226 – Pixies – Doolittle (1989)

Jeg tror efterhånden, at jeg har gjort det ret klart, at jeg elsker Pixies. Jeg roste deres album Surfer Rosa til skyerne, da jeg anmeldte det i sin tid, og de var et af de bands, der lå højest, da jeg rangerede, hvem jeg glædede mig mest til at se på NorthSide 2014. Desuden har jeg sammenlignet talrige bands med dem, både i og udenfor anmeldelserne. Selvom min første oplevelse med dem var Surfer Rosa, så mener jeg dog, at deres bedste værk uden tvivl må være deres andet album, Doolittle fra 1988. Dette er pladen, hvor de har den højeste generelle kvalitet, og sangene hænger utrolig godt sammen. Jeg skreg på et tidspunkt så højt med på åbningsnummeret Debaser, at min søster kom ind til mig for at bede mig om at lade være – og jeg kunne bare ikke stoppe. Der var pladen knap nok gået i gang, og jeg kan ikke engang rigtig ordene til den sang. Alligevel er den så gribende, at jeg følte en enorm trang til at råbe med og nynne det fantastiske guitarriff. Min søster delte dog ikke entusiasmen, og i sidste ende måtte jeg tage hovedtelefoner på og lukke munden.

Der er hele 15 af sådan nogle gode sange, og hvor der selvfølgelig er variation, deler albummet som helhed mange kvaliteter med åbningsnummeret. Det er højlydt, det er skrigende, man bliver suget ind i lyduniverset, og spilleglæden er helt enorm. Meget af deres lyd ligger i bassen, der måske ikke er så fremtrædende, men når man siger, at bassen lægger fundamentet, så er Pixies et af de bedste bands at kigge på. Bassisten hedder Kim Deal, og hun er blevet en virkelig afholdt del af bandet af god grund. Hun synger også med på mange sange, heriblandt HeySilver og There Goes My Gun. Hendes stemme giver noget ekstra kant og karakter til disse sange, og hun lyder jo slet ikke som forsanger Black Francis’ skingre skrig, så det tilføjer ret meget, man ellers ikke ville få. Det gør også, at det føles meget mere hjemmelavet og dermed til at føle lidt på. Noget andet, der gør dette er, at sangene er virkelig forskellige fra hinanden, hvilket også gør det til en mere mættet plade end f.eks. Surfer Rosa.

Der er mange af de vilde rocknumre, Pixies blev kendte for gennem Surfer Rosa, men mellem Monkey Gone To HeavenGouge Away og Debaser, så finder man en hel del musik, som nok end ikke ville have været så god på egen hånd, men det vækker opsigt på en plade som Doolittle. Nu siger jeg noget kontroversielt, men La La Love You er ikke en specielt god sang. Den er så fjollet og klichéfuld, at det er til at le af, og det er virkelig corny. Jeg mener helt ærligt, den rimer maybe og baby. Og den gør det endda meget kluntet. Det er uden tvivl den værste sang på pladen, og det er derfor den er så fantastisk. Den er så underlig at høre blandt alle disse vilde numre om gud og djævelen og død og alt sådan noget. Og det hjælper virkelig med at holde pladen frisk. Det samme gør den western-inspirerede Silver, og den underligt lystige og for en stund reggae-prægede Mr. GrievesDoolittle er en skøn plade, og jeg har virkelig svært ved at udpege noget som helst negativt ved pladen som en helhed. Hvis du kan lide rockmusik, der er bare en smule hårdt, så bør du give det en chance.

270 – The Beach Boys – Today! (1965)

The Beach Boys blev dannet i 1961, og de ville i løbet af 60’erne vise sig at være en af årtiets definerende popgrupper med plader som Pet SoundsSmiley Smile og selvfølgelig pladen, der for alvor viste deres potentiale, Today! fra 1965. Det er en meget kort plade – kun 29 minutter får man ud af de 12 sange på pladen. Der er en rigtig god albumdynamik. Til trods for den korte albumlængde, føles pladen meget helstøbt, og den føles faktisk slet ikke så kort igen. Man føler, at man har fået et helt album, når man er færdig. Sangene på dette album er næsten alle skrevet af Brian Wilson og Mike Love, og de har bare gjort et sublimt stykke arbejde. Sangene er alle meget varierede og flotte, og især vokalharmonierne er bare smukke. De er ikke bare smukke, de er også meget engagerende. Når man lytter til pladen, så bliver man suget helt væk af, hvor flot vokalerne lyder. Og oven i det, så passer de godt til sangene. De er ganske vist smukke, men de kan være både triste, sjove, lykkelige, undrende og kærlige. Sangene er også meget fængende, og på meget kort tid formår de bare at snige sig direkte ind i hjertet på lytteren.

Nu sagde jeg tidligere, at der var 12 sange på denne plade, og det er lidt usandt. For reelt er kun de første 11 numre sange, og pladen afsluttes i min verden af det ellevte nummer, den langsomme og sentimentale In the Back of My Mind, der runder pladen smukt af med barok instrumentation. Efter denne kommer nummeret Bull Sessions with “Big Daddy”, og det er det bedste eksempel på albumfyld, jeg nogensinde har hørt. Det er end ikke en sang, det er bare 2 minutter af et interview med drengene. Det er ret sjovt, men det tilføjer intet til albummet, og man hører ikke engang begyndelsen eller slutningen af interviewet. Instrumentationen på pladen er lige så kreativ og imponerende som vokalharmonierne. Foruden de fem stranddrenge optræder hele 27 gæstemusikere, der spiller så interessante instrumenter som engelskhorn, valdhorn, pauker, vibrafoner, harmonikaer, timbales, tre slags saxofoner og tre slags klaver. Dette er tydeligvis inspireret af Phil Spectors musik, der har denne meget barokke og storladne lyd. Der er bare rigtig meget fylde, og dette forklarer også, at albumoplevelsen kan være mættende på den utrolig korte tid, pladen varer.

Teksterne er ikke det væsentligste på pladen eller noget, det er trods alt popmusik anno 1965. Det er dog vigtigt at bemærke, at sangene på denne plade ikke alle sammen handler om kærlighed og fest. Mange af dem gør, men en sang som When I Grow Up to Be a Man er en meget atypisk sang i forhold til samtidens poplandskab. Don’t Hurt My Little Sister er en mere simpel sang, der ikke rigtig udfordrede konformiteterne på samme måde, men den er stadig forfriskende at høre på pladen. Den gør det tydeligt, at drengene har mere på hjerte end man lige skulle tro, og det ville de da også bekræfte med senere albums. Der er rigtig meget, der arbejder sammen om at gøre Today! til en fantastisk popplade. The Beach Boys er nogle af de kærligste mennesker, der har optaget popmusik, og deres varme personligheder bringer altid et smil til mine læber. Produktionen fra Brian Wilson er lige i øjet, instrumentationen er kreativ. Der er ikke meget skidt at sige om dette album udover at afslutningsnummeret bare er det rene fyld, men som helhed er det bare guf for ørerne. Hvis du kan lide, når popmusik har klasse og finesse, så lyt til the Beach Boys, og lyt til Today!.

413 – The Go-Go’s – Beauty and the Beat (1981)

Lad os skrue tiden tilbage til starten af 80’erne. Det her var før Bikini Kill, Sleater-Kinney eller Tegan and Sara. Den eneste rockgruppe, der bestod udelukkende af kvinder, der selv skrev musikken var dengang the Runaways, og så meget som jeg nyder dem, var de ikke latterligt kommercielt succesfulde, så selvom musiknørderne selvfølgelig fik lyttet en del til det, var det ikke noget, som hele befolkningen let ville kunne pege til. De var dog nok ganske indflydelsesrige for de fem kvinder, der i 1978 dannede the Go-Go’s; Belinda Carlisle, Charlotte Caffey, Gina Schock, Kathy Valentine og Jane Wiedlin. Disse skønne tøser udgav så i 1981 deres debutplade, Beauty and the Beat, og det var et dejligt mix af pop, punk, new wave og generelt god energi. Energien er virkelig det bedste ved pladen. Man føler konstant, at samtlige medlemmer lægger 110% i deres optrædener, og det gør, at man som lytter bliver meget engageret. Og da deres musik er rigtig poppet, gør det mig også generelt bare glad i låget.

Vokalen er mixet ualmindeligt lavt i løbet af meget pladen. Det er ret underligt, og jeg tror, det som sådan endte med at have en negativ effekt på mig som lytter. Hvis den var mixet blot en smule højere, ville sangene nok have blevet noget mere i min hukommelse, og sangene med en højere vokal har også en tendens til at være mere mindeværdige. Dog er de så godt skrevet, at man godt kan komme til at få dem fast i hukommelsen alligevel. Sangene oser tit af personlighed og livsglæde. Dog kan the Go-Go’s sagtens lave noget mere dramatisk – her ofte med en højere mixet vokal, hvilket er ret dejligt. De dramatiske numre, heriblandt Lust to Love og Fading Fast er faktisk blandt noget af det bedste pladen har på sig. Jeg er måske bare lidt vild med den slags musik generelt, men det beviser stadig flot omfanget af gruppens talenter. Dynamikken bliver også meget bedre af det, for selvom deres lystige pop-punk er dejlig nok, er det godt med noget andet fra tid til anden.

De to største hits fra pladen, Our Lips are Sealed og We Got the Beat, er helt enorme singler, men de forhindrer slet ikke resten af pladen i at skinne. De viser i løbet af hele pladen, at de kan meget andet. Der er overraskende lidt fyld på – det eneste nummer, jeg ikke rigtig kan lide, er How Much More, der bare gentager sig alt, alt, alt for meget, og den når et punkt, hvor det er næsten uudholdeligt. Men derudover er det bare stærk melodi efter stærk melodi. Især Skidmarks on My Heart er også en rigtig fed sang, især med dens Dick Dale-inspirerede guitarsolo. Det er ikke det mest teknisk imponerende, men det er bare sjovt at lytte på – og det kan man faktisk sige om meget af det her album. Vi snakker ikke om nogle helt utrolige musikalske genier her, men vi snakker til gengæld om fire seje kvinder, der kan skrue et af 80’ernes bedste popalbums sammen. Hvis du kan lide pop-rock, så er the Go-Go’s noget af det bedste i feltet, og Beauty and the Beat er deres suverænt bedste plade.