74 – Otis Redding – Otis Blue: Otis Redding Sings Soul (1965)

Jeg har svært ved at pege på en bølge i soulmusikken, der har haft en nær fed lyd som den sydstatssoul, man kunne finde hos pladeselskabet Atlantic i 1960’erne. Mens Motown takket være folk som Smokey Robinson, Marvin Gaye og Stevie Wonder kunne prale af at have genrens bedste sangskrivere, havde Atlantic helt klart det bedste band, nemlig Booker T. & The M.G.’s. De spillede på en lang række af tidens store soul-plader, men bedst husket er nok deres plader med den store soulsanger Otis Redding. Især pladen ‘Otis Blue: Otis Redding Sings Soul’ fra 1965 er populær. Det er nok den mest velansete soulplade, Atlantic nogensinde har udgivet. Den er ofte nær toppen af lister over de bedste soulplader nogensinde, og den gav Redding sit store gennembrud gennem singler som ‘I’ve Been Loving You Too Long’ og hans cover af ‘Satisfaction’. Og det er jo egentlig ret sjovt, at den er blevet så populær, for det er næsten en regulær cover-plade. Der er lige så mange sange her, der oprindeligt er af Sam Cooke som oprindeligt er af Redding. En stor del af sangene var desuden allerede meget populære i forvejen, og de huskes stadig i dag bedst i originaludgaverne. Derfor kan man let spørge sig selv: hvorfor ikke bare høre originalerne?

For at undersøge dette, kunne man nok kigge på det cover, der i min optik fungerer allerbedst, nemlig ‘Satisfaction’, oprindeligt af The Rolling Stones. Det er det eneste cover af en rock-sang, men den fungerer rigtig godt. Der er i forvejen lidt R&B-elementer i originalen, og det er fedt at høre Redding trække dem ud og accentuere dem. Tilføjelsen af blæserne fungerer også rigtig godt, og sangens rockede natur lægger op til godt med impulsiv energi på tværs af Redding og bandet. Et rygte siger, at Redding egentlig ikke teksten udenad, hvilket ledte til en mere improviseret, impulsiv vokaloptræden. Vildskab er en kvalitet, der generelt klæder Redding og bandet rigtig godt, og vi får den også på Reddings egen ‘Respect’, der senere blev endnu mere populær i en cover-udgave af Aretha Franklin, samt på ‘Shake’ af den dengang nyligt afdøde Sam Cooke. Sam Cooke fylder som sagt en del på denne plade, for han har været en afgørende indflydelse på Redding som musiker. Mens jeg føler, at Reddings fortolkning af ‘Wonderful World’ gør den fjollede kærlighedssang lidt for storladen, er hans udgave af ‘Change Gonna Come’ rigtig smuk og respektfuld, selvom man måske med rette kan kritisere den for at læne sig meget op ad originalen.

Generelt er sangene faktisk super lækre. Det er let at forstå, hvorfor Redding har vækket opsigt. Alligevel finder jeg det distraherende, at så mange sange er covers. Det er jo stadig god musik, men pladen føles bare ret usammenhængende. Cover-plader, selv af meget velkendte sange, kan sagtens have sammenhæng, det har bl.a. Xiu Xiu, Willie Nelson og Johnny Cash bevist, for ikke at tale om et utal af juleplader. Jeg tror bare, at det kræver lidt ekstra fokus på struktur. Den fokus har ‘Otis Blue’ ikke rigtig. Til gengæld har vi en formidabel sanger i Otis Redding, et skidedygtigt band i Booker T. and the M.G.’s og en fantastisk producer i Isaac Hayes, og de er alle sammen absolut i højsædet. Det lyder alt sammen rigtig godt, men jeg føler ikke den store sammenhæng i pladen. Hvis man vil høre disse sange i deres ideelle sammenhæng, bør man muligvis rettere opsøge nogle af de live-plader, Redding optog på denne tid, bl.a. ‘Live in Europe’ og ‘Historic Performances Recorded at the Monterey International Pop Festival’. Stadig, hvis man vil udforske Reddings diskografi, er ‘Otis Blue’ en mindeværdig, velskåret samling sange.

232 – The Byrds – Mr. Tambourine Man (1965)

Man kan få lidt ondt af et band, hvis største hit er et cover. Men det har jo aldrig stoppet Aretha Franklin, Marvin Gaye, Janis Joplin eller Jeff Buckley, og det stoppede på ingen måde The Byrds. Deres fantastiske cover af Bob Dylans Mr. Tambourine Man var ikke blot deres første og største hit, det var også en sang, de var utrolig stolte af. Den kom til at give navn til deres debutalbum, og ideen med at lave en mere elektrisk, psykedelisk udgave af en Dylan-sang gentog de også – der er hele 4 af slagsen blandt pladens 12 tracks. Lad mig lige som stor Byrds-fan sige, at det normalt er sådan noget, der gør en gruppe til et one hit wonder. Wild Cherry undgik ikke at hitte igen, fordi de ikke var gode musikere, de hittede ikke igen fordi de bare prøvede at gentage Play That Funky Music en masse gange. Foruden de 4 Dylan-covers fortolker de også Pete Seegers The Bells of Rhymney og Vera Lynns We’ll Meet Again. Det er så halvdelen af pladen, men de gør det faktisk rigtig godt. De mange covers sørger de for at forene nydeligt med deres flotte lydbilleder.

De er dog også ganske glimrende sangskrivere på egen hånd. Man behøver ikke at kigge meget længere end til track 2 for at opdage dette: I’ll Feel a Whole Lot Better er en fantastisk skrevet popsang, der virkelig hænger godt sammen. Og den lyder helt unikt af The Byrds. Der er mange små finurligheder, der gør dette til et mesterværk. Men måske skjulte Gene Clark, der har skrevet de fleste originale sange, sine sangskrivningstalenter lidt væk. Det føles nemlig som om, der er en del fyld. Forud for denne anmeldelse har jeg lyttet til denne plade adskillige gange, den er nemlig utrolig kort. Selv med alle de gennemlytninger, så har jeg svært ved at få særlig meget ud af de originale sange. Jeg elsker virkelig den dystre stemning på I Knew I’d Want You og Here Without You, men angående sangskrivning, så er der ikke så meget at komme efter. It’s No Use og Don’t Doubt Yourself, Babe er nogle mere spøjse sange, og især den sidste holder ret godt. Denne er ikke skrevet af Gene Clark men af Jackie DeShannon specifikt til gruppen. Den eneste originale sang, jeg nu mangler at fortælle om er You Won’t Have to Cry. Der er heller ikke så meget at fortælle om, udover at Jim McGuinn er ret imponerende på guitaren, og at introen lover meget mere end sangen leverer.

Man skal dog virkelig være et forfærdeligt band for at ødelægge klassiske Bob Dylan-sange, for hvis nogen sangskriver har lavet udødelig musik, der ikke kan ødelægges af selv de værste, så er det Dylan. Men Byrds er ikke dårlige, de er faktisk helt fænomenale. Der er bare fyld på deres debutplade, det er der på så mange plader fra tilbage i 60’erne. Det bedste på denne plade er da foruden I’ll Feel a Whole Lot Better deres mange covers. Det er ikke kun af kommercielle årsager, at de fortolker så meget Dylan på denne plade. Det er også fordi, deres lyd er utrolig velegnet Dylans sangskrivning, også selvom de gør det vidt forskelligt fra ham. De sørger for at have meget lyd af hans folk samtidig med at sætte både noget rock og psykedelia i hans musik. Deres vokalharmonier er virkelig smukke, og Dylans bevidst manglende perfektion giver gruppen noget kant, der lidt mangler på mange af deres originale sange. Pete Seeger er som stor indflydelse for Dylan også perfekt for the Byrds, og deres cover af We’ll Meet Again runder faktisk virkelig flot pladen af med sin sentimentalitet. Mr. Tambourine Man er en fantastisk sang, en af de bedste nogensinde, og den har givet navn til en ganske god plade. Det er fristende at kalde den en usleben diamant, men den er rettere lidt mere poleret end hvad godt er.

270 – The Beach Boys – Today! (1965)

The Beach Boys blev dannet i 1961, og de ville i løbet af 60’erne vise sig at være en af årtiets definerende popgrupper med plader som Pet SoundsSmiley Smile og selvfølgelig pladen, der for alvor viste deres potentiale, Today! fra 1965. Det er en meget kort plade – kun 29 minutter får man ud af de 12 sange på pladen. Der er en rigtig god albumdynamik. Til trods for den korte albumlængde, føles pladen meget helstøbt, og den føles faktisk slet ikke så kort igen. Man føler, at man har fået et helt album, når man er færdig. Sangene på dette album er næsten alle skrevet af Brian Wilson og Mike Love, og de har bare gjort et sublimt stykke arbejde. Sangene er alle meget varierede og flotte, og især vokalharmonierne er bare smukke. De er ikke bare smukke, de er også meget engagerende. Når man lytter til pladen, så bliver man suget helt væk af, hvor flot vokalerne lyder. Og oven i det, så passer de godt til sangene. De er ganske vist smukke, men de kan være både triste, sjove, lykkelige, undrende og kærlige. Sangene er også meget fængende, og på meget kort tid formår de bare at snige sig direkte ind i hjertet på lytteren.

Nu sagde jeg tidligere, at der var 12 sange på denne plade, og det er lidt usandt. For reelt er kun de første 11 numre sange, og pladen afsluttes i min verden af det ellevte nummer, den langsomme og sentimentale In the Back of My Mind, der runder pladen smukt af med barok instrumentation. Efter denne kommer nummeret Bull Sessions with “Big Daddy”, og det er det bedste eksempel på albumfyld, jeg nogensinde har hørt. Det er end ikke en sang, det er bare 2 minutter af et interview med drengene. Det er ret sjovt, men det tilføjer intet til albummet, og man hører ikke engang begyndelsen eller slutningen af interviewet. Instrumentationen på pladen er lige så kreativ og imponerende som vokalharmonierne. Foruden de fem stranddrenge optræder hele 27 gæstemusikere, der spiller så interessante instrumenter som engelskhorn, valdhorn, pauker, vibrafoner, harmonikaer, timbales, tre slags saxofoner og tre slags klaver. Dette er tydeligvis inspireret af Phil Spectors musik, der har denne meget barokke og storladne lyd. Der er bare rigtig meget fylde, og dette forklarer også, at albumoplevelsen kan være mættende på den utrolig korte tid, pladen varer.

Teksterne er ikke det væsentligste på pladen eller noget, det er trods alt popmusik anno 1965. Det er dog vigtigt at bemærke, at sangene på denne plade ikke alle sammen handler om kærlighed og fest. Mange af dem gør, men en sang som When I Grow Up to Be a Man er en meget atypisk sang i forhold til samtidens poplandskab. Don’t Hurt My Little Sister er en mere simpel sang, der ikke rigtig udfordrede konformiteterne på samme måde, men den er stadig forfriskende at høre på pladen. Den gør det tydeligt, at drengene har mere på hjerte end man lige skulle tro, og det ville de da også bekræfte med senere albums. Der er rigtig meget, der arbejder sammen om at gøre Today! til en fantastisk popplade. The Beach Boys er nogle af de kærligste mennesker, der har optaget popmusik, og deres varme personligheder bringer altid et smil til mine læber. Produktionen fra Brian Wilson er lige i øjet, instrumentationen er kreativ. Der er ikke meget skidt at sige om dette album udover at afslutningsnummeret bare er det rene fyld, men som helhed er det bare guf for ørerne. Hvis du kan lide, når popmusik har klasse og finesse, så lyt til the Beach Boys, og lyt til Today!.

271 – Smokey Robinson & the Miracles – Going to a Go-Go (1965)

Efter Sam Cookes død i 1964 var tronen som kongen af R&B forholdsvis tom. I 1965 var der to mænd, der for alvor kunne konkurrere om tronen, den ene var den meget afholdte Otis Redding, den anden var frontmanden for the Miracles, Smokey Robinson. Og selvom Otis Redding uden tvivl er det mest populære af de to navne, så har Smokey Robinson  også haft en meget stor indflydelse som sangskriver for navne som The Temptations, The Supremes, Marvin Gaye, The Four Tops og stort set hvert eneste andet større navn, Motown havde at byde på. Og i 1965 var Robinson med sin gruppe, The Miracles, på deres højeste med deres album Going to a Go-Go, der bare indeholder hits på stribe. Lige fra åbningsnummeret, The Tracks of my Tears, ved man, at man har at gøre med popmusik af allerhøjeste kaliber. Der er et fængende omkvæd, en sød tekst, virkelig dygtige sangere, der harmonierer meget smukt, og en sang, der i sin helhed bare hænger utrolig godt sammen. Og det er stort set det, man får i løbet af hele Going to a Go-Go; 12 søde, velskrevne sange om kærlighedens gode og dårlige sider, angrebet fra et par forskellige kreative vinkler. Eller, titelnummeret handler ikke om kærlighed, det handler bare om fest, men kærlighed er stadig en stor del af pladen.

Teksterne er meget kreative, og de er noget af det bedste ved pladen. Der er klichéer hist og her, f.eks. på den ellers fantastiske Ooh Baby Baby og den noget mindre imponerende Since You Won My Heart, men ellers er der ret originale koncepter bag de fleste af sangene. From Head to Toe handler om hvordan de forskellige kropsdele er tiltrukket af Robinsons udkårne, The Tracks of My Tears handler om hvordan han skjuler sine sorger med et smil – eller make-up, som han kalder det – og My Baby Changes Like the Weather sammenligner en kvindes uforudsigeligheder med vejret. Det hele er meget sødt. Det hele er faktisk forbandet sødt. De tristere sange har ikke rigtig nogen frustrationer, lige med undtagelse af Ooh Baby Baby og A Fork in the Road, men på disse er det også begrænset. Heldigvis er det en kort plade, så man får ikke sukkerchok, men hvis den blev ved i længere tid, så ville det være uudholdeligt. Nu har jeg nævnt Ooh Baby Baby et par gange, så jeg må nok gå lidt mere i dybden med den. Da jeg første gang lyttede til den, så jeg det som en ret kedelig doo-wop-sang, men den er fyldt med smukke vokalharmonier og virkelig stærk dynamik. Den er fortalt ret vagt, men melodien er virkelig stærk, og til trods for det lave tempo, kommer den hurtigt fremad.

Vokalerne på albummet er også værd at snakke om. Hvis du ikke kan lide falsetter, så har du ikke meget at gøre her, for Robinsons stemme er usandsynligt lys. Han var angiveligt 25, da denne plade blev optaget, men det er svært at tro på, at han i det hele taget var kommet ind i puberteten, endsige kommet ud af den. Men hans stemme er dog også gudeskøn. Han kan noget helt særligt, og selvom følelsesregisteret ikke er særlig stort på denne plade, så forhindrer det ikke Robinson i at udtrykke sig rigtig meget. Stemmen kommer vidt omkring, og han er næsten umulig ikke at holde af. Albummets helhed virker ikke helt, som om, den er gennemtænkt. Jeg kan dog ikke rigtig bebrejde dem. Albumkunsten var først virkelig begyndt at dukke op, og frontløberne var enten i Storbritannien eller på vestkysten. Dem, og så var der jazzmusikere. Intet af dette beskriver rigtig Smokey Robinson & the Miracles, og det forklarer også, at pladen virker ret ufokuseret. Den er dog spækket med gode sange, og det kan man slet ikke komme udenom. Hvis du vil have motown-lyden som den er bedst, så er Smokey Robinson & the Miracles et godt bud, og Going to a Go-Go er muligvis deres største album-værk, men lyt også gerne til mange af de singler, de har udgivet ved siden af.

332 – The Beatles – Help! (1965)

Hvis du spurgte mig om mit absolutte yndlingsband, ville det stå meget tæt mellem The Smiths, The Velvet Underground og The Beatles, men i sidste ende ville Beatles nok vinde. De er virkelig kreative, og de har haft enorm indflydelse på helt vildt mange genrer, men vigtigst af alt er de nogle rigtig dygtige sangskrivere, i hvert de tre af dem, og de udviklede sig konstant. Ved siden af deres fantastiske albums lavede de også en stribe film, og hver af disse film blev udgivet sammen med et album af samme navn. På de to første af disse, A Hard Day’s Night og Help! bestod første halvdel af et regulært soundtrack med sangene fra filmen, mens anden halvdel bestod af dengang spritnye sange, der intet med filmen havde at gøre. Help! har nogle af gruppens mest kendte sange på sig. Foruden selvfølgelig titelnummeret, er nogle af højdepunkterne på pladen YesterdayTicket to RideYou’ve Got to Hide Your Love Away og I’ve Just Seen a Face. På disse sange udforsker Beatles mere genrefusion end deres hidtidige pop-rock, som ganske vist har været rigtig god, men samtidig er den virkelig simpel.

John Lennon og Paul McCartney begyndte på dette album virkelig at få øjnene op for Bob Dylans forfriskende bud på folk-musik, og det tydeligste eksempel på dette er med You’ve Got to Hide Your Love Away, der virkelig, virkelig lyder som Dylan. Men det lyder som en rigtig god Dylan-sang, og den passer rigtig godt ind på albummet. Ellers virker det som om, Lennon generelt fik sat en smule Dylan ind i sin stemme. Lennon er meget bedre til at ramme toner end Dylan nogensinde har været, men han har på Help! virkelig gjort sin stemme grimmere og hæsere, hvilket klæder ham. Paul McCartney fik flirtet mere med Phil Spectors barok-pop. Der er dejlig meget skævhed i de ellers meget rene sange Tell Me What You SeeI’ve Just Seen a Face og den gudeskønne YesterdayYesterday er en  af de smukkeste sange nogensinde. Det er en god, simpel melodi, teksten er mere oprigtig end langt de fleste rocksange fra før den, McCartney synger helt fantastisk derpå, strygerne er så velvalgte og velkomponerede, det er en fuldkommen perfekt sang.

Leadguitarist George Harrison synger også på to sange, som han i øvrigt selv har skrevet. De hedder I Need You og You Like Me Too Much. Det er to ret gode popsange. Det er ikke det bedste på pladen, men standarden er jo også ret høj. I Need You er især fed med sine flotte vokalharmonier og fede guitarspil. Det er ikke det mest teknisk imponerende, Harrison nogensinde har præsteret, men det er dejlig sjovt. Der er desværre to sange på Help!, der trækker helhedsoplevelsen ned, og de er spøjst nok begge to covers. Det første, Act Naturally, oprindeligt af Buck Owens, er her sunget af trommeslager Ringo Starr, der uden tvivl er den svageste sanger af de fire. Derudover er det en countrysang, og ikke en specielt god en af slagsen. Den er bare tumpet og naiv, men den lader ikke til selv at vide, hvor naiv den er. Den anden er en egentlig ret fed fortolkning af rock and roll-sangen Dizzy Miss Lizzy, oprindeligt af Larry Williams. Problemet er dog, at den kommer lige efter Yesterday, og dermed også afslutter albummet, hvilket er meget antiklimatisk, og det får Yesterday til at virke mere ordinær, fordi denne er så utrolig meget mere højlydt. Help! er langtfra den bedste Beatles-plade, men den er stadig fremragende.

353 – The Yardbirds – Having a Rave Up (1965)

I 60’ernes britiske rocklandskab var blues en helt enorm indflydelse, og et af de bedste blues-rock-bands i branchen var The Yardbirds, der gennem tiden har haft hele tre af de største guitarlegender nogensinde med i bandet. Her snakker jeg om Eric Clapton, Jeff Beck og Jimmy Page. På kun et eneste af deres studiealbums kan man finde to af disse guitarister, nemlig på Having a Rave Up fra 1965, hvor både Jeff Beck og Eric Clapton spiller vidunderligt guitar. Pladen er opdelt af nogle ret psykedeliske studieoptagelser med Jeff Beck og nogle rockede bluescovers spillet live med Eric Clapton. På vinyludgaven optager de hver en side af pladen. Underligt nok kommer sektionen med Beck først, selvom de blev optaget efter Clapton havde forladt dem, men at slutte af med nogle dyriske covers af bluesklassikere er faktisk ret passende, og det føles mere konkluderende end nogen af numrene med Beck gør. Man får dermed 6 numre med Jeff Beck og 4 numre med Eric Clapton, hvilket betyder i alt 10 numre i selskab med guitarguder!

Numrene med Beck er generelt mere syrede end bluescoverne, her især den sidste halvdel af dem han spiller med på, altså Still I’m SadHeart Full of Soul og The Train Kept A-Rolling. Dog kan man sagtens høre, at bandet har nogle klare bluesrødder, især hvis vi sammenligner det senere psykedeliske rockbands. Having a Rave Up er en af de allerførste psykedeliske rockplader. Før den kender jeg kun Mr. Tambourine Man af the Byrds. Disse to plader er i øvrigt rigtig sjove at sammenligne, for hvad Having a Rave Up tager fra blues, tager Mr. Tambourine Man fra folk, og på den finder man ligeledes mange folk-covers. Disse var begge før Rubber Soul af the Beatles, den selvbetitlede fra The Doors, Are You Experienced, af The Jimi Hendrix Experience, Surrealistic Pillow af Jefferson Airplane eller nogen anden psykedelisk klassiker, jeg kan komme i tanker om. Denne plade var klar en enorm indflydelse på inkorporationen af blues i psykedelisk rock, noget genren har haft lige siden.

De første tre numre på pladen befinder sig et sted mellem den rene blues-rock-stil fra Claptons fire numre og den kraftigt psykedeliske retning, den bliver taget i på de sidste tre numre, Jeff Beck spiller med på. De har meget skævhed og knap så meget testosteron i sig, men især på coveret af Bo Diddleys I’m A Man kan man klart høre, at de startede som en blues-rock-gruppe. Netop I’m A Man er dog en af pladens svagere punkter. Man kan nemlig både finde den i en studieudgave med Jeff Beck og en liveudgave med Eric Clapton. Det er selvfølgelig sjovt at sammenligne de forskellige fortolkninger, men det skaber virkelig tomgang i albummets flow. Jeg har ikke nødvendigvis noget imod gentagelser af numre, det kan virkelig gøre noget for oplevelsen, hvis man gør det rigtigt. I dette tilfælde sker det dog, at man bliver dobbelt så hurtigt træt af nummeret, som man gør med resten af pladen, og det er synd, for det er ellers en fantastisk fortolkning. Derudover er lyden ikke så konsekvent, selvom det naturligvis er dejligt at høre to så forskellige sider af bandet. Hvis du kan lide blues-rock eller psykedelisk rock, så burde du nok give et kig til Having a Rave Up, for den er ret så revolutionerende – men for alt i verden, undgå udgaven ved navn The Definitive Edition, for den er i helt forkert rækkefølge, og alle numrene med Clapton mangler. Definitive min bare!

476 – The Paul Butterfield Blues Band – The Paul Butterfield Blues Band (1965)

Paul Butterfield var en af de første hvide bluessangere, da han debuterede med albummet The Paul Butterfield Blues Band i 1965, og ikke alene var han en formidabel sanger, der gjorde god brug af inspirationer som Little Walter og Muddy Waters i sin vokal, men han havde også et fantastisk band med sig. Elvin Bishop og især Mike Bloomfield er fantastiske guitarister, der giver numrene utrolig meget liv og energi. Og det er rigtig vigtigt med den slags, 7 af albummets 11 numre er covers af bluesklassikere, så hvis de ikke satte deres eget spin på melodierne, kunne det virke tamt. De bygger som helhed meget på Muddy Waters’ elektriske blues, og de flirter også meget med blues-rock, der var en spritny genre på den tid. De er derfor meget kraftige og energiske i deres udførsel af klassikerne, og deres 4 originale numre er tydeligvis også skrevet specifikt til denne lyd. To af disse numre, Thank You Mr. Poobah og Screamin’ er instrumentale, og på dem får Bloomfield og Bishop virkelig lov til at udfolde sig mens Butterfield selv holder sig til sin mundharmonika.

De to andre originale numre, Born In Chicago og Our Love Is Drifting, kører på det samme gamle blues-mønster, som Robert Johnson f.eks. bruger på Sweet Home Chicago, og hvert eneste af de mange covers, der er på albummet, følger samme mønster, dog et par få af dem med omkvæd, der gør lyden mere varierende. Dog er hvert eneste cover en sand bluesklassiker, der bliver opført med rigtig høj energi, og den store forskel i tempoet på numre som Mystery Train og Got My Mojo Working gør, at man knap nok lægger mærke til, at de er skrevet på næsten samme måde. Der er på mange af numrene tillagt guitarsoloer, der giver Bloomfield og Bishop mulighed for at puste meget liv i numrene, som alle bluesfans efterhånden har hørt til døde. Det ville dog have været rart, hvis der var valgt nogle lidt mere forskelligt opbyggede numre, så de eneste undtagelser ikke var de instrumentale numre. Dette kunne både være hjulpet ved at skrive nogle nye sange, der var opbygget anderledes, eller blot ved at vælge nogle andre sange at lave covers af.

5 af numrene har orgel på sig, og den energiske lyd bliver endnu bedre af det. De høje orgeltoner gør lyden frisk og original, hvilket virkelig redder dem fra at lyde som endnu et bluesband, der bare hægter sig fast i klassikerne. Ikke ét af deres covers lyder som den mest kendte udgave, måske med undtagelse af den af Muddy Waters’ Got My Mojo Working, men da Waters tydeligvis var en vigtig inspiration for dem, gav det mening at lave en så direkte hyldest, og da sangen jo også i sin tid blev gjort populær med en elektrisk lyd, passer den jo perfekt ind. The Paul Butterfield Blues Band er et album, som enhver bluesfan bør lytte til. Hvis man kan sine klassikere, vil man nok nikke genkendende til mange af numrene, og man vil aldrig ryste på hovedet over deres behandling, for de gør det altid med både respekt, personlighed og energi. Og så er Bloomfield, Bishop og Butterfield selv altid en fornøjelse at lytte på, og de andre bandmedlemmer trækker bestemt heller ikke oplevelsen ned.