Tag-arkiv: Støjpop

134 – Pavement – Slanted and Enchanted (1992)

Udgivet den af
Svar

Sidst, jeg snakkede om indie-rockerne fra Pavement var det om deres album Crooked Rain, Crooked Rain fra 1994. Jeg nævnte i denne sammenhæng, at bandet tit havde problemer med rytmen, ikke nødvendigvis ramte alle toner og i det hele taget ikke lyder særlig forberedte. Dog var jeg fuldkommen vild med alt dette, og jeg syntes, at forsanger Stephen Malkmus har så meget karakter, at hans teknisk svage stemme end ikke bliver noget, man må overse – den øger faktisk stemningen. Disse kvaliteter er alle sammen også til stede på deres debutplade Slanted and Enchanted fra 1992. Her er de mere rockede end ellers, og de hårde trommeslag og distorterede guitarriffs er over det hele på pladen. Dog fremvises de tit med en fornemmelse for dynamik. Conduit for Sale! er et godt eksempel på det, hvor det højlydte omkvæd, der gentager vendingen “I’m trying” blæser afsted med fuld kraft, mens versene har noget hurtig spoken word-sludder fortalt over en mere stille basgang. Dynamikken udtrykkes også i løbet af albummet i form af de tit meget korte sange. Halvdelen af sangene på pladen er under 3 minutter lange, og den korteste er kun lidt over et minut langt. I løbet af de korte sange, når Pavement dog at præsentere enormt mindeværdige musikalske ideer, som efterlader et markant aftryk på albummet.

Når man hører Slanted and Enchanted er det påfaldende, hvor uambitiøst det hele lyder. Det er på ingen måde dårligt, det er faktisk ganske mesterligt, men hver eneste sang føles som om, de bare rammer nogle genialiteter ved et uheld. Det hele har et element af spontanitet til sig. De ideer, der bliver præsenteret, virker nærmest for gode til, at de kan planlægges. Det giver dog ingen mening, at man kan være så heldig med 14 sange i træk, der rammer noget så smukt og selvdestruktivt. Det kan simpelthen kun forklares ved, at Malkmus og bandet er fantastiske sangskrivere og producere, der tænker sig grundigt om, når de laver et album. Ligesom med Tim af The Replacements, som jeg anmeldte for nylig, er ungdommelige følelser i højsædet, på Slanted and Enchanted. Man hører dem udfolde sig i mange retninger, fra det nedtrykte på Here, det forvirrede på Fame Throwa, det vrede på Chesley’s Little Wrists og det lettere optimistiske på Summer Babe (Winter Version). Men i det hele taget udtrykker pladen, hvordan det er at være ung, være overvældet af følelser og gå fra den ene til den anden på et splitsekund, uden at man kan se nogen større sammenhæng i livet.

Jeg elsker især, hvordan pladen afslutter. De fleste plader slutter med et stort klimaks a la Free Bird af Lynyrd Skynyrd, A Day in the Life af The Beatles eller en introspektiv afrunding a la Something in the Way af Nirvana. Måske et ironisk modstykke til resten af pladens stil, som After Hours af The Velvet Underground. Slanted and Enchanted slutter derimod af med en sang ved navn Our Singer. Sidste tone i denne sang, bliver skåret af under efterklangen således at hele pladen ender med at føles uafsluttet. Pladen slutter ikke af på trist vis, ikke på glad vis, ikke med nogen rigtig stemning. For hvordan konkluderer man også de ungdommelige følelser, pladen udtrykker? Nummeret handler om at drømme om noget større, og herunder ligger en erkendelse om ubrugeligheden og meningsløsheden ved ungdommen. Det er en nihilistisk sang, som dog end ikke får et musikalsk punktum til sidst. Selv meningsløsheden er meningsløs. Det er i hvert fald den meddelelse, jeg ser fra afslutningen af Slanted and Enchanted. Slanted and Enchanted tog mig et stykke tid at anmelde, ikke fordi jeg var i tvivl om, hvad jeg ville sige, men rettere fordi, jeg ville høre den igen og igen. Og det kan jeg absolut anbefale dig også at gøre.

Husk i øvrigt, at stemme på mig til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”.

219 – My Bloody Valentine – Loveless (1991)

Udgivet den af
Svar

My Bloody Valentines plade Loveless opfattes af mange som den første og bedste shoegazing-plade nogensinde. Shoegazing er en genre med rødder i dream-pop, noise og psykedelisk musik. Den handler ikke nær så meget om traditionel sangskrivning som på lytterens rejse gennem lyden. På Loveless er der nogle få eksempler, hvor sangskrivningen var favoriseret, men generelt er lyd det vigtigste, og en ny sang starter tit så snart den foregående er slut. Man forventer at en sang fader i lidt længere tid, men vupti, så er en ny begyndt. Det sørger for at pladen konstant føles levende, og det gør også, at man kan overleve mange gennemlytninger. Pladen er næsten 50 minutter lang, men den føles meget kortere, fordi pladen konstant kommer med lyde, der interesser mig. Pladen starter med et af de mest støjende, vilde numre, gruppen nogensinde har lavet, Only Shallow, som især fungerer grundet det fængende og dejligt støjende guitarriff. Det er en af de mere poppede sange på pladen, dels fordi riffet er fængende, men også fordi versene er ret bløde. Med en anden produktion ville versmelodien nok være ret kedelig, men det er gjort fuldstændig perfekt.

Men Loveless er ikke for alle. Mange vil sikkert mene, at man end ikke rigtig kan høre musikken ordentligt. At støjen bare er kastet oveni for at få det til at se mere artistisk ud. Og det er én måde at opfatte det, og jeg vil selvfølgelig ikke sige, at der er nogen, der tager fejl i den slags, det er blot personlig smag. Personligt opfatter jeg det bare sådan, at de viser en ny side af musik – en side, der ikke rigtig var blevet angrebet før, og som er ret sløret og støjende, men grundet disse elementer, laver de musik, der i 1991 var helt unik. Støjen har en vis fylde, som den ikke havde før, og samtidig så formår støjen også at få musikken til at føles stille på mange punkter. Pladen bliver som sådan på intet tidspunkt stille. Der er blot tidspunkter, hvor støj og efterklang overdøver resten, hvilket får det til at fremstå som stille, når man hører det i kontekst. Nogle ville sikkert også sige, at de ikke er særlig gode til at skrive sange. Det lyder måske helt vildt, men hvis jeg hørte vokalen isoleret, ville jeg ikke kunne sige, hvilken sang, den kom fra. Men nu er vokalen jo ikke isoleret. Den er fuldkommen magisk, hver eneste gang, og det er fordi lyden omkring den gør den varieret og overraskende.

My Bloody Valentine satte nye standarder for alternativ rock, og stort set hvert eneste klassiske alternative rockband har siden udtalt, at Loveless har inspireret dem. The Smashing Pumpkins, Sigur Rós, Mew, Primal Scream, The Verve, listen er nærmest uendelig. Og det mærkeligste er, at det kun er denne plade. Jovist, de udgav en plade før, men det var med Loveless, at de blev populære. Og sidenhen har de kun udgivet én eneste anden plade, og det var i 2013. Så deres indflydelse og berømmelse har hvilet næsten udelukkende på denne ene plade i rigtig mange år. Men indflydelse er én ting, det betyder ikke altid at ting holder. Jeg anerkender indflydelsen Hank Williams har haft, men det gør ikke, at jeg synes særlig meget om hans musik. Med Loveless er det helt anderledes. Jeg synes ikke blot, at det er et fantastisk album. Det er også til dags dato det bedste shoegazing-album, jeg kender til, og jeg vil endda vove at påstå, at det er en af de tre bedste plader nogensinde. Ironisk nok, så har jeg stor kærlighed for Loveless.

226 – Pixies – Doolittle (1989)

Udgivet den af
Svar

Jeg tror efterhånden, at jeg har gjort det ret klart, at jeg elsker Pixies. Jeg roste deres album Surfer Rosa til skyerne, da jeg anmeldte det i sin tid, og de var et af de bands, der lå højest, da jeg rangerede, hvem jeg glædede mig mest til at se på NorthSide 2014. Desuden har jeg sammenlignet talrige bands med dem, både i og udenfor anmeldelserne. Selvom min første oplevelse med dem var Surfer Rosa, så mener jeg dog, at deres bedste værk uden tvivl må være deres andet album, Doolittle fra 1988. Dette er pladen, hvor de har den højeste generelle kvalitet, og sangene hænger utrolig godt sammen. Jeg skreg på et tidspunkt så højt med på åbningsnummeret Debaser, at min søster kom ind til mig for at bede mig om at lade være – og jeg kunne bare ikke stoppe. Der var pladen knap nok gået i gang, og jeg kan ikke engang rigtig ordene til den sang. Alligevel er den så gribende, at jeg følte en enorm trang til at råbe med og nynne det fantastiske guitarriff. Min søster delte dog ikke entusiasmen, og i sidste ende måtte jeg tage hovedtelefoner på og lukke munden.

Der er hele 15 af sådan nogle gode sange, og hvor der selvfølgelig er variation, deler albummet som helhed mange kvaliteter med åbningsnummeret. Det er højlydt, det er skrigende, man bliver suget ind i lyduniverset, og spilleglæden er helt enorm. Meget af deres lyd ligger i bassen, der måske ikke er så fremtrædende, men når man siger, at bassen lægger fundamentet, så er Pixies et af de bedste bands at kigge på. Bassisten hedder Kim Deal, og hun er blevet en virkelig afholdt del af bandet af god grund. Hun synger også med på mange sange, heriblandt Hey, Silver og There Goes My Gun. Hendes stemme giver noget ekstra kant og karakter til disse sange, og hun lyder jo slet ikke som forsanger Black Francis’ skingre skrig, så det tilføjer ret meget, man ellers ikke ville få. Det gør også, at det føles meget mere hjemmelavet og dermed til at føle lidt på. Noget andet, der gør dette er, at sangene er virkelig forskellige fra hinanden, hvilket også gør det til en mere mættet plade end f.eks. Surfer Rosa.

Der er mange af de vilde rocknumre, Pixies blev kendte for gennem Surfer Rosa, men mellem Monkey Gone To Heaven, Gouge Away og Debaser, så finder man en hel del musik, som nok end ikke ville have været så god på egen hånd, men det vækker opsigt på en plade som Doolittle. Nu siger jeg noget kontroversielt, men La La Love You er ikke en specielt god sang. Den er så fjollet og klichéfuld, at det er til at le af, og det er virkelig corny. Jeg mener helt ærligt, den rimer maybe og baby. Og den gør det endda meget kluntet. Det er uden tvivl den værste sang på pladen, og det er derfor den er så fantastisk. Den er så underlig at høre blandt alle disse vilde numre om gud og djævelen og død og alt sådan noget. Og det hjælper virkelig med at holde pladen frisk. Det samme gør den western-inspirerede Silver, og den underligt lystige og for en stund reggae-prægede Mr. Grieves. Doolittle er en skøn plade, og jeg har virkelig svært ved at udpege noget som helst negativt ved pladen som en helhed. Hvis du kan lide rockmusik, der er bare en smule hårdt, så bør du give det en chance.

268 – The Jesus and Mary Chain – Psychocandy (1985)

Udgivet den af
Svar

Der er former for musik, der er smuk fordi hvert eneste instrument er nøjagtigt planlagt til at udspille en bestemt rolle for at skabe imponerende harmonier. Sådan noget musik laver The Jesus and Mary Chain ikke. Så er der også bands, der på virkelig kort tid formår at få lytterens blod igang med noget hårdtpumpet, rå musik. Sådan et band er The Jesus and Mary Chain heller ikke. Det er fristende, at kalde deres musik den rene larm, men jeg kan som sådan virkelig godt lide dem, så det ville virkelig være uretfærdigt. For at forklare min kærlighed til dem, er det nok lettest at fokusere på deres debutalbum, Psychocandy fra 1985. Til at starte med får man pladens nok blødeste sang, Just Like Honey. Det er en smuk sang, og uden tvivl også den letteste at sælge. Den er ret langsom, og lige fra starten opdager man to ting: beatet er identisk med det fra Ronettes-sangen Be My Baby, og instrumenterne, især guitaren, er distorterede og meget larmende. Trommeslagene er tunge, og basgangen følger melankolsk med. Så snart, man er forbi denne underlige blanding af Phil Spector og støjrock, lægger man også mærke til den grædende vokal, og pludselig falder alle brikkerne i dette unikke puslespil på plads.

Så sidder man der og tænker, om pladen mon kommer til at være sådan hele vejen igennem. Svaret er selvfølgelig ikke helt simpelt at finde frem til, men overordnet må jeg sige nej. Der er dog mere end blot den ene sang, der bruger beatet fra Be My Baby. Både track 5, Cut Dead, og track 10, Sowing Seeds, bruger dette beat, men da de er så adspredte, så gør det faktisk ikke noget. De formår at skabe tre meget forskellige sange over dette beat, og alle tre er også rigtig gode. Og det er sådan noget, jeg mener, når jeg snakker om god albumstruktur. Omkring på albummets 38 minutter får man mange hurtige sange, mange enormt støjende sange, mange langsomme sange, og faktisk også en del, der kun kan kaldes mildt støjende. Men det er en meget støjende plade, uanset hvordan man vender og drejer det. Sådan nogle numre som The Living End og In a Hole er stort set bare punksange, men de er meget mere larmende, og vokalen kommer fra en typisk britisk goth-stemme. Med al denne støj, sørger The Jesus and Mary Chain heldigvis også for at holde sanglængderne på et minimum, for i modsætning til med en gruppe som f.eks. Sonic Youth, så udvikler støjen sig sjældent i løbet af et nummer. Det er også helt fint, men det gør, at numrene må være korte, hvis pladen skal kunne holdes ud, og det er de da også.

Pladen kan jeg dog mere end bare holde ud. Jeg er fuldkommen forelsket i dette unikke lydunivers. Det er ikke pop, det er ikke punk, og det er i hvert fald ikke pop-punk. Det er mest af alt omvendt pop-punk, punk-pop om man vil. Eller støjpop, som de også så ofte er blevet kaldt. At det originale lydbillede bliver blandet med enormt stærk sangskrivning gør det hele endnu bedre. Det er ikke de mest fængende sange nogensinde, men de fungerer virkelig godt til at komplimentere denne hårde lyd og skabe en oplevelse uden lige. Selv, hvis denne plade skulle give mig hovedpine, så kan jeg ikke stoppe, for det hele er bare så gennemtænkt, at jeg kan nyde det alligevel. Og når sangene oven i købet lægger sig rigtig flot op af hinanden, så er det svært at finde noget dårligt at sige om den. Psychocandy er et mesterværk, der er ingen vej uden om det. Hvis du ikke er til det meget støjende, så bør du nok holde dig væk, men giv den gerne en chance, hvis du keder dig en dag. Og hvis støjen ikke skulle være et problem, så er der simpelthen ingen undskyldning; lyt til Psychocandy så snart, du får muligheden. Du vil ikke fortryde det.

495 – Hüsker Dü – New Day Rising (1985)

Udgivet den af
Svar

Hvis du blot opfatter New Day Rising af Hüsker Dü fra 1985 som larm, kan jeg virkelig ikke overbevise dig om andet. For det er det. Hüsker Dü var inspirerede af hardcore punk-genren, som blev udbredt gennem bands som Black Flag og Dead Kennedys, og denne genre var endnu mere voldsom end Hüsker Dü. Den var meget vred, og den føltes, når den var bedst, som om at lytteren selv blev truet af bandet. Hüsker Dü var et af de første bands, der valgte at tage denne støjende lyd og bruge den til noget mere følelsesrig musik. Denne genre kaldes passende for post-hardcore. Følelser strømmer ud af melodierne og teksterne, og man kan finde mange af grundpillerne til alternativ rock i denne plade og Zen Arcade, som de udgav året før. Åbningsnummeret, New Day Rising, åbner med noget af det mest støjende støj, noget menneske har lavet, men de får det til at lyde som en ren symfoni. Teksten går bare “New Day Rising, New Day Rising” igen og igen, men som forsanger Bob Mould synger det igen og igen, tager disse tre ord mange meninger om håb, opgivelse, desperation, angst og meget andet.

Hüsker Dü har dog også mange sange, der har egentlige tekster, der kan fortolkes mere entydigt. Nogle er blandt de mest oprigtige indblik i et sind, som rockmusikken har oplevet. The Girl Who Lives on Heaven Hill er en venlig tak, der bliver spillet så voldsomt, at man ikke er i den mindste tvivl om, at hende tøsen på bakken må have gjort noget vigtigt. I Apologize starter lyrisk som hvad det lyder til at være, men lyden er voldsom, at det adskiller sig fra enhver anden undskyldning. Teksten handler meget om hvor tumult fortællerens sindstilstand er, og derfor passer den støjende guitar perfekt ind. Efter kort tid sker det, at vores hovedperson også selv beder om en undskyldning, som han ikke kan få overbevist sin udkårne om at give ham. Enorm pinsel og vrede kan mærkes på numre som Perfect Example, 59 Times the Pain og If I Told You – numre som Bob Mould alt fra skriger til mumler sig igennem.

Som albummet skrider fremad lyder Bob Mould mere og mere vanvittig. De sidste tre numre, How to Skin a Cat, Whatcha Drinkin’, og Plans I Make er skrupskøre, og det er ikke på den morsomme måde. Man fornemmer at der er et eller andet i Moulds hjerne, der langsomt er ved at gå af led. Bob Mould er desuden bøsse, og trommeslager Grant Hart er biseksuel. Ikke at det har musikalsk relevans, men det burde da kunne få fjernet et par fordomme. De er samtidig musikalske genier. De fandt en måde, hvorpå man kunne gøre den mest irriterende larm til fryd for ørerne. De sætter masser af følelser i sangene, og de giver dig en absolut fascinerende tankegang, som man ikke kun kan mærke lyrisk – musikken lyder som et sind, der må tilhøre en stresset galning, der kunne begynde at dræbe hele nabolaget, så snart det skulle være. Denne uvished gør dem nærmest endnu mere truende end almindelige hardcore punk-bands. Hvis du vil have en oplevelse for livet, så lyt til New Day Rising, men vær bare klar på hvad som helst.