Tag-arkiv: Modaljazz

47 – John Coltrane – A Love Supreme (1965)

Udgivet den af
Svar

Blandt de helt store jazzlegender, er John Coltrane ikke en af dem jeg oftest hiver frem for at lytte til. Det kan meget snart ændre sig, for op til at skulle skrive denne anmeldelse, er jeg faldet pladask for ‘A Love Supreme’. Men det tog mig noget tid. I starten hæftede jeg mig meget ved opsætningen: den kunne nærmest ikke være mere klassisk: en trommeslager, en bassist, en pianist og vores hovedperson, John Coltrane på trommer – ikke just den mest spraglede måde at sammensætte et jazzband. Jeg fandt det ret kikset, da Coltrane begyndte at synge albummets titel på første nummer, ‘Part I – Acknowledgement’. Ud over dette tidspunkt og et par særligt eksploderende soli på ‘Part III – Pursuance’, syntes jeg ikke, albummet gjorde meget for at adskille sig fra alskens kaffebar-jazz. At der er folk, der har taget mig seriøst, når dette var min umiddelbare reaktion til ‘A Love Supreme’, er mig en gåde, men jeg er evigt taknemmelig for det, for det gør, at der nok er folk, der vil lytte til mig, når jeg siger, at jeg tog helt og aldeles fejl – ‘A Love Supreme’ er et lige så stort mesterværk, som alle går rundt og påstår, det er.

Vi kan starte med, hvorfor det egentlig er genialt, at Coltrane synger albummets titel i slutningen af ‘Part I – Acknowledgement’. I løbet af næsten hele dette nummer sniger figuren, han synger det henover, rundt i sangen. Først er det en basgang, senere dukker figuren op i klaveret, og som nummeret skrider fremad prøver saxofonen at kæmpe mod dette motiv, som begge bliver mere og mere intense. Så opgiver saxofonen også, og med stor indføling tager Coltrane imod den, først ved at spille den på sax, derefter ved at synge den. Nummeret hedder ‘Acknowledgement’ netop fordi vi overværer en gradvis anerkendelse af denne vage, spirituelle »Love Supreme«. På andet nummer, ‘Part II – Resolution’ møder vi i første halvdel kun sjældent den angst, der kendetegner åbningsnummeret. I stedet rejser vi igennem et nyt niveau af lykke, hvor saxofonen for første gang lyder såvel euforisk som decideret magelig. Men ca. halvvejs igennem begynder McCoy Tyners geniale klaverspil gradvist at blive mere dommedagsagtig og faretruende. Men selv mens dødbringende klaver svirrer frem med grumme akkorder, er den taknemmelige tone fra saxofonen ustoppelig. Det er inspirerende at lytte til, og jeg får meget respekt for Coltranes spirituelle rejse, også selv om jeg i modsætning til ham ikke er kristen.

Hertil er titlen ‘A Love Supreme’ genial – den er vag nok til, at lytteren kan få den til at handle om andet end Gud, men den er stadig specifik nok til, at der ikke er tvivl om hvad der netop er det relevante ved Coltranes spirituelle åbenbaring: en kærlighed, der overgår det menneskelige og det kropslige. Dette gør nummeret med de vilde soli, ‘Part III – Pursuance’, så meget mere tiltalende for mig. For jeg hører hvert eneste instrument gå amok i forsøget på at nå op til dette metafysiske plateau, heraf titlen ‘Pursuance’ – mine tanker ledes hen mod fortællingen om Babelstårnet. Selv i den svære kunst at lave en mindeværdig trommesolo udmærker Elvin Jones sig, da man rent faktisk kan mærke, at der er noget på spil. Soloen bygger smukt op, og dens afslutning er vidunderligt forløsende. Afslutningsnummeret, ‘Part IV – Psalm’ er det nummer, jeg har haft sværest ved lige at fange. Den mystiske aura på nummeret er uden tvivl tiltalende, hvis ikke lettere morbid. Coltrane selv har kaldt stilen herpå for ‘musical narration’, hvor han altså bruger sin saxofon til at lave ordløs digtoplæsning. Den gudfrygtige, angrende lyd på nummeret er gennemborende, og det er en oplagt, flertydig måde at afslutte et så spirituelt betonet album. Det er et album der tåler mange gennemlytninger, og det har gjort Coltrane til en af mine jazz-yndlinge.

102 – John Coltrane – Giant Steps (1960)

Udgivet den af
Svar

Jeg har ikke anmeldt en jazzplade i evigheder. Jeg har anmeldt musik, der har været inspireret af jazz, såsom Ray Charles, Dr. John, Joni Mitchell, A Tribe Called Quest og Steely Dan, men decideret jazz har jeg vist ikke anmeldt siden Ornette Colemans The Shape of Jazz to Come, og det er over to år siden, jeg skrev den anmeldelse. Men nu er jeg tilbage med en af jazzmusikkens giganter, nemlig tenorsaxofonisten John Coltrane og hans klassiske plade Giant Steps, den første plade, hvortil Coltrane selv havde skrevet alle numre. Det første nummer, Giant Steps, er et helt igennem genialt stykke musik, hvor saxofonen bevæger sig så hurtigt op og ned, at det er forunderligt, at resten af akkompagnementet kan følge med uden selv at lyde nær så vilde som saxofonen. Nummeret formår at servere noget spændende hvert eneste sekund, og selv den mere afdæmpede klaversolo er dybt underholdende. Giant Steps går fuldstændig gnidningsfrit over i Cousin Mary, næsten så man ikke opdager, at en helt anderledes struktureret komposition begynder. Melodien er mere rolig her, men lige så uforudsigelig. Der kommer endda en bassolo, og den er dejligt spøjs, men den passer stadig godt til den diskret ondskabsfulde melodi.

Countdown starter med en trommesolo, og derefter begynder et af de mest nøgne og ukomfortable numre på hele albummet. Det er dels ukomfortabelt fordi John Coltrane spiller så forbandet hurtigt, dels da der først halvvejs inde kommer andre instrumenter på end sax og trommer. Countdown er en meget passende sangtitel, for nummeret er nervepirrende. Spiral er et af de mere melodiske og harmoniske numre på albummet, og i visse passager er det endda afslappende at høre på. Sammenspillet er lige i øjet, og man kan høre, at instrumentalisterne forstår hinandens musikalske tankegang. Coltrane mixer virkelig flot herpå sin evne til at være uforudsigelig og lyde naturlig i sin fremgangsmåde, og den dynamiske udvikling er skøn og holder nummeret konstant engagerende. Pladens længste sang er den smukke Syeeda’s Song Flute, der åbner med en klassisk bækken-lyd og en helt igennem genial saxofon-figur. Måden nummeret bliver rundet af på er endda en skæg dekonstruktion af netop dette motiv. Der er ingen fløjte på sangen, så jeg ved ikke hvorfor den har fået den titel, men der er til gengæld så mange geniale små øjeblikke, heriblandt en fantastisk bassolo, så det stikker absolut ud som et højdepunkt på pladen.

Hvis jeg skal pege på et svagt led på pladen, ville det være Naima, men der er absolut stadig virkelig meget at holde af. Her tager Coltrane det for en gangs skyld ned i tempo, og nummeret er både meget behageligt og stemningsrigt. Det har en meget drømmende tone, og rent dynamisk er dens lyd meget tiltrængt blandt alle disse numre med så meget gang i den. Jeg må dog også sige, at der ikke er den store udvikling i nummeret. Den starter med hele bandet, så forsvinder saxofonen, og klaveret overtager melodistemmen, og så vender saxofonen tilbage, ikke meget mere end det. Vi havner i den modsatte grøft med Mr. P.C., en af pladens hurtigste og mest groovy kompositioner. Hvert eneste instrument får nogle ganske smukke øjeblikke her, og de opnår mere, end jeg egentlig vidste, man kunne gøre med en traditionel bluesstruktur. Især må jeg dog fremhæve bassist Paul Chambers, som er vildere på bassen end på noget andet nummer. Afslutningen er dramatisk og klimaktisk, og nummeret runder pladen vældig flot af. Giant Steps er med god grund en af de største jazzklassikere nogensinde. Den er underholdende, den er instrumentalt dybt imponerende fra start til slut, og så lyder det hele pivlækkert.

356 – Miles Davis – Sketches of Spain (1960)

Udgivet den af
Svar

I 1959 udgav jazztrompetisten Miles Davis sit mesterværk, Kind of Blue, og det er uden tvivl historiens mest berømte jazz-album. Året efter udgav dette produktive jazzgeni så endnu et album, og det fik navnet Sketches From Spain, da det har rigtig mange klare indflydelser fra spansk musikkultur. Derudover er en væsentlig indflydelse på albummet faktisk klassisk musik. Pladen befinder sig i en jazzgenre, der hedder third stream, hvor man blander elementer fra klassisk musik ind i jazzen. Det føles meget som om, man står i midten af et stort symfoniorkester, men man kan tydeligt høre rigtig meget jazz i musikken, og der er faktisk også en hel del improvisation. Albummet består kun af fem numre, men to af disse er virkelig lange. Det første nummer kan nok kaldes hovedværket. Det hedder Concierto de Aranjuez (Adagio), og det er fabelagtigt. Der er vildt meget dynamik, nummeret hopper frem og tilbage, og man kan slet ikke mærke, at det er over 16 minutter langt. Det er stærkt, man når at opleve meget under nummeret, og det åbner helt perfekt dette vidunderlige album.

Det andet nummer hedder Will O’ the Wisp, og det er af en mere overkommelig længde. Der sker dog også virkelig meget her. Der er mere gentagelse end på første nummer, men dette skaber en ret hypnotiserende effekt, og mod slutningen af nummeret falder al musikken på smukkeste vis fra hinanden. Denne bliver efterfulgt af The Pan Piper, nok det mindst kendte nummer fra pladen. Det blæser ikke lytteren omkuld på samme måde som de fire andre numre på pladen, men man kan stadig ikke nægte, at der kan findes nogle særdeles imponerende musikalske præstationer på dette nummer. Som på Will O’ the Wisp bliver der leget en hel del med gentagelser, og Davis giver den som altid hele armen på saxofon. Alle disse tre første numre var covers, og ingen af dem var oprindeligt jazznumre. Concierto de Aranjuez er skrevet til klassisk guitar, Will O’ the Wisp var oprindeligt et stykke kammermusik, og The Pan Piper var en spansk folkemelodi. De passer dog så perfekt til third stream-lyden, at man slet ikke kan fatte, at det ikke var skrevet sådan. Dette kan vi især takke arrangør Gil Evans for. Hans arbejde med numrene er helt sublimt.

Efter de tre covers kommer da to originale sange, begge komponeret af Evans. Den første hedder Saeta, og den er nok pladens mest dramatiske nummer. Man kan især i percussion-afdelingen mærke rigtig meget morderisk vold, og trompeten lyder af død og ødelæggelse. Dynamikken er noget helt særligt på det nummer, og jeg kan bare lytte til sangen igen og igen uden at blive træt af det. Albummet slutter som det startede: med et rigtig, rigtig langt omend rigtig, rigtig godt nummer. Denne gang er titlen Solea, og den er ikke nær så fremfusende som resten af pladen. Den har lidt af en ørkenstemning, og percussion-afdelingen er ligesom på Saeta rigtig dramatisk, men den er lidt mere i baggrunden her. Det ender til sidst med at runde Sketches of Spain virkelig godt af. Hvis du kan lide jazz eller klassisk musik, er Sketches of Spain et mesterværk, som du absolut skal lytte til. Miles Davis og Gil Evans var store nytænkere indenfor jazzmusik, og Sketches of Spain er et af deres største værker.