Tag-arkiv: Klaverrock

22: John Lennon ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ (1970)

Udgivet den af
Svar

På 2003-udgaven af Rolling Stone-listen over de 500 bedste album nogensinde kunne man finde ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ som #22 – ligesom de fleste plader omkring den, blev den rykket præcis én plads ned på 2012-udgaven, da en Robert Johnson-opsamling blev indsat på toogtyvendepladsen. Hermed var det den højest rangerede soloplade af noget Beatles-medlem.

Hverken Paul, George, Ringo eller Lennon selv har sidenhen kunnet overhale den på de opdaterede udgaver af listen, men det har en del andre kunstnere dog kunnet. Albummet blev i 2020 rykket til #85 – en plads, den bevarede efter 2020-listens lille 2023-opdatering.

Mit bedste bud på en årsag til den ændrede placering er – ud over et generelt opgør mod boomer-generationens hvide rockidolers dominans – at Lennon specifikt er blevet gevaldigt genevalueret i nyere tid. De kritiske masser har i høj grad skinnet et lys på, hvordan han både mishandlede sin kone Cynthia og negligerede sin søn Julian.

Jeg synes dog på mange punkter, at ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ er en skrigende relevant plade i dag. Dens indflydelse kan stadig tydeligt mærkes. Tænk på hvor meget popstjerner i dag forener deres kunst med deres personlige oplevelser som kendisser. Hvordan nye udgivelser fra Taylor Swift, Billie Eilish, Ariana Grande, Charli XCX, et cetera, kræver, at du tager stilling til deres liv som kendisser.

Andre har ganske vist forenet det personlige og det kunstneriske før Lennon, men Lennon bryder decideret muren ned på ‘John Lennon/Plastic Ono Band’, hvor han også direkte konfronterer sin egen kendisstatus. akkurat lig hvad Eilish sidenhen har gjort på et nummer som ‘Everything I Wanted’.

På ‘Hold On’ forholder han sig direkte til hvordan The Beatles gik i opløsning, og han nævner både sig selv og Yoko Ono ved navn. Det er råt og næværende og nærmest helt ukomfortabelt. Det føles som om, Lennon lukker os ind i en side af livet som rockstjerne, som det aldrig helt var meningen, vi skulle se.

På ‘I Found Out’ synger han »I seen religion from Jesus to Paul« – hvor »Paul« er en meget bevidst dobbeltbetydning, der både henviser til Paulus og Lennons gamle bandfælle Paul McCartney. Sangen handler om Lennons foragt for religiøse masser, der forsøger at sprede deres budskab, men der er mange undertoner af, at det også omhandler hans foragt for den idolisering, han selv blev genstand for.

Den slag observationer står side om side med en lyd der er temmelig bitter og rå – lig mange af Lennons mere grove skæringer fra ‘The White Album’. Der er en nøgen sårbarhed over produktionen og arrangementerne. ‘Lennon/Plastic Ono Band’ er lyden af en mand, der hader vores kendiskulture, men som også har så mange tanker om den, at han ser sig selv nødsaget til at lave kunst, der serverer et ufiltreret og nærværende billede af det liv, han lever, og som kendiskulturen har skabt. Og når man føler, at man kommer så tæt på gennem kunsten, har det den ironiske skæbne, at Lennon med længder er den Beatle, hvor folk blev mest investerede i hans personlige liv.

‘Silly Love Songs’ fik os ikke til at diskutere Paul McCartneys mentale velvære – men når Lennon på ‘God’ gør sammenligningen mellem religion, politisk dogmatisme og Beatlemania eksplicit, bliver jeg virkelig rystet. »I don’t believe in Hitler / I don’t believe in Jesus / I don’t believe in Kennedy« synger han, for senere i samme vers at fortælle, at han hverken tror på Elvis Presley, Bob Dylan eller The Beatles.

Det var selvfølgelig ikke det første rockalbum, der var villigt til at være personligt. Et album som ‘Pet Sounds’ af The Beach Boys er selvsagt også et meget personligt værk, der reflekterer Wilsons personlige angst og bekymringer. Men du behøver ikke at vide noget om Brian Wilson som person for at forstå værket. Han namedropper ikke sin kone eller sine bandfæller. Jeg kan virkelig ikke komme på nogen, der i samme grad som Lennon har gjort en pointe ud af at indvie lytteren i livet som superstjerne, inden han gjorde det. Og nu er det alle vegne, og sociale medier er nærmest en påkrævet paratekst for fuldt ud at kunne fordybe sig i tidens mest skælsættende popudgivelser.

Dette aspekt af ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ skaber kontekst, selv for sangene, der ikke nødvendigvis lægger op til sådan en læsning på egen hånd. Mange har hyldet ‘Working Class Hero’ på grund af dens politiske budskaber, der peger på hvordan systemerne underminerer arbejderklassens interesser og udvander arbejderklasseidentiteter med den groende middelklasse. Den barske alvor i nummerets lyd gør det da også til en af de mest hårrejsende politiske sange nogensinde.

Men jeg synes også, det er interessant hvordan omkvædet centrerer sig på, at en status som arbejderklassehelt er noget at aspirere mod. En identitet, der skaber noget for individet. Som om Lennon her også udtrykker en slet skjult skam over, at han ikke er en »working class hero«, men i stedet en verdensberømt rockstjerne. »A working class hero is something to be« – men en rockstjerne er per implikation dermed ikke »something to be«.

Lennon redefinerede hvad det ville sige at være megastjerne i musikkens verden – ligesom hvordan Elvis gjorde det før ham, og både Michael Jackson og Taylor Swift har gjort det efter ham. Og jeg synes, at ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ er hans helt store værk på den front – og jeg synes heldigvis at både lyden og sangskrivningen over en bred kam kan bære det. Nøgenheden ved, at de første linjer på pladen er sunget til hans mor, og at de sidste linjer besynger hendes død – det er hjerteskærende, og det er også virkelig kløgtigt fundet på.

Jeg tror dog ikke, jeg ville anbefale ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ til nogen, der ikke allerede er relativt bekendte med The Beatles’ og John Lennons historie. Man behøver ikke at være en ekspert, men meget af albummet antager, at du i forvejen ved lidt om, hvem John Lennon og The Beatles er. Akkurat som hvordan meget kunst antager, at du har lidt basalt styr på hvem Jesus er, eller for den sags skyld hvem Hitler er. Måske er det det, Lennon ville sige med sammenligningen.

Hvis du dog kender til konteksten – og derudover kan lide Lennon som sangskriver – kan jeg kun anbefale ‘John Lennon/Plastic Ono Band’. Det er i min optik klart det stærkeste, han har lavet uden for Beatles-regi, og det er et rigtig barskt, medrivende punktum for Beatles-æraen.

36 – Carole King – Tapestry (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg skriver meget om genredefinerende album for tiden. Ligesom hvordan Eagles var med til at determinere soft-rockens fremtid, og Sex Pistols‘ provokationsrock var toneangivende for punkmusikkens tidlige år, hænger singer/songwriter-traditionen uløseligt sammen med Carole Kings ‘Tapestry’ fra 1971. Der er adskillige tidligere udgivelser, der i dag bliver kaldt singer/songwriter-musik, men hele denne genre fik sit navn fra skikkelser som King. King var nemlig en sangskriver i mange år inden hun udgav sit debutalbum, oplagt betitlet ‘Writer’. Kunstnere som The Drifters, Little Eva, Aretha Franklin og The Monkees havde store hits med hendes stærke popsange. Hvor debuten ‘Writer’ skam fik nogle roser med på vejen, overgik efterfølgeren ‘Tapestry’ den med mil, både i forhold til kritisk anerkendelse og kommerciel succes – i en overgang var den endda det bedst sælgende album nogensinde. En af årsagerne til denne succes var produktionen, der var langt mere målrettet end på ‘Writer’. Lou Adler, der også producerede ‘Writer’, gik på ‘Tapestry’ efter, at man skulle kunne se King ved klaveret for sig, når man hører albummet. Den målsætning blev rigtig smukt nået på samtlige af albummets tracks, hvilket giver albummet en virkelig stærk sonisk helhedsfornemmelse. Klaveret er konsekvent det varmeste og mest fremtrædende instrument på hver sang, og det har selv masser af karakter, mens andre instrumenter spiller soli.

Sangskrivningen er som forventet rigtig solid. Visse af sangene er taget fra Kings rige bagkatalog, andre blev først udgivet på dette album, men de har alle sammen King bag pennen, til tider sammen med sin tidligere mand, Gerry Goffin. Kings sange er ofte meget personlige – sådan lyder de i hvert fald. Teksterne handler meget om intime følelser om kærlighed og selvforhold, og King er fantastisk til at levere dem. Dengang var der ikke rigtig nogen popmusikere, der sang som King. Kvindelige popmusikere var oftest meget polerede stemmer som Dusty Springfield og Dionne Warwick – selv mindre tekniske vokalister som Diana Ross var meget nøje iscenesatte. King er ligesom Ross ikke særlig teknisk, men hun udnyttede derimod sin uperfekte lyd til at få sangene til at lyde så oprigtige som muligt. Dette ender med, at ‘Smackwater Jack’, den eneste sang på ‘Tapestry’, der definitivt ikke handler om Kings egne følelser, falder lidt til jorden i forhold til de andre. Den kompenserer for dette ved at have noget af Kings mest levende klaverspil på hele albummet – med sin energi er den også en fed afveksling fra de oftest ret langsomme numre, man ellers finder på tracklisten.

King er en sangskriver, der mestrer at skrive et solidt hook, men ‘Tapestry’ er ikke den über-catchy hitparade, man kunne forvente, hvis man kun kender hendes sangskrivning for andre. Jovist, der er hooks til stede på alle numrene, men oftest kun et enkelt eller to. Hun er god til at holde sig tilbage, så sangene altid fokuserer mere på at være nærværende end at være fængende. Her er hendes genindspilning af Shirelles-sangen ‘Will You Love Me Tomorrow?’ fuldkommen formidabelt. Jeg har svært ved at forestille mig mange græde over den ellers ganske fine originaludgave, og King sørger for at lave så meget om på arrangementet, at linjer, der oprindeligt fungerede som hooks, bliver leveret så underspillet, at jeg som lytter fokuserer mere på at føle Kings overbevisende desperation end at skulle nynne med. ‘Tapestry’ er i den grad et grower-album. Der er ikke meget, der er særlig flashy – det skulle lige være den synkoperede vokalrytme på omkvædet til åbningstracket ‘I Feel The Earth Move’. Det er langt hen ad vejen virkelig stilfuldt, personligt og intimt album, og netop dette blev definerende for hele singer/songwriter-genren. Carole King er en fantastisk sangskriver, og ‘Tapestry’ er det album, der allerbedst viser hendes talent.

44 – Patti Smith – Horses (1975)

Udgivet den af
Svar

»Jesus died for somebody’s sins, but not mine« – med disse provokerende linjer indleder protopunkeren Patti Smith sin nyfortolkning af Them-sangen ‘Gloria’, der fungerer som åbningsnummer på hendes debutalbum ‘Horses’ fra 1975. ‘Horses’ var forud for sin tid. Hvis det var udkommet i dag, var der muligvis klistret et postpunkprædikat over det, eller muligvis den evigt populære paraplyterm alternativ rock. Man kan høre albummets genklang i talrige musikere gennem tiden: PJ Harvey, Nick Cave, The Replacements, Blondie og Nirvana står frem som nogle af de mest tydelige eksempler på kunstnere, der skylder Smith en hel del. På ‘Horses’ viser hun sig ikke blot som en stærk sangskriver og performer, hun står frem som en malerisk, bidende og fandenivoldsk poet. Ganske vist har der været poetiske skikkelser i rockmusikken før hende – Bob Dylan, Jim Morrison og Leonard Cohen kan blandt andre nævnes – men det er svært at komme i tanker om nogen før Smith, der i samme grad formåede på en gang at være så oprørsk og attituderig i det poetiske univers, hun præsenterer. Selv i sin skrevne form brager hendes lyrik frem med punket viljestyrke. Teksterne er nærmest umulige at adskille fra rocken som kulturel institution.

På de to længste numre, ‘Birdland’ og ‘Land’ går hun endda til tider over i noget spoken word, som hun serverer med en på overfladen impulsiv levering. Det betyder dog på ingen måde, at musikken spiller andenviolin. Disse to – især ‘Land’ – er trods deres skramlede lyd nogle af de mest musikalsk komplekse stykker på hele pladen, og bandet sørger virkelig flot for at holde det følelsesmæssige intensitetsniveau ved lige. Disse numre er som store dele af pladen grimme, skramlede og dissonerende. Smith bruger i løbet af albummet tit denne uslebne lyd til at skabe en ægthed, der sjældent var matchet af samtidens kunstnere. I modsætning til punkbølgen, der fulgte i kølvandet på ‘Horses’, er det dog kun små dele af ‘Horses’, der er vred. Hun skildrer lige så ofte, hvis ikke oftere, en stor eksistentiel krise, der er yderst fascinerende at følge. Der er masser af op- og nedture i løbet af albummet, hvilket også sørger for en varierende og altid givende lytteoplevelse. Smith har været god til at ramme et bredt dynamisk spændingsfelt i løbet af albummet, helt fra den tætpakkede afslutning på ‘Free Money’ til den dødbringende langsomme melankoli på størstedelen af ‘Elegie’.

Hvis det lyder lidt som om, at universet på ‘Horses’ er et mørkt, humorforladt landskab, så er det ikke helt korrekt. Albummet starter som sagt med noget så kækt som et Them-cover, og trods sine nye provokerende åbningslinjer, er ‘Gloria’ i sit hjerte stadig en kærlighedssang. Smith har også god sans for at inkludere passager, der får mig til at smile, blandt andet på ‘Land’ og ‘Free Money’. Men mest mærkbart bliver humøret løftet af to poppede sange, jeg ville blive fristet til at kalde for new wave, hvis de ikke var fra et par år før det begreb gav mening at bruge: ‘Redondo Beach’ og ‘Kimberly’ er to numre, der splitter mig lidt. Som popsange er begge virkelig vellykkede, og hvis hverken The Pretenders, Elvis Costello eller Blondie har hørt dem, bliver jeg virkelig overrasket. Men omvendt tog det mig noget tid lige at acceptere dem. Deres udadtil joviale natur var i starten ret distraherende på et ellers så råt og rebelsk album, men med tiden viste deres grumme undertoner sig for mig. Jeg synes dog fortsat, at de stikker lidt for meget ud, og det er synd, men det er også lidt noget flueknepperi fra min side. ‘Horses’ holder stadig rigtig godt i dag. Den fortsætter stadig med at inspirere talrige nye musikere, for den rammer ironisk nok noget tidløst med sin tidsånd.

67 – Billy Joel – The Stranger (1977)

Udgivet den af
Svar

Jeg er lidt i tvivl om, hvor velanset Billy Joel egentlig er som sangskriver nu til dags. Mere fjollede numre som ‘Uptown Girl’, ‘We Didn’t Start the Fire’ og ‘It’s Still Rock and Roll to Me’ har muligvis formået at trække opmærksomhed væk fra, hvor dygtig han egentlig kan være, når han er bedst. Især i 70’erne udgav han gode albums i stribevis, og intet af dem formår at fremvise hans talenter som sangskriver i samme grad som ‘The Stranger’ fra 1977. Han formår her konsekvent at levere mindeværdige melodier, uanset om det gælder stille ballader som ‘She’s always a Woman’, mere rockede numre som ‘Movin’ Out (Anthony’s Song)’ eller en mere R&B-præget sang som ‘Just the Way You Are’. Ikke alene er de mindeværdige, men de er også stærke, når det kommer til stemning. Den eftertænksomme fornemmelse på bl.a. ‘Vienna’ skylder rigtig meget til sin simple melodi, og omvendt bliver fortællerens hektiske tankestrøm på ‘Scenes from an Italian Restaurant’ udtrykt rigtig godt med et totalt melodiskift, så snart den begynder. Billy Joel er virkelig god her til at få det hele til at gå op i en højere enhed på hvert eneste nummer.

Som lyriker oplever man også her Joel på toppen. En af mine favoritter er ‘Only the Good Die Young’, der ganske genialt er skrevet, så den taler til en andenperson, mens dens inhold reelt udforsker fortællerens ungdommelige liderlighed. ‘Movin Out (Anthony’s Song)’ udforsker to figurers jagt på den amerikanske drøm, og på ganske kort tid får Joel sat godt med drama og konflikt op i begge scenarier. Endnu engang må ‘Scenes from an Italian Restaurant’ også fremhæves som et højdepunkt. Sangen er elegant delt i to, en sektion, hvor fortælleren skænker vin på den titulære restaurant, og en sektion, hvor fortælleren genkender en gammel ven og mindes alt det, de er gået igennem. Det er en ret rørende fortælling, og den er så propfyldt med engagerende narrativt indhold, at dens status som Joels længste sang nogensinde på ingen måde er et problem. Billy Joels sangskrivning har jeg vist efterhånden etableret som værende sublim, men hvad med pladens andre aktører? Phil Ramones produktion er rigtig god. Alt lyder rigtig klart og tydeligt, og det er bl.a. Ramones skyld, at man får det flotte tema fra begyndelsen på titelnummeret fløjtet rettere end spillet på et instrument.

I det hele taget er samspillet mellem musikerne helt eminent. Der er et levende musikalsk univers på ‘The Stranger’, og man kan nærmest fornemme ansigtsudtrykket på hver eneste musiker, når man hører dem spille sammen. Der er en mere fyldig lyd på pladen end man typisk forbinder med Joel, der jo oftest blot er associeret med sit klaver. Den soniske oplevelse er ofte tættere på noget, man kunne forbinde med bands som Tom Petty and the Heartbreakers eller Bruce Springsteens E Street-band end det er på den typiske singer/songwriter-lyd. Der er dog også numre, der er helt nede på jorden: ‘She’s Always a Woman’, ‘Vienna’ og størstedelen af ‘Everybody Has a Dream’ er ganske afdæmpede. Uanset hvad er Joel ret god til at variere lyden. Dynamisk holder ‘The Stranger’ sig interessant hele vejen igennem, og dermed er det en rigtig let plade at spille mange gange, uden at man bliver spor træt af den. Det er en virkelig velskåret popplade, der er rig på charme, personlighed, variation og varme. Hvis jeg nu har ret i, at Billy Joels omdømme ikke er nær så godt, som det kunne være, så lad mig slå det fast, at det er ganske uretfærdigt for ‘The Stranger’, der stadig er en drøngod skive.

76 – John Lennon – Imagine (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker The Beatles. De har lavet noget af den bedste popmusik nogensinde, og selv efter de gik i opløsning fortsatte alle medlemmerne med at have stor succes som solokunstnere. Den mest populære sang, der nogensinde blev udgivet af nogen af medlemmerne, må uden tvivl være ‘Imagine’ af John Lennon fra pladen af samme navn. Den stille klaverballade, der udtrykker en forsigtig bøn om verdensfred, er naturligvis en klassiker, men jeg tror, egentlig, jeg har hørt den for meget. Det samme troede jeg egentlig om Beatles-sangen ‘Let It Be’ indtil jeg fik hørt den påny, men der blev den hjulpet på vej af smuk, smuk strygersektion. Der er også strygere på ‘Imagine’, men de bliver lidt for rolige i mine øjne. Instrumentationen er ikke særlig spændende, og det er retfærdigt nok, da fokus skal være på teksten. Nu er det så bare en tekst, vi alle har kunnet recitere siden 70’erne, så titelnummeret ender med moderne øren at lyde som et lidt fedtfattigt cover af sig selv. Sammenligningen med ‘Let It Be’ er interessant, for ligesom det album, er ‘Imagine’-pladen produceret i samarbejde med mesterproduceren Phil Spector. Jeg elsker meget af Phil Spectors produktion, men ‘Imagine’ er virkelig ikke et album, der fremhæver hans bedste kvaliteter.

Der er mange sange på ‘Imagine’ der er underligt skæve, kække rock & roll-sange. Den country-inspirerede ‘Crippled Inside’ og den bluesede ‘It’s So Hard’ er især underlige sangvalg. Lennons stemme bliver lidt druknet i instrumentationen, der ærlig talt føles en kende bøvet, når man hører sangene side om side med kønne ballader som ‘Imagine’, ‘Jealous Guy’ og ‘Oh Yoko!’. Jeg ville faktisk nærmest ønske, at John Lennon helt havde ignoreret enhver idé om at skulle være rockstjerne på ‘Imagine’ og bare havde holdt sig til singer/songwriter-pop. Så meget som jeg nok er blevet træt af titelnummeret, klæder lyden ham altså bedre i 1971 end rå rock gør, og det klæder især Phil Spector bedre. Især afslutningsnummeret, ‘Oh Yoko!’ er mærkbart, for det er en kærlighedssang med gang i den. Her ser man, at Spector og Lennon sagtens kan fungere sammen på sange med lidt hurtigere tempo. Spectors produktion ender elegant med at få Lennons affektion til at fremstå yderligere troværdig. Hellere det end sange som den kluntede, mudrede protest-sang ‘I Don’t Want to Be a Soldier’, hvor Lennon og bandet jammer over det samme tørre groove i 6 minutter, mens Phil Spectors ‘Wall of Sound’ får det til at lyde som en ensartet grød, der aldrig kommer nogen vegne.

Balladerne lyder helt fantastisk. ‘Jealous Guy’ går lige i hjertet, fordi den mesterligt transformerer klichéer som stryger-backing og fløjten til noget smukt, der rent faktisk understøtter Lennons vokal frem for at distrahere fra den. Selv sangene ‘How?’ og ‘Oh My Love’, hvor jeg ellers ikke just finder sangskrivningen særlig ophidsende, lyder smukke som bare pokker. Omvendt er det også værd at påpege, at Lennon sagtens kan finde ud af at skrive gode rocksange, det gjorde han trods alt ofte i The Beatles. De fleste af rocksangene tror jeg godt kunne virke på en anden plade med en anden producer. ‘Gimme Some Truth’ er faktisk stærkt nok leveret til at kunne klare den ringe produktion. Den er ligesom mange andre af pladens sange politisk betonet, og man kan sagtens mærke Lennons frustration. Det er da også rart med et mere aggressivt modstykke til titelnummeret. ‘How Do You Sleep?’, et slags diss-track rettet mod Paul McCartney, er nok den rocksang, der lyder bedst, dels grundet et godt samspil mellem strygersektionen og guitaren omkring omkvædet. Og atter er det rart at høre Lennon på sit arrigste. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke blev en kende skuffet af ‘Imagine’. Det er højst halvdelen af sangene, jeg på nogen måde kan lide, og lytteoplevelsen er vældig usammenhængende.

91 – Elton John – Goodbye Yellow Brick Road (1973)

Udgivet den af
1

Jeg har anmeldt ret meget Elton John efterhånden, og hele vejen igennem har jeg generelt været positivt stemt overfor hans plader. Så meget som han er blevet kendt for sødsuppe-ballader og lalleglad popmusik, så var hans musik i 70’erne rent faktisk virkelig kompetent komponeret og opført, og han kom relativt vidt omkring i klaverrockens verden. Nu er jeg endelig nået til den plade, alle så kalder hans bedste, Goodbye Yellow Brick Road fra 1973. Jeg var dog lidt varsom, da jeg satte den på, for det er et dobbeltalbum, og i min erfaring ender længden alt for ofte med at være et problem i sådanne tilfælde. En stor del af albummet er en hyldest til amerikanske kulturikoner – Roy Rogers, Troldmanden fra Oz, Marilyn Monroe, og hele den amerikanske selviscenesættelse gør sig også virkelig godt i lyden, der er mere pompøs og storladen end nogensinde før for hr. John. Ja, han er faktisk ved at bevæge sig over i noget glam-rock til tider, men han prøver at undgå den overfladiske natur, der tit følger med den genre. Ja, til trods for at denne stilart får indflydelse, er der stadig plads til dybtfølte klaverballader såsom Candle in the Wind, Goobye Yellow Brick Road og den aflsluttende Harmony.

Da albummet er ret langt, prøver Elton John selvfølgelig at variere lyden en del, og mens jeg vil respektere ham for det, så er det ikke alle stilarter, han rammer lige godt. Mere glam-orienterede numre virker dog ret godt bl.a. Dirty Little Girl, Saturday Night’s Alright for Figthing og især den fornøjeligt sjove Bennie and the Jets, hvor man virkelig kan høre hvor meget Elton og bandet hygger sig. Når han prøver at tage inspiration fra reggae på den helt ulidelige Jamaica Jerk-Off og country på den lettere forglemmelige Roy Rogers samt den også noget ligegyldige Social Disease, så går det ikke nær så godt. De country-prægede numre skuffede mig især, da han på albummet Tumbleweed Connection har vist, at han sagtens kan lave glimrende country-rock. Ja, det album er da en solid kandidat til mit yndlings-album fra John. Der er også nogle numre, hvor han lader til at drage noget inspiration fra progressiv rock, og dette klæder især hans lyd – det kommer fx til udtryk på det 11 minutter lange åbningsnummer Funeral for a Friend / Love Lies Bleeding, der for alvor får startet albummet med maner. Også på Grey Seal og All the Girls Love Alice giver denne indflydelse absolut noget nuance til Johns lyd og sangskrivning.

Balladernes kvalitet er også ret svingende: dels har vi at gøre med nogle af de bedste, John i fællesskab med lyriker Bernie Taupin nogensinde har skrevet – Candle in the Wind og Goodbye Yellow Brick Road er med god grund de to mest kendte eksempler, men også afslutningsnummeret Harmony fortjener den slags opmærksomhed efter min mening – men dels er der også forglemmelige numre som I’ve Seen That Movie Too og Sweet Painted Lady, der dog stadig kan bryste sig af nogle kreative øjeblikke i Bernie Taupins tekster. De er da heller ikke forstyrrende på nogen måde, men jeg kan på ingen måde forestille mig at vende tilbage til dem, og så meget bidrager de heller ikke til helhedsoplevelsen. I det store hele finder vi på albummet Goodbye Yellow Brick Road nogle af de absolut bedste eksempler på Elton Johns sangskrivning, og hvis han havde begrænset sig til en enkelt skive, hvor kun de bedste numre var med, kunne han sikkert have arrangeret dem så vi fik et mesterværk. Som pladen ser ud nu er der stadig meget at komme efter, men man må overleve med noget fyld hist og her.

107 – David Bowie – Hunky Dory (1971)

Udgivet den af
Svar

I 2016 mistede vi mange store musikere – Prince, Leonard Cohen, Glenn Frey, Sharon Jones, Phife Dawg og Maurice White, blot for at nævne nogle af mine personlige favoritter. Den største af dem alle er dog i mine øjne David Bowie, som kort før sin død udgav en af sine bedste plader nogensinde, den gudeskønne Blackstar, som i mine øjne er årets bedste plade. At Bowie på den måde kunne forny sig selv i en alder af 69 er mig et under, for det virkede som om, han allerede havde prøvet det hele. Der er så meget kreativitet til stede i hans musik, og det har der været i adskillige årtier. Et af hans tidligste mesterværker er den meget klaverdrevne Hunky Dory fra 1971. Pladen er nok især kendt for sine to megahits, Changes og Life on Mars?, men der er masser af smuk musik fra start til slut på pladen. Disse to sanges berømmelse er dog stadig absolut fortjent. Changes er en flot, vemodig skildring af tidernes gang, og Life on Mars? er med sit storladne, orkestrale arrangement en god kandidat til det bedste Bowie-nummer nogensinde. Det er intet mindre end smukt.

I løbet af albummet er der meget variation i tonen. Det kan være stort og dramatisk som på førnævnte Life on Mars? eller det smukke afslutningsnummer The Bewlay Brothers, men i den modsatte ende er de lettere skæve, morsomme Oh! You Pretty Things og Kooks vidunderlige numre, der vækker store smil på læben. Disse er flotte i detaljerigdom, de er også latterligt fængende, og de tilføjer så absolut til den androgyne æstetik, Bowie præsenterer på pladen. Bowie rammer især dette gennem sin meget specielle, spøjse stemme. Han har flot kontrol over den, og han kan ramme mange forskellige lyde med den. Alligevel er han let genkendelig, om det er den henlagte vokal på Song for Bob Dylan eller den lyse skrigen på Andy Warhol, et af de få numre hvor klaver ikke er i fokus. Disse to er fra en ret interessant trio af sange på albummet, hvor Bowie hylder tre af sine store ikoner lige efter hinanden, nemlig Andy Warhol og Bob Dylan på førnævnte sange, samt Lou Reed fra The Velvet Underground på sangen Queen Bitch. Med især Bob Dylan-sangen kan man høre inspirationen, og Queen Bitch har da også ligheder med lyden på The Velvet Underground-sangen Sweet Jane. Selv Andy Warhol får en klar musikalsk hyldest med en bizar, avantgarde intro.

Noget af det, der gør Hunky Dory så tiltalende er nok den ret løse, kærlige stemning man finder på pladen. Det er ikke alt for seriøst nogensinde. Bowie kan være fantastisk, når han tager den seriøse maske på, se blot plader som “Heroes” eller Blackstar. Der er blot noget meget befriende ved den lette lyd, Bowie præsenterer her. Selv på de dramatiske numre er der masser af humor, og denne humor bliver aldrig selvhøjtidelig eller ensformig, som den tit kan gøre med mange andre glam-kunstnere. At visse lyttere kalder Hunky Dory for glam-rock bunder nok endda mest i, at man ser pladen i lyset af Bowies mere entydige glam-plader, såsom The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars og Aladdin Sane, som den da også har nogle fællestræk med. Måske hjælper makeuppen på albumcoveret også på indtrykket. Der er et par få glam-prægede numre, men pladen er som sådan et stort sammensurium af showtunes, folk-rock, barok-pop, klaverrock og selv en smule country-rock på Eight Line Poem. At alle disse forskellige stilarter giver et sammenhængende indtryk er imponerende, uanset om man kan læse glam-rock ind i det. Pladen er så levende, at man bare ikke kan få nok af den. Og det er i mine øjne magien ved Hunky Dory.

132 – Bruce Springsteen – The Wild, The Innocent & the E Street Shuffle (1973)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen har gennem album efter album skrevet sig ind i musikhistorien som en af de største rockmusikere nogensinde. Især hans 70’er-materiale springer frem som en stribe udødelige klassikere. Hans andet album, The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle, er blandt de mest populære, men de individuelle sange derpå bliver ikke husket nær så meget som mange andre Springsteen-sange. Da han spillede i Parken for nylig, var det den eneste Springsteen-plade fra før midtfirserne, hvorfra vi ikke hørte én eneste sang. Og det er synd, for der er godt med guf på pladen. Hele bandet er enormt velspillende på det funky åbningsnummer, The E Street Shuffle. Her synger Springsteen optimistisk og lykkeligt om arbejderlivets små glæder. Foruden disse kvaliteter, har jeg virkelig respekt for at turde at indlede en rockplade med to saxofoner, en kornet og en tuba. Han efterfølger denne energiske introduktion med 4th of July, Asbury Park (Sandy), en sød, smuk lille ballade. Den tenderer lidt mod det vamle til tider, men lyrikken bliver så detaljeret og personlig, at det stadig er charmerende. Instrumentationen er lettere rodet, og mens denne upolerede lyd signalerer en kende oprigtighed, foretrækker jeg nok stadig de segmenter, hvor akkompagnementet er mere simpelt, da sangen dermed virker mere personlig.

Noget, man tit kan glemme om Springsteens 70’er-plader, er, at de har nogle virkelig lange numre til tider. Man lægger ikke særlig meget mærke til det, for de virker ikke ummidelbart som komplekse rockoperetter. Det handler bl.a. om hvor meget han kan få ud af bandet. Den jazzede Kitty’s Back starter med en storladen instrumental intro, der varer et helt minut. Der går ret meget kreativitet i gang, når soloerne kommer til fulde under det milde kaos, sangen præsenterer under midten. Til trods for disse eksperimentelle elementer, udvikler sangen sig ganske naturligt til sidst til et lykkeligt syng-med-kor. Det er et skønt nummer. Til gengæld tror jeg ikke, jeg knuser mange hjerter ved at sige, at Wild Billy’s Circus Story er en af pladens svagere sange. Strukturelt er det et godt tiltag at komme med en så rolig sang som denne efter den vilde Kitty’s Back, og der er da nogle spøjse musikalske øjeblikke på nummeret, der til dels rammer den titulære cirkus-magi. Teksten siger mig dog ikke så meget, og sangen har ikke rigtig nogen udvikling – den svæver bare lidt. Den er dog nok stadig værd at lytte til.

Incident on 57th Street er endnu et nummer, hvor Springsteen gør sig som historiefortæller, men her med mere poppede virkemidler end på Wild Billy’s Circus Story. Det fungerer i sidste ende ret godt, og en mere nøgen instrumentation gør nummeret mere levende og følelsesrigt end de tidligere numre. Variation i denne instrumentation er også den væsentligste årsag til, at den holder i hele 8 minutter, for strukturelt ændrer den sig ellers ikke meget. Som for mange andre Springsteen-fans, er min favorit på denne plade Rosalita (Come Out Tonight). Det kan lyde som en meningsløs udtalelse, men alt ved det her nummer, er fuldkommen perfekt. Jeg elsker saxofonen, klaveret, Springsteens stemme, den søde tekst, den fængende melodi, de instrumentale breaks, alt går op i en højere enhed på det her nummer. Det er en reel kandidat til Springsteens bedste nummer nogensinde. Pladen afsluttes af den 10 minutter lange New York City Serenade, der nok er lidt for lang tid om at komme igang. Introen er flot, men den føles kontekstløs. Stemningsmæssigt er det dog på alle måder en passende afrunding. Den er sentimental og vemodig, den føles som et oprigtigt farvel. Den er måske lidt længere end hvad godt er, men der bliver sat et flot punktum på pladen, og det sætter jeg pris på. For pladen er skidegod.

135 – Elton John – Greatest Hits (1974)

Udgivet den af
Svar

Jeg har lyttet til latterligt mange Greatest Hits-plader efterhånden. Alt for ofte er de for lange, inkluderer mange sange, der ikke rigtig er nævneværdige og tit virker rækkefølgen på tracklisten enten tilfældig eller uigennemtænkt kronologisk. Af og til finder man dog den lille guldklump, der er så god, at den kan fungere som helstøbt album på egen hånd. Sådan en plade er Elton Johns simpelt betitlede Greatest Hits fra 1974. Det er blot 10 sange, 42 minutter i alt. 1974 kan virke som et lidt tidligt tidspunkt i Johns karriere, men han havde skam allerede udgivet 8 albums på det tidspunkt. John var en produktiv herre, og kun det allerbedste er samlet på Greatest Hits. Jeg tror som sådan også, at det er en god tidsafgrænsning. Hans næste album, Captain Fantastic and the Brow Dirt Cowboy, ville blive mere glam-præget og selvparodierende, og senere gav han sig også i højere grad i kast med hård rock, disko og selv new wave. Den afgrænsede, oprigtige og lettere nostalgiske Elton John kan ret godt afgrænses til 1974, og derfor føles pladen stadig ret konsekvent, selvom John gik gennem en stor udvikling mellem 1968 og 1974.

Når der kun er 10 sange, kan man virkelig sikre sig, at det kun er det essentielle, der er inkluderet. Mens John har så mange vidunderlige sange, at alle nok ville savne et par stykker, når kun 10 skal vælges, så er jeg overordnet tilfreds med udvalget. Samtlige sange er mindeværdige og tilbyder noget unikt i forhold til de andre. Der er også generelt ret god vekslen mellem det mere løsslupne rock and roll, der ses på numre som Honky Cat, Saturday Night’s Alright for Fighting samt Crocodile Rock, og så de lidt langsommere ballader, såsom Your Song, Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time), Don’t Let the Sun Go Down on Me. Selvom balladerne nok er i overtal, så er de også placeret, så der er en udvikling i lyden. De første sange er de ganske stille Your Song og Daniel, og mod slutningen kommer Don’t Let the Sun Go Down on Me og Border Song, der begge slutter i et eksplosivt klimaks med stor instrumentation, kor og variation. At alle sangene er så gode, at de i dag står som milepæle i Johns diskografi, gør blot den musikalske værdi større.

Den eneste anke, der kan være væsentligere end udeladelser af personlige favoritter, må nok være forskellen på den internationale og den oprindelige nordamerikanske udgave af pladen. Jeg har hørt den internationale, hvor de erstatter den rockede Bennie and the Jets med den langsomme ballade Candle in the Wind. Bennie and the Jets er på originalen meget bevidst placeret mellem de to ballader Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time) og Don’t Let the Sun Go Down on Me. Det skaber dynamik, og gør, at man ikke bliver træt af de mange ballader. På udgaven, jeg har lyttet mest til, finder man dermed tre langsomme ballader lige i træk på den del af pladen, og det kan blive lidt trættende. Candle in the Wind er en fortræffelig sang, så jeg forstår at inkludere den, især da Bennie and the Jets ikke havde samme gennemslagskraft uden for Nordamerika, selvom den da også er blandt Johns bedste. Foruden denne lille ting, kan jeg på det varmeste anbefale Greatest Hits til alle, der bare kan lide nogle gode popsange. Hvis du kan finde den amerikanske udgave, kan jeg anbefale den endnu mere. Hvis ikke, så opret bare en playlist med de ti sange på Spotify. Det er stjernegod musik.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

277 – David Bowie – Aladdin Sane (1973)

Udgivet den af
Svar

Året er 1973. David Bowie havde lige udgivet sit uden tvivl største album, The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars det foregående år, og det er siden blevet til en af de uundgåelige plader på alle lister over de bedste albums nogensinde. Og det skulle han så følge op på? Hvordan? Han gjorde det nu ganske elegant med Aladdin Sane, hvorpå man finder 10 rigtig stærke sange. Ligesom med Ziggy Stardust-pladen er meget af musikken meget inspireret af klassisk rock and roll fra 50’erne. Der er Chuck Berry-inspireret guitar, Little Richard-inspireret klaver, Bo Diddley-inspirerede beats og The Platters-inspirerede backingvokaler. Selv pladens nok mest kendte sang, The Jean Genie, minder i en helt utrolig grad om Bo Diddleys I’m a Man, der også har inspireret sange som Mannish Boy og Bad to the Bone. Alle 10 sange på pladen har dog et stadigt moderne flair, der passer meget bedre in i nutidens musiklandskab end Elvis og Fats Domino. Ikke et ondt ord om rockens pionerer, men Bowie har gjort meget mere ud af sin musik.

Aladdin Sane føles ikke som et levn fra fortiden. Det føles som en kreativ sjæl, der hylder giganterne, mens han sørger for at give det hele et frisk pust. Panic in Detroit er mere end bare en ny udgave af Bo Diddley. Bowie fortæller en levende historie, han er excentrisk som bare pokker, hans skrig er så overdrevne, at man bare må skrige med, det er helt fantastisk. Og Drive-In Saturday er mere end bare gammeldags doo-wop, en genre, jeg ofte slet ikke kan udstå. Bowie skaber i stedet en meget rørende sang, hvis corny doo-wop-kor bare gør det hele skønnere og mere sentimentalt. Selv på meget direkte rock and roll-sange, f.eks. hans meget vilde cover af The Rolling Stones-klassikeren Let’s Spend the Night Together, gør han meget kreativt og innovativt. Omkvædet er komponeret fuldkommen om, og klaveret bliver ikke bare spillet vildt, det bliver banket synder og sammen. Synthesizere bliver også tilføjet. De er ikke meget fremtrædende, men de gør sangen meget anderledes. Originalen føles faktisk ret tam, hvis man lytter til de to udgaver lige efter hinanden.

Der er ikke én sang, der ikke bidrager med noget ret unikt til denne plade, og de er alle meget gode på egen hånd. De er faktisk nærmest bedre på egen hånd end sammen. Der er ikke ét nummer på pladen, jeg ikke elsker rigtig højt, men som helhed er det en ret trådløs plade. Jeg lytter til den, og jeg har fået 10 forskellige, meget gode indtryk, og jeg har lyst til mere. Men jeg har ikke rigtig fået noget sammenhængende. Der er en gennemgående stil, ja, men du kunne bytte om på rækkefølgen på alt andet end de to første og den sidste sang, og jeg ville nok reelt ikke lægge mærke til at noget nummer var placeret på et andet sted end normalt. Det er et ret uvæsentligt problem, men det er ikke et, der forsvinder, selv når jeg lytter til denne plade gentagne gange. Det bliver faktisk kun tydeligere. Der er dog 10 virkelig fænomenale sange på denne plade. Du kender måske allerede The Jean Genie og Drive-In Saturday, men lyt gerne til hver eneste sang på denne plade. Så er jeg lidt ligeglad med om du lytter til det i albumform, bare lyt til numrene, for de er alle virkelig gode.