Tag-arkiv: Miles Davis

94 – Miles Davis – Bitches Brew (1970)

Udgivet den af
Svar

Miles Davis er en jazzmusiker, det ikke rigtig er til at finde hoved og hale i. To personer kan sige til hinanden, at de elsker Miles Davis for derefter at finde ud af, at det er totalt forskellig musik, de holder af. Personligt holder jeg af rigtig mange af hans plader uanset de vidt forskellige stilarter, han præsenterer. Min favorit må dog nok være Bitches Brew fra 1970, nok det mest eksperimentelle af hans hovedværker. Det er et dobbeltalbum, typisk noget, jeg ikke er stor fan af, men Bitches Brew er ikke et dobbeltalbum, fordi Miles og bandet ikke kunne skære ned på antallet af sange. Der er kun 6 sange, der hver repræsenterer noget ganske helstøbt, men de endte også med at være meget lange. Det første nummer, Pharao’s Dance, starter meget stille ud med en spinkel trommerytme overfor en bas samt hele tre el-klaver. Det er svært at hitte ud af nogen bestemte melodiske figurer, men lyden er meget behagelig. Lige så stille hopper Davis sammen med Wayne Shorter ind på henholdsvis trompet og saxofon, og så begynder musikerne for alvor at finde hinanden. Musikken bliver mere intens, og de bevæger sig i løbet af nummerets 20 minutter vidt omkring. Det er en vidunderlig rutsjebanetur, hvor man hører vanvittigt dygtige musikere udforske helt nye musikalske ideer.

Andet nummer, Bitches Brew, er med sine 27 minutter endnu længere og endda mere udfordrende. Oftest får jeg end ikke mulighed for at komme så langt i pladen, hvis jeg spiller den for andre. Den starter helt tomt med 8 bastoner uden nogen umiddelbar rytmisk eller melodisk karakter. Herefter kommer en dissonerende akkord, hvor størstedelen af bandet er med. Dette kan, hvis man strækker definitionen, kaldes for nummerets hovedtema, og det er en idé, som sangen bygger videre på. Hele nummeret er bygget op efter en dikotomi mellem ro og kaos. Både ro og kaos bliver kun mere og mere ekstrem med tiden, og på en eller anden måde formår Davis at konstruere nummeret, så man alligevel til sidst ikke kan skelne mellem dem. Helt klart et af mine yndlings-jazznumre, men det er ikke for sarte øren. Så er tredje nummer Spanish Key nok lettere at forholde sig til med sin funky guitar og mere harmoniske opbygning, omend der stadig er godt med dissonanser. Det er nok stadig ikke ligefrem til popstationerne, men indflydelsen fra tidlig funkmusik giver den en kant, der får den til at ramme noget andet end resten af pladen.

Guitaristen er især i fokus på det fjerde og korteste nummer, der da også er opkaldt efter ham; nummeret hedder John McLaughlin. Det kan opfattes som en forlænget guitarsolo, og selvom der da er visse gennemgående figurer i nummeret, kan der næppe tales om en egentlig struktur. Men det er et fremragende nummer, og trods sin korte længde på kun 4 minutter, stikker den flot ud. Der vendes tilbage på funk, nu i en lidt langsommere udgave, på den ondskabsfulde Miles Runs the Voodoo Down. Det er et mere konsekvent sonisk billede end noget andet nummer, der præsenteres her, og nummeret vækker nok klarere billeder end resten. Når det 14 minutter lange nummer er det mest lyttervenlige, ved man, at man har med en speciel plade at gøre. Afslutningsnummeret Sanctuary leder i starten tankerne hen mod Davis’ rødder i modaljazz, men tilsat en smule ekstra dissonans. Det er dog ind til man 4 minutter inde møder den nok vildeste lydeksplosion på hele pladen. De to sider af musikken er nu så forskellige i udtryk, at der på alle måder er tale om et konflikternes højdepunkt. Og det er lige præcis det, jeg aldrig har hørt en anden jazzplade udtrykke så godt: konflikt. Det er et unikum af en jazzplade.

356 – Miles Davis – Sketches of Spain (1960)

Udgivet den af
Svar

I 1959 udgav jazztrompetisten Miles Davis sit mesterværk, Kind of Blue, og det er uden tvivl historiens mest berømte jazz-album. Året efter udgav dette produktive jazzgeni så endnu et album, og det fik navnet Sketches From Spain, da det har rigtig mange klare indflydelser fra spansk musikkultur. Derudover er en væsentlig indflydelse på albummet faktisk klassisk musik. Pladen befinder sig i en jazzgenre, der hedder third stream, hvor man blander elementer fra klassisk musik ind i jazzen. Det føles meget som om, man står i midten af et stort symfoniorkester, men man kan tydeligt høre rigtig meget jazz i musikken, og der er faktisk også en hel del improvisation. Albummet består kun af fem numre, men to af disse er virkelig lange. Det første nummer kan nok kaldes hovedværket. Det hedder Concierto de Aranjuez (Adagio), og det er fabelagtigt. Der er vildt meget dynamik, nummeret hopper frem og tilbage, og man kan slet ikke mærke, at det er over 16 minutter langt. Det er stærkt, man når at opleve meget under nummeret, og det åbner helt perfekt dette vidunderlige album.

Det andet nummer hedder Will O’ the Wisp, og det er af en mere overkommelig længde. Der sker dog også virkelig meget her. Der er mere gentagelse end på første nummer, men dette skaber en ret hypnotiserende effekt, og mod slutningen af nummeret falder al musikken på smukkeste vis fra hinanden. Denne bliver efterfulgt af The Pan Piper, nok det mindst kendte nummer fra pladen. Det blæser ikke lytteren omkuld på samme måde som de fire andre numre på pladen, men man kan stadig ikke nægte, at der kan findes nogle særdeles imponerende musikalske præstationer på dette nummer. Som på Will O’ the Wisp bliver der leget en hel del med gentagelser, og Davis giver den som altid hele armen på saxofon. Alle disse tre første numre var covers, og ingen af dem var oprindeligt jazznumre. Concierto de Aranjuez er skrevet til klassisk guitar, Will O’ the Wisp var oprindeligt et stykke kammermusik, og The Pan Piper var en spansk folkemelodi. De passer dog så perfekt til third stream-lyden, at man slet ikke kan fatte, at det ikke var skrevet sådan. Dette kan vi især takke arrangør Gil Evans for. Hans arbejde med numrene er helt sublimt.

Efter de tre covers kommer da to originale sange, begge komponeret af Evans. Den første hedder Saeta, og den er nok pladens mest dramatiske nummer. Man kan især i percussion-afdelingen mærke rigtig meget morderisk vold, og trompeten lyder af død og ødelæggelse. Dynamikken er noget helt særligt på det nummer, og jeg kan bare lytte til sangen igen og igen uden at blive træt af det. Albummet slutter som det startede: med et rigtig, rigtig langt omend rigtig, rigtig godt nummer. Denne gang er titlen Solea, og den er ikke nær så fremfusende som resten af pladen. Den har lidt af en ørkenstemning, og percussion-afdelingen er ligesom på Saeta rigtig dramatisk, men den er lidt mere i baggrunden her. Det ender til sidst med at runde Sketches of Spain virkelig godt af. Hvis du kan lide jazz eller klassisk musik, er Sketches of Spain et mesterværk, som du absolut skal lytte til. Miles Davis og Gil Evans var store nytænkere indenfor jazzmusik, og Sketches of Spain er et af deres største værker.