I 60’ernes britiske rocklandskab var blues en helt enorm indflydelse, og et af de bedste blues-rock-bands i branchen var The Yardbirds, der gennem tiden har haft hele tre af de største guitarlegender nogensinde med i bandet. Her snakker jeg om Eric Clapton, Jeff Beck og Jimmy Page. På kun et eneste af deres studiealbums kan man finde to af disse guitarister, nemlig på Having a Rave Up fra 1965, hvor både Jeff Beck og Eric Clapton spiller vidunderligt guitar. Pladen er opdelt af nogle ret psykedeliske studieoptagelser med Jeff Beck og nogle rockede bluescovers spillet live med Eric Clapton. På vinyludgaven optager de hver en side af pladen. Underligt nok kommer sektionen med Beck først, selvom de blev optaget efter Clapton havde forladt dem, men at slutte af med nogle dyriske covers af bluesklassikere er faktisk ret passende, og det føles mere konkluderende end nogen af numrene med Beck gør. Man får dermed 6 numre med Jeff Beck og 4 numre med Eric Clapton, hvilket betyder i alt 10 numre i selskab med guitarguder!
Numrene med Beck er generelt mere syrede end bluescoverne, her især den sidste halvdel af dem han spiller med på, altså Still I’m Sad, Heart Full of Soul og The Train Kept A-Rolling. Dog kan man sagtens høre, at bandet har nogle klare bluesrødder, især hvis vi sammenligner det senere psykedeliske rockbands. Having a Rave Up er en af de allerførste psykedeliske rockplader. Før den kender jeg kun Mr. Tambourine Man af the Byrds. Disse to plader er i øvrigt rigtig sjove at sammenligne, for hvad Having a Rave Up tager fra blues, tager Mr. Tambourine Man fra folk, og på den finder man ligeledes mange folk-covers. Disse var begge før Rubber Soul af the Beatles, den selvbetitlede fra The Doors, Are You Experienced, af The Jimi Hendrix Experience, Surrealistic Pillow af Jefferson Airplane eller nogen anden psykedelisk klassiker, jeg kan komme i tanker om. Denne plade var klar en enorm indflydelse på inkorporationen af blues i psykedelisk rock, noget genren har haft lige siden.
De første tre numre på pladen befinder sig et sted mellem den rene blues-rock-stil fra Claptons fire numre og den kraftigt psykedeliske retning, den bliver taget i på de sidste tre numre, Jeff Beck spiller med på. De har meget skævhed og knap så meget testosteron i sig, men især på coveret af Bo Diddleys I’m A Man kan man klart høre, at de startede som en blues-rock-gruppe. Netop I’m A Man er dog en af pladens svagere punkter. Man kan nemlig både finde den i en studieudgave med Jeff Beck og en liveudgave med Eric Clapton. Det er selvfølgelig sjovt at sammenligne de forskellige fortolkninger, men det skaber virkelig tomgang i albummets flow. Jeg har ikke nødvendigvis noget imod gentagelser af numre, det kan virkelig gøre noget for oplevelsen, hvis man gør det rigtigt. I dette tilfælde sker det dog, at man bliver dobbelt så hurtigt træt af nummeret, som man gør med resten af pladen, og det er synd, for det er ellers en fantastisk fortolkning. Derudover er lyden ikke så konsekvent, selvom det naturligvis er dejligt at høre to så forskellige sider af bandet. Hvis du kan lide blues-rock eller psykedelisk rock, så burde du nok give et kig til Having a Rave Up, for den er ret så revolutionerende – men for alt i verden, undgå udgaven ved navn The Definitive Edition, for den er i helt forkert rækkefølge, og alle numrene med Clapton mangler. Definitive min bare!