70 – Led Zeppelin – Physical Graffiti (1975)

Sidst jeg kiggede på hard rock-pionererne Led Zeppelin var det med deres anden plade, hvor nøgleordene i min vurdering vist må have været “skala” og “ambition”, noget de så sandelig ville tage videre i deres karriere på bl.a. deres ubetitlede fjerde plade og efterfølgeren ‘Houses of the Holy’. Med deres sjette plade i 1975 tog de skridtet videre ved at udgive deres første dobbeltalbum i form af ‘Physical Graffiti’. Pladen består dels af dengang spritnyt materiale, dels af sange, der blev skåret væk fra deres tre foregående plader. Jeg har det lidt ambivalent med denne tilgang, for dels er de gamle sange jo lavet til at passe ind i en helt anden plade end de nye, men dels er visse af dem drøngode. De bedste af dem er nok også dem, der minder mest om de nye numre. ‘The Rover’, ‘Night Flight’ og det ubrugte titelnummer fra ‘Houses of the Holy’ fungerer især godt, da de følger den storladne, episke tone, pladen sætter fra starten af. Country-rock-balladen ‘Down by the Seaside’ følger også overraskende nok denne tone ganske fint, især gennem nogle overraskende dynamiske drejninger i løbet af nummeret.

Der er dog nogle af disse outtakes, der helt klart er totalt malplacerede. Den fjollede lille boogie woogie-sang ‘Boogie With Stu’ dræber nogenlunde al stemningen, albummet ellers havde opbygget. Den instrumentale ‘Bron-Yr-Aur’ er en ganske køn lille akustisk sag, men den bygger ikke rigtig op imod noget. Den kunne være fin til at runde pladen af, men den er et af de første numre på LP2. Mod slutningen får vi derimod en sød lille blues-sang i form af ‘Black Country Woman’, der endnu engang føles uhyre ligegyldigt, når den står side om side med så flot udtrykte stykker musik som den symfoniske ‘Kashmir’, den progressive ‘In the Light’ og den elegant opbyggede ‘Ten Years Gone’. Der ophober sig en irriterende dissonans mellem numrene på ‘Physical Graffiti’, for når det virker, har vi virkelig at gøre med Led Zeppelin i deres es. Det møder vi heldigvis ofte. Uanset om det er det fængslende, funky, nærmest metal-agtige groove på ‘The Wanton Song’ eller den ligeledes funky ‘Trampled Under Foot’, der på formidabel vis bygger op til et smukt kaos, så har størstedelen af numrene på ‘Physical Graffiti’ mærkbare proportioner.

Det bliver næsten lidt for meget. Når man har at gøre med en plade, der varer 80 minutter, hvor næsten alle sange er episke rock-eskapader, så kan man let blive ret udmattet, og som allerede gennemgået, så tiltaler pladens forsøg på mere afdæmpede sange mig sjældent. Selv har jeg sjældent lyttet til pladen, uden at jeg på et eller andet tidspunk i løbet af LP2 tænker “er den ikke snart færdig?”. Og det er synd, for det resulterer i, at jeg bare på ingen måde nyder de sidste par numre på pladen nær så meget, også selvom ‘Sick Again’ og ‘Night Flight’ da er glimrende sange. ‘Physical Graffiti’ er ingenlunde en dårlig plade, men Led Zeppelins fremgangsmåde egner sig måske bedst til kortere albums. Måske er der en sammenhæng i, at ‘Houses of the Holy’ er min favorit i deres diskografi, mens den er deres korteste plade bestående af nyt materiale. Selvom ‘Physical Graffiti’ er en lidt stor mundfuld, så er der rigtig meget guf på den. Den ville muligvis være endnu bedre som to kortere albums, men der er stadig ganske meget at komme efter som den er.

274 – Parliament – Mothership Connection (1975)

Funkguden George Clintons grupper Funkadelic og Parliament er to af de vigtigste navne, funkmusik har oplevet. Parliaments største værk er uden tvivl deres fjerde album, som også var Clintons kommercielle gennembrud. Pladen åbner med en radiovært, der introducerer pladen som var den et radioprogram. Disse radioværter går over i omkvædet til P-Funk (Wants to Get Funked Up). Versene i denne sang er det rene spoken word, der kommer fra disse radioværter, og det hele hænger bare enormt godt sammen. Der er en god vekslen mellem det meget festlige omkvæd og den rolige radiovært. Denne radiovært elsker bare funkmusik, og hans glæde smitter sørme godt af. I slutningen af sangen bliver det hele meget jazzet, både i klaver og blæsere, der virkelig lyder som noget direkte ud af en jazzbar i den amerikanske undergrund. Efter det, så går det bare løs for fuld skrue med omkvædet, der stadig har alle jazzelementerne, men der bliver bare skruet op til niveau 11 her. Det fortsætter med Mothership Connection (Star Child), der bliver fortalt fra synspunket af et rumvæsen, der kommer til Jorden for at bringe hellig funk til os dødelige. Og det gør han sørme også med et enormt fængende omkvæd, morsom spoken word og festlig instrumentation.

Disse to er nogle af albummets mest populære numre, men det mindre populære er også virkelig godt. Science Fiction-temaet fortsætter på Unfunky UFO, hvor Jorden bliver invaderet af en UFO fra solen, hvor man bare ikke har styr på funk. De beder derfor os jordboere om at lære dem funkens kundskaber. Det er dejligt latterligt, og det er kompositorisk en flot opbygget sang, der går frem og tilbage mellem forskellige stykker, der lyder meget forskelligt, men har god sammenhæng og er enormt fængende. Det næste nummer hedder Supergroovalisticprosifunkstication, og det er som sådan ikke andet end et omkvæd og af og til et ganske simpelt b-stykke. Det, der får nummeret til at holde i 5 minutter er mest instrumentationen. Der er nogle fine instrumentale passager mellem omkvædene, men tit kører den kreative, eksperimenterende instrumentation også bare rundt under omkvædet. Der er sært nok især fokus på skralde og synthesizer, hvilket er en interessant kombination. Handcuffs er et ligeledes en virkelig sjov sang. Der bliver festet for fuld drøn med det sjove omkvæd, og på denne sang er versene også bare til at danse løs til. Sangerne går mange gange over toppen, og der bliver godt gammeldags sexet. Sangens brug af vokalisterne er helt mageløs, og det lyder bare euforisk.

Så kommer albummets største hit, Give Up the Funk (Tear the Roof off the Sucker). Lige fra den flotte basvokal, der åbner sangen, er der dømt fest, og så snart der går gang i falsetkoret, er der dømt dansefest. Der er lag på lag af interessante musikalske valg her, og de lyder drøngodt. Der er godt gang i synthesizeren, og den gør nogle ret vilde ting. Basvokalisten og falsetkoret lyder også helt sublime oven i hinanden, og jeg kan bare ikke få nok af denne sang. Der er ikke nogen vers, det er bare ligesom Unfunky UFO en serie af elementer, der lyder virkelig godt i kontinuitet af hinanden – og det virker så godt, at man stadig har lyst til mere efter næsten 6 minutter. Afslutningsnummeret hedder Night of the Trumpasorus Peoples, og det er nok ærlig talt albummets svageste sang. Den er dog stadig virkelig kreativt med sit afrikansk inspirerede vrøvlekor og den vilde synthesizer. Foruden en smule af begyndelsen på sangen, så er der ingen reel tekst, kun vrøvleord og instrumentation. Synthesizeren virker ikke altid fokuseret, og af og til lyder den mest af alt som pruttelyde. Om dette er frivilligt eller ej ændrer ikke på, at det er meget distraherende. Det er dog et rigtig kreativt nummer, der afslutter en af de bedste funkplader nogensinde.

291 – Bob Dylan & The Band – The Basement Tapes (1975)

På overfladen virker The Basement Tapes fra 1975 som et forholdsvist almindeligt album. Det er Bob Dylan og the Band, der laver musik sammen, og de laver bare nogle fede sange. Men pladens historie er mere kompliceret end som så. The Band fik deres berømmelse som Bob Dylans backingband på turnéer i 1965, og de fortsatte på dette job i noget tid, og det er tit sket, at de har turneret sammen, også i nyere tid. Dylan og the Band begyndte i 1967 da at optage en række sange i bassist Rick Dankos kælder. Mange af disse sange ville senere dukke op på The Basement Tapes. Dette udgør ca. tre fjerdedele af dobbeltalbummet. Den sidste fjerdedel består af numre, the Band optog uden Dylan mellem 1967 og pladens udgivelse i 1975. Det er en hel masse information lige at sluge, og er det virkelig nødvendigt for at nyde pladen? Det vil jeg ikke gøre mig klog på, men oplevelsen giver mere mening, hvis man kender til alt dette, og det forklarer meget, man ellers kunne undre sig over.

For eksempel forklarer det, at fejl ofte sker, især på optagelserne med Dylan. Dylan glemmer tit at synge med på tidspunkter, og the Band kan godt komme til at spille forkert. Lyden er heller ikke altid lige den bedste. Men pladen hedder The Basement Tapes, og den varer over en time. Man får underligt let ved at tilgive sådan noget. Det føles mere råt og frit, og man kan mærke, at den var optaget i en kælder. Dylans sangskrivning er også ulig det, man ellers kender ham for. Melodierne er ofte ret simple og blues-inspirerede – ja, Apple Suckling Tree kører nærmest direkte over Little Walter-sangen My Babe. Lyrikken er som sædvanlig helt fantastisk, men da melodierne ikke tillader nær så mange versefødder som f.eks. Like a Rolling StoneHurricane eller Subterrarian Homesick Blues. Det er helt fantastisk at høre ham spille rollen af en fulderik på Please Mrs. Henry eller hans kryptiske poesi på This Wheel’s on Fire. The Band er også dygtige musikere. De sange, Dylan ikke er med på, er stadig virkelig gode, og de passer stilmæssigt godt ind på albummet. Nogle er måske af lidt for god lydkvalitet, men det er også det.

Melodierne er alle godt skrevet, og sangene er meget samme stilart. Pladen kunne med lethed have været en af mine absolutte yndlinge med Dylan, hvis den bare ikke var så ufokuseret. Ja, sangene passer i lyd og sangskrivning godt sammen, man fornemmer en rød tråd, men da sangene aldrig rigtig var tiltænkt et sammenhængende album, gør det, at længden på pladen bliver mere fremtrædende end på andre dobbelte Dylan-plader som Blonde on Blonde og Time Out of Mind. Der er ikke nok fokus på dynamik eller samspil mellem de individuelle numre. Det gør, at det kan ende med at virke en smule ensformigt. Man kunne nok have løst dette ved at gøre albummet kortere og så udgive det i to volumener, hvilket nok er årsagen til, at selv cd-udgaven består af to dele. Rækkefølgen er der dog tydeligvis tænkt over, og det er lidt som at høre en godt sammensat opsamling, hvilket det vel teknisk set også er. Den allerstørste ros skal pladen have for at afslutte med den dramatiske This Wheel’s on Fire, som the Band også har optaget en udgave af til deres debutplade. Den fungerer dog efter min mening bedst, når Dylan også er med. The Basement Tapes er fuld af fantastiske sange, men som plade er den ikke helt så helstøbt, som den kunne have været.

331 – Neil Young – Tonight’s the Night (1975)

Neil Young er en sand mester af albumkunsten. Hans mest kendte plader er After the Gold Rush fra 1970 og Harvest fra 1972. Han har dog lavet mange andre mesterværker både før og sidenhen, og et af de bedste er Tonight’s the Night. Det er langt fra hans bedst sælgende album, men det heller ikke specielt let at tilgå. Der blev ikke udgivet nogen singler fra denne plade, og det forstår man faktisk godt. Den eneste sang, der måske kunne have fungeret som single er den forholdsvis energiske Come on Baby Let’s Go Downtown, der uden kontekst godt kunne være en ret sjov sang om at tage stoffer. Men det er så den gladeste sang på pladen, og derudover er albummet bare fyldt med tegn på, hvor galt denne afhængighed gik. Hele dette album er en virkelig deprimeret situation. Det er fyldt med bekymringer, og når Young ikke bekymrer sig, prøver han desperat på at undgå at bekymre sig for meget. Jeg ved ikke hvor selvbiografisk dette album er, men selv hvis dele af det skulle være det pure opspind, lægger der nok meget sandhed bagved.

Nogle gange kan Tonight’s the Night være ret svær at lytte sig igennem. En ting er de meget triste tekster, men når disse er sammen med Youngs yderst oprigtige vokal, så kan det blive mere end man lige kan klare til tider. Neil Young er ikke verdens bedste sanger, og det lægger han slet ikke skjul på her. Han har faktisk aldrig før været så dårlig til at ramme toner. Det er dog kun det rent tekniske, for han er vildt dygtig til at lægge mange følelser i sin stemme. Nogle af de bedste eksempler på flot udnyttelse af denne kvalitet er sange som Borrowed TuneMellow My MindAlbuquerque og Tired Eyes. Som en anden af mine yndlings-Young-plader, Rust Never Sleeps, senere ville gøre det, er åbnings- og afslutningsnummeret på Tonight’s the Night reelt det samme nummer. De hedder henholdsvis Tonight’s the Night og Tonight’s the Night, Pt. 2. Teksten er den samme på begge udgaver, men på åbningsnummeret er sangen meget renere spillet, mens afslutningsnummeret er en totalt kaotisk fortolkning. Instrumenter kommer og går, skifter udtryk, og generelt bryder hele verden bare sammen på det nummer.

Det bedste ved Tonight’s the Night er nok strukturen. Man får 12 forskellige numre, der arbejder virkelig godt sammen. Som sagt er samspillet mellem Tonight’s the Night og Tonight’s the Night Pt. 2 helt fantastisk, men alle de andre sange arbejder også flot sammen. Instrumentationen er virkelig skæv og forvrænget, og den bliver tit spillet på en lige så spinkel facon. Dog kommer der gradvist som pladen bevæger sig fremad flere og flere mentale nedbrud a la dem, der er at finde på Tonight’s the Night, Pt. 2. Det gør albummet dynamisk, uden at man kommer forbi alt for mange “sjove” sange, der ville ødelægge stemningen. At finde Come on Baby Let’s Go Downtown, der jo er rimelig energisk, tæt på midten, er dog virkelig forfriskende. Det gør albummet lettere at komme igennem. Og Tonight’s the Night er en virkelig svær plade at sluge. Men hvis du endelig formår at komme igennem den, så lad mig forsikre dig om, at den kun bliver bedre for hver gang, du lytter til den.

371 – Roxy Music – Siren (1975)

Roxy Music beviste i 1974 med Country Life, at de selv uden den helt igennem geniale Brian Eno i bandet sagtens kunne lave værker på niveau med dem, de lavede med ham. Året efter udgav de opfølgeren Siren, der åbner med en af gruppens mest berømte sange, Love Is the Drug. Og selvom sammenligninger mellem narkotika og kærlighed er brugt til døde mere end narkotika selv, så er Love Is the Drug faktisk en rigtig god sang. Melodien er fængende, og man får let lyst til at synge med. The End of the Line er en langsommere sang, som kører meget på dets klaver. Den er meget afslappende, men den måtte godt være lidt kortere. Sentimental Fool kører i lang tid i noget ambient-halløj, før den meget flot går over i en mere typisk langsom Roxy Music-sang. Bryan Ferrys høje stemme er ganske excentrisk, og det ser jeg kun som en god ting. Når vi kommer til en mere fængende, poppet del, får man let lyst til at synge med. Den lange, instrumentale åbning er dog decideret kedelig. Den har noget stemning i noget tid, men først 2½ minut inde i den 6 minutter lange sang, begynder det rent faktisk at interessere mig.

Der er masser af gang på den fra første tone af Whirlwind, og den lyder meget af den sjove, energiske lyd, man kan finde på meget af Country Life. Foruden det hurtigere tempo, er der også vældig mange sjove musikalske ting, der sker mellem versene. Versenes melodi er for den sags skyld også rigtig god. Den er ret simpel, men den fungerer. She Sells er min yndlingssang fra pladen. Dens strygere er rigtig interessante, og temposkiftene gør det til en virkelig dynamisk oplevelse. Gruppens mange dygtige musikere kommer med alle mulige interessante bidrag til sangen. Ca. halvvejs igennem sangen skifter den fuldstændig musikalsk spor, men jeg elsker det. Så gode sange kan jeg slet ikke få nok af. Could It Happen to Me? er en udmærket kærlighedssang, og Ferry er en ren charmetrold på det nummer. Melodien er vældig god, Phil Manzanera gør det virkelig godt på guitaren, og sangen udvikler sig rigtig spøjst. Der er masser at grave ned i, og det lyder samtidig virkelig godt.

Both Ends Burning er et sjovt, jazzet nummer, hvis saxofon desværre ikke er skruet højt nok op i forhold til resten af nummeret, for den er ellers ganske god. Den er ganske sjov, og den blev med god grund udgivet som single efter Love is the Drug, for den er forholdsvis poppet. Den er ikke pladens mest imponerende værk, men jeg må indrømme, at det er en god melodi. Nightingale er et ret sjovt, rocket nummer, og i de stille dele, hvor Ferry ikke synger, lyder det især godt. Ikke at Ferrys dele dog er dårlige, nej dette er en af pladens bedste vokalpræstationer. Til slut er der flot violin, og det gør bare nummeret mere pragtfuldt. Afslutningsnummeret er pladens længste. Det hedder Just Another High, og det er også en af de langsommere sange. Instrumentationen starter ganske simpel, og den kører lidt for længe i samme dur i starten, hvis du spørger mig. Efter første instrumentale portion bliver det dog ret godt. 4 minutter inde får vi et flot klimaks, der runder albummet ganske godt af. Siren er et ganske godt album. Det er ikke nær så utroligt som Country Life, men det er lige så godt som For Your Pleasure. Og det er bedre end Avalon nogensinde kunne drømme om.

433 – Brian Eno – Another Green World (1975)

Brian Enos tredje soloalbum, Another Green World, var det første, hvorpå han berørte en genre, som han i dag hænger uløseligt sammen med: Ambient. Mange af sangene på pladen er meget stille, kører ofte på en meget langsom synthesizer uden nogen vokal overhovedet. Der er faktisk kun vokal på 5 af de 14 sange på pladen. Disse sange er dog generelt en smule længere end de instrumentale numre, der kan vare ned til halvandet minut. Og for at være ærlig, så synes jeg, at ambient-numrene ikke er nær så mindeværdige som resten. Forstå mig ret, de lyder fuldkommen fantastisk. Jeg har lyttet til dette album adskillige gange, og det eneste nummer, jeg nogensinde formåede at blive træt af, var St. Elmo’s Fire, og det er kun fordi, den i det hele taget er så god, at jeg har spillet den så ofte uden resten af albummet – dermed er jeg blevet en smule for vant til at høre den. Men min pointe er altså, at de stille, instrumentale sange er rigtig manifesterede i albummet, mens sange som Sky Saw, St. Elmo’s Fire og I’ll Come Running bliver til mere helstøbte, uafhængige oplevelser.

Alle sange med vokal på sig er dog spredt med gode mellemrum. Man kan virkelig nå at blive opslugt af ambient-universet, selvom sangene tit er ret korte. Samtidig er Enos vokal altid et frisk pust, når den endelig kommer. Det er meget dynamisk, og hvert sekund kan man mærke, hvor godt han han har planlagt hele albummet. Der er intet, der føles tilfældigt. Foruden de utrolige optrædener fra Eno selv, møder man også mange store musikanter i løbet af Another Green World: Phil Collins, der dengang var bedst kendt som trommeslager i Genesis, bratschisten John Cale fra The Velvet Underground, guitaristen Robert Fripp fra King Crimson er de absolut største navne, man foruden Eno kan opleve, men alle musikanterne gør det rigtig godt. Og til trods for den tilsyneladende langsomme lyd på visse numre, vil den opmærksomme lytter nok hurtigt opdage, at der altid sker noget nyt nede i de dybe lag. Alene min brug af vendingen “den opmærksomme lytter” kan dog nok afskrække nogle, og det bør de nok også være. Another Green World er lidt af en mundfuld. Man kan ikke nødvendigvis lide den, blot hvis man kan lide andre Eno-producerede albums.

Når Eno arbejder med Ambient, bliver oplevelsen meget mere visuel foran mig. Hver eneste gang, jeg lytter til numre som Becalmed eller Zawinul/Lava, danner en ny musikvideo sig oppe i mit hoved. De er rigtig smukke, men jeg vil helst ikke fortælle for meget om dem, for det kunne ødelægge andres chance for at danne egne billeder. Sangene er også tit meget afslappende, især mod sidste halvdel af pladen. Starten kan godt være lidt vild, men generelt er det et godt album at sætte på, hvis man bare har brug for at slappe af, hvilket man tit får, når man skriver anmeldelser næsten hver dag. Another Green World er et ufatteligt godt album. Man skal være til eksperimentel musik og være klar på, at sangene sjældent er noget specielt uden albummets kontekst. Det er et perfekt eksempel på, at nogle på egen hånd ganske vist ganske gode sange kan skabe noget helt specielt, når det bliver sat i en ordentlig rækkefølge og arbejder godt sammen. Jeg nød det i hvert fald selv rigtig meget.

493 – Earth, Wind & Fire – That’s the Way of the World (1975)

Earth, Wind & Fire var en af de mange grupper, der i 70’erne tog R&B i helt nye retninger – Sly & the Family Stone startede trenden i slutningen af 60’erne, og i 70’erne begyndte Stevie Wonder, Parliament, Funkadelic, Marvin Gaye, James Brown, The O’Jays, War, Curtis Mayfield og selvfølgelig Earth, Wind & Fire at tage R&B i nye, mere interessante afskygninger. Disse musikeres bedrifter i 70’erne dannede grundlag genrer som disko, post-disko, hip hop, funk-rock og neo-soul. Dagens 9 mænd i skysovs er som sagt Earth, Wind & Fire, og albummet, vi skal snakke om er That’s the Way of the World, et album der især udmærker sig med en enorm diversitet i lyden. Bandet giver dig en positiv meddelelse med den festlige Shining Star i starten, derefter et langsommere, reflekterende titelnummer, så Happy Feelin’, et hysterisk lykkeligt nummer, der er svært at undgå at smile til, og derefter slutter pladens A-side All About Love, et nummer delvist kører som spoken word, delvist kører som en almindelig sang.

Hele A-siden har et gennemgående tema om kærlighed overfor verden, og der er generelt ikke mange sure miner på denne plade, men de føles aldrig lalleglade. De føles bare ufatteligt taknemmelige over, at de har det, som de har det. Åbningsnummeret, Shining Star siger, at du er en skindende stjerne uanset hvem du er – alle har potentiale – alle kan gøre noget stort og godt her i verden. Det lyder måske latterligt når jeg siger det, men det bliver livsbekræftende med Earth, Wind & Fires melodi, tekst og udførsel. De er 9 medlemmer, og det kunne være kaotisk, men de gør blot deres lyd meget bredere af den årsag. B-siden er stadig meget lykkelig og kærlig – Yearnin’ Learnin’ handler f.eks. om at erfare sig i verden. Den minder lyrisk meget om Shinin’ Star, men den mere funkorienterede lyd gør sangen unik, og dens temposkift hjælper også meget til. Reasons er navnet på sangen der kommer derefter, og med en langsom, nærmest jazzet falset synger Phillip Bailey oprigtigt løs om sød, dejlig kærlighed mellem to personer.

Albummet fortsætter med Africano, der lyder meget som titlen antyder. Afrikansk folkemusik bliver blandet sammen med funk, og Andrew Woolfolk får fyret både en fantastisk fløjte- og saxofonsolo af på dette instrumentale nummer. De afrikanske indflydelser føjer igen til diversiteten, og diversitet er rigtig vigtigt på et album. Det gør, at man har lyst til at fortsætte med at lytte til albummet, for uanset hvor god en sang er, har de færreste lyst til at høre et albums fyldt med sange, der lyder for sent. That’s the Way of the World er et album, der konstant giver dig noget anderledes at tygge på. Samtidig er der nok rød tråd rent genremæssigt, til at du nok ville kunne lide hele albummet, hvis du kan lide så meget som et eneste nummer. Albummet slutter med See the Light – dette numer runder flot albummet af. Temposkift, imponerende saxofon, flot falset, ekstatisk kor, en måske lige lovlig kort guitarsolo, men alt i alt et funky nummer fyldt med sjæl, der runder et album af, som kan anbefales til alle fans af 70’ernes mere eksperimenterende R&B.