Kategoriarkiv: 1981

322 – The Police – Ghost in the Machine (1981)

Udgivet den af
Svar

The Police har en lille men imponerende diskografi. Alle deres fem plader er fulde af sjove, varierede og skæve pop-rock-sange, og mellem disse finder man altid nogle særere, eksperimentelle sange. Alle pladerne er rigtig gode, men jeg ville ikke sige, at nogen af dem er af så høj kvalitet, at de bare blæser mig omkuld som lytter. Det album, der kommer tættest på for mig, er nok Ghost in the Machine. Noget, jeg virkelig holder af ved The Police, er at hvert album i sin stil er helt unikt, og på Ghost In the Machine kommer meget af pladens personlighed fra den kraftige brug af synthesizere. De brugte også synthesizere på albummet før dette, Zenyatta Mondatta, men derpå blev de oftest brugt til at skabe sjove, poppede melodier. På Ghost in the Machine er sangene ganske vist stadig tit poppede, men synthesizer-effekten minder her om noget, der kunne foregå ude i rummet. Der skabes en meget interessant, æterisk lyd med dem, og den er smuk. Et andet instrument, de for første gang arbejder med, er saxofonen, og den er en vigtig del af mange af sangene. Den gør det hele mere funky og dystert.

På Ghost in the Machine ser man forsanger Stings evner som sangskriver tydeligere end på nogen anden Police-plade, måske med undtagelse af Synchronicity. Sangene er rigtig varierede i struktur, nogle har ikke omkvæd, nogle er meget bløde, andre er meget mekaniske. Åbningsnummeret, Spirits in the Material World arbejder virkelig godt med dette. I versene er instrumentationen meget stram, mens Stings vokal er meget svævende, og i omkvædene mødes de flot et sted i midten. Nummeret derefter, der i øvrigt er min yndlingssang af gruppen, hedder Every Little Thing She Does is Magic, og det er en fantastisk rejse i musikalsk dynamik og temposkift. Næste gang, du hører det, så prøv i øvrigt at lægge mærke til, hvor aparte strukturen reelt er, når man tænker på, at det er en popsang. Der er kun to ganske korte linjer i de to første vers, omkvædet er så utrolig meget mere højlydt end verset, tredje vers bruger en helt ny melodi, og næsten halvdelen af sangen er råben over instrumentationen. Og til allersidst kommer Sting med en helt ny versmelodi, mens sangen fader ud. Det er virkelig spøjst.

The Police var generelt meget modige på Ghost in the Machine. Det fjerde nummer på pladen hedder Hungry for You (J’aurais toujours faim de toi), og det er med undtagelse af to linjer opført udelukkende på fransk. Jeg kan en smule turistfransk, men jeg fatter ærlig talt ikke en bønne af denne sangs tekst, men jeg forstår, at det handler om sex. Det er Sting, der synger, at han er pisseliderlig. fransk er kærlighedens sprog, men jeg tror rettere at årsagen til at synge det på fransk var at vise, hvordan man kan udtrykke følelser tydeligt gennem musik, også selvom man ikke forstår mere end 10 ord i hele sangen. Deres mod betaler sig ikke altid, jeg er f.eks. ikke en stor fan af Omega Man og Secret Journey, men det er nok de eneste numre, der ikke interesserer mig. Albumstrukturen er ikke noget specielt, men det gør ikke så meget, for til gengæld er lyden mere konsekvent end på noget andet Police-album. Hvis du tænker, at The Police kun lavede sjov pop-rock, så tager du grueligt fejl, og du har sandsynligvis aldrig oplevet Ghost in the Machine.

334 – X – Wild Gift (1981)

Udgivet den af
Svar

Punkbandet med det virkelig simple navn X debuterede i 1980 med albummet Los Angeles, og det er en af de bedste debutplader nogensinde. Den er kort, hurtig, aggressiv, forvirret, og på alle måder skøn. Det var punk på en meget simpel måde, men det virkede rigtig godt. Året efter udgav de opfølgeren Wild Gift, og ikke meget har ændret sig. Der er lidt inspiration fra reggae på Adult Books, og man kan høre inspiration fra tidlige post-punk-grupper på White Girl, og selv rockabilly har nogle indspark på Beyond and Back. Det er dog ikke noget, der fylder så meget i musikken. Los Angeles var en meget kort plade, den var under en halv time lang, og med Wild Gift er det ikke meget anderledes. Man får 13 generelt meget korte sange på blot 33 minutter. I et nærmest ekstremt tilfælde varer et enkelt nummer lidt mere end 4 minutter, nemlig Universal Corner. Det er også en af de få knap så hurtige sange på albummet, men det er nu ikke fordi den ikke er fuld af energi alligevel. Albummet som helhed oser bare af energi.

X bestod dengang af fire medlemmer, forrest stod gifte par John Doe og Exene Cervenka, der i dag er skilt, men de er stadig begge med i bandet. Disse to har skrevet samtlige sange på Wild Gift, og de synger også dem alle. John Doe har en forholdsvis dyb stemme, og Exene Cervenka har en meget høj, frembrydende vokal, der virkelig skærer igennem, lidt som Kim Gordon fra Sonic Youth eller Kim Deal fra Pixies. I det hele taget har alternativ rock virkelig taget Exene Cervenkas stemme til sig, for hendes lyd sætter sit præg overalt hos kvindelige rocksangere. Sammen har John Doe og Exene Cervenka skrevet nogle rigtig fede punksange. The Once Over Twice, We’re Desperate, Adult Books, I’m Coming Over, Some Other Time, White Girl og When Our Love Passed Out on the Couch er klare højdepunkter, som er umulige at få ud af hovedet. Adult Books havde jeg endda engang siddende fast i hovedet i månedsvis, uden at jeg kunne huske eller finde ud af, hvem der havde lavet den. Så der er jeg rigtig taknemmelig for at skulle vende tilbage til denne plade for at anmelde den.

Noget af det bedste ved X i forhold til så mange andre punkbands, er at de beholder al den gammeldags punk-lyd og -atitude, som man kan finde hos de tidligste udfoldelser i genren, men samtidig føles de rigtig sjældent vrede. De føles til gengæld forvirrede, og det har selvfølgelig noget med de skarpe melodier og tekster at gøre, men meget af det kommer også fra samspillet mellem John Doe og Exene Cervenka som sangere. Når de er hver for sig, lyder det rettere vredt, men sammen skaber de et helt enormt virvar af følelser, meget som post-punk-grupper som Wire, Minutemen eller Gang of Four normalt gør. Deres musik er måske lidt svær at sætte sig ind i for nogle, men giv dem gerne et par chancer. Hvis du vil forsøge dig med et af deres albums, er alle de tidligste albums fænomenale, men Wild Gift er i skarp konkurrence med Los Angeles om at være deres allerbedste. Det er punkmusik af allerhøjeste kaliber, både hvad angår sangskrivning, dynamik, lyd, men mest af alt angående albummet som helhed.

340 – Black Flag – Damaged (1981)

Udgivet den af
Svar

Få ting sparker røv ligeså meget som punkmusik, og hvis én af punkens mange afarter sparker mere røv end resten, så er det uden tvivl hardcore punk! Man kan altid diskutere hvem, der startede genren, men de første, der lavede et hardcore-mesterværk var nok Black Flag, der i 1981 med albummet Damaged viste hvor stort et potentiale genren havde. Hardcore punk er en ekstrem udgave af punk, og på Damaged er der også kun to slags øjeblikke: de meget stille og de meget højlydte, og de førstnævnte er der ikke særlig mange af, undtagen altså mellem sangene. Der er 16 sange fordelt på 35 minutter, hvilket giver en gennemsnitslængde på lidt over 2 minutter pr. sang. Det er ikke besynderligt meget, men deres fremgangsmåde kræver nærmest, at en sang kun i yderste særtilfælde overskrider de 3 minutter. Man kunne rigtig let blive hurtig træt af at høre selv de bedste sange, hvis de blev ved i bare et halvt minut mere end resten. Det gør de allerfærreste dog, så der kommer hele tiden noget ny musik direkte i fjæset på lytteren, og det er rigtig sjov musik.

Black Flag sørger for lige akkurat at have nok stille øjeblikke på pladen, og selvom de langsomme øjeblikke er mere fremtrædende, kan man normalt kun finde dem i starten og slutningen af en sang, hvis man i det hele taget kan. Man har brug for at hvile hovedet lidt efter man har lyttet til pladen, men efter nogle minutter, så er den så god som ny. Hvis du lytter til meget af samtidens allerhårdeste musik i dag, så kan det virke en smule tamt, men Black Flag holder overraskende godt stadig. Man kan virkelig føle sig angrebet af forsanger Henry Rollins eller guitarist Greg Ginn. Ginn har skrevet de fleste af pladens sange helt eller delvist, og han er et af mine store idoler som sangskriver. Han får skruet nogle rigtig simple ideer sammen, så det både føles rigtig aggressivt og virkelig sjovt. Black Flag er et af de bands i hele verden, der er sjovest at skråle med på. Jeg kan ikke tælle, hvor ofte jeg med mine lungers fulde kraft har råbt og skreget til numre som Rise Above, Six Pack, TV Party, Gimmie Gimmie Gimmie eller No More.

Pladen er kun 35 minutter lang, og det er en helt perfekt længde. Man har fået rigeligt, men man har ikke fået for meget, for det kunne man sagtens få med Black Flag. Det man får er dog 16 virkelig fede numre, der virkelig komplimenterer hinanden rigtig godt. Lige som man tror, man har fået nok, opdager man, at man sagtens kan trænge til mere. Især formidabelt er samspillet mellem den næstsidste sang, Life of Pain, og afslutningsnummeret Damaged I. Life of Pain slutter virkelig brat efter linjen “There’s got to be a way to get out”. Man tror, albummet er ved at være slut, og så kommer Damaged I, en af de mest mentalt forstyrrede sange på pladen, hvis ikke nogensinde. Det lyder som om hele bandet er ved at bryde sammen. Man troede ellers lige, at Life of Pain ville være en perfekt chance for et alfslutningsnummer, som de så havde misset, og så får man en vidunderlig afslutning, der bare er så bindegal, at man ikke kan andet end at elske den. Damaged er en af de bedste punkplader nogensinde, og den er bare fantastisk fra start til slut.

413 – The Go-Go’s – Beauty and the Beat (1981)

Udgivet den af
Svar

Lad os skrue tiden tilbage til starten af 80’erne. Det her var før Bikini Kill, Sleater-Kinney eller Tegan and Sara. Den eneste rockgruppe, der bestod udelukkende af kvinder, der selv skrev musikken var dengang the Runaways, og så meget som jeg nyder dem, var de ikke latterligt kommercielt succesfulde, så selvom musiknørderne selvfølgelig fik lyttet en del til det, var det ikke noget, som hele befolkningen let ville kunne pege til. De var dog nok ganske indflydelsesrige for de fem kvinder, der i 1978 dannede the Go-Go’s; Belinda Carlisle, Charlotte Caffey, Gina Schock, Kathy Valentine og Jane Wiedlin. Disse skønne tøser udgav så i 1981 deres debutplade, Beauty and the Beat, og det var et dejligt mix af pop, punk, new wave og generelt god energi. Energien er virkelig det bedste ved pladen. Man føler konstant, at samtlige medlemmer lægger 110% i deres optrædener, og det gør, at man som lytter bliver meget engageret. Og da deres musik er rigtig poppet, gør det mig også generelt bare glad i låget.

Vokalen er mixet ualmindeligt lavt i løbet af meget pladen. Det er ret underligt, og jeg tror, det som sådan endte med at have en negativ effekt på mig som lytter. Hvis den var mixet blot en smule højere, ville sangene nok have blevet noget mere i min hukommelse, og sangene med en højere vokal har også en tendens til at være mere mindeværdige. Dog er de så godt skrevet, at man godt kan komme til at få dem fast i hukommelsen alligevel. Sangene oser tit af personlighed og livsglæde. Dog kan the Go-Go’s sagtens lave noget mere dramatisk – her ofte med en højere mixet vokal, hvilket er ret dejligt. De dramatiske numre, heriblandt Lust to Love og Fading Fast er faktisk blandt noget af det bedste pladen har på sig. Jeg er måske bare lidt vild med den slags musik generelt, men det beviser stadig flot omfanget af gruppens talenter. Dynamikken bliver også meget bedre af det, for selvom deres lystige pop-punk er dejlig nok, er det godt med noget andet fra tid til anden.

De to største hits fra pladen, Our Lips are Sealed og We Got the Beat, er helt enorme singler, men de forhindrer slet ikke resten af pladen i at skinne. De viser i løbet af hele pladen, at de kan meget andet. Der er overraskende lidt fyld på – det eneste nummer, jeg ikke rigtig kan lide, er How Much More, der bare gentager sig alt, alt, alt for meget, og den når et punkt, hvor det er næsten uudholdeligt. Men derudover er det bare stærk melodi efter stærk melodi. Især Skidmarks on My Heart er også en rigtig fed sang, især med dens Dick Dale-inspirerede guitarsolo. Det er ikke det mest teknisk imponerende, men det er bare sjovt at lytte på – og det kan man faktisk sige om meget af det her album. Vi snakker ikke om nogle helt utrolige musikalske genier her, men vi snakker til gengæld om fire seje kvinder, der kan skrue et af 80’ernes bedste popalbums sammen. Hvis du kan lide pop-rock, så er the Go-Go’s noget af det bedste i feltet, og Beauty and the Beat er deres suverænt bedste plade.

471 – Echo & The Bunnymen – Heaven Up Here (1981)

Udgivet den af
Svar

I 1981 udgav Echo & the Bunnymen deres andet album, Heaven Up Here. Vi snakker om rigtig prætentiøs, melankolsk, artistisk post-punk. Til trods for al melankolien, er det dog et rigtig dynamisk album. De kører meget fra at være stille til at være klimatiske med meget intens opbygning, og der er sjældent et gennemgående riff. I løbet af et nummer som Over the Wall går musikken fra at være en almindelig melankolsk tudesang med rimelig stiv struktur, til at alt på nummeret falder fra hinanden på smukkeste vis. Echo & the Bunnymen fokuserede meget på at skabe noget smukt ud af ting, de fleste nok ville se som noget, man aldrig skulle gøre som musiker. Det, der i første omgang kunne lyde som manglende struktur, er faktisk rettere et utroligt spektakel af følelser, som på grotesk vis overfalder hinanden en efter en. Det er uden tvivl ikke noget for alle, men det er noget for mig.

Der bliver tit arbejdet op mod klimakser, og vejen mod toppen er ofte næsten lige så storartet som vejens ende. Jovist, selve klimakserne er enorme og storslåede, men de ville ikke betyde noget, uden de tunge trommer og basguitarer. Produktionen er også en stor del af oplevelsen. Der er pudsigt nok et ekko på mange af numrene, både på sangeren og på diverse instrumenter. Det giver meget lyden af at være fuldstændig alene i verden, omgivet af totalt tomrum. Forsanger Ian McCulloch skriger, så lungerne næsten ryger, og de andre medlemmer spiller, så hans smerter føles meget begrundede. Det lyder som om, hele verden bare ryger ned over hovedet på ham, så han lyder aldrig bare som et brokkehoved, der ikke kan se noget som helst godt i livet. Det lyder ganske oprigtigt hele pladen igennem, og du skal ikke forvente dig en lykkelig slutning.

Melankolien kan nok til tider blive lidt for meget, for Heaven Up Here er lavet til et meget bestemt publikum, der kan lide den slags. Jeg hører selv med i den gruppe, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne trænge til noget lidt sjovere efter en gennemlytning af albummet. Hvis du er til eksperimentel musik af den knap så lystige slags, er Heaven Up Here af Echo & the Bunnymen let at anbefale, men hvis du ikke er, så er det nok lidt svært at blive fuldkommen forelsket i pladen. Som en person, der jo netop er lige i deres målgruppe, vil jeg gerne selv sige, at jeg ikke var specielt vild med den i starten. Men der er ikke en gang, jeg har lyttet til den, hvor den ikke har lydt bedre end sidste gang, den var i mine højtalere. Det vil nok tage endnu længere for en, der ikke er vant til at lytte til sådan noget musik, hvis de nogensinde når til punktet, hvor de ender med at elske det. Men hvis du til gengæld kan lide bands som Wire, The Fall, Swans og Public Image Ltd., så giv også Echo & the Bunnymen et par forsøg, for de fortjener det.