I 1982 fik Billy Joels album 52nd Street æren af at blive det første album, der blev udgivet som cd. Albummet blev udgivet tilbage i 1978, og det er kendt som et af Joels bedste album, navnlig da man kan finde 3 af hans allerstørste hits på den: Big Shot, Honesty og My Life. Disse tre er minsandten også de tre første sange på albummet, og Big Shot åbner ganske energisk som et af Joels hårdeste, mest rockede numre. Melodien er enormt sjov, og Joel giver den virkelig gas som sanger. Honesty er en langt blødere sang, men den er muligvis pladens bedste nummer, og blødheden giver god kontrast til Big Shot. Joel lægger enormt mange følelser i nummeret, og teksten er en god kandidat til at være den bedste, Joel nogensinde har skrevet – og det siger en del, når han trods alt også har skrevet Piano Man, Just the Way You Are og Only the Good Die Young. Han tager atter pladen i en ny retning med My Life. Det er en rigtig simpel popsang, men melodien er fantastisk, og teksten er ligeledes noget at skrive hjem om. Den er rigtig sjov, og for fanden, hvor er den bare umulig at blive træt af.

Zanzibar er en noget mere hårdtslående, dramatisk sang. Der bliver arbejdet rigtig godt med dynamik. Den er sjov og fængende, og jazz-trompetist Freddie Hubbard får også nogle flotte soloer. Albummet holder meget flot kvaliteten oppe med den rigtig sjove Stiletto. Dens klaver er en rigtig energisk drivkraft, og mens omkvædet ikke er nær så fængende som resten af albummet, så er versene noget af det dejligste på hele pladen. Joels charme på dette nummer er fantastisk, og hvis hele albummet var lige så godt som de fem første sange, så havde vi at gøre med et absolut mesterværk. Rosalinda’s Eyes er også en ganske sjov sang, men den mangler noget af den mættethed, som albummet hidtil har budt på. Melodien er ganske fin, men den præsenterer ikke rigtig noget, der griber fat i lytteren, selvom den klare indflydelse fra latinamerikansk musikkultur, nummeret byder på, er værd at bide mærke i, og lyrisk matcher Joel denne stemning ganske flot ved brug af vendinger som “Señorita”, “Latin Dancing” og “Spanish part of town”.

Et stort hornorkester åbner kraftigt Half A Mile Away, der ganske vist ikke er den mest dynamiske eller interessante sang på pladen, men den er nok engang et eksempel på et rigtig sjovt nummer. Det bliver en smule ensformigt mod slutningen, men jeg kan slet ikke sige andet end, at det oftest er rigtig sjovt alligevel. Det er en rigtig mindeværdig sang, selvom det måske ikke er den mest fuldendte. Until the Night fik underligt nok æren af at være albummets tredje single. Nej, det var ikke Zanzibar eller Stiletto, men det burde det nok have været, for Until the Night er nok pladens kedeligste nummer. Det er latterligt bombastisk, men det har ikke nogen ironisk distance til dette faktum. Den kvindelige korsanger gør også at melankolien virker så meget desto dummere. Og så er det med over 6½ minut pladens ubestridt længste nummer. 52nd Street afsluttes ganske antiklimaktisk med et sjovt og kort titelnummer, der ikke runder pladen specielt godt af. Som helhed er 52nd Street en fed popplade. De første par numre er mesterværker, og så sakker det lidt ned som albummet skrider fremad, men hvis du kan lide poprock fra 70’ernes skatkiste, så er det nok et album for dig!