream (1993)

Da The Smashing Pumpkins i 1991 udgav albummet Gish, var de et lovende band. Da de udgav deres næste album Siamese Dream, var de superstjerner. Denne nye status var skam også fuldt ud fortjent, for Siamese Dream er et fantastisk album. Forsanger og Leadguitarist Billy Corgan arbejdede rigtig hårdt på at få hver eneste lyd til at være helt perfekt. På visse af albummets sange kan man høre op til 40 lag af guitarer spille over hinanden for at skabe en helt unik lyd. Guitaren er da uden tvivl det væsentligste instrument på albummet. Det er guitaren, man virkelig kan bide fat i, og man kan opdage masser af finurligheder i de ofte mange lag af guitar. Den er også nok det mest højlydte instrument på pladen. Nogle gange er der kun rytmeguitar, og så kommer der pludselig en virkelig fed leadguitar ud af det blå. Det gør albummet mere dynamisk, hvilket igen gør, at man har sværere ved at miste gejsten som lytter. Billy Corgans stemme er til gengæld ikke nødvendigvis noget for alle. Den er meget skinger, spinkel og nasal, og selv er jeg heller ej altid lige glad for den. Men følelsesmæssigt giver han altid hele armen.

Corgans melodier er altid rigtig gode. De fleste er ikke de mest fængende i verden, men de skaber til gengæld meget stemning. Sange som Disarm, Spaceboy og Luna er virkelig følelsesrige, og man sympatiserer meget med Corgan, mens han synger dem. Disse er tilfældigvis generelt ikke de hårdeste sange på pladen, men disse har nogle meget andre kvaliteter. F.eks. er RocketSomaGeek U.S.A. og Silverfuck rigtig eksperimenterende, syrede numre, som jeg med lethed ville kunne kalde for progressiv rock, nok i højere grad, end jeg i grunden ville kalde det alternativ rock, som det så ofte bliver kaldt. Pladen er af en lidt længere art. Den er ikke ekstremt lang, men en helt time er nu stadig en del. Dog er der rigeligt med variation og dynamik på pladen, og det er det, der holder lytteren engageret. Siamese Dream er et album, der virkelig holder i længden. Jeg var faktisk stadig større fan af deres tredje album, Mellon Collie and the Infinite Sadness efter de første 4-5 gennemlytninger af Siamese Dream. Men efterhånden gik det virkelig op for mig, at der altid var noget at grave ned i her, og at melodierne generelt er bedre.

Sangenes kvalitet er som sagt rigtig høj for det meste, men der er dog nogle svingninger. Du kan ikke finde nogle dårlige numre på pladen, men hvor sange som Cherub RockDisarm, Soma og Silverfuck er så gode, at de stort set kan skubbe lytteren omkuld, virker Hummer og Sweet Sweet svage i sammenligning. Der er ikke rigtig noget skidt ved disse numre, men de springer ikke ligefrem ud mod dig, og du kommer næppe til at huske dem. Dog har begge numre en velfortjent plads på albummet. De hjælper med at få det hele til at hænge sammen. Sweet Sweet ligger lige mellem Silverfuck og Luna, og disse to sange har desperat brug for noget mellem sig, og Sweet Sweet fungerer ganske godt fra det synspunkt. Hvis du vil have en rigtig komplet, velkonstrueret musikoplevelse, så er Siamese Dream nok noget for dig. Der er rigtig meget at komme efter, og pladen kan sagtens tåle at blive hørt adskillige gange. Om du er til Nirvana, Rush, Jane’s Addiction eller Beck, så er Smashing Pumpkins nok noget for dig, og deres bedste album er uden tvivl Siamese Dream.

487 – The Smashing Pumpkins – Mellon Collie and the Infinite Sadness (1995)

I 1991 udgav Nirvana sangen Smells Like Teen Spirit, som absolut vendte populærmusikkens verden på hovedet. Utallige andre alternative rockbands fik succes efter denne sang. Nogle af dem udgav deres debuter kort tid efter, og andre fik endelig deres længe ventede gennembrud, da Nirvana tog verden med storm. F.eks. havde et band ved navn the Smashing Pumpkins udgivet et ellers meget rost debutalbum ved navn Gish et par måneder før Nirvanas gennembrud, men det solgte ikke specielt godt. 2 år senere udgav de Siamese Dream, der solgte rigtig godt, og i dag er det opfattet som et af årtiets bedste albums. Forsanger Billy Corgan blev derfor rigtig ambitiøs efter det, og i 1995 udgav de dobbeltalbummet Mellon Collie and the Infinite Sadness. Corgan har sagt, at han ikke ser det som et konceptalbum, men han arbejdede rimelig konceptuelt med albummets opbygning. Disk 1 repræsenterer dag, og disk 2 repræsenterer nat, og dertil følger stemningerne på sangene.

Det kunne jo være let at tænke på denne idé som noget simpelt, nemlig at dagen er varm og natten er kold. Det er bare ikke så simpelt, for mange af dagsnumrene er virkelig ikke varme: Zero, Bullet With Butterfly Wings og Fuck You (An Ode to No One) er blot nogle få eksempler – på samme måde er nattenumre som We Only Come Out at Night, 1979 og Beautiful. Nej, det er nok rettere de tanker, Corgan tænkte om dagen og om natten i sin ungdom. Det meste af dagen bliver nok brugt i selskab med andre, og det meste af natten bliver nok brugt i drømmeland, og det passer helt perfekt med musikken. Og disk 1 lader meget til at afspille en dag for en asocial ung mand. Den starter med den håbefulde Tonight, Tonight, der nok må betyde at han bare ser frem sig til at dagen er slut. Og resten af dagen går også bare løs med enorme vredesudbrud. Der er heftig brug af tung guitar, og Corgans nasale stemme udtrykker følelser en masse. Han vræler og skriger igennem mange af numrene, og man får et godt indblik i, hvordan hans følelser var, da han ikke havde mulighed for at udtrykke dem på samme måde.

På disk 2 bliver det som sagt nat, og her træder vi ind i drømmeland. Corgan drømmer om da han var yngre, om hvordan det hele nok skal blive bedre, og han har også et par grumme mareridt. Et mareridt er endnu værre end hans virkelighed, så derfor føles denne verden mere fantastisk og uvirkelig – ja, næsten dystopisk, som han synger sange som Bodies, X.Y.U. eller Tales of a Scorched Earth. Andre gange beroliger han sig selv, stadig i et meget drømmende univers: We Only Come Out at Night er en fantastisk drømmeverden, som ikke rigtig har noget med virkeligheden at gøre, hvilket netop gør den så fristende for Corgan at flygte til. 1979 tænker tilbage på da Corgan var ca. 12 år gammel, og den lyder af ren nostalgi. I bund og grund handler den i sig selv om at få det bedste ud af en forfærdelig situation, og i albummets kontekst drømmer Corgan om dengang, han kunne netop dette. Mellon Collie and the Infinite Sadness er ganske vist dobbelt så lang som Siamese Dream, så det kræver at du rigtig godt kan lide alternativ rock, men hvis du kan, er der masser af guf at komme efter.