Jeg har ikke anmeldt en jazzplade i evigheder. Jeg har anmeldt musik, der har været inspireret af jazz, såsom Ray Charles, Dr. John, Joni Mitchell, A Tribe Called Quest og Steely Dan, men decideret jazz har jeg vist ikke anmeldt siden Ornette Colemans The Shape of Jazz to Come, og det er over to år siden, jeg skrev den anmeldelse. Men nu er jeg tilbage med en af jazzmusikkens giganter, nemlig tenorsaxofonisten John Coltrane og hans klassiske plade Giant Steps, den første plade, hvortil Coltrane selv havde skrevet alle numre. Det første nummer, Giant Steps, er et helt igennem genialt stykke musik, hvor saxofonen bevæger sig så hurtigt op og ned, at det er forunderligt, at resten af akkompagnementet kan følge med uden selv at lyde nær så vilde som saxofonen. Nummeret formår at servere noget spændende hvert eneste sekund, og selv den mere afdæmpede klaversolo er dybt underholdende. Giant Steps går fuldstændig gnidningsfrit over i Cousin Mary, næsten så man ikke opdager, at en helt anderledes struktureret komposition begynder. Melodien er mere rolig her, men lige så uforudsigelig. Der kommer endda en bassolo, og den er dejligt spøjs, men den passer stadig godt til den diskret ondskabsfulde melodi.

Countdown starter med en trommesolo, og derefter begynder et af de mest nøgne og ukomfortable numre på hele albummet. Det er dels ukomfortabelt fordi John Coltrane spiller så forbandet hurtigt, dels da der først halvvejs inde kommer andre instrumenter på end sax og trommer. Countdown er en meget passende sangtitel, for nummeret er nervepirrende. Spiral er et af de mere melodiske og harmoniske numre på albummet, og i visse passager er det endda afslappende at høre på. Sammenspillet er lige i øjet, og man kan høre, at instrumentalisterne forstår hinandens musikalske tankegang. Coltrane mixer virkelig flot herpå sin evne til at være uforudsigelig og lyde naturlig i sin fremgangsmåde, og den dynamiske udvikling er skøn og holder nummeret konstant engagerende. Pladens længste sang er den smukke Syeeda’s Song Flute, der åbner med en klassisk bækken-lyd og en helt igennem genial saxofon-figur. Måden nummeret bliver rundet af på er endda en skæg dekonstruktion af netop dette motiv. Der er ingen fløjte på sangen, så jeg ved ikke hvorfor den har fået den titel, men der er til gengæld så mange geniale små øjeblikke, heriblandt en fantastisk bassolo, så det stikker absolut ud som et højdepunkt på pladen.

Hvis jeg skal pege på et svagt led på pladen, ville det være Naima, men der er absolut stadig virkelig meget at holde af. Her tager Coltrane det for en gangs skyld ned i tempo, og nummeret er både meget behageligt og stemningsrigt. Det har en meget drømmende tone, og rent dynamisk er dens lyd meget tiltrængt blandt alle disse numre med så meget gang i den. Jeg må dog også sige, at der ikke er den store udvikling i nummeret. Den starter med hele bandet, så forsvinder saxofonen, og klaveret overtager melodistemmen, og så vender saxofonen tilbage, ikke meget mere end det. Vi havner i den modsatte grøft med Mr. P.C., en af pladens hurtigste og mest groovy kompositioner. Hvert eneste instrument får nogle ganske smukke øjeblikke her, og de opnår mere, end jeg egentlig vidste, man kunne gøre med en traditionel bluesstruktur. Især må jeg dog fremhæve bassist Paul Chambers, som er vildere på bassen end på noget andet nummer. Afslutningen er dramatisk og klimaktisk, og nummeret runder pladen vældig flot af. Giant Steps er med god grund en af de største jazzklassikere nogensinde. Den er underholdende, den er instrumentalt dybt imponerende fra start til slut, og så lyder det hele pivlækkert.