Få ting sparker røv ligeså meget som punkmusik, og hvis én af punkens mange afarter sparker mere røv end resten, så er det uden tvivl hardcore punk! Man kan altid diskutere hvem, der startede genren, men de første, der lavede et hardcore-mesterværk var nok Black Flag, der i 1981 med albummet Damaged viste hvor stort et potentiale genren havde. Hardcore punk er en ekstrem udgave af punk, og på Damaged er der også kun to slags øjeblikke: de meget stille og de meget højlydte, og de førstnævnte er der ikke særlig mange af, undtagen altså mellem sangene. Der er 16 sange fordelt på 35 minutter, hvilket giver en gennemsnitslængde på lidt over 2 minutter pr. sang. Det er ikke besynderligt meget, men deres fremgangsmåde kræver nærmest, at en sang kun i yderste særtilfælde overskrider de 3 minutter. Man kunne rigtig let blive hurtig træt af at høre selv de bedste sange, hvis de blev ved i bare et halvt minut mere end resten. Det gør de allerfærreste dog, så der kommer hele tiden noget ny musik direkte i fjæset på lytteren, og det er rigtig sjov musik.

Black Flag sørger for lige akkurat at have nok stille øjeblikke på pladen, og selvom de langsomme øjeblikke er mere fremtrædende, kan man normalt kun finde dem i starten og slutningen af en sang, hvis man i det hele taget kan. Man har brug for at hvile hovedet lidt efter man har lyttet til pladen, men efter nogle minutter, så er den så god som ny. Hvis du lytter til meget af samtidens allerhårdeste musik i dag, så kan det virke en smule tamt, men Black Flag holder overraskende godt stadig. Man kan virkelig føle sig angrebet af forsanger Henry Rollins eller guitarist Greg Ginn. Ginn har skrevet de fleste af pladens sange helt eller delvist, og han er et af mine store idoler som sangskriver. Han får skruet nogle rigtig simple ideer sammen, så det både føles rigtig aggressivt og virkelig sjovt. Black Flag er et af de bands i hele verden, der er sjovest at skråle med på. Jeg kan ikke tælle, hvor ofte jeg med mine lungers fulde kraft har råbt og skreget til numre som Rise Above, Six Pack, TV Party, Gimmie Gimmie Gimmie eller No More.

Pladen er kun 35 minutter lang, og det er en helt perfekt længde. Man har fået rigeligt, men man har ikke fået for meget, for det kunne man sagtens få med Black Flag. Det man får er dog 16 virkelig fede numre, der virkelig komplimenterer hinanden rigtig godt. Lige som man tror, man har fået nok, opdager man, at man sagtens kan trænge til mere. Især formidabelt er samspillet mellem den næstsidste sang, Life of Pain, og afslutningsnummeret Damaged I. Life of Pain slutter virkelig brat efter linjen “There’s got to be a way to get out”. Man tror, albummet er ved at være slut, og så kommer Damaged I, en af de mest mentalt forstyrrede sange på pladen, hvis ikke nogensinde. Det lyder som om hele bandet er ved at bryde sammen. Man troede ellers lige, at Life of Pain ville være en perfekt chance for et alfslutningsnummer, som de så havde misset, og så får man en vidunderlig afslutning, der bare er så bindegal, at man ikke kan andet end at elske den. Damaged er en af de bedste punkplader nogensinde, og den er bare fantastisk fra start til slut.