Tag-arkiv: Shoegaze

219 – My Bloody Valentine – Loveless (1991)

Udgivet den af
Svar

My Bloody Valentines plade Loveless opfattes af mange som den første og bedste shoegazing-plade nogensinde. Shoegazing er en genre med rødder i dream-pop, noise og psykedelisk musik. Den handler ikke nær så meget om traditionel sangskrivning som på lytterens rejse gennem lyden. På Loveless er der nogle få eksempler, hvor sangskrivningen var favoriseret, men generelt er lyd det vigtigste, og en ny sang starter tit så snart den foregående er slut. Man forventer at en sang fader i lidt længere tid, men vupti, så er en ny begyndt. Det sørger for at pladen konstant føles levende, og det gør også, at man kan overleve mange gennemlytninger. Pladen er næsten 50 minutter lang, men den føles meget kortere, fordi pladen konstant kommer med lyde, der interesser mig. Pladen starter med et af de mest støjende, vilde numre, gruppen nogensinde har lavet, Only Shallow, som især fungerer grundet det fængende og dejligt støjende guitarriff. Det er en af de mere poppede sange på pladen, dels fordi riffet er fængende, men også fordi versene er ret bløde. Med en anden produktion ville versmelodien nok være ret kedelig, men det er gjort fuldstændig perfekt.

Men Loveless er ikke for alle. Mange vil sikkert mene, at man end ikke rigtig kan høre musikken ordentligt. At støjen bare er kastet oveni for at få det til at se mere artistisk ud. Og det er én måde at opfatte det, og jeg vil selvfølgelig ikke sige, at der er nogen, der tager fejl i den slags, det er blot personlig smag. Personligt opfatter jeg det bare sådan, at de viser en ny side af musik – en side, der ikke rigtig var blevet angrebet før, og som er ret sløret og støjende, men grundet disse elementer, laver de musik, der i 1991 var helt unik. Støjen har en vis fylde, som den ikke havde før, og samtidig så formår støjen også at få musikken til at føles stille på mange punkter. Pladen bliver som sådan på intet tidspunkt stille. Der er blot tidspunkter, hvor støj og efterklang overdøver resten, hvilket får det til at fremstå som stille, når man hører det i kontekst. Nogle ville sikkert også sige, at de ikke er særlig gode til at skrive sange. Det lyder måske helt vildt, men hvis jeg hørte vokalen isoleret, ville jeg ikke kunne sige, hvilken sang, den kom fra. Men nu er vokalen jo ikke isoleret. Den er fuldkommen magisk, hver eneste gang, og det er fordi lyden omkring den gør den varieret og overraskende.

My Bloody Valentine satte nye standarder for alternativ rock, og stort set hvert eneste klassiske alternative rockband har siden udtalt, at Loveless har inspireret dem. The Smashing Pumpkins, Sigur Rós, Mew, Primal Scream, The Verve, listen er nærmest uendelig. Og det mærkeligste er, at det kun er denne plade. Jovist, de udgav en plade før, men det var med Loveless, at de blev populære. Og sidenhen har de kun udgivet én eneste anden plade, og det var i 2013. Så deres indflydelse og berømmelse har hvilet næsten udelukkende på denne ene plade i rigtig mange år. Men indflydelse er én ting, det betyder ikke altid at ting holder. Jeg anerkender indflydelsen Hank Williams har haft, men det gør ikke, at jeg synes særlig meget om hans musik. Med Loveless er det helt anderledes. Jeg synes ikke blot, at det er et fantastisk album. Det er også til dags dato det bedste shoegazing-album, jeg kender til, og jeg vil endda vove at påstå, at det er en af de tre bedste plader nogensinde. Ironisk nok, så har jeg stor kærlighed for Loveless.

268 – The Jesus and Mary Chain – Psychocandy (1985)

Udgivet den af
Svar

Der er former for musik, der er smuk fordi hvert eneste instrument er nøjagtigt planlagt til at udspille en bestemt rolle for at skabe imponerende harmonier. Sådan noget musik laver The Jesus and Mary Chain ikke. Så er der også bands, der på virkelig kort tid formår at få lytterens blod igang med noget hårdtpumpet, rå musik. Sådan et band er The Jesus and Mary Chain heller ikke. Det er fristende, at kalde deres musik den rene larm, men jeg kan som sådan virkelig godt lide dem, så det ville virkelig være uretfærdigt. For at forklare min kærlighed til dem, er det nok lettest at fokusere på deres debutalbum, Psychocandy fra 1985. Til at starte med får man pladens nok blødeste sang, Just Like Honey. Det er en smuk sang, og uden tvivl også den letteste at sælge. Den er ret langsom, og lige fra starten opdager man to ting: beatet er identisk med det fra Ronettes-sangen Be My Baby, og instrumenterne, især guitaren, er distorterede og meget larmende. Trommeslagene er tunge, og basgangen følger melankolsk med. Så snart, man er forbi denne underlige blanding af Phil Spector og støjrock, lægger man også mærke til den grædende vokal, og pludselig falder alle brikkerne i dette unikke puslespil på plads.

Så sidder man der og tænker, om pladen mon kommer til at være sådan hele vejen igennem. Svaret er selvfølgelig ikke helt simpelt at finde frem til, men overordnet må jeg sige nej. Der er dog mere end blot den ene sang, der bruger beatet fra Be My Baby. Både track 5, Cut Dead, og track 10, Sowing Seeds, bruger dette beat, men da de er så adspredte, så gør det faktisk ikke noget. De formår at skabe tre meget forskellige sange over dette beat, og alle tre er også rigtig gode. Og det er sådan noget, jeg mener, når jeg snakker om god albumstruktur. Omkring på albummets 38 minutter får man mange hurtige sange, mange enormt støjende sange, mange langsomme sange, og faktisk også en del, der kun kan kaldes mildt støjende. Men det er en meget støjende plade, uanset hvordan man vender og drejer det. Sådan nogle numre som The Living End og In a Hole er stort set bare punksange, men de er meget mere larmende, og vokalen kommer fra en typisk britisk goth-stemme. Med al denne støj, sørger The Jesus and Mary Chain heldigvis også for at holde sanglængderne på et minimum, for i modsætning til med en gruppe som f.eks. Sonic Youth, så udvikler støjen sig sjældent i løbet af et nummer. Det er også helt fint, men det gør, at numrene må være korte, hvis pladen skal kunne holdes ud, og det er de da også.

Pladen kan jeg dog mere end bare holde ud. Jeg er fuldkommen forelsket i dette unikke lydunivers. Det er ikke pop, det er ikke punk, og det er i hvert fald ikke pop-punk. Det er mest af alt omvendt pop-punk, punk-pop om man vil. Eller støjpop, som de også så ofte er blevet kaldt. At det originale lydbillede bliver blandet med enormt stærk sangskrivning gør det hele endnu bedre. Det er ikke de mest fængende sange nogensinde, men de fungerer virkelig godt til at komplimentere denne hårde lyd og skabe en oplevelse uden lige. Selv, hvis denne plade skulle give mig hovedpine, så kan jeg ikke stoppe, for det hele er bare så gennemtænkt, at jeg kan nyde det alligevel. Og når sangene oven i købet lægger sig rigtig flot op af hinanden, så er det svært at finde noget dårligt at sige om den. Psychocandy er et mesterværk, der er ingen vej uden om det. Hvis du ikke er til det meget støjende, så bør du nok holde dig væk, men giv den gerne en chance, hvis du keder dig en dag. Og hvis støjen ikke skulle være et problem, så er der simpelthen ingen undskyldning; lyt til Psychocandy så snart, du får muligheden. Du vil ikke fortryde det.

360 – The Smashing Pumpkins – Siamese Dream (1993)

Udgivet den af
Svar

Da The Smashing Pumpkins i 1991 udgav albummet Gish, var de et lovende band. Da de udgav deres næste album Siamese Dream, var de superstjerner. Denne nye status var skam også fuldt ud fortjent, for Siamese Dream er et fantastisk album. Forsanger og Leadguitarist Billy Corgan arbejdede rigtig hårdt på at få hver eneste lyd til at være helt perfekt. På visse af albummets sange kan man høre op til 40 lag af guitarer spille over hinanden for at skabe en helt unik lyd. Guitaren er da uden tvivl det væsentligste instrument på albummet. Det er guitaren, man virkelig kan bide fat i, og man kan opdage masser af finurligheder i de ofte mange lag af guitar. Den er også nok det mest højlydte instrument på pladen. Nogle gange er der kun rytmeguitar, og så kommer der pludselig en virkelig fed leadguitar ud af det blå. Det gør albummet mere dynamisk, hvilket igen gør, at man har sværere ved at miste gejsten som lytter. Billy Corgans stemme er til gengæld ikke nødvendigvis noget for alle. Den er meget skinger, spinkel og nasal, og selv er jeg heller ej altid lige glad for den. Men følelsesmæssigt giver han altid hele armen.

Corgans melodier er altid rigtig gode. De fleste er ikke de mest fængende i verden, men de skaber til gengæld meget stemning. Sange som Disarm, Spaceboy og Luna er virkelig følelsesrige, og man sympatiserer meget med Corgan, mens han synger dem. Disse er tilfældigvis generelt ikke de hårdeste sange på pladen, men disse har nogle meget andre kvaliteter. F.eks. er Rocket, Soma, Geek U.S.A. og Silverfuck rigtig eksperimenterende, syrede numre, som jeg med lethed ville kunne kalde for progressiv rock, nok i højere grad, end jeg i grunden ville kalde det alternativ rock, som det så ofte bliver kaldt. Pladen er af en lidt længere art. Den er ikke ekstremt lang, men en helt time er nu stadig en del. Dog er der rigeligt med variation og dynamik på pladen, og det er det, der holder lytteren engageret. Siamese Dream er et album, der virkelig holder i længden. Jeg var faktisk stadig større fan af deres tredje album, Mellon Collie and the Infinite Sadness efter de første 4-5 gennemlytninger af Siamese Dream. Men efterhånden gik det virkelig op for mig, at der altid var noget at grave ned i her, og at melodierne generelt er bedre.

Sangenes kvalitet er som sagt rigtig høj for det meste, men der er dog nogle svingninger. Du kan ikke finde nogle dårlige numre på pladen, men hvor sange som Cherub Rock, Disarm, Soma og Silverfuck er så gode, at de stort set kan skubbe lytteren omkuld, virker Hummer og Sweet Sweet svage i sammenligning. Der er ikke rigtig noget skidt ved disse numre, men de springer ikke ligefrem ud mod dig, og du kommer næppe til at huske dem. Dog har begge numre en velfortjent plads på albummet. De hjælper med at få det hele til at hænge sammen. Sweet Sweet ligger lige mellem Silverfuck og Luna, og disse to sange har desperat brug for noget mellem sig, og Sweet Sweet fungerer ganske godt fra det synspunkt. Hvis du vil have en rigtig komplet, velkonstrueret musikoplevelse, så er Siamese Dream nok noget for dig. Der er rigtig meget at komme efter, og pladen kan sagtens tåle at blive hørt adskillige gange. Om du er til Nirvana, Rush, Jane’s Addiction eller Beck, så er Smashing Pumpkins nok noget for dig, og deres bedste album er uden tvivl Siamese Dream.