I 1959 udgav jazztrompetisten Miles Davis sit mesterværk, Kind of Blue, og det er uden tvivl historiens mest berømte jazz-album. Året efter udgav dette produktive jazzgeni så endnu et album, og det fik navnet Sketches From Spain, da det har rigtig mange klare indflydelser fra spansk musikkultur. Derudover er en væsentlig indflydelse på albummet faktisk klassisk musik. Pladen befinder sig i en jazzgenre, der hedder third stream, hvor man blander elementer fra klassisk musik ind i jazzen. Det føles meget som om, man står i midten af et stort symfoniorkester, men man kan tydeligt høre rigtig meget jazz i musikken, og der er faktisk også en hel del improvisation. Albummet består kun af fem numre, men to af disse er virkelig lange. Det første nummer kan nok kaldes hovedværket. Det hedder Concierto de Aranjuez (Adagio), og det er fabelagtigt. Der er vildt meget dynamik, nummeret hopper frem og tilbage, og man kan slet ikke mærke, at det er over 16 minutter langt. Det er stærkt, man når at opleve meget under nummeret, og det åbner helt perfekt dette vidunderlige album.

Det andet nummer hedder Will O’ the Wisp, og det er af en mere overkommelig længde. Der sker dog også virkelig meget her. Der er mere gentagelse end på første nummer, men dette skaber en ret hypnotiserende effekt, og mod slutningen af nummeret falder al musikken på smukkeste vis fra hinanden. Denne bliver efterfulgt af The Pan Piper, nok det mindst kendte nummer fra pladen. Det blæser ikke lytteren omkuld på samme måde som de fire andre numre på pladen, men man kan stadig ikke nægte, at der kan findes nogle særdeles imponerende musikalske præstationer på dette nummer. Som på Will O’ the Wisp bliver der leget en hel del med gentagelser, og Davis giver den som altid hele armen på saxofon. Alle disse tre første numre var covers, og ingen af dem var oprindeligt jazznumre. Concierto de Aranjuez er skrevet til klassisk guitar, Will O’ the Wisp var oprindeligt et stykke kammermusik, og The Pan Piper var en spansk folkemelodi. De passer dog så perfekt til third stream-lyden, at man slet ikke kan fatte, at det ikke var skrevet sådan. Dette kan vi især takke arrangør Gil Evans for. Hans arbejde med numrene er helt sublimt.

Efter de tre covers kommer da to originale sange, begge komponeret af Evans. Den første hedder Saeta, og den er nok pladens mest dramatiske nummer. Man kan især i percussion-afdelingen mærke rigtig meget morderisk vold, og trompeten lyder af død og ødelæggelse. Dynamikken er noget helt særligt på det nummer, og jeg kan bare lytte til sangen igen og igen uden at blive træt af det. Albummet slutter som det startede: med et rigtig, rigtig langt omend rigtig, rigtig godt nummer. Denne gang er titlen Solea, og den er ikke nær så fremfusende som resten af pladen. Den har lidt af en ørkenstemning, og percussion-afdelingen er ligesom på Saeta rigtig dramatisk, men den er lidt mere i baggrunden her. Det ender til sidst med at runde Sketches of Spain virkelig godt af. Hvis du kan lide jazz eller klassisk musik, er Sketches of Spain et mesterværk, som du absolut skal lytte til. Miles Davis og Gil Evans var store nytænkere indenfor jazzmusik, og Sketches of Spain er et af deres største værker.