Tag-arkiv: Hardcore punk

340 – Black Flag – Damaged (1981)

Udgivet den af
Svar

Få ting sparker røv ligeså meget som punkmusik, og hvis én af punkens mange afarter sparker mere røv end resten, så er det uden tvivl hardcore punk! Man kan altid diskutere hvem, der startede genren, men de første, der lavede et hardcore-mesterværk var nok Black Flag, der i 1981 med albummet Damaged viste hvor stort et potentiale genren havde. Hardcore punk er en ekstrem udgave af punk, og på Damaged er der også kun to slags øjeblikke: de meget stille og de meget højlydte, og de førstnævnte er der ikke særlig mange af, undtagen altså mellem sangene. Der er 16 sange fordelt på 35 minutter, hvilket giver en gennemsnitslængde på lidt over 2 minutter pr. sang. Det er ikke besynderligt meget, men deres fremgangsmåde kræver nærmest, at en sang kun i yderste særtilfælde overskrider de 3 minutter. Man kunne rigtig let blive hurtig træt af at høre selv de bedste sange, hvis de blev ved i bare et halvt minut mere end resten. Det gør de allerfærreste dog, så der kommer hele tiden noget ny musik direkte i fjæset på lytteren, og det er rigtig sjov musik.

Black Flag sørger for lige akkurat at have nok stille øjeblikke på pladen, og selvom de langsomme øjeblikke er mere fremtrædende, kan man normalt kun finde dem i starten og slutningen af en sang, hvis man i det hele taget kan. Man har brug for at hvile hovedet lidt efter man har lyttet til pladen, men efter nogle minutter, så er den så god som ny. Hvis du lytter til meget af samtidens allerhårdeste musik i dag, så kan det virke en smule tamt, men Black Flag holder overraskende godt stadig. Man kan virkelig føle sig angrebet af forsanger Henry Rollins eller guitarist Greg Ginn. Ginn har skrevet de fleste af pladens sange helt eller delvist, og han er et af mine store idoler som sangskriver. Han får skruet nogle rigtig simple ideer sammen, så det både føles rigtig aggressivt og virkelig sjovt. Black Flag er et af de bands i hele verden, der er sjovest at skråle med på. Jeg kan ikke tælle, hvor ofte jeg med mine lungers fulde kraft har råbt og skreget til numre som Rise Above, Six Pack, TV Party, Gimmie Gimmie Gimmie eller No More.

Pladen er kun 35 minutter lang, og det er en helt perfekt længde. Man har fået rigeligt, men man har ikke fået for meget, for det kunne man sagtens få med Black Flag. Det man får er dog 16 virkelig fede numre, der virkelig komplimenterer hinanden rigtig godt. Lige som man tror, man har fået nok, opdager man, at man sagtens kan trænge til mere. Især formidabelt er samspillet mellem den næstsidste sang, Life of Pain, og afslutningsnummeret Damaged I. Life of Pain slutter virkelig brat efter linjen “There’s got to be a way to get out”. Man tror, albummet er ved at være slut, og så kommer Damaged I, en af de mest mentalt forstyrrede sange på pladen, hvis ikke nogensinde. Det lyder som om hele bandet er ved at bryde sammen. Man troede ellers lige, at Life of Pain ville være en perfekt chance for et alfslutningsnummer, som de så havde misset, og så får man en vidunderlig afslutning, der bare er så bindegal, at man ikke kan andet end at elske den. Damaged er en af de bedste punkplader nogensinde, og den er bare fantastisk fra start til slut.

495 – Hüsker Dü – New Day Rising (1985)

Udgivet den af
Svar

Hvis du blot opfatter New Day Rising af Hüsker Dü fra 1985 som larm, kan jeg virkelig ikke overbevise dig om andet. For det er det. Hüsker Dü var inspirerede af hardcore punk-genren, som blev udbredt gennem bands som Black Flag og Dead Kennedys, og denne genre var endnu mere voldsom end Hüsker Dü. Den var meget vred, og den føltes, når den var bedst, som om at lytteren selv blev truet af bandet. Hüsker Dü var et af de første bands, der valgte at tage denne støjende lyd og bruge den til noget mere følelsesrig musik. Denne genre kaldes passende for post-hardcore. Følelser strømmer ud af melodierne og teksterne, og man kan finde mange af grundpillerne til alternativ rock i denne plade og Zen Arcade, som de udgav året før. Åbningsnummeret, New Day Rising, åbner med noget af det mest støjende støj, noget menneske har lavet, men de får det til at lyde som en ren symfoni. Teksten går bare “New Day Rising, New Day Rising” igen og igen, men som forsanger Bob Mould synger det igen og igen, tager disse tre ord mange meninger om håb, opgivelse, desperation, angst og meget andet.

Hüsker Dü har dog også mange sange, der har egentlige tekster, der kan fortolkes mere entydigt. Nogle er blandt de mest oprigtige indblik i et sind, som rockmusikken har oplevet. The Girl Who Lives on Heaven Hill er en venlig tak, der bliver spillet så voldsomt, at man ikke er i den mindste tvivl om, at hende tøsen på bakken må have gjort noget vigtigt. I Apologize starter lyrisk som hvad det lyder til at være, men lyden er voldsom, at det adskiller sig fra enhver anden undskyldning. Teksten handler meget om hvor tumult fortællerens sindstilstand er, og derfor passer den støjende guitar perfekt ind. Efter kort tid sker det, at vores hovedperson også selv beder om en undskyldning, som han ikke kan få overbevist sin udkårne om at give ham. Enorm pinsel og vrede kan mærkes på numre som Perfect Example, 59 Times the Pain og If I Told You – numre som Bob Mould alt fra skriger til mumler sig igennem.

Som albummet skrider fremad lyder Bob Mould mere og mere vanvittig. De sidste tre numre, How to Skin a Cat, Whatcha Drinkin’, og Plans I Make er skrupskøre, og det er ikke på den morsomme måde. Man fornemmer at der er et eller andet i Moulds hjerne, der langsomt er ved at gå af led. Bob Mould er desuden bøsse, og trommeslager Grant Hart er biseksuel. Ikke at det har musikalsk relevans, men det burde da kunne få fjernet et par fordomme. De er samtidig musikalske genier. De fandt en måde, hvorpå man kunne gøre den mest irriterende larm til fryd for ørerne. De sætter masser af følelser i sangene, og de giver dig en absolut fascinerende tankegang, som man ikke kun kan mærke lyrisk – musikken lyder som et sind, der må tilhøre en stresset galning, der kunne begynde at dræbe hele nabolaget, så snart det skulle være. Denne uvished gør dem nærmest endnu mere truende end almindelige hardcore punk-bands. Hvis du vil have en oplevelse for livet, så lyt til New Day Rising, men vær bare klar på hvad som helst.