Tag-arkiv: Parliament

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 2/4)

Udgivet den af
Svar

Efter Neneh Cherry og RocketNumberNine, så var det tid til et af festivalens største navne: Babyshambles. Med Pete Doherty i spidsen fik man lige det, han de seneste par år har gjort sig berømt for, nemlig dårlig punktlighed. En forsinkelse er måske lidt en del af et Babyshambles-show, og det bør fans være forberedt på. På en festival er det dog mindre simpelt, for der er jo rent faktisk andre bands, der skal spille senere. Heldigvis fik Vanguard hurtigt skaffet sig en erstatning i form af et af landets bedste live-bands, Reptile Youth. De var virkelig fede på NorthSide, og de var faktisk måske endnu federe her. Forsanger Mads Damsgaard er en energibombe på Niveau med Iggy Pop, Mick Jagger og Miley Cyrus. Måske hverken med bar mave, kokain, twerking eller andre kontroverser, men han underholder for fulde drøn. Han hopper og springer, hamre løs på koklokke, vælter mikrofonstativer, går ud blandt publikum, hopper op i favnen på den første og bedste muskuløse mand, der knap nok når at reagere, før folk flokkes til at holde Mads oppe. Og så er musikken også bare virkelig sjov og fængende, og det er bare umuligt selv at stå stille heller.

Så Reptile Youth var en perfekt erstatning i mine øjne, og Little Dragon var det næste på programmet for mange, for mig var det aftensmad. Efter, jeg fik købt og spist pasta, så gik jeg lidt tættere på Little Dragon, der fortsatte festivalen stolte repræsentation af Sverige. Hvis man ikke regner Neneh Cherry for at være svensker, så var Little Dragon nok den bedste af de svenske koncerter. Jeg kendte ærlig talt ikke meget til dem før, udover at de medvirker på to sange på Gorillaz’ Plastic Beach. De lavede meget dansevenlig synthpop. De har vist mere været ovre i noget downtempo og trip hop førhen, men til Vanguard var der dømt fest. En fest, som jeg ikke ville have nydt, hvis jeg ikke var så tæt på. Lyden var ikke så god, det var svært at opfange detaljerne i lyden, og det endte derfor med at blive lidt ensformigt. De var heller ikke helt vildt interessante på scenen, men hvis jeg nu skal fjerne mine anmelder-briller, så var det sjovt. Jeg hyggede mig med andre mennesker, der også havde det sjovt, og vi dansede og festede, og de prøvede at komme sig over, at deres elskede Pete Doherty ikke var kommet, mens jeg selv bare var lykkelig over at se Reptile Youth igen.

Så gik The Savage Rose på scenen i den anden ende af festivalen, og dette havde jeg virkelig glædet mig til. Nu havde jeg en smule frihed, jeg kunne gå på toilettet, jeg kunne købe kaffe, alt dette uden at frygte at misse en koncert, for jeg havde slet ikke planlagt at se dem i første omgang. Ikke fordi jeg ikke kan lide dem, har aldrig lyttet særlig meget til dem, men det jeg har hørt er ret godt, og på afstand kunne jeg også godt høre, at de spillede godt, men jeg havde på intet tidspunkt lyst til at fare derover. Det var vigtigt for mig at være allerforrest til navnet, jeg havde glædet mig mest til, George Clinton & Parliament-Funkadelic. Jeg stod og ventede ved siden af en svensker, der havde set George Clinton gå forbi tidligere. Jeg så nogle af medlemmerne samt roadies sætte showet op, og der var godt nok meget at tage sig af. Jeg kunne mærke, at dette ville være noget helt særligt.

Det var det godt nok også. Det var et show uden lige. Mange medlemmer er ikke med i gruppen længere, men de, der er der, er alle virkelig dygtige og charmerende. De kørte i lang tid i det samme groove, men de grooves, som deres sange kører på, er fuldkommen udødelige. Jeg ville nok have været fuldkommen tifreds hvis de ikke gjorde andet end at spille en 60 minutter lang udgave af Mothership Connection, for der er så meget at gøre med den sang, og de formåede også at gøre rigtig meget. Og det gjorde de med mange af klassikerne. Vi fik One Nation Under a Groove, Flash Light, Testify introen til P-Funk (Wants to get Funked Up)og det vidunderlige afslutningsnummer Give Up the Funk (Tear the Roof off the Sucker) blandet sammen med Night of the Thumpasorus People. De lavede også lidt kortere udgaver af nogle mindre kendte sange, der heller hverken var af Parliament eller Funkadelic oprindeligt – dog af andre relaterede projekter. Jeg var ærlig talt ikke så bekendt med disse sange, men de var med det samme så fængende, at jeg bare måtte synge med. Der var også en danser, der spillede rollen som Sir Nose D’Voidoffunk, og han var virkelig underholdende. Han startede med at være så taktløs, at man skulle tro, det var løgn, men da Clinton rørte ham, blev han pludselig fuld af funk. De hev også Death med op på scenen til sidst, som om der ikke var nok musikere allerede. Det var en skøn koncert, og det er forhåbentlig ikke sidste gang, jeg ser dem.

Jeg overvejede lidt, om dagen burde slutte sådan for mig. Det kunne ikke overgås. Jeg havde lige set et af mine yndlingsbands fyre den af for fuld drøn. De var fantastiske. Men nu vidste jeg jo, at Mew også var fede, de var fantastiske på NorthSide tidligere i år, og de skulle nok være lige så skønne denne gang. Da dette var en mindre festival end NorthSide fik jeg chancen for at stå tættere på, og det var tryllebindende. Jeg stod sammen med nogle andre Mew-fans, der vist var endnu gladere for dem end jeg var, og selvom jeg aldrig havde mødt dem før, så bragte musikken os sammen. De spillede, så det gik helt ind i hjertet, og mørket passede så fremragende til deres æstetik. Jeg kunne ikke have forestillet mig denne koncert på noget andet tidspunkt end som det sidste. Det var magisk. Intet mindre end magisk. Med undtagelse af selvfølgelig Parliament-Funkadelic, så forbinder jeg især denne første dag med Mew. Se dem live, hvis du får chancen.

274 – Parliament – Mothership Connection (1975)

Udgivet den af
Svar

Funkguden George Clintons grupper Funkadelic og Parliament er to af de vigtigste navne, funkmusik har oplevet. Parliaments største værk er uden tvivl deres fjerde album, som også var Clintons kommercielle gennembrud. Pladen åbner med en radiovært, der introducerer pladen som var den et radioprogram. Disse radioværter går over i omkvædet til P-Funk (Wants to Get Funked Up). Versene i denne sang er det rene spoken word, der kommer fra disse radioværter, og det hele hænger bare enormt godt sammen. Der er en god vekslen mellem det meget festlige omkvæd og den rolige radiovært. Denne radiovært elsker bare funkmusik, og hans glæde smitter sørme godt af. I slutningen af sangen bliver det hele meget jazzet, både i klaver og blæsere, der virkelig lyder som noget direkte ud af en jazzbar i den amerikanske undergrund. Efter det, så går det bare løs for fuld skrue med omkvædet, der stadig har alle jazzelementerne, men der bliver bare skruet op til niveau 11 her. Det fortsætter med Mothership Connection (Star Child), der bliver fortalt fra synspunket af et rumvæsen, der kommer til Jorden for at bringe hellig funk til os dødelige. Og det gør han sørme også med et enormt fængende omkvæd, morsom spoken word og festlig instrumentation.

Disse to er nogle af albummets mest populære numre, men det mindre populære er også virkelig godt. Science Fiction-temaet fortsætter på Unfunky UFO, hvor Jorden bliver invaderet af en UFO fra solen, hvor man bare ikke har styr på funk. De beder derfor os jordboere om at lære dem funkens kundskaber. Det er dejligt latterligt, og det er kompositorisk en flot opbygget sang, der går frem og tilbage mellem forskellige stykker, der lyder meget forskelligt, men har god sammenhæng og er enormt fængende. Det næste nummer hedder Supergroovalisticprosifunkstication, og det er som sådan ikke andet end et omkvæd og af og til et ganske simpelt b-stykke. Det, der får nummeret til at holde i 5 minutter er mest instrumentationen. Der er nogle fine instrumentale passager mellem omkvædene, men tit kører den kreative, eksperimenterende instrumentation også bare rundt under omkvædet. Der er sært nok især fokus på skralde og synthesizer, hvilket er en interessant kombination. Handcuffs er et ligeledes en virkelig sjov sang. Der bliver festet for fuld drøn med det sjove omkvæd, og på denne sang er versene også bare til at danse løs til. Sangerne går mange gange over toppen, og der bliver godt gammeldags sexet. Sangens brug af vokalisterne er helt mageløs, og det lyder bare euforisk.

Så kommer albummets største hit, Give Up the Funk (Tear the Roof off the Sucker). Lige fra den flotte basvokal, der åbner sangen, er der dømt fest, og så snart der går gang i falsetkoret, er der dømt dansefest. Der er lag på lag af interessante musikalske valg her, og de lyder drøngodt. Der er godt gang i synthesizeren, og den gør nogle ret vilde ting. Basvokalisten og falsetkoret lyder også helt sublime oven i hinanden, og jeg kan bare ikke få nok af denne sang. Der er ikke nogen vers, det er bare ligesom Unfunky UFO en serie af elementer, der lyder virkelig godt i kontinuitet af hinanden – og det virker så godt, at man stadig har lyst til mere efter næsten 6 minutter. Afslutningsnummeret hedder Night of the Trumpasorus Peoples, og det er nok ærlig talt albummets svageste sang. Den er dog stadig virkelig kreativt med sit afrikansk inspirerede vrøvlekor og den vilde synthesizer. Foruden en smule af begyndelsen på sangen, så er der ingen reel tekst, kun vrøvleord og instrumentation. Synthesizeren virker ikke altid fokuseret, og af og til lyder den mest af alt som pruttelyde. Om dette er frivilligt eller ej ændrer ikke på, at det er meget distraherende. Det er dog et rigtig kreativt nummer, der afslutter en af de bedste funkplader nogensinde.